4 s i advent 1 rk 2014

Så kom dog til sagen. Der er ikke meget, der er værre end de mennesker, som bare aldrig kommer til sagen. Stolpe op og stolpe ned med æh og øh og åh, men noget væsentligt, det skal man vente længe efter. Nu kan der kan være flere grunde til et sådant væveri, både gode og dårlige, enten at man ikke har noget at sige og bare skal trække tiden, eller, som visse politikere er mestre i, hvis der er noget at skjule, hvis der ligger en løgn eller en svaghed, som bare et enkelt malplaceret ord kan afsløre, så hele korthuset vælter, så kan det virkelig være nødvendigt at stå der og tygge drøv på ordene. Men det kan også være tilfældet, hvis en faktisk har noget på hjerte, noget væsentligt, men som er svært at få sagt. Så kan lidt tomgangssnak eller en lang indledning være en god mulighed for selv at slippe bedst fra samtalen og få samlet mod dertil. Men der er også en modsat side, hvor ting ikke kan siges straks, og det ikke alene af hensyn til den, der siger det, men af hensyn til den, til hvem det bliver sagt. Undertiden skal vi bearbejdes lidt, så vi bedre kan høre det egentlige, ligesom en lang og måske tør indledning ofte er forudsætningen for at forstå meningen med hovedsagen, hvad enten det er i en bog, et foredrag eller en prædiken.

Og så kom dog til sagen Pastor Jakobsen.

Jaja, men i kirken giver vi os god tid og det endda bedre tid end de fleste romanforfattere. Fire søndage går før vi kommer til sagen. Fire adventssøndage, som med hver sit perspektiv skal rette vort blik fremad mod juleaften, de to sidste med Johannes døberen i centrum. Men hvorfor? Hvem er han, denne Johannes, og hvad gør han her umiddelbart før jul. Hvordan i alverden kan han, denne strenge domsprædikant være med til at stemme vore hjerter til julens blide salmer?

De gamle jøder havde åbenbart lige så svært ved at forstå, hvem Johannes døber var, som vi har i dag, han som hverken var Profeten, Elias eller Kristus. Det eneste de fornam var at han var noget midt i al sin selvfornedrelse, noget, de ikke umiddelbart kunne begribe, selvom de virkelig prøvede på det. For jo mere de søgte, des mindre fandt de. At stå der med denne mærkelige mand var som at vende lommelygten mod en skygge. Hvad end de spurgte ham om, nægtede han, og dette ikke for at gøre sig selv interessant, men for at fremhæve den sag, som var hans og som nu fyldte ham helt.

Det eneste han ville indrømme var dette: Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen. Og jeg må beklage oversættelsen, som gør Johannes til den råbende. Nej, Johannes var blot en røst af den der råber, og det er ham alt om at gøre dette så klart, at ingen skulle få den tanke, at Johannes var noget i sig selv. Men hvorfor var det nu så vigtigt?

Telefoner bliver smartere og smartere og når man som jeg har sådan en gammel Siemens S55 kan man, og jeg gentager, kan man, godt blive en lille smule misundelig, når hele verden omkring en trækker en stor fed smartphone op af lommen for straks at finde svar på alt. Ikke desto mindre er der et punkt, hvor denne gamle telefon er bedre end en smartphone, og det er til at tale i. man kan høre, hvad der bliver sagt i den anden ende af røret og vice versa og det er vel egentlig det, en telefon er til for. Det, der gør den værdifuld, at det, der bliver sagt i den ene ende også er det, der kan høres i den anden. Hvis ikke, om det så er fordi den er smart til at kunne svare selv eller bare ikke duer, kan det få katastrofale følger, som det fik i 1978 over San Diego, hvor en dårlig forbindelse gengav et ord forkert, så at to fly kolliderede og 144 blev dræbt

Netop derfor er det så vigtigt for Johannes, at gøre sig selv til intet, blot til en røst. Han taler ikke af sig selv, af sin egen fri fantasi, men han taler en andens sprog, han taler Guds sprog. Dermed er han ikke bare en, der råber i ørkenen, men han er Guds røst, og uanset hvor meget han end kunne være i sig selv, så ville det være intet i forhold til dette. Men omvendt gælder også, at hvis han selv var noget i forhold til dette, hvis han blandede sig selv ind i Guds røst, så var det ikke mere Guds røst, der talte, men blot et menneske, og da var han i sandhed intet, men blot en løgner. Da var han som en sådan telefon, der forvrænger det sagte. Nej, Johannes ville intet blande i af sig selv, og dermed var han størst.

Dette er i højeste grad, et ord, som er forkyndt til ordets forkyndere i dag. Hvor er ikke enhver prædikestol en fristelse til at ophæve sig selv og egne tanker og meninger, men en fristelse som vi uophørlig må kæmpe imod, for som Johannes selv siger: den, der er af jorden, han er af jorden og taler af jorden. Hvor højt end menneskets visdom kan svinge sig, så bliver det dog af jord. Men Guds røst må vi tale, som Luther siger det så klart: En præst skal ikke efter sin prædiken bede Fadervors femte bøn og søge syndsforladelse, men han må med alle profeter og apostle frimodigt erklære: Dette er Guds ord og ikke mit. Den der ikke tør rose sig således af sin prædiken, han må høre op med at prædike, han lyver helt sikkert og spotter Gud. Svære ord fra Luthers mund, og så er det dog netop denne befaling, som er enhver prædikants frimodig, ikke som hovmod, hvad det også sagtens kan komme til at lyde som, men som sand ydmyghed.

Jeg skal ikke stå her og underholde med egen lærdom og indfald. Jeg skal ikke være nogen stor profet eller anden stor åndelighed: jeg skal ikke være Kristus, men jeg må få lov at tale en andens røst, og det en røst, som indebærer en rigdom og storhed, som jeg i evighed aldrig selv ville kunne diske op med. For hvordan skulle jeg menneske dog nogensinde kunne forkynde og oppebære en glæde for hele folket søndag efter søndag ud af mit eget huld. Umuligt.

Derfor er det nødvendigt for os præsters skyld, at kirkeåret begynder med denne lange indledning på fire adventssøndage, så vi kan lære at forstå, at det Det bliver ikke jul, hvis vi kun lader vor egen røst lyde, og ikke Guds.

Men også for menighedens skyld, skal vi igennem disse søndage før vi kommer til jul. Julen kommer nemlig ikke uformidlet. Heller ikke kommer den af al vor slæben og stræben med gaver og traditioner, men den kommer til os som en gave vi på ingen måde har fortjent. Den kommer, når vi lytter til de ord, som selv kan bane en vej igennem alle vore fordomme og menneskelig visdom og ind i hjertet, hvor det gør plads for den ærens konge.

Men disse ord kan være strenge, for ligesom prædikanterne livet igennem skal afholde sig fra at ville gøre sig til, sådan må vi også som kristne lære den lektie, at det ikke er os selv, der skal gøre os til noget, det være sig med smartphone, stor bil, flot tøj, ja at alt dette blot er et bedrag, der skal dække over denne Johannæiske sandhed om os: i os selv er vi intet. Denne lektie er sværd at lære, og fire søndage er ikke én for meget dertil. Selv ikke Johannes Døberen nåede helt dertil i sit liv, men han kom i tvivl, som vi hørte om sidste søndag, og også Paulus måtte kæmpe med denne lære livet igennem.

Vi vil så gerne være noget i os selv, vi vil så gerne kunne rose os. Og på denne baggrund er det, vi bygger vort samfund. Vore unge mennesker lærer vi, at de skal se at blive til noget og når vi møde et mennesker, og spørger, hvem er du, så får vi dette svar: jeg er lærer, jeg er murer, jeg er professor. Men måske er det en samfundsmæssig fejlslutning at man resolut skal sørge for at blive noget for at være noget. At man absolut skal have en lang uddannelse og fine papirer for at kunne være sig selv bekendt. Vist skal vi være flittige og udnytte de evner vi er blevet givet, men derfra og til at skulle kunne bryste sig af en fin titel for at turde vise sit ansigt er der så sandelig også et godt stykke vej. Men det viser os, at noget er galt.

Johannes’ ord er strenge, men netop i denne strenghed ligger friheden. For kun ved at fratage os alt kan vi blive helt frie fra vor medfødte og ofte ulykkelige stræben efter at blive noget og dermed åbne for den røst som lød til hyrderne på marken og som lød gennem Johannes døber og alle apostle: Guds sandhed om os. At vi for Gud allerede er uendeligt værdifulde, og at han vil gøre os til noget endnu mere, noget ubegribeligt stort, noget som intet menneske kan fatte, der ikke selv ejer denne rigdom. For som han har skabt os i sit billede vil han også gøre os til børn af sig og dermed arvinger af hans rige, og alt dette alene ved at høre hans røst.

Med sit ord kommer han til os og er midt i blandt os med sin fred og glæde og heraf springer den sande julefest. Ikke af alt det vi gør, men af det han gør, at han kommer til os og er midt iblandt os og gør os til et med sig.

Så er da den bedste juleforberedelse ikke alle vore traditioner med stress og jag, men at sætte sig stille for at lytte til den røst, der bereder os på at fejre jul i himmelby.