Månedsarkiv: oktober 2018

Evolutionslærens etiske bivirkninger

Evolutionslærens etiske bivirkninger

 

Anders And er kanibal. På julebordet på Paradisæblevej 111 kommer der som i så mange andre hjem and på menuen. Men det gør ikke noget. Gradsforskellen mellem de umælende stegte ænder på bordet og den antropomorficerede familie rundt om fadet er så stor, at hverken figur eller læser tager anstød. Noget helt andet, hvis det var fætter Højben, der lå svøbt i svesker og andesovs, men det er kun i Anders’ bedste drømme, det sker. Er det end ren fantasi, så er billedet ganske sigende for den evolutionsbaserede etik: gradsforskellen kan vægtes så højt, at den tæller som en artsforskel, og andefamilien kan uden skrubler stikke gaflen i fadet.

For ligesom der af skabelseslæren følger en forpligtelse på naturen og medskabningen, sådan følger der også et etisk værdisæt af en evolutionsbaseret tilblivelseshistorie. Af skabelsen følger forpligtelsen, fordi det er din medskabning, skabt som Guds gave, fuldendt efter Guds vilje, og i forhold til mennesker, fordi det ubetinget om ethvert menneske gælder, at det er skabt i Guds billede. Skabelsen er derfor grundlaget for al kristen etik, som også Luther skriver om de ti bud: naturen lærer os det samme. Ikke desto mindre er det nærmest lige så let som at klø sig selv i nakken at finde teologer fra alle kirkens fløje, som mener at skabelseslære og evolutionslære sagtens kan forenes. Dette kan imidlertid alene ske, så længe evolutionslæren friholdes for etisk ansvar, men netop dette er en umulighed.

Evolutionslæren bygger først og fremmest på tanken om survival of the fittest, den stærkestes overlevelse. Dette tager udgangspunkt i den iagttagelse, enhver kan gøre sig i naturen, hvor ulven æder de svageste individer, mens de sunde og stærke dyr lever videre og således gennem ulvens omvendte udvælgelse sikrer den næste generations sundhed og styrke. Dette er via en umådelig fantasifuldhed og et par millioner år, som i denne sammenhæng gives mere villigt end kredit i banken, blevet til en tanke om arternes udvikling fra amøbe til menneske. Men netop den grundlæggende tanke om den stærkestes overlevelse, gør evolutionslæren usolidarisk. Usolidarisk fordi den hele tiden må lade de svageste falde fra, og det er her vi ser, at evolutionslæren allerede har fået konsekvenser for etikken i den vestlige verden. For netop det gør vi i vort samfund ved at sortere fostrene efter forskellige sygdomme og ved at lade uligheden mellem top og bund vokse i samfundet som aldrig før, så eliten kan lade pøblen blive tilbage, når de stikker af til Mars, i fald jorden skulle blive ubeboelig i nærmeste fremtid.

I sammenhæng hermed bliver det afgørende at kunne skelne mellem de enkelte individer. Og ligesom i Anders And bliver det med nødvendighed en gradsforskel, eftersom en egentlig artsforskel ikke eksisterer, da evolutionen trods udviklingens trin dog er en gradvis udvikling henover et utal af stadier. Spørgsmålet er alene, hvor man skal sætte linjen mellem værdigt og uværdigt liv, dvs. liv som umiddelbart kan afsluttes uden etiske kvaler. En mulighed er at sætte den ved alt biologisk levende, hvilket dog vil medføre menneskets egen død, hvorfor den laveste praktisk mulige grænsedragning er ved krybdyr. En anden mulighed er at sætte skillelinjen ved aben, som vi så i ophavsretssagen for makaben Naruto, eller som de fleste mennesker gør: Umiddelbart over eller under de svært handicappede mennesker. Der kan imidlertid ikke sættes en objektiv neutral linje ud fra evolutionslæren, da udviklingen er så trinløs og kompleks, at den subjektive skelnen mellem værdigt og uværdigt liv alene vil hænge på en personlig moralsk overbevisning, hvorfor argumentet også kan anvendes til racisme, at mennesker med lavere IQ eller andre særheder, er mindre udviklede og derfor også mindre værd at regne. I øjeblikket ses denne tendens i sin modsætning i den hypermoralitet som straks råber ”racist”, hvis nogen gør den mindste antydning af, at der er forskel på folk, fordi forskellighed er krumtappen i evolutionslærens etik.

Men ligesom evolutionslæren således kan anvendes til at lave gradbøjning mellem mennesker, kan den også anvendes på individplanet, som det allerede sker: det endnu ikke udviklede foster regnes som mindre værd og kan uden skrubler fjernes, og snart vil vi også se, at ældre med svære sygdomme som demens vil kunne regnes som så svært degenererede, at de bliver fraregnet den menneskelige værdighed og kan ombringes ved eutanasi. Provenuet skal selvfølgelig bruges til at holde de rigeste i live og fri for sygdom.

For evolutionslæren er i sin grund og væsen egoistisk. Det handler om at jeg skal frem, hvorfor den også er promiskuøs og selvfølgelig ikke kan lade sig hindre af en gammelkristen seksualmoral. For mens den ubændige seksualdrift i hele teologihistorien ses som et brist hos et menneske, finder den i evolutionslæren den bedst tænkelige undskyldning for at lade drifterne få afløb, da driften her alene ses som en biologisk betinget drift til forplantning for sikring af genernes overlevelse. For der er kun to muligheder: overlevelse eller undergang. Derfor må alle midler også drages til nytte for min overlevelse, uanset hvad det koster medmennesket. Det er mig, det handler om, og det er her, enhver teolog med respekt for sig selv burde sige stop og råbe vagt i gevær. For hvad er egoisme andet end syndens grundvæsen. Altså er evolutionslæren ikke kun i modsætning til skabelsesberetningen og Det gamle Testamente, men hele den kristne etik og Det nye testamente.

Ja alene det, at evolutionslæren er blevet religion som alle absolut skal tro (nej ikke tro, for dette kaldes viden, uagtet de stadigt manglende beviser) og at skoler mister deres understøttelse, hvis de forsømmer at undervise i dette system, burde være nok til at overbevise enhver om, at et sådan uvæsen må både fordømmes og bekæmpes, et overgreb på trosfriheden som det er.

Skabelsen er ikke bare en lille bisag, en parentes i kirkens trosbekendelse, som bekvemt kan omgås for verdens venskabs skyld. For skabelsen hænger uløseligt sammen med hele Guds historie i evangeliet, den historie, som handler om, at din overlevelse ikke sker på bekostning af andres overgang. Men at selv hvor tusinder er strandet i ørkenen med fem brød og to fisk, er der nok for alle, for der er en Gud i denne verden, som tager sig af, ikke den rige og stærke, men den fattige og svage.

Gør man alligevel forsøget og vil forene de to, da bliver det på evolutionslærens præmisser og konsekvensen for teologien ses tydeligt. Hvor der blandt teologer tidligere fandtes en nøje forbindelse mellem skabelse og genløsning, ligger begge i dag hen i ingenmandsland som ligegyldige og meningstømte metaforer i forkyndelsen. For der er sammenhæng i teologien, og hvor denne sammenhæng brydes med et fremmedelement som evolutionslæren, der opløses det teologiske system, og tilbage sidder vi med et kaos af mennesketanker, der alene venter på et Big Bang for at falde sammen.

MJJ

Ekstra materiale. Evolutionslæren tillader alene en aftaleetik.