Ligegyldigheder

Ode om en kvindes røst – i al spøg og uforfærdethed fremført til berigelsen af den obligatoriske efteruddannelse for præster

Del 1

Mig er den særlige ære, som ynglingen blandt kaldsfælder beskænket at henlede vor opmærksomhed for en stund på de kvindelige fortrædelig- og fortræffeligheder. Thi dette væsen som først kendetegnes ved sin forskellighed, ikke mindst fra manden, hvoraf hun er taget, er et sådant under, at selv de viseste har måttet opgive ævred at få styr og sammenhæng derpå.

De synes ret og slet at være flagrende hvorfor deres natur altid har fordret de fasteste rammer, een mand som hoved, et køkken som plads, et komfur som redskab.

Agtes blot disse få forholdsregler og opretholdes i alle deres enkeltheder, da bliver dette under til fryd og til gavn, en husbond til stolthed og ære, thi i denne konstellation er kvinden ikke blot de tavse smykke manden må bære i sine forhandlinger for familiens velvære, nej da er hun selve den arbejdshest, der trækker det daglige læs.

Hun formår altså dette beundringsværdige kunsttykke hjemme at være den sindige og trofaste jyske hest, men ude at være en arabisk fuldblod, en springende gazelle. Forbløffende mestrer hun indsmigringens kunst, fornøjer med sin lyse latter altimens hendes bløde og rene fingre elegangt og upåvirket udvirker de skønneste kreationer i broderi og strik eller ophøjer sjælen med den ypperste muses kunst bed herskabets pianoforte.

Både her og hisset bør hun befordres med det bedste seletøj, så hun ret kan funkle i herskabslivet manden til des større ære og fornøjelse og slide for familien uden selv at slides. Thi skønt hendes kræfter synes ubegrænsede i hendes daglige kamp mod støv og nullermænd, så må vi ej forglemme, at hun ikkun er et ribben, sart som silke, fra skabelsen svagere end manden.

Dette må manden altid betragte idet han ikke strammer tøjret for stramt, ejheller lægger hende takket bidsel i munden, men fører hende blidt, overøser hende med komplimenter for hendes fortrin og mange dyder. For når alt kommer til alt, da er hun dog ethvert menneskes moder, ja, hun er et menneske.

Del 2

Højtærede Festforsamling

Mig er den overmåde store ære og fornøjelse blevet tildelt ved dette bord at berige os alle ved rigdommens skønne mø.

Hine jydske fuldblodsarabere, hvis vrinsken lyder i ørkenen, som en forkyndelse af livets iboende trang til at leves, endog hvor alt er goldt og øde. Sådan er kvindens stemme. Et blomstrende lys over støvet, en røst fra himlens stjerner. Blid er hun som en stille susen fra østen, som en sagte sval i sommerens hede.

Hun sniger sig ind i slot og vrå og fortryller manden i det skjulte. Nænsomt hvisker hun ham af søvnens sødme, så lysteligt luller i søvn den brovtne og river ham bort fra dvaskhedens dovne drøm; sådan vækker hun geniet, det sande geni, hvis navn er Mozart, sådan gør hun kæmper stærke, trods bleg, trods bly, trods bange nok.

For i denne yndige og sirligt tegnede mund, hvor tænderne er som får, der kommer op af badet, alle har de tvillinger, ingen er uden lam, deri har Skaberen skænket verden en kilde, som vælder til overflod.

Derfor er kvinden skabt med denne ubændige trang til at tale, ingenlunde som en brist i værket, men for at velsignelsen må være iblandt os i des rigere mål, at vi ej skal mangle Davids harpes klang, men altid må smage og se, hvor himlen dryppe af fedme.

Ej fra bugen lyder hendes røst, diafragma er ej dens skønhed, men ikkun fra hjertet lyder hendes stemme, dette hulde ekko af moderskødets kærlighed – så sødt velsignet det mit hjerte når – som balsam for sjælen og olie for sår.

Der høres ej ord, ej kendes tale, men som bækken i eng henrinde, som kildens klukkende klare væld, som bølgernes rislen på stranden, sådan er den ret at forstå, sådan er dens sande rigdom funden.

Derfor, oh I livsalige strenge, stemte udi sorrig og glæde, i lykke og i nød, til latter og gråd: hold mig ej i fangebur, men lad mig nu med svalen slå til lærkens slag min øre flap mod himlen ud, at ingen menneskefod har rørt plette, hvor ikke din røst blev hørt.

Dertil løfte vi vort glas i tak.

Del 3

Hvor smiler fager den danske kyst, thi her åbenbares, hvad gemmes bag åser og agre og eng. Her er det mer, mer, mer, som alene bestrider Rantzaus hær. Her er den faste borg mod enhver ydre såvel som indre fjende, der vil forsmå vor stolte fordums minde, her er den heltinde, som ved tenens rappe vinge kæmper til sejr, hvor end alle konger i rad ej kunne vinde; en sejr i hjertet, som udslettes ingen sinde. Her bygtes mit bo, her finder vi ro, her er hjertet ej delt, skønt splittet i to. Dog, hvad er hun for et væsen, denne ridder af Dannevang, denne højt besvungne guddomsskikkelse af asers slægt? Ej er hun vådevand, ej heller saltestrand. Men en livsens kilde af godt og ondt.

Hun er som en tændstik – den kan brændes fra begge ender, og dog er det ikke ligegyldigt, hvor man får fat. For ingen kvinde uden der brænder en ild, et stormende bål, om ret den får greb i hjertets rod. Som de dog kan riste en blødhjertet ungersvend; ganske sveden kan han blive på blot et øjeblik, sort som kul og redebånd til at kastes i ilden. Men hvilken skæbnesvanger hede. Som en lunken the ville livet være foruden, ikkun sorrig og elendighed. Ak hvilken strid, hvilken konflikt vi ikke finde her.

Thi hvad er sagen uden et æble, og hvem er personen uden alles moder. Ja, hvo blandt kvinder er undtaget at bære dennes liv i sig? Nej alle fører de hendes underlige stemme og uforståelige sprog: var det mon i virkeligheden en kvinde, der snoede sig i træets grene, en skrigende hyæne, der med alle midler burde bekæmpes og fjernes til en anden planet og fremmed galakse?
Ak nej, da heller klynke og klage, nætter og dage, dø eller gør, hvad en synder ej kan.
Men, når hjertet sidder mest beklemt, da bliver frydens harpe stemt, at den kan bedre klinge.
Således var det netop denne gamle strid, der fødte verdenslitteraturens mest elegiske stykke, af den kunstner og lykkens mester, Anders And. Derfor skal I nu ikke længer snydes, men tværtom opløftes ved disse toner

  • Som småpjusket ælling da stod jeg til søs,
  • jeg drømte om solskin og kærtegn og kys.
  • Ak disse falmede minder!
  • Hvem der forstod sig på kvinder!
  • Nu står jeg fortørnet og drejer mit rat
  • og hulker ved dag og ved nat:
    • Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav
    • hvor kun bølgerne hører min gråd!
    • Kun dér kan jeg glemme de drømme, vi drømte,
    • dengang du var med i min båd.
    • Nu sætter jeg sejlet og stævner mod land
    • og synger den eneste sang som jeg kan.
    • Kun dér, i en grav ved det isgrønne hav
    • kan en kølhalet and hulke ud.
  • To øjne som perler, den yndigste gump,
  • du kapred’ mit hjerte, fortryllende stump.
  • Du bød mig op til at danse
  • kaldte mig din ‘mansepanse’!
  • Nu er det en anden, du kalder din ven,
  • jeg har kun ét ønske igen:
    • Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav
    • hvor kun bølgerne hører min gråd!
    • Kun dér kan jeg glemme de løfter, du gav mig
    • dengang du var ude på no’et.
    • Nu letter jeg anker og spuler mit dæk
    • mit svulmende hjerte er rent sprunget læk.
    • Kun dér, i en grav ved det isgrønne hav
    • kan en brådslagen and hulke ud.
  • Ved mågernes skrig og ved skyernes flugt,
  • der mindes jeg dig og det lys, der blev slukt.
  • Du gav mig søvnløse nætter,
  • da du fløj bort med min fætter.
  • Nu er der kun ét jeg begærer på jord,
  • det fremgår af følgende ord:
    • Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav
    • hvor kun bølgerne hører min gråd!
    • Kun dér kan jeg glemme de kindkys, du gav mig
    • dengang du var villig og kåd.
    • Nu kaster jeg anker og sænker min mast,
    • den segner omkuld som de drømme, der brast.
    • Kun dér, i en grav ved det isgrønne hav
    • kan en kuldsejlet and hulke ud.

Del 4 (sidste efteruddannelse)

Som det er skik og sædvane både her og hisset, vil jeg som yngste mand blandt mus udbringe en højtidelig skål for det smukke køn. Aldrig har dog et væld af bakterier fremstået så yndefuldt og bedårende. Her er i sandhed et skue, som kan få skudt en mand ud af fokus, og det i en sådan grad, at det ikke blot vil tage sin tid at komme tilbage igen, men så man helt må undre, om man nogengang atter vil komme til sans og samling.

Dog, hvor bedre miste sig selv som i kvindens moderskød; her er jo participationen fuldendt, for er end hendes arme svagere end mandens, så er det de svage bånd, som i længden vil holde og bære. Ja kvindelil, din egen magt, gør mig svimmel og forsagt, gennem dine varme hænder, stor til lille atter vender.

Selv gudsføderske bærer du af titel, men er end bly og bleg og bange nok, hovmodes ej ved at se din egen høje stilling. Thi intet menneske kan stille sig som beskuer af sin egen existens, og selv kvinden må stiltiende acceptere at blive accepteret med både brøst og lyde. Man chokeres nu ej ved det, vi alle ved og hvortil hverken kræves studier eller rapporter i tusindtal: kirken kan ikke leve uden kvinder.

For uden jeres byrde, som I så tålmodeligen bærer, ville ingen kirke, hverken land eller by, opleve dåbsprocenter over 100%, nej end ikke over nul, for ikke at sige slet ingen procenter, og det hvor storslået teologi, vi så også kunne nyde i de tomme kirker. Men se så, om hun brammer som en anden embedsmand over sin dyd og gerning? Nej, med tungt hjerte forlader hun sin post, for pligten er blevet hendes hjertes lyst og glæde. Hvem behøver da et piedestal af menneskelig gunst og ære. Hendes aura er jo som solen, for hende er der vej både til slot og vrå. Derfor til Jer denne skål at udbringe.