2 s i advent

Aldrig har dog så mange lys været så mørke som denne 2. søndag i advent. Disse fem tåbelige brudejomfruer formår virkelig at ødelægge en god fest. Man forstår godt, hvorfor brudgommen ikke ville have dem ind. Eller gør vi? vel nærmere nej. I vores velmente medfølen for de fem dumme piger, får vi hurtigt fordrejet fortællingen sådan, at det var de fem kloge, der er skurkene tilligemed brudgommen selvfølgelig. De kunne da godt have delt deres olie tænker vi, idet vi opfatter oliekanderne som sådanne ti-litersdunke, og helt ærlig, fem ekstra gæster, hvad skade kunne det gøre? Ja udover at det nok er de færreste mænd, der ville lukke fem vildfremmede kvinder ind i huset på selve bryllupsnatten, så bliver vi nødt til at tage de fem kloge brudepiger på ordet: de medbragte kun den olie, de selv skulle bruge, og ikke mere.

Fortællingen giver mening som den er. Den er helstøbt og trænger ikke til vores ubehændige hjælp. Og det er for så vidt heller ikke historien, vi har noget problem med. I så fald var der mange andre historier både i og uden for bibelen vi heller ikke ville kunne kapere. Nej, vort problem er det lille ord: himmeriget skal ligne. Det er her, vort blik mørkner. Det er her, det sortner for os. For hvordan kan dog Guds rige være så ubarmhjertig at lukke døren for fem brudejomfruer, der dog mente det så godt, men bare ikke havde den fornødne forstand? Hvordan kan dog Gud være så smålig?

Og straks har vi misforstået det, Jesus vil sige os med denne lignelse. For i stedet for at handle om dem, som ikke levede op til adgangskravene, er det en prædiken, der strækker sig til det yderste for at også vi må have lys i lamperne. For selvom alvoren hentes fra det fremtidige scenarie også med dets dobbelte udfald, så er det det nutidige perspektiv, der må i fokus. De fem var dumme. Det var ikke først noget de blev hen ud på aftenen, så skulle de have haft en helt anden væske med. Nej, de var dumme hele vejen igennem. De var taget hjemmefra uden at have olie i kanderne. Okay, større dumhed er det måske heller ikke. Alle kan jo glemme et og andet fra tid til anden. Men at lægge sig til at sove uden at se efter om udstyret er i orden – det er en dumhed, som er til at tage og føle på, og det er denne dumhed, vi skal have greb om i dag og selvfølgelig også den modsvarende forstandighed, som både husker at have olien med og at gøre lamperne klare. For alene når fokusset er her opdager vi at denne lignelse ikke handler om en smålighed hos Gud, men at den handler om det væsentligste i forholdet mellem Gud og mennesker. Der mangler nemlig en altafgørende person i fortællingen, den person ethvert bryllup handler om først og sidst: bruden. Og dog er det ikke en fejl i lignelsen om himmeriget, for bruden er den brudejomfru, som er klar til at gå med brudgommen ind i brudekammeret, nemlig det menneske der vil leve med Gud i troens og kærlighedens forhold.

Men så er det heller ikke så utidigt, når Jesus forud maner os til at betragte, hvordan vi står i dette forhold. Jeg har endnu ikke oplevet et bryllup, hvor spørgsmålene til brudeparrene kom bag på nogle af parterne, og forventer det sådan set heller ikke i de kommende 40 år. Nej. Både bruden og gommen ved, hvilket spørgsmål, det er, der venter der oppe ved alterskranken. Ikke kun fordi præsten har sagt det forud, men fordi det er det ene, det hele handler om. Vil du elske? Og medmindre man er stor fan af ”run-away-bride” (en Hollywood-film)  så er der vel ingen, der vil bebrejde præsten at bede parret overveje netop dette spørgsmål, bare lige lidt før, de kommer. For svarer de forkert på dette ene lille men altafgørende spørgsmål, så bliver det uvægerligt et noget fladt bryllup. Og det uanset hvor meget der ellers er investeret i festligheden. Nej tænk jer om, mens der endnu er god tid, og helst også før invitationen er sendt ud, Mcllroy.

Men det er helt det samme Jesus opfordrer os til i dag. At tænke os om før vi står der. For en dag kommer også vi til at stå foran Guds trone og få stillet nøjagtigt det samme spørgsmål fra Gud selv: elsker du mig og vil du leve i min kærlighed? Og så er det ikke nok længer bare at vise sin gode vilje. Nej, da må hjertet være med. For at lyve foran ham, som ser ret ind i hjerterne går ikke an. Heller ikke duer det, at plapre op om alt det gode du har gjort. Bruden bliver ikke varm om hjertet uanset vor dyr en Ferrari du har købt som brudekaret eller hvor storslået en bryllupsrejse, du har planlagt, hvis ikke du vil svare på spørgsmålet, om du elsker hende. Nej. Dette er et ja-nej-spørgsmål, og svarer du bare rigtigt her, så bliver alt andet ligegyldigt, så skal du heller ikke stå foran alteret og høre på alt det skidt du har lavet, de sure sokker, du glemte på badeværelset og kartoflerne, der ikke blev skrællet, i hvert fald ikke den dag. For også dette smelter og forgår i kærlighedens store smeltedigel. Men uden kærlighed, hvad vil du da foran Guds trone?

Ja, det lyder måske så barsk, at gøre kærligheden til betingelsen for at indgå i Guds rige. Men Guds rige er et kærlighedens rige og derfor er det også et frivillighedens rige, for kærlighed fordrer frihed, frihed til også at sige nej. Det er vitterlig muligt at slippe for at skulle tilbringe en evighed med Gud. Ligesom det var muligt for Adam og Eva at sige nej til fællesskabet med Gud, ved at spise af det træ, der var forbudt dem, sådan er også nutiden også den evige kærligheds mulighedsbetingelse, ved at vi netop nu kan sige enten ja eller nej til Gud. I dag er mulighedens tid, for i dag er endnu ikke for sent at se lamperne efter og at gå til købmanden og få bragt lamperne i stand, hvis ikke de endnu er det.

Men det er også her det bliver vanskeligt. For skal vi i dag svare ærligt på spørgsmålet, om vi elsker Gud, så vil de fleste af os nok føle en vis mangel i så henseende. For én ting er at godtage tanken om Gud, og måske også være trofast kirkegænger, som både læser og beder, men derfra og til at tale om Gud som vort livs kærlighed, som en konfirmand udtrykte det – der er altså et godt stykke vej. Ja selv de mennesker som både synger og siger sådan, skal de være ærlige, må de også bekende at deres kærlighed slet ikke er som den burde være.

Men det er her vi finder lyset i dagens dunkle tekst. For det var slet ikke meningen at lamperne skulle lyse af sig selv, men derimod af den olie som blev hældt på dem. Sådan er det slet heller ikke meningen, at vi ud af os selv skal finde denne inderlige kærlighed til Gud, men også vi må gå til købmanden og her, ikke købe, men få den olie, der skal gøre os til levende lys. For den kærlighed vi skal elske med er ingen anden end Guds kærlighed. Og der hvor vi må få den, er her, hvor den forkyndes og hældes op for os hver evig eneste søndag. Vore lys skal være genskin af Guds kærligheds lys. Og da er det afgørende ikke, hvor sikker og stærk, du er i din bekendelse af Guds kærlighed, om du kan stå med hænderne over hovedet og synge af fuldt hjerte, Gud jeg elsker dig, eller om du må stå med hatten i hånden som en anden Peter påskemorgen og nøjes med det mere sagtmodige: du ved, jeg har dig kær. Ja om du måske endda kun ærligt kan svare: Gud, gid jeg kunne elske dig, men mit hjerte er så koldt. Så er du dog stadig velkommen ved Guds alter. For vil du bare modtage Guds kærlighed, så er du i Guds kærlighed, så har du den kærlighed, der skal til for at indgå i Guds rige.

Så ser vi da, at også denne lignelse er et virkeligt evangelium, et sandt godt og trøsterigt budskab om Guds kærlighed. For denne er intet andet end en invitation til Guds rige.

Men når vi nu stadig forarges over de fem kloge brudepigers egoisme og kulde over for deres fem dumme medsøstre, så må vi tage anledning af denne forargelse, at vi ikke skal ligne dem i det stykke. For selvom vi ikke kan dele og give Guds kærlighed til andre, hvad alene Gud kan, så må vi dog lade den skinne igennem os, så at også vi bliver et lys for verden. Ja vi må skinne, så andre gennem os kan se, hvilket underfuldt rige det er som er stillet os i vente, så at også de må få længslen efter at være med i brudetoget og modtage Guds kærlighed. Og det allerede nu, mens det endnu er tid, sådan at ingen en dag må vågne og komme til en lukket dør. For købmanden har rigeligt olie på lager, og brudgommens hjerte er ikke for lille til at kunne rumme os alle.

Men vi må gøre det nu. For når vi har sagen klaret med Gud, da kan vi sove trygt og med ro i hjertet lægge os til hvile, også den sidste gang. For da skal vi vågne ikke til gråd og tændersskæren, men til den evige glæde i Guds rige.