Vi skal ikke bekymre os. Fint. Så lader vi være med det. I hvert fald lige indtil gudstjenesten slutter. For er der nu fløde nok til kaffen? Det forekommer mig, at det Jesus beder os om, er umuligt. Intet menneske kan leve sit liv uden bekymringer. Det kunne de ikke dengang, det kan vi ikke i dag. Det er umuligt – ja endda skadeligt. Hvad ville der ske, hvis det virkelig lykkedes os, at slippe fri af alle bekymringer, hvis forældre ikke mere bekymrede sig for deres børns opvækst og skolegang, hvis landets ledere ikke bekymrede sig for landets vel og ve og vi alle holdt op med at bekymre os for vores arme næste? Hvis vi alle bare var ligeglade? Nej, det duer ikke. Til et ordentlig liv hører ordentlige bekymringer.
Og så er der alligevel noget ved Jesu formaning, som vi ikke bare kan slippe og sådan uden videre skubbe af bordet. Ikke kun fordi Jesus siger det, men også på grund af den sammenhæng, han siger det i. For formaningen om ikke at bekymre sig kommer ikke løsrevet fra alt andet som et godt råd, der uden tvivl kan have sin berettigelse. Men formaningen kommer som en del af spørgsmålet: hvem er din Gud, hvem stoler du på. Er det den levende Gud, himlens og jordens skaber – eller er det mammon, pengene, vi tragter efter fra morgen til aften, for som Luther siger: din gud er det lægger dit hoved til, stoler på og venter dig alt godt fra.
Men før vi går videre af den tråd må vi først have afklaret begreberne. For når vi grundlæggende kan være så uenige med Jesus om, hvorvidt vi bør bekymre os eller ej, så grunder det dybest set i en misforståelse af ordet bekymring. For ud over ordets negative betydning, har vi også tillagt ordet en positiv betydning, der ikke egentlig hører ordet til: vi bruger det som synonym for at tage ansvar, og noget sådant har Jesus aldrig talt imod. Derimod handler det alene, om denne håbløse bekymring for morgendagen, for det, som ligger uden for vore hænders rækkevidde. Det er disse bekymringer, Jesus advarer os imod. For ikke kun er det noget af det mest drænende et menneske kan give sig til. Det tager livsmodet fra os, stjæler frimodigheden, og glæden ved det, vore øjne ser. Men der er også en åndelig virkelighed tilknyttet bekymringerne, som er mindst lige så alvorlige. Det er ikke bare en lille og ubetydelig ting, sådan som vi nok let vil mene. Det er i hvert fald ingen synd. Men hvad er det så. Jo siger Jesus, det er vantro. For bekymringen hører ikke naturligt til i Guds rige, men derimod er bekymringen mammons trofaste følgesvend.
Kan det nu passe. Er det ikke at gå for vidt? I hvert fald er det påfaldende at betragte, hvordan denne formaning finder større lydhørhed hos disse som af nød vitterlig må bekymre sig for mad og klæder end hos os, som har alt dette i overflod. De som altså har virkelig grund til at bekymre sig fordi de ingen penge har, de bekymrer sig ikke men lægger sig selv og sine kæreste i Guds hånd, mens vi som af alle har mindst mulig grund til at bekymre os, fordi vi har penge nok, vi gør en ære deraf og hensumper i bekymringer for selv det mindste. Hvoraf kommer dog dette. Man skulle da synes, at vi som har så stor en overflod nok skulle kunne blive bekymringerne kvit, men i stedet nærmest dyrker vi bekymringen.
Og der er sandt at sige nok at bekymre sig om. Klimaforandringer, vandstandsforøgelser, terror, atomkrig og mere af samme slags. Ikke fordi det ligefrem nytter noget, at Hr og Fru Danmark sidder hjemme med avisen og bekymrer sig om verdenssituationen, men så er vi ligesom med og kan samstemme i den fælles løsning: flere penge. Om ikke andet, så for at bygge højere diger, større våben og mere overvågning. Ja selv i kirken kan vi få den fortvivlede tanke, at havde vi bare penge nok, skulle der rigtig nok komme gang i den. Så var det slut med messefald og andre ubehageligheder. Så ville medlemstallet straks gå til tops som i kirkens gyldne fortid – ja vi hører genklangen af afladshandleren Johannes Tetzels ord: straks pengene i kisten klinger, sjælene ud af skærsilden springer.
Vi overser bare, hvordan det er pengene, der ofte er årsag til al elendighed. For vil man være rig, kan man bruge et helt liv på at skrabe penge sammen uden at blive rig, men man kan være sikker på, at bekymringerne vil være der i fuldt mål. Og er man endelig blevet rig fortsætter bekymringerne ufortrødent: indbrud, aktiekurser, inflation osv. Vi stoler på pengene, men vores tillid bliver gengældt med svigt og uretfærdighed. For hvor mange af verdens uroligheder er ikke direkte forårsaget af penge.
Derfor er det da også naivt at tro, at pengene i sig selv kan gøre verden til et bedre sted at leve. Vi ser dog lige præcis det modsatte. Da fonsecapapirerne kom frem tidligere på året var det interessant at bemærke, hvordan den ene berømthed efter den anden blev snuppet med fingrene i fedtefadet. Ikke at det var alle rige og berømtheder. Men det er da tankevækkende, at det sjældent er fattiglemmer, der sætter deres penge i skattely, men næsten altid sådanne, som har så store summer stående, at de hverken ville føle eller mærke, hvis de skulle betale deres skyldige skat. De har ikke behov for at snyde. Og alligevel gør de det. Ikke fordi de er værre end alle andre mennesker, men fordi penge er en stor magt, som det er farligt at fortrøste sig til. For lykkes den end ikke med at gøre os uretfærdige, kan den hvert øjeblik det skal være miste sin værdi. Nutidens penge er som bekendt i sig selv ganske værdiløse, og har kun værdi så længe vi alle tror på den. Netop derfor høre penge og bekymringer også så uløseligt sammen. For kaster vi vores tillid på pengene, så klamrer vi os til noget, vi selv må holde oppe, og den dag vi ikke kan mere og opgiver, ramler det hele sammen i et stort kaos, som vi har set adskillige gange i løbet af de sidste hundrede år.
Men er der noget seriøst alternativ til pengenes magt og bekymringerne? Ja, siger Jesus: se på himlens fugle. De har hverken aktier eller penge i banken og alligevel tør de hver morgen folde vingerne ud og lovsynge deres skaber. Eller se børnene. De står op, kommer i klæderne og kaster sig over legen uden at have læst Børsen eller tjekket dagens konjunkturer. Så uansvarlige – nej, ikke uansvarlige, for de ved, at det har farmand gjort. De ved at der er en som har styr på tingene, sådan at de kan leve og lege frit og ubekymret.
Det er netop dette tillidsforhold Jesus vil have vi skal stå i over for Gud. Vi skal have tillid til, at Gud har styr på det, at han har omsorg for os, og ikke vil overlade os til ondskabens herredømme. For hvem kan dog bedre styre verdens gang, end verdens skaber. Se blot naturen i al dens pragt og herlighed, hvor yndigt verden er klædt i enge, skove, bjerge og åbne vidder. Se denne blomst, spundet som et kunstværk næppe et menneske kan efterligne. Ja betragt, hvordan Gud har draget omsorg for os, fra vi var børn og indtil i dag. Hver dag har vi fået mad og klæder, lige så trofast som solen er stået op. Er der ikke rigelige beviser på Guds magt og vælde? Men endnu mere: vidner ikke Jesu kors om, hvor stor en kærlighed Gud har til os mennesker. Så stor at han ville give det kæreste han ejede, for at give os håb og fremtid. Burde vi så ikke have den største tillid til Gud og lade alle bekymringer fare?
Sandelig burde vi det. Som kristne har vi vitterlig ingen grund til at bekymre os. Og så alligevel. Det er ikke sådan, at livets smerte aldrig rammer en kristen. For også vi må leve med syndefaldets følger. Også vi rammes af sygdom, både hos os selv og vore nærmeste, også vi må bære den smerte at se døden gøre sit indtog i livet. Hvordan skulle en mor kunne undgå at bekymre sig, når hun ser sit barn vandre en vej, der ikke er god. Hvordan skulle vi som kristne kunne se på en kirke, der gang på gang svigter sit eget grundlag uden at bekymre os, hvordan skulle vi som danske kunne kvitte bekymringerne, når trusler fra flere sider vælder ind over vort land. Lad os bare være ærlige og sige det som det er: bekymringen er vort daglige gæstebud. Men i stedet for at knytte os til disse bekymringer som en fornem skødehund, må vi lægge det alt sammen frem for Gud i en åben og ærlig bøn idet vi bekender for Gud, at vi har så lille tro.
Men det var de lidettroende, Jesus kom og talte til, os som gang på gang bliver overmandet af bekymringer og vantro og tvivl. Det er os formaningen lyder til ikke som en fordømmende lov vi aldrig kan opfylde, men som en befrielse fra at skulle holde hele verden oppe med vor egen kraft.
Derfor bekymre jer ikke. Ikke som en kliche der fritager os fra at tage vort ansvar på os i dag, men som et nådefuldt tilsagn om, at selv hvis alt fejler er Gud stadig med os. Om så banken går fallit og vi mister alt, vi ejer og har, så er livet dog ikke spildt. Ja om så også verden braser sammen om os, så er der stadig en Gud, som ikke slipper os, når vi falder, og ikke svigter os, når vi snubler. Men en Gud, som vil oprejse os til den største hæder og ære. En Gud, som vil give os alt det, vi trænger til, både nu her i tiden og siden i evigheden. En Gud som vil lytte til vore bønner, og har tid og hjerterum for vores sorg og smerte.
Men mest af alt: Bekymre jer ikke. For vi har en Gud, der kan bære over med vore skrøbeligheder, tilgive os vore svigt og fejl og skabe liv af døde. Vi har en Gud, som ikke fortæres af møl og rust, men som vil give os et evigt himmerig.