Juledag

Glæder du dig til jul? Når vi spørger de små så falder svaret som regel lige så prompte og sikkert som skattefars rykkerskrivelse. Jaaa. Og selv voksne har svært ved ikke at tage del i denne juleglæde, give efter for glitterbladenes fristelser, lade en ekstra lyskæde glide ned i kurven og mundgodt i gabet i måneden op til jul. Men stiller vi i stedet det mere relevante spørgsmål: glæder du dig over julen, eller har julen bragt dig glæde, så vil vi formentlig blive besvaret med et opklarende spørgsmål: hvad mener du? I forhold til maden, gaverne eller hvordan?

Men spørgsmålet har sin dybeste relevans, for englen forkyndte en glæde, der skulle være for hele folket. Og så er det vi må spørge: Har du fået denne glæde, har jeg taget imod Guds store juleglæde. Kan jeg synge med på julesalmen: Nu evigt vel. Jeg er af hjertet glad? Eller er gassen måske allerede gået af ballonen, når vi vågner op julemorgen til det tømte gavepapir og de halvtomme slikskåle. Var det bare en god fest.

Men julen gør fordring på at være meget mere end en god fest. Ja, for så vidt er julen helt ligeglad med festen: det er glæden, den vil bringe os. Den vil give grund til at fryde sig af hele sit hjerte over Guds underfulde julegave, og det ikke bare en aften, men det hele året. For sådan glæder også barnet sig, ikke kun den aften, det får gaven, men ligeledes de næste mange dage, når gaven kommer af ud af æsken og skal vise sit sande værd i legen indtil den mister interessen eller går i stykker. Men barnet i krybben går ikke i stykker, bliver ikke slidt og mister ikke interessen med alderen, men ligesom det er de samme ord, der møder os ved fonten som ved graven, sådan er der også i stalden en skat gemt for livet. For selvom de høje herrer ynder at tale nedsættende om barnetroen, så har de netop ikke fattet hvordan juleglæden er en glæde, vi kan vokse med, og som kan vokse i os livet igennem. I modsætning til næsten alle andre glæder i livet. For bilen ruster og inflationen æder resten. Men det barn som sig glæder fromt og kønt skal aldrig den glæde miste. Og her skriver Ingeman ikke blot om den barnlige glæde over julehøjtiden med al glitterstadsen, men han taler om den glæde der vækkes hos de små der kommer til Jesus, hvadenten de er unge eller gamle. Ikke bare om den barnlige begejstring, som kan gribe mennesket i alle aldre, men Guds underfulde Juleglæde, som er en glæde af en helt anden verden.

Derfor også en glæde, som vil møde modstand i denne verden, og som vi selv har mere end potentialet til at slå i stykker. Selv midt al juleglimmeret gemmer der sig det monster, som er den sande glædes modsætning, nemlig selvglæden, eller havesygen, som det hed i gamle dage.

Nu kunne det være fristende ved en dåbsgudstjeneste som denne at tale lidt godt om de smås enfoldige uskyld, og fremhæve spædbarnets nøjsomhed. Men nu er det en offentlig kendt sag, at jeg ikke giver det store for diplomati i kirken. For virkeligheden er, at der dog dårligt findes et mere selvoptaget væsen end et barn. Julen hedder ikke kun børnenes fest fordi det er dem, der bedst forstår at fejre den, men lige så meget fordi det er ungerne, der her tager taktstokken i de fleste hjem. Jeg vil ha’ trives i alle aldre og selv ikke de mindste er storsindede nok til at glæde sig over, at lillesøster fik en større gave end dem. Men netop derfor er glæden flygtning på jord. For intet i verden kan slå glæden ihjel som vores egen selvtilstrækkelighed, den selvoptagethed, som snart skal få revet hovedet af dukken og lagt verden i krig, hvis ikke den bliver avet fra vuggen.

Alligevel er det dette monster, butikkerne plejer og pusler om i månederne op omkring jul. Der er ingen ende for, hvad de vil gøre for os, og som de kan gøre vort liv bedre. Og sandelig kan de forandre livet: For hvilket stress og jag har de ikke kastet i nakken på os; her skal både købes gaver og pyntes juletræ, gøres godt og gøres rent. For ingen kan da mere nøjes med brunt gavepapir og husflid. Nej, mer mer mer, og virkelig om ikke vi får mer: flere lommesmerter, flere skænderier, flere skuffelser og mere jag. Men glæderne er slet ikke blevet flere. Tværtimod synes det, hvis vi for en kort stund hæver næsetippen fra vor egen tid og kigger lidt tilbage, for hvilken glæde læser vi ikke om i det lille hus på prærien, da far Charles Ingalls kom hjem med en sukkerstok til hver af børnene. Jo da jublede børnene som om himmeriget var kommet til den lille hytte med de skoddede ruder.

Men julens glæde skal være en glæde for hele folket, hvilket vil sige en glæde, der ophæver selviskheden, og derfor er englenes julebudskab da også helt anderledes end den jul butikkerne fejrer.

Og barnet lå i hø og strå som for helt at lade os glemme al glitterstadsen og julehalløjet. For deri findes ingen varig fred eller glæde. Men barnet var selv glæden, en glæde så stor at de ellers så ordknappe hyrder vendte tilbage til marken med jubel og lovsang på deres læber, en glæde så holdbar, at den samme jubelsang lyder til den dag i dag og over den ganske jord og vil lyde uophørligt indtil verdens ende.

Hvilken er da denne glæde? Jo, en dobbelt glæde møder os ved krybben, nemlig først den, at Gud blev menneske og næst den, at dette barn er Gud.

Vi kender formentlig alle til glæden over et nyfødt barn, over livets store under, et af de øjeblikke, hvor selv svigermor ikke har mere at sige, men hvor vi bliver tavse. Selvom vi forstår og kan forklare biologien så er det alligevel for underfuldt, til at vi ret kan fatte det: et menneske er født. Og hvis man skulle blive i tvivl om, at der heri er noget særligt, så se bare på et par nybagte forældre – her kan biologisterne rende og hoppe med deres reduktionistiske menneskesyn. Det er et under. Men det er mere end det, for det er en glæde. En glæde, vi ikke behøver fortælle forældre og familien noget om, at de skal huske at glæde sig over. For livets største glæde er dem, vi får lov at dele livet med.

Trods det er der allerede ved fødslen et suk over ethvert menneskebarn, et suk om det dog vil forblive som barn i sin moders skød. For det er dog sådan, at det som skulle være vor store glæde i verden, ofte også bliver vor store sorg. Børn, der vokser op og vender deres forældre ryggen, venner, der svigter, betroede, som ikke kunne holde tæt, og vi kan fortsætte. Hvor ofte har mennesket ikke skuffet sig selv. Vores egoisme og selvoptagethed ødelægger den største glæde i hele livet. Og det endda selvom det er det letteste for et menneske at indse, at ingen af os er blevet til af os selv og ingen bliver menneskelig alene. Men kun hvor mennesker er sammen skabes og dannes vi, kun her kan vi blomstre i fuldeste flor. Ja så dybtliggende at selv biologien bekræfter det, for over sundhedsråd som motion og stoprygning står det at have samkvem med mennesker.

Men trods bevisernes overvældende mængde, må vi tage os selv i gang på gang at række ud efter den forbudte frugt, at søge egen vinding på andres bekostning. Men hvad har dette med julen at gøre? Jo, skriver Luther: indså vi, hvad det vil sige, at Gud blev menneske skulle vi straks holde op med al vores spot og hån imod vor næste og i stedet iklæde ham al vores ære og kærlighed. Tænk sig så stor en ære Gud har vist mennesket, at han gav afkald på hele himlens herlighed for at blive som en af os. Burde så ikke også vi agte ethvert medmenneske lige højt. Jo, vi burde, men burde og kunne er to forskellige ting.

For pudsede man så samtlige fængselsbetjente på et barn og satte militæret ind for at knægte dets selvhøjtidelige sind, så ville det stadig ikke lykkedes. Kun forældrene kan gøre det. For kun i én ramme kan vi tale imod menneskets selvoptagethed uden at tale ned til mennesket: i kærlighedens ramme.

Og derfor er det også altafgørende, at vi nu også vender vort blik mod det næste stykke, at dette barn er Gud. For det er gennem dette barn, vi lærer Guds hjertelag mod os bedre at forstå. Først med dette barn afsløres det for os, hvordan Gud stiller sig over for os mennesker – og det er her, Kristendom adskiller sig fra alt andet: for i Kristus Jesus giver Gud sig selv til menneskene. Det er kærlighed i sin grundform, at give sig selv. Nu er det Gud, der har givet sig selv til os. Hvad lærer vi heraf? Jo, at Gud er kærlighed, og det er os, denne kærlighed er rettet mod. Det er for stort til, at vi fatter det, for uendeligt til at vi kan begribe det. Men det er vort liv, vort håb og vor glæde.

Og denne er glæden, som ingen kan tage fra os.  – glædelig jul