Prædiken 1 s. i advent 1 rk. 2014 Sct. Marie Kirke

Hvornår kommer han? Hvem har ikke set eller kan huske sig selv som barn vente på sin far eller mor. Minutterne slæber sig afsted og synes slet ingen ende at ville tage. Adspredelserne vil ikke rigtig fænge, det bliver kun til en halv tegning, før barnet atter finder pladsen henne ved vinduet, hvor det længselsfuldt spejder ud i mørket, om der bare skulle være et blink. Og – der er han! Med jubelråb bliver hele familien kaldt hen til vinduet for at se ham komme, som de har ventet så længe. Det er ikke noget nyt og fremmed, der vækker denne dybe glæde og begejstring, men det ansigt som de kender og holder så meget af. Ja, han er ikke engang kommet ind endnu. Men de kan se, han kommer. Og når døren endelig går op, da løber børnene deres far i møde med armene i vejret som en anden flok palmegrene og kaster sig i hans favn, så han ret kan mærke, at han var ventet.

Netop dette er, hvad adventstiden og det nye kirkeår, som vi i dag er trådt ind i handler om, at vente på ham, som kommer, så vi kan tage imod ham med længsel, når ham kommer.

For det er ikke en fremmed, vi venter på, en vi først skal lære at kende ved ankomsten og derefter. Derimod er det en velbekendt, som kender os dybt og som vi må kende. Det er din konge, der kommer, han der har skabt os, og som vi hører til.

Gennem livet møder vi mange mennesker, som på den ene eller anden måde vil tage magten over os. Det kan være med deres retoriske kneb der alene har til formål at give os dårlig samvittighed over vores politiske ståsted og økonomiske prioriteringer. Det kan være med løfter om guld og grønne skove hvis vi nu tager det og det lån, eller det kan være med trusler om mord og vold, hvis du ikke betaler beskyttelsespenge, som vi desværre ser flere og flere eksempler på i dagens Danmark.

Men denne Jesus som virkelig har retten over os, som har vort i sin hånd, han kommer til os sagtmodig og ydmyg. Ikke engang en ordentlig stridshest bærer ham, ikke engang en hær af statholdere og skrivere og embedsmænd, men en flok fattige fiskere, bønder og børn, et æsel og dets føl. Sådan kom han dengang for mange år siden i Jerusalem, og sådan er Guds riges gang på jorden den dag i dag. Hvor rig end kirken har været, hvor smukke og prægtige bygninger og præstedragter vi end har, og hvor skøn en musik vi end priser den almægtige med, så er dette ydmyge stadig kirkens væsen, et æsel og dets føl. Ordet og sakramenterne. Dette ord, som jeg i dag prædiker, og som tusinder før mig har prædiket, om vore synders nådige forladelse og frelsen ved Jesu kors, og så disse to sakramenter, dåben og nadveren. Lidt vand, lidt brød, lidt vin.

Hvad er det mod alle komikere og ballademagere, mod tænkerens og filosoffens pirrende dybsindighed, hvad er det mod al underhold og velstand, som loves os allevegne? Intet. Kirken er rent ud sagt ikke konkurrencedygtig når den stilles op imod alle de tilbud som til stadighed vælter ind ad postkassen. I det stykke er vi lige så dårligt kørende som en vis Kevin Magnussen – hvis vi er heldige kan vi måske komme ind på en 11.plads og få lov at prøve igen til næste år. Men se så op mod disse hvælvinger, betragt mosaikken og lyt til musikken, orgelets skønne toner. Åbn din salmebog og find den smukkeste poesi i hele verden. Vidner dette ikke om at der her findes en rigdom uden sidestykke, at der på trods af ordets og sakramenternes ydmyge skikkelse er en herlighed og pragt, hvis lige ikke findes på jorden? At der er en skat skjult her som vejer tungere end alt Guld. Så mange kræfter, så megen tid og penge og øvrige ressourcer på et æsel og dets føl. Jo, for dette æsel og dets føl bærer kongernes konge på sin ryg og de bærer ham til os for at han må blive din konge. Ikke som disse tyranner, der vil herske over os for at tage livet fra os med alle deres beskidte kneb og lumpne trick. Men som den konge, der vil føre os til livets sejr. Som vil befri os fra alt det der binder os og forhindrer os i at leve fuldt ud.

Jo, den mand, det æsel og dets føl, som vandrede så fredsommeligt ind i Jerusalem for så mange år siden, har betydning for dig i dag. For bag dette sagtmodige ydre gemte sig et ægte herremod. En kylling kan skræppe op og lave rav i hele hønsegården, men den modige og forstandige mand eller kvinde venter til rette tidspunkt og taler da sit klare og uforståelige sprog. Det kræver mod. At råbe op på afstand om det som alle andre mener er for intet at regne mod den, der stille og roligt og uden at hæve stemmen tør sætte sin bror i rette. Tag ikke fejl af det. Det er ofte de mennesker, man venter sig mindst af, som handler, når alle andre flygter.

På samme måde også med Jesus: sagtmodig men modig. Ufortrødent og uden at blinke gik han lige imod den største af alle fjender, den fjende som har slået selv de største kejsere og krigere igennem tiden: døden. Tre dage varede kampen, men på tredjedagen stod Jesus op som sejrherre. Døden er overvundet, og det med sådanne sværdhug at den aldrig mere kan kræve revanche. Derfor lever han stadig og kommer til os, vandrer midt i blandt os som er samlede her om hans ord i dag.

Ikke synligt og i al sin pragt og herlighed, men gemt i fællesskabet, ordet og sakramenterne, hvor han til stadighed forkynder os, at hans sejr over døden, må være vores ved troen på ham.

Når vi lytter til dette ord, modtager brødet og vinen, synger salmerne, så ske det under en gang imellem at vi får sådanne nogle små glimt at se: jo virkelig, han er min konge. Hans sejr er min sejr, hans styrke er min styrke.

Da er det vi fyldes med denne ubeskrivelige glæde, som synger lovsange og priser Guds herlighed, som gør, at vi gerne vil være denne konges tjenere og gå i hans følge. Ja, da er det vi fyldes med tro og kærlig til Gud og næsten. For denne konge ønsker ikke at æres og tjenes med magt og sværd, men i at vi giver vort liv for vor næste, ligesom han har givet sit liv for os. Han anviser os ikke nogle bestemte store og fine gerninger at gøre, men bare dette bud: elsk din næste som dig selv. Et stort bud – men hvordan ser det ud.

Det ser heller ikke ud af noget. Det er ikke noget i forhold til DR’s landsindsamling eller den hemmelige millionær og hvad ellers vi har af moderne helgendyrkelse. Men det er så simpelt som at samle en tabt genstand op for en anden, at hjælpe en gammel over gaden, at tale med en ensom og passe sit arbejde samvittighedsfuldt. Intet stort og herligt, men Jesu æsel lærer os ikke at se på det ydre og gerningernes størrelse. Det var ikke æslet og heller ikke dets gang, der var interessant, men det var, at det bar kongernes konge hvorhen han ville. Sådan er heller ikke pragten i vore gerninger at måle på vores rang og stilling ej heller gerningens offentlige ros og ære, men i den konge og herre vi tjener.

Da jeg sidste år prædikede for Dronningen i Skagen, var der ingen, der tænkte på, at jeg tjente hende, for det var hende, der gjorde min tjeneste til noget særligt. Sådan må vi også lære at se på alle vore gerninger, ikke som vore, men som hans.

Hvis der så er nogen, der ser disse undseelige gerninger og spørger: hvorfor gør I det. Da skal vi svare: Herren har brug for det – vi tjener den store konge. Men Se, det er et svar, der kræver mod. Det er meget lettere at begrunde gode gerninger med karma og god følelse og samfundsansvar, som straks får vore gerninger til at se ud ad noget. Men at tjene den store konge, det ser virkelig ikke ud af noget for dem, der bare ser æslet og dets føl. Og dog er det dette der gør gerningen virkelig værdifuld.

For vi har set kongen på æslet, vi kender hemmeligheden bag ringheden; Vi har hørt hans ord og smagt hans nåde. Vi har mødt ham i dette fællesskab, i salmesangen i dåben og nadveren og ved derfor at han virkelig er livets konge, den der kan give os livet og som vi venter efter med længsel. Vi har set det, da Han kom i ringhed for at vi ikke skulle lære ham at kende i frygt, men i kærlighed. Derfor kan vi også frimodigt se frem mod den dag når han i al sin magt og herlighed kommer igen for at genoprette riget hvor liv er bedst.

Da skal glæden bryde frem. Intet skal længere holde vore arme nede, men i et jubelråb skal vi gå vor sejr i møde: Jesus vandt og jeg har vundet.

Heraf kommer dette kristne mod til at bekende æselkongen som min konge, heraf kommer glæden over livet, heraf fødes en sand og frydefuld adventstid. – Glædelig nytår.