septuagesima

Et fattigt menneske. Det er, hvad han var, denne mand med den ene talent. Det var sådan han så sig selv, og det er sådan, vi nødvendigvis må dømme ham. Men selvom dommen altså er enslydende, så er det alligevel to helt vidt forskellige syn der kommer frem på sagen. For når han så på sig selv som fattig, denne mand med den ene talent, så var det fordi han havde fået så lidt, syntes han. En sølle tallent mod de andres 2 og 5 talenter, hvad var dog det. Hvilken mistillid, deres herre havde vist ham ved at give ham så lidt. Han kunne slet ikke se, hvor betroet en opgave, det var, han have fået. En talent, det svarer trods alt til en lille halv million. Men han blev så fattig med denne halve million i lommen. For det eneste han kunne se i denne skat, var, at han nu skyldte sin herre det samme, og han kunne nu være streng nok at være sammen med uden man behøvede at skylde ham noget. Tænk sig, han forlangte af sine folk, at de skulle arbejde for føden. Aldrig havde han dog kendt mage. Og derfor betragtede han sig selv som en fattig stakkel. Alle de ydre forhold var ham imod.

Men når vi nu er enige med ham i, at han var fattig, så skyldes det ikke hans herres strenghed, heller ikke, at han kun havde fået en halv million at lege med. Nej, han var fattig, fordi han gjorde sig selv fattig. Det var hans egen utilfredshed, der gjorde ham fattig og ikke alle de ydre omstændigheder. For nok havde han ret i, at Hans herre var streng, men kun mod den dovne, for se de to andre tjenere, som havde tjent deres herre smukt og samvittighedsfuldt: ikke kun fik de lov at gå ind til deres herres glæde, få ros for deres gode arbejde, heller ikke kun fik de lov at beholde afkastet, men også fik de lov at beholde den investerede kapital. Er det en streng herre? Nej, det er en nådig herre. Men denne nådigherre fik den dovne tjener aldrig lov at opleve, fordi han var doven, fordi han var så modvillig til at gøre godt. Fordi han havde sat sig for, at det ikke kunne betale sig at være sin herres discipel.

Sådan er det også mennesker bliver fattige i dag. Selvfølgelig er der ydre omstændigheder, som påvirker vores liv, og som vi aldrig må forsmå. Vi må aldrig forsmå smerten i et menneskes liv, men omvendt må vi heller ikke gøre smerten til livet selv. For det er først når et menneske stirrer sig blind på sin elendighed, at det for alvor bliver elendigt. For salige er de fattige i ånden, siger Jesus et andet sted, hvilket vil sige: saligt det menneske, som i sin glæde er uafhængig af alt det ydre, og som kan være lige glad, om han er rig eller fattig, fordi glæden ikke er bundet op på det, som forgår så let, men derimod er forankret i ånden.

Jo, selvom det er en stærkt forsimplet sandhed, så ligger der dog en dyb visdom i udtrykket, det handler ikke om, hvordan man har det, men hvordan man ta’r det. For når et menneske kun har beklagelser til overs for sin livssituation, politikernes uduelighed, samfundets uretfærdighed, så ender han som regel altid med at få ret. For ingen politiker, hvor dygtig han end er, kan tilfredsstille et sådant menneske. Altid vil der være noget at beklage sig over. Men se så denne kvinde fra kristeligt dagblad – og nu må jeg fordømme mig selv, for det er nuengang en uskik af de største, når præsten tager avisen med på præstestolen. Men denne kvinde er nu en livsmester uden sidestykke. Hun er spastisk lammet i hele kroppen, kan ikke tale og må kommunikere gennem øjnene, og har haft det sådan fra fødslen af; kort sagt, én vi andre ville kalde en elendig stakkel. Men hør så, hvad hun siger:  ”Der er intet at gøre ved, at min krop desværre ikke kan følge med mit hoved. Dermed nytter det ikke noget, hvis jeg gik, eller rettere kørte rundt og var ked af det. Der er jo ikke noget alternativ. Eller der findes kun ét. Og det er langt mere uudholdeligt at tænke på! Nemlig at jeg ikke længere var her i dag. Dette er da meget mere frygteligt end min tilværelse på trods af et så invaliderende handicap, som jeg lever med. Jeg elsker nemlig mit liv.”  Jo, så skammer vi os over den attitude og beklagelse vi tillader os selv at møde den langt mindre modgang med, som rammer os. For det er sådan mennesket formår at gøre sig selv fattigt og afskære sig fra livets glæde ved på forhånd at dømme enhver glæde ude. Sådan skal vi ikke gøre. Det er at forsømme livet – denne ubeskrivelige skat, vi alle har fået af Gud.

Tværtimod. Vi må investere os selv i livet. Selvfølgelig er det lettere at blive hjemme på sofaen, det får man ingen skrammer af, som når man stikker næsen ud. Men så fattig man bliver af at sidde og rådne op foran husalteret. Nej, ud og lev livet. Tag din pligt på dig, hjælp den fattige, støt den gamle, styrk den svage. Tal til mennesker du møder på din vej og vær flittig. Vent ikke til ungdommen er slut med at tage hul på livet og hold ikke op med at leve det, bare fordi du er blevet gammel – så bliver du rig. Måske ikke på penge og ære. Men dit liv bliver rigt og fyldt med mening og indhold og siden med minder og glade tilbageblikke.

Derfor Brug dine evner. Det er ikke urimelige forlangender vi gøres i teksten, men enhver fik efter sin evne. Vi bliver så let grebet af den tanke, gid jeg dog bare kunne tale og hjælpe som det menneske kan, for han har dog mundtøjet i orden, han forstår at komme ind på livet af mennesker, han har fået hele pakken. Mig, derimod, jeg kan vel dårligt andet end stå og træde mig selv over tæerne – jeg må nok hellere blive hjemme og pille bussemænd, når jeg nu alligevel ikke kan finde ud af andet. For selvfølgelig kan du det. Der er altid noget man er god til, som det hedder i Ivan Olsens gummitarzan. Det kan godt være, at nogle har noget mere fornemme evner end andre, men se på lignelsen: han med de fem tjente fem til, han med de to tjente to til. Deres forrentning var den samme. Jesus ser ikke på hvor fornem en gerning er- han ser på, med hvilket sind det er gjort. Og da kan selv en lille og undseelig gerning som at hjælpe naboen med at bære skraldet ud have lige så stor værdi som at redde en hel familie fra et brændende hus. (alt. For vi bliver ikke rige af de evner, vi har, men alene af de evner, vi bruger)

Men alt dette behøvede vi nu slet ikke have nogen præst til at prædike, da der også er mange andre til at sige det samme. Men det som er prædikenens særlige opgave med denne tekst er at fortælle, hvad vi skal gøre med den kristne tro, som den skat, der er endnu meget større, at vi får lov at leve livet under Guds nåde og barmhjertighed med vores synders nådige forladelse og håbet om det evige liv, som vi hørte her ved dåben. Og det en prædiken, som er særlig nødvendig i vores del af verden. For når det kommer til tro og religion, så ligner vi som flest den fattige mand. Ikke fordi der ikke er mennesker, som har tro og store evner til at forkynde evangeliet, men fordi vi er så blufærdige om det at tro. Gud er en privatsag, har vi efterhånden hørt, så tit, at vi dårligt nok kan huske, hvem der begyndte den parole, og langsomt men sikkert bliver kristentroen presset længere og længere ud i samfundsrabatten. Troen skal blive i hjertets skjulte egne og selv kirken synes nu at synge med på den vise.  Nej. Siger Jesus. Troen skal investeres i det levede liv. Den må ikke holdes som en skjult skat adskilt fra alt andet i tilværelsen, for da mister vi skatten. Og når kirken i dag bliver bedt om at holde sig ude af samfundsdebatten, så er det netop et udtryk for, at vi som land er ved miste den store kristne skat, som blev bragt til os med så mange vidners blod. Men også vi selv mister skatten, hvis vi gør som manden og graver den ned i baghaven. For troen må bringes i spil, og ligesom der er tre tjenere, sådan er der også tre arenaer og tre kampformer som passer sig for denne skat.

For det første: Troen må bringes i spil i kirkens menighed, som det også hedder i vores trosbekendelse: vi tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund. Her er det nemlig, vi både får del i skatten, men også lærer at se, hvor rig en skat, det er, vi har fået givet, og uden disse øjne, må vi være fattige, og derfor må troen da også vågne op søndag formiddag for at tage del i de troendes fællesskab.

Men også imellem søndagene må troen investeres, ved at troens liv udleves i verden omkring os. Derfor lyder den gamle udgangsbøn: jeg takker dig, fordi du har lært mig, hvad du vil, at jeg skal gøre. Jo, kristendommen har en praksis – for Guds kærlighed er ikke en sådan vi gives for at vi selv skal eje den og holde den for os selv, for kærlighed kan aldrig ejes. Gøres den til ejendom mistes den straks. Men kærlighed må leves i al dens skyldighed som den der dog kan give alt. Vi må leve i kærlighed til Gud og næsten som verdens lys og salt. Og det både ved at vi i vore egne liv sætter Guds vilje som målestok, og ved at vi over for andre møder frem med den samme mildhed, tilgivelse og overbærenhed, som vi selv har fundet hos Gud.

Endelig må vi også investere troen på den måde, at vi lader den komme til orde midt i vores liv og verden. Ikke ved at vi skal rende rundt fra dør til dør og forstyrre husfreden som en anden landeplage eller forsømme vort arbejde ved konstant at prædike for vore kolleger. Men når talen i venners lag fra tid til anden falder på temaet tro og kristendom, da må vi lukke munden op og vidne om den rigdom vi selv er kommet i besiddelse af. Ikke for at holde store og imponerende foredrag, men ved at tale ærligt om det der ligger os på hjerte og fortælle om skattens rigdom. For selvom det er præstens opgave at prædike, så er vi alle døbte med befalingen om at gå helt ud indtil verdens ende. For ligesom koret kan syng smukt og dejligt så det er en fryd for øret og en lise for sjælen at lytte til, så må det ikke få os andre til at tænke, at vi nok heller må pakke sammen med vores rustne stemmer. For det er når vi alle sammen stemmer i med hvert vort lille næb, at vi får fuglesang, det er når menigheden i sit fulde kor, bruger hver en tunge til at sjunge at taget løfter sig og sangen går helt ind i hjertet – det kan intet kor gøre. Og sådan kan heller ikke præsterne nå hver en krog med evangeliets lys og rigdom. Men alle må vi bære skatten med dertil hvor vi bor og lever.

Kan det koste? Uden tvivl. Men husk så også at det ikke kun er Gud, der tjener på det. Nej det er dig, der bliver rig.  For når vi investerer os selv og vores tro i Guds rige, da er det vi lærer Gud at kende, som han helst vil kendes. Ikke som den strenge og beregnende Gud. Ikke som den Gud, der er ligeglad med dig og lader dig sejle i din egen sø. Men som den Gud der inviterer dig ind til den himmelske glæde, som vogter over dig for at bevare dig mod al skade og fare, og som forrenter dit liv med en overstrømmende kærlighed. For meget har han allerede givet dig: men endnu mere er i vente, når vi på den yderste dag skal gå med vor Herre Jesus Kristus ind til vor Herres glæde.