19 s e trin

Evangeliet til i dag er en fortælling, som konfirmanderne umiddelbart kan leve sig ind i. For det må alt andet lige have støvet en del nede i huset, mens de fire mænd knoklede løs med at få lavet hul i taget. Og støvet, det er vist nok det første ord, unge mennesker kommer på, når de skal beskrive kirken og dens gudstjenester. Støvet, kedeligt og gammeldags. Så kan vi selvfølgelig trøste os med, at det ikke kun er kirken, der får dette skudsmål, men stort set alle sammenkomster for voksne, foredrag, politiske organisationer osv. For der sker noget med os mennesker, når vi bliver voksne. De fleste bliver langsommere og vanskeligere at begejstre, og når voksne forsøger at udråbe et højt hurra, går det fint med de tre korte, mens det lange mere lyder som et halvkvalt suk, som har mistet livet og gejsten allerede før det kom ud af halsen. Det er ikke det, at voksne og gamle ingen glæde har i livet, men mens børn formår at lege og udnytte hvert et sekund på bedste vis helt til det øjeblik, hvor forældrene tager dem på armen og bærer dem hjem, der har vi som voksne allerede længe forudgrebet adskillelsen. Og når vi står i døren for at tage afsked, siger vi: det var en hyggelig aften, som om den allerede længe havde været fortid.

Hvad var det dog der skete, som tog denne barnlige gejst fra os? Hvad var det dog som lagde os på båren og skabte så stor en hindring for den sande glæde? For selvom denne lamme mand var en virkelig begivenhed, så er han for os først og fremmest et billede på, hvordan vi holdes nede af alskens byrder, og ikke selv kan rejse os til en sand og varig glæde. Mange har forsøgt. Levede barnligt, kastede sig ud i det ene æventyr efter det andet, men altid når latteren var bedst meldte livssmerten sig, som et sår, der bliver revet op ved latteren selv.

Men hvem var det, der stjal barndommens og paradisets lykke? Hvor forsvandt den hen. Hvorfor blev vi så støvede og kedelige? Jo, det var livet, der viste sit sande ansigt. Det viste sig, at det ikke kun var irriterende søskende, der kunne optræde som tidsler på livets græsplæne, men at livet selv ofte vender os ryggen. Sygdom og elendighed melder sig på banen, skuffelserne over andre og ikke mindst skuffelserne os selv tager modet fra os. Vi gjorde det, vi vidste vi ikke skulle gøre og undlod at gøre det, vi burde have gjort. Vi opdagede, at vi ikke slog til, at vi var utilstrækkelige, og det vi var, skammede vi os ved at være. Vi ville være en anden og modebranchen jublede, for de opdagede, at vi var villige til at gøre hvad som helst, om det så var at gå i plateausko eller trompetbukser – bare for at slippe af med os selv. For hvem er det, enhver modereklame appellerer til? Jojo, selvfølgelig er der dem, der er vilde med tøj, lige som andre er vilde med biler – den sygdom kan ikke kureres. Men se på modellerne. Ser de glade ud? Nej, alle som en hænger de med mulen. Cathcwalken er en optræden af utilfredshed. For at appellere til den, der utilfreds med sig selv, i den håbløse tanke, at skifter du skallen, vil du få det bedre med sig selv. Men det er et lige så elendigt foretagende, som at pakke en rådden kartoffel ind i kinderægspapir – det bliver den altså ikke bedre af, om end det giver et øjebliks rus. Og dermed har modebranchen opnået det den søgte: skabt en illusion af lykke og efterladt den ulykkelige med sin utilfredshed, så hun snart kommer igen.

Var det så bare modebranchen, der var problemet, skulle vi nok klare det. Men modebranchen er kun et tydeligt eksempel på samfundets generelle strømning. Alle vegne bliver du tilbudt det ene efter det andet, der kan stille dig tilfreds, og ryste livssmerten af dig. Men aldrig bliver et menneske lykkeligt, ved at blive en anden, og derfor har vi så mange ulykkelige i det danske samfund. Mennesker, der virkelig føler tyngden af deres skyld og skam, og hverken tør vise sig for andre eller sig selv.

For der er ingen steder, du kan være dig selv, som den du virkelig er. Der ikke er noget sted, skammen kan adresseres. Der er ikke noget sted, vi i det moderne samfund kan gå hen og sige: jeg har gjort det der, og jeg skammer mig. For går man til psykologen får man groft sagt at vide: det er ikke din skyld, og går vi til andre, da ve det menneske som vover at plapre op om sine fejl: han skal straks se ryggen af en stor skare indtil han kommer på bedre tanker. Vi vil gerne tale bag ryggen om andres fejl, men vi vil ikke tale med dem selv om det. For vi har ikke andet svar på en sådan tiltale, end at det er menneskeligt at fejle. Men det er da en fortræffelig dårlig trøst – omtrent som at sige til den lamme: jamen vi har jo alle vore sygdomme at sloges med.

Og så er der dog et sted, hvor vi kan komme som vi er. Et sted, hvor du kan komme med hele byrden af skyld og skam. Et sted, hvor du ikke straks bliver mødt med afvisning og fordømmelse, men hvor du midt i elendigheden må blive tiltalt med den lifligste af alle hilsner: min søn, min datter. Et sted i hele samfundet: det er i kirken.

En af mine konfirmander spurgte mig forleden, hvor den kasse er, hvori man kan snakke med præsten – han mente skriftestolen. Jeg måtte jo svare som sandt er, at sådan én har vi ikke – der står en ude i Ullerup kirke, men så vidt jeg ved sidder der aldrig nogen præst i den. Men hvorfor har vi det ikke? Nu fejrer vi reformationsjubilæum i dette år, hvilket selvfølgelig vil sige, at vi fejrer os selv, og da er det vel rimeligt nok at spørge, om der var noget vi mistede ved reformationen. Og der må jeg sige: ja, vi mistede skriftestolen. For det var stedet, hvor man kunne få lov at læsse af, sådan helt konkret og fysisk. Og det savner vi i dag.

En italiensk katolik blev spurgt engang, hvorfor er I så glade – Jo, for vi går til skrifte. De har et sted, hvor det er i orden at sige: jeg skammer mig over det, jeg har gjort. Og hvor de ikke engang bliver bedt om at skamme sig over deres skam.

Men selvom vi nu ikke har en skriftestol, og det mener jeg ærligt og redeligt, vi burde få igen, så har vi dog stadig kirken, som det sted, hvor vi må gøre det samme, om så ikke over for mennesker, så over for Gud. For kirken er det sted, hvor synden og skammen ikke bliver diminueret eller bortforklaret, som om den ikke betyder noget. For det gør den jo. Vi føler det, og hader os selv for det. Men her får synden lov at stå i al sin syndighed, hvilket af mange misforstås som en umenneskelighed. Men er det umenneskeligt, at lægen siger til sin patient, hvad han fejler? Men når mange går fejl her og anstødes af kirkens evindelige tale om synd, er det fordi de glemmer at kirken ikke kun er det eneste sted hvor vi kan tale om synden, men at det også er det eneste sted, der har noget at svare på synden.

For hvad er letteste af sige: dine synder forlades dig eller rejs dig og tag din båre og gå? Jo umiddelbart tænker vi det første, for det kan ikke kontrolleres, og så alligevel. Det er tusindfold lettere at ønske et menneske god bedring end at ønske nåde og tilgivelse. For med sygdommen kan vi alle komme med gode råd som de hobbykvaksalvere vi er, men med synden står vi magtesløse. Ingen kan tilgive uden Gud.

Vist kan vi tilgive hinanden og har brug for hinandens tilgivelse, når den ene har gjort noget mod den anden. Og så er det alligevel den mindste del, vi kan tilgive. For som menneske kan jeg aldrig tilgive et andet menneske, hvad det har gjort mod en tredje, mod sig selv, mod naturen eller mod Gud. Det vil altid være en spot imod den, synden er gjort imod. Men Jesus har givet kirken himmeriges nøgler til at løse og binde synder. Han har med sit eget liv bragt et offer, der giver kirken fuldkommen dækning for al verdens synd, sådan at jeg nu som præst kan møde et tynget menneske med de samme ord som Jesus sagde til denne mand: dine synder forlades dig. Ikke fordi jeg er noget særligt, men fordi Gud som den ene, der kunne gøre noget ved synden, også gjorde noget ved synden og samtidig har givet kirken sit eget ord, som vi læste hos Esajas: Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag.

Det betyder ikke, at vi skal dyrke eller forelske os i vores egen syndighed, som Søren Kirkegaard gjorde og megen teologi også indirekte tilskynder til. Vi må godt komme her i kirken uden først at slå os for brystet og sige, jeg arme elendige synder fem gange. Men kirken tager udgangspunkt i den virkelighed, at der ikke findes det menneske som er helt uden fortrydelse og skam.

Men hvad betyder det? Jo det betyder, at du kan slippe for at gøre undskyldning over dig selv, når du ikke er, som du gerne ville være, at du ikke behøver bortforklare det du gjorde med at det var andre, der var skyld i det. Det betyder at du kan holde op med at skulle skjule alle dine fejl og mangler, alt det, du skammer dig over. For nok er du en synder, men du er en benådet synder. En synder, som Gud vil være sammen med, nøjagtig som du er, ikke som dem vi gør os selv til, men som dem vi er for Guds skyld, Guds sønner og døtre.

Og det er derfor, konfirmander, hvis ikke I er faldet i søvn endnu, at der er mennesker som bliver ved med at komme til gudstjeneste, selvom de hverken skal eller får kryds for det. For det kan godt være, det ser støvet ud. Men virkeligheden er, at det er os, der bliver støvet af, og befriede fra de byrder, der holder os nede, så vi atter kan se lyset fra oven, og atter glædes af hjertet som ellers kun barnet formår.

Og så råber vi ikke hurra i kirken, det hører til nede på kajen. Nej, kirkens glædesråb er det gamle: halleluja.