Evolutiongate

I efteråret 2018 fik jeg den tvivlsomme ære at være fyldstof i landets aviser for en kritisk artikel om evolutionslæren. I artiklen forestillede jeg mig en etik bygget på Darwins evolutionsteori, hvilket nødvendigvis må medføre et bestialsk menneskesyn med alvorlige konsekvenser, som allerede kan ses i samfundet. Når forsøget havde relevans skyldes det, at de færreste er videre opmærksomme på deres eget etiske udgangspunkt og stillet over for livets mange moralske dilemmaer står uden en moralsk grundfortælling. I mangel af bedre vil det naturlige derfor være at gribe til livets grundfortælling, der i en kristen teologisk sammenhæng altid har været skabelsesberetningen, men i en evolutionsforgabt tidsalder derimod evolutionsteorien, som gennem årene er blevet mere og mere en verdensanskuelse, der bruges som forklaring af stadig flere forhold i livet.

Den megen furore mit lille bidrag til debatten bragte var naturligvis ganske uden proportioner. Der var for så vidt intet nyt i det, jeg skrev, eftersom den afledte etik allerede findes systematiseret i socialdarwinismen og hos Darwins samtidige, Spencer. Men medierne og adskillige gejstlige formåede at få blæst sagen op som en diskussion om forholdet mellem tro og videnskab, hvor mange, med biskop Marianne Christiansen i spidsen, mente at jeg satte et unaturligt skel op imellem disse to.

Dette er dog ingenlunde tilfældet. Selv opfatter jeg mig som naturvidenskaber. I gymnasiet udmærkede jeg mig i de naturvidenskabelige fag og har også siden haft min interesse i den retning. Min kritik af evolutionsteorien som naturvidenskabelig teorem er derfor ren naturvidenskabelig. Selvom det er ualmindelig upopulært at kritisere teorien, så findes der fortsat mange gode og kraftige indvendinger imod teorien. Nogle af de særligt stærke af slagsen er fremlagt i bogen “Exit Evolution”  af Carsten Pultz eller mere videnskabeligt i professor John Lennards “Guds Bøddel”.

Darwin selv var mere videnskabelig kritisk om sin egen teori end de fleste af hans efterfølgere. Som falsificeringskriterier stillede han derfor tre forhold op: 1) hvis teorien er sand, må der gemme sig en umådelig mængde af fossiler fra den lange rejse fra amøbe til menneske, ikke mindst fra de mange afveje. 2) Forskningen skal svare på infertilitetsproblematikken for krydsning på tværs af arter. 3) hvis der findes en ikke-reducerbar kompleksitet i naturen, som ikke kan være udviklet gennem mange stadier, falder teorien til jorden.

Naturvidenskaben har falsificeret teorien ud fra alle tre kriterier. De ventede Fossiler er ikke dukket op, og vidner ikke om en evolutionær proces. Infertilitetsproblematikken er fortsat en gåde, idet man nu ved hvorfor krydsning mellem arter ikke sker, nemlig som følge af omrokkering i DNA’et. Forskning i cellestrukturer har afsløret adskillige tilfælde af ikke-reducerbar kompleksitet. Det har dog ikke fået forskningen til at vakle, ligesom det ikke gjorde stort indtryk på de tidlige darwnister, at jorden umuligt kunne være gammel nok til hele den evolutionære proces og at dele af teorien strider mod grundlæggende fysiske og biologiske principper. Tilbage står vi altså med en forskning, som hellere vil censurere kritisk forskning end overveje muligheden for at være på vildspor.

Dermed afsløres evolutionsteoretikere at der er andet og mere på spil end ret og slet naturvidenskabelig forskning i et videnskabeligt teorem, men evolutionsteorien er forvandlet til en lære om mennesket og livet, til en religion, der står den kristne tro imod, som allerede en af Darwins samtidige udtrykte det: Denne teori vil snart få udryddet den sidste rest af ortodoks kristendom i den oplyste verden.