Søndag seksagesima

Det er ikke ligefrem fordi det morer mig, at skulle stå her og udstille bønnernes uvidenhed om det, de har med at gøre, da jeg jo selv er bonde af bondeslægt. For sandt er det, som Jesus siger: bonden ved ikke, hvordan kornet spirer. Men faktisk er det slet ikke nogen nedgørelse af bonden, vi møder i Jesu ord. Nej, tværtimod er de udtryk for den dybeste agtelse og respekt, for det menneske, som bliver ved og ikke giver fortabt, men invester al sin ejendom i forventning om, at jorden vil betale ham for hans møje. Trods uvidende Er der noget bonden dengang og i dag ikke er, så er det dum, men han tager nytte af alt det, han og hans forfædre har lært igennem århundreder. Og skønt hans arbejde er forbundet med store omkostninger og ofte kun små afkast, så bliver han ved, hvor andre havde givet op, og det både to og tre gange.  Sandelig burde det danske folk skamme sig over den måde vi lader bønderne omtale og behandle på; mennesker der slider og slæber sig selv i graven for at vi alle kan få brød på bordet og skind på næsen. Vi bør være dem dybt taknemmelige og give dem de bedst mulige kår at arbejde og virke under, for sandelig, bonden er helten i Jesu prædiken i dag.

For som han driver sine afgrøder frem af jorden, sådan må også Guds rige fremdrives overalt på jorden gennem tro og tålmod – i største uvidenhed. Det ville være så rart, hvis vi kunne sige: gør sådan og sådan, så vil vækkelsens strømme ramme din egn og fylde kirken til randen, men uanset hvor mange beretninger om vækkelse og levendegørelse af kristentroen, man læser, vil man i sidste ende altid nå frem til konklusionen: vi ved ikke hvordan. Vi ved ikke hvordan det kan være, at kristentroen pludselig bryder frem i et menneske og får lov at fylde i hendes liv, som måske før sjældent eller aldrig satte sin ben på kirkens gulv. Vi ved ikke hvordan, og i en tid som vor, hvor den kirkelige vækkelse hovedsagligt er fortid og noget, vi må læse om i historiebøgerne, der kan vi let gribes af fristelsen til at sige: det var nok bare dengang, og så fortsætter vi med at så som bondemanden, ikke med henblik på høsten, men fordi landbrugsstøtten udbetales for det tilsåede areal, og hverken for kvaliteten af arbejdet eller høstens omfang.

Sådan gør den dovne landmand, og dem er der ikke ret mange tilbage af, for det har ingen mere råd til, hvilket dog straks er en anden sag i den skattefinancierede folkekirke, hvor lønnen er sikret til den dag præsten går i sin grav. Det er fantastisk at være tjenestemandsansat. Medmindre jeg virkelig klokker i det kan i komme til at hænge på mig de næste 43 år. Vi er stort set umulige at slippe af med og pensionen er sikret via finansloven, uanset hvor godt eller let vi kommer om ved arbejdet. Men det kirkelige arbejde må aldrig blive formålsløst lønarbejde. Det må altid være som den flittige bonde, der sår for at høste. Kirken, om den skal være tro mod sig selv, må være i mission. Den må vokse, og i det øjeblik vi svigter dette iboende gen, da er der én ting, vi kan være sikre på, og det ikke kun at kirken stagnerer – den dør helt ud og tilbage kommer blot til at stå en tom skal omkring et ligegyldigt foretagende, kun en æstetiker kan nyde.

Nej, kirken må vokse, og selvom bonden ikke ved, hvordan kornet spirer og gror, så ved han dog så meget, at indtil han putter kornet i jorden, sker der ingenting og det eneste han kan se frem til at høste er ukrudt. Men idet han lægger sæden i jorden, da begynder underet at ske. Det spirer, vokser og gror, og før året er omme har han laden fuld af korn. Hvem skulle vel have troet det. Jo sådan plejer det at være. Men forestil dig et menneske, måske en fuldblodskøbenhavner, som aldrig har erfaret hvordan der af et frø kan vokse en plante. Umuligt, ville han sige. Og dog er det muligt. Dog er det det, der sker. For frøet har livet i sig. Dette lille frø bærer kimen til en plante, der sammen med næringsstofferne i jorden kan give føde til himlens fugle.

Sådan er det med Guds rige, siger Jesus, sådan kan vi se det, med vore øjne. Noget så småt, at det julenat måtte lægges i en krybbe, er i dag vokset så stort, at vi kan forsamles ikke bare denne flok og krybe i ly og læ i Guds hus, men verden over i tusinder og atter tusinder. Jo, for det der lå i krybben, havde livet i sig til at vokse sig stor, og den bevægelse, som fulgte, den unge kristne kirke blev skænket dette liv i løftet om, at han selv ville gå med hele vejen.

Men først måtte frøet lægges i jorden. Jesus måtte først opgive sit liv, for at det kunne vokse sig stort i menigheden. Og apostlene måtte først lægge frøet i menneskehjerterne, for at evangeliet kunne blive til liv for mange. De måtte først forkynde evangeliet for mennesker, før det kunne få fæste i dem, og da skete underet, ikke blot en gang men tusinder, ja millioner af gange, og endnu den dag i dag sker det samme under. Det lille frø, der blev sået, ordet, der blev talt begyndte at spire i hjertet og ingen ved, hvordan. Undertiden sker det som en forsommerdag, hvor græsset vokser så hurtigt, at man kan se det gro, undertiden så stille og langsomt at man pludselig en dag, måske mange år efter at frøet blev sået kommer forbi og ser den umiskendelige kimplante af troen som bekender sig til Kristus. Frøet var ikke dødt, men livet var i det og lå nu blot og ventede i så mange år på, at hjertemulden måtte blive varmet ved Guds kærlighed til at give vækst til troens liv. Den tidligere svenske biskop Bo Giertz beskrev dette under i sin selvbiografi: ateisten, som blev biskop. Gennem hele sin opvækst og ungdom foragtede han alt, der havde med tro og religion at gøre og mødte hjemmefra ingen modstand mod denne foragt. Men uden at han selv kunne forstå og begribe det blev hans sind til stadighed draget mod det kristne budskab, som han trods alt kendte, om end kun overfladisk til. Og i stedet for at være foragter af troen, endte han med at blive en af de mest betydningsfulde biskopper i Sverige i mange år.

Derfor opgiv ikke håbet, om du nu sidder og tænker: mit hjerte af nok ikke af en sådan natur, at jeg kan tro eller fyldes af troens liv. Selv den mest sandede jord kan dog give dejligste grøde. For det er ikke fra os selv, troens liv, skal komme, men livet er i det ord, vi møder i evangeliet, at Jesus gav sit liv i kærlighed for os, for at skaffe tilgivelse for alt, hvad vi har gjort galt. Men bliv i stedet ved at komme, hvor ordet lyder og du finder varme til dit hjerte: da skal du erfare og opleve hvor sandt det ord, Jesus talte er, at Guds rige er som et sennepsplante, der giver skygge til himlens fugle. At der i evangeliet i sandhed er læ mod stormen, og skjul mod rovdyrene og skygge for solens hede. At vi her kan finde fred i alle farer og allerede på jord må tage bolig i himlens virkelighed.

Men denne skat må vi ikke holde for os selv.  Den må vokse, både i os selv, så at vi fyldes af en stadig rigere del af troens liv og vokser i erkendelsen af Guds nåde imod os, men i sammenhæng hermed også blandt vore medmennesker. For holder vi det for os selv, da kvæler vi væksten og bliver selv fattige. En rose skyder kraftigere des flere blomster, der plukkes, men deles stauden aldrig vil den til sidst dø helt ud.

Derfor må vi også alle være med til at bygge Guds rige ved at så ordet, rundt hvor vi færdes i livet. Vi må bære bud fra det høje, så at Guds rige altid må vokse. Men, indvender du måske: jeg kan ikke holde en stor og fin prædiken, jeg kan ikke svare på alle spørgsmålene og kommer også selv ofte i tvivl. Hvordan skulle dog jeg kunne sprede Guds rige. Jo for hør, sennepskornet er det mindste af alle frø. Det er ikke vores ord og store og fine prædikener, der gør værket. Det er ordets egen kraft. Om så alt du har at bringe er det simpleste af alle vidnesbyrd: der er bare noget henne i kirken, uden at du nødvendigvis kan sætte ord på det, så er dog også dette et lille frø, som ved Guds hjælp kan vokse sig stort, og måske en dag selv smide frø, til få eller til mange.

For vi ved ikke hvordan, og netop derfor får vi lov som Paulus at lægge alt i Guds hånd: jeg såede, Apollon vandede, men Gud gav væksten. Ja netop derfor tør vi have frimodighed til at så og sprede budskabet om Guds rige, også i dage, hvor de fleste vender os ryggen og ingen vil vide af den sande Guds kærlighed. For Guds er værket, han vil også gøre det i sin nåde, at intet sået ord skal vende tomt tilbage, men at hvert et frø må bære frugt til evigt liv.