juleaften

Endelig blev det jul igen. Længe varede det, ikke mindst fordi sommeren ikke kunne vente på at give stafetten videre til efteråret, som derfor måtte trækkes des længer. Værst har det været for børnene de sidste fjorten dage, som ligesom ingen ende ville tage og kun sneglede sig afsted, som var de ansat af DSB eller PostDanmark. Men også vi andre har set frem til i aften med denne barnlige længsel efter at det atter skulle blive jul. For der er dog noget ved denne aften, som taler til os alle, store som små, og som vi ikke kan lade være med at glæde os til. Allerede er det over to måneder siden butikkerne først begyndte at pynte op og gøre klar til julesalget, og gennem decembermørket har man kunnet iagttage, hvordan julestemningen lige så stille er blusset frem med de tusinde små julelys byen over. Nu er vi her så endelig. Langt om længe er alle fire lys blevet tændt i adventskransen. Det er juleaften.

Men hvad er det, der gør juleaften så sød? er det kun fordi alle skal have risengrød og at selv lænkehunden får dobbelt sul. Nej både æbleskiverne og bonden ved sit fad er kun udtryk for at her er noget helt særligt. I sig selv er de ikke julefesten, ligesom det heller ikke er sneen og mørket der gør den 24 december til jul (for da blev det ikke jul i år). Men hvad er det så, der gør jul til noget særligt? Når vi nu bruger millioner og atter millioner af kroner på både at forberede, tælle ned og endelig fejre den, så må da festen være noget helt særligt. Medmindre man altså hedder Søren Kirkegaard og mener, at forventningens glæde er den største, ja, så er det da en løjerlig skik, at bruge så meget krudt på at købe julegodter, lave julepynt og synge julesange, hvis julen bare er en tom indpakning, som ingenting er i sig selv. Enhver forretningsmand ved jo, at reklamen aldrig må overstråle produktet, og at filmtraileren aldrig må være bedre end selve filmen. For så kan det godt være at billetterne bliver solgt én gang, men i hvert fald ikke to gange. For skuffede forventninger kan ødelægge selv den bedste jul. Hvis den store røde pakke med de fine bånd, bare er fyldt med avispapir og strikkede sokker – så er der langt til næste jul.

Men når der står en himmelsk hærskare af strålende engle og synger om en glæde, der skal være for hele folket, så må man da virkelig skrue forventningerne i vejret. Det må dog være noget helt overdådigt, der gemmer sig i stalden i Bethlehem, noget der kan tage pusten fra selv den mest hårdkogte eventyrer.

Ud fra englene at dømme måtte det være et vidunderbarn med øjne så store som tekopper, med guldkrone på hovedet og svøbt i diamanter og silkedragt. Men hvad så hyrderne? Da de stak deres gamle stivbenede og skæggede hoveder ned i krybben, hvad så de da. Jo, der kun sad en fattig kone, vugged’ barnet i sit skød. Et ganske almindeligt barn, med ganske almindelige øjne og ganske og aldeles uden rigdom og pragt. Hvilken skuffelse. Hvilken nedtur fra det storslåede himmelske syn ude på marken.

Men hyrderne gik tilbage til fårene, og lovpriste Gud. De var slet ikke skuffede over det, de havde set. For det de så i stalden svarede ganske nøje overens, med det, de havde hørt. For englen sagde, de skulle finde et barn i en krybbe. Og det gjorde de. Men englen sagde ydermere: han er Kristus Herren. Og Det troede de – og det var det, der gjorde hele forskellen. De troede de ord, som blev sagt om barnet i krybben, og i stedet for at se fattigdom og armod, så de nu Guds herlighed og rigdom.

Men hvordan kunne deres øjne nu være blevet vendt sådan bare ved et enkelt ord, så at de i fattigdom kunne se rigdom?

Jo Tænk på en arkæolog; han går på en vej som så mange andre. På denne vej ligger en gammel mønt. De fleste vader hen over den uden at lægge mærke til den overhovedet. Nogle få sparker ligegyldigt til den, endnu færre samler den op og kaster den fra sig igen som et værdiløst stykke metal. Men en dag får arkæologen øje på mønten, og straks retter alle øjne i hele verden sig mod dette før så ligegyldige stykke vejfyld. Med et er det trukket ud af ligegyldighedens tilværelse. Ikke fordi mønten har forandret sig, men fordi der var én, der kunne se og fortælle om møntens værdi. Et ord med vægt, gjorde forskellen.

Sådan er det et ord, der fylder julen med indhold og mening. Et ord, der giver liv til alle vore søde traditioner. For klokkerne bimler og bamler ikke mindre end tretten gange på en enkelt dag, så man skulle tro landet var sat på den anden ende. Men når vi følger de kaldende klokker, kommer vi ind i kirkens rum. Her er smukt oppyntet med juletræerne, adventskransen og de ekstra stole; orgelet begynder med sit smukkeste spil, salmerne lyder, så loftet er ved at hæve sig, og endelig kommer vi til højdepunktet: præsten går på prædikestolen, læser en tekst, vi alle kender og holder en prædiken der hverken lever op til HC Andersens æventyr, eller på nogen måde matcher al festivitasen omkring denne aften. Det er bare helt almindelige ord. Dramatisk set en fuser af de helt store. Sådan en der bare siger puf når man har forventet en guldbrokade af de helt store.

Nu kunne det selvfølgelig være præsten, den er gal med– det skal jo ikke udelukkes og dertil er kun at sige: hvis præsten ikke du’r er det tilladt at tage en lur. Men det er netop dette helt almindelig ord, der gør julen så særlig.

For skønt ord er flygtige som intet andet. Snart er de der, og ligeså snart ikke er der mere. Kun nogle få sekunder får de lov at hænge under hvælvingerne før de atter er væk, og ingen kan se dem eller høre dem mere. Så har ord dog den størst tænkelige magt i verden. For med lov skal land bygges, det vil sige så meget som, med ord, skal land bygges. Med ord forhandles finansloven på plads og trækkes i langdrag. Med ord fører vi krig, med ord skaber vi fred, med ord opbygger og opdrager vi et menneske, med ord ødelægger vi et andet.  Med ord kan vi smelte hjerterne og forvandle mørke til lys og sorg til glæde. Alt sammen med ord. Og det er sådan et ord, et ganske almindeligt og dog svært betydningsfuldt ord, der samler os i aften. Et ord, der skinner som et levende lys ind i vores verden og forandrer alt.

For gennem dette ord får vi øjne og ører, der ser barnet i krybben, som hyrderne så det, ikke kun som en fattig kones eneste barn, men som Guds frelser til verden. Og med det samme ord, gives vi øjne og ører der lader vort liv stå i et ganske nyt lys.

For med dette barn er Guds kærlighed endegyldigt blandt menneskene. Og det er her, lyset tændes i vore hjerter. For intet er mere kostbart, end det, der er elsket og den, gaven er tiltænkt

Men hvordan vide at gaven er til dig? Jo på grund af det ord, der er hæftet ved det, fra Hans til Grethe. Men dette lille mærke er meget mere end et til og fra kort, ja, det er selve gavens sjæl. I sig selv er jo enhver gave lige så lidt værd som varerne på hylderne i supermarkedet. De fleste kan i dag uden de helt store vanskeligheder købe sig til det, de har brug for og meget mere til. Men det som giver gaven sin særlige værdi er det ord, der er knyttet til: fra den der holder af dig

Sammen med ordet er det den lille krøllede tegning og strikkesokkerne får værdi. Sammen med ordet er det, at vi ser den forslåede og forsmåede mønts virkelige værdi. Sammen med ordet ser vi barnet i krybben som det ret må betragtes. For sådan lod Gud gaven og ordet være et. Den kostbare gave, der selv kunne sige det ene altafgørende og altforandrende ord til hver enkelt af os: Gud holder af dig. Og det ikke bare lidt, og det ikke bare meget, men som sig selv. For julenat gav Gud os sig selv som det fuldkomne liv i krybben, der skulle gælde som en eviggyldig betaling for vore ufuldkomne liv, for at løskøbe os, fra syndens og dødens magt. Men med tilgivelsen kommer liv, og dette ikke blot et kortvarigt forblommet liv julenat, men det som et liv, der skal vokse fra dets spæde barnestadie og indtil det fuldendes i englenes himmelsale.

Det er, som gør jul til noget særligt og som gør at vi kan blive ved at fejre julen, både ung som gammel. Defor: Glædelig jul.