2 s e h3k

Det er lidt den forkerte tid af året, man har valgt at placere denne prædiketekst, tale om hede og varme midt i vinterens kulde og gru, det hænger ikke rigtig sammen. Og indtil 1992 var det da også en ganske anden tekst, der skulle prædikes over 2. s. e. h3k, nemlig om tolderen Zakæus. Ikke desto mindre skal vi nu ud i ørkenens brændende sand. Måske det ligefrem er den varmeste dag om året og i hvert fald er det ved middagstid, det tidspunkt af døgnet, hvor heden er allermest trykkende og ingen frivilligt går ud for at gøre et fysisk stykke arbejde som at hejse vand fra brønden. Derfor er det også kun Jesus og denne kvinde, vi møder.

Men hvad i alverden var det, som havde fået den kvinde ud i den stegende sol for at hente vand? Det er ikke meget vi hører, og så fornemmer vi alligevel, hvad det er, der går for sig. For hvorfor var det, at hun ikke hentede vand sammen med alle de andre kvinde fra morgenen af endnu før solen var kommet højt på himlen og temperaturen havde foretaget sin bjergbestigning? Jo, for hun skammede sig. Hun skammede sig over det liv hun havde levet, over den kvinde, hun var blevet. Det var ikke fordi hun var bange for, at de andre kvinder ville smide hende i brønden som en anden Josef – det ville ligesom ødelægge brønden – nok heller ikke at de ville prikke til hende og blive ved med at køre rundt i hendes mange fejltrin mens hun selv var til stede, men bare det at hun kunne se det i deres øjne: horkvinde, luder. Det kan godt være det slet ikke var det de tænkte på. Det kan da sagtens være, at alle de andre kvinder bare tænkte på vand og højhælede sko – men skammens natur er sådan, at den ser fordømmelsen i alle andres øjne, og det magtede hun ikke. Hun magtede ikke at blive konfronteret med det liv hun så udmærkede vidste ikke var blevet alt for kønt. Derfor undgik hun nu mennesker og derfor måtte hun nu også traske ud til brønden i den time af døgnet hvor ingen anden fornuftig ville forlade skyggen. For hun skammede sig ikke kun over det, hun havde gjort, men hun skammede sig over sig selv.

For så vidt ligner hun vældig mange mennesker i dag. Adskillige bærer rundt på en sådan skam, hvad enten det er for noget, de selv har gjort, eller det er for noget, de uforskyldt er blevet. Det kan være sygdom eller alder som forandrer et menneske i en sådan grad, at det ikke længer kan genkende og stå ved sig selv, eller det kan være personlige eller arbejdsmæssige fiaskoer, der synes at klistre sig så tæt til kroppen, at det omfavner hele livet. Og sammen med kvinden går de ud til brønden midt på dagen, isolerer sig, lukker sig inde og har måske kun kontakt med omverdenen gennem det forskønnelsesfilter, som nutidens kommunikationsmidler har at byde på.

Men denne dag forandrede kvindens liv grundlæggende. For ved brønden mødte hun Jesus. I første omgang undrer hun sig helt åbenlyst over, hvad denne jøde har at gøre i Samarie og ikke mindst over, at han ovenikøbet taler til hende, en samaritansk kvinde. Det gør jøder ikke. Igennem århundreder havde der været et ubrydeligt had imellem de to søskendefolk, som gjorde at jøderne hellere ville gå udenom, end tage den korte vej igennem Samara, hvis de skulle fra nord til syd i Israel. Men nu sidder der en jøde og taler til hende.

Af bitter erfaring, ved hun dog, at hun ikke skal lade sig styre af overraskelsen eller vise fremmede alt for stor tillid. Så mange ”velmenende” har hun mødt, der bare søgte efter sladder de kunne fare byen rundt med, og samtalen med Jesus bærer sit klare præg af denne reservation overfor alle mennesker. Nærmest ironisk svarer hun Jesus på hans tiltale: du har jo ingen spand. For kan vi ikke andet, kan vi altid afværge situationen ved at fyre en joke af.

Alligevel går samtalen videre, og kvindens frimodighed vokser. Selvom hun ikke ved hvem han er, så ved han ved jo i hvert fald ikke, hvem hun er, og uden at hun måske helt er klar over det giver hun Jesus den åbning i samtalen, som han har ledt efter. Hun beder Jesus give hende det levende vand. Hun har stadig ikke fattet, hvad det er for noget levende vand og derfor er der en fantastisk spænding i den lille bøn, Herre giv mig det vand. Hun tror hun beder om et postordrefirma eller en direkte rørledning fra brønden til huset, så hun kan slippe for at gå ud til brønden og blive mindet om sit elendige liv ved at se andre i øjnene. Men det Jesus vil give hende er meget mere. Han vil give hende livet igen, ikke ved at spærre hende inde med rindende vand, men ved at løse hende fra skammens bånd så hun igen kunne se sig selv og sin omverden i øjnene og gå med de andre kvinder ud til brønden om morgenen, hvor dagen er sval.

Men hun beder om vandet, og det er det afgørende. For med denne lille bøn lægger hun sig selv i Jesu hænder. Og når vi beder Gud om noget, så er han ikke begrænset af vores snæversynede fantasi og tanke om, hvordan tingene kan gøres. Nej, så gør han det på sin egen måde. Og derfor tager Jesus nu også fat direkte om den brod der stikkede og nagede denne stakkels kvinde: hent din mand. Luften dirrer, som den kun kan det en varm sommerdag. Skal hun sige det som det er? Nej. Jeg har ingen mand,. Som per refleks afværger hun samtalen igen, men Jesus holder ved og konfronterer hende med det hun er flygtet fra.

Men i stedet for at vende om på hælene og gå direkte hjem for at smække med døren bliver hun stående. Der var ikke noget nyt i det Jesus sagde. Hun vidste det alt sammen så udmærket. Og alligevel gjorde disse ord en enorm forskel. For den almindelige ramme omkring hendes liv var had og fordømmelse. Men her mødte hun én, som så på hende med alt det hun havde gjort galt, ikke for at fordømme hende, ikke for at løbe byen rundt med sladder, men for at give hende levende vand. Han vidste hun var en samaritaner, han vidste hun var en kvinde, han vidste alt om hendes liv, og alligevel taler han til og med hende. Uden at råbe ad hende, uden at skyde hende alle skammelige skældsord i skoen, uden at ville have noget af hende til gengæld. Han taler til hende som et menneske, og det var det, som gjorde, at hun ikke bare kunne gå. Han så HENDE. Og dermed viste han hende, at hun var meget mere, end det hun skammede sig over. Hun var et menneske.

Men kunne Jesus ikke bare have forkyndt hende Guds milde og nådige kærlighed. Var det virkelig nødvendigt at hun skulle have udkrænget alle sine ulyksaligheder. Det virker så barskt og ubarmhjertigt, så umenneskeligt. Men det var nødvendigt, for det var disse, som bandt hende. Det var det, som gjorde, at hun hverken kunne se sig selv eller andre i øjnene, og hvis Jesus skulle hjælpe hende, var han nødt til at hjælpe hende, med det, der gjorde ondt.  Men især var det nødvendigt for vores skyld. For her får vi lov til at se, at Guds kærlighed til menneskene virkelig er på trods af al vor skam. Fordi Jesus så al hendes skam og alligevel ville give hende levende vand, derfor tør vi også tro, at Jesus vil se mildt på os, uden vi behøver at skjule det vi skammer os over, eller frygte for at Gud en dag skal opdage, hvor slemt det i virkeligheden står til med os. Men han så det hele og lod hende alligevel vide, at hun var en af dem, som Gud ville have med at gøre.

Efter mødet med Jesus læser vi om kvinden at hun løb ned til byen og samlede alle dem hun kunne finde. Dem hun før gjorde alt for at undgå, dem søgte hun efter for at dele sin glæde med. For hvad var der sket? Jo, hun var blevet fri. Der var sikkert stadig masser af sladder og ondartet bagtalelse i byen, men kvinden var fri. Hun havde fået lov at kaste skammens byrde fra sig. Og uanset hvad mennesker nu kunne finde på at grave op fra hendes fortid, så kunne hun nu frimodigt se dem i øjnene, for det var tilgivet. Jesus havde allerede set det, og derfor behøvede hun ikke længer hverken at skjule sig selv eller alle sine fejltrin. Det var tilgivet.

Sådan kan Jesus også i dag give fornyet mod på livet. Det kan godt være han ikke tager smerten fra os, lægger en vandledning ind i huset, og at vi stadig skal traske den lange vej ud til brønden sammen med byens skræppende koner. Og alligevel tager han vægten at byrden fra os, når han ser på os med disse så milde øjne, der forkynder at vores værdi for Gud er langt større end den ære mennesker kan give os.

Men det er også disse øjne vi må bede Gud give os til at møde vores omverden med, så at kirken netop må blive den brønd, der vælder over med levende vand midt i verdens ørken af skyld og skam og dårligt selvværd. For en dag er det dig, der er kvinden, der kommer med din tomme spand af et liv der er kuldsejlet, forlorent og ødelagt, en anden dag er det dig, der må sidde ved brønden og øse af kilden med levende vand. Men kilden er ikke os. Kilden er Gud selv, og hans kærlighed er rig nok for alle.