1 s i advent

Venit, viditus, villagae iactatus Han kom, han blev set, og han blev smidt ud af byen. Det er denne anticæcariske fortælling, vi skal åbne det nye kirkeår med. Man kunne vel ellers godt have forestillet os, vi skulle have begyndt med et brag af en succeshistorie, et rigtigt festfyrværkeri, som ville sætte dagen på landkortet på samme måde som nytårsaften. En dag man kan se tilbage på med glæde, og som kan bære os et godt stykke ind i det nye år. Men både i den første tekstrække og især i den anden tekstrække, som vi tager hul på i dag og skal holde os til det kommende år, er der dette vemodige drag hen over begivenheden, denne skygge, som på en eller anden måde forhindrer glædens fulde udtræk. Det begynder godt, men det ender skidt. Ikke ligefrem den salgstale, man har lyst til at gå fra dør til dør med, eller den overskrift man vil have hængende over år allerede fra dets begyndelse. Og så er der dog alligevel en sprække i slutningen af beretningen, som svagt antyder, at nederlaget ikke er så endegyldigt endda, og at vi måske heller må gengive teksten: han kom, han blev set, og hvad skete der så?

Han kom, han som var blevet lovet fra gammel tid, den Evas afkom, som skulle knuse slangens hoved, den Abrahams søn, i hvem alle jordens slægter skal velsignes, den Davids søn, der skal herske over hele jorden. Han kom.

De fleste af os kender til skuffelsen, at have inviteret gæster, de lovede at komme, vi gjorde alting klart, fik ryddet op, smidt skeletterne ind i skabet og fejet det under gulvtæppet, som ikke tåler dagens lys, sat maden på bordet for så at læse den SMS, som havde ligget uberørt siden morgenstunden: kommer ikke alligevel. Suk, skønne spildte kræfter. Sådan må det lidt have været for jøderne i synagogen denne dag. Nu havde de ventet og ventet og ventet. Alt imens de kunne se, hvordan deres skønne land blev mere og mere opslugt af fjenderne. Et par gange havde det banket på døren, men det var bare en tilfældig gadesælger eller indsamlingen fra Røde Kors. En nitte, tak for din støtte.

De havde ventet så længe, og modet må kunne have ligget på et meget lille sted. Da er det, Jesus sætter sig ved læsepulten, og læser det stykke fra Det gamle Testamente, som de dengang alle kendte så godt. Stykket om Ham der skal komme. Den lovede. Hvad vil han nu sige den unge Jesus. Vil han sige, det er aflyst eller udsat yderligere 1000 år. Som små og ventende børn retter de spændt øjnene mod Jesus. For hvad er der egentlig mere at sige.

I dag er dette ord gået i opfyldelse. Det eneste ord, de ikke havde forventet. I et øjeblik ser de det ske, i et øjeblik ser de den lovede Messias. Opfyldelsen af profetien. Han kom. Gud svigtede ikke sit løfte. I et øjeblik ser de den lovede frelser og bifalder ham med jublende hjerter – men her er det så også, det går galt. Det er som om at deres øjne lukkes igen. For efter i et kort øjeblik at have set Jesus som den salvede Guds søn er det som om de bider sig selv i tungen: det er jo bare Josefs søn. Efter i et nu at have været fyldt af glæde over at se Jesus som Kristus, er det vreden der fylder dem, så de kun ser ham som et usselt menneske, byggemandens søn – ja ydermere en Gudsbespotter, der skal dræbes.

Hvad var det, der skete? Hvad var det, der gik for sig i denne korte stund mellem jublen og vreden? Jo, snusfornuften og vantroen meldte sig. Bevis det, Jesus, bevis det, er det omkvæd som følger dem fra denne dag indtil Jesus blev hængt op på et kors. Ikke fordi det skortede på tegn og beviser, for tegnene kendte de jo så udmærket og havde hørt fra alle sider. Men fordi de ved deres forespørgsel om et tegn, ville undskylde sig og dække over deres vantro og uvilje. Så underligt. De havde ventet så længe. Nu kom han endelig. Og så lukker de døren. Hvorfor dog? Jo, for den dag Herren kommer, den dag kan vi ikke længer sidde med hænderne i skødet.

Jøderne kendte løfterne, læste dem ofte, og ventede trofast på deres opfyldelse. Men det var blevet så trygt at vente. På en måde så dejligt fordringsløst og der er sikkert mange, der har prøvet det samme. At vente med spænding og begejstring på at komme hen forrest i køen til rutsjebanen eller det gyldne tårn i Tivoli. Men da du så stod der, og skulle træde ombord i forlystelsen, sank modet, og du måtte trække dig fra køen. Du var i køen, du ventede.

Men pludselig blev det lidt for virkeligt. Det kom for tæt på. Det gamle løfte som ordene forkynder hos Esajas blev levende i Kristus. Og det var det, der skræmte jøderne til at drive Jesus ud af byen for at slå ham ihjel. Ordet blev levende, og i stedet for at være et ord, som de ejede og kunne kontrollere, var det nu et ord, der satte dem under tiltale og bragte dem ind i et livsnært forhold, hvor de nødvendigvis måtte blive de små. Så længe Jesus var tømmersønnen fra Nazareth alene, havde de magten over ham, og kunne forholde sig til hans ord, som de ville. Men det øjeblik, han er Guds søn, da må de bøje sig ikke bare halvt, men helt. Og det var her, de stødte an.

Men det er også her denne tekst bliver så vældig relevant for os i dag også som den grundtekst vi må gå igennem det nye kirkeår med. For det er netop den samme udfordring, som møder evangeliet i dag som dengang i synagogen i Nazareth. Mennesket tør ikke tage imod det som det levende Guds ord, for det vil ikke bøje sig.

Vi er de stolte Adams slægter, som det hedder, der selv vil være herrer i eget hus. Vi vil være ovenpå, have fat i den lange ende, også over for Gud. Men det er dette greb, Jesus kalder os til at slippe. Vi hverken skal eller må holde os oppe ved al vor egen gerning og fromhed. Det er ikke vores kristendom og tro vi skal forlade os på og stole på. Men alle vore egne fortjenester må vi slippe i tro på, at Jesus vil gribe os. Vi skal stole på Kristus alene.

Men hvilket kæmpemod kræver ikke det. Fuldt og helt at forlade sig på Guds nåde og barmhjertighed og intet andet. Jøderne i synagogen turde det ikke. De stolede på Guds nåde fordi, de var Abrahams børn og rent fysisk hørte til Israels folk. Men dette er ingen garanti, hvad både enken i Sarepta og syeren Na’aman er slående beviser på. For der gives ingen garantier der er knyttet til noget som helst fra vores side. Der gives ikke det løfte, at hvis vi gør sådan og sådan, så er vi sikret indgang i himmeriget. Nej. Det eneste vi må forholde os til er Guds løfter og trofasthed.

For som vi hørte i den gammeltestamentlige læsning: jeg deler ikke min ære med nogen anden. Frelsens sag er Guds helt og holdent. Det er Ham, der sender sin salvede, det er ham, der fører retten til sejr, det er ham, der åbner de blindes øjne. På samme måde som det er Gud, der har skabt verden og spændt himlens telt ud over jorden, på samme måde er det også Gud alene, der frelser den samme verden. – det eneste vi skal er at tage imod det med et trofast og taknemmeligt hjerte. For hvis vi vil føje bare det mindste til Guds frelse, min tro, min kristendom, mine gode gerninger, så har vi gjort indhug i Guds ære.

Nej, på Guds løfter alene. Men hvilke løfter. De blinde skal se, de fangne føres ud i frihed. Den halte skal springe som en hind, den døve skal høre, og den stumme skal tale og lovprise Gud. Det er løfter om, hvordan livet skal være helt. Ikke som nu, hvor plages af både synd og sygdom. Men som livet var ment fra skabelsens morgen, hvor vi skulle vandre frit og ubekymret og nyde livsfrugten af livets træ, og uden frygt kunne møde både Gud og mennesker. Det er et sådant liv, der loves os. For et nådeår er et sådant år, hvor man får alt tilbage, også det man selv har mistet.

Men tør vi tro det og kaste os ud med hele vort liv på denne tro? har vi bedre mod end jøderne i synagogen? Nej, også vi er fyldte af vantro og tvivl. Men da er det, det lyder så mildt og venligt:  Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke. Det er os, som har svært ved at tro, som endnu ikke kan brænde klart og lovsynge Gud af fuldt hjerte, men som langsomt humper os afsted efter Guds løfter: Han sønderbryder os ikke, han slukker ikke den osende væge. Han går ikke fra os og fordømmer os på grund af vor svaghed og sagtmodighed i troen. Det er i orden at være bange.

Bare vi ikke gør som jøderne, vil være Herre over Jesus og slå ordet ihjel. For da sker det samme som skete denne dag: Jesus forlod dem. Men skal vi begynde og gå igennem vort kirkeår uden Jesus, da var det bedre, om vi slet ikke havde noget kirkeår, for da har vi kun tilbage at holde os selv oppe ved hårene, og da må vi falde.

Men selv her i denne tragiske og vemodige slutning på evangeliet til i dag skinner der et lys. Jøderne ville dræbe Jesus før han havde fuldført sin gerning, men Jesus gik bare og forlod stedet. Det er da et tegn, der vil noget. Og det er også et tegn for os. For hvor har mennesker igennem alle tider ikke gjort alt for at udrydde Kristus af verden, både gennem direkte forfølgelse, forhånelse og fordrejelser. Men det er aldrig lykkedes. Ja mange gange, så er det netop her, hvor forfølgelserne er hårdest, at kirken vokser stærkest og hvor den kristne møder mest modstand, at troen bliver friskest og frimodigheden størst. For er vi end svage, så er Kristus det ikke: for han bliver ikke svag, og han knækkes ikke til han har ført retten igennem på jorden.  Det er det løfte, vi må tage med os ind i det nye kirkeår. For han kom, han så vor nød, og gav os en evig sejr.

Glædelig advent.