23 s e trin

Er det tilladt at give kejseren skat eller ej? Jeg er sikker på, kristendommen ville have haft en langt højere succesrate, hvis Jesus havde svaret nej på det spørgsmål. Nej til at betale afgifter og skatter – nej til at underlægge sig en verdslig øvrighed. For er der noget der virker tiltalende på de fleste mennesker, så er det flere penge i lommen og mere selvbestemmelse. Men i stedet for at sige nej, kommer Jesus med dette geniale svar: giv kejseren, hvad kejserens er og Gud hvad Guds er. Et svar der i første omgang fuldstændig ødelægger den fælde, som farisæerne havde stillet op for ham, for svarede han ja, så anerkendte han den romerske besættelsesmagt som øverste myndighed i Israel, og ville uden tvivl miste al støtte fra de fleste israelitter, men svarede han nej, kunne romerne uden videre antaste ham for oprør, og så behøvede farisæerne ikke bekymre sig mere om ham.

Men idet de rakte Jesus skattens mønt røbede de deres eget hykleri. De havde den på sig, og dermed afslørede de, at de allerede havde solgt sig selv til den verdslige øvrighed. Det er ikke for at bebrejde dem det. Men med denne mønt giver Jesus til kende, at der slet ikke er noget spørgsmål. Det er ikke et spørgsmål, om vi som kristne er underlagt den verdslige øvrighed eller ej, for det øjeblik vi er født i et land hører vi under dette lands magt og regering. End of story. Der er ikke mere at snakke om.

Og så har mennesket ufortrødent fortsat med at diskutere dette ”modsætningsforhold”, at høre under kirken og høre under staten. Ja, den europæiske historie er så at sige én lang diskussion af dette emne, hvorvidt kirken eller staten skal være øverst. Men havde man nu lyttet nok så nøje til Jesu ord, så ville man have opdaget, at der er tale om to forskellige regimenter, som hverken er side, eller over eller underordnede hinanden, men som har med hver sit rige at gøre. Det verdslige regimente, staten, har med alt det ydre at gøre, hvor meget der skal betales i skat, hvad skatten skal bruges på, om der skal bygges veje og fængsler, købes våben og forskningsudstyr osv. Alt dette har kirken intet med at gøre, hvorfor det også er højst uklædeligt, når kirkens folk udtaler sig om både det ene og det andet på kirkens vegne. Det er ikke det, vi har fået vores gode embeder til som præster og biskopper, men derimod alene at tjene i det åndelige regimente, dvs. at forkynde evangeliet for hjerterne. Det er kirkens opgave, som Luther understreger gang på gang i sine skrifter.

Kunne vi dog bare fatte og fastholde dette. Men selvfølgelig kan vi ikke det. Både fra kirkens og statens side bliver der ustandseligt gjort overgreb på princippet om de to regimenter, og det enkelte kristenmenneske risikerer at stå forvirret tilbage: skal vi betale skat til en stat, som støtter andre kirkesamfund, som går i krig og som har en lovgivning, der på adskillige områder strider imod kirkens lære. Kan vi stemme ved folketings og kommunalvalg, og kan vi stemme på kandidater, der ikke har kirken som sin hjertesag? Muslimerne fra deres synspunkt og med deres spørgsmål siger nej: et sådant samfund vil de ikke være med til, hvor lovgiverne ikke følger shariaen, og selv staten har sine forbehold idet præster ikke kan sidde som domsmænd i retten, mens forvaltningen regelmæssigt regner det for medvirkende årsag til at tvangsfjerne et barn, hvis det bliver ”indoktrineret” i den kristne tro.

Derfor tager biskoppen da også så fuldstændig fejl, når hun flere gange har plæderet for, at det sekulære samfund er garant for åndsfrihed. Er det åndsfrihed, når staten blander sig i kirkens indre anliggender? Er det åndsfrihed når religiøse symboler forbydes i det offentlige rum. Er det åndsfrihed, når den kristne kulturarv konsekvent fornægtes i skolernes undervisningsmateriale? Er det åndsfrihed når stater til alle tider og alle steder i verden fængsler og tager livet af mennesker, der har en anden tro og lære, end den, som staten støtter? Nej, for staten og det sekulære samfund har intet i sit eget væsen, som forhindrer den i at overskride sin egen beføjelse og vade ind på det åndelige regimentes domæne.

Alene kristendommen sikrer os åndsfriheden. For ordene: giv kejseren hvad kejserens er og Gud hvad Guds er sikrer os en ubrydelig ret til at sige nej til staten, når den gør krav på det, der ikke tilkommer den, men forpligter os samtidig 100 procent på at være tro og lydige statsborgere. For kun ved den absolutte forpligtelse på begge dele sikres åndsfriheden, ikke kun for mig, men for alle.

Men hvad er det, Gud har krav på? Jo, ligesom kejseren har krav på den mønt, der er trykt i hans billede, sådan har Gud også krav på det menneskehjerte, der er skabt i Guds billede, som også det første bud lyder: du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte. Hermed har vi også fået udelukket den misforståelse, at opsplitningen i to regimenter frigør os fra at skulle tænke på Gud de 99 % af tiden, at Gud bare er en lomme i tilværelsen, en fritidsaktivitet på lige fod med modeltog og havearbejde. Men ligesom hjertet må slå hele tiden for at blive i live, sådan må det også tilhøre Gud hele tiden, som også Paulus siger: i ham lever og er vi.

Det betyder ikke, at vi ikke kan tænke på andet end Gud, som de nyforelskede der har alle deres tanker hos den udkårne, så de hverken kan sanse det ene eller det andet og derfor kun kan prædike og synge om Gudrun – og det var et citat. Men som det ædruelige forhold mellem en ægtemand og en ægtekvinde, der hver i sær passer dagens dont, og dog er hjerteligt forbundne. Sådan må vi også forholde os til Gud i alle ting, så at vi af hjertet siger ham tak, når noget godt og smukt møder os, at vi af hjertet angrer vore synder for Gud, når vi ser dem, og at vi i alle ting har Guds vilje for øje, så vi intet gør, der er Gud imod. Det er, hvad vi skylder Gud.

Men som hjerteblodet giver liv til kroppen, sådan springer der også af hjertets forhold til Gud alle tænkelige gerninger. For Guds kærlighed har vi ikke fået, for at vi skal beholde den for os selv, men når vi ser vor næste lide nød, da må vi for Guds skyld hjælpe staklen med at komme over vejen, trøste den, som er nedtrykt og styrke den, som er bange. Og her er der ikke noget der hedder for ung eller for gammel, ja selv konfirmander har mange sådanne guddommelige pligter: at sige jeres forældre tak, når de slider og slæber for at give jer den bedste barndom og opvækst, tale pænt om klassekammeraterne i stedet for at sprede rygter og hjælpe hinanden med at gøre skolegangen til en god oplevelse uanset hvor kedelige lærer I må have. Og alt dette må I gøre for Guds skyld. Fordi vi skylder Gud den mønt, der er skabt i Hans billede, vort hjerte.

På samme måde forpligter Jesus os også på at vi for Guds skyld er staten lydig og underdanig, også selvom vi måske synes det er nogle båtnakker, der har indtaget Christiansborg. Men vi betaler vore skatter og afgifter, aftjener værnepligten, stemmer ved folketings, kommunal og regionalrådsvalg, uddanner os og kører nogenlunde pænt og gør i alle forhold, som staten kræver og forlanger af os. Og hvis de en skønne dag påbyder os at vi skal cykle med cykelhjelm, ja, så gør vi også det, selvom det ikke ser nær så sejt ud. Sådan må nu de kristne være de bedste statsborgere, et land kan have.

Ikke nikkedukker – vi har de samme rettigheder som alle andre. Men lovlydige og underdanige. Dog kun til den grænse Jesus giver os i dag. For med den samme pligt, vi har til at følge statens taktstok, med den samme ret må vi også sige nej, når staten går for langt. Når staten overskrider den grænse, som Jesus i dag giver, og kræver af os, det som alene tilkommer Gud: vort hjerte og samvittighed.

Når staten kræver af os, at vi skal gå i uretfærdig krig, slå uskyldige ihjel, og arbejde om søndagen, udlevere kristne brødre og søstre for deres tros skyld, og hvad man ellers kan finde på. Når man vil forbyde os at tro og lære som Skriften giver os, og i stedet vil pålægge os at tro, hvad mennesker mener som ret og vrangt. Da er det vor kristne ret og pligt at stå op og sige nej. For hjertet tilkommer Gud alene.

Men at overlade Gud sit hjerte er på alle måder lettere sagt end gjort, for lige så lidt som vi kan skære det ud, lige så lidt kan vi selv give slip på mig selv og alt mit eget. Skal hjertet tilhøre Gud må den store mester selv gøre sit værk. Da må han tage det i sine hænder og smelte det i sin kærligheds varme. Men dette sker, når vi hører om alt det, han har gjort for os, om den pris, han betalte for at vi skal tilhøre ham. For når vi ser smerten i manden på Golgatas kors, da ser vi, hvor kostbare vi er og vi må med Brorson hensmelte i kærlighedståre. Men det er den tåre, HC Andersen skriver om i æventyret snedronningen. Da det fortryllede spejl splintredes fik den lille Kaj et spejlkorn i øjet, som ganske fordrejede alt, hvad han så og et splint i hjertet, så han kun kunne tænke på sig selv og et par nye skøjter. Men da den lille Gerda, barndomsvennen, atter fandt Kaj i det store kolde slot efter gruelig mange strabadser, som kun HC Andersen har fantasi til: Da græd den lille Gerda hede tårer; de faldt på hans bryst, de trængte ind i hans hjerte; de optøede isklumpen og fortærede den lille spejlstump derinde; han så på hende og hun sang salmen: Roserne vokser i dale, der får vi barn Jesus i tale! Da brast Kaj i gråd; han græd så spejlkornet trillede ud af øjet; han kendte hende og jublede: Gerda, søde lille Gerda – hvor har du dog været så længe? Og hvor har jeg været? Og han så sig rundt om: hvor er her koldt, hvor er her tomt og stort. Og han holdt sig fast til Gerda og hun lo og græd af glæde;

Jo sådan må Jesu dyrebare bloddråber, smelte vore hjerters isklump, så vi ser at den sande rigdom ikke er at tilhøre os selv, men at tilhøre Gud. Og har vi set det, da er det en smal sag at give kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er. Og har vi set det, kan vi synge med hos Luther af karsken bælg: og tage de vort liv, gods ære barn og viv, lad fare i Guds navn, dem bringer det ej gavn, Guds rige vi beholde.