Månedsarkiv: november 2018

Fredsgudstjeneste

Kanontordenen forstummede. Der blev stille og pludselig hørtes noget, ingen havde hørt i fire fulde år. En spurv pippede forsagt fra hegnet, en anden svarede og snart fandt også droslen, viben, svalen og mange flere frimodigheden til at istemme deres velkendte tungemål: ære være Gud i det højeste og fred på jorden i mennesker velbehag. Var det hele bare en drøm, et mareridt, der endelig var bragt til ende. Nej, det var den barske virkelighed, der udspillede sig for øjnene af hele menneskeheden, hvordan menneskets ondskab endnu engang var løbet af med os, havde ødelagt samarbejder, kulturskatte, arkitektoniske vidundere, splittet familier, i et øjeblik smadret hvad mennesker i generationer havde opbygget og dræbt flere end nogensinde før. Og midt i dette hærværk sad de sønderjyske soldater i en fremmed magt og kæmpede en kamp, der ikke var deres. Og dog kæmpede de også der for Danmarks sag. For selv under fremmed fane gjorde disse unge danske soldater deres fædreland ære, fordi de i mødet med menneskenes uretfærdighed ikke glemte deres menneskelighed, ja helt ned i skyttegravene bragte den danske ånd og besindighed med sig.

Det danske sind, som har kendetegnet vort folk igennem generationer, og som har båret vort navn ud over alle nationer, det sindelag, som ikke går forbi en nødlidende uden at yde hjælp, som aldrig vil lade en kammerat i stikken, om så også granaterne hagler ned om ørene på en, ja, som ikke kunne stille sig selv tilfreds med et halvtomt hospitalsskib i Koreakrigen, men som bøjede paragrafferne for at hjælpe mennesker, der aldrig ville kunne give igen. Et ægte kristent sind, som vi med stolthed må forfægte som dansk.

For overalt hvor vor korsmærkede fane føres frem må den føres frem med den kristne ånd, der har født vort land og dannet grundlaget i et samfund, der værner om den svage og tilkender ethvert menneske dets fulde ret til at leve, også selvom det måske aldrig vil kunne bidrage til samfundets økonomiske vækst. Fordi vi ved, at det vigtigste i denne verden ikke er økonomisk velstand, men menneskelighed. Derfor tør vi også stå ved os selv, idet vi ikke opgiver os selv og vores egen identitet i mødet med den fremmede, men netop møder den nødlidende, den fremmede, den forfulgte med den stolte arv, som er blevet overleveret os fra vore forfædre.

Men som de har kæmpet for denne arv, sådan må også vi. For hvor smukt dette sindelag end lyder fra papiret, så vil det møde lutter modstand i verden at gå i Jesu korstog, for som Jesus siger, jeg giver ikke som verden giver. Nej, Jesu herredømme er af en hel anden slags en den verden i almindelighed kalder ærefuld. Den ser ikke på den ydre pomp og pragt, viger ikke for sværd og mægtige herrer, men sagtmodigt ridende på et æsel skrider den langsomt og ydmygt frem, hvor hjerterne vil bøje sig for Guds evangelium i en tilbedelse af ham, som alene har æren i himmel og på jord.

Dette er imidlertid en forargelse for menneskets stolte natur. For verden vil kun mig selv og min egen ære, og det er under denne selvophøjelsens fortegn, at vi som menneskehed er villige til at ofre alt og trodse al retfærdighed, ja bringe den ganske verden i krig. Og sandelig om ikke også vi formår at bruge Guds navn i denne kamp.

Men evangeliet er modsat. For det var ikke derfor, Jesus forkyndte os Guds kærlighed, at vi skulle blive selvhøjtidelige og kolde over for vores næste. Men det var for at vi skulle bøje os i støvet i tilbedelse, lydighed og lovprisning af denne ufortjente kærlighed og for at vi skulle vende vort hjerte til en uophørlig tjeneste for vor næste.

Derfor kalder Jesus os også til aldrig at vige tilbage for at svinge retfærdighedens sværd hvor og når vor arme næste bliver truet og fremmede magter vil herske over os, eller når åndsfriheden og gæstfriheden misbruges til at underlægge sig andre under deres herredømme og tankekontrol.

Men straks ser vi, at fjenden ikke kun er at finde blandt fremmede folkeslag, uden også hos os selv. Selv har vi egoismen i os fra moders liv, som en stadig tilskyndelse til at søge vor egen ære og vinding, og hvor denne lyst ikke bliver holdt stadigt i ave med korsets mærke, der vokser ondskaben, mørket og kulden, der står det sandt kristne sindelag for skud, selv iblandt det danske folk.

For vi ser med sorg i dag en afstumpethed vinde indpas, så at redningsmandskab, politi og militær nu bliver forhindrede i at gøre deres arbejde af nyfigne folk, der af andres ulykke søger et øjebliks gys og et par hundrede likes for et opslag på de sociale medier, en umenneskelighed der helt tilsidesætter andres liv for egen skyld. Ja vi ser en fremmed krænkelseskultur knægte det danske frisind så vi ikke længer vil lade være nok at være tolereret, men som råber på alles anerkendelse, hvormed vi alle bliver bundet under individualismens tunge åg,

Aldrig har det været og aldrig må en sådan gebærden blive den danske ånd og derfor trænger vi også i dag til at se tilbage på de sønderjyske soldater som ofrede sig selv for os og se hen til de udstationerede danske styrker rundt om i verden, der i dette øjeblik bringer liv og lemmer i fare, for at vi kan sidde trygt og roligt herhjemme. Ikke for at underholdes, men for at opbygges.

For hvorfor er det, at vi trods historiens nederlag stadig kan se på krigene som lysglimt i Danmarkshistorien, hvordan kan vi blive ved at opbygges af disse barske og gruopvækkende begivenheder – jo, for da stod vi sammen. Da glemte vi hver vor egen sag og ære og ofrede os for fædrelandet.

For ved fronten er der ingen, der kæmper sin egen kamp. Men soldaten ved at både hans og hans kammeraters liv er betingede af, at de alle står sammen om det fælles mål, og at det vil være til alles store skade, om blot et eneste led i kæden blev brudt. Derfor findes der også kun få menneskelige bånd, der som sammenholdet mellem soldaterkammerater aldeles kan glemme alle forskelle og uenigheder og bære alle svagheder, fordi de ved og har mærket på egen krop, at livet alene kan leves i gensidig afhængighed. Det var lyset i selv den dybeste og mørkeste skyttegrav.

Og dog var dette ikke det eneste lys, der lyste op i de mørke nætter, men der er et lys, som endog oplyser dødens mørke grav. Det Lys Mathias Mygind fandt så stor trøst ved midt i krigens mørke. Evangeliets lys med vore synders nådige forladelse og fred med Gud. Det lys der kom til os så klart på Vor Herre Jesu Kristi kors. For her, midt i menneskenes grusomhed, hvor menneskenes løgn, forstillelse og magtbegær fuldendtes i henrettelsen af en uskyldig, der skinnede Guds inderlige kærlighed tydeligere end noget steds ellers. For lyset skinner i mørket, og mørket kunne ikke få bugt med det, og til den dag i dag skinner det samme lys ud over den ganske jord. For Jesus var ikke blot et eksempel på selvopofrelse, men ved hans død, fik vi liv, ved hans kamp, fik vi fred. Men hvad er fred?

Jo det mærker vi i dag. For selvom der stadig er uro i verden og intet er idel fryd og gammen, så mærker vi dog fredens velsignelse ved at huske på krigens gru. Det gør os godt, for freden mellem mennesker er som duften af Guds Paradis, hvor der aldrig mere skal høres kanonernes torden og vejsidebombers sprængning, hvor der ikke skal være skrig, ej heller sorg, ejheller pine, men hvor freden endegyldigt skal herske blandt mennesket og vi alle skal synge på vort sande modersmål: ære være Gud i det højeste, fred på jorden i mennesker velbehag. For fred er, at give Gud alene æren.

 

Prædiketekst Joh 14,25-31