Månedsarkiv: maj 2019

juleaften

Juleaften. Den skønneste dag i hele året. Ikke kun på grund af juletræet og al julepynten, lysene og de tusinde stjerne, ej heller på grund af gaverne under træet og det fine glitterstad, ja ikke engang på grund af julemaden med dens hjemlige duft af andesteg og flæskesvær. Nej det er det bagefter, når far lægger gaflen fra sig og læner sig tilbage i stolen for at slå sig på maven og sige; Aahhh. Så  er det jul. Så har freden sænket sig over de små hjem. Julefreden kalder vi det, når vi for et par dage om året pakker familiefejden ind i pænt papir og ryger fredspibe med naboen, idet vi glemmer alt om vore politiske mellemværender og den grønne omstilling. Så er livet som livet er bedst.

Men alt for kort varer det. Snart tromler sneploven sig vej gennem naturens hvide silkelagen og efterlader sig en snasket søbe af snesjap og saltvand; pengetransporten skal jo frem, idyl eller ej. Julefreden varer måske ikke engang til anden er spist, for én ville hellere have haft flæsesteg, og en anden syntes menuen skulle indebære langt færre kalorier, og det skulle selvfølgelig gå ud over danskernes familietraditioner. Og det som skulle have været en sød juletid går så alt for ofte hen og bliver her, hvor fronterne bliver trukket helt skarpt op og krudtet blandet til det næste store slag. Men hvordan kan det dog gå til, at vi fredselskende sønderjyder og tilflyttede romere og vestjyder kan have det så tungt med at slutte fred med freden. Hvordan går det for sig, at freden skal være jaget vildt, når vi nu tragter efter freden som aldrig før.

Svaret ligger i denne sut. En narresut hedder det også og er i det hele taget en vidunderlig opfindelse. Det er den, der redder børnefamilien fra sin visse undergang og det både for mor og barn og ikke mindst far som ellers skulle høre på dem begge to. Det eneste man kunne ønske, var at der også fandtes en til teenagere og politikere, som endnu ikke har lært at bruge en tandstikke. Men problemet med en sådan sut er, at den måske nok giver ro i hjemmet, men den løser ikke noget. Jojo, barnet falder til ro, alle er glade, sutten har løst sin opgave. Men sulten kan den ikke tage bort. Den fjerner ikke smerten, den løser ikke konflikten. Den tager blot tanken væk og giver sig ud for at være det, den ikke er. Det er narreværk. Den er en illusion. Og derfor er barnesorgen når sutten brutalt bliver frarøvet barnet heller ikke kun en sorg over ikke mere at have et alkenisk stykke plast i munden, men det er livets barske realitet, der slår barnet i fjæset, for da skal det til at forholde sig. Men netop det at forholde sig er noget vi af natur altid vil flygte fra, og derfor er det da heller ikke blot børn, der trøster sig ved deres kære sutteklud, men nu er vi mennesker mestre i at dæmpe støjen med alle tænkelige foranstaltninger, så vi ikke behøver forholde os. I stedet for at tale sammen, tænder vi for fjernsynet og i stedet for at række hånden over hækken bygger vi plankeværket ekstra højt. Vi pacificerer os selv, men fredsommelighed og fred er to vidt forskellige ting, ligesom våbenhvile blot er en måde at føre krig på.

Derfor må vi heller ikke forveksle den sande julefred med de proppede maver og de mættede munde. For den fred englene sang om for markens hyrder, var ikke blot en forbigående fredsommelighed, et par hyggelige timer i stalden med de nybagte forældre væk fra deres pligter blandt fårene. Men de sang om fred på jorden i den forstand som er ordets egentlige mening. Den fred vi fornam for i dag hundrede år siden, da de sønderjyske soldater kunne vende hjem og atter tale og synge på deres danske modersmål. Da var der fred, ikke kun fordi krigslarmen forstummede. Men fordi vi blev frie til at være danske. For fred er en hjertesag. Og uden hjertefreden da er fraværet af kanoner og lynild kun som larmende tavshed vi straks må bryde og drive væk med alle vore forskellige voksensutter. For sådan var der vel nok fredsommeligt i det besatte Sønderjylland, men klemte var hjerterne. Har bankede uroen for hvert et hjerteslag, for det havde mistet sit fædreland og måtte ikke mere fryde sig ved at se sit Dannebrog vaje højt mod himlen.

Men hvor der er fred i hjertet, der må ethvert uvejr stilne af, der findes fred midt i stormen og ly midt i uvejret. For sådan glemte Maria og Josef alt om romernes folketælling og den despotiske Herodes i den time Jesus blev født, og sådan bliver der også fred i ethvert menneskehjerte, hvor Jesus i dag bliver født.

Men hvad er fred? Jo fred er frihed fra alle fjender, frelse fra alle straffe, udfrielse fra alle smerter, fred er ro i samvittigheden og fraværet af alle bekymringer. Fred er altid at vide, hvilken vej, vi skal gå. Men heraf kommer også at den fuldkomne fred aldrig skal vederfares os i denne verden. For her vil der altid være krig og uvished, tvivl og anfægtelse, her vil tanke ustandseligt strides mod tanke og menneske mod menneske. Og så er det dog en sådan fuldommen fred, som skænkes os julenat. En fred, som kan løse vores samvittighed af alle sine synders bånd. En fred, der rækker langt ud over os selv og giver hjertet ro.

Men som vi i dag må kæmpe for freden med vore udsendte soldater, sådan kom den himmelske fred heller ikke blot dumpende ned fra oven. Men den kom med blod sved og tårer. Den kom med den højeste pris, for fred kan man aldrig betale sig til. Fredsommelighed kan man måske bestikke sig til så længe det behager bøllerne i skolegården, men sand fred kan kun vindes gennem kamp. Og anderledes heller ikke med julefreden.

For hvor sødt og hvor kært det ikke skildres med barnet i krybben og svøbt i klude, så var selv denne stjernestund betinget af, at Jesus ikke blev i krybben. Derfor møder vi ofte også Jesus som den, der slår freden i stykker – nej ikke freden, men fredsommeligheden, den falske fred, som vi omgærder os med for ikke at se sandheden i øjnene, men han gør det for at skabe rum for den sande julefred. Han tager sutten ud af munden på os, for at give ægte mad. Og netop derfor kan han nu også tale til det urolige hjerte og indgyde fred der, hvor ufreden raser og mennesket maser og aser. For dette barn fjerner ufreden, dæmper nøden og udsletter striden, for allerede fra fødslen var Jesus bestemt som den, der skulle gå korsets vej for at bekæmpe synden, djævelen og døden. Han er ikke bare en ny sutteklud, men han er en ny virkelighed, deri evangeliet lyder til os, som da Montgomery talte over radioen fra London.

En fredens virkelighed midt i blandt os, som Gud selv skaber. For selvom freden blev forkyndt med englevinger, så er det ikke et luftigt ord, vi selv må se at fylde ud og opfylde. Nej freden kom til jord, og den kom til jord i vor frelser og Herre Jesus. Freden kom så virkeligt og håndgribeligt som det lille barn, der taler til os og rækker hånden over hækken for at forlige os med Gud. Og derfor skaber han også allerede nu den himmelske fred midt iblandt os.  Hjertefreden, hvor vort hjerte skal være rolig og have fået hvile, idet det har fået alt, hvad det kan begære: ikke guld og gods, som aldrig kan mætte hjertet, men det skal mættes ved Gud selv, for til ham er det skabt og det er uroligt indtil det finder hvile hos ham.

Det var det englene sang om, og som hyrderne måtte finde i stalden, og som også vi må finde i Jesu krybberum. For der, når vi står bøjet for Guds krybbe, og tager i mod Jesus som vores frelser og herre, da kommer der fred i vort hjerte. Da begynder allerede nu den evige fred, hvor hverken krig, eller nød eller hunger eller anden ulykke skal tage freden fra os og bringe os i struben på hinanden.  For her her finder vi en ankergrund midt i det foranderlige. En vished midt i det uvisse: Gud er nu ikke længer vred. Men han er blevet vor ven og vor bror. Guds kærlighed er midt iblandt os. Hvilken hvile, hvor disse ord må lyde.

Da skabes julefreden i hjerte og hjem. Da må vi tage hinanden i hænderne og glemme hver vor egen kamp og strid og i stedet give gaver fra hjertet til den vi holder af. Men se, da skinner også stjernen over Bethlehem i et guddommeligt øjeblik, det øjeblik hvor vi føler, vi kunne ønske fred på jord : og det vil ske. Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange.

Glædelig jul.

 

 

 

4 s i advent

En nitte – tak for din støtte. Sådan er det lidt at komme til gudstjeneste i dag. Det er ikke jul endnu. Det er ganske vist lillejuleaftensdag, og gaverne skulle gerne være købt ligesom juletræerne allerede står tændt med lys som fugle på kviste. Rammerne er her. Men det er først i morgen det sner. (håber vi)  Og det samme også, når vi vender os til teksten. Jeg er ikke Messias, siger Johannes, vil I møde ham, så må I komme igen i morgen og i overmorgen. Og alligevel kan vi ikke bare springe denne fjerde søndag i advent over. For selvom den umiddelbart virker lidt som en spærresten før julen, så er denne søndag en væsentlig trædesten på vejen på til Bethlehem. For man træder heller ikke bare ind til dronningen. Det ville være døden at trænge ind i hendes palads uden forudgående godkendelse. Sådan træder vi heller ikke bare ind til BarnJesus. Men vi må først gå ad vejen omkring Johannes Døber og lytte til det, han har at sige.

Men her skiller vejene til paladset og til stalden. For til slottet, der er der kun én vej: værdighed. Du skal have gjort dig fortjent, have tjent trofast for landet i en årrække eller være i familie eller venner med de rette personligheder. Så kan du måske være heldig at få en invitation. Men straks vi møder Johannes ser vi, at der skal noget helt andet til for at få foretræde for kongernes konge: jeg er ikke engang værdig til at løse hans snørebånd. Og det siger hans kødelige fætter, et menneske, der havde dedikeret sig selv helt til livet i Guds vingård, som havde opgivet alle det moderne livs bekvemmeligheder for at vidne om Kristus. Om nogen skulle være værdig, så måtte det dog være ham, om hvem Jesus siger: han er den største blandt kvindefødte. Men nej. Heller ikke Johannes Døberen har en sådan værdighed, som kræves for at træde ind for ærens konge. Og heller ikke må vi forvente at finde en sådan værdighed i hans prædiken.

Det havde da ellers være oplagt, at lovprædikanten Johannes var sat i søen for at læres os at leve det gudsvelbehagelige liv, så vi gennem selvforbedring og mere af samme slags, skulle blive bedre mennesker. Sådan findes der også i dag tusindvis af prædikanter både indenfor og uden for kirken, som bruger al deres prædikentid på at lære os, hvordan vi skal leve og blive ret værdige kristne, og sådan var det også prædikenen lød i datidens synagoger og tempeltjenester: du må se at blive værdig.

Men det er ikke den vej, Johannes vil lære os at gå. For hvor oplagt det end er for os at tænke og tale om loven som vejen til forbedring – det er jo sådan vi tænker helt naturligt – hvis nogen snyder i Skat, så laver vi nye love og hvis nogen kører for stærkt sætter vi et skilt op af et kamera, så fartsynderen tager til Vestjylland – kort sagt, loven gør dig til et bedre menneske. Nej, svarer Luther og bruger stort set hele sit forfatterskab på at understrege dette nej: loven kan aldrig gøre dig retfærdig, ikke engang noget der kommer i nærheden af. Det eneste loven kan, er at afsløre os i vores uretfærdighed. og vi burde kunne indse det i nutidens Danmark, at vi bestemt ikke er blevet et mere lovlydigt folkefærd selvom vi har tusinddoblet landets lovtekster over de sidste par hundrede år.

Men hvorfor er det så, at vi bliver ved at hænge ved den gamle lovforkyndelse og tanke, at vi da må kunne forbedre os gennem lovens mange bud? Jo, det ser vi af Johannes’ opgør med de skriftkloges og farisæernes lovforkyndelse. For farisæerne og de skriftkloge, som også forkyndte loven gjorde det i selviskhedens tjeneste. De brugte loven til at pynte på sig selv. For sådan ligger det til os mennesker at nette vore fjer med vores egen fromhed. Vi elsker at smykke os ved loven og lovgerninger. Og hvis ikke det er en kristelig fromhed, så da en verdslig fromhed : jeg kører elbil, jeg cykler på arbejde, jeg har skiftet alle pærer ud i hele huset til LED og jeg køber bæredygtigt tøj mærket med fairtrade. Og det er fint. Ingen kan have noget imod det. Det ændrer bare ikke på, at vi stadig udleder 30 gange så meget CO2 som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Det samme er det som også Johannes råbte til Israels folk: det er smukt og godt, det I gør, men det ændrer ikke på, at jeres hjerter stadig er fyldte af synd. I er kalkede grave, som Jesus siger med sin vanlige retoriske elegance. Johannes vil blotlægge hykleriet, så vi kommer til at stå afklædte i al vores uværdighed.

Men hvorfor er det, denne johannesprædiken er så vigtig, at vi ikke bare kunne glemme og efterlade den i den mørke middelalder? Det er jo ikke fordi det harmonerer vildt godt med nutidens feelgood teologi, at skulle sværtes til med sine synder. Og da slet ikke her lige før jul, hvor vi skal til at fedte os i andesovsen.

Svaret Johannes giver til de udsendte hjælper os på vej: jeg er Ikke. For i stedet for at være en dårlig negativ forklaring af hvem han selv er, så er disse ord det mest kendetegnende ved Johannes, jeg er ikke. For hele Johannes gerning består i at pege væk fra sig selv og få os til at rette blikket ud af vores egen selvfede nagle. For værdigheden til at gå ind til BarnJesus skal vi ikke finde hos os selv, men hos en anden.

Derfor er der også én ting, der er vigtig i denne prædiken, og som man måske i visse perioder af kirkens lange liv har overset eller set stort på. Og det er at denne prædiken må stoppe. For selve ydmygelsen fører os ikke til målet. Om vi så var mestre i ydmyghed, martrede os selv med svøbe og pisk som de gamle munke og klædte os i sæk og aske, da førte det os stadig ikke ind til Kristus. Nej, tværtimod kan det blot føre os til en ny og forstærket selvoptagethed. For det var det, som skete for munkene. Deres store ydmyghed blev en slet skjult stolthed. De gjorde en fortjeneste ud af at pine og plage sig selv, og tænkte, at Gud derved ville finde dem mere velbehagelige.

Og har vi så endelig også hørt Johannes prædiken, som den må høres, så vi ser vor egen usselhed og uretfærdighed og væmmes ved vor egen syndighed, og altså ikke kun naboens, som det ligger mere naturligt for, så ligger der sandelige også her en ny fare og luer på os, nemlig når vi således får Johannes på hjernen, at vore synder og uretfærdighed aldeles overvælder os, og vi sådan klamrer os dertil, at vi ikke vover os ind for Kristus – når vi siger: jeg er for uværdig, jeg er for stor en synder. Men også her er det stolte gamle Adam, der lader sit stygge fjæs komme til syne. For dette er en foragt for nåden, en ringeagt for Guds store offer for menneskene. Og deri ligger den paradoksale stolthed. For hvad skulle alle dine synder gælde mod Jesu fuldkomne liv og offer?

Derfor må Johannes prædiken få ende.  For Johannes er ikke Kristus. Der må mere til end denne prædiken – for vi kan pløje og harve til jordens ende, men uden sædekornet nytter det intet, kommer der ingen høst. Derfor er enhver Johannesprædiken ufuldkommen hvis den ikke fortsætter som Johannes altid gør: med at pege på Kristus. For alene hos ham finder vi den rette værdighed til at træde ind for kongernes konge. Vi finder den ikke hos os selv, vi finder den ikke hos Johannes, vi finder den ikke loven. Men vi finder den alene hos Kristus, han som tog vores uværdighed på sig for at blive født i allerstørste ringhed. Der ligger vores værdighed. Og det en sådan værdighed, som langt overgår både konger og fyrster og alle landets høje herrer og popstjerner. En værdighed, som åbner himmelvejen og fører os hele vejen fra nu og til evig tid, en værdighed, der består selv for Guds trone.

Men så er da alligevel Johannes den bedste juleforberedelse, vi kan tænke os. For når vi således at blevet frataget alt, så er der kun et tilbage for os at gøre, så er der kun én ting, vi kan bringe med os ind til julekrybben. Vort hjertes tak. Men tak er meget mere en blot en høflig frase. For i takken erkender og vedkender vi os vor gæld, for vi takker ikke for den vare vi har betalt for, måske for god betjening og en god pris. Men takken går i stedet for betaling eller rettere: når en anden har betalt. Da siger vi tak.

Men det er kun Johannes, der kan lære os at sige egentlig og af hjertet tak. For det er først når han har revet det hele fra os, al vor guld, røgelse og myrra, at vi ser, hvor uvurderlig og helt ubetalelig Guds gave er, og det er dette syn, der stemmer vort hjertes strenge til den sande juleglæde.

1 s i advent

Kunne man bare have været der. Stå midt i den jublende folkeskare med palmegrene i hænderne og have set denne ulige kongeskikkelse drage forbi. Have fået lov til at opleve euforien og synge med på jubelråbet af fuld hals: velsignet være han som kommer i Herrens navn, Hosianna i det højeste. Hvor ville det være fantastisk. Men vi er med. Når vi i dag er kommet herind i kirken så er det netop for at tage del i det samme optog og dele den samme jubelsang som dengang. Kristus Messias er kommet til os som vores herre og frelser. Vi er kommet på den anden side af sidste søndags dommedag, og han er stadig hos os. Hosianna i det højeste.

Men hvor tit kan vi blive ved med at gentage denne fejring. Bliver det ikke trivielt i længden, når vi hvert andet år vender bunken for at læse de samme tekster, synge de samme salmer og høre de samme prædikener – jo det sidste ville være trivielt. For intet af det vi menneske kan frembringe har en sådan styrke, at det kan tåle og bære at skulle give mening år efter år, generation efter generation. Men selv de største julehit bliver på et tidspunkt glemt og henlagt som studieobjekt for nørderne, på samme måde som Platon, Homer, Aristoteles og adskillige andre, som måske i århundreder var strålende lys på den intellektuelle himmel.

Men på det skallede æsel, på trækdyrets føl møder vi én, som bringer en evig ny virkelighed med sig, og som vi derfor i længden aldrig vil trættes ved. Jo, hvis vi ser på det som et æventyr ret og slet, som en tom familietradition at traske ned i kirken 1. søndag i advent for at synge Grundtvigs gamle slager, så skal vi nok vise os også at kunne blive trætte af Jesus og julehalløjet. Da skal det gå med advent og jul, som det er gået med så mange andre danske traditioner, som kyndelmisse, hvide tirsdag og andre fornøjeligheder, vi kun kender fra nyhedernes overskrifter. Men da har vi heller ikke set Jesus som den han i virkeligheden af. Da har vi ikke set, hvordan den begivenhed ikke langt fra Jerusalem også er en begivenhed, der har betydning i mit liv. For indtil da vil al kristendom alene være en relativ ligegyldig morallære.

Men Jesus kom til sine egne som herre og frelser, og sådan kommer han også i dag, som Herre og frelser. Ikke med moralismens tunge taktstok, men med sine to sagtmodige ridedyr, ordet og sakramenterne. Og dog kom han med sejr, denne ydmyge kongesøn. For der er bare to tilfælde, hvor en konge bliver mødt med jubel ved byporten, som Jesus gjorde det i dag, og som profeten skriver om. Og det, når kongen vender sejrrig hjem fra sit togt, har lagt land til sit land og føjet ære til sin magt. Men så er der også et andet tilfælde, og det er det tilfælde, som særligt åbner begivenheden for os i dag, og endda taler med en ganske speciel klangbund her i Sønderjylland. For det andet tilfælde hvor kongen bliver mødt med sejrsjubel og det eneste tilfælde hvor Hosiannaråbet for alvor giver mening, det er når kongen befrier sit besatte land og genindtager sine belejrede byer. Ganske som da Christian d. 10. red over kongeåen og genindlemmede Sønderjylland i kongeriget Danmark. Da var jubelen stor, da var sejren endelig vundet.

Og det er som denne befrier, Jesus nu kommer til os. Som den, der vil befri sin egen ejendom fra de fremmede magters tyrrani. For Hosianna, betyder, frels dog Herre. Det er en bøn om hjælp, men det er den overbeviste bøn, det er den jublende bøn der ser sejren komme til os, som går befrieren i møde og allerede i bønnen foregriber sejren og befrielsen. Som møder helten ude foran byporten allerede før han har indtaget byen, fordi fjenden allerede er slagen.

Og det er sådan vi får lov til at modtage Jesus i det kommende år, som den, der allerede har sejret.

Men det var ikke den romerske besættelsesmagt eller Preuserriget Jesus kom for at udfri folket fra. Nej, det var en langt større og langt stærke fjende, der måtte levere sit bytte tilbage til dets rette ejermand. Den fjende som også i dag gør livet så trangt for så mange. Ja, tre magter er der, som vil gøre hævd på os, nemlig syndens, dødens og djævelens magt.

For det første syndens magt, som er vore egne egoistiske tanker og handlinger. Tanken om, at jeg da er en vældig herre, og at jeg så sandelig nok kan forme mit eget liv. Men hvad ondt kan der vel værre i det? Hvad skade kan da gøre at have lidt selvrespekt og have mål med sit liv. Intet, Men se dog, hvad der sker, når mennesket sætter sig for at være den herre, som alting råde bør. For på den ene side finder vi heraf den bevægelser, som underlægger sig alle andre, som tromler hen over den svage og nytteløse for at skytte sig og sit, og som for egen vindings skyld ser ganske bort fra menneskelivets værdi. Og heraf kommer verdenshistoriens mørke sider med krig, eugenik, slavehandel, eutanasi vold, udnyttelse og tankekontrol.

På den anden side, i et helt tilsvarende mørke finder vi den som forgæves har forsøgt at skabe sig selv, som er kommet til kort med sit eget liv. Det være det unge menneske, som slet ikke synes at kunne leve op til nutidens idealer for skønhed eller krav til uddannelse og karaktersnit, og som derfor gemmer sig bag skærmen i et ideligt selvpineri. eller det være sig den arbejdsløse, som er faldet ud af det sociale sikkerhedsnet, som må tage sig i at stille spørgsmålet, hvorfor er jeg her egentlig. Ja, det være ethvert menneske, som tager livgreb med sin egen eksistens, og opdager, at livet blot er et langt forsøg på at holde os selv oppe ved hårene altimens vi mere og mere drukner i mørke og uretfærdighed.

Den anden fjende er døden, som kun understreger livets forgængelighed og tilværelsens tomhed. For er døden det sidste punktum, hvorfor så overhovedet have besværet med at leve, alt bliver ligegyldigt efter vort sidste åndedræt, og om vi så har sat en ny generation i verden, så er de kun født til den samme håbløshed.

Men over disse to står den tredje og egentlige fjende, Djævelen. Og nu ved jeg godt, at det svært politisk ukorrekt at nævne den herre en festlig første søndag i advent, men helt ærlig, alle snakker jo om manden i et væk og nævner hans navn, både når det regner og bussen kommer for sent. Hvorfor skulle præsten så ikke også kunne tale seriøst om djævelens stærke magt. For intet frispil er bedre for djævelen end hvis vi nægter denne barske virkelighed, for da vender vi også det blinde øje til, når satan vil lokke og lede os ind i fristelse og fald. Da har han fri adgang, og kan i sin slangeham forlede os til hvad som helst. For en sådan magt er Djævelen som gør alt for at ødelægge livet, både ved at tage livsmodet fra os og ved at tilskynde os til alt ondt. Og så er der dog et mål, denne lede fjende har frem for alt: at tvinge os bort fra Gud. Enten ved at reducere gudsbegrebet til et ganske ligegyldigt ikon i hjemmet, vi til sidst helt vil ignorere, eller ved at fremføre Guds retfærdighed over for vores uretfærdighed. Derfor kaldes djævelen også for Anklageren, for han anklager os nat og dag for Guds trone. Han står der og peger på vores synd og utilstrækkelighed, vores egoisme og ondskab og fremhæver, hvordan loven dømmer et sådant menneske til den evige død og pine.

Disse er vores tre livsødelæggende fjender, og hvis prædikenen stoppede her, kunne vi lige så godt gå hjem og grave hver vor grav. Men nu stopper det ikke her. Nej det er her det begynder, og det er altid her det begynder i kirken. For se hvilken sejrherre, der kommer til os, sagtmodig ridende på et æsel. Ikke som en ny herremand, til at tvinge os alle i knæ med skatter og tunge pligter. Ikke som en anklager over vort forlorne liv, ikke som den der fortæller os, hvordan vi skal blive bedre mennesker. Men som den sagtmodige, ydmygt i menneskers øjne, der kom for at give at give os livet igen.

Derfor kommer han med sejrens jubel som kongernes konge. Han kommer med det evangelium, som knuser vore tre belejrere – ja, som har knust vore store besættelsesmagter. For han kommer med synderes forladelse. Og nu lyder det måske som lidt lidt imod de store og mægtige fjender, der står omkring os. Men se hvilket mægtigt våben. For hvor der er tilgivelse, der må djævelen spille fallit. Der har han intet at komme med med alle sine anklager. For hvor synden er fjernet, det mister døden sin magt, der kan vi atter stå rene for Gud. Og på samme måde må også djævelen i os give tabt for disse ord, for intet er der i verden, der bedre kan bøje et menneskes stolte sind og give hjertet friske slag end disse ord: dine synder forlades dig. for ingen kan tvinges til at tilgive, og derfor står vi altid magtesløse over for tilgivelsen. Men hvilken magtesløshed, for alene kærlighed kan tilgive af et ret og oprigtigt hjerte, og derfor møder vi i disse undseelige ord, det største i verden: Guds kærlighed. Til dig. Ikke kun til sidemanden, men til dig. Da kan vi rette os selv ud, selv os der bøvler med spejlet om morgenen, for Gud har frifundet os – ikke til at synde på ny, men til at leve på ny.

Ja, sådan kommer Jesus til os hver en dag, som befrieren fra alt ondt, så hele vort liv kan være en lovprisning, som den der møder os i dag. Hosianna i det højeste. Frels os. For skønt han således har vundet slaget, og kommer som den store sejrherre, så ligger belejringens mange fristelser fortsat omkring os og venter på kongen, der skal føre befrielsen til fuldendelse for os.

Men dette sker på to måder. For det sker, når Jesus første gang kommer ind i et menneskes liv og får lov at tegne korsets tegn for vort ansigt og bryst. Da drives vore fjender bort, og freden får lov at tage bolig i vort hjerte. Da bliver vi vundet for vor Herre og frelser, så vi alene hører ham til og kan blæse djævelen et stykke med alle hans krav. Jeg er Guds ejendom. Jeg hører Kristus til. Og det samme sker, når vi på ny har ladet os overvælde af syndens og djævelens magt, da kommer han atter til os med fredsbudskabet og frier os ud af dødens kløer. Og derfor bliver vi aldrig trætte af at høre om kongen på æslet, der kommer til os.

Men så skal det også ske engang, at han skal komme igen, ikke på et æsel, men ridende på himlens skyer i magt og megen herlighed, for endegyldigt at føre sin sejr igennem i himmel og på jord og indsamle sit ejendomsfolk fra verdens ender. Da skal døden og synden få ende, og Djævelen kastes i ildsøen, og vi skal råbe med jubel. Hosianna, velsignet være han som kommer i Herrens navn. For det er hvad vi venter på. Udfrielse fra alt ondt. Og han er den, som således skal befri os. For Jesus kommer med sejr.

Men på den dag skal vi få lov at være der. Da skal vi selv stå midt i den jublende skare og lovprise vores herre og frelser med palmegrene, trompeter og glædestårer. For han har frelst dig, han har vundet dig, og sejren er din. Og den skal blive din i evighedernes evigheder.

Amen  – glædelig advent

 

 

ss e h3k

For ikke så længe siden havde vi her i kirken besøg af en konsulent, der skulle fortælle os lidt om, hvordan vi skulle designe vort kirkeblad for at få flere læsere. Måske ikke den bedste timing på et tidspunkt hvor vi havde landets mest læste kirkeblad, men man kan jo altid lære nyt. Den første lektie gik ud på, at sælge bladet med mennesker, hvorfor der også helst skulle ansigter på forsiden. Nu er det ikke fordi jeg er sådan særlig godt opdraget, så det skal I så ikke sætte næsen alt for langt op efter. Men det skulle også gælde indholdet; koncerter og arrangementer skal sælges gennem personlige oplevelser, for når naboen så ser dig i kirkebladet fortælle om hvor fantastisk en oplevelse du har haft i kirken, så vil han pludselig gennem din interesse begynde at interessere sig og måske også selv komme med næste gang. Det var teorien i hvert fald.  og for så vidt kan man sige, at Jesus har fanget pointen. Han lader åbenbaringen af, hvem han er, gå igennem sine disciple og på samme måde er hele bibelhistorien knyttet op på konkrete mennesker, som vi i større eller mindre grad kan relatere os til.

Men så er Jesus heller ikke bedre til marketing. For i stedet for straks at få åbenbaringen på gaden, så alle kan høre om, hvem han i virkeligheden er, betinger han disciplene til ikke at sige noget. Ikke før han er blevet korsfæstet død og begravet og opstået fra de døde. Men hvorfor dog vente så længe. Hvorfor ikke straks skumme fløden og ride på succesen gennem Israels folk og ud over den vide jord. Når Jesus nu kunne åbenbare sin herlighed, som han gjorde i dag på bjerget. Hvorfor så holde igen med det. Det er jo den slags mennesker higer efter: store og imponerende oplevelser. Og som virkelig sælger, Både kirker, bøger og billetter.

Ja, sådan tænkte disciplene sikkert ved sig selv, og sådan forundres vi også i dag. Hvorfor skal Jesu herlighed altid holdes i det skjulte. Hvorfor skal kirken fremtræde så sagtmodig på jord. Hvorfor kan kongernes konges menighed da ikke være fyldt af den herlighedsglans, som den dag strålede over disciplene. Det ville da gøre det så meget lettere for os selv at blive begejstret over at komme til gudstjeneste og at komme hjem og fortælle naboen, hvad han eller hun gik glip af. ”Det var vel bare en kedelig præst, der holdt en tør prædiken” ”Nej, det var Gud selv, der viste sig for os”

Men åbenbaringen af Jesu herlighed må altid gå over Golgata. Det er altid gennem lidelsen og fornedrelsen, vi skal skue Guds herlighed og derfor er det også at vi nu til næste søndag skifter fra den grønne farve, håbets farve, til den lilla messefarve som med sin mørke tone skal vende vort sind indad og få os til at tage livssmerten på os for at berede os til langfredags marter.

Men hvorfor skal vi altid det smut forbi korset her i kirken. Ja, var det for Jesu egen skyld, så behøvede vi det slet ikke. Han som før verdens grundlæggelse havde al magt og ære og herlighed, lige evig med faderen, lige mægtig og lige fuldkommen. For sin egen skyld behøvede Jesus ikke først gøre sig fortjent til al hyldest i himmel og på jord. Det var hans alt sammen længe før han blev født på jord, som det vises os på bjerget i dag. En ophøjet vælde, der ikke som menneskers ære behøver ophøjes ved ydre gunst og æresbevisninger. Der er jo ikke meget ved at være konge uden undersåtter eller stjerne uden fans. Men for Guds vælde er alt dette ligegyldigt. Den er så mægtig, hellig og herlig, at den består fuldkommen i sig selv, som vi sang med Peter Dass: Gud er Gud om alle mand var døde. Vi er helt overflødige i forhold til Guds herlighed; Gud behøver os ikke.

Derfor er der også al mulig grund til at revurdere den skødesløse måde, vi taler om Gud på. I dag omtales Gud og hvermand på lige fod og mange har vanskeligt ved at forstå, hvad særligt slemt, der skulle være ved at bryde det andet bud: du må ikke misbruge Herren din Guds navn. Herre Gud, det er jo bare ord. Men dette alene fordi mennesker ikke kender Gud. Gud er blevet en kammerat i manges opfattelse, den hyggelige bedstefar oppe i skyerne, som vel dårligt nok interessere sig for os, og i hvert fald slet i for, hvordan vi lever, og uanset hvad bare har at elske os.

Et helt andet billede er det, som males for os i Bibelen. Her møder vi Guds ophøjede Hellighed, som intet menneske kan se og leve. Som en fortærende ild er Guds renhed imod alt syndigt og urent hvorfor Gud også omtales som Jakobs rædsel. For det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder. Her kan intet syndigt overleve. For så skinnende klar er Guds renhed, at disciplene styrtede til jorden på bjerget af frygt og rædsel, og at selv Mose afglans måtte dækkes for ikke at bringe døden ind i Israels midte.

En sådan Gud er det vi har, Hellig, Mægtig, Ren, og ikke en eller anden vatnisse, der ikke kan gøre en flue fortræd. Og nu må vi ikke falde for den løgn, at Gud skulle have forandret sig siden det gamle testamente – for da er han ikke længer Gud, Men Gud er evig og uforanderlig, og lige så hellig som han var på Sinai bjerg, lige så hellig er han i dag.

Men vi har svært ved at fastholde bibelens sande billede af Gud. Fordi vi selv går på kompromis og til stadighed stikker en lille hvid løgn under stolen for at få tingene til at hænge sammen, vil vi ikke have en Gud, der kan være så streng og nøjeregnende at han fordømmer et menneske blot for en lille fejl. Det strider mod vores retfærdighedssans. Men der er der bare én ting, vi må huske, skriver Luther. At selv hvis Gud lod alle mennesker gå fortabt, så var Gud stadig lige ukrænkelig i sin retfærdighed, hellighed og renhed. Det er den virkelighed, vi lever i, og som møder os på bjerget i dag.

fra dette ståsted forstår vi, hvorfor Jesus ikke blot åbenbarede sin guddommelige herlighed, men altid kun afslører sig selv igennem korset.

For på bjerget er der ingen trøst for den anfægtede, her er ingen hjælp at finde for den frygtsomme og bange. Her er ingen barmhjertighed for den angrende. Her er der kun fordømmelse over et syndigt menneskes liv og forbandelse over alt, det vi har gjort. Her er der kun frygt og rædsel, For intet menneske kan se Gud og leve. I dette møde er vi dødsens.

Derfor er det bjerg som vi må holde os til Golgatas høj alene, for her møder vi nok denne samme Guds vrede og hellige harme over alt urent, men her rammer den ikke os uden hans enbårne søn. Hele Guds retfærdige straf over alt syndigt og urent rammer her i et nu Jesus Kristus. Men midt i dette frygtelige syn ser vi Guds sande jeg. Som den, der vil ofre sin eneste søn for at frelse en fortabt og ugudelig og syndigt menneske som du og jeg.

Her finder vi klangbunden, for det frygt ikke, som Jesus taler til os i dag. For på Golgatas kors må vi skjule os mod Guds vrede og ikke i tre elendige hytter, eller hvad vi nu kan få flikket sammen af egne gerninger og retfærdighed. Men i Kristi fortjeneste og blod, som dækker fuldt og helt for alle vore synder. Her kan vi møde den Hellige Gud. Det er grunden til, at vi altid må omkring Korset.

Alligevel ligger der hos mennesket en nærmest ubændig trang til at klatre op på bjerget og ville opleve den mægtige Gud. Men da må vi lægge mærke til, at Jesus kun tog tre af sine disciple med på bjerget. Når mennesker fortæller om deres store åndelige oplevelser, skal vi ikke benægte det. Men det må aldrig opfattes som en rettighed for alle kristne at have disse oplevelser, sådan som herlighedsteologen Torben Søndergaard prædiker. De øvrige 9 disciple var lige så gode disciple som de tre, der kom med på bjerget. Og sådan må også flertallet af kristne gå hele livet igennem uden nogen særskilt erfaring eller åndelig oplevelse, uden den som Luther stadig skriver om: erfaringen af at være et syndigt og fortabt menneske, der bliver taget til nåde ved Jesu kors. Derfor skal vi heller ikke søge efter eller stræbe efter disse særskilte oplevelser, for det er noget andet vi må bygge vores tro på.

Er oplevelserne da ikke opbyggende for troen? Jo sikkert nok, det er del derfor Gud giver disse åndelige oplevelser, fordi Gud ser vi har brug for dem. Men vi kan ikke bygge vores tro på dem og slet ikke andres. For hvad så den dag, du ingen åndelig oplevelser har, ingen erfaring af din egen kristentro, ingen åndelige følelser, men står afklædt og nøgen overfor Gud – hvad vil du da bygge på, da er der bare fortvivlesen tilbage. For er det så fordi du er faldet ud af nåden, Gud ikke længer tilskikker dig disse oplevelser. Eller var det hele bare din fantasis indbildning. Jo, da ser vi hvor vaklende en grund oplevelserne er at bygge en tro på.

Men hvad der skete på Golgatas kors – det VED vi. Det er ikke noget vi kan bilde os ind. For det skete alt sammen uden for os. Og dog skete det for os. For når vi samles til gudstjeneste, da sker det under, at Golgatas beretning bliver vores beretning. Vi kommer ikke op på bjerget. Vi får ikke en på opleveren. Men til gengæld lyder ordene helt personligt: Jesus døde for dig, udgød sit blod for dig, gav sit legeme for dig, opstod for dig. For dette gjorde han ikke kun for de tre, men det gjorde han for alle for at give os del i Guds herlige rige.

Så forløses da vort hjerte da på Golgata til at synge den almægtiges pris og ære, ikke i frygt og rædsel, men i hengivelse og tillid til ham som gav sit liv for mig, skønt han i sig selv var hævet over himmel og jord.

Så hvad vil du nu gå hjem og fortælle din nabo om hvad du har brugt din søndag formiddag på: på at skue højt mod himlen efter Guds evige glans og herlighed, eller på at høre om ham, som fornedrede sig fra det højeste til allerdybeste for at ophøje dig til evighedernes evigheder. Jo, det må være det sidste, og så mærkeligt som det end må lyde, så er det netop sådan, også vi må få lov til at ophøje den højt ophøjede: ved at fortælle hvad han gjorde for mig, og for dig, og for ethvert menneske, der er født på den runde jord.

For det er et sandt personligt vidnesbyrd.

25 s e trin

Hvornår kommer Guds rige. Eller populært sagt, hvornår kommer dommedagen? Det var da et meget rimeligt spørgsmål. Vi mennesker vil som regel gerne have lidt tid til at forberede os på både store og små omvæltninger og en begivenhed af denne karakter, var da bestemt værd at have med i beregningen. For hvis det nu er før 2030, så behøver vi jo ikke bekymre os om regeringens hadekampagne mod sekscylindrede dieselmotorer og andre livsformildende fornødenheder. Ja, mon ikke vi alle sammen har et eller andet, vi lige skal have fixet, før livet er slut. En gammel moster, vi skal have besøgt før regnskabstimen, en oplevelse vi skylder os selv eller en anden, eller måske en undskyldning, der stadig sidder fast i postgangen. Der er så mange ting, det vil være lettere at prioritere, hvis blot vi kendte datoen for Jesu genkomst med dommedagen og Guds riges gennembrud.

Men i modsætning til så mange andre religiøse ledere, så afholder Jesus sig helt fra at sætte tid eller dato på. Det er et andet perspektiv Jesus først vil have på sin genkomst og Guds riges gennembrud på jorden. For når vi er så nysgerrige om tidspunktet, så handler det ikke kun om, at vi gerne vil have lov at forberede os – næh, så handler det lige så meget om, at vi gerne vil vide, hvor lang tid vi kan trække den, før vi behøver tænke på Guds rige, ligesom vi nu sidder og regner på, om det er nu vi skal hamstre fossile brændstoffer mens de er til at komme i nærheden af for penge, eller om vi behøver leve livet som miljøbevidste. Jo sådan tænker vi. Men intet er der til hinder for, at vi kan begynde at forberede os allerede nu, rejse lidt mindre, smide færre kemikalier i kloakken og købe mere miljørigtigt tøj, eller åndeligt, at vi allerede nu kan sende den undskyldning afsted, vi mangler at få afleveret og gøre det godt imod vor næste, som vi ved, vi skylder, gå lidt mere i kirke, og det som vi sikkert ville gøre, hvis vi vidste Guds dom var ret forestående. Og det er netop der, Jesus vil have os hen, der hvor vi lever Guds riges livet i dag. Ikke med frygt for den kommende dommedag, men med en levende erkendelse af, at Guds rige er midt i blandt jer. Lige her og nu.

Men skulle dette være Guds rige? Disse gamle brustne vægge og triste gulvtæpper. Det er der ærlig talt ikke meget glimmer ved og langt mindre, hvis vi tager Jesus på ordet og kigger indeni os selv. Skulle så dette være Guds rige på jord. For nu ved jeg ikke, hvordan det tager sig ud inden i jer, men mon ikke de fleste menneskehjerter er en blandet landhandel af godt og ondt, gode tanker og dårlige tanker, taknemmelighed og havesyge, had og kærlighed, stolthed og fordomme. Kan Guds rige virkelig bo så tarveligt? Var det ikke rimeligt at forvente et rige af en helt anden kaliber, når vi tænker, på dronningens paladser. Jo noget ganske andet turde man forvente, men da havde vi kun Guds rige at frygte, for da var dette ingenlunde et rige for os. Da måtte vi stå uden for Guds rige, som vi nu må stå uden for slotsparken, når den kongelige familie benytter residensen i Graasten, og altid uden for de prægtige sale. For aldrig, om vi kunne blive så fine på den, at vi kunne træde ind i et rige som Guds- Men Guds rige kom til os og det er iblandt os. Ikke som et mægtigt ydre rige, men som et skjult indre rige, Gud selv skaber i os.

Heller ikke som et symbolsk rige, når vi blot tager os sammen og forsøger at gøre det gode. Men som et virkeligt, et åndeligt rige, som vi bekender: Vi tror på Helligånden, den Hellige almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse og det evige liv. For overalt, hvor Helligånden lader ordet om vore synders forladelse og kødets opstandelse forkynde og hjerterne tager imod det i tro, der er Guds rige sandelig til stede midt i blandt os. Og vi mærker det, hvordan en ny virkelighed kommer til os, når vi griber om Guds tilgivelse. Ikke så andre kan se det og vi kan bevise det, men med troens overbevisning, som Gud selv skaber i vor ånd. Som et lys i mørket, håb i håbløsheden, og trøst i sorgen.

Og dog kommer der en dag, hvor Guds rige skal åbenbares i al sin herlighed, hvor Jesus kommer igen for at dømme levende og døde, og hvor sorgen og synden og døden endelig må forstumme. En dag vi som kristne skal længes efter, men en dag, som verden indtil da skal være ligeglad med. Og hermed svarer Jesus faktisk på spørgsmålet, hvornår, eller rettere hvorfor det ikke giver mening at spørge om, hvornår. For der er noget underligt ved det Jesus-ord, vi møder i dag. Selvom Jesus aldrig sætter tid eller dato på sin genkomst, så er det atypisk, at han her beskriver tiden før sin genkomst som en tid, ligesom alle andre tider. Folk skal spise og drikke, arbejde og dovne. Alt skal være som det plejer at være helt til det sidste. Dette som skærende kontrast til det Jesus ellers siger om tiden før sit andet komme, nemlig at der skal være tegn i sol og stjerner og måne, og læser vi det samlede billede af den tid, så tegner der sig et sandt uvejr af krig, forfølgelse, ødelæggelse og fjendskab. Kærligheden skal blive kold hos de fleste, og hadet skal vokse mellem mennesker. Hvordan kan de to beskrivelser hænge sammen. Hvordan kan noget så modstridende tale om den samme tid?

Svaret ligger i beretningen om Noa og syndfloden. For hvordan læser vi om den periode, der gik forud for det gamle testamentes dommedag? Jo vi læser om, hvordan ondskaben tog til på jorden. Og vi læser om, hvordan Noa og hans ark var et tegn til samtiden om Guds retfærdighed og forestående dom. Men mest af alt læser vi om, hvordan de rystede på hovedet af Noa og fortsatte deres gudløse liv og levned helt uanfægtet til det var for sent. Det er det uhyggelige og dybt skræmmende. For her ser vi, hvad mennesket er for et væsen. Her ser vi, hvor blinde mennesket kan være.

Det går kun ganske kort tid, så har vi vænnet os til en ny verdensorden, så er det som før syntes utænkeligt blevet hverdag. Så tænker vi ikke længer over det, vi fra først af gruede for. Og eksemplerne er mange. Allertydeligst ser vi det hos de andre, hos nabolandene, ikke mindst Holland, hvor man for kun få år siden indførte den aktive dødshjælp. Man forventede ikke, det var noget, der ville komme til at betyde noget. Sidste år blev over 7000 mennesker ombragt ved eutanasi. Og ingen tager sig det til hjerte. Ja, tværtimod synes det at være et gode, døden er blevet en løsning. Men hvilket bedrag. Og sådan bedrager vi os selv. Uden at vi lægger mærke til det. Uden at vi lægger mærke til det forskubbes vort menneskesyn så vi kan fortsætte vort daglige arbejde og gøremål uden at ænse, at ondskaben tager til. For skulle det være med overlæg, vi i dag har fået skabt et sygehusvæsen, der tilsidesætter patienten for at føre dokumentation? Selvfølgelig ikke. Men det er et resultat af en lang række små skridt der har ført os hen, hvor vi slet ikke ønsker at være, og hvis tingene går som de plejer, så vil vi snart vænne os til det også.

Men så forstår vi også, hvordan menneskene vil være i stand til at kunne overse alle de mange tegn, der er profeteret skal ske før Herrens komme, og hvorfor det for verden er ligegyldigt, hvornår Jesus kommer igen. Den vil alligevel ikke høre, for den er alene optaget af sit eget rige. Men så forstår vi også, hvorfor det vil være en trængselstid for Herrens kirke. For Noa så ondskaben og gruede. Og Gud give os nåde til ikke at blive forblændet og blinde over for den ondskab, som også hersker og tager til i dag, men at vi må have åbne øjne, der ser, hvad der er godt og ondt på den måde Gud ser det. Men heraf kommer modsætningen, og heraf kommer forfølgelsen.

Nå ja, vi dukker nakken, holder os under radaren, holder med det rette racerteam – hvad har vi at klage på. Ja Gud ske lov, så kan vi endnu få lov at være kristne og bekende vor kristne tro i fuld offentlighed og også i nogen grad få lov at sige, hvad vi mener om de etiske spørgsmål. Men det kunne man også i Syrien for bare fem år siden.

Alligevel er Jesu konklusion ikke at vi ligeså godt kan opgive håbet og blive modløse. Men tværtimod må vi se frem mod den dag, da vi skal udfries fra alt ondt og gennem dette håb få modet til at leve nu som Guds rige midt i verden.

Derfor skal vi heller ikke lytte til de mange sekter som vil rive os ud af verden med deres forvanskede messiasforestillinger. Og derfor skal vi også vogte os for at vi ikke foregriber Guds dom over verden. For som os, der har modtaget så stor nåde fra Gud, at blive borgere i et rige, vi så langt fra er værdige til, skulle vi ikke også ønske dette for vore medmennesker. Men hævnlysten bor også i kristne med en trang til at se vore forfølgere smidt i helvedes ild. Men hør så hvad vi læste hos Peter: Gud har tålmodighed fordi han ikke vil en eneste skal gå fortabt. Når Jesus venter med at komme igen, så er det for at flere skal komme med. Skulle vi så ikke også have det samme sind og besinde os på at også vi lever som Guds rige i verden, der ønsker menneskers frelse, så vi bruger vor tid og kræfter, ikke på at søge eller ønsker Guds hævn over andre, men derimod bruger dagen på at bringe lyset ud i til den ganske verden. For når Jesus endnu ikke er kommet, så er det fordi der er flere der skal frelses, og det er også det vi må vide, om vi står op i morgen: der er flere der skal frelses. Jesus tøver, fordi der endnu er mulighed for mission, så Guds rige kan vokse.

Men det er også alt, vi som kristne behøver at vide som svar på spørgsmålet: hvornår kommer dommedagen. For lever vi sådan med Guds bud, da bliver hver en dag en glædelig dommedag, hvor vi får lov at dømme alt det vi gjorde og leve i Guds store nåde.  For Guds rige er midt i blandt os, og det så virkeligt, at er vi i Guds rige nu, så skal hverken død eller dommedag ændre på dette statsborgerskab.

20 s e trin

Overdrivelse fremmer forståelse. I hvert fald nogen gange. Men radikaliteten i Jesu ord i dag, om at hugge sin hånd og sin fod af og rive sit øje ud, er så vidtgående, at mennesker lige siden er snublet i disse hårde ord og har følt sig nødsaget til at vride teksten for at få den til at give mening. Ja i stedet for at være et evangelium med en alvorlig formaning og advarsel, så er den blevet en stadig anfægtelse for mange seriøst troende mennesker, som virkelig og af hjertet ønsker at følge Jesus og gøre, som han siger. For det kan dog ikke være meningen, at vi skal lemlæste os selv for Guds skyld. At vi skal ødelægge dette underfulde skaberværk, som Gud har givet os, vort legeme. Hvis så bare Jesus havde for vane at overdrive, når han udtalte sig, så var det let nok at slå dette ord hen i ligegyldighed, men da mærkede vi aldrig, hvor alvorligt han så på disciplenes strid om at være den største.

For det forekommer os at være så relativt ligegyldigt, en beskeden synd om man vil være så fri. Mest fordi vi alle sammen selv har været der. Har råbt op som små drenge, hvem der var den største, den stærkeste og hvis far var klogest indtil klasselæreren kom ind og med sin anerkendende pædagogik fortalte os, at vi da alle sammen var nogle vældige karle. Den tilgang valgte Jesus ikke. For ham var dette ikke bare et spørgsmål om nogle ligegyldige drengestreger, om en uheldig tilbøjelighed, som disciplene burde aflægge sig, men her er der spørgsmål om vores indgang i Guds rige og disciplenes brugbarhed i missionens opgave. For hvor uskyldigt det end synes, så er ingen synd større end den at ville være stor. Det er heraf al anden synd springer. For når vi udnytter vor næste og suger milliarder ud af statskasser verden over, så er det fordi vi ikke mener næsten er nær så meget værd som os selv og at vi derfor umiddelbart kan tillade os det. Ja, når den store ser stort på alle andre, så har det det skræmmende aspekt at det tilsyneladende er selvforstærkende – fordi jeg har flere penge har jeg også ret til flere penge, har jeg også ret til at bruge alle midler for at få flere penge. Det er dog storesøster, der skriver spillereglerne. Og jo højere vi kommer på strå, des mere ringeagtende bliver vi over for alle andre og deres ret. Des mere tillader vi os at udnytte den svage og spinde guld på den fattige. De er jo selv skyld i det. Eller som vi har set hos nogle af industrialiseringens største mænd og deres skammelige behandling af arbejderen: de er jo ikke bedre værd.

Men hvor langt værre må det da ikke være at bruge Gud i denne argumentation. At bruge Gud til at sætte sig over andre. Umuligt, skulle vi synes. Men hvor mange er der ikke, som er faldet for denne fristelse. Religiøse leder som med begrundelse i deres religiøse position har misbrugt børn og unge, tyranniseret mennesker og holdt dem i et åg, som de ikke engang selv kunne bære. Og det ikke kun paven, der udsted afladsbreve til de fattige for at rippe dem til skindet, så han selv kunne leve som en anden fyrste. Men det præster, prædikanter, skoleledere osv. mennesker, der har brugt Gud som undskyldning for at te sig som det passede dem bedst. Som de har forarget og drevet mange bort fra Kristus. Langt bedre om de var revet ud af Kristi legeme.

For dette er hvad Jesus nu siger til sine disciple. Se på denne dreng. Tror I han bliver draget nærmere Guds rige ved at se jer stå her og strides. Tror I det har gjort ham godt at se jeres storslåede næstekærlighed i funktion. Tror i han derved har fået et sandere og fuldere billede af ham, som gav afkald på himlens trone for at opsøge og frelse det fortabte?

Hvor skulle megen teologisk ævl og kævl forstumme om vi også i dag turde tage disse spørgsmål til os. For hvor ofte må vi ikke med skam erkende, at det handlede langt mere om at jeg skulle have ret end at sandheden skulle komme frem. Ja at vores strid har sat evangeliet sådan i vanry, at mennesker med rette har kunnet pege ad de kristne og sige: der kan I se, de er jo ikke et hak bedre end alle andre. For jo, nogle gange må vi kæmpe for sandheden, men selv Paulus formaner til, at vi lader stridighederne ligge, for så vidt det ikke har med evangeliets kerne at gøre. For vi er kaldet til at være fredsambassadører i verden, til at leve med tålmodighed, mildhed overbærenhed og langmodighed med hinanden. Det er sådan vi skal være lys og salt i denne verden. Det er sådan de sande store helgener skal kendes, som vi skal mindes næste søndag, dem der ikke satte sig selv højt, men som bar over med den svages skrøbelighed og lagde bånd på sig selv og sine egen tunge, når nogen gik deres ære for nær, ja, som levede livet for andre. For sådan var Kristi storhed heller ikke den at komme ridende på heste og med mange soldater i hælene, men i ydmyghed, på æsel, med de fattige i følge – ja allermest ophøjet var Kristus i den dybeste ydmygelse på korset, da han gav sit liv for os.

Hvor må de have skammet sig, de tolv disciple. Og så var det ikke engang blot for at de skulle skamme sig, at Jesus talte så strengt til dem, nej det var for at de skulle frelses.

For når vi således bliver store over for hinanden, så har det som den uhyggelige sidegevinst, at vi også bliver store over for Gud. Ja så selvmodsigende det lyder, at os små skulle blive store over for Gud. Og så er det dog en fristelse og en fare som få andre. Så bliver vi sløve til at høre, hvad Gud faktisk siger, så begynder vi at diskutere med Guds ord, så kommer vore ord til at stå for os som Guds eget ord. Og hvem skal da forkynde os det frelsende Guds ord.

Men når dette sker, så er det er det fordi vi glemmer den bundløse gæld vi står i, hvor meget vi skylder Gud, så er det fordi vi glemmer hvor dybt, Jesus nedbøjede sig for at redde os op af dødens slam og dynd, hvor meget han betalte for os.

Det er så let at sige, så nu er jeg blevet døbt, nu er jeg blevet en kristen, har fået syndernes forladelse, hvad kommer så. Vi vil videre i teksten. Men Gud give os, at vi aldrig i evighed kommer videre end til dette: dine synder forlades dig. For det var ikke fordi disciplene stadig manglede omvendelse, at de endnu ikke var kommet til tro, men de faldt i den dybe fristelse, og så gør vi, om vi ikke hver dag tager nåden til os som det daglige brød, hver dag beder med fadervor: forlad os vor skyld. For ligesom vi ikke slår os til tåls med et enkelt godt måltid om året, hvor maveskindet bliver spændt som en russisk stortromme, men hver dag har brug for at tage føde til os, sådan har vi også hver dag brug for at tage nåde til os, for som Luther siger, vi synder dagligt meget og mange gange, ja som salmisten David synger: I synd blev jeg undfanget og hele mit liv er synd.

Men vi kedes ved gentagelsen, vi har forstået ordene, når de er sagt til os tusinde gange. Ja hvis det blot handlede om forståelse, da var frelsen dog den letteste sag i verden. Det var ikke fordi disciplene manglede forståelse, de kom i strid. For det er ikke svært at forstå. Og så strider vort kød dog sådan imod, når det handler om at leve i den. For at leve i nåde er det samme som at leve i ydmyghed. At leve i erkendelse af egen utilstrækkelighed. Af sin egen lidenhed. Og det har vi ikke lyst til. Vi vil hellere være store.

Men se så på en af kirkens absolut største og mest betydningsfulde mænd, én som af alle havde grund til at skryde over sit livs præstationer, Martin Luther. Han ville have hadet al den opmærksomhed han så hyklerisk blev givet sidste år. For hvordan sluttede han sit liv? Jo, det gjorde han med ordene vi er tiggere – det er sandt.

Det var så langt tiggermunken var kommet, han som ellers havde al ære og berømmelse, hus og hjem og hvad end han kunne ønske sig. Men på bundlinjen: en tigger. Ikke over for mennesker, men over for Gud. Han kendte sin egen syndige natur, han kendte om sig selv, hvor fortabt han var, han kendte, hvor meget han trængte til Guds nåde over hele hans liv, og han så, hvor uselvfølgelig en gerning Kristi fornedrelse var til os arme elendige syndere. Vi er tiggere for uden Guds nåde kan vi rende og hoppe med vort fromme liv og smukke prædikener, ja uden Gud har vi end ikke et liv, er et intet, men hver dag lever vi af Guds nåde. For jord er vi, og til jord skal vi blive – alt hvad vi har skylder vi Gud.

Men hvilken herlig status at være tigger ved Guds dør. For her er der en storhed, som vi aldrig nogensinde ville kunne gøre os selv fortjente til, ja som aldrig vil kunne ydes noget menneske, hvor meget det end besidder og er blevet overgivet af magt. For der er en storhed, der kommer til os i al hvor ringhed, den storhed, Jesus slutter evangeliet med. Som en hyrde forlader de nioghalvfems for at oplede det ene, det fortabte. Det var sandelig ikke fordi det får var bedre end alle de andre og havde klaret sig til UG, kryds og slange. Men det var mens det lå i sit fald, i dets fortabte tilværelse han søgte efter det og fandt. Med én eneste begrundelse, at det var et af hyrdens får. Et af dem Gud ikke kan glemme, fordi hans kærlighed først er faldet på det.

Og denne er den storhed, vi må rose os af. At vi var det får, Gud regnede værdig til at lede efter, ikke fordi vi selv er nogle vældige karle, men fordi Gud elskede og forbarmede sig. Men hvilken storhed, at blive samlet op i Guds skød og båret hjem. Det er mere end guldkarret.

Så ser vi da, hvordan ydmyghed og storhed går hånd i hånd. Ja, vi ser hvordan den falske storhed forstummer og må vige for den sande storhed ved Guds fødder. For er vi blevet ydmyge her, så skal vi også nok blive ydmyge over for det øvrige Guds ord, så at vi gerne hører det og bøjer os derefter. Men da lærer vi også ydmyghed over for hinanden. For intet er jeg selv, som ikke Gud har givet. Men som Paulus siger: af Guds nåde er jeg , hvad jeg er, og så tilføjer han, og Guds nåde har ikke været forgæves, og lad så også blot os tilføje: Og Guds nåde har været stor.

 

19 s e trin

Det var i den tiende time. Jotak, og det er 1997 år siden, hvad forskel gør det så, hvad klokken var? Det er yderst påfaldende, så præcise tidsangivelser, Johannes her bringer i sit evangelium. Især når det ikke umiddelbart har nogen betydning for beretningen. For om det var klokken to eller klokken tre eller klokken fire, det kunne vel være ligegyldigt, men det var i den tiende time, det der svarer til omkring kl. 4 eftermiddag efter vores tidsregning. Og dette tidspunkt har prentet sig så dybt i Johannes’s bevidsthed, at han måtte have det med. Helt på samme måde, som også vi husker tidspunktet for det største i livet. Det var lidt i 6 dansk tid, flyene fløj ind i tvillingetårnene på Manhattan, World Trade centret, for vi var nær ved at være færdige med aftenrøgtningen, da meldingen kom ud til os i staldene om den frygtelige brand. (nb, konf.) der skete noget, som fik tiden til at gå i stå. Og det var det, der skete denne dag i den tiende time – tiden gik i stå. Måske nogle af de unge mennesker der i sidste uge mødtes med præsident Obama i Kolding har fået lidt af en sådan oplevelse. Men i reglen skal der mere end en oplevelse for livet til, for at tiden sådan kan prente sig i hjertet – der skal det til, som forandrer livet for stedse. Da hun sagde ja, da første barn blev født, da det sidste suk blev draget. Da stod det gamle stueur stille.

Men hvad er det med Jesu møde, der er så skelsættende, at det kommer op i denne særlige kategori.

Jo for her forandredes disciplenes liv for stedse. Og de vidste det straks. De vidste, at de efter dette møde aldrig bare kunne vende tilbage til deres almindelige liv og fortsætte som om intet var hent. At Peter ikke bare kunne skubbe skuden i vandet igen. For dette møde var et identitetsomskabende møde, og ikke kun derved, at Simon fik et nyt navn. Nej, derved at de fik et ganske nyt liv.

For her var ikke bare en vismand, en ny Johannes, til at sætte nogle nye lapper på de gamle lædersække, her var ikke bare en døgnflue, en feltherre eller anden lynkomet på kendishimlen. Nej, her var Messias, Guds egen søn.

Måske det kan virke lidt underligt på os. For os er det mest bare ord, Messias, nærmest et efternavn. Men for de mennesker, som kendte det gamle testamente, for dem var og er dette alt andet end bare tomme ord. Det var ord, de var vokset op med, om ham som skulle komme og genoprette Guds rige på jord, det håb som alle ordentlige israelitter nærede til Gud, et håb som havde gryet alt siden Davids dage, ja som selv den gamle Jakob havde fået lagt i sit sind og givet videre til sine børn og børnebørn. Nu var han her. Patriarkers håb, med flammeord og himmeldåb.

Men var det da så pragtfuld et slot Jesus viste de to nysgerrige brødre, et sådant palæ, at det med et slog Johannes vidnesbyrd fast med syvtommer søm, at det måtte være ham? Jo, for sådan turde man vel tro, at Guds ridder, måtte have både heste og hære i mængde, for at kunne føre Guds rige til sejr ud over jorden. Nej, hvad så de? Ikke noget, der var værd at skrive hjem om. Og i hvert fald ikke at skrive evangelium om.

Men hvad så de? Jo de så hvad intet øje så. De så Gud selv ind i hans åbne ansigt. Ikke sådan at de fik et syn som Jakob vi hørte om i lektien, eller siden som Peter, Jakob og Johannes der fik en visuel åbenbaring på bjerget, men de indså, deres øjne åbnedes, så at de så, at Jesus er Messias, Guds søn. Johannes havde peget, selv var de gået efter Jesus, men det var først nu i den tiende time, det gik op for dem med den fulde overbevisning, det er sandt, Jesus er Kristus, Guds salvede.

Dermed blev de prototypen på en omvendelse, for en sand omvendelse handler alene om dette at vi vender vort blik til Jesus og ser ham som det han er. Det gør vi ikke af os selv. Af os selv har vi vendt blikket den ret modsatte vej. Af os selv er vi fyldt af vantro og skepsis som den gode Natanael: kan noget godt komme fra Nazareth. Helt derude fra hvor kragerne vender og mågerne flyver baglæns for ikke at få sand i øjnene. Eller hvis vi skal tage vores nutidige anfægtelse med. Kan det nu passe, at ham tømmersønnen fra så lang tid siden skulle være Kristus. Det er 2000 år siden. Historien har fortsat sin gang uafbrudt, krig er afløst af krig, vismand af videnskabsmand, religiøse bølger af nihilistiske ideer. Der er immervæk ikke mange odds for, at den Jesus, som vandrede rundt i sine hullede sandaler skulle være Guds enbårne søn. Nej, lad os bare være ærlige og indrømme det, det er svært at tro. Det strider mod noget dybt i os.

Og så sker det dog stadigvæk, som det skete dengang i den tiende time, at vore øjne åbnes, så vi ser, det er sandt: verden tænker, det er tant, hjertet føler det er sandt, at til støv er dalet ned, livet i Guds kærlighed. For nogle sker det i et nu, som man vender en hånd, som blandt andre den tyske pietisk Hermann Francke beretter om, og som det var mode i begyndelsen af 1900-tallet blandt indremission at kunne sætte dag og time på. En mode som Vilhelm Beck, Indre Missions formand, i øvrigt advarede stærkt imod. For de fleste er det nemlig ikke så hastigt overstået men som Brorson skriver om sig selv og sin egen omvendelse i Løgum Kloster: ved den tid begyndte han at få mere indsigt i den sande kristendoms beskaffenhed. Det voksede frem i ham til en fuld overbevisning. Ja, det mest naturlige er endda at et menneske slet ikke behøver nogen omvendelse, men forbliver bevaret i sin dåbs nåde med hjertet vendt mod Kristus livet igennem. For det var det, der gjorde den afgørende forskel for disse to disciple, at de ikke lod sig nøje med oplevelsen for derefter at vende tilbage til Johannes Døber og dagligdagen som om intet var hændt. Men de blev der. De blev hos Jesus og blev fast forankrede i det, de så. For her var himlens port, her var Guds rige på jord. Ikke på grund af bygningernes ydre pomp og pragt – men hvor Jesus er, der er Guds rige midt iblandt os. Ikke bare på tempelpladsen med dens mægtige murværker og himmelstræbende søjler, ikke kun under den underskønne guldkuppel med de rigt udsmykkede sale. Men i en ganske almindelig landsbyvilla årgang 0. Her var Guds bolig.  Det var værd at fortælle om.

Og kan nok være de to disciple fik gang i apostlenes heste. Dette måtte fortælles. Og overalt, hvor de gik hen med ordet om Kristus, gik Jesus selv med. For så dårligt det lykkedes dem selv at overbevise menneskene om ,at Jesus er Kristus. Men gennem deres ord førte de mennesker til Jesus, så at han kunne overbevise dem. Og netop dette er al missions grundsætning.

Vi kan ikke få mennesker til at tro, hverken ved at vride armen rundt på dem eller stopfodre dem med evangeliet som en anden fois gras-gås. Men vi kan føre mennesker til Jesus, fortælle om, hvad vi selv har set, for alene han kan åbne den blindes øjne og åbenbare det, som er skjult for mennesket. Han kan gøre ordet levende for os, og føre os til fuld overbevisning. For overalt hvor Jesu ord fortælles, der har han lovet at være til stede, ja som han siger andet steds, hvor to eller tre er forsamlet om mit navn, der vil jeg selv være tilstede midt i blandt jer. Derfor er vi nu også i dag vidner til det samme under, som disse fire disciple. For hvor bor du, spurgte de, måske bare som en undskyldning for at følge efter og som et hurtigt indfald i en akavet situation. Men hvilket svar de fik. Ikke på jorden, ikke i huse gjorte med hænder og sten, men i himlens evige rige. Det rige hvis porte vi finder i vores dåb. Her bor jeg, her bor du, her er vort sande hjem, og her må vi blive med Guds lam. For Kristus er vejen og sandheden og livet, han er himmelstigen der kommer ned fra oven for at føre os sine børn hjem til vort sande hjem. Men det er netop her i Sct. Marie Kirke i den tiende time, at denne stige rammer jorden. At himlens porte åbnes for os og vi får lov at træde frem for Gud selv og stirre ham ind i hans åbne åsyn. Ikke i skræk og rædsel som gamle Jakob, men under Herrens Velsignelse med nåde og fred. For alene i Kristus kan vi se Gud og leve, alene ham har vi frimodighed til at træde frem for Guds trone

Så syng dog hans herligheds lovsang og lad Gud få ære af sit værk. For da er det vi blive hos ham og han bliver hos os, når vi bekender, at Jesus er Kristus. Ja, da er himlens porte ikke alene her under disse mægtige hvælvinger, men da går Guds rige med dig hjem, da bliver din villa årgang 1980 en lejlighed i Guds paradis. Ja overalt, hvor vi bekender og tro, at Jesus er Kristus, der er himmelen på jord og evigheden begyndt i denne time.

18 s e trin

Du skal er et ord, der lyder og har lydt til alle mennesker. For selvom vi i dag mener at have gjort os fri af mange af fortidens snærende bånd og moralske krav, og roser os af vores umoralske ubændighed, så har vi i den grad formået så rigeligt at kompensere med en masse andre imperativer til det unge menneske. Du skal have succes – du skal have en lang boglig uddannelse, du skal komme igennem studiet med højeste karakter og på mindst mulig tid, du skal tjene en styrtens masse penge, og hvis du vil være et godt menneske, skal du også rejse jorden rundt og have din kalender fyldt ud fra morgen til aften, mens du realiserer dig selv. Og er du ikke god nok, så må du redigere dit billede på instagram og facebook og vise at du har et rigtigt liv med de rigtige meninger og det rette livsindhold. Du skal.  Og ellers er det ud.

Er det så det samme bud, der møder os, når vi kommer ind i kirken og lytter til dagens evangelium. Du skal bære frugt. Du skal øve så og så megen næstekærlighed, gøre så og så mange gode gerninger, fremsige de rigtige bønner på den rette måde, komme til et mindstetal af gudstjenester og synge godt med på salmerne. Det sidste skal konfirmanderne. Men er det den betingelse, der stilles op for at kunne være med i kirken, at vi er gode nok, for hvis ikke vores livsfrugt er tilfredsstillende, så bliver vi kappet af, og smidt på bålet. Er det det, vi skal høre denne søndag?

Ja, sådan kunne det lyde, og sådan fristes vi til at læse Jesu ord. Vi fristes til at sætte normer op for vores egen og andres kristendom, og hvis ikke man holder sig inden for det, så er det ud.  Så er du en dårlig kristen. Men du skal give tiende af din indtægt til kirkens arbejde. Du skal deltage både i møde, gudstjeneste og studiekreds, du skal læse en time i bibelen hver dag, du skal gå klædt på en bestemt måde, du må ikke køre bil, høre musik, eller i det hele taget nyde det moderne livs bekvemmeligheder. Og dette være ikke alene sagt om amishfolket, der så tydeligt og oplagt har gjort deres mange ”du skal” til hovedsagen, men det samme også med de hjemlige Jehovas vidner, mormoner, adventister og flere af samme slags. Ja, selv blandt folkekirkens gode og trofaste kirkegængere finder vi denne normsætning for den rigtige måde at være kristen på, og den tilhørende trang til at kappe de andre grene af. Ja, vi behøver ikke engang kigge på sidemande, for vi bærer trangen hos os selv til at dømme hinanden og os selv på frugten.

Men det er ikke det Jesus siger. For Jesus begynder et andet sted end med at bære frugt. For, ja, vi skal bære frugt, det er meningen med det hele, at Guds rige skal vokse i os og bære sine frugter. Men disse frugter er ikke noget, vi kan præstere. Det er Guds riges frugter, og uanset hvor meget vi anstrenger os, så kan vi ikke klemme en sådan ud af os selv.

Derfor er det ord, vi særligt skal lægge mærke til i dag da heller ikke et du skal, men derimod et ”bliv i mig”. Et trøsteord af en anden verden. For skønt det deler imperativets grammatiske form så er det dog en indbydelse af en helt anden slags. Her er det ikke en betingelse, der kommer først, for at komme med i det gode selskab. Her skal du ikke først have gjort dig fortjent. Men her som alle andre steder i evangeliet begynder det med den uforskyldte indbydelse. Bliv i mig. Jesus ønsker vort fællesskab. Det var derfor han kom til verden, for at indbyde os til at tage del i hans rige. Os elendige. Os uden frugt. Os, der vandrede hver vor egen vej med død og ulykke til følge. Os var det han kom for at opsøge og indpode i sit rige. Og det netop fordi, vi ikke selv har noget at komme med til Gud. Havde vi noget at frembære for Gud, så havde Jesus ikke behøvet komme for at frembringe sig selv for verden. Men vi har intet, intet kan vi give som nogen ting er værd, men tag vort stakkels hjerte så ringe som det er. Ja, det er det svar, som vi må give på Jesu indbydelse, og så skuer vi direkte ind i Jesu milde hjerte. Bliv hos mig, tænk ikke, du er for ringe til mig. Hav ikke så travlt med at dømme dig selv for din dårlige kristendom og måske mislykkede liv. Men bliv blot hos mig.

Hvor ofte er det ikke det tema, vi støder på i hollywoodfilmene, at den ene part i et forhold bryder op, ikke fordi den anden ikke er god nok, men fordi han eller hun ikke synes selv at være god nok, enten fordi han er for fattig, for dum, for grim i forhold til naboen. Og i stedet for at have to, der forbavses over kærlighedens gave, får vi to ulykkelige. For det den anden søgte var netop fællesskabet med det menneske som det elsker, med alt det som det menneske er. Nemlig noget meget mere end naboens mange milioner og fede biler.

Og så er parallellen til Jesu indbydelse alligevel skæv. For i Hollywood handler det altid om, at du trods dit mindreværd alligevel er god nok. At dine gode sider trods dine dårlige sider alligevel får vægten til at vippe over. Men hvis det var det, der gjorde sig gældende hos Jesus, så var vi stadig ikke kommet længer, så var der ingen trøst at hente i denne indbydelse. For er jeg nu god nok, til at den også kan gælde mig? Nej det er du ikke. Nej, det er jeg ikke. Jeg er aldrig god nok til Jesus. For hos ham kommer vi altid som den fortabte og hjælpeløse, som Kingo synger:  Du som freden mig forkynder, du en frelser, jeg en synder, du med amen jeg med bøn, du med nåden, jeg med skammen, ak hvor vi to passer sammen Du Guds salvede, Guds søn. Vi passer dårligt sammen. Vi er et dårligt match. Vi lever slet ikke op til Jesu standarder. Nej, når indbydelsen lyder, så lyder den alene på baggrund af den, Jesus er: du som freden mig forkynder, du en frelser, du med amen, du med nåden, du Guds salvede. Der er her vi skal finde frimodigheden til at drage op til Guds hus og banke dristigt på. Det er som frelser, Jesus vil være sammen med os – og her finder vi da den rette forståelse af, hvordan vi skal blive i ham. Nemlig som den der råber med salmisten: hvorfra kommer min hjælp, min hjælp kommer fra Herren. Som de arme små, der har behov for den store – som August, der blev båret til Gud. Det er som sådan vi må komme til Jesus, og det er som sådanne vi må blive hos ham. Som de afhængige hjælpeløse. Forældre som flest har jo heller ikke travlt med at deres børn skal blive store og uafhængige.

Og dog skal de ikke blive i vuggen. For som de lever og vokser af den mad de får puttet i munden, sådan må det også bære frugt, når vi tager næring til os som grene på vintræet. Det må forandre os for evigt, at vi hører Kristus til. Men atter indskærper Jesus for os, at dette ikke er et selvhjælpsprogram, hvor vi gennem arbejdet med os selv, skal blive bedre mennesker. Men forandringen må ske gennem det tætte forhold til ham. Det forhold der altid klynger sig til Guds nåde i Kristus, det forhold, der som Maria sætter sig ved Jesu fødder og lytter, det forhold, der som kvinden over den øverste lysekrone, løber til Jesus for at følge ham. Der hvor du selv optændes af den kærlighed, der drev Jesus på korset. Og siger af hjertet tak. Der må saften strømme så også du kan bære frugt for himmeriget.

Men hvad er det for frugter, vi skal bære? Jo det er først og fremmest kærlighedens frugt. Kærligheden til Gud og mennesker. Den kærlighed, som driver os endda tættere til Kristus, så vi gerne følger hans bud, hører hans ord og lærer at ligne ham., som driver os til gudstjeneste søndag morgen for at være sammen med Jesu Kristi menighed, og som i ugens løb ikke kan høre kirkens klokker klemte uden at sende en tanke til altets skaber.

Men det er den samme kærlighed, som også må drive os til vor næste, så vi gerne sætter os selv til side og har det som vor lyst at gøre noget godt mod andre. For åndens frugt er som Paulus skriver i galaterbrevet: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt det, vi mennesker ikke har: fred, ikke krig, glæde, ikke sorg, kærlighed, ikke had, tålmodighed, ikke hastværk, trofasthed – ikke troløshed. Disse vidunderlige gaver er de frugter vi må bære. Har du dem, så sig Gud tak. Da er et stort under sket i dit liv.

Men har du dem ikke, da lyt atter til Jesu ord: bliv i mig. For dette er aldrig noget, du selv kan formå, for da måtte vi kunne omskabe os selv, men det må skabes i os ved Guds milde ånd. Og dog er der noget, som også vi kan gøre. For sand kærlighed har altid friheden som mulighedsbetingelse, muligheden for at blive fri for denne kærlighed. Og sådan har også vi altid muligheden for at vriste os løs af Guds faderlige favn og med Adam og Eva vende Gud ryggen, bort fra livet med Gud. For som Jesus siger, hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed. For ligesom der er mange ting, der kan stjæle frugterne fra vintræet, sådan er der også mange ting, der kan stjæle og hindre åndens frugt i vort liv. For har vi sluttet fred med hadet, hvordan skal kærligheden kunne få sæde. Lever vi på løgnen, hvordan skal da sandheden komme til orde. Har vi indladt os med synden, som er alt det, der ødelægger livet, det som Gud lærer os er forkert, hvordan skal livet da få fat. Da er det ikke Guds ånd, der svigter, men os selv der bedrager os selv og lader hadet, synden og løgnen sidde som snylter, der suger saften og kraften ud af vintræets grene.

Derfor må vi som vintræet renses og skæres fri af den onde vækst, for at Guds riges frugt kan komme til. Men hvor sker denne renselse? Jo den sker, på nådens sted. Den sker, når vi bliver hos ham, som taler til os om synd og retfærdighed, om dom og nåde. For han vil afsløre vort bedrag, og vise os synden i al dens syndighed, så at vi ser, at jeg er den skyldige, den hjælpeløse og arme, den, der behøver Guds nåde og hjælp. Ja, da renses vi, når vi i stedet for at skøtte om vore synder trygler Gud om forladelse og hjælp til at fri os ud af fristelsen, så at i stedet den gode ånd kan få bolig i os.

Men da har vi allerede den fineste frugt af alle, For Guds frugt er læber, der bekender, at Jesus Kristus er Herre, Guds søn og verdens og min frelser, Guds frugt er et hjerte som vender blikket mod bjergene: hvorfra kommer min hjælp, min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber.

14 s e trin

38 år. Det er et år længere end det tager for præster at optjene fuld pension og lige så lang tid, som israelitterne vandrede rundt i ørkenens brændende sand, eller sagt på en anden måde, det meste af livet. Så længe havde denne arme mand været syg. Af Jesu ord får man måske indtrykket, han selv var skyld i sin sygdom, at han lå der som følge af sin ungdoms dumdristighed eller ulydighed mod sine forældres bud. Det ved vi nu ikke, formentlig er det en overfortolkning – og under alle omstændigheder er det fortolkning Jesus altid maner os til at holde os fra, over for det konkrete menneske. Ganske vist er der utallige, som må ligge syg som denne mand og livet igennem bære på de tungeste lidelser, fordi de i deres unge dage skulle spille smart og prøve livets grænser af. Men hvem har ikke dummet sig og er sluppet afsted med det. Derfor må vi aldrig sige, du lider fordi du har syndet særligt slemt. For vi har alle syndet meget slemt, og må alle leve med syndefaldets konsekvenser, nogle i form af sygdom andre i form af krig og hungersnød, ensomhed, og anden ulykke, alle har sit, stort eller lidt. For da synden kom ind i verden gik livet i stykker – og livsvilkåret blev uretfærdigt.

Men så tålmodigt, han tilsyneladende bærer sit tunge lod – han lå ganske vist og ventede på, at vandet skulle komme i oprør, men vidste også så udmærket, at der ville komme en anden i førend han, når det skete, og nu var det mest af gammel vane, han lå her og håbede uden egentlig at håbe, fordi det var blevet hans tilværelse og identitet at ligge der ved bethesdas dam. Måske i hans unge år, han havde ventet, det engang blev hans tur, men nu løftede han blot ligegyldigt hovedet for at se, hvem, der mon kom før ham. Det var ikke tålmodighed, men han var resigneret i sit håb. Og hvor mange mennesker er der ikke som ligner ham i dette. Mennesker, der har bedt og søgt præster og kirker af mange slags, modtaget behandling og forsøgt alt for at slippe af med sin sygdom. Men intet har det hjulpet. Og efter mange års slid er de resigneret i troen på Guds kraft og godhed, i det de måske stadig beder, men uden egentlig at regne med Guds indgriben. Og derfor er det svar manden giver ikke et oplagt: ja jeg vil være rask, men derimod et deprimeret, et resigneret: det kan jo ikke lade sig gøre. Lad nu være endnu engang at tænde håbet og troen, blot for at jeg kan blive skuffet igen igen.

Ja den blotte fortælling om denne mands helbredelse er som en kniv i såret for mange, der har det som han. Hvorfor ham, og ikke jeg, hvorfor alle de andre, når jeg må lide.

Men det er ikke alle de andre. Det var bare denne ene mand, Jesus helbredte ved Bethesdas søjlegang, mens mange andre måtte blive liggende i deres tålmodige venten på englen, der skulle bringe vandet i oprør. Og selvom vi også i dag hører om mennesker, der bliver helbredt ved bøn og håndspålæggelse, så er det stadig de færreste, der får lov at mærke et sådan under. De fleste må gå livet igennem med deres lod, og tage imod den store hjælp, som gives os på landets sygehuse. Men sygdommen bliver vi aldrig kvit. Heller ikke os, der tror på Jesus.

Og det er den første grund til det skuffede, resignerede sind. Det er når vi gør det til en ret, at mærke Jesu under. Når vi forventer, at bare vi kommer til Jesus, så vil helbredelsen være i hus.  For vi har ingen ret efter syndefaldet. Og lige så lidt, som vi bliver fri for synden, lige så lidt bliver vi fri for sygdommen. Men når underet sker, så er det et under, der skal vise os om den fremtid, der stilles os i vente i evangeliet. Men dagligdag bliver det aldrig her på jorden, heller ikke hvor Jesus er – for hans opgave var ikke at oprette Guds rige på skrømt her i denne tidsalder, men at indbyde os til det fuldkomne gudsrige i evigheden.

Derfor er det også en ganske anden lektie, vi skal lære af dagens evangelium end, at bliver vi bare ved længe nok, og er insisterende i vore bønner så skal Gud nok gribe ind og befri os fra vort tunge åg. For på den anden side står Paulus med sine lidelser og sine lænker, og sin trosstærke frimodighed: for skønt bundet på hænder og fødder, så opgav Paulus aldrig håbet eller blev svag i troen. Men hans håb var et andet end det at blive fri af sine lænker. For han havde set, at Gud aldrig er bundet af vores svaghed. Helt konkret ved at Pauli smerter blev årsag til at evangeliet nåede endnu længere ud. Det var ikke fordi Paulus var mere kynisk end alle os andre og havde flere hår på brystet. Også han bad om at blive fri, også han led under de snærende bånd. Men han rettede sit håb til Gud med visheden om, at Guds dårskab er visere end menneskenes visdom og at Gud var med ham selv i fængslets mørke fangekælder, som salmisten David synger: selvom jeg også går i dødsskyggens, så er du hos mig. Og det var det, der var det vigtigste for Paulus, at have fællesskab med Gud.

Det er hvad vi skal lære, at fortrøste os til Guds trofasthed og nåde, i hvor det går. Ikke ligeglade, ikke kolde, ikke resignerede. Men hver dag får vi lov at lægge vor smerte frem for Gud nøjagtig som vi føler det, hvad enten det er sorg efter savn, sygdom, eller anden nød. Vi må bringe det frem i en fast tillid til Guds ubrydelige trofasthed. Men med den tillid, som netop lader Gud være Gud, og tilkender ham visdommen til at vide, hvad der er bedst for os. At lade Gud sige ja, eller nej. For alene når vi lader Gud være Gud, og ikke selv vil foreskrive, hvad Gud skal gøre og være, alene da, kan vi håbe mod håb, som Abraham gjorde i sin barnløse alderdom. Han troede ikke længer på, at han skulle kunne blive far. Helt ærlig, en gammel knark som nærmede sig de halvfems, og konen Sarah stod det ikke bedre til med. Det var håbløst. Og alligevel vandrede han på Guds befaling, i tillid til det Guds løfte, der sagde, at han skulle få afkom i tusindtal. Han tvivlede ikke på løftet, selvom hans hele verden, ja han selv, sagde, at det var umuligt, så tvivlede han ikke på, at Gud ville fuldføre, hvad han havde lovet. For han stolede på Gud som Gud. Og derfor kunne han se sit eget legeme syne hen uden at blive svag i troen. For den Gud han stolede på var, den Gud, som skaber, hvad han nævner, og opretholder alt ved sit ord. Skulle han ikke også kunne opfylde sit løfte. Skulle han ikke også være til at stole på, når modgangen melder sig og alt går galt. Eller er Gud kun Gud, når tingene går vores vej og vi kører med klatten. Ja, sådan fristes vi til at tro, når modgangen møder os. Men hør Jesu ord: salige er de fattige i ånden. For hvor viser det sig ofte, at den der kommer for let om ved livet ofte også kommer for let om ved Gud, mens det er hos den hårdtprøvede vi skal finde den brændende tro, som sætter alt sit håb til Gud, og selv midt i den hårdeste prøve kan lovprise Gud for hans trofasthed og godhed mod os. Bed derfor blot om at blive sat fri – men bed altid først om at være bundet til Gud, i styrke og svaghed.

For der var noget langt værre end sygdom, der kunne ramme den helbredte. Umiddelbart lyder det lidt som en hån. Hvad kunne vel næsten være værre end at ligge syg 38 år? Jo én ting er værre: gudløshed; at blive forladt af Gud. For måske vi kan leve uden Gud, men aldrig om vi kan dø uden Gud. Derfor, synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme dig. Men her er der en forskel på den formaning, som de skriftkloge gav manden om ikke at bære på sin båre, og det bud Jesus gav ham: synd ikke mere. for mens farisæerne alene tænker på det ydre lovbud, du må ikke bære på en sabbat – for øvrigt et menneskebud, som den lamme ikke havde haft noget problem med de sidste 38 år. Det var gået ganske let med at overholde det bud, så var det helt anderledes med det bud, som Jesus gav ham, for det var ikke kun nu først efter han havde fået sin førlighed tilbage, han skulle tænke på det. Men Jesus siger: Synd ikke mere. Han siger ikke: begynd nu ikke at synde. Heller ikke synd ikke igen, som om han pegede tilbage til før den arme mand blev syg. Han siger synd ikke mere, som om manden har ligget i synd. Ikke fysisk, selvfølgelig, ikke i den forstand, jøderne talte om. Men i syndens egentlige forstand, i hjertet. I hjertets benægtelse og fortørnelse over Gud.

Der var kun femten meter hen til templet. Men han lå udenfor. Hans tålmodighed var et slet skjult dække over en indebrændt anklage mod Gud, over Guds uretfærdighed mod ham. Men se hvor trofast Gud er. Skønt han nu havde ligget og forbandet Gud i så mange år, så var det netop ham, Guds søn gik hen til. Og sådan møder Gud den dag i dag så trofast mennesker, som livet igennem, har forbandet og vendt ryggen mod Gud. Ikke med et løfte om at slippe for lidelse, sygdom og smerte, men med en garanti for det, der er langt større: tilgivelse for al synd, og fællesskab med Gud.

Men netop dette løfte er det, som vi alle må holde os til, som må holde vort mod oppe, når alt andet går ned. hvor Gud er tilstede, der er der altid håb.

Derfor, gør ikke dig selv uretfærdig i din anklage mod Gud. Bliv ikke uden for Herrens tempel de mange år, du måtte vente på, at Gud skal føje sig efter din vilje. Men bøj dig under Guds vilje og tag imod Herrens trofaste kald til at rejse dig fra håbløsheden og gå ind i Guds rige.

Manden tog Jesus på ordet. Han rejste sig og gik ind i templet og lovpriste Gud. Sådan må også vi tage Gud på ordet, og straks sige ham tak for hans store gave. Tænk, den mægtige Gud kom ned til sygestedet for at vise os, at i hans rige, der skal ingen mere være bundet af syndefaldets følger, og netop dette rige er det, vi får lov at gå ind i, når vi søndag morgen følger klokkernes kalden, for at lytte til det ord, der skaber liv af døde og bringer håb til håbløse. Burde vi så ikke også altid at være glade og sige tak.

 

11. s. e trin.

Kvinden vi møder i dag, har været til gudstjeneste sidste søndag – ikke sådan bogstaveligt, forståes, men i den forstand at hun lyttede til sidste søndags kald til at agte øjeblikket, til at skønne på den mulighed, vi har i dag. For det var ikke mange muligheder hun havde, denne synderinde. De fleste døre blev lukket, når hun kom åbenlyst. Men Jesus var i byen, måske bare denne ene dag, og hun vidste hvor han var. I farisæerren Simons hus, formentlig det sidste sted hun nogensinde havde drømt om at sætte sine fødder, og formentlig også den sidste gæst, Simon havde drømt om skulle betræde hans fornemme gulve. Hun vidste hvad der ville møde hende af dømmende blikke og nedladende bemærkninger – men hun vidste, at det var den chance hun havde, hvor lidt indbydende den end var. Hun vidste hun havde muligheden i dag – og hun vidste, at hun var nødt til at gøre det, om hun skulle have et egentligt liv.

For selvfølgelig kunne hun lade være, selvfølgelig kunne hun være blevet hjemme for sig selv, have undgået alles øjne og buret sig inde med sin skam, måske håbet Jesus ville komme forbi en anden gang – altid vidende, at hun havde chancen én gang. Aldrig mødt med Jesu livgivende ord til udfrielse for hende selv. Hun kunne være vendt tilbage til sin egen branche, mange andre muligheder havde hun ikke – ingen ville vide af hende. Men det havde været hende en håbløs tilværelse, et ørkesløst liv, ikke kun fordi hun måtte leve med tomheden af at blive misbrugt af samfundets fineste mænd, men fordi hun havde set om sig selv, at hun var en synder, der behøvede en frelser.

Ikke kun på grund af hendes erhverv – men hele hendes liv havde hun spildt. Ødelagt og misbrugt. Og hun bar selv skylden. Jojo, der var mange årsager til at det gik som det gjorde, men i sidste ende viste og erkendte hun, at hun selv bar skylden. Kunne hun leve med det? I hvert fald ville det være et liv på en løgn, og så var spørgsmålet, hvad der var mest smertefuld: at bekende for sig selv og alle andre, eller leve et langt liv i fornægtelse og underkuelse af sandheden.

Kvinden var ikke i tvivl. Af alt hvad vi skønner og ser, har hun alene været optaget af tanken: jeg må hen til Jesus – så må han gøre med mig, hvad han finder for godt, for intet kan dog være værre end denne fortvivlede situation, jeg er havnet i. Ja hun er så overbevist om, at dette var det bedste sted, at hun end ikke havde forberedt en lang og medrivende tale, hun kunne fyre af, for at vække mesterens og de lyttendes sympati – det eneste hun havde forberedt var den kostbare olie, for at salve Jesus som sin konge og vise: se, jeg lægger mit liv i dine hænder, gør med det som du vil. Og da brast hun i gråd.

Så var der noget mere pomp og pragt ved den gode Simon. Han havde helt anderledes styr på sit liv og sin gebærden. Han vidste hvad han ville sige og gøre og havde et ganske andet overskud. Jesus var kommet til byen og som lærd ville han gerne invitere Jesus ind i sit hus, så de kunne sidde og tale sammen som lærd og lærd imellem. Det var en fjer i hatten, at kunne indbyde en så fornem og berømt gæst – eller det vil sige, det var nok egentlig ikke sådan Simon så på sagen. For havde Simon set Jesus som en af pingerne så havde der ikke manglet noget kys, så havde det ikke skortet på olie, så ville han selv have stået klar til at vaske Jesu fødder. Den Simon der kendte etiketten så godt. Nej Jesus var for ham i det højeste et interessant tilfælde: Han holder muligheden åben: hvis han var en profet. Men ellers kunne han da bruge lejligheden til at gøre nar med ham og vinde sig lidt ekstra popularitet blandt publikum. Og umiddelbart ser det ud til, Simon har vundet sit beskidte spil: Jesus afslørede sig selv som en hykler, ved at lade synderinden røre ved ham. Busted. For sådan har mennesket, især dem der er noget ved teologien, det med at ville sætte Jesus på plads.

Men Simon er lidet anende om, at han står foran sit livs irettesættelse. I et splitsekund vender billedet, og det er Simon, der bliver afsløret. Jesus vidste udmærket, hvem der rørte ved hans fødder, og han vidste også udmærket, hvad Simon tænkte. Havde han søgt et bevis, fik han det her, Jesus var en profet, ja han var meget mere end en profet. Og nu er det Simon, han der havde forsømt etiketten mod en stor profet, der må lade sig tiltale: Simon, Jeg har noget at sige dig: ser du denne kvinde.

Det kunne Simon vel ikke benægte at han gjorde – og så er dette så langt fra en ligegyldig indledning til det efterfølgende. Ser du denne Kvinde. Nej, Simon havde kun set en synderinde, han have kun set hendes beskidte liv, al hendes skam, men kvinden, havde han ikke set, han havde ikke set hende som kvinde, som menneske. Og dermed afslørede han et af menneskets værste træk: at vi sætter lighedstegn mellem det et menneske har gjort, og det mennesket er: Han er et svin. Han har ganske vist ikke klove. Men han er et svin. Og så behøver vi ikke vise næstekærlighed mod det menneske. For når vi har så travlt med at tilskrive hinanden alle mulige prædikater, så er det for at fraskrive os selv, det ansvar vi naturligt har for dette menneske, på samme måde som Simon havde fraskrevet sig sin værtsmæssige forpligtelse mod Jesus, fordi han ikke regnede ham for noget.

Men Jesus fraskrev sig ikke ansvaret for denne kvinde. Han så hende som kvinde, han så hende som menneske – han så hende som et menneske han ville give sit liv for for at fri af syndens og fordømmelsens stærke greb. Det kunne de andre ikke – de kunne ikke fri hende fra den skyld og skam hun måtte bære. De kunne lade være med at tale grimt om hende, de kunne lade være med at sparke til hende, de kunne forsøge at se hende som menneske – men de kunne ikke befri hende. Det kunne bare Jesus. Han som var mere end en profet. For hvor er den profet, der kunne tilgive synder? Ikke i det gamle testamente – ikke i det nye testamente, ingen steder finder vi en profet, der kan tilgive synder, og det vidste de mænd, der var samlet i Simons hus.

Det kan bare Jesus. Han som er Guds enbårne søn til retfærdighed for mange. For han alene kan betale tilgivelsens pris – han alene havde et fuldkomment liv at give til løsesum for menneskene. For som ofrene i det gamle testamente skulle være uden fejl – sådan skulle Guds offer for menneskene også være uden synd og fejl. >Det var der ingen af profeterne der kunne leve op til, de havde alle deres fejl, de var alle syndere, de stod alle også i uendelig gæld til Gud. Men Jesus var den gældfrie, han som ikke have gjort sig skyldig og derfor kunne betale for vore synder med et fuldkomment liv, og derfor kunne bringe tilgivelse ind i verden. Det var bare Jesus. Mere end en profet. En frelser.

Men det var bare kvinden der så det? For mens Simon så Jesus som en måske lært, så så kvinden Jesus som det han i sandhed er: verdens frelser. Simon så det ikke. Men hvorfor så kvinden det, og hvorfor så Simon det ikke.

 

For Simon var den tanke en hån i mod alt, det han stod for. Han den retfærdige, som levede som mennesker bør leve. Hvis der var tilgivelse for sådan en synderinde, så var han strenge liv jo forgæves. Men mest så han ikke Jesus som frelser, for han trængte ikke selv til nogen frelser, mente han. Han mente hans gode liv slog til til at formilde Gud. Men så koldt hans hjerte var blevet ved hans egen fortjeneste. Det var blevet koldt mod næsten og mod Gud. Han tænkte jo kun på sin etikette og ikke på menneskelighed. Men hvad er det det første bud i loven lyder: du skal elske. Det var der ikke meget af at finde af hos Simon. Men se kvinden som hun elskede, for hun havde fået tilgivet meget. Og derfor så hun Jesus som sin og verdens frelser: for det er alene i tilgivelsens lys, vi ser Jesus som han virkelig er. Det er i ordene: dine synder forlades dig, at han åbenbarer sig som Guds enbårne søn og offerlam

Kvinden gik fra bordet med Jesu ord. Der var ikke sket det helt store, hun havde ikke fået en glorie om hovedet, der var stadig de nedladende blikke at tinges med, men hun var fri. Hun kunne nu fordømme alt det, hun havde gjort, for det var lagt bag, ikke i et fortsæt om at alting nu rigtig nok skulle blive bedre, men med Jesu tilgivelse, der fuldkommen fjernede skylden fra hendes skuldre. Hun var fri over for Gud, fri til at elske med en ren og ægte kærlighed, fri i håbet om det evige liv.

Men hvad med Simon. Sad han tilbage ved bordet efter Jesus og de andre var gået og tænkte ved sig selv, hvad var det der skete. Havde han hørt, hvad Jesus havde at sige til ham. Havde han hørt, hvor meget han selv manglede for at kunne betale Gud alt det han skyldte. Havde han set, at han behøvede en frelser, og at det var den frelser der i dag gæstede hans hus. Ja, hvad med dig, har du set Jesus som han i sandhed er: din og verdens frelser.