Månedsarkiv: august 2018

10. s. e. trin

Af alle succeshistorier er kirken ubetinget én af de største. Det er ganske vist ikke lige den første indskydelse, vi plejer at få, når vi tænker på kirken. Jovist, vi har da haft succes med nogle forskellige tiltag, babysalmesang, juniorkonfirmander og andre arrangementer, men overordnet set, så er det vist Jan Gintbergs ord, der gør sig gældende: Folkekirken, hvor helligt kan det lyde- Er det ikke bare et støvet oldtidsliv, som kun kan fylde sine sæder ved juletid, og som vi troligt betaler kirkeskat til. Ja, det er ikke længe siden jeg måtte lægge øre til en velsagtens repræsentativ danskers beklagelser: der kommer vel ikke rigtig nogen – og går man ind i en vilkårlig dansk kirke søndag formiddag, så vil man i mange tilfælde fristes til at blive bekræftet i dette og sige: Så luk det dog og lad falde, hvad ej kan stå.

Men halli hallo. Prøv lige at vend det hele om. Hvor mange organisationer kan du komme på, som har 2000 år på bagen og stadig fungerer. Hvor mange foreninger kender du, der har afdelinger i alle lande i hele verden. Hvor mange sammenslutninger rummer omkring 80 % af den danske befolkning? Det er der ikke ret mange, der gør. Og til alt dette kan vi lægge den eksplosive vækst kirken har oplevet adskillige gange, den dybe mening med livet, mennesker har fundet under disse gamle hvælvinger, håb, trøst og styrke. Og det giver alt sammen mening for utallige den dag i dag. Så meget, at ingen rigtig vover at nedlægge eller lukke de ”tomme” kirker – fordi de trods den ringe kirkegang repræsenterer noget altafgørende og dybt meningsfyldt for menneskene omkring den. Noget der betyder noget grundlæggende, mere end de ellers altafgørende kutlurinstitutioner skoler, kroer og forsamlingshuse, som nedlægges på stribe og straks bliver glemt. Men kirkerne står stadig der ude på landets forposter. De står der på tusinde år, og vil blive stående længe endnu.

Det kan man da kalde en succeshistorie.

Imidlertid er det sjældent man kommer sovende til succeser og dette gælder bestemt også for kirkens vedkommende. Altid har kirken måttet kæmpe mod fjender af mange slags, måttet bringe store ofre, både menneskeligt og økonomisk og har tit set ud til a t skulle opgive det hele. For fra kampen mod øvrighederne i kirkens første mange leveår måtte den snart vende sværdet mod de ustandselige angreb fra den muslimske verden og aldrig var denne kamp bragt til ende før fjenden sad på pavens stol og misbrugte sin magt til synd og uterlighed. Herefter fulgte religionskrigene mellem lutheranere, katolikker og reformerte med flere og før man fik set sig om, var det oplysningstiden og rationalismen, der førte sine tropper mod kirken og for nu at føre tråden helt op til i dag, de foregående års hovedløse angreb fra Ateistisk samfund. Men så er der dog én fjende, som er større og værre end alle disse. En undseelige, men dog altundergravende fjende  som til alle tider i mere eller mindre grad har fulgt kirken fra dens spæde fødsel og indtil i dag: ligegyldigheden.

Hvem ville dog tage imod den højgravide Maria på vejen til folketælling – den siden så berømte og verdenskendte jomfru Maria? Ingen, for det kunne da ikke vedkomme dem, og således gik det til, at det blev et æsel og et får, der modtog verdens frelser. Og livet igennem var det den samme ligegyldighed, der fulgte Jesus. Jojo, han kunne nok lave røre i den, skabe opmærksomhed om sig og få nogle tusinder til at lytte i ørkenen, der ikke havde andet at give sig til, men lige så snart det begyndte at blive forpligtende, veg skarerne af, indtil de ligegyldigt stod og råbte i munden på hinanden: korsfæst korsfæst.

Men det er den samme ligegyldighed, som også præger dansk kirkeliv i dag. Utroligt mange undskyldninger er der for ikke at lade sig tilsige af ordet og komme i kirke: de karismatiske er alt for pjattede med alle deres tåbeligheder og skabagtige lovsangformer, de grundtvigske siger ingenting med alle deres mange pæne ord, de tidehvervske er for kedelige, tørre og teoretiske og de missionske alt for sorte med deres dømmesyge og føleri. Og når så endelig der dukker en præst op med slag i, som taler folkets sprog og kan være ung med de unge, ja så lyder lovordene, men bænkene står stadig lige tomme. Så forsøger vi os med gospel eller stilletimer, gør os rigtig lækre for at appellere til masserne – og nogle gange virker det, der kommer en enkelt eller to, som ellers ikke gider, men sjældent noget, som holder i længden. Mennesket vil underholdes og straks underholdningsværdien falder, ryger også deltagerne og vi zapper videre i sofaprogrammet mellem de ligegyldige genudsendelser, vi allerede har set.

Kun kirkelige ærinder tilladt står der herude på parkeringspladsen, men som en kammerat og kollega med en slet skjult hentydning til vis biskop gjorde opmærksom på: det burde stå på døren på enhver kirke. Kun kirkelige ærinder tilladt. Ikke kun fordi det ikke virker med underholdningen og alt andet pjat. Heller ikke kun fordi underholdningskirken bygger på et ganske andet fundament end den sande kirken: for kirken har aldrig haft til formål at være en selvopretholdende institution med et mål i sig selv, hvor det eneste der tæller er antallet af deltagere. Nej kirken er her for at lede mennesker ind i Guds rige. Den er her ikke for sin egen skyld, og når den bliver reduceret til en sådan selvdyrkelse, da er den jordens største fiasko, uanset hvor mange gæster den kan skryde af. Et stort bedrageri og narrespil som endda selv underholdningsmæssigt ligger langt under sine nærmeste konkurrenter.

Men den væsentligste grund til at der i kirken må gælde: kun kirkelige ærinder tilladt, er, at der er en dybtliggende strid imellem det, som er kirkens væsen og det som er underholdningens anliggende. For kirkens budskab er et kald til omvendelse, her og nu. Den er en besindelse på dette øjeblik, i dag, som den afgørende eksistensmulighed. Og dette er grunden til, at al underholdning er et fyord i kirken. For underholdning har bare én eneste opgave: at glemme nuet, at slå tiden ihjel og få os bort fra det grundlæggende livsansvar. Og alt dette e r fint i teatret, men ikke i kirken. Her er opgaven at besinde mennesket på i dag, på øjeblikket, på ansvaret her og nu. For det er i dag Jesu kalder på os, det er i dag, vi stadig kan høre nådens blide evangelium. Det er i dag, der endnu ikke er råbt et endegyldigt ve dig Danmark, ve dig Sønderborg, det er i dag, det endnu er muligt at tage imod Guds rige.

Det er i dag, fordi den dag kommer, og ingen ved hvornår, hvor der ikke længer er noget, der hedder i dag. En dag lyder kaldet for sidste gang, både for os selv, for vort land og for verden. En dag er det for sent at besinde sig som den amerikanske lærer Etta Campbell synger i en af sine vækkelsessange:

Men spotter vi hans kærlighed og vil ej tage mod hans fred, så vender han sig sorgfuld bort; men vi går ned mod natten sort. For sent for sent, da klager vi – Jesus af Nazareth gik forbi

Og så stopper sangen dog ikke der – der er et vers mere, og det her lyset trænger ind i dagens evangelium.

Endnu fra sjæl til sjæl han går, så kærlig han foran dig står, han kalder og indbyder dig til glæden hist i himmerig. O luk dog ej dit øre i, Jesus af Nazaret går forbi.

Skønt Jesus i dag taler så opgivende om sit eget folk – så gav han dog ikke op. Og det er det andet, kirken må lære af dagens evangelium: Jesus gav ikke op, og vi må ikke give op, så længe der er noget, der hedder i dag. For selv mod disse kolde og ligegyldige byer, som Jesus revser i dag, blev Jesus ved at forkynde evangeliet. Han blev ved at gøre store og mægtige gerninger, selvom folkene stillede sig blinde og uforstående. Han fortsatte med at sende sine disciple, selvom de ikke ville tage imod deres budskab, og til sidst ofrede han sit eget liv for de selvsamme. Ikke at de tog imod det. Hans veråb blev kun alt for sande. Men han gjorde det også for dem. Og det er det, vi skal huske, når vi kalder en dom ned over andre. Den fritager os ikke fra forpligtelsen til at bringe de selvsamme evangeliet – ja vi har slet ikke retten til at udtale Guds endegyldige dom over menneskene. Vores tid er i dag, det er her vores opgave ligger. Dommens dag er Guds dag, og den dag står vi alle til doms. For den dag, hvor Gud holder dom, skal han både holde dom over dem, der forkyndte og dem der lyttede – over dem der forkyndte, om de blev ved at forkynde så længe der var noget der hed i dag, over dem der lyttede, om de tog imod det mens det var dag, eller blot slog det hen i ligegyldighed.

Så lyt dog i dag til evangeliets ord og kald. Lad i dag evigheden få lov at skinne ind i dit liv. Udsæt det ikke ligegyldigt til i morgen, for hvad der er ligegyldigt i dag er også ligegyldigt i morgen. For det er i dag indbydelsen lyder, det er i dag, Gud ønsker dig i sit rige. Ja det er i dag du må sejre sammen med kirken, som Brorson synger, det er nummer 591: Ak, kendte du Guds nådes søde rige,
hvor godt det er at høre Jesus til,
du skulle ej imod hans nåde krige,
som dig endnu så gerne hjælpe vil.
Ak, hvilken sejr Guds kirke fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!

Ja hvilken sejr, hvilken succes, om det blev i dag du fik del i evighedens sejrskrans, om det var i dag du blevet hevet ud af underholdningens og dagligdagens ligegyldighed og tog imod Jesu tilgivelse. Da var kirken ikke længer blot et gammelt hus for dig – nej da blev det stedet hvor livet for alvor fik fat, hvor det evige liv begyndte i dette øjeblik, idag. Da kender verden ingen bedre succes.

Og skulle vi så ikke tage at synge Brorsons pragtsalme, Ak vidste du,. Nr. 591

591

Ak, vidste du, som går i syndens lænke

© Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag
Mel.: Hannover 1740
Carl Chr. Nic. Balle 1850

1

Ak, vidste du, som går i syndens lænke,
hvor hårdt det er, det Satans slaveri,
du skulle dig ej øjeblik betænke
at søge ham, som dig kan gøre fri.
Ak, hvilken salig dag du fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!

2

Ak, kendte du Guds nådes søde rige,
hvor godt det er at høre Jesus til,
du skulle ej imod hans nåde krige,
som dig endnu så gerne hjælpe vil.
Ak, hvilken sejr Guds kirke fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!

3

Ak, mærkte du, hvor godt det er at lande
i Paradis, hvor glæden dér er sød,
du skulle snart al verdens lyst forbande
og haste hen til Jesu blod og død.
Ak, hvilken fryd Guds engle fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!

4

Ak, ville du nu én for alle gange
dig give ind i bod og bøn og strid,
hvor skulle da din Jesus dig undfange,1
hvor skulle du ham finde mild og blid!
Ak, hvilken hvile sjælen fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!

5

Ak, skulle du dig dertil lade tigge?
Det gælder jo din egen sjæles tarv,
det er så hårdt i Helvede at ligge,
det gør så godt at tage Himlens arv.
Ak, hvilken evig fryd du fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!

6

Ak, kunne du – du kunne, om du ville –
dog gribe ret Guds milde hjerte fat,
nu kan det ske, nu, før det er for silde,
det mørknes alt mod evighedens nat.
Ak, hvilken glæde Jesus fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!

Hans Adolph Brorson 1735.