4 s e h3k

Hvad er der nu galt i at blive bange for havets og brændingens brusen? Kun en tåbe frygter ikke havet, og vi må huske på, at disse mænd ikke bare var sjællandske landkrabber, men stoute fiskere, som vidste nøjagtigt, hvordan de skulle styre båden gennem bølgerne. De havde lige så meget hår på brystet, som en anden har på hovedet. Når de bliver bange, så er der for alvor noget at være bange for. Men Jesus bebrejder dem, deres angst. Det er der også andre, der kunne finde på. BS Christiansen ville have givet en opsang for overhovedet at blive bange for noget, fordi vi handler tåbeligt i angst, og Anders And ville have forklaret, at der ikke er andet at være bange for end frygten selv.

Anderledes er det dog med Jesus og hans advarsel. Det er ikke fordi han ville have sine disciple til at indse, at der kun var tale om en storm i et glas vand, eller hærde dem, som en anden buddhistisk munk til at føle ingenting. For havde Jesus ikke været i båden, var den helt sikkert gået under. Men Jesus var i båden. Og derfor var det et trosspørgsmål og ikke et spørgsmål om selvkontrol. Skulle den båd kunne gå under, med Jesus, Guds enbårne søn, ombord. Umuligt. Og derfor kunne disciplene ligesåvel som Jesus have lagt sig til at sove under overfarten. Det var det tryggeste sted på hele jorden. Men disciplene så Jesu søvn som tegn på svaghed. Og de skjalv ved tanken, at stormen skulle få bugt med dem, før Jesus vågnede op til dåd og fik gydt olie på vandene. De havde allerede glemt, hvem han var.

Hvor vi dog ligner dem i det stykke. Ikke at stole på, at Jesus er os nok, men absolut vil se ham i aktion, før vi kan fortrøste os til hans forsyn. Men er det sådan børn gør. Behøver far absolut slå tyren ihjel, for at barnet kan være tryg. Er det ikke nok, at det er hos sin far og ved, at farmand ikke vil vige en tomme for det tohornede monster med ring i næsen. Vel billedet halter, men det var netop på grund af Israelitternes mistillid til Gud, de kom til at vandre rundt fyrre år i ørkenen. Gennem ild og vand havde Gud revet dem ud af Faraos trællegreb og nu ved grænsen til Israels forjættede land mistede de modet og turde ikke stole på Guds stærke arm. Da svor Herren i sin vrede, de skal aldrig komme ind til min hvile. Men det er den samme frygt, som nu viser sig hos disciplene, denne mistillid til Guds stærke arm. Det begyndte at tvivle om denne Jesus nu virkelig også var Guds søn. På trods af hvad de netop havde set før denne søfart, at Jesus havde helbredt de syge.

Men nu er det sandt at sige ikke fordi livet altid går vores vej. Heller ikke for Jesu disciple – de mistede alle som en livet, 10 af dem som martyrer for Kristus. Og den samme erfaring er vores i dag. Kristne mennesker bliver ramt af sygdom død og elendighed på helt lige fod med alle andre mennesker. Ja, den mest forfulgte folkegruppe verden over – det er kristne. Og dog vil Jesus fortrøste os til, at ingen ombord på hans båd skal gå tabt. Hvad mener han da? Er det kun nogle gange han vil fri os fra farerne og ellers andre gange lade os sejle rundt i vor egen sø? Nej, Jesus vil vise os noget meget større, end den magt han her demonstrerede for disciplene.

For den magt Jesus her viste os på søen er blot en flig af den magt, han i virkeligheden besidder. Al magt i himlen og på jorden, også magten til at hæve hånden imod mørkets, djævelens og helvedes storme. Denne er magten vi må råbe og fortrøste os på, når stormene går og brændingen slår og vil forvandle fundamentet under os til pindebrænde, når vi kommer i vildrede med vort liv og vor tro. Men det var præcis derfor Jesus tog disciplene med ud på søen denne nat, for at føre dem derhen, hvor de intet andet havde at håbe på end Jesus. For denne mangt kan vi umuligt forholde os distanceret overvejende til, den magt er så ufatteligt meget mere end vi nogensinde vil kunne begribe med vores forstand, at vi må bliver grebet af den, før end vi kan fatte tillid til den.

Derfor må vi heller ikke se på denne beretning som et bevis på Jesu almagt, for vi kan bevise fra nu af og til verdens ende, uden at det vil overbevise hjertet. Og derfor er det også altid en langt større magt, Jesus henleder vores opmærksomhed på end den, som kan ses for det ydre øje. Ja, en magt, som for de fleste synes at være ganske magtesløs, som i det ydre tager sig ud som svaghed. Nemlig kærlighedens magt. Vi ved dog hvordan kærligheden kan gøre en ungersvend ganske blød i knæene, så han dårligt kan gå eller stå og mister enhver rygrad. Det er ikke det ord, vi først forbinder med magt.

Og dog kender vi også fra vort eget liv kærlighedens magt. For sikkert har vi alle forsøgt at bekæmpe vore fjender med hævn og al magt vi kunne opbyde og intet har det udrettet. Han blev ved at være vor uven. Men kan vi overvinde os selv og i stedet vise kærlighed mod vor næste da er slaget vundet, for enten vil kærligheden vise sig som den langt større magt end alle våben og få fjenden til at bøje sig og hvis ikke, så sidder vi stadig tilbage med den største sejr, at hans had ikke kunne overvinde os. Men så er det også her, vi oftest finder os allermest magtesløse, for hvordan elske vor fjende. Hvordan dreje vort hjerte fra at hade til at elske. Vi kan det ikke. Vi kan ikke engang overvinde vort eget hjerte. Og derfor er det også her i hjertedybet, vi finder de største storme i et menneskes liv,  i anfægtelsen, i angesten, i vreden hadet og alt ondt begær, ligesom det også er her, roen må findes til at trodse de ydre storme.

Men Jesus stillede stormen på søen, og sådan er han også den, der kan stille stormen i vort hjerte. Gennem hans kærlighed må vi finde ro i vort indre. Men her er det vigtigt, at vi ikke skal finde styrken hos os selv, vi skal ikke finde kærligheden i os selv. Men vi skal finde det alt ved Kristus og sejre ved den kærlighed der førte vor frelser til dødens kors.

Vi må derfor i dag særligt lægge mærke til at Jesus lader disciplene blive i båden trods deres tvivl og liden tro, han lader dem ikke kølhale eller gå planken ud, som det havde både været ret og rimeligt, men han lytter til deres bøn og redder dem ud af trængslens vande. Heri ligger en fantastisk trøst. For tænk, om det var vores tro, der skulle holde rælingen over vandskorpen, om det var vores tro, der skulle modstå alle verdens og djævelens fristelser; hvor ville det gå os ilde. For hvor må vi bekende hvor vaklende en grund, vores tro er, hvor ofte, vi kommer i tvivl og hverken kan se ud eller ind gennem det hele, hvordan vi kommer i vildrede og synes helt opgivne af Gud. Men Jesus lod os blive i båden. Han opgav os ikke. Men blev ved at elske.

Det er når vi ser denne kærligheds magt, som ikke opgiver os, når vi mest af alt har fortjent at blive smidt overbord, at Jesus stilner stormen i vort indre. For i det du ved dig elsket af Gud på trods af dem vi er, da bliver der ro. Da ser du alting i dets rette perspektiv og da kender du, at den som er i båd med Jesus altid stævner mod livet uanset hvordan det ellers måtte gå i denne verden. For den båd er ført af den reneste og helligste kærlighed, som selv overvandt døden.

Der er bare én ting, som er vigtigere end alle andre ting: at vi beholder Jesus i båden. det jo ikke fordi båden selv var synkefri – det ved vi jo godt, hvordan det plejer at gå. Nej, når vi holder os ovenvande som kristne og kirke, så skyldes det alene Kristus

Nu er det vel ikke ligefrem fordi der er nogen, som drømmer om en kirke uden Kristus – det ville være temmelig selvmodsigende. Og dog. Hvad læser og hører vi? Præster som vil revolutionere kirkens teologi til den rene humanisme og hverken vil vide af syndernes forladelse eller Kristi blodige lidelser. Biskopper som åbner døren for vid gab for alle andre tænkelige religioner og som bygger huse rundt i landet, der ikke så meget skal være kirkens huse som religiøse forsamlingshuse, hvor vi kan mødes med alle tænkelige religiøse mennesker for at finde en fælles sandhed som om Kristus ikke er vejen, sandheden og livet. De tager Guds ord fra os – og overlader os til os selv. Og da advarer historien os. For uanset om vi omtaler kirken som en supertanker eller en plimsoller, så skal jeg garantere for, at den ikke er synkefri. For ud over at kunne gå nedenom og hjem, så har vi adskillige gange i kirkens historie set, hvordan landekirker er blevet brugt i regeringers propaganda til at tale direkte imod troens eget ord, som det skete i tyskland i trediverne og fyrrerne. Det er ingen garanti i sig selv at være kirke og have en fantastisk historie og det bedst tænkelige dogmatiske grundlag i vore bekendelser. Der var bare én grund til, Jesus kunne sove trygt i båden: det var at han selv var ombord.

Derfor lyder råbet også til os i dag: hold dig tæt ved Jesus. Det er her og her alene, vi skal finde vores frelses grund. Ikke i vort eget fromhedsliv, ikke i vor gode moral og mange dyder, ikke i vores store tro eller hjemmebryggede kristendomsforståelse: Men hos Jesus alene. For han har magten. Ja, prøv du blot at stille dig ned på havnefronten en dag tidevandet kommer ind og forsøg at råbe lidt ad vandet og se, om det trækker sig tilbage. Kender jeg jer godt nok, gider I sikkert ikke engang gøre forsøget. Det trækker sig først tilbage efter seks timer, og det har ikke noget med vores råben at gøre. Vi er magtesløse, og godt for det.

. For når vi stoler mest på os selv og vor egen styrke, da er faren størst, når vi mener at være nået højest, da er der dybest at falde. For da er det vi fristes til at hale dødvægten overbord og skippe Jesus som kaptajn, idet vi selv vil være den herre, som alting råde bør. Men når vi bliver magtesløse, da erfarer vi dybden af Guds kærlighed, at Jesus vitterligt er den, der har al magt i himmel og på jord. For han brugte sin magt på at redde dig mig til et evigt liv i Guds rige.