Septembers himmel er så blå

Skyerne gråne, og løvet falder, fuglene synger ej mer, vinteren truer og natten kalder, blomsterne sukker: det sner! Og dog bærer blus vi med glæde.

Så gribende har Grundtvig fanget efterårets vemod og underfundige lyksalighed. Det kan ikke ses, for det, der ses snyder vore sanser, men skjult bag løvfald og grånende skyer anes dog en glæde, et brudeblus i det dunkle. Ja, hvornår blusser vel skoven i et skønnere lys end netop nu? Nu hvor skoven iklæder sig sit skønneste skrud i alle regnbuens farver. Undtagen blåt, forstås, for bekymringsløsheden og sorgløsheden hører ikke jorden til og dog smiler den himmelske sorgløshed ned til os dag efter dag, undertiden kun for en stund, undertiden ser vi den slet ikke, men andre gange nærmest svøbes vi i himlens skønne skær af blå, som var der aldrig nogen sorg eller smerte, og altid er den der, om vi ser den eller ej.

Men netop derfor er himlen blå for fra himlen udgår den sande sorgløshed, som Jesus selv siger: I skal ikke bekymre jer, hverken for mad eller klæder, for alt dette sørger jeres himmelske fader for. Se himlens fugle; de sår ikke, høster ikke og lægger ikke i lade og jeres himmelske fader giver dem føden. Men at forstå Kristendommen som en livsforsikring imod al modgang og ulykke, ville være et fejlgreb af de helt store. Det hedder netop i medgang og modgang. For overalt, hvor der er mennesker, må der være modgang.

Men bekymringsløsheden skyldes netop ikke modgangsløshed, men den grunder sig i en bevidsthed og tillid til, at Gud ikke svigter, ejheller, når alt går imod. Den samme bekymringsløshed er det, vi finder i ægteskabet.  Ikke sådan en pladderromantisk forestilling om ridderen på den hvide hest, som frejdigt ridder igennem torne og krat uden den mindste skramme, men en frimodighed og tryghed ved at vide, at den anden altid står én ved siden også selvom man snubler og falder i et hul.

Og det ikke fordi det er et forsøg på at komme tilbage til stenalderen, det er det slet ikke, det er bare et forsøg på at finde frem til, hvad der gør livet egentlig værdifuld. For når vi bekymrer os, hvad er det, vi så stræber efter. Jo, de fleste af vore bekymringer drejer sig om penge og karriere, mens det egentlig væsentlige i tilværelsen er alt det, der ikke kan købes for penge og gives for ære, nemlig hinanden. At være sammen og at kunne dele livet med den man holder af. Og derfor er det også det, der må være essensen af alle bestræbelse, at gavner fællesskabet. Det er den sande og gode bekymring: hvordan kan jeg tjene min næste. Og netop i ægteskabet føres denne bekymring til det yderste, for intet andet steds kan to mennesker være så skæbnesammenbundne, som her. Den enes lykke er den andens og kan ikke tænkes uden at begge er med.

Det kan altså ikke komme på tale at den ene skal yde og den anden nyde, men begge må være tjenere, og det af den slags som prioriterer kundens tilfredshed over alt andet, også der, hvor det må koste mere end hushovmesteren synes om. For livets hushovmester tænker ikke på profit og fortjeneste, men alene på at ofre sig, og det helt og fuldt til liv og glæde for alle. For lykken kan aldrig være ens egen, men lykken ligger i, hver dag at sige til sig selv: hvad kan jeg gøre, for at denne dag bliver den bedst mulige dag for min hustru / min mand.

Gør begge det, da kan byggeriet gå i gang, byggeriet af det eventyrlige bindingsværkshus som ægteskabet er, hvor hver en bjælke binder det hele desto stærkere sammen. Hver en drøm, hvert et håb, hvert et ønske. Ja, selv den mest forrykte foretagsomhed kan i bedste bonderøvsstil komme til at indgå som en dynamisk brik i hele spillet, uden at der skal opfordres til at klæde sig ud som fugleskræmsel. For hvor der er kærlighed i huset, der bliver det sandt, som HC. Andersen skriver: hvad fatter gør er altid det rigtige. Ikke fordi fatter ikke kan fejle og trænge til en belæring om økonomiens ubarmhjertige virkelighed. Men fordi alt, hvad der er født af kærlighed er ret og godt.

Derfor er kærligheden den sande bekymringsløshed. For hvordan vide, hvad det bedste er at gøre. Ingen kan svare derpå. Men kærlighedens gerninger er ikke noget man staver til, det er noget man føler, som Peter Plys meget vist har sagt. Kærligheden føder altid de rette gerninger, for selv er den den største gave, der kan gives et andet menneske.

Derfor er himlen blå, for er Gud er kærlighed, fuldkommen kærlighed og heri den fuldkomne bekymringsløshed og ikke kun for sig selv, men også for hele jorden. For denne kærlighed er kommet til jorden i hans søn Jesus Kristus, for at vi alle må få del deri.

Så byg da jeres hus, hvor himlens skønne blå må male hver en sten, hvor solens lys må nå hver en krog, og hvor efterårets varme glød må kaste sit blodrøde løv som et vår hvorpå I kan vandre i liflig forventning til dagene som kommer.