julesøndag

Et kirkeligt set langt år er ved at rinde ud. Et år der i kirken har stået i reformationens fortegn og hvor vi i en ”ægte luthersk ånd” har kunnet tage os selv i hænderne og se os selv i øjnene i en fælles erklæring af, hvor gode vi egentlig er. En rigtig usmagelig selvfejring har det været og som en sagde: Luther ville have vendt sig i sin grav, hvis han levede i dag. Men som vi jo siger, intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For midt i al selvhøjtideligheden er der da kommet et par Luthercitater par bordet, som måske ellers var blevet glemte. Det ene: jeg ville ønske man aldrig ville opkalde en kirke efter Martin Luther, for der er kun én kirke: Kristi Kirke, det andet, Jeg ville ønske at Martin Luther blev glemt og alle mine skrifter brændte, så at mennesker alene kunne høre Kristus til og lytte til hans ord. Men så må han selvfølgelig glæde sig over, den gamle, at den eneste der egentlig og officielt er blevet kritiseret i jubilæumsåret, det er Luther ham selv. Nu ligger han selvfølgelig også så dejligt forsvarsløs i sin tomme grav i Wittenberg, at det må have krævet et kæmpemod fra kirkens og landets øverste sådan at tage tyren ved hornene alt imens de pyntede sig med fjer lånte fra samme sted. Kunne jeg dog bare komme på et ord til at betegne en sådan adfærd – men det ville være så trist at bruge årets sidste dag på at blive fyret.

Men som sagt, intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget, og enhver opmærksomhed på den lutherske teologi er et gode. Men når jeg nu tillader at beklage mig lidt over den ynkelige måde, den lutherske arv forvaltes på i dag i kirken, så må jeg også stille modspørgsmålet: Kan det ikke være lige meget. Er det ikke mindre væsentligt om præsten lige har fattet hvad det er det vil sige at være luthersk, så længe vi bare holder fast i at være kirke og prøver at sige noget meningsfyldt i vore prædikener? Det er en tanke, kirken er blevet mødt med adskillige gange i historiens løb. Men evangeliet til i dag udfordrer denne tanke. For Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste, for de er borte.

Det er ingen lyserød verden, vi lever i. Det er ikke en verden, hvor alt er såre godt, hvor alt sker efter Guds plan. Men den verden vi oplever er vilkårlig, er fyldt af ondskab, ulykke og død. Og det er i mødet med alt dette, at prædikenen skal vises sit sande værd. For over for de små ulykker, der klarer vi os nok, der har vi alle talemåderne. Da kan vi trøste os over, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, at småkagerne ikke feder, når de ligger på gulvet. Men det er sandt at sige kun et trøsteord til de helt små ulykker, der hvor man også kunne have sagt skidt pyt, eller det skal nok gå. Men stil dig ved et ungt menneskes grav og sig disse ord, og du skal indse, hvor indholdsløse, de i virkeligheden er. For det er når livet virkelig møder os med sin fulde slagside af tilfældigheder, smerte og sorg, at vi får brug for et ord, der kan bære os. Og da er talemåderne bare ikke nok mere. Da er det ikke længer nok at høre på noget, der bare lyder smukt og flot, men ikke egentlig har tyngde og substans.

Det var det Luther erfarede. For mens han gik i klostret var det, at han blev klar over, at kirkens gamle talemåder ikke slog til. Han kunne ikke slå sig til tåls med de billige løsninger. Det var ikke nok til at dæmpe samvittigheden hos et menneske, som havde fået med Gud at gøre, bare at bede sit fadervor og gøre så tingene så godt som muligt, og at tro at alting så var godt. For hvad er et mådeligt liv og nogle enkelte bønner imod et eneste øjeblik af afgudsdyrkelse, et øjeblik hvor synden får lov at råde og regere i hjertet og Gud derfor vendt ryggen eller åndeligt set slået ihjel? Det var ikke nok for Luther at høre på menneskers gætværk om Gud, hvor velment de end var. Der måtte noget mere, noget ægte til. Men det ægte kunne mennesker ikke give ham, og hvad værre var: det ægte kunne kirken ikke give ham. For kirken kendte ikke Gud.

Men hvordan kunne kirken ikke kende Gud? Jo, for kirken havde tilsidesat Guds ord. Ikke som en bevidst handling eller sådan hen over natten. Men gennem generationer var vægten kommet til at ligge mere og mere på traditionen og menneskers tanker, altimens bibelens eget ord blev forsømt og siden glemt. Det betød ikke, at man var holdt op med at tænke på Gud. Men det var mennesket der stillede spørgsmålene og derfor blev det også menneskenes svar, der kom til at lyde. Og derfor var der heller ikke meget at hente for den munk, der ville have et fast og afgjort svar. For find to mennesker, og de skal kunne blive uenige om alt. For når vi alle er blevet enige om, at 4 + 4 er 8 kommer der straks én og argumenterer for, at svaret er 16, hvad også er korrekt hvis skalaen blot er logaritmisk. Men des flere af den slags svar kirken fik, des mere afhængige blev man af en autoritet, der kunne skære igennem og sige: dette er svaret og sådan blev pavekirkens magt opbygget gennem middelalderen til at eje enhver bestemmelse om Gud.

Men det var denne magt, som stod magtesløs over for Luthers anfægtelse. For uanset hvor fornemme herrer der plaprede ham på, at han havde gjort nok, så kunne han ikke vide, om ikke Gud stadig var vred. For det er vel dybest set ikke paven, munkene eller præsterne, der bestemmer, om Gud er vred eller nådig? Dybest set, ja? vel overhovedet ikke. For hvorfra skulle et menneske kunne have erhvervet sig en sådan magt, at kunne hersker over Guds sindelag – vi formår jo ikke engang at bestemme over et menneskes sindelag, selv ikke et barns. Derfor kom det hele til at lyde så hult, når tilgivelsen blev udskrevet i pavens og alle helliges navne, og derfor kunne det heller ikke hjælpe mod Luthers anfægtelser. For det Luther kæmpede mod var ægte synder – derfor trængte han også ægte tilgivelse fra Gud selv. men han fandt den ingensteds, før han en dag grundede over ordet: Guds retfærdighed:  Da fik jeg endelig, skriver han, ved Guds barmhjertighed.. øje på ordenes sammenhæng: Guds retfærdighed åbenbares i det, der står skrevet: ‘Den retfærdige skal leve af tro’. Da begyndte jeg at forstå Guds retfærdighed som den retfærdighed, i kraft af hvilken den retfærdige lever ved Guds gave, nemlig af tro (på Guds retfærdighed)”.

“Da.. jeg fik øje på ordenes sammenhæng.. følte jeg mig genfødt og som gennem åbne døre kommet ind i paradis. Da viste der sig straks for mig et andet ansigt gennem hele skriften.. Så stort det had var, hvormed jeg havde hadet ordet ‘Guds retfærdighed’, så stor var nu den kærlighed, med hvilken jeg priste dette ord som det allerlifligste”.

Hvad var det så, der gjorde forskellen? En ny idé eller tanke? Det skulle man tro efter at have hørt reformationsforedrag hele året. Men nej. Forskellen var, at Luther nu lagde mærke til Guds eget ord. Indtil da havde han i sin læsning af biblen været styret af kirkens tænkning og tekstudlægning. Fra da af spurgte han: hvad siger ordet selv. og det er det, der er den lutherske arv – ikke alle Luthers skrifter eller tanker, men bibelordet selv. Og det er denne arv det er mere end vigtigt, at vi også tager til os i dag. Hvad siger Gud.

For det er ligegyldigt, hvor vellønnede storkåberne er – deres ord kan aldrig gøre det ud for Guds. For de kan ikke tilgive, de kan ikke love os lykke og gode dage, de kan ikke finde nogen vej ud af mørket og give en vægtig mening i livets vilkårligheder. De er kun mennesker.

Men Gudsordet giver os et sandt håb at bygge på. Som et lys, der skinner i mørket. For selv i mødet med Herodes’ grusomhed er det ikke ondskaben, der får det sidste ord. Men Gud kunne bruge selv dette onde menneske som et middel til at opfylde de gamle profetier om Kristus. Gud kan skabe en vej igennem det allermest utænkelige vildnis af vilkårligheder, ondskab og ødelæggelser, for sine planer, sin godhed og sit skaberværk.

Og det er det under, vi fejrer, hver gang vi kommer sammen til gudstjeneste. Her fejrer vi, at der er ord, der er værdigt til at møde den virkelighed, vi møder i verden. Ikke et ord om at det nok skal gå eller at vi nok skal finde ud af det, men et ord der slår bunden ud af verdens ondskab. For når vi tilgiver hinanden, så taber ondskaben mælet. Og når Gud giver os sin tilgivelse, så har ondskaben slet ikke mere at skulle have sagt. Det får ikke det sidste ord i verden, for der er et ord, der er stærkere: Guds ord, som består til evig tid, og som altid vil få det sidste ord.

Med dette ord som trøst tager vi afsked med året der gik, med dette ord som vor styrke går vi det nye år i møde.  Guds ord, der består til evig tid.