nytårsdagen

Med årets absolut korteste prædiketekst må det vel være rimeligt, om præsten kompenserede med årets absolut længste prædiken. Eller også er det bare et vink med en vognstang om, at det ikke er længden på teksterne, der er afgørende, men indholdet. Sådan skriver Vilhelm Bech om præster, der har den gave blot at kunne lukke munden op og tale lige så længe, det dem lystede, uden nogen synderlig forberedelse, men at være veltalende og at tale vel er to forskellige ting, som han tørt bemærker. Og nu skal jeg til middag efter gudstjenesten, så I slipper med skrækken.

Men det er påfaldende, så kort, dagens evangelietekst er. Som om den vil have os til at koncentrere os om én eneste ting: navnet Jesus. På vore breddegrader ikke ligefrem et navn, vi støder på sådan til hverdag, på trods af at det både er lovligt og forekommer i navneregistret og på postkasserne, selv her i Sønderborg, men stikker vi et par timer sydpå, så bliver navnet mere og mere almindeligt, ligesom det var på Jesu egen tid. Der er altså ingen magi i navnet. For så vidt kunne han lige så godt have heddet Jens eller Jakob eller hvad vi nu finder på nu om stunder. Og så var det dog ikke ligegyldigt, hvilket navn Jesus fik. For som med de fleste andre navne i bibelhistorien, sådan er navnet Jesus også et navn, hvis betydning svarer til Jesu liv. Abraham skulle blive stamfar til et stort folk, som hans navn betyder, Salomon, der på dansk er Frederik, skulle blive fredsfyrsten, og Peter skulle blive klippen, hvorpå Guds kirke skal bygges. Navnene betyder noget i Bibelen og bliver ikke blot givet fordi det lyder nuttet og sådan har også navnet Jesus sin betydning: nemlig Herren frelser. Jehoshua. Et navn fuldt af håb, og derfor også et navn, mange jødiske drenge fik dengang, for at de med navnet skulle være knyttet til håbet om Herrens snarlige indgriben og frelse for Israels folk. Ganske som da drengebørnene i Danmark kom til at hede Frede i året 1945.

Anderledes var det dog med Jesus fra Nazareth, for ham var det ikke bare forældrenes ønsker, der bestemte, hvad han skulle hedde, men han blev kaldt, som englene havde åbenbaret det for Josef, og som det var profeteret: de skal give ham navnet Immanuel. Det var Gud der gav navnet og det ikke blot for at han skulle være knyttet til håbet, men for at han selv skulle hedde det som et håb for alle andre.

Nu er det ganske vist nytårsdag og det blev jo lidt sent i går aftes for de fleste, alligevel er det svært at overhøre uoverensstemmelsen mellem profetien og virkeligheden. Der er dog mere end en fonetisk forskel på navnene Jesus og Immanuel, det er to vidt forskellige rødder og to vidt forskellige betydninger: Jesus; Herren frelser, Immanuel; Gud er med os. Men forskellen synes ikke et øjeblik at anfægte evangelisten Matthæus, som umiddelbart før dagens evangelium fortæller både om englens bud til Josef og om den gamle profeti, og derfor må uoverensstemmelsen da også snarere få os til at søge svar frem for at anfægte teksten, som den moderne bibelkritik ynder at gøre.

For i disse to forskellige navne gemmer sig to sider af Jesu liv som begge er nødvendige at have med, hvis vi skal lære ham ret at kende, som den han var bestemt til at være. Det er når begge navne sammenholdes, vi finder den sande Jesus.

Navnet Jesus støder vi første gang på i det gamle testamente på vej igennem ørkenen. Det er Josva, hvis navn på græsk bliver til Jesus og som i hele sin livsgerning var et billede på Kristus. Det var ham, og ikke lovgiveren Moses, der skulle føre Israelitterne ind i det forjættede land og indlede erobringstogtet af landområdet, og derfor var jødernes tanke om den kommende Messias da også, at han på samme måde skulle være en hærfører til at drive de fremmede folkeslag, i særdeleshed romerne, ud af landet Israel.

Men, læser vi i Hebræerbrevet: Josva var alene et forbillede. For han førte nok Israelitterne ind i et dejligt land, men ikke ind det forjættede land. Det var ikke kun Palæstina, Gud lovede Abraham som arvelod, men et langt herligere land, som på alle måder skal overgå landet, der flyder med mælk og honning. Derfor blev Abraham også ved at bo i telte, for at være klar til at drage op til sit egentlig hjemland, og sådan er også Josvas indtog i Kana’ens land også kun at forstå som et billede på den egentlige Josva, Jesu indtog i det himmelske land sammen med alle sine. De evige boliger, hvor fjenderne ikke stadig skal stå ved grænsen og kaste sine krænkelser ind over folket. Det var det, som Josva pegede frem på, og som Jesus skulle opfylde med sit liv. Han skulle være den hærfører, der skulle føre Abrahams afkom ind i Guds rige. Han skulle forløse og frelse Israels børn fra alle deres fjender.

Men hvor vover vi at regne os med som Abrahams børn, Vi som jo ikke er Abrahams afkom i kødelig forstand eller deler hans omskærelse? Vi som jo ikke engang har arveret til Israels land. Hvordan skal dog Jesus også blive vores hærfører, hvordan skal han blive Gud med os? Her ser vi, hvorfor Jesus måtte have de to navne, hvorfor det er så altafgørende, at Jesus ikke blot hedder Jesus, men også Immanuel, for uden det sidste, heller ikke det første. Han må først være Gud med os, før han kan være Herrens Frelser for os.

Derfor fødtes Jesus på jord, som én af os, for at være hos os og med os. Og derfor indstiftede Jesus dåbens sakramente som det sted, hvor vi må blive forenet med ham og få del i hans arv.

For Jesus blev omskåret for at få del i Abrahams løfte, og sådan viderefører dåben omskærelsens pagt, blot til et langt herligere løfte end den kødelige omskærelse. For i dåben bliver vi døbte i faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Ganske vist får vi vort eget navn stadfæstet i dåben, ligesom man nord for kongeåen først får sit navn ved dåben, og bliver indskrevet i livets bog med vort eget navn. Og det er stort. Gud kender os ved navn. Men langt større er det navn, som bliver nævnt over barnet. Vor Herre Jesu Kristi navn. Og det navn er det, vi bliver døbt i. hvilket vil sige, at vi får lov at bære dette navn. ”sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem” siger Gud Herren i fjerde mosebog. Sæt mit navn på dem. Med dåbsbefalingen er det netop det, vi gør, med Gud ret, når forældre bringer deres små til dåben. Der sætter vi Guds navn på dem og sætter dem dermed ind i Guds velsignelses virkelighed. Og hvis nogen skulle være i tvivl hvor gammel man skal være for at bære dette navn, så har evangelisten anført, at Jesus blot var otte dage gammel. For dette er et skænket navn. Ikke et navn, vi selv kan tage, Ikke et navn vi skal fortjene eller kunne forstå for at kunne tage til os, nej, de gav ham navnet Jesus, og sådan gives også i dag dette navn til os så ganske ufortjent. Det gives os, som Herrens frelse til dig. For bærer du dette navn, så er du frelst. Så har du arveret til Guds evige rige, så har du forløsning for alle dine synder og del i Jesu retfærdighed. I dette navn har du fred med Gud. Jesus er navnet mageløst – og det er dit.

Men lyder du dette navn? Det er jo det underlige ved et navn, at vi lyder det. Jeg står jo ikke og overvejer, når nogen siger Mads Jakob, om jeg føler mig som en sådan, eller om jeg nærmere definerer mig som et menneske i generisk forstand, nej, reaktionen er der prompte. Jeg er et med mit navn – burde det så ikke også være ligeså med navnet Jesus? At jeg også er et med det navn, så at jeg lyder det, og følger det igennem livet? Jo, for ellers er det jo ikke Gud med os. Så har jeg jo kun taget halvdelen af navnet, men så har jeg slet ikke del i navnet.

Derfor lyder den første hilsen ved enhver dansk Gudstjeneste da også: Herren være med jer. Ikke blot som et ligegyldigt fyld eller rest fra fortiden, et goddag og velkommen, men som et vitterligt ønske om det tætteste forhold mellem Gud og mand. Imanuel. At Jesus ikke bare er en fremmed helt, men at han er din hjerteven, så at vi heller vil miste alt i denne verden, end navnet Jesus. Så vi kan synge med på Luthers kampsalme: og tage de vort liv, gods ære barn og viv – lad fare i Guds navn, dem bringe det ej gavn, Guds rige, vi beholde. For har vi bare navnet, så har vi alt, i fællesskabet med Kristus, der er vores rigdom og vores skat. Troens inderlige fællesskab hvormed vi bliver forenet med Gud, så at hans ånd bliver vor ånd, hans navn blvier vort navn, og hans vilje bliver vor vilje. Et fællesskab, vi skal knyttes stadigt stærkere i livet igennem indtil vi skal fuldendes i enheden med Kristus i Guds rige, hvor Gud skal være alt i alle.

Men hvorfor nu denne prædiken en nytårsdag? Jo, nu er det vitterligt ottendagen fra den dag, vi fejrer Jesu fødselsdag, og så er der dog også et andet sælsomt sammenfald mellem disse to begivenheder. For Jesus er den, der gør alting nyt, hvor hans navn nævnes, der begynder der altid en ny tidsregning. For ikke kun var det lovens tidsalder, der måtte se sit endeligt da Jesus lod sig omskære og tog loven på sig for at opfylde loven, men det var os, der gik et håbefyldt år i møde. Ikke håbefyldt i den svækkede forstand som når vi taler om vore nytårsforsætter, der i grunden er ret håbløse, men håbefuld, fordi denne begivenhed åbnede det himmelske håb på jord. Og sådan begynder også en ny håbefuld tid, hvor Jesu navn nævnes i og over os. Det evige livs tidsalder. Som allerede nu forandrer livet for evigt. Godt nytår i Jesu navn.