8. s. e. trin

De ti kystprojekter, som sidste år blev godkendt som forsøgsordning på kystnær bebyggelse kan der uden tvivl siges meget om udover, at de er sikre tegn på, at Bibelen ikke længer bliver læst så grundigt, som man kunne ønske sig. Man skulle ellers synes at efterårets og forårets begivenheder langs de jyske kyster med sommerhusene, som faldt i havet, havde gjort Jesu pointe ganske klar: et hus bygget på sand står sig ikke for havets og brændingens brusen. Kystprojekterne snyder selvfølgelig med pilotering og laver deres egen stengrund at bygge på og hvis Jesus med lignelsen i dag alene ville lære os om bedre byggeskik, var det vel snart kun være bornholmerne, som kunne være med.

Men Jesus har allerede røbet, hvad denne lignelse skal lære os. Den handler ikke om byggeprojekter, men den handler om den som hører Jesu ord og handler derefter, den handler om den sande kristendoms beskaffenhed.

Mange kristne har gennem tiden sukket: kunne jeg dog bare få en kristendom uden tvivl og anfægtelse, kunne jeg bare få en tro, stærk som stål, skarp som sværdet, en tro som aldrig behøvede komme i tvivl om evangeliets sandhed og min evige frelse, en tro, der kunne buldre igennem modgang og mørke med visheden om Guds nåde og kærlighed i behold. En tro som Martin Luthers, eller Brorsons eller en anden af kirkehistoriens store helte, de som nu står støbt i kobber eller sten.

Men erfaringen viser ofte ret det modsatte, at des dybere grundfæstet troen er, des flere anfægtelser møder den, og når vi ser misundeligt på Luthers og Brorsons tro, så er det som oftest fordi vi ikke kender dem ret og de mørke tider, som også de måtte gå igennem med deres tro. Og dog havde deres tro en sjælden styrke, dog var der noget forbilledligt i deres kristendom.

Men her ligger den store fælde. Vi tænker: jeg vil være stærk i troen. Jeg vil kunne klare stormene og efterårets rusk, og så begynder vi ellers at bygge en kirke og kristendom på dette ønske. Men et skæbnesvangert byggeri, som først mødes af desto stærkere anfægtelser indtil troen til sidst dør, opgives eller som oftest erstattes af religiøsitet. Flot ser det ud med de mange gerninger og opslag på facebook. Der mangler intet. Kirkens aktivitetskalender er fyldt ud til sidste tomme. De helt store kanoner står på foredragslisten og der er overskud nok til også at indgå i samtale og diskussion med religiøse ledere og prædikanter fra ganske andre samfund. Ingen vaklen er at spore, men en sikkerhed og uangribelighed i tankesættet som ellers kun de største herskere har kendt til. Hvilken sejr for den kristne tro. Men hvilken sejr. Anfægtelsen er elimineret, ikke fordi troen nu er af stål, men fordi det nu ikke længer er troen og frelsen, det drejer sig om, men derimod vores manifestation af kristendommen.

Men det vil ikke kunne stå sig. Det er det, Jesus forsøger at sige til de fromme farisæere i dag. Ligegyldigt er det, hvor smukt huset står, om det har højenergiruder og er hyperisoleret og i øvrigt er udstyret med alle moderne bekvemmeligheder – hvis ikke fundamentet er lagt ordentligt vil det hele styrte sammen, uanset, hvor mange penge der end er poset i huset.

For intet religiøst hus, som er bygget på os selv og vore egne præstationer, kan stå sig mod havets og brændingens brusen. Det må og skal lægges på en helt anden grund. Men hvilken er den grund, som kan bære os både i solskin og varme såvel som i regn og rusk og på hvilken vi kan stå os selv for Guds dom.

Den der hører min røst.

Her ligger hemmeligheden gemt, hemmeligheden bag alle kirkehistoriens store helte. Jesu ord. Men med hemmeligheder er det ofte sådan, at de er vanskelige at få del i. Særligt skjult synes denne hemmelighed i vores tid, på vores side af bibelkritikkens århundrede. Siden rationalismen har den lærte teologi anset det som fint at føre alle heste ud imod bibelens troværdighed. I første omgang gjaldt det bibelens historiske beretninger. Men stødte sig på ordene om haren, der tygger drøv, og Israels bjerge, der skulle være fyldte med kobber for slet ikke at tale om Salomons rigdomme. Noget man da vidste var det rene vrøvl. Haren tygger ikke drøv, og der er ingen kobber i Israel, for slet ikke at forestille sig hvilket vanvid at skulle have 40 000 heste opstaldet.

Siden har forskning og arkæologi påvist at bibelen alligevel havde ret også i disse sælsomme stykker. Haren tygger drøv, ikke som de andre drøvtyggere, men dog på en måde, hvor maden kastes op for at fordøjes to gange. Arababjergene viste sig at rumme uanede mængder af kobber og enorme hestestalde er blevet fundet i Israels muld. Men da var bibelkritikken allerede gået et skridt videre. Man syntes at finde brister i bibelens indre sammenhæng og pludselig kunne der stilles spørgsmål til, hvad der overhovedet var ægte. Sådan blev en stor del af Pauli breve sorteret fra sammen med de øvrige pastoralbreve som forfalskninger, ligesom evangelierne blevet tilskrevet den første kirkes opfattelse snarere end, hvad der virkelig skete og blev sagt omkring Jesus. På den måde er Bibelen nu blevet den historiske bog, man tillægger den ringeste historiske værdi i forskningen overhovedet. Og teologerne på universiteterne følger fromt med. Det væsentlige er alligevel ikke historien, men derimod den kristne idé, hvad det så end er for noget.

Dermed er kristendommens tyngdepunkt blevet flyttet fra Jesu ord og over på noget meget udefinerbart, sådan at man kan høre præster og teologer på kristendommens vegne udtale sig lige direkte imod det, som Jesus selv har sagt, som regel med efterhænget, Gud er kærlighed. Det er altså blevet vores egen opfattelse af kærlighedsbegrebet, der blevet den grund, vi bygger vores kristendom på. Men hvem har dog så dyb kærlighed i sit eget hjerte, at den skulle kunne lære os om Guds kærlighed? , og netop derfor kan bygningen ikke holde; selv en let lille brise som ateistisk samfunds sidste påhit får hele huset til at gynge, så det knager og slår revner hele vejen igennem; hvordan skal det da kunne holde til en virkelig storm

Den der hører min røst. Vejen til trøst og sikkerhed er ikke gennem menneskers fine ord og uforståelige formuleringer. Nej vejen til en sikker grundvold er at gå ad Jesu ord. Bibelkritikkens grundlag var falskt og sådan er al den teologi som siden er drevet derpå.

Vi må tilbage til Bibelen, hvilket netop var det kendetegnende ved Luther, Brorson, Kingo og adskillige andre kirkehelte. De hvilede på bibelen.  De læste den dag og nat. Og alt hvad de skrev og tænkte af teologiske tanker var baseret på, hvad de fandt i Bibelen. De tvivlede ikke på dens sandhed, men stødte de på ord, de ikke kunne få til at passe, tvivlede de snarere på deres egen tanke end på Bibelens ord.

For vist er der dunkle afsnit, vist er der anvendt poesi, vist bærer Biblen præg af en lang redaktionshistorie, men den bærer også præg af at være nedfældet af verdenshistoriens mest samvittighedsfulde forfattere, forfattere som hellere ville gentage en beretning frem for at udelade et enkelt ord. Bibelen bærer præg af at være Guds ord. Det er her, vi må finde den grund, vi kan bygge vor tro og kristendom på, for det er vi finder løfterne om Guds nåde og barmhjertighed.

Løftet vi møder allerede på bibelens første blade om Evas afkom, der skal knuse slangens hoved, til Abraham om sønnen i hvilken alle jordens slægter skal velsignes; i salmernes bog: om Herrens troskab der varer fra evighed til evighed, og fra Esajas ordene: om en mor kunne glemme det barn hun diede: jeg glemmer dog ej dig, i mine hænder har jeg tegnet dig. Og lad os tage et par stykker fra det nye testamente: alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at være Guds børn skriver Johannes og i hans brev finder vi begrundelsen: Jesu, Hans søns blod renser os fra al synd, så at Paulus kan skrive: så er der da nu ingen fordømmelse, for dem som er i Kristus Jesus, og endelig fra sidste bogs sidste kapitel: og ånden og bruden siger kom, og den der hører, skal sige kom. Den der tørster skal komme og den der vil, skal få livets brød for intet.

Disse er ordene, du må bygge på. Denne er grunden hvorpå du må finde hvile, også når din egen kristendom og tro brister, når hele verden ramler, og du på ingen måde kender eller mærker Guds nærvær. Da står løftet der stadig, et løfte hvorfra ikke en tøddel, det mindste tegn eller mærke, skal forgå, før det alt er opfyldt. Gud borger derfor med sit eget liv.