9. s. e. trin

Hvert et øjeblik er evigt afgørende. Desuagtet er vi almindeligvis mere end villige til, ikke kun at ødelægge et øjeblik, men endogså timer, dage, ja år, for bagatellers skyld; ganske som om tiden var det ligegyldigste, vi har. Ja, ofte må vi tage os selv i, blot at vente på, at tiden selv skal gå. Som om vi alligevel bare kan gå ned og købe en ny, nede i Rema, når vi har siddet den itu. Og det på trods af, at vi alle ved, at netop tiden er en af de tre ting i tilværelsen som umuligt kan købes for penge: Tid, evner og kærlighed. Disse som rettelig må betegnes som eksistensens kosteligste klenodier.

Hvordan har vi dog fået fordrejet vort syn så svart, at vi for nogle få kroners eller en smule stoltheds skyld gerne giver køb på disse tre. Svaret er uhyggeligt simpelt, og dog så ubegribeligt, at vi umuligt fatter det, uden Gud giver os det.

For nok kan vi se og følge logikken i Jesu ord: den som meget er givet, af den skal meget kræves. Ingen gives vel et arbejde eller andet gode uden at det forventes vedkommende vil være sin løn værd, men det øjeblik, vi taler om livets gaver går vi straks helt fejl af logikken og vil beholde det hele for os selv. Har en god evner handler livet straks om at gøre karriere, og ingen skal tvinge én ind på et lavere trin end evnerne måtte række, heller ikke selvom det måske var der, samfundet havde brug for disse evner. For da har man spildt sine egne muligheder. Nej. Det er dine drømme, det drejer sig om. Det er dit liv, lyder rådgivningen til de unge gymnasiaster, der står for at skulle foretage de første af livets store valg.

Men når perspektivet er ”mit liv” Da kan de vælge et af to, enten at leve stærkt og dø ung, eller henslæbe deres bedste år i et usselt studiekammer bag støvede bøger og nedslidte blyanter. Men ingen af delene tager tiden seriøs. Begge gør investering i en tid, som endnu ikke er i håbet om gode tider. Men for alt for mange kommer de aldrig, de gode tider. De første opdager det ofte for sent, de sidste tidsnok til at forspilde livet. Planerne bliver brudt af arbejdsløshed, sygdom eller anden ulykke – og da er alt spildt. De gode tider gives uden garanti, men altid med et for så vidt in mente, og det uanset, hvor flittig, man har været, og da sidder den enkelte atter med opgaven at beregne sig frem til hvor mange år, der vil gå, før en lang uddannelse har tjent sig hjem. Ja, sådan sidder vi alle med livsregnestykker, som uanset, hvordan vi vender og drejer dem indebærer store risici og uforholdsmæssige tab. Men hvorfor går ligningen ikke op. Hvorfor gives der ikke den vej, hvor tiden uanset hvad vil være vundet?

Fordi vi har skrevet Gud ud af ligningen og erstattet ham med os selv. Men når man erstatter det evige med noget tidsligt, da får man nødvendigvis et andet resultat.

Dog, hvilken forskel gør Gud her. Den gudfrygtige og den gudløse sidder side om side livet igennem, på skolebænken, på arbejdshesten, på direktionsgangen, på villavejen, på plejehjemmet og på kirkegården. Hvordan skulle ”gud” kunne give mig de timer igen, som jeg har spildt med at file løs på violinen. Hvordan skulle ”gud” kunne kompensere for et trættende liv på arbejdsmarkedet. Ja ser vi ikke snarere hvordan ”gud” frarøver os både tide penge og karriere. Det synes, at ”gud” kun gør alting værre, eller i bedste fald blot er en sutteklud, vi kan klamre os til i al vores selvynk.

Men så længe, vi stiller disse spørgsmål har vi stadig ikke fået Gud ind i ligningen på den rette plads. Så længe, vi stiller spørgsmålet, hvad ”gud” kan gavne os, så længe har vi stadig os selv stående på Guds plads.

Men hvem er den, der kan kræve meget, uden den, der giver meget. Os er det ikke, som giver meget, og dog er det os, der kræver. Vi kræver af tilværelsen, vi kræver af samfundet, vi kræver af Gud. Alt skal føje sig efter vort ønske og behag.

Men se dog på fuglen, hvilket livsstykke den er. Den begynder morgenen med sin sang til skaberens pris og menneskets fornøjelse inden den straks og uden tøven kaster sig over dagens dont. Intet tidspunkt holder den hvile for at tænke på sit eget skind, men dagen lang har den ene sin tjeneste for øje: sine unger. Den lever ikke for sig selv, og derved har den fundet livet som ingen anden. Dette liv kunne også vi have levet, havde vi ikke i alt øjet fæstet fast på os selv.

Da bliver spørgsmålet uvægerligt tilbage: hvordan får vi livet igen. Jesu svar er enkelt: sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige. Simpelthen – sæt det hele i Den Blå Avis og skænk summen til Røde Kors. Lettere kan det vel ikke være. Men straks mærker vi dog, hvilke kræfter vi er oppe imod. Skal jeg sælge al min ejendom, mit hus, min bil, mit tv og bare give det væk. Hvad får jeg vel ud af det? Hvordan skulle det bringe mig gode tider – alt det, som jeg har brugt al min tid hidtil på at få skrabet til huse.

Men med et sådant hjerte kan det være et og det samme, om vi giver det alt væk eller beholder det for os selv. For uanset om vi giver det væk eller beholder det, gør vi det for os selv.

Derfor handler Jesu ord heller ikke om, at vi skal opgive at være del af det samfund, som fordrer af os, at vi samler til huse til vort eget og vore næres ophold. Men det handler om, med hvilket hjerte.

Det handler om, at vi må opgive os selv. Men dette er umuligt. Langt mindre end vi kan give afkald på alle vore ejendele, langt mindre kan vi give afkald på os selv. Vi kan ikke opgive os selv. Men vi er fanget i denne evige cirklen omkring os selv. Det er ligeså håbløst som for en satellit uden drivkraft at bryde sit kredsløb. Den kan vende og dreje sig – intet hjælper det. Og fandtes der i evangeliet alene om, hvad vi skal gøre, så kunne jeg lige så godt gå ned fra prædikestolen nu og trække min pension inden vi alle skulle få forkyndt dommen over et forspildt liv.

Men der er et glimt af lys. Der går en solstråle gennem evangeliet, som giver os håb og mod på at fortsætte: jeres fader har besluttet at give jer Riget. Men dette var ikke noget lys, hvis det stod som konklusionen, på alt det, vi skulle gøre. Så var vi stadig lige håbløse. Men det er et lys, fordi det står som det første. Det er her, det begynder, med hvad Gud har besluttet, og det er i lyset af dette, vi må læse og se det resten. Jeres fader har besluttet at give jer riget.

Os, som kun tænker på os selv, og som i os selv er fuldstændig uegnede til at indgange til Guds rige, os har han af sin egen frie vilje og kærlighed besluttet at give riget.

Derfor sendte han sin Søn Jesus Kristus for gennem hans fuldkomment selvopofrende liv at frelse verden. Ikke som et forbillede, vi umuligt kan følge, men som en frelser, som en, der selv vil komme og hente og befri os fra os selv.

Hvordan sker det. Det sker, det øjeblik Jesus får lov at tale til vort hjerte. For i hjertet har kærligheden sit hjem. Og får Jesus lov at tale til os, om alt det, han er og har gjort for os, da vil hans rene kærlighed snart også sætte vort hjerte i bål og brand. Men er kærligheden i hjertet inde, da går ligningen op. For se hvor de elskende aldrig spilder et sekund skønt de intet bedriver. For kærligheden søger ikke sit eget. Dog er vor egen kærlighed langt fra at kunne bryde egoismens kredsløb. Men Guds kærlighed, som ved troen indgydes i vore hjerter. Den kan. Stærkere end alt andet, ren som den er. Og dermed forandringen som gør hvert et øjeblik evigt afgørende. For hvad enten vi græde eller le, lege eller arbejde, da gør vi det alt under Guds kærlighed. De stræbsomme timer bag skrivebordet: under Guds kærlighed. De mange år ved samlebåndet: under Guds kærlighed. De tunge dage ved syge og dødslejet: under Guds kærlighed.

Alt er helt som før, og dog er alt så helt forandret. Livet springer ud, fordi det nu ikke længer er bundet til os selv, men til Jesus, som Grundtvig synger: lad i dig mig elske livet. For hvor Guds kærlighed har bolig, der kan vi begynde at strække ud imod livet.

Så lad os da ikke misbruge denne store nåde til endnu engang at hytte vort eget skind med gudsfrygts hovmod og tænke at vi med Guds kærlighed er kommet højt på strå. For hvem har nogensinde gjort sig fortjent til at blive elsket. Men lad os i stedet bruge hver en dag, time og evne på at føre dette vort lys ud i verden.

Ja, lad os bruge alt, hvad der er givet os, sådan som han der har givet os det, måtte have tænkt med disse gaver, ikke til at hovmodes over og slå vores næste med, men til at tjene og gavne den næste, som må have fået en ringere del. Vi har ikke fået, for at gøre med det, hvad vi vil, endsige for at kaste det i grams, men hvert et øjeblik er et øjeblik givet fra evighed, et øjeblik givet i kærlighed til kærligt at tjene næsten med den evne vi må have fået.

For se, da skal det blive en kærkommen time, vorherre banker på døren for at hente os fra denne verden og bringe os til hans rige, om det så bliver ved vort dødsleje eller når han selv kommer mægtigt i himlens skyer.