Langfredag

Det var for sent- det var for sent, Judas indså, hvad han var i færd med at gøre. Det var for sent, Peter hørte hanen gale. Det var for sent, de romerske officerer opdagede at den mand de netop havde slået ihjel, var Guds søn. Det var for sent – nu var handlingen gjort og de måtte selv tage og leve med følgerne. De burde have vidst bedre: I Kina giver man altid plads til den store bil bagfra, fordi det potentielt kunne være ens kommende chef, som man absolut ikke har lyst til at stå i vejen for, men man ikke kan forestille sig, rigmanden køre rundt i en lille bil. Men nu havde man i det sidste døgn brugt hele menneskets synderegister, på dette ene menneske som var det den værste lus på jorderige. Man havde ladet al ondskab komme for en dag, og til fulde fuldbragt syndens mål og opvist potentialet af syndefaldets dødbringende følger. Mod en uskyldig, mod en god. Så få timer, og dog så megen ondskab, at det har printet sig uudsletteligt i historien.

Og alt sammen udsprang det fra menneskenes hjerter. For det var jo ikke fordi der ikke var andre muligheder, at der ikke var tid og lejlighed for at stoppe op og vende om. For hvem tvang Judas til at gå til ypperstepræsterne og kysse Jesus. Hvem tvang landets ledende til at knægte retten, ingen retssag, måtte alligevel gå så hurtigt. Og hvilket valg havde folkseskaren ikke stillet over for valget mellem morderen og livgiveren, mellem ham som har gjort alting vel og så den røver, der havde sat landet og deres egen sikkerhed overstyr. Ja selv Pilatus plejede ikke at lade sig binde af, hvad befolkningen besluttede. Men da lavinen først var begyndt at rulle blev den ond at styre. Og altid værre gik det. Som om en ond ånd havde grebet folket og drev dem ud over skrænten. Uden Jesus sagde så meget som et ord, blottede de alt, hvad der boede i dem

Men var det blot jøderne, da kunne vi vaske hænderne og gå fri. Men nu ser vi i denne nat og spejler vort eget onde hjerte. For vist er det, at der ingen af os, der sidder her i dag, og formentlig heller ingen anden i dette land, der ønsker at være del i en sådan syndsudgydelse. Vi er ordentlige mennesker. Vi går ind for retfærdighed, ordentlighed, respekt. Også for det menneske der falder lidt uden for skiven, og ikke passer helt ind i rammen. Selv kriminelle behandler vi ordentlig og giver dem rimelige forhold, hvor de kan beholde en menneskelig værdighed. Eller vi forsøger i hvert fald at gøre det. For det er netop her, vi mærker hvordan blodet begynder at bruse i os. især når det er et menneske for hvilket vi kun kan have den dybeste foragt: de skal bare straffes, deres minde skal udslettes, og vi kender fra den ene medieskandale efter den anden, hvordan masserne kommer i oprør og dømmer et menneske fra al ære og værdighed – længe før en dommer har fået lov at se på sagen. Ja, et enkelt ord, en politisk ukorrekthed, en uheldig gestus i fortiden er i dag nok til at komme i offentlighedens skafot. Vi har det i os, det er blot et spørgsmål om at prikke det rette sted før trolden farer af æsken og levendegør langfredags grusomme mørke.

Dog ingen af os, ville vel lade Guds søn korsfæste. Hvem her kunne på nogen måde ønske at få uskyldigt blod på vore hænder. Heri ligger vel jødernes særskilte ondskab. Ja sådan tænkte et nyomvendt menneske, da han første gang hørte om Jesu korsfæstelse o g de umenneskelige pinsler, han måtte gennemlide. Men skriver han: først fordømte jeg jøderne, men da jeg forstod Jesu kors, fordømte jeg mig selv.

Hvorfor det? Jo, for da han havde stirret længe nok på det lidende menneske på det midterste kors, da opdagede han, at det var ham selv, der havde klynget ham op på korset. At det er os, der bærer skylden for Jesu blodige sår. Men hvordan dog det – os som er så langt fra Jerusalem for 2000 år siden? Jo, for netop dette er det, vi gør, når vi vender os fra Guds bud og trodser og modsiger Jesu ord. Da står vi selv ved korsets fod og råber korsfæst, da står vi med pisken over Jesu ryg. Og banker naglerne gennem disse lægende hænder. For hvorfor var der dog kommet en sådan modstand imod Jesus. Hvorfra kom al den vrede og bitterhed mod ham, som kun gjorde godt mod andre? Jo, det alt sammen skyldtes alene det ord, Jesus havde talt. For havde Jesus føjet sig efter folkestemningen og set stort på den vranglære og hykleri, som de skriftkloge og farisæerne lagde for dagen, da havde det rigtig nok været en anden snak. Havde Johannes døberen ikke løftet røsten og sagt Herodes rent ud, at han ikke måtte leve med sin brors kone, så havde han beholdt hovedet. Og havde Jesus ikke så klart lært os, og datidens mennesker, hvordan vi skal tro, lære og leve, da havde der aldrig være nogen langfredag.

Men nu kom Jesus som det skinnende lys og afslørede synden i hvert et hjerte. Han forkyndte sandheden mod løgnen. Han fjernede det store skidt-pyt tæppe, som vi lægger ud over vore små fejltrin og blottede vort hjerte i alt dets egoisme, urenhed og syndighed. Alt det, som står så klart i dag.

Men vi opdagede det for sent. Det var for sent vi opdagede, at det var Gud, vi vendte ryggen, da vi ikke ville hjælpe den gamle dame over gaden, vi opdagede for sent, at det var Gud der sad bag rattet i den gamle Polo før vi gav ham hornet og fingeren fordi han var et sekund for langsom ude af starthullerne. Det var for sent vi indså, at det var mod Gud vi syndede hver gang vi trodsede hans bud og klædte vor næste med ringeagt og hån.

Men endnu er vort syndebæger ikke fyldt til overflod. For hør så, hvordan det lyder, da vi har fuldbragt ondskaben og naglet den uskyldige til korset. Da lyder spotten og foragten for verdens frelser, som giver genklang til den dag i dag, så at halvdelen af jordens befolkning påstår, at Jesus slet ikke blev korsfæstet mens den næste fjerdedel kun har latter til overs for en sådan svaghed. Ja, selv fra vort eget hjerte lyder der en forundring, når Jesus fortsat viser sig i svaghed og afstår fra at vise sin afmagt ved at give sine kristne medvind og styrke i verdens øjne.

Da hører vi, at det var os, som stod og råbte på vores egen dom: frels dig selv, stig ned fra korset og frels dig selv – men tænk om han havde gjort det. Tænk om Jesus havde frelst sig selv. Om Jesus var steget ned fra korset og havde skaffet sig selv retfærdighed. Hvilket mørke var da ikke kommet på jorden og over alle os, som har denne mands blod på vore hænder. Da havde vi fået en medfart som kun helvede kender, for da var der ingen anden retfærdighed end vores død og evige pine.

Men som for nu kun at gøre ondt værre og føje spot til spe, så sidder vi nu så dorskt og ser ret ligegyldigt op på korset og tænker. Så slemt kan det vel heller ikke være. Jo, smerten fra naglerne og piskeslagene kan vi vel grue for, men Guds vrede og straffedom. Hvad er det vel, at snakke om. Men Jesus, den uskyldige svedte blod – ikke af frygt for menneskens ondskab – men af frygt for Guds retfærdig, for at blive forladt af Gud. Hvor meget mere må du ikke frygte, du som har en uskyldigs blod på dine hænder. Hvor meget mere måtte da ikke vi frygte at falde i den levende og retfærdige Guds hænder. Men det var for sent vi kom i tanke om dette. Nu har vi syndet, fortørnet Gud og vækket hans hellige harme, så at Guds vrede nu ruger over jorden som et mørke så tykt, at vi kan tage og føle på det.

Dog var der én, der ikke kom for sent, én som nåede at se, hvem Jesus var, mens det endnu var tid. For der på det sidste kors, hang endnu en røver. Og så Jesus lide så stille som et lam, der bæres til slagtning, så tålmodigt tage imod hvert et slag. Han havde vel hørt om ham, og nu indså han, at denne Jesus, som var uskyldig dømt, vitterligt var en konge, og da bad han: herre kom mig i hu, når du kommer til mit rige. Men hvorfor var det ikke for sent for ham. Havde denne røver da ikke også taget del i spotten og hånen og foragten for jødernes konge? Jovist, og han hang på korset for sin egen skyld; han var bestemt ikke en af Guds bedste børn. Men Jesus blev på korset. Og derfor var det ikke for sent. Jesus bar tålmodigt alle menneskers synd og skyld, fordi Guds kærligheds magt vandt over kødets skrøbelighed, så at han kan elske den, der før stod og spottede og bandt ham op på korsets træ, så han kunne bede for sine bødler, og nu rette blikket mod denne røver og forkynde ham: i dag skal du være med mig i paradiset.

Måtte da heller ikke vi komme for sent til Jesu kors med røverens bøn, så at det ikke skal gå os som det gik Judas, men at også vi må få lov at høre det løfterige budskab fra Jesu mund. For endnu er der tid, endnu er det sidst fuldbragt ikke råbt, endnu er der frelse at finde for den, der ser, at Jesus vitterligt er Guds søn. For Han blev på korset. Vores ondskab kunne ikke overvinde Guds kærlighed.