Du skal frygte og elske, vielsesprædiken

Jeg bliver simpelthen nødt til det i dag, at sætte den kinesiske porcelæn på bordet. Et ægteskab og kinesisk porcelæn – de to ting har måske ikke så meget med hinanden at gøre, og så ligner de alligevel hinanden på mange områder. Det er smukt som intet andet, men vigtigst, det er både utrolig stærkt og utrolig skrøbeligt. Bruges det rigtigt, kan det holde i århundreder, men misbruges det, brydes det ved blot små slag.

Men i modsætning til den kinesiske porcelæn er det værste at gøre ved kærligheden at sætte den i bur. Da blegner den og sygner hen for til sidst at dø helt ud. Nej, kærligheden må være fri, for først således kan den udfolde sine vinger og slå sine fortryllende triller.

Den må komme frit, og den må være fri. For hvor forpligtende end et ægteskab er, så kan dog aldrig den ene sige om den anden, at denne er min ejendom, men må i stedet stille sig undrende over at en anden frit har valgt at elske. For hvem kan gøre sig fortjent til en andens kærlighed? Ingen. Dette kan kun gives frit og uden fortjeneste. Men dermed er også sikkerheden røget, burets sikkerhed, selvfølgelighedens sikkerhed, og dog er det trygt. For kærligheden driver frygten ud, som der står hos apostlen Johannes: Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud.

Og dog må der være en frygt i ethvert ægteskab. Ikke frygten for at konen står hjemme og venter med kagerullen, men frygten for af vanvare eller uforstand at tilføje den anden skade på legeme eller sjæl. Derfor hedder det også i forklaringen til alle de ti bud: du skal frygte og elske Herren din GUd, så at du ikke lyver og bander og sværger osv., men at vi i alle ting lægger vind på at leve Gud til behag. For deri er livet

Sådan består også den ægteskabelige lykke i at leve den anden til behag, som det udtrykkes lidt ironisk på engelsk: happy wife, happy life. For hvor to hjerter er forbundne kan ikke den ene være lykkelig og den anden ulykkelig, den ene glad den anden trist. Nej, lykken og glæden er afhængig af den andens lykke og glæde.

Dermed er også sagt, at ingen længer ejer sig selv, men er den andens. Men derved er jeget ophævet og unddrager sig muligheden for at hævde sig selv. Og netop dette er hvad adskiller den ægteskabelige kærlighed fra alt andet. For hvor det overalt handler om at råbe op om egne fortræffeligheder og fortrin frem for andre, at mele sin egen kage, der bliver det her klart, at livet og ægteskabet ikke er mit, men en kostbar gave hvis rigdom står tydeligere frem, des mere det leves.

Men dette er også ægteskabets vanskelige kunst, at balancere med den skrøbelige porcelæn. For dette at stikke sit eget fjæs frem ligger så dybt i os at det nærmest synes naturstridigt ikke at gøre. Og dog er det nødvendigt, da det ikke kan lade sig gøre samtidigt at ophæve og hævde jeget. Der er et enten eller. Enten at ofre sig selv på kærlighedens alter i inderlige hengivenhed for den anden, eller at tage sit og gå.

Den sidste mister alt, men den, der ofrer sig selv for kærligheden vil se at få sig selv dobbelt igen.

Denne kunst er finere end den fineste keramik, og ingen ville mestre den, om ikke Gud selv havde givet os ægteskabets gave og i sin søn vist os det største eksempel på hengivelse, idet han gav sin søn den enbårne hen for at dø på et kors for vore synders skyld, for at hver den, som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Heri er kraften og styrken til et ret ægteskab. At modtage sin ægtefælle som en gave fra Gud selv, og at tilgive, som Kristus har tilgivet os.

Gør I det, da skænkes i et ægteskab, som end ikke Ironman kunne bryde, om han ville, stærkere end stål, varmere end den ild, som brænder ved olie og skønnere end den smukkeste kinesiske porcelæn. Et ægteskab og et hjem, hvor selv det genstridige dyr af en kat vil vandre den halve klode rundt for at finde sin trygge krog: Det er så hyggeligt allensteds.

Ja, i sandhed en tryg base for livet, hvor nattergalen dagligt vil gøre sine husbesøg med sine fortryllende og livgivende triller, og det hvad enten alt andet går godt eller skævt. Bare I er sammen.

Må Gud velsigne jer og jert ægteskab med sin nåde fred og kærlighed.

(Gommen var født i Kina, og bruden studerede kinesisk)