Troen er politisk

… og den skal være det. Den almindeligt opstillede skelnen mellem religion og politik er et falsum, som hverken kan begrundes ud fra teologien, dens fædre eller logikken. Det ville da også være mærkeligt, om de kommunistiske politikere ikke troede på deres idé. Nej, troen er politisk, ellers ville den ikke være nogen tro, og dette gælder for såvel den kristne som den ateistiske evolutionstro. Sidste var årsagen til, at nazismen så let kunne argumentere for racernes indbyrdes rangdeling, og eftersom evolutionslæren ikke har kunnet modbevise denne slutning, har dens tilhængere brugt tiden siden til at overkompensere gennem fortielse og fornægtelse af det åbenlyse, således at de forskellige racer og køn nu hverken må nævnes med deres rette navn, ejheller omtales uden at dette straks bliver stemplet som diskrimination.

På samme måde er også den kristne tro politisk, kun med den forskel, at denne tro alt siden Frederik d. 5 har nydt en stadigt stigende ugunst, nu også blandt kirkens egne folk, som så at sige helt forsager den i sin selvunderkastelse af nutidens tanker og konsekvenser. Troen er politisk, når den siger nej til mord, til hor, til snyd, til misbrug og til alt, der står troen imod. For troen er ikke bare noget, man gør om søndagen, nej, troen er en daglig virkelighed, vi ved Kristus får lov at leve i, men vel at mærke ikke en virkelighed, der skyldes os, men som vi er alt skyldige.

Om kirken skal være politisk er dog en helt anden sag, en sag som biskopperne i stigende grad for galt i halsen med deres evindelige udtalelser om det ene og det andet. For hvad er disse og mange andre udtalelser, som påberåber sig kirken over for det folkevalgte styre, andet end et forsøg på at komme tilbage til romerkirkens verdslige magt? Så har man altså glemt det vigtigste i reformationen, men det kan vel efterhånden heller ikke komme bag på nogen.