Juledag

Kalenderlyset er brændt ned. Det samme gælder de levende lys på juletræet og i dekorationerne. Kun stumperne er tilbage, og dog er lyset her stadig. Juleglæden blev ikke slukket med det sidste lys, der blafrende brændte ned på træet og sendte sin umiskendelige duft af stearin og gran ud over hele stuen. For der var andet lys, der blev tændt i nat, og det er dette lys, der i dag oplyser både os selv og de før så mørke stuer. Et langt større lys, så det kun er ret passende at vi skal lytte til denne prædiken badet i vinterens klare morgenlys den første juledag efter vintersolhverv. Den dag de gamle romere fejrede lysets komme, at mørkets tid nu var på tilbagetog. En fest, der er dybt forankret i menneskets natur, for lys må der til. Selvom vi ikke lever af fotosyntese som planterne, så er vi dog dybt afhængige af lyset, både direkte og indirekte. Vinterens mørke timer tærer på kræfterne og humøret og vi længes efter de lange sommeraftner med solens varme lys. For lyset er menneskets rette element-

Bent Melchior, den store overrabiner fortæller en beretning fra krigens kz-lejre, hvor en familiefar hver dag skrabede en lille smule af den sparsomme fedt de fik på maden og lagde til side. Da tiden for den jødiske lysfest kom lavede han en væge tog det sammensparede fedt, og fremstillede et lille lys. Sønnen undrede sig over, hvordan faderen kunne få sig selv til at brænde denne så kostbare fødevare af, når de nu næppe fik det, de havde brug for: jo svarede faderen: ”et menneske kan leve uden mad et godt stykke tid, uden vand kan man leve nogle få dage, men uden lys går det ikke an at leve.”

Jo lys må der til, og kan vi ikke få det naturligt, må vi lave det kunstigt, selvom det i længden er ringe erstatning. Og så er det dog et endnu større lys end solens, der blev givet os i nat. For allerede skabelsesberetningen fortæller os, at jordens lys ikke skulle være solens, månens eller stjernernes alene, men jordens og menneskenes lys skulle være Gud selv. for Gud talte og der blev lys, og først tre skabelsesdage senere kom solen, månen og stjernerne.

På samme måde er heller ikke fravær af øjets lys det dybeste mørke, et menneske kan havne i. Vi kan tænke på minearbejderne i gamle dage, som i vinterhalvåret steg ned i minen før solen var oppe og først kom op til jordens overflade igen, når solen længst var gået til ro. Tusinder og atter tusinder har arbejdet sådan uden at se solens lys i dage, måneder, ja år, og stadig kunne de holde humøret højt og modet oppe. På samme måde kan vi også tænke på de blinde, som måske fra fødslen er dømte til at vandre et liv i mørke – og dog kan de stråle som små juveler, fyldte af glæde og godt humør. For hvor vigtig lyset end er for mennesket, så er det fysiske lys fravær dog intet at regne mod sjælens mørke. Sådan lod Farao heller ikke israelitterne gå, da der kom et tusmørke over hele landet, så tæt at man kunne tage og føle ved det, men da Gud rørte han sjæls skat, hans øjesten og berøvede faraoens og al ægyptens førstefødte – da lød skriget over Ægypten, som lod israelitterne gå fri. Og alle forældre som har været i en lignende situation og mistet et barn, ved hvilket mørke det er. Et mørke hvori selv det stærkeste lys bliver opslugt, og hvor al håb og tanke om nogensinde atter at skulle se lyset er udslukt. Et sådant mørke, som når vore kæreste dør, som når et land bliver besat, som når livet går i stykker. Når alle drømme knuses. Og livet ikke mere synes værd at leve. Det mørke er dybere end nattens og langt tungere at bære end vinterens mørke timer.

Og så er der dog et endnu dybere mørke, et menneske kan havne i: syndens mørke. Anfægtelsens mørke. For én ting er at opleve ulykke, en anden ting selv at være skyld i ulykke. Og ikke kunne gøre noget ved det. Ikke kunne skaden god igen. Men bare må se de onde konsekvenser af ens egne onde gerninger. Det er døden. Og det er det syndens mørke som Judas og mange andre med ham havnede i og ikke kunne se anden udvej end at tage sig selv af dage.

Men Jesus kom som et lys, der kan trænge igennem både øjets, sjælens og syndes mørke. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke bare forstår bibelens tale om Jesus som verdens lys som rent billedlig, som en der bare havde til formål at oplyse mennesker om et og andet. Der findes mange personer i historien, som har været et lys for sin samtid. Men vi siger, lys i sin samtid, som om der i selve begrebet ligger en erfaret begrænsning af det enkelte menneskes betydning. Selv de helt store lys, Platon Aristoteles, Newton falmer i løbet af ganske kort tid, enten fordi de blev glemte, eller fordi deres tanker blev overhalet af de kommende generationer. Nej Jesus kom ikke bare med nogle åndelige oplysninger, vi kunne fornøje os over, når vi ellers har overskud til det, men han kom med lyset. Det lys, der skinner i mørket. Det lys, der kan befri os fra syndens og sjælens og øjets mørke. Det lys, som mørket ikke kunne få bugt med.

For sådan var der mange, der fik synet igen ved at høre Jesus tale, som blev revet ud af en håbløs tilværelse og atter turde se sig selv i øjnene. Og sådan kan han også befri mennesker fra mørket i dag.  For med Jesus kom tilgivelse, ikke bare for de små og uskyldige synder, som er let af ryste af sig, men tilgivelse, også for de store, den synd, der vejer så tungt på skuldrene at den presser os helt ned i kulkælderen, og som end ikke mennesker kan tilgive. Han kan tilgive den, og det med en fuld og hel tilgivelse, en sådan tilgivelse, som fuldkommen fjerner skylden fra os.

Men som et lys kun skinner, der hvor det bliver bragt hen, sådan lod Gud ikke blot sin tilgivelse skinne i himlen, men han bragte den til verden. Her hvor vi har brug for den. Han fødtes på jord og lod frelsens værk blive fuldbragt for øjnene af menneskene, og sendte sine disciple ud i alverden for skinne både for nær og fjern, for gennem sit ord at blive et lys for hele verden. Men endnu mere sendte han sin hellige ånd, for at bringe ordets lys fra øret ned i hjertet, der hvor mørket er allerdybest, for at vi kan tro det og tage imod det som talt til os selv. For hvor mørkt, der end må være dernede, så er lyset dog til for at skinne i mørket. Men hvor lyset bliver tændt må mørket opgive sin magt og vige for lyset og livet kan begynde på ny. Som vi skal synge med Brorson lige om lidt

Som natten aldrig er så sort,
den jo for solen svinder,
så farer al min kummer bort,
når jeg mig ret besinder,
at Gud så hjertens inderlig
af evighed har elsket mig
og er min broder vorden;
jeg aldrig glemmer disse ord,
som klingede i englekor:
Nu er der fred på jorden!

Jo, når ordet om Guds tilgivelse og kærlighed kommer helt ned i hjertet, da forsvinder syndens mulm og mørke – for er det end skidt, det vi gjorde, så tør vi nu atter elske og se os selv i øjnene; for Gud elsker os, så meget at han vil fejre jul med os, så må vi det også.

Men i dette lys, gives også et håb. For når Gud vil lade sit ansigt lys lyse for os, så kan vi ikke bare være ligegyldige kreaturer. Det kan godt være, at livets gang har taget modet fra os, men meningsløst bliver det aldrig, når Gud ser på os med sine skinnende barneøjne. Det er netop sådanne øjeblikke, der viser os, hvad meningen med livet er, hvad der var tænkt med os: en evighed sammen med Gud.

En evighed, hvor Gud selv skal være vort lys. For sådan er den nye jord beskrevet i det sidste skrift i Bibelen. Der er ingen sol til at lyse i Johannesåbenbaringen, for lyset kommer fra Gud og det med et smittende lys, der for alt andet til at stråle. Sådan kom også Moses ansigt til at stråle ved at se Gud, og sådan skal også vi blive som Gud.

Men allerede nu må vi genspejle lyset fra Gud. Vi må blive ret strålende kristne – ikke som sådanne nogle, der er bedre end alle andre og ret forstår sig på at hovere. Men derimod sådanne, som lever i lyset af Guds nåde og kærlighed, som lever med Guds mening i livet, og som vil være lys for andre mennesker. For også vi må sprede Guds lys. Også vi må tilgive mennesker, hvad de har gjort galt for os og sådan forløse deres inderstes mørke, også vi må vise og fortælle menneskene omkring os, at de slet ikke er betydningsløse og håbløse, men at de er værdifulde, også når deres liv fejler og alt går skævt. Men at de har værdi som mennesker, som næster for Gud og os.

Se, for er vi sådanne glimrende lys i verden, da er det som lysene på træet får dobbelt glans. For da er det ikke bare endeløse rækker af kulstofforbindelser, der går op i røg, men da er det lys, i hvilke vi skuer lys, liv og fremtid.                 Glædelig jul.