_DSC0967

Om mig

Påskedag d. 3. april 1988 lød budskabet ud over Herning lokalradio, at endnu en arving var født til sognepræsten, som derfor måtte lade prædikestolen stå tom denne søndag. Min far var dengang sognepræst i Aulum – Hodsager sogne nord for Herning, hvor familien havde til huse de første seks år af min levetid. Erindringerne fra denne tid er få og formentlig mere båret af billeder end af egentlige minde, og hvad der ellers kunne være at fortælle om bleer og søbemad er formentlig heller ikke af den store offentligheds interesse. Jeg må dog have lært at tale, gå og stå og hvad der ellers kræves i den moderne verden og har nok heller ikke lidt nogen nød – nok snarere mine to storebrødre, som måtte tage den tort småsøskende er. Som Steen fra Steen og Stoffer siger: småsøskende er tidsler i livets græsplæne.

Anderledes tydelig står barndommen på slægtsgården i Grønfeldt ved Ølgod i erindringerne. Livet med mark og eng var befordrende for det unge skind, som altid havde en masse at komme hjem til efter skolegang, som dog i det store og hele var en ret kedelig affære. For selvom vi lærte at karte uld i børnehaven og at stave til smurt på sjette klassetrin, så var den egentlige læremester moder natur, legen med de tre søskende og senere fritidsarbejdet på svinebedriften ikke langt hjemmefra. Her kom lærdommen helt ind under huden, undertiden i bogstaveligste forstand, og her blev grundlaget dannet for al senere lærdom, med en grundforståelse for natur, mekanik, dyr og mennesker.

Efter syv års skolegang på Lindbjerg skole fortsatte kedsommeligheden på Ølgod Byskole, hvor tysklæreren glimrede med sin manglende pædagogiske forståelse og glemte at fortælle, hvad akkusativ, nominativ, dativ og genitiv var for størrelser, før vi blev banket bøjningskasserne i hovedet, og det eneste, jeg nærmest husker derfra er sætningen: kannst du nicht dein akkusativ denn bist du wirklich dumm. Jo, så oplyst søgte jeg hurtigt videre til gymnasiet, selvom dansk og klasselæreren nok syntes, jeg burde tage tiende med.

Så meget havde jeg dog fået ud af de to år på skolen, at det stod klart, at min styrke var i de naturvidenskabelige fag, og oplagt var det derfor også at søge ind på gymnasiets matematiske linje, som man kunne dengang. Det var tider. Undervisningen her var såvel befordrende som udfordrende. Fru Bryld havde ganske vist sit hyr med at få bondeknøsen til at fralægge sig sine arkaiske vendinger og stavemåder – den slags følger af at læse bøger fra 1800-tallet – men lod ham dog bestå på trods af en udpræget jysk dialekt. Men mens de matematiske fag slugte de fleste aftentimer ved skrivebordet, så begyndte en ny interesse at spire for det franske. Kongsted beklagede meget, at han var nødt til at give mig 10, ikke så meget fordi jeg fortjente det, men mere fordi han ellers måtte sætte de øvrige elever en karakter ned. A set temp je parlerai tres bien francais – maintenaint, j’ai presque le tout oublié.

Den positive oplevelse med franske gav mig dog mod på at give mig i kast med det teologiske studium. For så vidt havde jeg egentlig vældig lyst til at blive ved landbruget, men det stod allerede dengang tydeligt for mig, at der ikke var penge i skidtet, og selvom Mester ikke var utilfreds med min arbejdsindsats ved Blikkenslageren, så havde jeg dog allerede fra dreng en overbevisning om, at Gud ville, jeg skulle være præst.

Så måtte Han jo også selv om det, hvis ikke det gik. Men til Aarhus kom Vestjyden og opdagede, at aarhusianere ikke forstår jysk. Men græsk, hebræisk og latin var dog sprog, der var til at forstå, og hvad tysklæreren havde forsømt blev hurtigt indhentet under Svend Fodgårds kateter. Bortset fra sprogfagene var de fem år på universitetet dog mere kedelige end opløftende. Enkelte dygtige undervisere kunne tumle med teologien som Jan Dockhorn, NT, Peter Widmann og Niels Arne Pedersen, ligesom van Kees og Hans Jørgen Lundager viste sig at være særdeles godt inde i deres fag. Ellers var det middelmådighed, der gjorde sig gældende på fakultetet, der i øvrigt blev nedlagt som selvstændigt fakultet samme måned, som jeg afleverede speciale.

Efter universitetet fulgte pastoralseminariet for at kunne søge embede i Folkekirken. Et håbløst projekt, men knap havde jeg meldt mig arbejdsløs før den første indbydelse til prøveprædiken indløb i Skagen Kirke. Snakken gik rimeligt og allerede på togturen hjem (første gang om bord i et IC4-tog) tikkede en SMS ind, at stillingen var min. Så måtte bispen jo ordinere mig, selvom han vist nok gerne havde set en anden i stillingen, men ellers har jeg nu ikke noget at klage på i forhold til Henning Toft Bro.

MJ v tilsandede

Tiden i Skagen var en mageløs oplevelse. Folkekirken arbejder aldrig hurtigt, og jeg fik derfor lov at komme i praktik i min egen stilling, indtil der kunne blive tid til ordinationen d. 17. april 2013. Disse måneder fulgte jeg i hælene på Henrik Bang Møller, og fik således lært en masse, før jeg selv stod midt i balladen. Ellers skulle jeg snart få det lært. Første tjenesteår havde jeg haft kjolen på ikke mindre end 136 gange. Lykken ville, at det ene vikariat afløste det andet, så skønt jeg søgte stillinger rundt om, havde jeg mit daglige virke uden de store bekymringer, indtil Hans Sølvsten ringede fra Sønderborg, om ikke jeg skulle søge stillingen ved Sct. Marie Kirke. Jeg havde ikke søgt den i første omgang, da jeg alligevel næppe havde en chance, men sådan gik det, at jeg kom fra den ene drømmestilling i Danmarks nordligste Købstad til en anden drømmestilling i Danmarks sydligste købstad.

 

Teologisk er jeg præget af opvæksten i et Luthersk Missionsk hjem, med anknytning til Folkekirken gennem min faders embede. I ungdomsårene læste jeg Rosenius i stor stil og har endnu jævnligt hans værker nede fra reolen. Særligt er det den systematiske dogmatik, som interesserer mig med vægtlægning på skriftsforståelsen af Bibelen som Guds eget ord. Følgelig giver jeg heller ikke meget for rationalismens og liberalteologiens bibelkritik, som hverken er videnskabelig eller redelig, for slet ikke at tale om dens dybe ukristelighed, der af karakter er nærmest antikristelig. En stor del af anfægtelsen kunne dog være blevet afbødet, hvis ikke missionen havde været tilnærmelsesvis lige så useriøs i sin afvisning af bibelkritikken og sin nærmest naive forståelse af Bibelens tilblivelseshistorie, som stemmer svært dårligt overens med Bibelens eget vidnesbyrd. Bibelteksterne indrømmer frank og frejdig, at være sammensat ud fra forskellige kilder, ligesom ingen kan læse mosebøgerne uden at blive gjort opmærksom på adskillige gange, at vores udgave er nedfældet længe efter begivenhedernes gang. Alt dette har dog intet med Bibelens troværdighed at gøre, som alene er bundet op på Jesu eget vidnesbyrd: ikke en tøddel skal forgå, og Skrifterne vidner om mig.paapraedikestolen

Liturgisk er jeg dog et vildskud i forhold til opvæksten. Højmesse med stort H er indbegrebet af en gudstjeneste. Udover gedigen teologi, skal højmessen også byde på en æstetisk oplevelse, hvor alle ledene føjer sig ind i hinanden og taler til hjertet såvel som til forstanden. Messehagler og messesang er med til at løfte højmessen over hverdagen og markere, at her er vi kommet til det andet sted.

pastoren