Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

2 s e påske

Hvad er et menneske? Se, det var et af de første spørgsmål, jeg stillede jer konfirmander. Nogle gav op, andre kastede sig ud i en anatomisk beskrivelse, og endelig var der et par stykker, som forsøgte sig med en essentiel bestemmelse af menneskets særegne karakter. Hvad er det, der specifikt gør os til menneske og hæver os over dyret? I ville jo sikkert heller have haft et rigtigt svært spørgsmål som, hvad betyder realpræsens eller hvad går consubstantiationslæren ud på eller et eller andet, som kan googles. For trods spørgsmålets enkelhed, er det slet ikke så let at svare fyldestgørende på, hvad et menneske er. Slet ikke i den materialistiske og åndsforladte verden, vi lever i i dag, hvor man søger at besvare alle spørgsmål ud fra naturalismen. Men med det greb fanger vi aldrig, hvad et menneske egentlig er. For såvel som vi har krop og er et biologisk væsen er mennesket et åndsvæsen, hvilket vil sige så meget, at vi kan forholde os, og ikke er bundne af naturens lovmæssigheder, men at vi netop har muligheden for at vælge mellem godt og ondt. At vi i modsætning til dyrene er moralske væsner, der kan stilles til ansvar for vore egne handlinger, fordi vi af natur ikke altid er tvunget til at gøre det, som er fordelagtigt. Men dermed er også sagt, at mennesket kan synde og fejle. Et dyr kan også gøre grusomme ting, det behøver vi blot youtube for at bekræfte, men det er bundet af sine drifter og kan derfor ikke tilkendes skyld for sine handlinger. Det er moralsk indifferent. Men mennesket er netop fri i forhold til sine handlinger, hvilket er det essentielt menneskelige, men denne frihed er skæbnessvanger, for med friheden gives også muligheden for at synde, for at række ud efter den frobudte frugt og gøre sig selv ond eller umenneskelig.

Men her skilles vejene. For mens den moderne pædagogik fortæller os, at synden er noget, der kommer udefra, noget vi lærer gennem opvæksten, at synden er noget vi gør, der lærer kirken os, at synden er noget vi har, og som definerer os. Allerede fra undfangelsen. Så at selv når forældrene kommer med deres små poder til dåben, at selv da har vi med en synder at gøre. Men hvordan kan dog præsten se på sådan et uskyldigt skind og sige, at det er en synder. Det har jo endnu ikke gjort noget!  -nej, men vi ved, at en dag vil dette lille væsen blive konfirmand og til den tid er vi ikke længer i tvivl.

Her melder imidlertid misforståelsen sig. For når kirken bruger begrebet synder, så handler det ikke om at fordømme folk, menneskeligt set,  men så er det en erkendelse af at der i os alle bor et uregerligt vildæsel, som vi kan bruge resten af livet på at holde i tømmen. En drift, som søger vort eget, fylder os med egoisme, had og vrede. Og det er absolut ikke fordi det altid lykkedes alt for godt, at holde styr på dette udyr, for som Paulus skriver: hvad jeg vil, det gør jeg ikke, men det jeg ikke vil, det gør jeg.

Nu findes der grundlæggende to måder at regere et æsel på: Guleroden og pisken. Og nu ved jeg godt, at gulerødder ikke giver lutter positive associationer for nogle af jer drenge, men I er sikkert bekendte med billedet alligvel.

I dag er det ganske vist ikke så velanset at bruge pisken. Den form for tvang passer dårligt ind i den frie verden idet man dog stadig bruger truslen om bøder og straf, for den, der ikke kan holde sig inden for rammen. Et helt andet skær står der imidlertid om guleroden. Kan man motivere de unge mennesker til at læse lektier ved at gøre det attraktivt, give dem et plus efter 12-tallet og måske lommepenge for den gode indsats, ja, så har man opnået meget. Positiv motivering kaldes det og anses for lærerenes fornemste opgave. Men der er én ting, som bliver fortiet i denne sammenhæng. Og det er, at uanset om man bruger pisken eller guleroden, så handler det om at manipulere med æslet. Ikke at der er noget galt med det – bare man ikke kalder det andet, end hvad det er. Manipulation – til elevens bedste, så I kan få noget ordentlig ud af jeres skolegang og ikke skal være bundet til jeres smartphone, facebook og computerspil, og hvad det medfødte æsel ellers ville bruge tiden på, hvis den fik frit løb.

Men målet med al motivation må nødvendigvis være, at motivationen selv bliver overflødig. At vi kommer til at gøre det gode, fordi vi har lyst til den. Nogle af jer har måske allerede oplevet det, hvordan et fag pludselig blev interessant, og hvor I ikke længer behøvede en lærer til at fortælle jer, at i skulle følge med eller lave lektier, men hvor I som små sultne hunde sidder og venter på de smuler, læreren kaster fra sig. Og om ikke før, så vil I vel alle opleve det, når kærlighedens svøbe begynder at martre jeres sjæle.

For her har vi at gøre med noget der er en langt stærkere magt end både guleroden og pisken, for selvom løn og udsigter til forfremmelser eller fyrring kan få de fleste til at lægge sig i selen, så er dette dog intet at sammenligne med den, som i sandhed interesserer sig for sit fag. Da følger æslet fromt efter og vil bære alskens byrde – fordi hjertet byder over det. og det er det, Jesus taler om i dag. Mine får hører min røst og følger mig. De følger ikke fordi han truer dem med stok og stav, hvis de laver udflugter, heller ikke fordi han lover dem guld og grønne skove og rosiner i dusinvis men alene fordi de hører ham til.

Sådan er det nu i Guds kirke. Vi kommer ikke til Gudstjeneste for at optjene et kryds eller et halvt kilo slik. Heller ikke fordi nogen tvinger os til det, som i 1600-tallet. Men vi kommer frivilligt. Fordi der er noget her, som er vigtigere end at sove længe søndag morgen og dovne dagen af på sofaen.

Udefra set virker det måske arbitrært og uforståeligt. Hvorfor vil nogen dog afbryde deres skønhedssøvn og for at traske rundt i disse gamle tekster og salmer. Så gør det dog lidt interessant. Pep det op med noget moderne musik og underholdning. Eller sagt på en anden måde, find en ydre måde til at manipulere med folk. Men kirken lever ikke af at være interessant. Nej, folk kommer her, fordi de hører Herrens røst, fordi evangeliet fænger en ild i deres hjerter. Og det så stærk en ild, at kirkens historie så at sige er skrevet med blodet af de kristne martyrer, som af kærlighed til Kristus, heller ville dø som kristne end af fejhed benægte deres tro, på Jesu opstandelse og guddom.

Men hvordan kan dog denne gamle beretning, skabe et sådant kæmpemod? For det var jo ikke kun dengang, men til den dag i dag må tusinder af kristne se sig forfulgte og dræbte fordi de tro og bekender at Jesus er Kristus, Guds søn og frelser, ja så sent som d. 21. april mistede 253 uskyldige mennesker livet på denne konto i Sri Lanka. Ingen bekolkningsgruppe er så forfulgt som kristne. Men stadig lyder klokkernes kimen og kalden, stadig løfter salmesangen sig over ruinerne. Hvorfor og hvordan.

Jo, fordi det giver mening. Ikke kun for nogle få interesserede. Nej, det giver meninger – til livet. For her lærer vi, hvad vi ikke kan lære noget andet steds, nemlig hvad et menneske er – ja ikke kun lærer, men her bliver vi mennesker. Til hele mennesker. Ikke ved at sidde og glo og kede bagen ud af bukserne. Det behøver I ikke komme til gudstjeneste for. Men fordi Jesu ord løser os fra æslet. Gennem hans undervisning lærer vi, hvad det gode liv er. For mens synden er alt det, der ødelægger livet, er Jesu bud alt det som opbygger livet. Med sit forbillede viser han os, hvordan livet var tænkt fra skaberens hånd og hvordan vi skal gøre fyldest i livet. Så kan det da godt være, vi synes, det er en kedelig måde at skulle leve livet på, skulle være lydig mod sine forældre, ikke lyve og sladre om klassekammeraterne, holde ægteskabet i ære og hjælpe næsten til at opretholde sin ejendom før vi tænker på vores egen fordel. Men da er det æslet, der skryder op og stejler for at bringe os ud i livets ørken. For Jesu ord er gode, og hans bud er det samme som verden er blevet skabt ved, og derfor er det også i det ord, vi skal opfylde vores menneskelighed:  For at være menneske er ikke noget vi bare er – det er en forpligtelse på at blive menneske, og vor natur fuldendes først i den menneskelighed Jesus lægger for dagen. For hos ham ender menneskelivet ikke i opløsning – det ender i liv, i fuldkommenhed.

Så langt kommer vi dog ikke med vores gode værdier. Der må mere til for at binde æslet og genoprette den fuldkomne menneskelighed. Der må et tilgivelsens ord til, for først gennem tilgivelsen kan vi blive forenede med Gud og genvinde vores fulde menneskelighed. Og her har i svaret på spørgsmålet: mennesket er Guds skaberværk, skabt til at leve i fællesskab med Gud. Det sker i Jesus Kristus. Det er indholdet af Jesu ord, mine får hører min røst og de følger mig.

1 s e påske

Min far havde to fætre, som begge var bønder, og havde hvad der er allermest karakteristisk for dette hårdtarbejdende folkefærd: enorme hænder. Man kunne som dreng blive helt bange for, hvad der kom ud igen, når man skulle give hånd til denne næve, som komplet omsluttede ens lille barnehånd. Men der var en væsentlig forskel på de to fætre. For den ene gav altid et godt og fast håndtryk, mens den anden gav sådan et forskrækkeligt tarveligt førstehåndsindtryk med sin store og slappe hånd. Måske det var fordi han ikke ville knuse de små fingre – og det var da i hvert fald pænt gjort – men dette håndtryk tegnede i det lille barnesind et billede af en kedelig fætter, som kun blev understreget af, at svigersønnen var akademiker.

Hænderne er halvdelen af fortællingen, hvad man også ser så tydeligt af da Vincis sidste nadver, hvor man ved alene at betragte hænderne og disciplenes gestikuleren, næsten kan høre, hvad der blive sagt. Et mesterværk, for har man forsøgt sig udi maleriets kunst, ved man, at hænderne er noget af det vanskeligste overhovedet. For hænderne er ikke blot et par legemsdele, der kan vise forskellige håndtegn, men de fortæller et menneskeliv: det var et par hænder, der modtog os ved fødslen, det var et par hænder, der løftede os op og rettede os af. Det var hænder, der friede os fra farerne og klappede skoledrengen anerkendende på hovedet. det var hænderne, der rakte ned i det ukendte og fik sår og ar og blev hærdede gennem et langt livs arbejde i stålindustrien. For hænderne er dit liv.

Og derfor var det også hænderne, Thomas ville se. Han ville se de hænder, som havde reddet Peter fra bølgerne, rakt hånden til skattekongen Zakæus, havde helbredt de syge, taget imod kvinderne og børnene, selvom disciplene ikke fandt, at de hørte til i det gode selskab, de hænder, som skærtorsdag havde brudt brødet, og som han kendte så godt.

Men særligt var der én ting, Thomas ville se på disse hænder: han ville se naglegabet, hvor romerne havde hamret de tunge jernspir igennem, da de korsfæstede Jesus Langfredag.

Umiddelbart kan det vel nok forbavse, at det var det, Thomas ville se. Jesus var dog opstået fra de døde, hvorfor ville Thomas så se dødsmærkerne. Og hvorfor korreksede Jesus ikke Thomas og bad ham komme videre og i stedet fokusere på, hvordan den opstandne Jesus kunne gå igennem lukkede døre og gøre mange tegn og undere. Ja, hvorfor har evangelisten valgt at tage denne pudsige beretning med, men udeladt de mange andre tegn, han ikke finder plads til at berette om i evangeliet?

Men intet ville Jesus heller end fremvise sine gennemborede hænder. Ikke mindre end to gange i denne tekst, fremviser Jesus sine sårmærker. Han vil at vi skal kende hans hænder med mærkerne fra dødens træ. For intet steds lærer vi Jesus bedre at kende, end gennem disse sårede hænder. Gennem dette håndtryk kender vi Jesus, som den der ikke gik af vejen for lidelse og smerte, men som lod sig selv gennembore for vores skyld. For sådan måtte profetien opfyldes, der taler ved Esajas: se i mine hænder har jeg tegnet dig.

Mange af jer, der er gift render rundt med et lille stykke ædelmetal på fingrene, og uden jeg skal snage i jeres privatliv, så står der formentlig noget på indersiden af ringen. Men i modsætning til hundehalsbåndet, så er det ikke jeres eget navn, der er indgraveret, men det er den elskedes navn. Som en stadig påmindelse om det løfte, du har givet den person, om den evige og uophørlige kærlighed, du skylder det menneske.

Netop sådan tjener Jesu sår. De er hans løftering til hans brud. De er vidnesbyrdet om den hengivne kærlighed, der ikke havde nok i sig selv, men som vil give sig selv hen for sin elskede. Og det vidunderlige er, at det er dig og mig, der er indgraveret i denne ring. Det er os, der er den elskede, for som der står et andet sted hos Esajas: han blev gennemboret for vores skyld. Det var vores synd, der bragte ham på korset, og det var for at befri os fra syndens løn, at Jesus smagte døden for os. Derfor står vores navne indprentet så dybt I Jesu hænder, at de aldrig vil kunne slettes.

Men hvorfor egentlig? Hvorfor beholdte Jesus sårmærkerne i sit opstandelseslegeme. Vi loves, når vi på den yderste dag skal bryde gravens mørke dyb for at følge Jesus efter, at vi skal gives et fuldkomment legeme. I mange bøger kan man læse forestillinger om, at vi skal leve i evigheden med en krop svarende til en trediveårigs – jeg ved nu ikke rigtig, tindingerne er allerede vel tilbagetrukne. Paradiset skal være fuldkomment – hvorfor skal Jesus så ikke være det. Men intet legeme er mere fuldkomment end Jesu gennemstungne legeme, som Hebræerbrevets forfatter skriver: Jesus måtte føres til fuldendelse gennem fristelse og lidelser. For alene sådan kan han være en ypperstepræst for os. Én, der selv har lidt og mærket på sin egen krop, hvad smerte er for en ting, og som det på trods var villig til at betale kærlighedens ultimative pris.

Men heri ligger også vores frelsesvished. For tænk om sårmærkerne var lægt og arene forsvundet – hvor var da vores veksel hos Gud, hvor var da vores seglring og garanti for Jesu hengivne kærlighed? Men nu har Jesus altid sine sårmærker for øje som en evig og uophørlig påmindelse: Jeg led for dig. Til et evigt minde i himmerig om den frelse, Gud selv har beredt for hver den, der tror på Jesus. For ligesom regnbuen nok skulle være et tegn for os om Guds løfte, så skulle den dog endda mere være et tegn for Gud til ihukommelse af dette løfte: at han aldrig mere vil udslette alt levende fra Jordens overflade. Sådan frembærer Jesus da også for Guds trone dag og nat sit store offer for menneskenes synd, for Guds åsyn og ansigt, nemlig sine egne hænder. Så at Gud husker på sit løfte, når et faldent menneskebarn kommer vaklende til Gud og griber om hans hænder for at søge nåde. At den der kommer til ham, vil han aldrig i evighed støde bort

For hvordan skulle Gud kunne trække hænderne tilbage fra den han led for. Og sådan kom da Jesus til Thomas og rakte hans hånd og hans side ud til hans tvivlende ven, for at han kunne gribe om denne vores eneste visse og sikre redningsplanke. For når Jesus ser sårene, da må han række dem ud efter sit faldne barn, for at rejse os på ny, når vi falder, og bære os, når vores egen tro svigter.

Derfor er der heller intet, der er så kært for Kristi brud, som Jesu sårmærker. Og selvom man i middelalderen vel nok gik over gevind i sin evindelige mediteren over Jesu sår, så havde de dog fat i noget altafgørende og væsentlig, når de som i det lille monstransskab, vi har siddende oppe ved alteret omhyggeligt fremhævede alle Jesu sår. 5466 sår fandt man frem til i middelalderen, at Jesus måtte have efter romernes pisk og marter, som hver i sær blev anledning til bøn og kontemplation i datidens klostre. Problemet ved kun at se på de enkelte sår er blot, at således fortoner lidelsen sig på samme måde som vi heller ikke kigger på en græsplæne ved at betragte hvert enkelt strå. Men vi må ikke komme for hurtigt om ved Jesu sårmærker. For de er beviset på, at vor Gud ikke er urørlig. At Gud ikke er selvtilstrækkelig, men at han bandt sig til menneskene med selvtilstrækkelighedens modsætning, kærlighedens magt. For at betale syndens pris for os og give os indgang i sit paradis.

Derfor er vi da heller ikke længer overladt til dødens og djævelens tyrrani, for når den onde kommer med sine fristelser for at lokke os i fordærv, da må vi rejse Jesu hånd og sige: Jesus har lidt for at jeg ikke skal være bundet af syndens magt. Og når satan vil anfægte os med alt det, vi har gjort galt, da må vi løfte Jesu blodige hånd til stop, for der er betalt. Vi skylder ikke djævelen mere. Men i stedet må vi vende os om og modtage Herrens velsignelse af de samme hænder. For ved disse sår, fandt vi nåde, ved disse mærker fik vi fred.

Så læg dog troligt dit liv i disse hænder. For skønt de selv blev knust for din skyld, vil de ikke knuse din lille barnehånd når du rækker den ud mod Gud. Men han vil tage lige så meget fat som det er nødvendigt for at føre dig sikkert i havn. Et godt fast håndtryk, af den hånd vi kender så godt, som tog imod os vores dåb, som lagde hånden på vore hoveder, da vi i barndommens dage selv sagde ja til Gud, som rækker os livets brød og vin og siden skal gribe ned i gravens mørke for at rejse os til et evigt liv. Jesu gennemstungne hånd.

2 påskedag

Påskemorgen, slukker sorgen, slukker sorgen til evig tid – sådan synger vi påskemorgen med sejr og jubel i stemmen. Døden er overvundet, livet har sejret til evig tid. Og alle fuglekor og blomsterflor føjer sig i et ophøjet og langstrakt: Hurra. Den skønneste morgen i hele verdenshistorien, som aldrig i evighed skal gå i glemmebogen, men som både nu og i evigheden skal stemme frydens harpe til den uophørlige lovsang for Guds trone.

Men når vi så vender os til beretningerne fra den første påskemorgen, så er der sandt at sige ikke mange hurraråb her. Men i stedet for glade og lykkelige stemmer møder vi fortvivlede og grædende disciple, der ikke kan se andet end bedrøvede ud. For det var ikke det, de havde forventet. Vi havde håbet – noget andet. Og så er de som børn, der så inderligt ønsker sig en legetøjsko i jule- eller fødselsdagsgave, men som i stedet får en hel bondegård, men af ulykke over ikke at have fået koen, slet ikke kan glæde sig over det langt mere. Altså udover at de slet ikke kan se bondegården. De er så fastlåste i den tanke, at Jesus er død og begravet, at de som skulle have været de første til at møde Jesus med flag og jubel, er de sidste til at tro, at han har brudt dødens magt.

Det var jo ikke fordi Jesus ikke havde fortalt sine disciple, at han skulle lide og dø, og siden opstå fra de døde, og heller ikke fordi der manglede tegn på, at det var det, der var sket: graven var tom, og engle havde forkyndt for kvinderne, at Jesus var opstået, som han havde sagt dem forud. Ja, han  stod lige foran dem og gik sammen med de to disciple en hel dag. Men deres øjne og hjerter var fremdeles lukkede. De kunne og ville ikke se sandheden, og kunne derfor heller ikke glæde sig over denne verdensomvæltende begivenhed. Nej, for de var endnu bundet af deres egen kødelige forestilling om, hvem Jesus var.

For sådan er det, aldrig om et menneske kan fyldes af den sande påskeglæde, hvis ikke vi forstår, hvem Jesus var. Så fylder vi påsken ud med påskeæg og chokoladehare, spiser påskelam og sørger for at ulveindustrien har noget at rive, og det er da heller ikke fordi der er noget galt i det – Tuborg skal jo også have noget at glæde sig over. Forårets komme må dog i sig selv stemme vore hjerter til sang

. Men det er bare ikke det påsken handler om. Og ligesom med julegaverne og julepynten, så kommer det så let til at stå i vejen, så vi ikke længer spørger efter den egentlige påskeglæde, og de skjulte påskeæg bliver erstatning for den gravlagte Kristus.

Derfor giver Jesus sig da heller ikke til at bevise sin opstandelse. Det kunne vel nok tænkes, at Jesus kunne have gjort noget ud af sin opstandelse og var begyndt at bevise for sine to disciple, at det var ham. For sådan søger vi at sandsynliggøre det umulige med det, som er endda mere umuligt. Hvor ofte høres det ikke i dag: vi vil have et bevis på Jesu opstandelse, han må få huset til at skælve og vakle og åbenbare sig i sin herlighedsglans.  Men hvad gør Jesus? Han holder sig helt fra alle tegn og undere, og begynder til manges store fortrydelse at undervise. Og sådan må da også vi i dag og til alle tider tage til takke med prædikenens ringeagtede ord. For det vidste Jesus, at alle beviser var nytteløse, så længe disciplene ikke forstod, hvem han var, mens til gengæld alle beviser var overflødige, når de blot kendte ham ret.

Men hvad var det, de ikke forstod, disciplene, og hvad er det, som vi har svært ved at forstå som kristne i dag, og som forhindrer os i at tage del i påskeglæden. For at en mand stod op fra de døde, det burde vel nok kunne få de fleste op af stolen? Eller hvad? Jo måske et kort øjeblik, men som med alle sensationer, så ville selv en sådan begivenhed hurtigt fade ud i folks erindring og tanke og til sidst blot være et ligegyldigt komma i verdenshistorien. Men når beretningen om Jesu død og opstandelse, trods skepsis, kulde og ligegyldighed, lever til den dag i dag, og stadig kan fylde mennesker med påskeiver, så skyldes det, at den gemmer en dybere og langt rigere glæde ved den, Jesus er.

Derfor tager Jesus denne vandring med sine disciple. Hvor han endnu engang fortæller dem, hvem han var. Mange har sukket og undret sig over, hvorfor vi dog ikke måtte få denne prædiken af Jesus. Men det har vi. Vi har denne prædiken og kan gå lige til at læse den. For i denne prædiken sagde Jesus intet andet om sig selv, end det han havde prædiket de tre forudgående år: nemlig det, som er vidnet om ham i hele det gamle testamente.

Der findes, selv blandt kristne, mange som mener, at det gamle testamente ikke har mere at sige os. nu lever vi i det nye testamentes tid, og det gamle testamente tjener kun som studieobjekt for de særligt interesserede med henblik på Israels historie og nogle få profetier om Jesus. Men det er et ganske andet syn Jesus lægger ned over de gammeltestamentlige bøger. Ifølge Jesus er hele det gamle testamente helt og fuldt Guds sande og åbenbarede ord, og hvad mere: de vidner om ham. Fra første til sidste side handler det gamle testamente om Jesus. Den er Helligåndens åbenbaring af Guds enbårne søn, ved hvem alt er skabt. Og ligesom disciplene først så den opstandne frelser i lyset af det gamle testamente, sådan skal også vi først finde påskeglæden gennem de selv samme skrifter. Ikke gennem beviser og store oplevelser, men til forstandens forargelse, gennem evangeliets ringeagtede ord.

For her lærer vi Jesus at kende, og hvilken betydning hans lidelse og død og sejrrige opstandelse har. Og uden denne forståelse kommer heller ikke vi til den store påskeglæde. For da var Jesus blot et menneske, der døde og opstod igen. Da var det bare noget der skete.

Men nu ved vi, at Messias måtte lide og dø, ikke fordi han som menneske var underlagt den samme forgængelighedens lov som alle andre mennesker efter Adams fald, for om denne Messias hedder det, at han ikke skal smage døden, men har livet i sig. Når Jesus måtte dø, da skyldtes det alene, at han ville være det lydefri offerlam, som var villig til at gå i synderes sted, som ville bære folkets synder uden for byporten og lade sit blod flyde til rensning og soning for alle vore synder. Ikke som en naturlov – men af sin egen frie vilje. Fordi verden var skabt ved og til ham og fordi mennesket er skabt i Hans billede, så vi ligner ham, fordi han fra skabelsens morgen har sat sit stempel, sit kærlighedspræg på hver enkelt af os. Derfor var han villig til at fornedre sig fra sin ophøjede trone og tage alle vore lidelser på sig. Og derfor kunne han møde det dommens ord, som blev talt: den dag du spiser af træet, skal du visselig dø. For kun Guds ord, kan besvare Guds ord, og Jesus var et sådant ord, ikke ved at ophæve det gamle ord, for intet Guds ord kan nogensinde trækkes tilbage, men ved at opfylde ordet, for da ordet døde, døde døden, der var bragt til verden ved dette ord.

Så er da Messias opfyldelsen af Hele det gamle testamentes løfte, han som skulle knuse slangens hoved og bringe livet til verden. Påskemorgen viser, at han har gjort det. At han var den messias, at han var det lydefrie Guds lam, og at frelsen nu er kommet til jord, som en mulighed, en frugt, vi kan få lov at plukke og vederkvæge os ved.

Det er ved at høre dette evangelium, vi skal få øjnene op for Jesus, så vi kan kende ham, og se ham i hans opstandelse og glæde os, for som Grundtvig synger og vi sang i går: ved det syn kun den sig fryder, som har kær hvad du betyder.

Men de to Emmausvandrere genkendte ham endnu ikke. Det brændte vel i hjerterne på dem, men stadig kun som et lønligt håb, der manglede glædens frimodighed. For selvom vi så kan hele Bibelen udenad og kender alle troens lærdomme, så er dette dog ikke troen selv.

Først da han rakte dem brødet, åbnedes deres øjne. Hvad kunne de vel mangle at vide. Tre år havde de gået sammen med Jesus, og nu en hel dags intensiv solo-undervisning i Messias’ gerning. Hvad manglede de vel? Jo et manglede de endnu, det som Jesus viste dem med brødet: for dig. Det er først idet vi tager imod Jesu gerning som gjort for mig, at vore øjne åbnes, så vi ser den opstandne frelser og fyldes med påskens store glæde. For det var for dig, han led og døde, det var for dig han opstod og brød dødens magt, for at du ikke skal blive i døden, men opstå til evigt liv. For dig.

Da behøvede disciplene ikke flere beviser, og hvor ubekvemt det end måtte være for kødet, så trodsede de sult og mørke og skyndte sig tilbage til Jerusalem for at forkynde glædskabens bud: Han er opstanden, ja han er sandelig opstanden. Han lever og er midt iblandt os.

Lad da også os tage del i denne lovsang:

1

Jesus lever, graven brast,
han stod op med guddomsvælde,
trøsten står som klippen fast:
at hans død og blod skal gælde.
Lynet blinker, jorden bæver,
graven brast, og Jesus lever!

2

Jeg har vundet, Jesus vandt;
døden opslugt er til sejer,1
Jesus mørkets fyrste bandt,
frihed jeg ved Jesus ejer;
åben har jeg Himlen fundet,
Jesus vandt, og jeg har vundet!

 

Langfredag

Det var for sent- det var for sent, Judas indså, hvad han var i færd med at gøre. Det var for sent, Peter hørte hanen gale. Det var for sent, de romerske officerer opdagede at den mand de netop havde slået ihjel, var Guds søn. Det var for sent – nu var handlingen gjort og de måtte selv tage og leve med følgerne. De burde have vidst bedre: I Kina giver man altid plads til den store bil bagfra, fordi det potentielt kunne være ens kommende chef, som man absolut ikke har lyst til at stå i vejen for, men man ikke kan forestille sig, rigmanden køre rundt i en lille bil. Men nu havde man i det sidste døgn brugt hele menneskets synderegister, på dette ene menneske som var det den værste lus på jorderige. Man havde ladet al ondskab komme for en dag, og til fulde fuldbragt syndens mål og opvist potentialet af syndefaldets dødbringende følger. Mod en uskyldig, mod en god. Så få timer, og dog så megen ondskab, at det har printet sig uudsletteligt i historien.

Og alt sammen udsprang det fra menneskenes hjerter. For det var jo ikke fordi der ikke var andre muligheder, at der ikke var tid og lejlighed for at stoppe op og vende om. For hvem tvang Judas til at gå til ypperstepræsterne og kysse Jesus. Hvem tvang landets ledende til at knægte retten, ingen retssag, måtte alligevel gå så hurtigt. Og hvilket valg havde folkseskaren ikke stillet over for valget mellem morderen og livgiveren, mellem ham som har gjort alting vel og så den røver, der havde sat landet og deres egen sikkerhed overstyr. Ja selv Pilatus plejede ikke at lade sig binde af, hvad befolkningen besluttede. Men da lavinen først var begyndt at rulle blev den ond at styre. Og altid værre gik det. Som om en ond ånd havde grebet folket og drev dem ud over skrænten. Uden Jesus sagde så meget som et ord, blottede de alt, hvad der boede i dem

Men var det blot jøderne, da kunne vi vaske hænderne og gå fri. Men nu ser vi i denne nat og spejler vort eget onde hjerte. For vist er det, at der ingen af os, der sidder her i dag, og formentlig heller ingen anden i dette land, der ønsker at være del i en sådan syndsudgydelse. Vi er ordentlige mennesker. Vi går ind for retfærdighed, ordentlighed, respekt. Også for det menneske der falder lidt uden for skiven, og ikke passer helt ind i rammen. Selv kriminelle behandler vi ordentlig og giver dem rimelige forhold, hvor de kan beholde en menneskelig værdighed. Eller vi forsøger i hvert fald at gøre det. For det er netop her, vi mærker hvordan blodet begynder at bruse i os. især når det er et menneske for hvilket vi kun kan have den dybeste foragt: de skal bare straffes, deres minde skal udslettes, og vi kender fra den ene medieskandale efter den anden, hvordan masserne kommer i oprør og dømmer et menneske fra al ære og værdighed – længe før en dommer har fået lov at se på sagen. Ja, et enkelt ord, en politisk ukorrekthed, en uheldig gestus i fortiden er i dag nok til at komme i offentlighedens skafot. Vi har det i os, det er blot et spørgsmål om at prikke det rette sted før trolden farer af æsken og levendegør langfredags grusomme mørke.

Dog ingen af os, ville vel lade Guds søn korsfæste. Hvem her kunne på nogen måde ønske at få uskyldigt blod på vore hænder. Heri ligger vel jødernes særskilte ondskab. Ja sådan tænkte et nyomvendt menneske, da han første gang hørte om Jesu korsfæstelse o g de umenneskelige pinsler, han måtte gennemlide. Men skriver han: først fordømte jeg jøderne, men da jeg forstod Jesu kors, fordømte jeg mig selv.

Hvorfor det? Jo, for da han havde stirret længe nok på det lidende menneske på det midterste kors, da opdagede han, at det var ham selv, der havde klynget ham op på korset. At det er os, der bærer skylden for Jesu blodige sår. Men hvordan dog det – os som er så langt fra Jerusalem for 2000 år siden? Jo, for netop dette er det, vi gør, når vi vender os fra Guds bud og trodser og modsiger Jesu ord. Da står vi selv ved korsets fod og råber korsfæst, da står vi med pisken over Jesu ryg. Og banker naglerne gennem disse lægende hænder. For hvorfor var der dog kommet en sådan modstand imod Jesus. Hvorfra kom al den vrede og bitterhed mod ham, som kun gjorde godt mod andre? Jo, det alt sammen skyldtes alene det ord, Jesus havde talt. For havde Jesus føjet sig efter folkestemningen og set stort på den vranglære og hykleri, som de skriftkloge og farisæerne lagde for dagen, da havde det rigtig nok været en anden snak. Havde Johannes døberen ikke løftet røsten og sagt Herodes rent ud, at han ikke måtte leve med sin brors kone, så havde han beholdt hovedet. Og havde Jesus ikke så klart lært os, og datidens mennesker, hvordan vi skal tro, lære og leve, da havde der aldrig være nogen langfredag.

Men nu kom Jesus som det skinnende lys og afslørede synden i hvert et hjerte. Han forkyndte sandheden mod løgnen. Han fjernede det store skidt-pyt tæppe, som vi lægger ud over vore små fejltrin og blottede vort hjerte i alt dets egoisme, urenhed og syndighed. Alt det, som står så klart i dag.

Men vi opdagede det for sent. Det var for sent vi opdagede, at det var Gud, vi vendte ryggen, da vi ikke ville hjælpe den gamle dame over gaden, vi opdagede for sent, at det var Gud der sad bag rattet i den gamle Polo før vi gav ham hornet og fingeren fordi han var et sekund for langsom ude af starthullerne. Det var for sent vi indså, at det var mod Gud vi syndede hver gang vi trodsede hans bud og klædte vor næste med ringeagt og hån.

Men endnu er vort syndebæger ikke fyldt til overflod. For hør så, hvordan det lyder, da vi har fuldbragt ondskaben og naglet den uskyldige til korset. Da lyder spotten og foragten for verdens frelser, som giver genklang til den dag i dag, så at halvdelen af jordens befolkning påstår, at Jesus slet ikke blev korsfæstet mens den næste fjerdedel kun har latter til overs for en sådan svaghed. Ja, selv fra vort eget hjerte lyder der en forundring, når Jesus fortsat viser sig i svaghed og afstår fra at vise sin afmagt ved at give sine kristne medvind og styrke i verdens øjne.

Da hører vi, at det var os, som stod og råbte på vores egen dom: frels dig selv, stig ned fra korset og frels dig selv – men tænk om han havde gjort det. Tænk om Jesus havde frelst sig selv. Om Jesus var steget ned fra korset og havde skaffet sig selv retfærdighed. Hvilket mørke var da ikke kommet på jorden og over alle os, som har denne mands blod på vore hænder. Da havde vi fået en medfart som kun helvede kender, for da var der ingen anden retfærdighed end vores død og evige pine.

Men som for nu kun at gøre ondt værre og føje spot til spe, så sidder vi nu så dorskt og ser ret ligegyldigt op på korset og tænker. Så slemt kan det vel heller ikke være. Jo, smerten fra naglerne og piskeslagene kan vi vel grue for, men Guds vrede og straffedom. Hvad er det vel, at snakke om. Men Jesus, den uskyldige svedte blod – ikke af frygt for menneskens ondskab – men af frygt for Guds retfærdig, for at blive forladt af Gud. Hvor meget mere må du ikke frygte, du som har en uskyldigs blod på dine hænder. Hvor meget mere måtte da ikke vi frygte at falde i den levende og retfærdige Guds hænder. Men det var for sent vi kom i tanke om dette. Nu har vi syndet, fortørnet Gud og vækket hans hellige harme, så at Guds vrede nu ruger over jorden som et mørke så tykt, at vi kan tage og føle på det.

Dog var der én, der ikke kom for sent, én som nåede at se, hvem Jesus var, mens det endnu var tid. For der på det sidste kors, hang endnu en røver. Og så Jesus lide så stille som et lam, der bæres til slagtning, så tålmodigt tage imod hvert et slag. Han havde vel hørt om ham, og nu indså han, at denne Jesus, som var uskyldig dømt, vitterligt var en konge, og da bad han: herre kom mig i hu, når du kommer til mit rige. Men hvorfor var det ikke for sent for ham. Havde denne røver da ikke også taget del i spotten og hånen og foragten for jødernes konge? Jovist, og han hang på korset for sin egen skyld; han var bestemt ikke en af Guds bedste børn. Men Jesus blev på korset. Og derfor var det ikke for sent. Jesus bar tålmodigt alle menneskers synd og skyld, fordi Guds kærligheds magt vandt over kødets skrøbelighed, så at han kan elske den, der før stod og spottede og bandt ham op på korsets træ, så han kunne bede for sine bødler, og nu rette blikket mod denne røver og forkynde ham: i dag skal du være med mig i paradiset.

Måtte da heller ikke vi komme for sent til Jesu kors med røverens bøn, så at det ikke skal gå os som det gik Judas, men at også vi må få lov at høre det løfterige budskab fra Jesu mund. For endnu er der tid, endnu er det sidst fuldbragt ikke råbt, endnu er der frelse at finde for den, der ser, at Jesus vitterligt er Guds søn. For Han blev på korset. Vores ondskab kunne ikke overvinde Guds kærlighed.

Mariæ bebudelse

I den forløbne tid har der i flere forskellige medier været en diskussion om, hvad Folkekirken skal tro og lære. Flere højtstående stemmer har slået til lyd for, at kirken bedst er tjent med at se stort på de gamle dogmer og i stedet rette sig ind efter det, som nu passer sig for den moderne forstand og religiøsitet. Vi skal ikke binde nutidens mennesker til fortidens forestillinger og opfattelser, men blot forkynde evangeliet om Guds kærlighed. Og netop dogmet om Jesu jomfruelige undfangelse ved Helligånden er en af de læresætninger, som synes at være lagt helt i graven. Det sker jo ikke, siger den moderne forstand, og det har den vel helt ret i. Og det såmænd ikke fordi den lever med et afmytologiseret verdensbillede til forskel fra bibelens forfattere og personer, for dette var netop det samme svar, Maria gav englen Gabriel: Hvordan skal det dog ske, jeg har jo aldrig kendt nogen mand.

2000 års forskel – og det samme svar på det samme mysterium. Ja 4000 år, for bladrer vi 2000 år længer tilbage i Bibelen, støder vi på Abraham, der blev mødt med et lignende løfte, at hans oldgamle kone Sarah skulle blive med barn og føde en søn. Umuligt, tænkte Abraham, og Sarah slog sig på lårene af latter.

Men nu kan man forholde sig til det umulige på flere måder. Man kan afvise det. Det er umuligt, derfor sker det i sagens natur ikke. Eller med en tautologi – det sker ikke fordi det ikke sker. En lidt frommere måde at håndtere det umulige på, er den Abraham lagde for en dag, og som til stadighed stortrives og synes at være kristendommens bedste forsvar mod alle angreb, nemlig forsøget på at harmonere bibelens forargelse med fornuften ved at forklare, at det kun er billedligt eller skal forstås i en svækket allegorisk betydning. Og Abraham gik i stedet ind til sin trælkvinde Hagar, som fødte ham sønnen Ishmael, der er stamfar til den islamiske verden. Men det var ikke sådan Gud ville velsigne og i stedet blev Ishmael en evig torn i kødet på løftets børn.

Men Maria svarede anderledes. For skønt dette stred imod alt hun havde lært i skolen om biologi og forplantning, så svarede hun med de berømte ord: det ske mig efter dit ord. Det var ikke fordi hun var enfoldig eller skippede forstanden og den almindelige logik – for dette kan aldrig være kristendommens formål – heller ikke den sunde skepsis, som lige overvejer, om ikke det kunne være en trækvind, der fik gardinet til at bevæge sig, før vi ringer til en excorcist. Men Maria stoppede ikke ved fornuftens grænse.  Og netop dermed satte hun rammen og de to modpoler i forholdet mellem tro og viden, mellem skepsis og accept. For det er netop det samme krydsfelt, som også vi lever i i dag. Spændingsforholdet mellem det vores logiske forstand siger os må være op og ned på tingene, og troslydigheden mod de ord, som møder os i evangeliet. Mellem det, som er muligt for os, og det som er muligt for Gud.

Her ligger striden. Og mange er det stemmer i dag, som taler entydigt for, at vi alene skal lade fornuften lyde. Du skal jo ikke tro, du skal vide. Og sådan får vi gjort troens verden til den lille verden. Det lille private rum, som vi måske skammer os over, og i hvert fald ikke vil tale højt om, fordi troen er blevet gjort til en svaghed i denne verden. Men lad os se lidt på logikken i denne slutning. For hvis vi kun skulle forholde os til det, vi kan forstå og forklare, så var der mange, der måtte leve uden lys og varme. Ja, intet ville vi vide, uden troen, for i tro erkender vi. I tro spørger vi, I tro holder vi noget for sandt og andet for løgn. I tro stoler vi på et menneske og undgår et andet.

Ja se så det lille barn, som endnu ikke har fanget, at to og to er fire, og som langt mindre kan forklare, hvorfor hendes forældre kommer og tager sig af hende, blot hun giver et klynk. Men hvad får hendes manglende forståelse hende til? Til at knytte sylten og bide sulten i sig. Næh, hun blæser forståelsen et stykke og lægger tillidsfuldt sit liv i sine forældres hænder. Hun lever i tro og tillid. For sådan er det. Troens verden er den største.

Derfor mærke vi da også begrænsningen i fornuftens slutninger, når den puster sig op imod troen: Jeg har aldrig erfaret det, velvidende at vi stoler på historiebøgerne, selvom vi aldrig har erfaret eller mærket hverken pest eller kolera på egen krop. Ja, vi kan komme helt til at ligne profeten Mika vi hørte fra alteret: for nok vil vi have et bevis på Gud, men vi vil ikke have det bevis Gud giver os. det er enten for utroligt eller også har det nok en helt logisk forklaring. Og sådan lukker vi øjnene, så vi er garanterede, at vi aldrig ser Guds under.

Men underet sker. syge bliver helbredte og det brudte bliver helt uden at det kan forklares på anden måde, end at Gud greb ind.

Men hvorfor er det vigtigt. Jo for dette handlede ikke kun om Jesu underfulde undfangelse. Det handler om vores frelse. Maria kendte og troede profetien om den unge kvinde, jomfruen, der skulle føde Guds frelse. Men hvordan skulle det dog kunne være hende. Romerne havde allerede længst taget magten fra landet, og hun, en simpel datter fra yderste kartoffelrække hvordan skulle hun føre en søn til Davids trone. Ja, endda mere, hvordan skulle hun kunne opfostre Guds frelser.

Sandsynligheden for at fejle oversteg langt muligheden for at komme igennem nåleøjet og da ville hun ikke være berømt for at have født Jesus, men for at være den, der stak en kæp i hjulet på Guds frelsesplan. Allerede mange havde fejlet. Hele israels historie er fyldt med mennesker der fejlede, selv profeterne, som fik lov at lytte til ord fra Guds egen mund fejlede, syndede og formåede ikke at bringe Guds frelser hverken til sig selv eller sine landsmænd.

Hvorfor skulle da Maria være den ene. Den ene uden fejl, som skulle kunne realisere Guds frelse? Men hvordan var det hilsenen lød: vær hilset du benådede. Nu er en benådet ikke en uskyldig. For så er man frikendt. Men en benådet er netop en skyldig, en som har fejlet, som fortjener straf – men af dommerens nåde er gået fri. En sådan var Maria, som havde fundet nåde for Herrens øjne, ikke fordi hun var en jomfru ren og skær i den betydning at hun var uden synd og kun gjorde alting rigtigt. Men hun var en benådet synder, ikke af menneskers, men af Guds nåde. Og det var heri hun fandt frimodigheden til at påtage sig denne ubegribelige store opgave at bære og føde Guds frelser. Derfor kunne Jesus undfanges i hendes liv og fødes som frelser på jord.

Og derfor er der også håb for dig. Men fornuften skriger til os, at det ikke kan passe. For hvis vi endelig har fået vores fornuft til at acceptere, at der nok er mere mellem himmel og jord, og at der findes en frelse og en fortabelse, ja, så vil vores fornuft stadig ikke benådes. Vi vil fortjene, og derfor må vi enten benægte vores egen syndighed eller fortvivle over den samme. Og så kaster vi os over en masse kristne dyder og gode gerninger eller håber Gud ser igennem fingre med os sådan som vi jo plejer at gøre. Vi bygger frelsende luftkasteller og går ind til trælkvinden, for at vi da i det mindste kan have en lille smule hånd i hanke med vores egen frelse. Men det er ikke sådan Gud vil frelse os, for Gud vil frelse os alene gennem sin søn Jesus Kristus og hans lidelse og død. Til forargelse for vores fornuft.

For hvordan skulle et menneske Jesus Kristus, kunne være frelser og kunne garantere mig Guds syndsforladelse? Hvordan kan et menneske være Gud? Jamen du forstår det ikke. Vores forstand fatter det ikke. Det er et kors for forstanden. Men dit hjerte kan begribe det.

Og derfor er det vigtigt at vi ikke bruger forstanden til at lukke hjertet for Guds mulighed hvor den bryder med vores mulighed, for da kommer vi selv til at stå i vejen for Guds frelse.

Men hvor dit hjerte er åbent for Guds mulighed, og du som Maria er villig til at bøje dig under troslydigheden for Guds ord, der sker underet, at Jesus bliver din frelser.

Fornuften fatter det ej, og dog sker det – også midt i det videnssamfund, vi roser os så højt af i dag. Så sent som i går, faldt jeg tilfældigvis over en video på youtube. En jødisk videnskabsmand, James Tour, som ville fortælle om den største opdagelse han havde gjort. Han havde flere doktorgrader inden for naturvidenskaben og holdt foredrag på over 600 amerikanske universiteter og desuden nobelprismodtager. Men hans største opdagelse var ikke på det atomaremolekylære niveau. Nej, det var da han opdagede, at han var en synder, og Jesus Kristus er Guds søn, kommet i kød og blod for at opsøge og frelse det fortabte menneske, der ikke kan frelse sig selv. Da skete det, som han før antog for umuligt eller fantasi: Jesus blev en del af hans liv. Ikke blot som en historisk figur, men som en levende virkelighed inde i ham. Som fyrsten over Davids trone, som hans sande Herre og konge, der skal føre og lede ham til sejr over døden og djævelen og alle onde magter og lede ham frem til Guds evige rige.

Det skete for ham, det sker i dag; det sker hvor vi hører Guds ord uden at skære fra og bortforklare det, som vi ikke kan forstå eller fordrage. Det sker fordi det er Gud, der vil det, og lader det ske.

For salige er de som hører Guds ord og bevarer det i et rent hjerte: det var det, Maria gjorde.

1 s e fasten

Da forlod djævelen ham. De fleste beretninger og fortællinger har en slutning, som på en eller anden måde falder sammen med begivenhedens afslutning. Æventyret er bragt hele vejen rundt, og de levede lykkeligt til deres dages ende. Så kan der være åbne slutninger, der lader det store spørgsmål blive tilbage for læseren, eller som inspirerer til også at læse bind 2 i værket. Men læser vi parallellen hos Lukas er beretningen om Jesu fristelse i ørkenen uden afslutning. For nok forlod djævelen Jesus, og englene kom og sørgede for ham, men kun for en tid. For aldrig så snart var Jesus vendt tilbage til byen og samfundet, før djævelen stod klar med det næste stormløb imod ham. Menneskene der ville se store tegn og undere og gøre ham til konge, farisæerne og de skriftkloge, der stadig satte ham på prøve for at føre ham til fald, ja selv blandt hans egne disciple fandt fristeren plads til at give lyd for at han skulle opgive sit forehavende. Og lige til i dag har djævelen ufortrødent fortsat sit store fristerarbejde og vil fortsætte hermed i stadig tiltagende grad indtil verdens ende.

Derfor har da også beretningen om Jesu fristelse i ørkenen den allerstørste betydning for os i dag, os som er Guds kirke og Jesu legeme på jord. For i dag er det os djævelen retter sit angreb imod. Og måden er stort set den samme. Han kommer dog ikke med sit grimme fjæs og stikker knytnæven op i snuden på os, som han gjorde med Jesus. Det er han for snu til. Næh, han vil såmænd helst at vi slet ikke opdager ham, ja måske endda benægter hans eksistens, så han kan få arbejdsro. Men som han fristede Eva i slangens skikkelse, sådan snor han sig også i dag for at snøre os, og viser sig snart i fristende tilbud og onde lyster, snart i menneskers ondskab og med smigrende tale.

For fra verdens begyndelse har Djævelen kun haft et sigte i tilværelsen. At ødelægge og nedbryde Guds skaberværk, men især at tvinge mennesket bort fra Guds vej.

Der fortælles et sagn eller en myte fra gamle dage, om Djævelen der holdt konference med alle sine engle. Da trådte de mørke engle frem en efter en anden og fortalte om alle sine ugerninger. Den ene fortalte hvordan han havde sat en hel by i brand og efterladt mange hjemløse, en anden havde ladet kvægpesten ramme landet og forårsaget stor hungersnød. En tredje havde ladet udbryde krig, og sådan fortsatte de, jordskælv, sygdom og anden ulykke. Og på alt dette lyttede djævelen nu med stigende utilfredshed. Til sidst kom der så en engel som ikke havde sådanne store beretninger at fortælle om. Men han havde nu i fyrre år vandret i hælene på en enkelt kristen og fristet ham med snart det ene snart det andet. Og nu endelig, efter fyrre år var det lykkedes. Manden havde givet efter og havde forladt Herrens vej. Da lyste djævelens ansigt op, og han roste og berømmede denne engel, som han mente havde gjort mere for hans rige end alle de andre.

Vel, det er blot en fortælling, og dog fortæller den smukt, hvad det er, vi særligt må frygte. Ikke alskens ulykker, som rammer både onde og gode, men den subtile jagt på troens folk. Fristelsen til at opgive Gud og gøre sig et andet gudebillede.

Men det var jo slet ikke det, djævelen lagde op til. Tværtimod synes det, som om han vil støtte Jesu tro og styrke ham i bevidstheden om at være Guds søn. For hvad kunne være mere rimeligt, end at Guds søn frit kunne tage for sig af retterne og skulle åbenbares i sin guddomsherliged midt på tempelpladsen sådan som det var profeteret om Guds herlighed. Og var det ikke netop målet med Jesu komme til jord, at han skulle vinde herredømmet over alle mennesker.

Jo, men alligevel er djævelens ikke den rette konklusion på præmissen, hvis du er Guds søn. For hvilken er den rette følgeslutning på ordene: hvis du er Guds søn. At Jesus kan gøre, hvad han vil, eller at Gud vil tage sig af ham.

Når da I som er onde, siger Jesus et andet sted, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere da ikke Gud. Og denne var denne troen prøvelse, Jeuss måtte opøves i ude i ørkenens brændende sand. At have tillid til Gud, helt derud, hvor det gør ondt.

Vi må huske på, at det var Ånden, der havde drevet Jesus ud i ørkenen, ikke ham selv. Dette var ikke et selvopfundet eksperiment i ødemarken eller en anden fromhedsøvelse som munkene havde opdigtet, som Gud aldrig har pålagt os, men dette var den vej, som Gud havde lagt til rette for Jesus. Og derfor turde Jesus også alene at stole på Gud.

Men hvor ligger det dog til os mennesker at ville tage os selv til rette. Fra barnet, der ikke kan lade småkagedåsen være, til den voksne, der mener at kunne tilsidesætte gældende ret, fordi jeg altså har travlt, og i øvrigt er et bedre menneske end alle andre. Det synes så nærmest uskyldigt. Og der var da heller ikke et menneske, der havde bebrejdet Jesus, om han havde taget en bid af stenene der. Men det var også blot et bid af den forbudte frugt. Et syndigt ord i Adam for, det lagde verden øde, som Brorson synger. Så uskyldigt, så fatalt. For hvad var det dog der skete? Jo, selvhævdelsen, egensindigheden, egoismen kom ind i verden. Og dermed afgudsdyrkelsen.

Men nu er djævelen særlig snu, han sidder her nede på kirkebænken sammen med os og hvisker os i øret med Bibelens eget ord: Gud er god, han tilgiver dig nok, du er jo ikke nogen stor synder. Det var jo netop for sådanne synderes skyld Jesus kom til jord. Så tag det ikke så tungt med de små synder. Det lyder jo som en evangelisk prædiken, og hvis man mangler et navn at sætte på, så behøver vi blot citere Luthers berømte udsagn: synd tappert.

Men Jesus stod djævelen imod. Nok stod der som djævelen sagde, og dog var det ikke sandt. Nok er Jesus kommet for at tilgive syndere. Og dog må vi ikke slutte, at synden dermed er blevet ligegyldig, som  Paulus skriver: hvad da, skal vi så synde for at nåden kan blive større? Det være langt fra. For Kristus er kommet for at frikøbe os fra synden. Vi har jo i dåben begravet det gamle kød med alle dets syndige lyster for at oprejses til et nyt liv i Kristus. Hvorfor skulle vi da atter slå ind på syndens vej og gå i forbund med Djævelen. Som om han nogensinde har gjort noget godt for menneskeheden eller bidraget positivt til vort liv. Som om djævelen kan give os evigt liv.

For sagen er den, at synden ødelægger vort liv. Også den lille synd, hvis der findes en sådan ting. Det er små ting, der ødelægger forholdet mellem mennesker, det er små ting, der nedbryder den indbyrdes tillid. Og sådan er det også de små ting, der ødelægger forholdet mellem Gud og mennesker. Som nedbryder tilliden og troen. For det er i længden umuligt at leve i tro og kærlighed til Gud og samtidig leve i modstrid mod hans bud. Og netop da viser Djævelen sig som den bonkammerat han i sandhed er, som svigter, når det for alvor brænder på. For nu er det for sent, nu har du syndet og svigtet og forrådt din herre og mester. Og du kan vel indse med den ulykke, der har ramt dig, at Gud må have forladt dig. Der står jo skrevet, at Gud vil bære dig på hænder og fødder. Men atter må vi svare som Jesus gjorde: med Guds eget ord. Vi må svare med ordet, der aldrig blegner, men som kan få selv den ledeste djævel til at krybe i sit hul, vi må svare med navnet Jesus.

Ved det navn skal vi sejre. For Djævelen lykkedes aldrig med at lede Jesus bort fra Guds vej. Hverken i ørken eller gennem livet, ja end ikke på korsets træ. Men Jesus gennembrød satans tyrrani med sit fuldkomne liv, da han døde på korset og ved selv samme kors må også vi sejre over synden, døden og djævelen. For hvor end djævelen mødes med vidnesbyrdet om Jesu fortjeneste der må djævelen rømme med alle sine engle. For Jesus har vundet os, ikke ved at bøje knæ for djævelen men ved at opfylde al retfærdighed, som det hed sidste søndag, han har betalt for os med sit eget blod, og derfor har djævelen ingen ret over os mere.

Men vor ret er Jesu ret, og denne lyder, at enhver som tror og bliver døbt aldrig i evighed skal smage døden men gå over fra dette liv til det evige, hvor Guds engle til evig tid skal sørge for os.

Derfor beder vi: Gud bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid.

 

 

4 s e h3k

Hvad er der nu galt i at blive bange for havets og brændingens brusen? Kun en tåbe frygter ikke havet, og vi må huske på, at disse mænd ikke bare var sjællandske landkrabber, men stoute fiskere, som vidste nøjagtigt, hvordan de skulle styre båden gennem bølgerne. De havde lige så meget hår på brystet, som en anden har på hovedet. Når de bliver bange, så er der for alvor noget at være bange for. Men Jesus bebrejder dem, deres angst. Det er der også andre, der kunne finde på. BS Christiansen ville have givet en opsang for overhovedet at blive bange for noget, fordi vi handler tåbeligt i angst, og Anders And ville have forklaret, at der ikke er andet at være bange for end frygten selv.

Anderledes er det dog med Jesus og hans advarsel. Det er ikke fordi han ville have sine disciple til at indse, at der kun var tale om en storm i et glas vand, eller hærde dem, som en anden buddhistisk munk til at føle ingenting. For havde Jesus ikke været i båden, var den helt sikkert gået under. Men Jesus var i båden. Og derfor var det et trosspørgsmål og ikke et spørgsmål om selvkontrol. Skulle den båd kunne gå under, med Jesus, Guds enbårne søn, ombord. Umuligt. Og derfor kunne disciplene ligesåvel som Jesus have lagt sig til at sove under overfarten. Det var det tryggeste sted på hele jorden. Men disciplene så Jesu søvn som tegn på svaghed. Og de skjalv ved tanken, at stormen skulle få bugt med dem, før Jesus vågnede op til dåd og fik gydt olie på vandene. De havde allerede glemt, hvem han var.

Hvor vi dog ligner dem i det stykke. Ikke at stole på, at Jesus er os nok, men absolut vil se ham i aktion, før vi kan fortrøste os til hans forsyn. Men er det sådan børn gør. Behøver far absolut slå tyren ihjel, for at barnet kan være tryg. Er det ikke nok, at det er hos sin far og ved, at farmand ikke vil vige en tomme for det tohornede monster med ring i næsen. Vel billedet halter, men det var netop på grund af Israelitternes mistillid til Gud, de kom til at vandre rundt fyrre år i ørkenen. Gennem ild og vand havde Gud revet dem ud af Faraos trællegreb og nu ved grænsen til Israels forjættede land mistede de modet og turde ikke stole på Guds stærke arm. Da svor Herren i sin vrede, de skal aldrig komme ind til min hvile. Men det er den samme frygt, som nu viser sig hos disciplene, denne mistillid til Guds stærke arm. Det begyndte at tvivle om denne Jesus nu virkelig også var Guds søn. På trods af hvad de netop havde set før denne søfart, at Jesus havde helbredt de syge.

Men nu er det sandt at sige ikke fordi livet altid går vores vej. Heller ikke for Jesu disciple – de mistede alle som en livet, 10 af dem som martyrer for Kristus. Og den samme erfaring er vores i dag. Kristne mennesker bliver ramt af sygdom død og elendighed på helt lige fod med alle andre mennesker. Ja, den mest forfulgte folkegruppe verden over – det er kristne. Og dog vil Jesus fortrøste os til, at ingen ombord på hans båd skal gå tabt. Hvad mener han da? Er det kun nogle gange han vil fri os fra farerne og ellers andre gange lade os sejle rundt i vor egen sø? Nej, Jesus vil vise os noget meget større, end den magt han her demonstrerede for disciplene.

For den magt Jesus her viste os på søen er blot en flig af den magt, han i virkeligheden besidder. Al magt i himlen og på jorden, også magten til at hæve hånden imod mørkets, djævelens og helvedes storme. Denne er magten vi må råbe og fortrøste os på, når stormene går og brændingen slår og vil forvandle fundamentet under os til pindebrænde, når vi kommer i vildrede med vort liv og vor tro. Men det var præcis derfor Jesus tog disciplene med ud på søen denne nat, for at føre dem derhen, hvor de intet andet havde at håbe på end Jesus. For denne mangt kan vi umuligt forholde os distanceret overvejende til, den magt er så ufatteligt meget mere end vi nogensinde vil kunne begribe med vores forstand, at vi må bliver grebet af den, før end vi kan fatte tillid til den.

Derfor må vi heller ikke se på denne beretning som et bevis på Jesu almagt, for vi kan bevise fra nu af og til verdens ende, uden at det vil overbevise hjertet. Og derfor er det også altid en langt større magt, Jesus henleder vores opmærksomhed på end den, som kan ses for det ydre øje. Ja, en magt, som for de fleste synes at være ganske magtesløs, som i det ydre tager sig ud som svaghed. Nemlig kærlighedens magt. Vi ved dog hvordan kærligheden kan gøre en ungersvend ganske blød i knæene, så han dårligt kan gå eller stå og mister enhver rygrad. Det er ikke det ord, vi først forbinder med magt.

Og dog kender vi også fra vort eget liv kærlighedens magt. For sikkert har vi alle forsøgt at bekæmpe vore fjender med hævn og al magt vi kunne opbyde og intet har det udrettet. Han blev ved at være vor uven. Men kan vi overvinde os selv og i stedet vise kærlighed mod vor næste da er slaget vundet, for enten vil kærligheden vise sig som den langt større magt end alle våben og få fjenden til at bøje sig og hvis ikke, så sidder vi stadig tilbage med den største sejr, at hans had ikke kunne overvinde os. Men så er det også her, vi oftest finder os allermest magtesløse, for hvordan elske vor fjende. Hvordan dreje vort hjerte fra at hade til at elske. Vi kan det ikke. Vi kan ikke engang overvinde vort eget hjerte. Og derfor er det også her i hjertedybet, vi finder de største storme i et menneskes liv,  i anfægtelsen, i angesten, i vreden hadet og alt ondt begær, ligesom det også er her, roen må findes til at trodse de ydre storme.

Men Jesus stillede stormen på søen, og sådan er han også den, der kan stille stormen i vort hjerte. Gennem hans kærlighed må vi finde ro i vort indre. Men her er det vigtigt, at vi ikke skal finde styrken hos os selv, vi skal ikke finde kærligheden i os selv. Men vi skal finde det alt ved Kristus og sejre ved den kærlighed der førte vor frelser til dødens kors.

Vi må derfor i dag særligt lægge mærke til at Jesus lader disciplene blive i båden trods deres tvivl og liden tro, han lader dem ikke kølhale eller gå planken ud, som det havde både været ret og rimeligt, men han lytter til deres bøn og redder dem ud af trængslens vande. Heri ligger en fantastisk trøst. For tænk, om det var vores tro, der skulle holde rælingen over vandskorpen, om det var vores tro, der skulle modstå alle verdens og djævelens fristelser; hvor ville det gå os ilde. For hvor må vi bekende hvor vaklende en grund, vores tro er, hvor ofte, vi kommer i tvivl og hverken kan se ud eller ind gennem det hele, hvordan vi kommer i vildrede og synes helt opgivne af Gud. Men Jesus lod os blive i båden. Han opgav os ikke. Men blev ved at elske.

Det er når vi ser denne kærligheds magt, som ikke opgiver os, når vi mest af alt har fortjent at blive smidt overbord, at Jesus stilner stormen i vort indre. For i det du ved dig elsket af Gud på trods af dem vi er, da bliver der ro. Da ser du alting i dets rette perspektiv og da kender du, at den som er i båd med Jesus altid stævner mod livet uanset hvordan det ellers måtte gå i denne verden. For den båd er ført af den reneste og helligste kærlighed, som selv overvandt døden.

Der er bare én ting, som er vigtigere end alle andre ting: at vi beholder Jesus i båden. det jo ikke fordi båden selv var synkefri – det ved vi jo godt, hvordan det plejer at gå. Nej, når vi holder os ovenvande som kristne og kirke, så skyldes det alene Kristus

Nu er det vel ikke ligefrem fordi der er nogen, som drømmer om en kirke uden Kristus – det ville være temmelig selvmodsigende. Og dog. Hvad læser og hører vi? Præster som vil revolutionere kirkens teologi til den rene humanisme og hverken vil vide af syndernes forladelse eller Kristi blodige lidelser. Biskopper som åbner døren for vid gab for alle andre tænkelige religioner og som bygger huse rundt i landet, der ikke så meget skal være kirkens huse som religiøse forsamlingshuse, hvor vi kan mødes med alle tænkelige religiøse mennesker for at finde en fælles sandhed som om Kristus ikke er vejen, sandheden og livet. De tager Guds ord fra os – og overlader os til os selv. Og da advarer historien os. For uanset om vi omtaler kirken som en supertanker eller en plimsoller, så skal jeg garantere for, at den ikke er synkefri. For ud over at kunne gå nedenom og hjem, så har vi adskillige gange i kirkens historie set, hvordan landekirker er blevet brugt i regeringers propaganda til at tale direkte imod troens eget ord, som det skete i tyskland i trediverne og fyrrerne. Det er ingen garanti i sig selv at være kirke og have en fantastisk historie og det bedst tænkelige dogmatiske grundlag i vore bekendelser. Der var bare én grund til, Jesus kunne sove trygt i båden: det var at han selv var ombord.

Derfor lyder råbet også til os i dag: hold dig tæt ved Jesus. Det er her og her alene, vi skal finde vores frelses grund. Ikke i vort eget fromhedsliv, ikke i vor gode moral og mange dyder, ikke i vores store tro eller hjemmebryggede kristendomsforståelse: Men hos Jesus alene. For han har magten. Ja, prøv du blot at stille dig ned på havnefronten en dag tidevandet kommer ind og forsøg at råbe lidt ad vandet og se, om det trækker sig tilbage. Kender jeg jer godt nok, gider I sikkert ikke engang gøre forsøget. Det trækker sig først tilbage efter seks timer, og det har ikke noget med vores råben at gøre. Vi er magtesløse, og godt for det.

. For når vi stoler mest på os selv og vor egen styrke, da er faren størst, når vi mener at være nået højest, da er der dybest at falde. For da er det vi fristes til at hale dødvægten overbord og skippe Jesus som kaptajn, idet vi selv vil være den herre, som alting råde bør. Men når vi bliver magtesløse, da erfarer vi dybden af Guds kærlighed, at Jesus vitterligt er den, der har al magt i himmel og på jord. For han brugte sin magt på at redde dig mig til et evigt liv i Guds rige.

 

 

1 s e h3k

Vidste I ikke, at jeg bør være i min fars hus? Jo, det burde de vide, Josef og Maria, de som havde oplevet så underfulde ting i forbindelse med Jesu fødsel. Først ærkeenglen Gabriel, som fortalte dem, hvad det var for et barn, de ventede og siden hyrderne fra marken og de vise mænd fra Østerland. Hvordan kunne de overhovedet være i tvivl om, at Jesu rette hjem var i templet?  Men så må vi også straks tilgive dem deres bekymring. For to ting lærer vi om Jesus i dag: først at han var sandt menneske, næst at han er sand Gud. Her har vi med en purk at gøre, der bruger sin barndom ligesom alle andre børn på at lege og lære, og så er hverken kirken eller templet det første sted, forældre leder efter deres børn. Nej, legepladsen, baghaven eller andre steder, hvor adspredelsen er lidt en anden, end at sidde og diskutere med gamle skæggede gubber. Det er da slet ikke noget for børn. Derfor har mennesker gennem tiden også stødt sig over Jesu kække svar til sine forældre. Men hvad nu hvis der ligger meget mere i Jesu svar end en fræk teenagers opsætsighed mod sine forældre?

Jo, det må være det første, vi må vide, at det slet ikke var for at være ulydig mod sine forældre, han blev i templet. Der var bare det ved det, at der var noget, der var gået op for ham til denne påske. Templet var blevet stort for den lille Jesus, og han var kommet til den dybe erkendelse, der ligger i hans svar: hjemme har børn, hvor fader bor – skulle jeg så ikke også have hjemme i min faders bo? Jo, her var Jesu rette hjem.

Hvorfor var det så her på tempelpladsen, denne begivenhed skildres? Jo, for det var ikke bare ligegyldige teoretiske spørgsmål, de drøftede i templet som: hvor mange engle kan der stå på en knappenål som man diskuterede i skolastikken, eller om det paulinske vi kan forstås som mig og mine tanker, som det så tankeløst diskuteres i disse dage. Nej, det var gedigen teologi. Vi må formode det handlede om påskens ofre, om udfrielsen fra Ægypten og blodet på dørstolperne, profetierne om Messias. Og så var det, Jesus så: alt dette handler jo om mig; det er om mig, det er skrevet.

For at fatte hvor stort det må have været, behøver vi kun se på enhver teenager, der opdager, hvor han har sine blå øjne fra, og at vores aner unægtelig er en del af vores identitet. De kan jo blive ved at spørge, for det er dem selv, de prøver at forstå, når de udfritter bedstefar for, hvordan han var som lille. Men så forstår vi også, hvorfor Jesus blev hængende i templet. Det her var hans allerbedste chance for at lære sig selv at kende. De havde og kendte profetierne om ham, for selvom der siden skulle komme det dybeste modsætningsforhold mellem Jesus og ypperstepræsterne, så var det dog dem, der bar og forvaltede Israels historie frem til Kristi komme, som i et hele vidner om Kristus. Derfor er det også fatalt, når man i dag vil afskrive gammeltestamente med et pennestrejf, som om det intet mere har at sige, for også vi må lærer Kristus bedre at kende gennem disse skrifter.

Allerede som sådan er det en smuk og opbyggelig fortælling, idet den samtidig også afslører for os, hvem Jesus var. Et sandt menneske, der måtte lære og vokse i erkendelse, men samtidig sand Gud, som allerede fra fødslen var fuldendt i renhed og bestemmelsen af sit eget livsløb. Men så er der dog langt mere til os i denne beretning. For denne erkendelse, som Jesus fremfører for os i dag, hjemme har børn, hvor fader bor, den samme er også en erkendelse, som vi må stræbe efter at nå frem til.

Nu har vi netop haft dåb, og selvom der i disse dage går en ivrig kamp for sig for at nedgradere dåben til en ligegyldig familiefest uden andet indhold end følelser og fornemmelser, så ændrer det ikke på, at dåben er alt andet end en ligegyldig handling, som vi bare lige kan droppe ind og får ordnet, som det nu kan passe i kalenderen. Men altid når vi har dåb, læser vi befalingen fra Matthæusevangeliet om at døbe og lære. Og gennem hele kirkens historie har disse to ting hørt uløseligt sammen. Med dåb følger oplæring. For dåben er en eksistensomskabende begivenhed. Her går vi fra at være en fortabt synder til at være et frelst Guds barn. Større kan det ikke blive. Men når så mange i dag er så ligegyldige om dåben, og kristenheden i det hele taget, så skyldes det vel intet andet, end at deres forældre glemte at tage børnene med op til Guds hus og sætte sig ned for at tale med dem om den velsignelse, der ligger i at være et Guds barn. Det glemte at fortælle børnene, hvem de er. Og sådan kom dåbsattesten til at ligge nederst i skuffen og samle støv som årene gik, alt imens spørgsmålet blev mere og mere påtrængende: Hvem er jeg?

Et spørgsmål, vi ikke kan undgå at stille, og som kan få et menneske til at rejse til verdens ende, for at finde en fjern forfader eller sit biologiske ophav eller en anden manglende brik. Men i dag er der kommet til at ligge meget mere i spørgsmålet end nogensinde før, for mens det tidligere syntes at handle mere om at få styr på sin historie, så er det i dag blevet et spørgsmål om, hvordan vi ønsker at definere os selv, uanset, hvad der må være givent, så at vi nu ikke kun skal tage stilling til, hvem vore forældre er, men også køn, alder og nationalitet og mange andre ting man ikke skulle kunne forestille sig skal kunne diskuteres. Men når det netop kan diskuteres, så skyldes det intet andet end det sted, nutidens moderne guruer henviser os til: Ikke til biblioteket eller dannelsesrejser, men hos os selv. Vi skal skue indad, mærke efter med os selv, for at finde den positive energi, se, hvad for et menneske, der gemmer sig i vort indre. Vi skal føle os frem til, hvem vi er. Men et sådant selvføleri kan der kun komme to ting ud af: enten at vi må fortvivle over det vi finder hos os selv, eller at vi ender i en selvgodhedens omfavnelse uden plads til Gud og næsten.

Helt anderledes er det derfor også, når vi kristelig set skal lære os selv at kende. Her er det ikke et spørgsmål om at definere sig selv eller lade munden løbe. Men her er det et spørgsmål om at lytte. For det bedste vi kan gøre, hvis vi virkelig ønsker at lære os selv at kende menneskeligt, det er at have venner, som tør fortælle os nogle sandheder om os selv. Og netop sådan er det, vi i kirken må lære os selv at kende, nemlig ved at få sandheden læst.

Imidlertid er det en farlig sag at ville lære sig selv at kende. Det kræver virkelig et kæmpemod at krybe ud af forstillelsens skalkeskjul og se sandt på sig selv. At fjerne malingen og se sig selv i spejlet usminket. Jesus kostede det livet, at lære sig selv at kende. Derfor ligger der også for kirkens præster og lærere en helt naturlig tendens til at bløde op og tage brodden af evangeliet. Børn arver da ikke deres forældres synd, og fortabelsen er vel egentlig også blevet håbløst umoderne.

Men disse moderne teologer opdager ikke, hvor fatalt det er, at give efter for vore følelser. For gør vi det, og undlader at tale sandt som evangeliet lyder, så afskærer vi os for dagens store under, for så kan vi ikke længer finde os selv i kirkens prædiken. Og så bliver den ligegyldig. Så bliver det upersonligt pladder, hvor selv tilgivelsen bliver et moralsk anliggende, både over for næsten og os selv.

Men vi må lade os afsløre. Evangeliet må forkyndes så pinagtigt pågående, at det afklæder os i al vores ufuldkommenhed, så at det kan tale til os som dem, vi i sandhed er, som syndere. For når vi således kan spejle os i det forkyndte ord og hører, at det vitterligt er mig, ufuldkomne menneske, det handler om, så begynder evangeliet at lyse op. Men du må lytte. For når vi undskylder os med: det siger mig ikke noget, ja, så kunne det vel være fordi vi slet ikke lader det tale til os, fordi vi heller vil gå ude på marken og tænke på vore køer.

Men du må lytte og lytte flittigt hver søndag, når ordet forkyndes. For da skal du også høre en anden sandhed om dig selv. Evangeliets sandhed, den at du er meget mere, end det du selv har bedrevet. Du må få lov at se dig selv i Guds lys, som en benådet synder. Som én Gud har taget til sig som sit barn, som én, der har hjemme i Guds fuldkomne rige. For som Jesus læste om sig selv i beretningen om ofrene i templet, sådan læser vi også om os selv, blot at det var vore synder han bar, og vor skyld, han tog, for at du skal eje en fuldkommen retfærdighed for Guds trone.

Du må lytte og høre evangeliet som talt alene til dig. Det kan vi ikke gøre af os selv. Gud må skabe det i os og giver os ører, så vi hører, at det er sandt, at det et mig evangeliet taler til.

Men der hvor Gud lader dette under ske, der kan vi ikke andet end udbryde med Jesus: Hjemme har børn hvor fader bor, der bliver vi i kirken som teenageren, der altid sulter efter at høre mere og som barnet, der finder sig bedst til rette i deres hjem. For her bliver vi aldrig færdige med at spørge og finde svar, men altid vil der være mere at finde, altid vil der være en større rigdom at afdække ved at være af Gud. Aldrig vil vi komme til bunds i dåbens dybe vande.

Men har du det endnu ikke sådan, at du ret kan føle, at kirken er blevet dit hjem. Så er der bare en ting, du skal vide, når du går ud fra Kirken i dag: Er du døbt, så ER dette dit hjem. Så er dette stedet for dig. Så er dette hus med evangeliets budskab den brik foruden hvilken du aldrig lærer dig selv at kende. Evangeliet hører dig til, og du må med frimodighed tage det til dig som din ejendom, også uden følelser: For hjemme har børn hvor fader bor.

Måske da kirken også vil blive stor for dig en skønne dag, så at du kan synge med på den sidste: Hyggelig rolig, Gud er din bolig, inderlig skøn – om ikke før, så når Gud åbner dine øjne og du ser, at denne kirke blot er forgården til Guds evige rige.

Og det er dit, og det blev det lige der.

nytårsdagen

Med årets absolut korteste prædiketekst må det vel være rimeligt, om præsten kompenserede med årets absolut længste prædiken. Eller også er det bare et vink med en vognstang om, at det ikke er længden på teksterne, der er afgørende, men indholdet. Sådan skriver Vilhelm Bech om præster, der har den gave blot at kunne lukke munden op og tale lige så længe, det dem lystede, uden nogen synderlig forberedelse, men at være veltalende og at tale vel er to forskellige ting, som han tørt bemærker. Og nu skal jeg til middag efter gudstjenesten, så I slipper med skrækken.

Men det er påfaldende, så kort, dagens evangelietekst er. Som om den vil have os til at koncentrere os om én eneste ting: navnet Jesus. På vore breddegrader ikke ligefrem et navn, vi støder på sådan til hverdag, på trods af at det både er lovligt og forekommer i navneregistret og på postkasserne, selv her i Sønderborg, men stikker vi et par timer sydpå, så bliver navnet mere og mere almindeligt, ligesom det var på Jesu egen tid. Der er altså ingen magi i navnet. For så vidt kunne han lige så godt have heddet Jens eller Jakob eller hvad vi nu finder på nu om stunder. Og så var det dog ikke ligegyldigt, hvilket navn Jesus fik. For som med de fleste andre navne i bibelhistorien, sådan er navnet Jesus også et navn, hvis betydning svarer til Jesu liv. Abraham skulle blive stamfar til et stort folk, som hans navn betyder, Salomon, der på dansk er Frederik, skulle blive fredsfyrsten, og Peter skulle blive klippen, hvorpå Guds kirke skal bygges. Navnene betyder noget i Bibelen og bliver ikke blot givet fordi det lyder nuttet og sådan har også navnet Jesus sin betydning: nemlig Herren frelser. Jehoshua. Et navn fuldt af håb, og derfor også et navn, mange jødiske drenge fik dengang, for at de med navnet skulle være knyttet til håbet om Herrens snarlige indgriben og frelse for Israels folk. Ganske som da drengebørnene i Danmark kom til at hede Frede i året 1945.

Anderledes var det dog med Jesus fra Nazareth, for ham var det ikke bare forældrenes ønsker, der bestemte, hvad han skulle hedde, men han blev kaldt, som englene havde åbenbaret det for Josef, og som det var profeteret: de skal give ham navnet Immanuel. Det var Gud der gav navnet og det ikke blot for at han skulle være knyttet til håbet, men for at han selv skulle hedde det som et håb for alle andre.

Nu er det ganske vist nytårsdag og det blev jo lidt sent i går aftes for de fleste, alligevel er det svært at overhøre uoverensstemmelsen mellem profetien og virkeligheden. Der er dog mere end en fonetisk forskel på navnene Jesus og Immanuel, det er to vidt forskellige rødder og to vidt forskellige betydninger: Jesus; Herren frelser, Immanuel; Gud er med os. Men forskellen synes ikke et øjeblik at anfægte evangelisten Matthæus, som umiddelbart før dagens evangelium fortæller både om englens bud til Josef og om den gamle profeti, og derfor må uoverensstemmelsen da også snarere få os til at søge svar frem for at anfægte teksten, som den moderne bibelkritik ynder at gøre.

For i disse to forskellige navne gemmer sig to sider af Jesu liv som begge er nødvendige at have med, hvis vi skal lære ham ret at kende, som den han var bestemt til at være. Det er når begge navne sammenholdes, vi finder den sande Jesus.

Navnet Jesus støder vi første gang på i det gamle testamente på vej igennem ørkenen. Det er Josva, hvis navn på græsk bliver til Jesus og som i hele sin livsgerning var et billede på Kristus. Det var ham, og ikke lovgiveren Moses, der skulle føre Israelitterne ind i det forjættede land og indlede erobringstogtet af landområdet, og derfor var jødernes tanke om den kommende Messias da også, at han på samme måde skulle være en hærfører til at drive de fremmede folkeslag, i særdeleshed romerne, ud af landet Israel.

Men, læser vi i Hebræerbrevet: Josva var alene et forbillede. For han førte nok Israelitterne ind i et dejligt land, men ikke ind det forjættede land. Det var ikke kun Palæstina, Gud lovede Abraham som arvelod, men et langt herligere land, som på alle måder skal overgå landet, der flyder med mælk og honning. Derfor blev Abraham også ved at bo i telte, for at være klar til at drage op til sit egentlig hjemland, og sådan er også Josvas indtog i Kana’ens land også kun at forstå som et billede på den egentlige Josva, Jesu indtog i det himmelske land sammen med alle sine. De evige boliger, hvor fjenderne ikke stadig skal stå ved grænsen og kaste sine krænkelser ind over folket. Det var det, som Josva pegede frem på, og som Jesus skulle opfylde med sit liv. Han skulle være den hærfører, der skulle føre Abrahams afkom ind i Guds rige. Han skulle forløse og frelse Israels børn fra alle deres fjender.

Men hvor vover vi at regne os med som Abrahams børn, Vi som jo ikke er Abrahams afkom i kødelig forstand eller deler hans omskærelse? Vi som jo ikke engang har arveret til Israels land. Hvordan skal dog Jesus også blive vores hærfører, hvordan skal han blive Gud med os? Her ser vi, hvorfor Jesus måtte have de to navne, hvorfor det er så altafgørende, at Jesus ikke blot hedder Jesus, men også Immanuel, for uden det sidste, heller ikke det første. Han må først være Gud med os, før han kan være Herrens Frelser for os.

Derfor fødtes Jesus på jord, som én af os, for at være hos os og med os. Og derfor indstiftede Jesus dåbens sakramente som det sted, hvor vi må blive forenet med ham og få del i hans arv.

For Jesus blev omskåret for at få del i Abrahams løfte, og sådan viderefører dåben omskærelsens pagt, blot til et langt herligere løfte end den kødelige omskærelse. For i dåben bliver vi døbte i faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Ganske vist får vi vort eget navn stadfæstet i dåben, ligesom man nord for kongeåen først får sit navn ved dåben, og bliver indskrevet i livets bog med vort eget navn. Og det er stort. Gud kender os ved navn. Men langt større er det navn, som bliver nævnt over barnet. Vor Herre Jesu Kristi navn. Og det navn er det, vi bliver døbt i. hvilket vil sige, at vi får lov at bære dette navn. ”sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem” siger Gud Herren i fjerde mosebog. Sæt mit navn på dem. Med dåbsbefalingen er det netop det, vi gør, med Gud ret, når forældre bringer deres små til dåben. Der sætter vi Guds navn på dem og sætter dem dermed ind i Guds velsignelses virkelighed. Og hvis nogen skulle være i tvivl hvor gammel man skal være for at bære dette navn, så har evangelisten anført, at Jesus blot var otte dage gammel. For dette er et skænket navn. Ikke et navn, vi selv kan tage, Ikke et navn vi skal fortjene eller kunne forstå for at kunne tage til os, nej, de gav ham navnet Jesus, og sådan gives også i dag dette navn til os så ganske ufortjent. Det gives os, som Herrens frelse til dig. For bærer du dette navn, så er du frelst. Så har du arveret til Guds evige rige, så har du forløsning for alle dine synder og del i Jesu retfærdighed. I dette navn har du fred med Gud. Jesus er navnet mageløst – og det er dit.

Men lyder du dette navn? Det er jo det underlige ved et navn, at vi lyder det. Jeg står jo ikke og overvejer, når nogen siger Mads Jakob, om jeg føler mig som en sådan, eller om jeg nærmere definerer mig som et menneske i generisk forstand, nej, reaktionen er der prompte. Jeg er et med mit navn – burde det så ikke også være ligeså med navnet Jesus? At jeg også er et med det navn, så at jeg lyder det, og følger det igennem livet? Jo, for ellers er det jo ikke Gud med os. Så har jeg jo kun taget halvdelen af navnet, men så har jeg slet ikke del i navnet.

Derfor lyder den første hilsen ved enhver dansk Gudstjeneste da også: Herren være med jer. Ikke blot som et ligegyldigt fyld eller rest fra fortiden, et goddag og velkommen, men som et vitterligt ønske om det tætteste forhold mellem Gud og mand. Imanuel. At Jesus ikke bare er en fremmed helt, men at han er din hjerteven, så at vi heller vil miste alt i denne verden, end navnet Jesus. Så vi kan synge med på Luthers kampsalme: og tage de vort liv, gods ære barn og viv – lad fare i Guds navn, dem bringe det ej gavn, Guds rige, vi beholde. For har vi bare navnet, så har vi alt, i fællesskabet med Kristus, der er vores rigdom og vores skat. Troens inderlige fællesskab hvormed vi bliver forenet med Gud, så at hans ånd bliver vor ånd, hans navn blvier vort navn, og hans vilje bliver vor vilje. Et fællesskab, vi skal knyttes stadigt stærkere i livet igennem indtil vi skal fuldendes i enheden med Kristus i Guds rige, hvor Gud skal være alt i alle.

Men hvorfor nu denne prædiken en nytårsdag? Jo, nu er det vitterligt ottendagen fra den dag, vi fejrer Jesu fødselsdag, og så er der dog også et andet sælsomt sammenfald mellem disse to begivenheder. For Jesus er den, der gør alting nyt, hvor hans navn nævnes, der begynder der altid en ny tidsregning. For ikke kun var det lovens tidsalder, der måtte se sit endeligt da Jesus lod sig omskære og tog loven på sig for at opfylde loven, men det var os, der gik et håbefyldt år i møde. Ikke håbefyldt i den svækkede forstand som når vi taler om vore nytårsforsætter, der i grunden er ret håbløse, men håbefuld, fordi denne begivenhed åbnede det himmelske håb på jord. Og sådan begynder også en ny håbefuld tid, hvor Jesu navn nævnes i og over os. Det evige livs tidsalder. Som allerede nu forandrer livet for evigt. Godt nytår i Jesu navn.

Juledag

Glæder du dig til jul? Når vi spørger de små så falder svaret som regel lige så prompte og sikkert som skattefars rykkerskrivelse. Jaaa. Og selv voksne har svært ved ikke at tage del i denne juleglæde, give efter for glitterbladenes fristelser, lade en ekstra lyskæde glide ned i kurven og mundgodt i gabet i måneden op til jul. Men stiller vi i stedet det mere relevante spørgsmål: glæder du dig over julen, eller har julen bragt dig glæde, så vil vi formentlig blive besvaret med et opklarende spørgsmål: hvad mener du? I forhold til maden, gaverne eller hvordan?

Men spørgsmålet har sin dybeste relevans, for englen forkyndte en glæde, der skulle være for hele folket. Og så er det vi må spørge: Har du fået denne glæde, har jeg taget imod Guds store juleglæde. Kan jeg synge med på julesalmen: Nu evigt vel. Jeg er af hjertet glad? Eller er gassen måske allerede gået af ballonen, når vi vågner op julemorgen til det tømte gavepapir og de halvtomme slikskåle. Var det bare en god fest.

Men julen gør fordring på at være meget mere end en god fest. Ja, for så vidt er julen helt ligeglad med festen: det er glæden, den vil bringe os. Den vil give grund til at fryde sig af hele sit hjerte over Guds underfulde julegave, og det ikke bare en aften, men det hele året. For sådan glæder også barnet sig, ikke kun den aften, det får gaven, men ligeledes de næste mange dage, når gaven kommer af ud af æsken og skal vise sit sande værd i legen indtil den mister interessen eller går i stykker. Men barnet i krybben går ikke i stykker, bliver ikke slidt og mister ikke interessen med alderen, men ligesom det er de samme ord, der møder os ved fonten som ved graven, sådan er der også i stalden en skat gemt for livet. For selvom de høje herrer ynder at tale nedsættende om barnetroen, så har de netop ikke fattet hvordan juleglæden er en glæde, vi kan vokse med, og som kan vokse i os livet igennem. I modsætning til næsten alle andre glæder i livet. For bilen ruster og inflationen æder resten. Men det barn som sig glæder fromt og kønt skal aldrig den glæde miste. Og her skriver Ingeman ikke blot om den barnlige glæde over julehøjtiden med al glitterstadsen, men han taler om den glæde der vækkes hos de små der kommer til Jesus, hvadenten de er unge eller gamle. Ikke bare om den barnlige begejstring, som kan gribe mennesket i alle aldre, men Guds underfulde Juleglæde, som er en glæde af en helt anden verden.

Derfor også en glæde, som vil møde modstand i denne verden, og som vi selv har mere end potentialet til at slå i stykker. Selv midt al juleglimmeret gemmer der sig det monster, som er den sande glædes modsætning, nemlig selvglæden, eller havesygen, som det hed i gamle dage.

Nu kunne det være fristende ved en dåbsgudstjeneste som denne at tale lidt godt om de smås enfoldige uskyld, og fremhæve spædbarnets nøjsomhed. Men nu er det en offentlig kendt sag, at jeg ikke giver det store for diplomati i kirken. For virkeligheden er, at der dog dårligt findes et mere selvoptaget væsen end et barn. Julen hedder ikke kun børnenes fest fordi det er dem, der bedst forstår at fejre den, men lige så meget fordi det er ungerne, der her tager taktstokken i de fleste hjem. Jeg vil ha’ trives i alle aldre og selv ikke de mindste er storsindede nok til at glæde sig over, at lillesøster fik en større gave end dem. Men netop derfor er glæden flygtning på jord. For intet i verden kan slå glæden ihjel som vores egen selvtilstrækkelighed, den selvoptagethed, som snart skal få revet hovedet af dukken og lagt verden i krig, hvis ikke den bliver avet fra vuggen.

Alligevel er det dette monster, butikkerne plejer og pusler om i månederne op omkring jul. Der er ingen ende for, hvad de vil gøre for os, og som de kan gøre vort liv bedre. Og sandelig kan de forandre livet: For hvilket stress og jag har de ikke kastet i nakken på os; her skal både købes gaver og pyntes juletræ, gøres godt og gøres rent. For ingen kan da mere nøjes med brunt gavepapir og husflid. Nej, mer mer mer, og virkelig om ikke vi får mer: flere lommesmerter, flere skænderier, flere skuffelser og mere jag. Men glæderne er slet ikke blevet flere. Tværtimod synes det, hvis vi for en kort stund hæver næsetippen fra vor egen tid og kigger lidt tilbage, for hvilken glæde læser vi ikke om i det lille hus på prærien, da far Charles Ingalls kom hjem med en sukkerstok til hver af børnene. Jo da jublede børnene som om himmeriget var kommet til den lille hytte med de skoddede ruder.

Men julens glæde skal være en glæde for hele folket, hvilket vil sige en glæde, der ophæver selviskheden, og derfor er englenes julebudskab da også helt anderledes end den jul butikkerne fejrer.

Og barnet lå i hø og strå som for helt at lade os glemme al glitterstadsen og julehalløjet. For deri findes ingen varig fred eller glæde. Men barnet var selv glæden, en glæde så stor at de ellers så ordknappe hyrder vendte tilbage til marken med jubel og lovsang på deres læber, en glæde så holdbar, at den samme jubelsang lyder til den dag i dag og over den ganske jord og vil lyde uophørligt indtil verdens ende.

Hvilken er da denne glæde? Jo, en dobbelt glæde møder os ved krybben, nemlig først den, at Gud blev menneske og næst den, at dette barn er Gud.

Vi kender formentlig alle til glæden over et nyfødt barn, over livets store under, et af de øjeblikke, hvor selv svigermor ikke har mere at sige, men hvor vi bliver tavse. Selvom vi forstår og kan forklare biologien så er det alligevel for underfuldt, til at vi ret kan fatte det: et menneske er født. Og hvis man skulle blive i tvivl om, at der heri er noget særligt, så se bare på et par nybagte forældre – her kan biologisterne rende og hoppe med deres reduktionistiske menneskesyn. Det er et under. Men det er mere end det, for det er en glæde. En glæde, vi ikke behøver fortælle forældre og familien noget om, at de skal huske at glæde sig over. For livets største glæde er dem, vi får lov at dele livet med.

Trods det er der allerede ved fødslen et suk over ethvert menneskebarn, et suk om det dog vil forblive som barn i sin moders skød. For det er dog sådan, at det som skulle være vor store glæde i verden, ofte også bliver vor store sorg. Børn, der vokser op og vender deres forældre ryggen, venner, der svigter, betroede, som ikke kunne holde tæt, og vi kan fortsætte. Hvor ofte har mennesket ikke skuffet sig selv. Vores egoisme og selvoptagethed ødelægger den største glæde i hele livet. Og det endda selvom det er det letteste for et menneske at indse, at ingen af os er blevet til af os selv og ingen bliver menneskelig alene. Men kun hvor mennesker er sammen skabes og dannes vi, kun her kan vi blomstre i fuldeste flor. Ja så dybtliggende at selv biologien bekræfter det, for over sundhedsråd som motion og stoprygning står det at have samkvem med mennesker.

Men trods bevisernes overvældende mængde, må vi tage os selv i gang på gang at række ud efter den forbudte frugt, at søge egen vinding på andres bekostning. Men hvad har dette med julen at gøre? Jo, skriver Luther: indså vi, hvad det vil sige, at Gud blev menneske skulle vi straks holde op med al vores spot og hån imod vor næste og i stedet iklæde ham al vores ære og kærlighed. Tænk sig så stor en ære Gud har vist mennesket, at han gav afkald på hele himlens herlighed for at blive som en af os. Burde så ikke også vi agte ethvert medmenneske lige højt. Jo, vi burde, men burde og kunne er to forskellige ting.

For pudsede man så samtlige fængselsbetjente på et barn og satte militæret ind for at knægte dets selvhøjtidelige sind, så ville det stadig ikke lykkedes. Kun forældrene kan gøre det. For kun i én ramme kan vi tale imod menneskets selvoptagethed uden at tale ned til mennesket: i kærlighedens ramme.

Og derfor er det også altafgørende, at vi nu også vender vort blik mod det næste stykke, at dette barn er Gud. For det er gennem dette barn, vi lærer Guds hjertelag mod os bedre at forstå. Først med dette barn afsløres det for os, hvordan Gud stiller sig over for os mennesker – og det er her, Kristendom adskiller sig fra alt andet: for i Kristus Jesus giver Gud sig selv til menneskene. Det er kærlighed i sin grundform, at give sig selv. Nu er det Gud, der har givet sig selv til os. Hvad lærer vi heraf? Jo, at Gud er kærlighed, og det er os, denne kærlighed er rettet mod. Det er for stort til, at vi fatter det, for uendeligt til at vi kan begribe det. Men det er vort liv, vort håb og vor glæde.

Og denne er glæden, som ingen kan tage fra os.  – glædelig jul