18 s e trin

Det bedste ved en diskussion er når man kan lukke munden på sin modstander. Sådan for alvor lukke munden på dem, så ingen kan være i tvivl om, at de har tabt diskussionen. Enten fordi de er nogle vatnisser, der har mødt deres overmand, eller fordi deres synspunkt er helt forkert. Yes, tænker vi uvægerligt: der fik jeg dig. Men er det sådan vi tænker om Jesu diskussion med saddukæerne og farisæerne, så har vi misforstået situationen. Jesus kom ikke til jord for at lukke munden på mennesker. Tværtimod. Hans opgave var at åbne munden på mennesker, som vi hørte for et par søndage siden, hvor han helbredte den døvstumme og løste ham, fra det bånd, der bandt hans tunge. Det er det, Jesus er kommet for. At give os mund og mæle, der bekender hans navn. For vi har ikke en gud, der er tavs, som de stumme afguder, men vi har en Gud, som har givet os sit eget ord, og lagt det i munden på os i bøn og lovsang – så kan vi ikke være tavse.

Og alligevel var det ikke en fejl, at Jesus lukkede munden på farisæerne og saddukæerne.  For hvor fromt og smukt det end lød, det som de stod og sagde, så afslørede det, at deres hjerte ikke stod i et ret forhold til Gud. Som de kunne prædike og diskutere, som de kunne slynge om sig med bibelcitater, så havde de alligevel fået galt fat i det hele.

Det var da ellers et rimeligt spørgsmål at stille: hvad er det største bud i loven. Vi knoklede med det sidste søndag, om det var sabbatsbuddet, der kom først eller pligten til at hjælpe sin næste. Og Jesus svarer da også på spørgsmålet. Ikke ved at tage et enkelt bud og fremhæve det over de andre, men ved at samle alle de ti bud i dobbeltbuddet: du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. Et svar, som farisæerne kendte så udmærket. Det rigtige svar på spørgsmålet, vel at mærke, det som alle akademikere var enige om, skulle svares på dette smukke skolespørgsmål.

Men nu vi er ved skolespørgsmål, fortsætter Jesus, må I hellere svare mig på, hvem er Kristus. I siger, han er Davids søn, men hvordan kan David så kalde ham Herre. Der er ingen konge, der kalder sin egen søn Herre. Hvorfor gør David det så? Svar på det! Det kunne de ikke. Underligt nok fordi svaret er så oplagt. Vi behøver kun slå op hos profeten Mika og læse om den unge kvindes søn, der er fra ældgamle dage, altså som var til længe før sin fødsel, eller se efter hos Esajas, hvor det bliver helt klart, at Davidssønnen er Messias, og at Messias er Gud selv. Derfor kalder David sin egen ætling Herre. Nej, det teoretiske svar på spørgsmålet er ikke så svært. Men udfordringen for farisæerne var, at skulle de svare som de læste i Skriften, så var de nødt til at give Jesus ret. Men at give Jesus ret i dette spørgsmål, er ikke bare at nikke med hovedet og bifalde tolkningen. Nej, at give Jesus ret her er at bekende Jesus som Kristus og Gud. For i ham er opfyldelsen af alle profetierne, og så er det ikke bare et tilfældigt menneske, de stod foran, men Gud selv. En konklusion farisæerne for alt i verden ikke ville drage, for er Jesus Gud, så havde de med deres diskussionslyst gjort sig selv til Guds modstandere, og derfor klappede de i.

Det var ikke det, at deres fromhed kun var i munden, for som de lærte, sådan levede de også. Og så havde de alligevel denne stolte distance og religiøse ”overskud”, der tillod dem at forholde sig teoretisk til troen og loven. For deres eget havde de jo styr på.

Sådan er det også en fristelse for os i dag kun at forholde os teoretisk til Guds ord. Vi har denne fine og fromme boks på bordet, som vi kalder kristendom, hvor vi samler vore tanker om hvordan Gud må være eller måske endda bør være. Der er tanker om næstekærlighed, om livets ufattelige værdi, om skaberværket som menneskets forpligtelse og et væld af andre etiske aspekter. Når så nogen spørger, hvad kristendom er, åbner vi æsken, og hiver frem af herlighederne. Pinligt bliver det kun, når ateisten sidder på den anden side af bordet og siger: det kan jeg godt leve med. Pinligt fordi det ikke var ham, der skrev Gud ud af ligningen, men den kirke, der gjorde Gud så lille, at han kan passe ind i vores verden og tankesæt uden at forstyrre freden. Kirken har slået Gud ihjel, var den opbyggelige kritik i Nietzches skrifter. For om vi beholder Gud som prædikat eller ej kan være helt det samme, når det alt sammen skal stoppes ned i en kasse, der kan passe i vort kram. Men når vi i dag uden at blinke indgår i dialog ikke kun med andre kirkesamfund men også på kryds af tværs af religioner og andre livsanskuelser, som indbyrdes udelukker hinanden, hvad er det så andet end et udtryk for det samme, at vi har gjort troen til en ligegyldig teori, vi kan diskutere eller lade være, alt afhængig af, hvordan vinden blæser.

Men hvilken misforståelse. Hvilket hovmod, skal der dog ikke til for at gøre Gud til en sådan ligegyldig ting vi kan diskutere, som Esajas skriver: Med hvem vil I sammenligne Gud. Det er ham, der troner over jordens flade, men alle dens beboere er som græshopper. Jo, det er det rette perspektiv. Galt er vi på den, når Gud bliver lommefilosofi, ret er vi på den, når hele vor eksistens ses i Guds lys. Når Gud bliver den, vi ikke kan komme uden om, hverken i stort eller småt. For hvor galt er det ikke at rose Jesus for hans svar på farisæernes spørgsmål, du skal elske din næste som dig selv, når vi opdager, at det ikke bare handler om naboen, et princip, men at han siger, du skal elske din næste som dig selv. Du skal, du. Han siger heller ikke kan eller burde, nej han siger du skal. Og ydermere, du skal elske. Ikke bare: være god mod, hilse på når det passer dig, men elske med den samme kærlighed, som du har til dig selv. I princippet i hvert fald. Eller hvad.

Jeg tror det er de færreste koner, der ville være tilfredse med, hvis manden sad i sofaen og sagde: i princippet elsker jeg dig hele tiden, men lige nu er der altså formel 1. nej, en principiel kærlighed er ingen kærlighed, og derfor er en teoretisk forståelse af buddene heller ikke en ret forståelse af buddene.

Men Farisæerne roste Jesu svar for de tænkte og troede, at det var nok at kunne svare for sig, og opdagede ikke, at de ved det samme fordømte sig selv. For hvor er det menneske, som kan omfatte enhver næste, ja, en eneste næste med en sådan kærlighed. Men kan du ikke elske næsten som dig selv, kan du heller ikke elske Gud, som du burde. For det ene bud er det andet lig.

Det var det Paulus oplevede ved sin omvendelse. Hele sit liv havde han haft styr på sin tro og kunnet svare for sig i alle situationer. Men da han mødte Kristus, var der pludselig et bud, der blev levende: du må ikke begære. Det niende og tiende bud. Med et var dette bud trukket ud af teoriens tunge dyne og blevet det bud, som dagligt mindede Paulus om, at han var en synder. Og det ikke bare en teoretisk synder. Men en virkelig synder, sådan en som bærer rundt på skidt og snavs i hjertet og som fortjener Guds straf. Jeg døde, skriver han. Mødet med Jesus havde tvunget ham til at se sig selv i Guds lys, og da forsvandt hans religiøse stolthed.

Men da han således havde fået slået sin egen fromhed i stykker var det også først, at han kunne tage imod Guds frelse i Kristus. For nu hvor han var en virkelig synder, behøvede han også en virkelig frelser, en personlig frelser i kød og blod, og se bare i hans breve, hvilket liv, der da brød frem i hans hjerte.

Men derfor måtte Jesus også lukke munden på farisæeren, og derfor er det også nødvendigt, at han lukker munden på os, når vi kommer for højt på strå. For vi lærer aldrig Kristus at kende som en personlig frelser gennem al verdens teori og lærdomme. Ja, tværtimod, hvor Kristus ikke først er kendt som frelser, bevirker al teologisk snakkesalighed kun det ret modsatte. At den sande Jesus fortoner sig, mens vi murer os inde i alle vore egne tanker og meninger og dermed afskærer os fra sandheden. Det er ikke det, at man skal være dum for at være kristen – Paulus er det bedste bevis på det modsatte. Men for megen tænken er altid en fristelse til at tro, at vi selv har styr på det, bare fordi vi forstår og kan formulere troen, og derfor er det også yderst sjældent, at vi finder bekendelsen på universitetet. For spørg dem, hvad de mener om Kristus, og du skal få snakket ørene af, men spørg dem enkeltvis, hvad du mener om Kristus, og de skal som flest blive tavse som graven. Deres megen lærdom hjælper dem ikke. Deres mange bøger har ikke bragt dem nærmere frelsen.

Men bliv nu kun helt stille. For hvad al terperi og menneskelig ordgyderi ikke formår, det formår Jesus. Han kan gøre troen personlig, han kan åbne vort hjerte så vi ser, at Gud ikke bare er en ligegyldig æske på bordet, men at han i sandhed er vort liv og vor skat.

For blev vi tavse ved at se, at også vi er virkelige syndere og ikke bare teoretiske lovbrydere, så må vi også lovsynge, når vi ser, at Guds nåde ikke bare er en teoretisk nåde og barmhjertighed, men en virkelig nåde, der kan frelse og redde livet. For når Jesus tilsiger os syndernes forladelse, så er det ikke bare et tomt ord, som vi skal høre næste søndag, nej, da er det liv og sandhed, da er det en virkelig tilgivelse, som fjerner den virkelige skyld fra vore skuldre.  Men har han virkelig fjernet en virkelig synd fra vore skuldre, så er vi også virkeligt frie fra al skyld og fordømmelse.

Denne virkelige frihed er den virkelighed, som vi får lov at leve i, både her i kirken, men også når vi går hver til sit. For dette er ikke kun en virkelighed, der gælder i tanken og forstanden. Men det er en virkelighed, der er lige så virkelig, som den verden, vi ser og betragter med årstidens skiften, de tusinde planter, blomster og træer, fuglenes sang. Men mens alt dette forgår, så skal Kristi rige bestå, vokse og tage til indtil det fuldendes i Guds paradis.

Da skal vor tunge gjalde om den frelse, som vi nu kun formår at stamme på. For Jesus kom til jord, ikke for at lukke munden på os, men at give os mund og mæle. Men det en tunge, som af hjertet bekender, at Kristus er Herre.