7. s. e. trin.

Der er dem, man trygt kan betro sig til, og så er der dem, man skal gå en stor bue udenom med hemmeligheder af enhver slags, dem, som bare ikke kan holde vand, men som absolut skal råbe det ud fra tagene, som man i fortrolighed har visket dem i øret. Fortidens sladdervorne kællinger, som i vore dage findes hos begge køn, og som er grundstammen ikke kun for sladderbladene men for snart sagt samtlige medier. En journalist har skudt papegøjen, hvis han opfanger noget om én, som absolut ikke var tænkt skulle ud i den brede offentlighed, især hvis offeret har lidt mere mellem ørerne eller i banken, end menigmand.

Det kan ikke være meningen med Jesu ord i dag. Et menneskes liv kan blive fuldstændigt ødelagt ved denne bagvaskelse, som vi alle er så glade for at tage del i. vi elsker det – lige indtil vi selv rammes af skæbnens boomerang. Så mindes vi det ottende bud: Du må ikke tale ondt om din næste, men skal derimod forsvare ham og optage alt i bedste mening.

Hvor vil Jesus så hen med at blæse ud over byen, hvad hviskes i mørket? Det ligner ham slet ikke. Først må vi lægge mærke til, hvem det er, der taler i mørket. For her er ikke tale om onde menneskers nederdrægtige tale, men: hvad JEG siger jer i mørket. Hvad Jesus siger os i mørket. Et andet sted siger Jesus, at han intet har talt i mørket, men alt i fuld offentlighed. Og dog er der ingen modsigelse. For hvad dagens evangelium taler om er ikke det, som Jesus sagde, men det som Jesus siger. Ikke om fortiden, men om nutiden. Hvad Jesus siger til den enkelte til alle tider.

For sådan forholder det sig med Jesu ord, at nogle i evangeliet og prædiken blot hører en stemme fra fortiden, en historie om et spændende menneske, der om nogen formåede at gøre indtryk på andre med sine lærdomme og fantastiske lignelser, noget vi måske kan tage ved lære af idag. Men andre hører også, i de selv samme ord, at disse ord, som var talt dengang også er talt i dag, også er talt til mig.

Dette er troens forskel. En forskel som er skjult for det blotte øje. Den ligger gemt i hjertet, gemt for enhver dommer og sladdertaske, gemt som en kostbar skat for hin enkelte. Jesu ord til mig. Som Grundtvig skriver, og vi skal synge senere: verden tænker, det er tant, hjertet føler, det er sandt. Det gælder mig, når Jesus siger til den lamme: Dine synder forlades dig. Det er talt til mig, hvad Jesus sagde til røveren på korset: I dag skal du gå med mig ind i paradiset, og for min skyld trøstede han Maria Magdalene i gravhaven med hilsnen Glæd dig – din frelser lever.

Troen hører det, og derfor kan kirken også blive ved at prædike fra denne gamle bog uden at blive træt eller ønske sig noget nyt. For det er ikke gamle skrøner og slidte fortællinger. Men det er Guds ord, Guds løfte, Guds kærlighed talt til mig.

Netop dette ord skal vi tale fra tagene. Troens ord, som taler til os om vores frelser og håb, Jesus Kristus. Vi skal tale fra vort eget hjertedyb til andre hjerter, så at det lys, der er tændt i vort mørke, også må tændes hos andre. Her drejer det sig ikke kun om præsten, der skal kravle op på en stabel brædder for at kunne se ned på menigheden. Nej. Dette bud lyder til alle, som kender Jesu stemme i hjertet. De må råbe det ud

Men her er noget, som kræver mod. En ganske anden tapperhed, end den, der kræves for at sprede rygter om chefen. For hvornår har du sidst hørt en tale åbent og ærligt om sin Kristus-tro? Mon ikke det skulle være længere siden end du sidst måtte lægge øre til folkesnak, som satte andre i vanry?

Desværre har vi igennem de sidste mange år ladet os vingestække af den såkaldte ”åndelige blufærdighed”, som grundigt har sat mundkurv på al tale om Gud og Jesus uden for kirken.

Men var det bare blufærdighed behøvede de engelsktalende samfund vel ikke at erstatte merry christmas med det ligegyldige happy season, mens vi i Danmark kan slippe med det neutrale: god jul, og så for øvrigt bekvemt udelade julens væsentligste indhold. Nej. Det er meget mere end blot blufærdighed vi er oppe imod. Vi har med en åndelig kamp at gøre, som ønsker at fjerne kristendommen, ikke kun fra offentligheden, men fra hjertet. Bid for bid fortrænges gudsfrygtens hemmelighed fra det offentlige rum. Hjemmeplejersken, der ikke må bære kors i sin tjeneste, den ansatte, som tvinges til at arbejde søndag som søgn og det unge kærestepar, som må lægge ryg til alskens spot og spe, blot fordi de ikke vil leve sammen som mand og hustru før de dertil er rettelig indviet. Skridt for skridt går samfundet i den retning. Og hvad gør de kristne som flest – de følger med. Dukker nakken og følger med. Hvem har lyst til at blive lagt for had i alle landets aviser og sladderspalter, hvem har lyst til at stå udenfor, hvem har lyst til at blive afskediget for sin tros skyld? Noget som ikke kan ses. Vi kan vel være lige gode kristne også uden at blive slået i hartkorn med Kristus. Eller hvad. Hvad siger Jesus: RÅB det ud. Også selvom det må koste dig livet.

Personligt ville jeg nok synes, det var lidt træls, sådan fuldstændig at gå glip af min tjenestemandspension, men nu skal I høre en bid fra en beretning om nogle personer, som så noget anderledes på denne sag. Jeg læser fra Perpetuamartyriet fra begyndelsen af 200 tallet, De unge skal se syner: Her skriver Perpetua, en ung nybagt mor på 22 om sig selv i tiden umiddelbart før hendes henrettelse. Hun skriver: mens vi endnu var under varetægtsarrest (for deres tros skyld) ville min fader slå mig omkuld med ord. Af kærlighed til mig forsøgte han igen og igen at få mig til at falde. Så sagde jeg: Far kan du se den skål, der står der. Og han sagde ja. Og jeg sagde til ham: kan det kaldes for noget andet end det, det er? Og han sagde nej – jeg kan heller ikke sige jeg er noget andet end det, jeg er: Jeg er kristen.  Sådan gik Perpetua og mange andre med hende den visse død i møde. Og sådan går fremdeles tusinder af kristne deres visse død i møde, ikke fordi de hader livet, men fordi de ikke vil forsage den Jesus, som har talt fred til deres hjerter.

Hvor meget mere skylder da ikke vi, som langt fra behøver frygte krumsablens stærke klang, hvor meget mere skylder da ikke vi, at råbe hjertets røst fra tagene, så at Guds lys må trænge ind i hver et slot og vrå. For den samme grund, som de havde, martyrerne, til at stå deres lidelser igennem og ikke frygte for menneskers magt, den samme grund har også vi, som ejer troen: vi kender ham, vi i sandhed skal frygte: nemlig Gud. Han som kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i helvedes ild.

Og så er det dog netop her, kimen til frygten for at miste ansigt udadtil for Jesu skyld finder sit fæstne. Vi vil ikke tale eller høre om fortabelsens fare. Fortabelsen er blevet et teologisk tabu, og følgen bliver, at hele teologien og kristendommen forrykkes. Evigheden bliver ligegyldig, men hvis man fjerner dybden fra et maleri, er det ikke længer det samme billede.

Sådan forandres også kristendommen. Og vi ser det, at målet for kristne i gamle dage, var at arve evigt liv at blive frelst. Men i dag, i dag er vi kristne for at få det godt af det, for at finde ro i sindet, en mening med tilværelsen. Men det var ikke det, der holdt Perpetuas mod oppe i amfiteatret. For her fandt hun visselig intet hun kunne få det godt af. Og noget sådant har Kristus aldrig lovet sine kristne.

Men hun kendte Jesu stemme i sit hjerte, en stemme, der ikke kun gav trøst, men også mod.  For denne stemme lærte hende om den evige fortabelse, men den lærte hende samtidig også ikke at frygte derfor. Stemmen lærte hende, netop som Paulus skriver i sit brev: Så er der da ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus: For Livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.  Med denne forvisning turde hun gå sin visse død i møde, med denne tro svandt frygten for, hvad andre mennesker måtte mene.

For hun var frelst. Frelst fra fortabelsen, frelst til evigt liv.

Gid også du må have det sådan, at du i dit hjerte kender dig frelst, så du kan sige: lad komme hvad der vil, jeg hører Jesus til. Ja Gid denne indre ro vil sådan vokse hos os hver især, at vi gerne og uden at glimte råber ud fra tagene, hvad Jesus visker os i hjertet. At vi ikke forsømmer en lejlighed, til at bære bud fra himlen ud over hele jorderig.

For se, er vi tro i dette kald, da skal ikke alene vi vokse i tro og tillid, men vi skal også se, hvordan Guds rige kan vokse også når, den forsøges fortrængt fra flertallets side.