Mariæ bebudelse

I den forløbne tid har der i flere forskellige medier været en diskussion om, hvad Folkekirken skal tro og lære. Flere højtstående stemmer har slået til lyd for, at kirken bedst er tjent med at se stort på de gamle dogmer og i stedet rette sig ind efter det, som nu passer sig for den moderne forstand og religiøsitet. Vi skal ikke binde nutidens mennesker til fortidens forestillinger og opfattelser, men blot forkynde evangeliet om Guds kærlighed. Og netop dogmet om Jesu jomfruelige undfangelse ved Helligånden er en af de læresætninger, som synes at være lagt helt i graven. Det sker jo ikke, siger den moderne forstand, og det har den vel helt ret i. Og det såmænd ikke fordi den lever med et afmytologiseret verdensbillede til forskel fra bibelens forfattere og personer, for dette var netop det samme svar, Maria gav englen Gabriel: Hvordan skal det dog ske, jeg har jo aldrig kendt nogen mand.

2000 års forskel – og det samme svar på det samme mysterium. Ja 4000 år, for bladrer vi 2000 år længer tilbage i Bibelen, støder vi på Abraham, der blev mødt med et lignende løfte, at hans oldgamle kone Sarah skulle blive med barn og føde en søn. Umuligt, tænkte Abraham, og Sarah slog sig på lårene af latter.

Men nu kan man forholde sig til det umulige på flere måder. Man kan afvise det. Det er umuligt, derfor sker det i sagens natur ikke. Eller med en tautologi – det sker ikke fordi det ikke sker. En lidt frommere måde at håndtere det umulige på, er den Abraham lagde for en dag, og som til stadighed stortrives og synes at være kristendommens bedste forsvar mod alle angreb, nemlig forsøget på at harmonere bibelens forargelse med fornuften ved at forklare, at det kun er billedligt eller skal forstås i en svækket allegorisk betydning. Og Abraham gik i stedet ind til sin trælkvinde Hagar, som fødte ham sønnen Ishmael, der er stamfar til den islamiske verden. Men det var ikke sådan Gud ville velsigne og i stedet blev Ishmael en evig torn i kødet på løftets børn.

Men Maria svarede anderledes. For skønt dette stred imod alt hun havde lært i skolen om biologi og forplantning, så svarede hun med de berømte ord: det ske mig efter dit ord. Det var ikke fordi hun var enfoldig eller skippede forstanden og den almindelige logik – for dette kan aldrig være kristendommens formål – heller ikke den sunde skepsis, som lige overvejer, om ikke det kunne være en trækvind, der fik gardinet til at bevæge sig, før vi ringer til en excorcist. Men Maria stoppede ikke ved fornuftens grænse.  Og netop dermed satte hun rammen og de to modpoler i forholdet mellem tro og viden, mellem skepsis og accept. For det er netop det samme krydsfelt, som også vi lever i i dag. Spændingsforholdet mellem det vores logiske forstand siger os må være op og ned på tingene, og troslydigheden mod de ord, som møder os i evangeliet. Mellem det, som er muligt for os, og det som er muligt for Gud.

Her ligger striden. Og mange er det stemmer i dag, som taler entydigt for, at vi alene skal lade fornuften lyde. Du skal jo ikke tro, du skal vide. Og sådan får vi gjort troens verden til den lille verden. Det lille private rum, som vi måske skammer os over, og i hvert fald ikke vil tale højt om, fordi troen er blevet gjort til en svaghed i denne verden. Men lad os se lidt på logikken i denne slutning. For hvis vi kun skulle forholde os til det, vi kan forstå og forklare, så var der mange, der måtte leve uden lys og varme. Ja, intet ville vi vide, uden troen, for i tro erkender vi. I tro spørger vi, I tro holder vi noget for sandt og andet for løgn. I tro stoler vi på et menneske og undgår et andet.

Ja se så det lille barn, som endnu ikke har fanget, at to og to er fire, og som langt mindre kan forklare, hvorfor hendes forældre kommer og tager sig af hende, blot hun giver et klynk. Men hvad får hendes manglende forståelse hende til? Til at knytte sylten og bide sulten i sig. Næh, hun blæser forståelsen et stykke og lægger tillidsfuldt sit liv i sine forældres hænder. Hun lever i tro og tillid. For sådan er det. Troens verden er den største.

Derfor mærke vi da også begrænsningen i fornuftens slutninger, når den puster sig op imod troen: Jeg har aldrig erfaret det, velvidende at vi stoler på historiebøgerne, selvom vi aldrig har erfaret eller mærket hverken pest eller kolera på egen krop. Ja, vi kan komme helt til at ligne profeten Mika vi hørte fra alteret: for nok vil vi have et bevis på Gud, men vi vil ikke have det bevis Gud giver os. det er enten for utroligt eller også har det nok en helt logisk forklaring. Og sådan lukker vi øjnene, så vi er garanterede, at vi aldrig ser Guds under.

Men underet sker. syge bliver helbredte og det brudte bliver helt uden at det kan forklares på anden måde, end at Gud greb ind.

Men hvorfor er det vigtigt. Jo for dette handlede ikke kun om Jesu underfulde undfangelse. Det handler om vores frelse. Maria kendte og troede profetien om den unge kvinde, jomfruen, der skulle føde Guds frelse. Men hvordan skulle det dog kunne være hende. Romerne havde allerede længst taget magten fra landet, og hun, en simpel datter fra yderste kartoffelrække hvordan skulle hun føre en søn til Davids trone. Ja, endda mere, hvordan skulle hun kunne opfostre Guds frelser.

Sandsynligheden for at fejle oversteg langt muligheden for at komme igennem nåleøjet og da ville hun ikke være berømt for at have født Jesus, men for at være den, der stak en kæp i hjulet på Guds frelsesplan. Allerede mange havde fejlet. Hele israels historie er fyldt med mennesker der fejlede, selv profeterne, som fik lov at lytte til ord fra Guds egen mund fejlede, syndede og formåede ikke at bringe Guds frelser hverken til sig selv eller sine landsmænd.

Hvorfor skulle da Maria være den ene. Den ene uden fejl, som skulle kunne realisere Guds frelse? Men hvordan var det hilsenen lød: vær hilset du benådede. Nu er en benådet ikke en uskyldig. For så er man frikendt. Men en benådet er netop en skyldig, en som har fejlet, som fortjener straf – men af dommerens nåde er gået fri. En sådan var Maria, som havde fundet nåde for Herrens øjne, ikke fordi hun var en jomfru ren og skær i den betydning at hun var uden synd og kun gjorde alting rigtigt. Men hun var en benådet synder, ikke af menneskers, men af Guds nåde. Og det var heri hun fandt frimodigheden til at påtage sig denne ubegribelige store opgave at bære og føde Guds frelser. Derfor kunne Jesus undfanges i hendes liv og fødes som frelser på jord.

Og derfor er der også håb for dig. Men fornuften skriger til os, at det ikke kan passe. For hvis vi endelig har fået vores fornuft til at acceptere, at der nok er mere mellem himmel og jord, og at der findes en frelse og en fortabelse, ja, så vil vores fornuft stadig ikke benådes. Vi vil fortjene, og derfor må vi enten benægte vores egen syndighed eller fortvivle over den samme. Og så kaster vi os over en masse kristne dyder og gode gerninger eller håber Gud ser igennem fingre med os sådan som vi jo plejer at gøre. Vi bygger frelsende luftkasteller og går ind til trælkvinden, for at vi da i det mindste kan have en lille smule hånd i hanke med vores egen frelse. Men det er ikke sådan Gud vil frelse os, for Gud vil frelse os alene gennem sin søn Jesus Kristus og hans lidelse og død. Til forargelse for vores fornuft.

For hvordan skulle et menneske Jesus Kristus, kunne være frelser og kunne garantere mig Guds syndsforladelse? Hvordan kan et menneske være Gud? Jamen du forstår det ikke. Vores forstand fatter det ikke. Det er et kors for forstanden. Men dit hjerte kan begribe det.

Og derfor er det vigtigt at vi ikke bruger forstanden til at lukke hjertet for Guds mulighed hvor den bryder med vores mulighed, for da kommer vi selv til at stå i vejen for Guds frelse.

Men hvor dit hjerte er åbent for Guds mulighed, og du som Maria er villig til at bøje dig under troslydigheden for Guds ord, der sker underet, at Jesus bliver din frelser.

Fornuften fatter det ej, og dog sker det – også midt i det videnssamfund, vi roser os så højt af i dag. Så sent som i går, faldt jeg tilfældigvis over en video på youtube. En jødisk videnskabsmand, James Tour, som ville fortælle om den største opdagelse han havde gjort. Han havde flere doktorgrader inden for naturvidenskaben og holdt foredrag på over 600 amerikanske universiteter og desuden nobelprismodtager. Men hans største opdagelse var ikke på det atomaremolekylære niveau. Nej, det var da han opdagede, at han var en synder, og Jesus Kristus er Guds søn, kommet i kød og blod for at opsøge og frelse det fortabte menneske, der ikke kan frelse sig selv. Da skete det, som han før antog for umuligt eller fantasi: Jesus blev en del af hans liv. Ikke blot som en historisk figur, men som en levende virkelighed inde i ham. Som fyrsten over Davids trone, som hans sande Herre og konge, der skal føre og lede ham til sejr over døden og djævelen og alle onde magter og lede ham frem til Guds evige rige.

Det skete for ham, det sker i dag; det sker hvor vi hører Guds ord uden at skære fra og bortforklare det, som vi ikke kan forstå eller fordrage. Det sker fordi det er Gud, der vil det, og lader det ske.

For salige er de som hører Guds ord og bevarer det i et rent hjerte: det var det, Maria gjorde.