Mellem tid og evighed

En dag jeg nærmere er ved døden end som før. Sådan synger vi i Kingos fantastiske aftensalme. Men er det godt eller skidt? Har livet og tiden mellem to evigheder en selvstændig værdi, eller handler det teologisk set bare om at vente på at dø? For hvis vi alligevel bliver frelst, hvorfor så have bøvlet med livet?

En besvarelse af dette spørgsmål forudsætter en grundlæggende forståelse for tiden. Hertil er den første tekst er naturligvis skabelsesberetningen, hvor tiden bliver skabt midt i evigheden. Der blive lys, og løbet var kørt. Tidens hjul gik i gang og har siden tromlet sig uigendriveligt igennem universet med lysets hastighed. Nu kunne man tænke sig, at Bibelen ud fra et kompositorisk synspunkt ville slutte sig om sig selv og således ende med atter at ophæve tiden. Det gør den ikke. Den slutter ganske rigtigt, hvor den begynder, i evigheden, men med den afgørende forskel, at tiden gennem skabelse og genløsning er blevet ophævet til evighed. Tiden er med sin uendelig udstrækning blevet evig, hvorfor evigheden på den anden side nødvendigvis må være tidslig. Men tiden bliver aldrig absolut, kommer aldrig til at kunne indfange Gud, hverken nu eller siden. Men en dag er som tusinde år, og tusinde år er som én dag: Gud er uforandret evig fra evighed og til evighed, endog midt i tidsligheden: Han er fra evighedernes evigheder.

Billedet af denne evige evighed finder vi i den uendelige tidslighed, som netop var den, mennesket blev skabt til. Mennesket blev ikke skabt til at dø, men til at leve uendeligt. Men endnu engang sker der noget med tiden. Syndefaldet gør tidsligheden absolut. For hvornår spiste Adam og Eva af træet? Var det allerede den første dag, de klokkede i det? Var det efter en uge? 1 år? Tusind år? Det er ligegyldigt. Den uendelige tidslighed er evig, og først hvor endeligheden, d.e. døden kommer ind i billedet, bliver tidsligheden absolut.

Evigheden er altså ikke tidslighedens modsætning, men tidsligheden er både sat ind i evigheden og indoptaget i evigheden. Modsætningen ligger i døden.

For mennesket betyder det, at det liv, som nu leves, leves som del af evigheden. Det evige liv og livet nu må og skal ses som en sammenhæng, som det også anes af Jesu ord: Guds rige er inden i jer. Evigheden er ikke noget, vi skal vente på; vi lever allerede i den.

Den samme kontinuitet må nu også gøre sig gældende i forhold til spørgsmålet om verdensdommen, sådan som vi netop ser det i samtlige nytestamentlige skrifter. Verdensdommen er ikke et bibelsk nybrud, men den forstås konsekvent som en afsløring. Det det samme, om dommen ligger nu eller i evigheden, for den, som ikke har taget imod Jesus nu, er allerede dømt, ligesom det for Paulus er ligegyldigt, om han er på jorden eller i himlen. Han er allerede frelst. En diskontinuitet her ville være utænkelig, hvad enten det gjaldt et menneske som her i tiden er frelst og i evigheden fortabt, eller et nu fortabt menneske, der i evigheden skulle blive frelst. Det ville være et brud på både skabelses- og frelsesordenen. Kun i endelighedens tidsalder kan uendeligheden forandres.

På denne måde er tiden nu alt andet end ligegyldigt. Selvfølgelig, fordi den er del af evigheden. Den er i evigheden et afgørende øjeblik med evig betydning.

Men har tiden alene værdi set i evighedens lys, eller har den også en selvstændig værdi. Er livet kun en fjeldvæg, vi skal passere for at komme ind i evigheden, eller begynder evigheden allerede nu, sådan at også dette liv er umisteligt. Megen evighedsorienteret teologi har en stærk tilbøjelighed til helt at nedvurdere det nuværende liv.

Men når vi ser på bibelens overordnede fortælling, kan dette umuligt være sandt. Det liv, Adam og Eva skulle leve uden for paradisets have, var det samme, som det, de havde påbegyndt i haven. Livet fortsatte, om ikke ubemærket, så dog i ganske mange år. Først efter syndfloden finder vi bestemmelsen om, at menneskets levetid skal være 120 år. Et absurd tal, men det interessante er begrundelsen: fordi synden tog til. Aldersbegrænsningen er sat for at begrænse synden, og således værne om livet. Det samme gælder for samtlige bestemmelser i hele Det gamle Testamente: de er til for at værne om livet. Som om livet har en selvstændig værdi og altså ikke bare som noget, der skal overstås hurtigst muligt.

Hvad denne værdi består i kan vi måske ane af ordene: det er ikke godt for mennesket at være alene. Noget tyder på, at menneskelivets værdi skal findes i bestemmelsen: du skal elske din næste som dig selv, en pligt, vi hverken kan undslippe eller opfylde ved at tage os selv eller andre af dage, da begge disse handlinger er udtryk for den dybeste foragt for buddet. Vi er bundet til livet med buddet: du skal elske.

Men en BMW har blinklys, alene fordi det er lovpligtigt. Hvis det alene er pligten, der holder os i live, har livet og tidsligheden stadig ingen given værdi i sig selv. For hvad så, hvis vi ikke opfylder pligten? Og vi må spørge for hvis skyld, Lazarus blev opvækket for graven. Død var han endelig sluppet for sin pligt, og kunne ånde lettet op. Hvilken interesse skulle han da have for at blive slæbt tilbage i pligtens trummerum. Men Jesus lærer ikke Martha og Maria, at han har det bedre i graven. Han lærer dem ikke at vise næstekærlighed for deres døde bror, men han kalder ham tilbage til livet, for at de skal elske deres bror levende, og han dem – og sandelig om ikke han frivillig kommer ud af graven. Det må nødvendigvis være mere end pligten, der gør livet værdifuldt, men hvad kan dette være?

Svaret ligger som en skjult tråd igennem hele bibelfortællingen: Gud vil det. Livet er Gudvillet, også efter syndefaldet, som Ezekiel så klart siger det: skulle jeg ønske den uretfærdiges død? (Ez 18, 23) Nej, Gud ønsker, mennesket skal leve, også når vi har syndet, som vi første gang ser med Adam og Eva. Nok måtte de bære straffen, men dog gav Gud dem klæder. Eller Kain, der blev sendt bort, og som dog fik Kainsmærket på sin pande som et Guds forsvar. Gud vil livet, han helbreder den syge, tager sig af den svage. Han ville det før syndefaldet, han vil det nu, og han vil det i evigheden. Fordi det er det samme liv.

Dermed har forkyndelsen en dobbelt rolle. Den skal fastholde kontinuiteten mellem det nuværende og det kommende, og samtidig skal den være vedholdende i forkyndelsen af dette livs værdi. Det første gøres alene gennem forkyndelsen af Guds dom over synden og synderen, uden hvilken alt bliver ligegyldigt. Det andet kan alene gøres gennem forpligtelsen på næsten. For Ligesom Jesus sætter lighedstegnet: forlad os vor skyld, som også vi forlader vore syndere, sådan kan vi umuligt se os selv og vort liv som Gudvillet, hvis ikke også det selvsamme gælder for næsten.

Og dog har forkyndelsen kun et ærinde. Tid og evighed er nøje knyttet til hinanden sammen med kærligheden til næsten. Helt på samme måde som musikken. Når alle følges i takt, da hæver musikken sig fra tiden og bevæger sig ind i det evige. Hvis vi vil fastholde som Sartre, at helvede er de andre, så er evigheden ikke stedet. For et af evighedens væsentligste termer er netop fællesskabet, her hvor Gud skal være alt i alle og hvor Jesu vintræ skal brede sig over hele jorden.

Men selvsamme er også årsagen til, at tiden nu må være endelig. For her på jord kan vi kun følges i øjeblikket. Kun et øjeblik kan vi være sammen i glæde, inden dissonansen straks kommer mellem mennesker. Med syndefaldet kom vi grundlæggende ud af takt og med synden i dens livsdestruktive væsen fortsætter vi ind i endelighedens nulpunkt. Men endelighedens nulpunkt er også evighedens nulpunkt – dog kun fra den ene side: parablen fortsætter.

Det betyder ikke, at døden bliver et positivt fænomen. Døden er i bibelsk terminologi altid en fjende, en konsekvens af synden og modsætningen til alt det, Gud vil. Og dog bliver døden som kontinuitivt begreb transformatør for det evige liv. Der er netop kontinuitet mellem frøet, der lægges i jorden, der dør, og planten, som oprejses. Men samtidig er forvandlingen sket. Det er ikke det samme frø, der kommer op, men et nyt, der er egnet for det evige liv.

Derfor venter vi da heller ikke på at dø, som om livet var ligegyldigt, men hvad vi venter er nye himle og en ny jord, hvor livet, dette liv, skal blomstre i fuldeste flor.