1 s e h3k

Lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre. Disse ord, som vi har hørt så tit ved dåben, og som for øvrigt er den eneste danske inskription her i Sct. Marie Kirke, nemlig på selve døbefonten, er ord som har haft og stadig har afgørende betydning for den katolske, den ortodokse og den lutherske kirkes dåbspraksis. Vi døber de små børn på disse ord. Men kan de bære det. Er dette ord, som jo slet ikke handler om dåb, stærke nok til at kunne forsvare den dåbspraksis, vi fører? Vi skal ikke mange kilometer væk for at finde kirkesamfund, hvor svaret er nej. Dåben skal være den voksnes velovervejede tilvalg af Gud, en pagtshandling hvor Gud og mennesker giver hinanden hånden. Og man kan næsten sige, at konfirmationen er deres bedste argument, at vi alligevel føler et behov for dette overvejede og selvstændige ja til dåbens pagt.

Alligevel skal det være mig en sand glæde at forsvare barnedåben som praksis. For når mennesker anfægtes over barnedåben, så er det som oftest fordi de ser dåben som en ganske unyttig handling og fordi de slet ikke forstår, hvilken ubeskrivelig trøst og glæde der er at hente i dåben, for at citere Luther. For intet steds møder vi nåden så tydelig som i barnedåben. Her kommer barnet, kan ikke andet end skrige, spise og sove og noget andet, der begynder med s. Det kan ikke engang gå, men det bliver båret, som en anden lam mand, og sænket ned i nådens kar, og får her ganske og aldeles ufortjent del i al himlens ære og herlighed. Uden selv at have bidraget på nogen som helst måde, bliver det et barn af Gud med syndernes forladelse og det evige liv.

Det kan man kalde nåde i ordets egentlige betydning. Men det er også det, mennesker støder sig på. For vi vil så gerne selv være med, vi vil så gerne kunne tage bare en lille del af æren for os selv. Og så glemmer vi, at nåde kun kan være nåde, hvis den er helt gratis. For som Paulus skriver, hvis det er fortjeneste, så er det ikke længer nåde.

Men hvoraf kommer det, at vi har et sådant ubehag ved den fuldstændig ufortjente nåde? Der er jo ingen der vil have et problem med at vinde en million i lotto på en gratis lodseddel. Hvorfor så have et problem med at modtage nåde? Jo, for der er en grundlæggende forskel på en million og så nåde. En million gør os store og selvstændige men nåde gør os små og afhængige. For den der har brug for nåde er den, der ikke kan klare os selv. og derfor tager Jesus et menneskebarn som billede.

Intet væsen er mere hjælpeløst end et menneskebarn. Sæt det foran en femretters menu, og det vil stadig dø af sult. Selv en nyudklækket kylling er mere behændig – det kan da i det mindste holde sit eget hoved og ved, hvor det skal søge føden. Men et menneskebarn er helt og aldeles afhængig af, at der bliver taget vare på det fra dets første skrig og de næste mange, mange måneder, ja selv længe efter at det har lært at råbe ”kan selv vil selv” er det dog fuldt og helt afhængigt af, at andre tager sig af det. og bliver ved med at tage sig af det.

Men det er denne afhængighed, Jesus vil lære os. Vi skal være afhængige af Gud, som børn, der ikke kan selv. og det med en afhængighed, hvormed vi bliver ved at være afhængige.

Der findes et begreb, der hedder at lade nåde gå for rette. Straffen udebliver, og man kan fortsætte livet som en fri mand. Men det er ikke en sådan nåde, Gud vil give os. Det er ikke en nåde, hvor vi kan sige, det var det, for selvom det er en nåde, der fuldt og helt forlader os vor skyld, så er det endnu mere en nåde der lader os leve det liv, vi ikke selv formår at leve. For en ting er at blive tilgivet for det, vi har gjort galt, noget andet at få lov at have fællesskab med Gud på grundlag af at vi slet ikke formår at tro og elske Gud på den måde vi er skyldige at gøre. Vi er skylder at elske Gud af et helt og trofast hjerte. Men skal det komme højt formår vi vel dårligt nok at elske med et halvt hjerte. Og alligevel får vi lov at leve i Guds kærlighed. For Guds nåde er en sådan, som dagligt giver og tilregner os alt det vi burde gøre, men ikke formår at gøre. Vi er altid bagud, og derfor er det også vi begynder hver eneste gudstjeneste med at råbe, forbarm dig over os. For det eneste vi har at kunne holde os til er Guds nåde alene.

Men vi skal da også selv: vi skal da tro og tage imod, elske næsten og gøre gode gerninger. Det hører vi jo snart sagt hver eneste gang præsten åbner munden. Men dermed får vi stillet en falsk modsætning op og får gjort troen til en gerning den slet ikke er. For selvom jeg skal tro, så er troen ikke mit værk. Men selv troen er et Guds under, som skabes i os, når vi hører ordet. Derfor kan vi også uden at blinke spørge barnet ved døbefonten: tror du på Gud fader den almægtige himlens og jordens skaber, og på Jesus Kristus Hans enbårne søn vor Herre og På Helligånden alt som den kristne tro lyder. Og det endda uden at skulle forklare os med at forældrene tror på barnets vegne. Men vi spørger om barnet tror, for var barnet end nok så stor en hedning før det kom til kirken, så bliver det dog her bragt til Gud. Og dermed skabes troen i det lille barn. Ikke som en magisk handling. Men lige som det er naturligt for barnet at elske og have tillid til sine forældre når det ser dem i øjnene, lige så naturligt er det for mennesket at tro på Gud, når vi kommer ind i hans sfære, og denne naturlighed er langt mere ligefrem og mindre spoleret hos barnet end hos den voksne. For som voksne formår vi at forkludre stort set alt med al vores tænkning og indvendinger.

Det er sandt, at der til troen også hører en refleksion og en bevidstgørelse. Der er ingen modsætning mellem at tænke og at tro, og er tænkningen og teologien sand og rigtig, kan den også virke som en støtte og opmuntring for troen. Men så plejer det som regel at gå den ret modsatte vej. Al den megen tænkning slår troens frimodighed ihjel. Vi forsøger at forstå troens mysterier, og når vi ikke formår at trænge til bunds tager det glæden fra os, får os til at tvivle og stille spørgsmålstegn ved ordets troværdighed i stedet for at give os den berigelse, det i virkeligheden rummer.

Men igen er det vores trang til at være store, der spænder ben for os. Vi vil forstå Gud, for det vi kan forstå og forklare, det har vi styr på.

Jo bedre man forstod elektronikken, des bedre kunne man kontrollere den og anvende den til egen gavn og nytte, både til lys, maskiner og kommunikation. Og Des bedre men forstår atomkernen, des bedre kan vi kontrollere og udnytte dette før så skjulte og ukendte univers. Fra at være en gåde, der farer rundt over hovedet på os, er det gennem vores viden og forståelse blevet et magtredskab i vore hænder. Gennem vores viden har vi sat fod på skaberværket, som salmisten skriver. Og det er helt i orden. Det er Guds vilje med mennesket.

Men sådan er det også, vi fristes til at ville forstå Gud. Vi vil kunne forstå og forklare hvorfor tingene sker i verden, som de gør, for at vi selv kan kontrollere og bestemme over, hvordan Gud og verdenshistorien skal udvikle sig. Men denne magt har Gud ikke lagt os i hænderne, og det er denne magt Jesus kalder os til ikke at række ud efter.

For vi skal være store på jorden, men små i himlene, og derfor må vi også lære at leve med ikke at kunne forstå og forklare, hvordan Gud kan være retfærdig, når der sker så megen uretfærdighed i verden, hvordan Gud kan være kærlighed, når der findes så megen had mellem mennesker og hvordan Gud kan være god, når der er så megen ondskab på jorden. Vi må tro det uden at kunne se det.

For selvom det er godt at stille kritiske spørgsmål og helt naturligt at ville søge til bunds i tingene. Så må vi bare erkende, at de største ting i livet, dem forstår vi alligevel ikke. Jeg har endnu ikke haft et brudepar, der kunne forklare, hvad det vil sige at elske; men det så ud til at de gjorde det og giftede sig på denne grund. Sådan må vi også lægge os tillidsfuldt i Jesu arme i en fast tillid til, at det er sandt at han er al skabnings førstegrøde, at han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, at han er opstandelsen og livet. Ja, netop fordi vi ikke forstår det. Fordi det er for stort til at vi kan rumme det.

For det er dog netop fordi Gud er så meget større end os selv, at han er værd at have med at gøre. Fordi hans magt rækker så langt længer end vore små hænde, at det er værd at søge ly i Guds arme. Fordi Guds kærlighed er så meget større end vores kærlighed, at det er værd at lægge sig til hvile i Jesu favn.

Derfor er der heller ikke noget bedre vi kan gøre for et barn end at bringe det til Guds velsignelse i dåben. Og derfor kan vi frimodigt tænke på, når vi ser et barn blive døbt: ja, sådan tog Gud også imod mig, og sådan tager han også den dag i dag imod mig, som den lille, som den der ikke har noget væsentlig at bringe ind i forholdet uden mig selv. og derfor må den bedste konfirmation da også være denne bekendelse: herre forbarm dig over mig, for jeg er endnu et lille og hjælpeløst barn.