Vi skal ikke bekymre os. Fint. Så lader vi være med det. I hvert fald lige indtil gudstjenesten slutter. For er der nu fløde nok til kaffen? Det forekommer mig, at det Jesus beder os om, er umuligt. Intet menneske kan leve sit liv uden bekymringer. Det kunne de ikke dengang, det kan vi ikke i dag. Det er umuligt – ja endda skadeligt. Hvad ville der ske, hvis det virkelig lykkedes os, at slippe fri af alle bekymringer, hvis forældre ikke mere bekymrede sig for deres børns opvækst og skolegang, hvis landets ledere ikke bekymrede sig for landets vel og ve og vi alle holdt op med at bekymre os for vores arme næste? Hvis vi alle bare var ligeglade? Nej, det duer ikke. Til et ordentlig liv hører ordentlige bekymringer.

Og så er der alligevel noget ved Jesu formaning, som vi ikke bare kan slippe og sådan uden videre skubbe af bordet. Ikke kun fordi Jesus siger det, men også på grund af den sammenhæng, han siger det i. For formaningen om ikke at bekymre sig kommer ikke løsrevet fra alt andet som et godt råd, der uden tvivl kan have sin berettigelse. Men formaningen kommer som en del af spørgsmålet: hvem er din Gud, hvem stoler du på. Er det den levende Gud, himlens og jordens skaber – eller er det mammon, pengene, vi tragter efter fra morgen til aften, for som Luther siger: din gud er det lægger dit hoved til, stoler på og venter dig alt godt fra.

Men før vi går videre af den tråd må vi først have afklaret begreberne. For når vi grundlæggende kan være så uenige med Jesus om, hvorvidt vi bør bekymre os eller ej, så grunder det dybest set i en misforståelse af ordet bekymring. For ud over ordets negative betydning, har vi også tillagt ordet en positiv betydning, der ikke egentlig hører ordet til: vi bruger det som synonym for at tage ansvar, og noget sådant har Jesus aldrig talt imod. Derimod handler det alene, om denne håbløse bekymring for morgendagen, for det, som ligger uden for vore hænders rækkevidde. Det er disse bekymringer, Jesus advarer os imod. For ikke kun er det noget af det mest drænende et menneske kan give sig til. Det tager livsmodet fra os, stjæler frimodigheden, og glæden ved det, vore øjne ser. Men der er også en åndelig virkelighed tilknyttet bekymringerne, som er mindst lige så alvorlige. Det er ikke bare en lille og ubetydelig ting, sådan som vi nok let vil mene. Det er i hvert fald ingen synd. Men hvad er det så. Jo siger Jesus, det er vantro. For bekymringen hører ikke naturligt til i Guds rige, men derimod er bekymringen mammons trofaste følgesvend.

Kan det nu passe. Er det ikke at gå for vidt? I hvert fald er det påfaldende at betragte, hvordan denne formaning finder større lydhørhed hos disse som af nød vitterlig må bekymre sig for mad og klæder end hos os, som har alt dette i overflod. De som altså har virkelig grund til at bekymre sig fordi de ingen penge har, de bekymrer sig ikke men lægger sig selv og sine kæreste i Guds hånd, mens vi som af alle har mindst mulig grund til at bekymre os, fordi vi har penge nok, vi gør en ære deraf og hensumper i bekymringer for selv det mindste. Hvoraf kommer dog dette. Man skulle da synes, at vi som har så stor en overflod nok skulle kunne blive bekymringerne kvit, men i stedet nærmest dyrker vi bekymringen.

Og der er sandt at sige nok at bekymre sig om. Klimaforandringer, vandstandsforøgelser, terror, atomkrig og mere af samme slags. Ikke fordi det ligefrem nytter noget, at Hr og Fru Danmark sidder hjemme med avisen og bekymrer sig om verdenssituationen, men så er vi ligesom med og kan samstemme i den fælles løsning: flere penge. Om ikke andet, så for at bygge højere diger, større våben og mere overvågning. Ja selv i kirken kan vi få den fortvivlede tanke, at havde vi bare penge nok, skulle der rigtig nok komme gang i den. Så var det slut med messefald og andre ubehageligheder. Så ville medlemstallet straks gå til tops som i kirkens gyldne fortid – ja vi hører genklangen af afladshandleren Johannes Tetzels ord: straks pengene i kisten klinger, sjælene ud af skærsilden springer.

Vi overser bare, hvordan det er pengene, der ofte er årsag til al elendighed. For vil man være rig, kan man bruge et helt liv på at skrabe penge sammen uden at blive rig, men man kan være sikker på, at bekymringerne vil være der i fuldt mål. Og er man endelig blevet rig fortsætter bekymringerne ufortrødent: indbrud, aktiekurser, inflation osv. Vi stoler på pengene, men vores tillid bliver gengældt med svigt og uretfærdighed. For hvor mange af verdens uroligheder er ikke direkte forårsaget af penge.

Derfor er det da også naivt at tro, at pengene i sig selv kan gøre verden til et bedre sted at leve. Vi ser dog lige præcis det modsatte. Da fonsecapapirerne kom frem tidligere på året var det interessant at bemærke, hvordan den ene berømthed efter den anden blev snuppet med fingrene i fedtefadet. Ikke at det var alle rige og berømtheder. Men det er da tankevækkende, at det sjældent er fattiglemmer, der sætter deres penge i skattely, men næsten altid sådanne, som har så store summer stående, at de hverken ville føle eller mærke, hvis de skulle betale deres skyldige skat. De har ikke behov for at snyde. Og alligevel gør de det. Ikke fordi de er værre end alle andre mennesker, men fordi penge er en stor magt, som det er farligt at fortrøste sig til. For lykkes den end ikke med at gøre os uretfærdige, kan den hvert øjeblik det skal være miste sin værdi. Nutidens penge er som bekendt i sig selv ganske værdiløse, og har kun værdi så længe vi alle tror på den. Netop derfor høre penge og bekymringer også så uløseligt sammen. For kaster vi vores tillid på pengene, så klamrer vi os til noget, vi selv må holde oppe, og den dag vi ikke kan mere og opgiver, ramler det hele sammen i et stort kaos, som vi har set adskillige gange i løbet af de sidste hundrede år.

Men er der noget seriøst alternativ til pengenes magt og bekymringerne? Ja, siger Jesus: se på himlens fugle. De har hverken aktier eller penge i banken og alligevel tør de hver morgen folde vingerne ud og lovsynge deres skaber. Eller se børnene. De står op, kommer i klæderne og kaster sig over legen uden at have læst Børsen eller tjekket dagens konjunkturer. Så uansvarlige – nej, ikke uansvarlige, for de ved, at det har farmand gjort. De ved at der er en som har styr på tingene, sådan at de kan leve og lege frit og ubekymret.

Det er netop dette tillidsforhold Jesus vil have vi skal stå i over for Gud. Vi skal have tillid til, at Gud har styr på det, at han har omsorg for os, og ikke vil overlade os til ondskabens herredømme. For hvem kan dog bedre styre verdens gang, end verdens skaber.  Se blot naturen i al dens pragt og herlighed, hvor yndigt verden er klædt i enge, skove, bjerge og åbne vidder. Se denne blomst, spundet som et kunstværk næppe et menneske kan efterligne. Ja betragt, hvordan Gud har draget omsorg for os, fra vi var børn og indtil i dag. Hver dag har vi fået mad og klæder, lige så trofast som solen er stået op. Er der ikke rigelige beviser på Guds magt og vælde? Men endnu mere: vidner ikke Jesu kors om, hvor stor en kærlighed Gud har til os mennesker. Så stor at han ville give det kæreste han ejede, for at give os håb og fremtid. Burde vi så ikke have den største tillid til Gud og lade alle bekymringer fare?

Sandelig burde vi det. Som kristne har vi vitterlig ingen grund til at bekymre os. Og så alligevel. Det er ikke sådan, at livets smerte aldrig rammer en kristen. For også vi må leve med syndefaldets følger. Også vi rammes af sygdom, både hos os selv og vore nærmeste, også vi må bære den smerte at se døden gøre sit indtog i livet. Hvordan skulle en mor kunne undgå at bekymre sig, når hun ser sit barn vandre en vej, der ikke er god. Hvordan skulle vi som kristne kunne se på en kirke, der gang på gang svigter sit eget grundlag uden at bekymre os, hvordan skulle vi som danske kunne kvitte bekymringerne, når trusler fra flere sider vælder ind over vort land. Lad os bare være ærlige og sige det som det er: bekymringen er vort daglige gæstebud. Men i stedet for at knytte os til disse bekymringer som en fornem skødehund, må vi lægge det alt sammen frem for Gud i en åben og ærlig bøn idet vi bekender for Gud, at vi har så lille tro.

Men det var de lidettroende, Jesus kom og talte til, os som gang på gang bliver overmandet af bekymringer og vantro og tvivl. Det er os formaningen lyder til ikke som en fordømmende lov vi aldrig kan opfylde, men som en befrielse fra at skulle holde hele verden oppe med vor egen kraft.

Derfor bekymre jer ikke. Ikke som en kliche der fritager os fra at tage vort ansvar på os i dag, men som et nådefuldt tilsagn om, at selv hvis alt fejler er Gud stadig med os. Om så banken går fallit og vi mister alt, vi ejer og har, så er livet dog ikke spildt. Ja om så også verden braser sammen om os, så er der stadig en Gud, som ikke slipper os, når vi falder, og ikke svigter os, når vi snubler. Men en Gud, som vil oprejse os til den største hæder og ære. En Gud, som vil give os alt det, vi trænger til, både nu her i tiden og siden i evigheden. En Gud som vil lytte til vore bønner, og har tid og hjerterum for vores sorg og smerte.

Men mest af alt: Bekymre jer ikke. For vi har en Gud, der kan bære over med vore skrøbeligheder, tilgive os vore svigt og fejl og skabe liv af døde. Vi har en Gud, som ikke fortæres af møl og rust, men som vil give os et evigt himmerig.

 

Det er et underligt evangelium, der møder os i dag. Dvs. for så vidt er der ikke noget videre specielt over netop denne begivenhed i forhold til så mange andre beretninger i det nye testamente. Men i det vi læser teksten, dukker modsætningerne op på stribe.

En døvstum bliver helbredt og straks hører vi alle de andre tale. Det havde ellers været oplagt, nu det var en døvstum, at det var ham, der kom til orde, men det hører vi ingenting om. Hvad de andre sagde, det har vi derimod fået med. Og hvilke ord, de taler: han har gjort alle ting vel. Evangeliet i dets korteste form. Jesus har gjort alting vel. En passende jubel i forhold til det under, de havde set. Helt anderledes, end den reaktion, vi har at byde op med i mødet med fortællingerne om Jesu helbredelser? Dels er det så længe siden, at det er lidt vanskeligt for os at komme op i det røde felt over, at en nu længst afdød mand fik mund og mæle. Dels finder vi et ubehag i at skulle beskæftige os med den slags ting. Det er fremmed for os, det med at mennesker bliver helbredt ved bøn. Og læser man prædikensamlinger, så vil man bemærke det samme som vi ser i flere af dagens salmer, at fortolkeren glider af på den og i stedet for at forholde sig til den historiske begivenhed, at en mand bliver rask, straks opfatter teksten allegorisk og uden tøven taler om, hvordan hvor sjæl er døv og stum for evangelium. Det er den også. Men nogle gange må vi tage os selv i nakken og tvinge os til at forholde os til det, der faktisk står: Jesus helbredte et menneske ligesom han også i dag helbreder mennesker gennem bøn. Det skete faktisk, og det sker faktisk. Hvordan kan det så være, at vi hellere vil være skeptiske og komme med bortforklaringer frem for at tage del i lovsangen: Jesus har gjort alting vel.

For har han da ikke det?

Jovist har han gjort alle ting vel. Det ved vi godt. Vi har hørt det søndag efter søndag. Han fjernede al den skyld, som anklagede os over for Gud og genoprettede det kærlighedens forhold, vi er skabte til. Han gav os livet igen og lover os en ny himmel og en ny jord uden ondskab, død og ødelæggelse. Vist har han gjort alting vel. Og så alligevel så har vi svært ved at sige disse ord med overbevisning i stemmen. For hvad ser vore øjne: Ser de, at alt er godt, ser de Guds natur og skaberværk som han skabte det, en verden fuld af glæde og skønhed, et vidunder, hvor alt er såre godt.

Nej, vore øjne ser en verden fuld af ondskab, synd sygdom og ødelæggelse. Der fødes stadig døvstumme, handicappede og andre med medfødte skavanker mens alle vi andre bruger livet på at samle skrøbeligheder til os. Plante og dyrearter trues på eksistensen både af naturens gang og menneskenes færden. Vore øjne ser ikke, at Jesus gjorde alle ting vel, så langt fra endda, og det gjorde Jesu samtid heller ikke. Det var ikke sådan, at Jesus udryddede al sygdom i Israel. Apostlene og disciplene heller ikke. For selvom de helbredte mange, så var det alligevel kun de færreste, de nåede med deres hænder. Langt de fleste måtte strides med deres sygdomme som var der slet ingen Jesus. Og på samme måde i dag.

Hvad vore øjne ser anfægter os og binder vores tunge, så vi ikke ret kan lovprise Jesus for alt, hvad han har gjort. Ja ikke kun lovprise, men heller ikke ret stole på og fortrøste os til, at han nu også har styr på det. Og i stedet for at lytte ind til hvordan han har gjort alting vel og hvilke løfter, det er han giver os, så lukker vi vore ører for hans ord og begynder at forholde os til vore egne drømme.

Vi drømmer om paradisets lukkede land, om uforknyt at vandre rundt blandt havens træer og kun modtage livet uden smerte, sorg og stræben. Men da vi kun kender paradiset som en skygge famler vi os afsted efter denne ubeskrivelige lykke som en flok bedøvede zombier, der ikke egentlig ved, hvad vi vil have. Og uden at kende målet bruger vi livet på at stræbe efter det ukendte. Vi uddanner os fordi vi tror, at uddannelse er den bedste vej til lykke. Og pludselig en dag står vi med eksamensbeviset i hånden fyldte af en underlig tomhed over endelig at være nået til vejs ende efter de måske pinefyldte år, og så opdage stadig at stå på nederste trin. Vi tager et arbejde, knokler fra tidlig morgen til sen aften, sætter familie og venner til side for at fremme karrieren og fylde lønningsposen i tanken at dette må kunne bringe lykke. Men efter 40 – 50 år på arbejdsmarkedet står vi tilbage med den smertefulde erfaring, at heller ikke dette førte os længere op ad lykkens krogede trappe. Som et sidste skud i bøssen fyrer vi pensionen af med alt det, vi drømte om, mens vi sled os selv op bag fabrikkens samlebånd, store biler, charterrejser og meget andet, som er vel undt de mennesker, der har båret dagens hede og byrde. Men en dag ringer bedemanden og bekendtgør, at heller ikke dette førte til lykkens land. For vi stræbte efter, hvad vi ikke kendte, søgte efter, hvad vi ikke vidste. For selvom mange kan sige, de havde et lykkeligt liv, så var lykken ofte alt for dyre købt, alt for kort, ofte og alt for sent. Altid kommer der noget i vejen for lykken. For er det ikke afgiftslettelser på dyre biler, der truer, så er det sociale udfordringer eller sygdomme.

Men stadig søger vi ikke Gud som den der kan gøre alting godt. I stedet vi bruger oceaner er summer på et sundhedsvæsen uden sidestykke i verdenshistorien, fordi vi mener sundhed er vejen til lykke. Og som trofaste dyrkere af denne gud, er vi villige til at følge alt. Så går vi alle til joga, og lægger en sten i vinduet for at komme knæsmerterne til livs, og hvis det ikke virker farer vi rundt mellem glutenfri brød og sojabaseret kost, for hvis noget virker på én må det virke på alle. Som blinde famler vi efter lykke, helbred og kræfter, og bilder os gang på gang ind, at vi har fundet de vises sten, blot fordi noget føles anderledes. Men at gå til præsten med sin sygdom og få ham til at lægge hænderne på det syge sted, det er dog at gå for vidt. Ja, at folde sine hænder og bede Gud om at hjælpe, det er fremmedord for nutidens sundhedsguruer, og dermed viser det sig, at vi stadig i dag er i slægt med folkene, som salmisten skriver om, der holder sig til deres hjemmelavede gudebilleder af sølv og guld. Og det med god grund.

For det gale ved at bede til Gud, er at den levende Gud ikke lover os lykke gennem helbred og kræfter eller succes og karriere for den sags skyld. Jesu gerning var ikke at samle sten af vejen mod vores egen drøm om lykke, for vores egen vej vil aldrig føre os hen, hvor alt er godt. Derfor loves vi heller ikke, at alle bliver raske, bare de siger Jesus. Derfor vil han heller ikke have folkeskaren til at rende rundt og snakke løs om hverken denne eller alle andre helbredelser. For når prædikanter lærer sådant, så medfører det kun fortvivlelse og ulykke. Fortvivlelse over, at der intet sker, når vi beder Jesus om det, fortvivlelse over den ringe tro, vi beder med, og til sidst fortvivlelse over troen selv. For hvis ikke det er Gud, den er gal med, så må det være mig den er gal med, og da er der bare én mulighed: at opgive al tro og håb.

Men nej siger Apostlen Paulus i epistlen. Det skyldes ikke os selv. Det er ikke på grund af vores egen tro, vores egen kraft vores egen fromhed, når Gud giver os hvad vi beder om. For bønnen er hverken en kommandovej eller en kraftsanstrengelse fra vores side hvormed vi kan tvinge Gud eller udvirke store undere. Men bøn er netop bøn. Hvor vi beder Gud om at udvirke noget, ikke fordi vi er nogle vældige karle, men fordi Gud er mægtig til at gøre det umulige. Derfor er det helt forkert, når vi fortvivler over troen, fordi vi ikke får det, vi beder om, fordi Gud ikke helbreder os fra denne og hin sygdom. Det er ikke din tro, det er galt med, det er ikke fordi du ikke er god nok. Hvorfor Gud ikke giver os det, som vi beder om kan være svært for os at se, men aldrig betyder det, at vi skal holde op med at bede og bære vore syge frem for Gud. For hvor svagt og nytteløst det end kan synes at folde vore hænder og fremsige for Gud, hvad der ligger os på hjerte, så findes der ikke én nyttesløs og ligegyldig bøn. Men hver enkelt lille bøn er som en kostelig skat for Gud.

Men det ved vi: at Jesus har gjort alting vel og at han også vil gøre alting vel for dig. Han vil føre dig til lykkens og livets land, det land vi drømmer om som i en skygge. Men han vil ikke føre os dertil på skrømt, og derfor er det ikke altid vores vej, livet kommer til at gå, men netop den vej, der fører os til målet. Troens vej. Og netop derfor må vi begynde med begyndelsen: de kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale. Vi må begynde med at komme til Gud, komme de steder, hvor vi kan høre, hvad han vil tale til os. Det kan være grænseoverskridende, underligt tangerende til det ubehagelige, som da Jesus spyttede på denne mand. Men se, hvad der skete. Hvor Jesus rører et menneske kommer en ny virkelighed til. En virkelighed, der er livet værd.

Det er godt, at tage en god uddannelse. Det er godt at have et godt arbejde, være flittig og gøre det grundigt. Det er godt og velfortjent at nyde sit otium efter et langt arbejdsliv. Men skal vi være egentlig lykkelige, så må der det til, som kun Jesus kan give: fællesskab med Gud. Det var dette fællesskab, som blev ødelagt ved syndefaldet og som er skyld i al ulykke. Men Jesu frelsergerning var ikke bare at fjerne ulykkerne. Nej Jesu frelsergerning var at genoprette det tabte og at forbinde det brudte forhold mellem Gud og mennesker. Et forhold som efter Jesu opstandelse fra de døde ikke skal være begrænset af dette liv, men som efter døden skal fuldendes i herlighed.

Men så kan vi også allerede nu prise Jesus med ordene: han har gjort alle ting vel. For selvom vi måske må lide under sygdom og savn, så er der dog intet af dette, der kan tage den evige lykke fra os: at have fællesskab med Gud. Men det er det bøn handler om, at tale med Gud om det der ligger os på sinde. For fællesskab er at tale sammen, og derfor må vi som kristne være flittige til at bede. For når vi folder vore hænder og i et øjeblik bliver alene med Jesus som denne mand, vi hører om, da vil Jesus røre vore ører og øjne, så vi ser og hører, og vor tunge så vi kan juble: Han har gjort alle ting vel.

Nogle gange, ja ofte besvarer han så også vore bønner, så vi rent fysisk kan se, at han virkelig mægter at gøre alting vel.

Vidste du blot, hvad der tjener til din fred. Sådan har mennesker sukket siden arilds tid. Vidste vi blot, hvad der tjener til fred. For hvem ønsker ikke fred. Fred i hjemmet, fred i landet, fred i verden. Og alligevel ser vi det ene krigsskue efter det andet. Ægteskaber går i opløsning på stribe, samfundsklasser tørner sammen i demonstrationer eller direkte skudvekslinger og hvor er det land i verden, som ikke på den eller anden måde er inddraget i en af de mange konflikter mellem nationerne. Vidste vi bare, hvad der kunne bringe fred. Men vi ved det ikke.

Og Jerusalems indbyggere vidste det heller ikke. Fra Jesus udtalte dette suk gik der knap fyrre år før den romerske besættelsesmagt havde jævnet Jerusalem med jorden og kun ladet vestmuren delvis tilbage og få år senere var landet Israel slettet fra Landkortet for de næste 1900 år mens det jødiske folk blev drevet rundt blandt de forskellige folkeslag. Aldrig har jøderne fået fred, men kun afbrudt af perioder med våbenhvile har de igennem historien været en lidet velkommen minoritet på lånt tid. Selv oprettelsen af staten Israel i 1948 gav ikke fred i landet, men fra den dag jøderne først betrådte deres egen jord har projektilerne fløjet nærmest uafbrudt igennem luften.. Vidste dog blot de, hvad der kunne tjene til deres fred.

Men Jesus stiller spørgsmålet på en måde som om denne viden ikke er umulig at opnå, som om de har forudsætning for at svare på, hvad der kunne tjene til fred, og det er her vi kommer ind i teksten. Ikke fordi vi har svaret, men fordi svaret har lige så stor relevans for os i dag, som for Jerusalems indbyggere.

Nu var det ikke første gang, Jerusalem havde været udsat for angreb. 2. halvdel af Det gamle Testamente fortæller om de utallige fjender, landet Israel havde et døjes med. Israel er det land i verden som uden sammenligning gennem sin tusinde år lange historie har været mest krigsplaget af alle lande. Men bibelsk forstået, havde landet kun én fjende: Gud. Da Israelitterne efter at have vandret rundt i ørkenen i fyrre år stod for at skulle indtage det forjættede land under Josvas ledelse, møder de en underlig figur kaldet Herrens Hærfører. Da de ser ham går Josva hen til ham og spørger: hører du til os eller til vores fjender? Men han svarede: Nej, jeg er fører for Herrens hær. Det var ellers ikke et ja-nej spørgsmål, Josva fik stillet. Men svaret er veloverlagt. Herrens hærfører er hverken med eller mod Israel, men han er fører for Herrens hær. Dvs. alliancen mellem Gud og Israel er betinget af israelitternes troskab mod Gud. Holder de sig til Gud, er Herrens Hærfører med dem, da skal det gå dem godt, de skal nyde landets afgrøder i fred for deres fjender. Men er de troløse, vender de sig til andre guder og fornægter den ene sande Gud, som har givet dem landet i arv og eje, da vil også Herrens Hærfører vende sig mod israelitterne og bruge landets fjender til at tugte og straffe dem for deres troløshed.

Sådan forklares alle krige i Det gamle Testamente. Israel har svigtet. Ikke Gud. Men ved deres egen synd og urenhed har de fået deres eneste sande håb og frelser til deres fjende. Det er denne tråd, som Jesus nu tager op. Vend om til Gud og I skal få fred.

Men, og det er det interessante, israelitterne var travlt optaget af at dyrke Gud. Templet emmede af liv. Både gamle og unge strømmede igennem templets porte for at tage del i gudsdyrkelsen og de kirkelige aktiviteter. I den bedste tro og i den bedste mening. Men alt dette er ringere end ingenting. Det kan ikke give jer fred. Ja tværtimod, så var det denne perverterede gudsdyrkelse, som var skyld i, at de ikke kunne få fred.

Men hvad var det, der var galt? Det så jo godt og rigtigt ud alt sammen. Der var det galt, at folkets religiøse ledere havde sat deres egen gudsdyrkelse i stedet for den, Gud havde forordnet. Der var det galt, som altid er gået galt i hele kirkens historie, når noget er gået galt. At man har sat menneskers ord i stedet for Guds ord. Derfra kommer al råddenskab.

Grundtvigs skriver det om det i sin dimisprædiken. hvi er Herrens ord forsvunden fra hans kirke. Og nu vore Kirker, jeg siger vore, thi Kristi ere de ei længer, hvad høres vel der? heel ofte forfængelig Snak om alskens Smaating paa Jord, og kommer det høit, da brammende Ord og kløgtige Taler, men idel Lærdomme, som kun ere Menneskens Bud. Herrens Ord er forsvundet af hans Hus, thi naar det og lyder, er det ikke det som høres, ikke det, som udlægges og indskærpes, det maa lade sig forvende og bruge til hos den Enfoldige at størkeMenneskers Mening.

Hvorfor er det saa? ► hvorfor dølge de som kaldes Kristi Tienere, det Lys han tændte?

 

Ja, hvorfor er det sådan. Hvorfor er det så svært, at holde sig til Guds ord, det ord, som alene kan give os fred. Grundtvig svarer længere nede i prædikenen: fordi Herrens ord synes så svagt. Det kan ligesom ikke være nok at komme til at templet for at bede. Der må skulle mere til. Ordet om vore synders forladelse lyder smukt og fint, men umuligt kan vi bygge en kirke på så tarveligt et budskab. Det er der ingen, der gider stå op søndag morgen for at høre på Og sådan gør vi os selv det den alt ophøjede, der bedst kan skønne, hvad der tjener til vor fred. Og konsekvensen bliver ganske som den Jesus, beskriver for os i dag: gudstjenesten bliver til de rene gøglermarkeder, hvor vi i lighed med alle andre steder i verden dyrker os selv og ussel mammon, men her under det forstillelsens fortegn, at vi kalder det kristendom og gudsdyrkelse.

Men hvordan gik det Jerusalem? Som Jesus sagde. Og hvordan vil det gå vor kirke, hvis ikke vi holder os fast til ordet? Som det gik Jerusalem.

For ikke enhver religion er sand og ikke enhver gudsdyrkelse er god ligesom heller ikke enhver tro giver frelse. For sandheden kan ikke deles. Og derfor må vi være lige så klare i mælet i dag, som den dag, Jesus ryddede templet. For der er bare én vej mellem afvejene, Jesus Kristus. Han er den Herrens Hærfører, som førte Israel til sejr, og som også kan føre sin kirke og os og dig til sejr.

Ikke ved noget, vi skal gøre, men ved det, som han har gjort. Hos profeten Esajas finder vi et fantastisk billede på denne sejr. Jerusalem er belejret af Assyrerkongen Sankeribs hær. Alt er håbløst. Jerusalems indbyggere har ingen chance. Men Esajas profeterer, at Sankerib skal lide nederlag og i et enkelt vers beskrives denne sejr for Israel: Så gik Herrens engel ud og i assyrernes lejr dræbte han 185 000 mand. Da det blev morgen lå de alle døde. Intet havde Israel bidraget med i denne kamp. Men mens de sad på hænderne og bed negle førte Gud sværdet.

Sådan fik også vi fred før en eneste af os blev født da Jesus ene mand gik i kampen mod synden og døden og Djævelen. Med dette slag blev al den skyld, som anklagede os for Gud og gjorde os til Guds fjender fjernet en gang for alle fra vore skuldre. Derfor kan vi nu stå uanklagelige og skyldfrie for Gud.

Men for at denne sejr nu også kan blive vores sejr og for at vi kan få virkelig fred med Gud, da er der én afgørende forudsætning: at vi tager imod Guds udstrakte hånd og ikke slår hånden af ham, der vil give os alt. Det vil sige: at vi lytter til det ord, han taler til os. Og lytter rigtigt. Ikke bare som små børn, der har så travlt med at lave ulykker, at de ikke hører, at maden er på bordet. Men derimod bliver stille for at lytte til hver enkelt ord, der udgår af Jesu mund. For både når han taler strengt og når han taler mildt taler han for at åbne vore hjerter for den fred, som alene han kan give. Da skal vi ikke bruge tiden på at bortforklare Jesu ord og gøre undskyldninger over os selv. Men i stedet må vi lytte, sige ja og amen, for når vi således lytter til Jesu ord, da skaber de af sig selv hjerter som beder:

Kom Herre, og giv os din fred, for alene i dit blod er der tilgivelse, og alene i din tilgivelse er der fred med Gud, for alene hos Gud kan al krig, sorg og nød få ende.

 

 

Døm ikke. Man skulle egentlig ikke tro, Jesus havde lyttet ret meget til sin egen undervisning. I hvert fald er der benævnelig forskel på ham selv og så den lalleglade og holdningsløse nyreligiøsitet, der har taget disse ord til sig som sin grundlov og som for øjeblikket styrer mediebilledet, hvor det ikke skorter på ukvemsudtryk, hvis én kommer for skade at have den mening at noget er ret og andet er vrangt. For sådan ser vi mange medier og meningsdannere bruge og tolke Jesu ord i dag: døm ikke. Dvs. alle har lige meget ret, og ingen skal komme at sige at noget er forkert kristeligt set og i hvert fald slet ikke hvis det kan have konsekvens for den måde, mennesker lever på.

Men det er åbenlyst en lektie, Jesus ikke selv har lært. Hans konsekvens af ordene, døm ikke, var ikke at alt blev lige godt og dermed ligegyldigt, og tilsvarende holdt han sig heller ikke tilbage for at sætte de rette prædikater på de kære farisæere: hyklere, øgleyngel, afgudsdyrkere er bare et udpluk af de benævnelser, farisæerne måtte lægge øre til i Jesu levetid. Fra Jesus selv altså.

Det synes altså, at Jesus glemmer sin egen lære, eller i det mindste er svært inkonsekvent når det kommer at dømme andre. Men denne inkonsekvens ligger ikke hos Jesus selv. Det viser sig jo, at selv de mest radikale relativister ikke holder sig selv for gode til at dømme alle, der må have en anden mening, eller som overhovedet har en mening. For en fuldkommen gennemførelse af princippet om ikke at dømme, forstået sådan at alt er lige godt, lader sig ikke gøre, men ophæver sig selv.

Men når vi kommer sådan ud at sejle med dette vers, så skyldes det to ord, som vi mennesker næsten altid formår at få forvekslet. Dømmesyge og dømmekraft. Det er ikke det samme. Dømmesyge er en svaghed, dømmekraft en styrke. Men ofte forstår vi ikke, hverken hvad det er vi selv gør eller hvad andre gør, og når nogle udviser dømmekraft ser vi dem ofte som dømmesyge, mens vi dækker vores egen dømmesyge med den noget finere betegnelse, dømmekraft.

Men hvad er forskellen? Jo, forskellen ser vi af den underlige sammenhæng, der er i evangeliet til i dag. Umiddelbart ser det ud som om, det bare er brokker, der er smækket sammen i en pærevælling. Nogle godhedsudtryk, en lignelse om at falde i grøften og lidt mere om at pille splinter ud af hinandens øjne.

Alligevel er der en rød tråd i teksten. For hvis vi tænker på et menneske, som er barmhjertig, som tilgiver i stedet for at dømme og som giver synet til den blinde, hvem ser vi da: jo da ser vi Jesus. Sådan skal I være. En discipel skal være som sin mester. Vi skal være som Jesus var.

Men dette er et farligt ord, som kan misbruges på den måde, at vi tager Guds ord til os for at dømme vores næste, som vi lige sang hos Johannes Johansen. Men så har vi netop ikke forstået at være som Gud var. For det første ord hos Gud er barmhjertig, mens det første ord hos os er hævnlyst og at mennesker derfor kan finde på at bruge Gud som argument for hævn kan ikke undre. Men dette er et dårligt argument, for allerede i det gamle testamente lærer vi, at hævnen hører Gud til alene og at vi derfor er frataget den ret.

Begynder vi derfor at sætte os til dommer over vores arme næste, bliver vi i dag gjort opmærksom på, hvad prisen er for det dommersæde, vi har sat os på. For nok kan en splint gøre ubehagelig ondt, når den flintrer sig vej ind mellem tæerne. Men så er det alligevel ingenting mod at få en bjælke i hovedet. (jeg har prøvet begge dele) For siger Jesus, hvis du forholder dig til splinten i den broders øje, det som han har gjort mod dig, må du også forholde dig til bjælken i dit eget øje, både det, du har gjort mod ham og alle andre mennesker, og det, du har gjort mod Gud. Så er det hele pulje, det drejer sig om, og ikke bare to menneskers mellemværende, for en dom må nødvendigvis være retfærdig, og retfærdighed er netop ligelighed.

Men nu skal du se, hvad der blev af bjælken i dit øje: Jesus tog det selv på sine skuldre og bar det op på Golgatahøjen. Det var dit – nu hænger han på det i stedet for dig. Sådan dømte Gud dig – han fritog dig fra alt det, som fordømmer. Hvordan vil du så dømme næsten, hvis du skal ligne Gud?

Hermed er ikke sagt, at vi bare skal se til at feje for vores egen dør og være ligeglade med næsten og al uretfærdighed. Ja faktisk lige det modsatte. For bruger man disse ord til at smække med havelågen for at hyppe sine egne kartofler, så har man grundigt misforstået Jesu ord. Tværtimod: vær barmhjertig, tilgiv, giv. Vi skal ud af lemmen og blande os i menneskers liv for at vi kan være med til at gøre verden til et bedre sted at leve.

Der ligger en risiko i denne tekst, for at vi ikke vil lade det almenmenneskelige komme til udtryk. Kan Jesus virkelig udtrykke sig så simpelt. Hvis I gør godt mod andre mennesker, vil de også gøre godt mod jer. Der må være en dybere mening. Og resultatet af denne opfattelse bliver, at Guds dom, kommer til at afspejle vores dom. Men udover at dette ville medføre et ynkeligt endeligt for os alle, så ville det også gøre Gud uretfærdig.

Derfor må vi nu fastholde det almenmenneskelige. Jo Jesus siger faktisk Et godt, presset, rystet topfyldt mål skal MAN give jer i favnen. Egentlig står der i grundteksten de, men der står i hvert fald ikke Gud. Tanken er altså, at gør vi godt mod mennesker, så vil de også gøre godt mod os.

Men kan Jesus virkelig have så simpel en pointe? Ja, det kan han, for det har vi svært ved at tro på. Sådan blåøjethed, det bliver misbrugt, det har ingen gang på jorden. Giver jeg en halvtredser til en tilfældig mand på gaden, så er den væk – så ser jeg den aldrig mere. Og tilgiver jeg et menneske uden videre, så kommer tyven vel igen? Men dermed har vi hverken forstået at give eller at tilgive. For hvis man giver med tanke på at få igen, så giver man ikke egentlig, men købslår, og hvis man tilgiver på skrømt, tilgiver man slet ikke, men fastholder dommen over det menneske.

Nej siger Jesus, tro på det, gør det. Så skal I se, at det ikke er forgæves. For ægte kærlighed kan smelte selv isprinsessens hjerte. Jo, det vil blive misbrugt, men der er to veje i verden. Den ene, hvor vi vender hinanden ryggen i gensidig fordømmelse, den anden, hvor vi kommer hinanden i møde. Så er det bare spørgsmålet, hvilken vej, du helst vil være på. Jesus er ikke i tvivl. Du vil helst være på den vej, hvor vi kommer hinanden i møde.

Men ligeså lidt som tilgivelse betyder at være ligeglad med synden, som vi lærte om sidste søndag, lige så lidt betyder denne vej, at alt nu kan være et fedt og alting ligegodt. Men igen må vi bruge Jesus som forbillede og ikke forlade os på menneskers dom. For kan en blind lede en blind? Nej, så ender de begge i grøften. Sådan går det, når vi mennesker selv vil råde. Hvad Jesus siger, er at når mennesker selv vil bestemme, hvad der er ret og vrangt, så ender vi i grøften. Og historien viser rigelige tilfælde på det. Men løsningen er ikke at opgive rigtigt og forkert. Nej løsningen er endnu engang at følge i Jesu fodspor. At lære at ligne ham. Dvs. at tage hans ord til os som den rette vejledning. Først og fremmest for os selv. Men dernæst også for vores næste. Ikke for at dømme – men for at hjælpe.

Når vi undtager hastighedsbegrænsningerne, så er det de færreste love og regler der er sat i verden for at dømme. Men meningen med en god lov er at opretholde ret og orden, så livet kan få lov at udfolde sig på en sund og bæredygtig måde. Sådan skal vi heller ikke forkynde Guds lov for at dømme mennesker, men alene fordi vi ønsker at ligne Gud i barmhjertighed og at mennesker skal vandre på den vej, der fører til livet. Fordi vi tror at Guds ordninger og vejledning er god og ikke vil føre den blinde i grøften.

Men dette er den uhyggeligt vanskelige balancegang, hvor vi falder igen og igen. For hvor let bliver det ikke vores dømmesyge og hævnlyst, der giver anledning til at vi prædiker Guds lov, i stedet for en sand og oprigtig kærlighed til næsten, og derfor går Jesus nu endnu engang tilbage til temaet: døm ikke, men se på Guds dom. For når vi ser på Guds dom +, da sker der en forandring i hjertet. Da kommer vi til at ligne Gud, som vi sang i den første salme af Ingemann. Det øjeblik han venter og agter kærligt på når klarligt hans eget billede vil dybt i sølvspejlet stå. For i Guds dom lærer vi kærligheden at kende.

Derfor døm ikke. For vores dom fører os blot længere væk fra sandheden, fra Gud og vor næste. Men lyt til Guds dom. For ikke kun er Guds domme mere retfærdige end vore. Nej, Guds domme giver håb for enhver der vil lytte. Guds dom er vejen til liv.

 

Kan du ikke bare være ligeglad? Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv, eller i mit indre stillet til andre. For hvor ville verden være et bedre sted at leve, hvis hver mand passede sit. Men nej nej, vi skal da blande os og ligge i krig med alt og alle. Andre gange formår vi at være forbavsende ligeglade, især da når vi virkelig har et ansvar eller sagen faktisk vedgår os. Nej, så er der nogle andre, der må tage sig af det, jeg har for travlt. Sådan synes det at vi næsten konsekvent får byttet rundt på hvornår vi skal bekymre os, og hvornår vi skal være ligeglade.

Sådan også i evangeliet i dag. Hvad rager det farisæerne, at Jesus spiser sammen med toldere og syndere. De kunne jo hverken lide den ene eller den anden, og alligevel giver de ondt af sig. Som om det påvirkede deres liv, hvad Jesus gjorde. Men de kunne ikke være ligeglade. For selvom de nok kunne leve med, at Jesus spiste med hvem han ville, så kunne de ikke lade det gå upåagtet hen, at Jesus udstrakte Guds rige til samfundets udskud. De er syndere. De hører ikke til i Guds rige, men fortjener alene at blive udstødt til evig fortabelse. Men Jesus gør det modsatte, og derfor giver farisæerne nu ondt af sig: ved du ikke, at de er syndere, er du helt ligeglad med alt det, de har gjort galt?

Men Jesus er ikke ligeglad. Faktisk er han alt andet end ligeglad. For er du ligeglad, så er du aldrig glad, men sjældent har Jesus fortalt så glædesmættet lignelse som de to han giver farisæerne til svar. Nej Jesus er på ingen måde ligeglad med, at de mennesker han omgiver sig med er syndere. Det er en misforståelse af evangeliet, at synden ikke er så alvorlig, at det ikke gør så meget, når vi træder ved siden af. Det har Jesus aldrig givet udtryk for. Om nogen kender syndes alvor, så er det da ham, der selv betalte prisen for al verdens synd. Og så lidt som han på korset sagde skidt pyt, så lidt også i livet. Men gennem sit liv indskærpede han ikke kun loven som farisæerne og de skriftkloge, nej, han førte den videre til fuldendelse: så vær da fuldkomne som jeres himmelske fader er fuldkommen, og på samme måde plejede han ikke bare at lade synderen gå med tilgivelsen blot og bar, men også med formaningen: gå bort og synd fra nu af ikke mere.

Nej Jesus er ikke ligeglad med, at de mennesker han omgiver sig med er syndere og toldere, og hvor hult ville ikke også et sådant venskab være, hvor vennens væsen og væremåde er komplet ligegyldigt, hvadenten det kommer til udtryk i gerning eller ugerning. Men ligesom forældre glæder sig, når deres børn er artige og gør det gode og tilsvarende bedrøvede, når det modsatte gør sig gældende, sådan må også et sandt venskab være. Hvor vi ønsker det bedste for hinanden, så dybt, at vi tør sætte venskabet overstyr for at vejlede og hjælpe hinanden til det gode. Ikke fordi vi skal gå og lave om på hinanden efter vort eget hoved, men gode venner tør også sige stop, når de ser at vejen går i den gale retning. For de bekymrer sig oprigtigt over mennesket, og er det en sand ven vil denne også stoppe op og lytte, måske ikke for at give ret, men alene fordi vennens kærlighed og venskab er ægte og uvurderlig.

Sådan var nu Jesus heller ikke sammen med tolderne og synderne med et blindt øje, der hverken så eller fornam hvem han var sammen med. Men også dem lod han sandheden vide. Og alligevel flokkedes de om ham. Jo, for de mærkede straks, at der var noget ved denne Jesus, der gav dem en helt unik værdi. Han var ikke kold og ligeglad med dem som de dømmesyge farisæere i virkeligheden var. Nej hos Jesus mærkede de straks en oprigtig kærlighed til dem.

Men hvordan kunne Jesus elske sådanne mennesker? Han som lærte så fint om loven, han som ellers levede et pletfrit liv. Han kendte skrifterne, han vidste at Guds forbandelse og vrede hviler over synden. Og alligevel elsker han dem. Farisæerne forstod det ikke, og selvom vi i dag kender svaret, så har vi stadig svært ved at forstå denne kærlighed. Tænk sig, større glæde i himlen over én synder, der omvender sig end over 99 retfærdige.

Vi har ellers nok lært at en fugl i hånden er bedre end ti på taget, og selvom man må betragte hvordan børn straks glemmer alle de gamle dukker over den nye, så er der noget ubegribeligt over denne himmelske glæde og indsats for den ene. Den ene, som ikke bare er en ny dukke, men den ene, som har ødelagt livet, begået mord eller drevet hor, måske endda forfulgt Kristi kirke, og aldrig en eneste gang gjort noget godt for næsten. Her er vi slet ikke så forskellige fra farisæerne.  Selvom vi ved, at kirken ikke kun er for fromme helgener af øverste kaste, så har vi alligevel svært ved at forstå, at sådant røverpak skal være lige så velkomne som os, der har betalt kirkeskat lige siden vi lærte at gå. De skal i hvert fald ikke have en kirkelig begravelse, hvis de melder sig ind tre måneder før de dør. Samfundsnassere.

Men Jesus nøjes ikke med at sige lige så velkomne. Nej, større glæde end over 99 retfærdige. Hvad er det for en kærlighed, som siger sådan. Jo det er en kærlighed, som elsker mennesket for det, det er; skabt i Guds billede, bærer af Guds egen ånde, skabt til fællesskab med Gud. Det er noget, som gælder for ethvert menneske og intet har med vore egne præstationer eller gerninger at gøre.

Men når glæden er så særskilt over et menneske, som omvender sig, så skyldes det ikke alene, at der nu kommer frisk blod til festen. Nej, da skyldes det, at Gud kender alvoren ved ikke at være i fællesskab med ham. For uden dette fællesskab er vi som vildfarne får – det kan gå fint et stykke tid. Vi kan nyde friheden ved ikke at skulle forholde os til Gud. Men hvem er der da til at rejse os, når vi falder, hvem er der da til at redde os fra løvens gab, hvem er der da til at frelse os fra dødens og fortabelsens gru. Det er hvad Gud ser, når han ser et menneske på vejen bort fra ham. Han ser et menneske bestemt for Guds kærlighed på vejen mod den evige vrede og fortabelse.

Men han ser også, hvor vanskelig vejen er tilbage til Gud og hvor uselvfølgeligt og hvor få det er, der finder den. For livet igennem at have fornægtet Gud og på alle måde have trodset hans bud og været ligeglad med, og derefter vende sig til ham som et barn til sin far, det er mere end et mennesket selv formår. Men er så også et menneske begyndt at vende sig til Gud, kommer nu hvordan alle andre reagerer på en sådan omvending. Tilråb som: er du blevet religiøs, plejer sjældent at være vildt befordrende. Og som en sidste forhindring må vi med skam indrømme, hvordan vi som kristne, der burde stå med åbne arme ofte møder nye med skepsis eller nysgerrige blikke. Hvad vil han eller hun nu her. Mon det nu også er ægte. For mens Gud formår at glemme et menneskes synd, så skal vi nok sørge for ofte nok at minde om dem.

Men derfor bliver der også større glæde i himlen over den ene, der omvender sig end over de nioghalvfems, der ikke har omvendelse behov. For underet er sket, Gud har gjort det umulige: Et menneske er oprejst fra sølet og draget ind i Guds favn, hvor det nu trøstes med Guds fred. Men dette er særlig talt til et nyomvendt menneske, eller et menneske som stadig tøver, som måske stadig tænker: kan jeg være bekendt at tage del i Guds riges glæder. Jeg som har vandret borte så længe. Men da lyder det, som kun Gud kan sige det: velkommen hjem, og hele himlens hær tager på i et vældigt kor: Amen, halleluja, Sejren er vundet, Jesus sit får det fortabte har fundet, halleluja, halleluja.

Det betyder ikke, at vi andre nu er blevet mindre værd. De ti drakmer var fuldkomment lige meget værd, forsvundne eller fundne. Sådan er der heller ikke forskel på, hvor meget vi er værd for Gud, afhængig af, hvor længe vi har kendt ham. Men derfor kan vi godt kende til, at glæden fortager sig. Det fortoner sig for os, hvor stort det er, at også vi må være med. Men her er løsningen ikke at kaste sig ud i synden for på beregning at vende tilbage. Nej løsningen er tværtimod at tage del i glæden over den ene, som blev funden. For da skal vi se, hvordan det ikke kun var den ene, der var blevet borte, men at det vitterlig var os alle.

Ingen af os har en sådan retfærdighed hos os selv, at vi kan vade lige ind i Guds rige. Men alle fortabte vi os i kærligheden til os selv og alt vort eget. Vi var ligeglade med Gud og meldte os ud af det gode fællesskab, gjorde det, Gud tydeligt havde tilkendegivet at vi ikke skulle gøre. Men Gud gik tilbage til en fuser. Han tog os til sig for atter at føre os ind i den himmelske glæde. Og når himmeriges klokker lyder for at kalde os alle hjem til Gud, da er der ikke én, der skal nyde en særskilt glæde, men da skal der være én glæde og én lovsang: Jesus har frelst os. Han var ikke ligeglad med os, hverken med vores synd, vort liv eller evige velbefindende. Men han betalte den højeste pris for at vi skulle gå ind til den evige glæde.

Da bliver der bare et spørgsmål tilbage: Kan du være ligeglad med Gud? Kan du trodse en sådan kærlighed, som vil gøre alt for at frelse et eneste menneske? Som vil forlade de nioghalvfems for den enes skyld. Kan du være ligeglad? Gud kan ikke være ligeglad med dig.

I dag er det det, der står med småt, vi skal se på. Det som forbrugerombudsmanden forlanger skal stå på produktet, men som producenten eller forhandleren egentlig helst vil undlade at tale for meget om. Som f.eks. at produktet er yderst sundhedsskadeligt, at renten stiger med tredive procent om året, og altså som Jesus siger i dag: man risikerer at blive slået ihjel af det. Men derudover så er det et glimrende produkt.

Men hvorfor i alverden skulle folk slå ihjel, bare fordi der var nogle disciple, som gik rundt og sagde, at Jesus var opstået fra de døde, og at han var den Kristus, som Det gamle Testamente havde vidnet om? De kunne da bare være ligeglade. Det er jo ikke fordi verden ligefrem braser sammen af den grund.

Den samme konklusion er adskillige bibelkritiske forskere også kommet frem til. Det giver ingen mening, men deres løsning på denne gordiske knude, vil næppe kaldes en løsning i andre sammenhænge. Deres løsning er at omdigte hele Det nye Testamente. Jesus var slet ikke så fredelig, som han fremstilles. Men han var en oprører og opfordrede disciplene til oprør. Det var derfor både han selv og senere disciplene blev henrettet. Senere arvtagere har så taget brodden af begivenhedens gang og givet os den Jesus-fremstilling, vi har i dag. Men argumentet holder ikke. Udover at Jesus og disciplene blev henrettet er der intet, der tyder på, at de var oprørere. Og næst. Forfølgelsen og drabene på de kristne ophørte på ingen måde efter denne ”omskrivning”, som de kalder det. Men de fortsatte og tog til i styrke i generation efter generation og i dag slåes flere kristne ihjel for deres tros skyld end nogensinde før.

Vi er derfor tilbage ved spørgsmålet, hvorfor skulle nogen slå ihjel, bare fordi disciplene fortalte om det, de havde set og hørt. Ganske vist var ytringsfrihed ikke det, som kom først på dagsordenen i datidens presse. Men alligevel. Her har vi med mennesker at gøre, som i alle ting lignede alle andre. De fiskede, de havde familie, de kom i synagogen og lyttede og lærte. Det eneste synlige tegn på deres særlige tro var ofte tegningen af en fisk i sandet foran deres huse, som et tegn på at de troede at Jesus Kristus Guds søn frelser, som de fortolkede bogstaverne i det græske ord for fisk: ichthys. Et ganske undseeligt tegn og alligevel var det jøderne alt om at få dem slået ihjel og ryddet af banen. Og det samme har vi set lige siden og op til den dag i dag. Mennesker bliver slået ihjel alene på grund af vidnesbyrdet om Jesu sejr over døden. Så underligt, så uforståeligt.

Men en ting, der er endnu mere underligt, end at folk bliver slået ihjel for at sige noget, der aldrig vil kunne skade et andet menneske, er at kristne i de egne af verden ikke kan lære at holde kaje. Man skulle ellers synes, det var den letteste lektie at lære, og ser vi på danskerne mestrer vi denne kunst til fulde. Uden større modstand er vi ved at fjerne alle kristne symboler fra det offentlige rum, og det danske sundhedsvæsen er det sundhedsvæsen i verden, som er mindst tilbøjeligt til at bringe troen på banen i de vanskelige samtaler. Vi kan bare det der med at holde tæt om vores tro. Men der hvor troen virkelig koster, hvor Jesu ord er alt for sande til at blive betragtet som teoretisk disciplin, men en erfaring som alle har gjort om ikke fra egen krop og familie, så dog fra nærmeste omgangskreds, der kan man ikke holde mund.

For ikke så længe siden læste jeg en artikel om en Nordkoreansk flygtning, et land hvor umenneskelighed og ondskab får lov at blomstre i fuldt flor. Han var kommet sikkert ud af landet og kommet til Kina. Men i Kina mødte han de kristne, og han endte med selv at blive kristen. Hvad gør han så? Jo som mange andre, med den samme fortælling, forsøgte han nu at komme tilbage til Nordkorea for at forkynde evangeliet om Jesu sejr over dødens og djævelens magt til venner og familie.

Hvad sker der, tænker vi uvægerligt. Hvorfor sætte så meget på spil? Bliver de afsløret er de dømte til døden. Men de bliver ved, og kirken vokser i Nordkorea, som den også gjorde i Kina længe før landet begyndte at åbne op for det kristne budskab. I dag har Kina nogle af de største kirkeforsamlinger verden. For der var mange, der trodsede alle farer og blev ved at smugle bibler og missionærer ind i landet. Men hvorfor?

Grunden er den sammen. Grunden til at evangeliets fjender vil slå uskyldige ihjel og endda dermed mener at tjene Gud og grunden til at disciplene og forfulgte kristne trodser alle farer for at forkynde evangeliet er den samme: for dette er ikke bare fantasi, det er virkelighed, det er ikke bare menneskeord, men det er helligåndens tale ind i en ond og mørk verden, der er bundet af det ondes magt. Men hvor fjender mødes må der opstå krig, og hver kæmper med sit våben. Det onde med al ondskab og ødelæggelse, det gode med sit eget fattige evangelium. Men hvor er det dog en ulige kamp. Sværd og soldater mod den ubevæbnede Jesus i Gethsemane have. Krudt og kanoner med et lille ord.

Håbløst ser det ud, og når vi ser os om i verden, synes ondskaben snart at være den ubestridelige magt i verden, en uudtømmelig kilde, der stadig sender sine syndflode ud over jorden for at dræbe og ødelægge alt godt. For selv vi gribes undertiden af håbløsheden, når vi ser nyhederne, hvordan snart tyve dræbes her, snart tusinde der, og at der ingen ende synes at kunne komme på verdenskrigene, men at alt kun bliver værre des, mere vi gør.

Men disciplene gav ikke op, selvom de tydeligt kunne se, som også vi ser. For de havde set og hørt et ord, der gjorder dem sikre, at ondskaben ikke skal sejre og at den ulige kamp derfor ikke er forgæves. Men ligesom Noa endnu mens han intet kunne se, modtog budskabet om at ødelæggelserne var slut ved en due, der med sit friske olieblad fortalte om det nye land uden synd, død og ødelæggelse, sådan har også kirken uden at se modtaget et lille og undseeligt olieblad, der mod det store hav synes som det rene ingenting og dog er alt.

For ved Jesu død og opstandelse fik vi det olieblad, som sikkert og usvigeligt viser os, at ondskabens tidevand er ved at trække sig tilbage. Djævelen har tabt med sit ultimative våben, døden, og dermed har han tabt alt, sådan at selv døden nu kun er en skræk i livet. Det er det olieblad, de forfulgte kristne lever på.

Men skal vi ret have glæde af deres frimodighed og stærke tro, så må vi huske på, at ondskaben ikke bare er noget i det fjerne, noget i TV’et, nogle andre, men det er noget vi også selv bærer med os, hvorfor også vi står i den samme kamp. For ondskaben er noget, der findes hos alle mennesker. Vi begyndte alle sådan Og havde vi ikke haft forældre, der havde opdraget os ved at sige nej og sætte grænser, så ville vi slet ikke have et samfund i dag. Vi har alle den samme ondskab i os, men dermed er det ikke ligegyldigt, hvad vi gør ved den. Men vi må fortsætte vore forældres opdragelse ved at sige nej til vore onde tilbøjeligheder, som det så tydeligt fremhæves i de danske kirker, når vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Siger nej til ham, vender det ryggen. Sådan gjorde vi ikke altid, og det endnu de færreste kirker, der har forsagelsen med som del af trosbekendelsen. Men vi begyndte med det efter anden verdenskrig. For netop da havde vi lært, at det ikke er nok, bare at være ligeglad. Men at vi alle står på mål for ondskabens angreb og derfor må vælge side.

Men forsagelsen kan ikke stå alene. For hvis ondskaben omringer os både indefra og udefra, hvordan skal vi så vende den ryggen? Der må være én, vi kan vende os til.

Men netop dette er evangeliet. At der ikke bare er to magter, som strider indbyrdes mod hinanden, men at den ene er en person, som vi selv kan møde. En person, som ikke nøjes med at give os et klap på skulderen, det skal nok gå. Men som selv har ført kampen og vil tage os ved hånden for at føre os sikkert igennem alle farer

Disciplene skulle vidne, fordi de havde hørt og set denne person. Men også vi skal vidne om ham som er større end alle andre magter. For ordet er det våben hvorved vi skal sejre. Vi skal ikke bare tie stille og lade os tyrannisere af den danske religionsforskrækkelse, men vi må give verden del i budskabet om ham som ene kan give os håb imod den håbløshed, og fred imod den frygtsomhed, som mere og mere tager overhånd.

For Jesus er ikke bare tom snak. Men han virkelighed, provokerende virkelighed for alt ondt. Men en salig virkelighed for alle som vil høre ham til, en virkelighed, der rækker langt ud over dette liv.

Lad mig sige det, som det er. Det er ikke mig, der har valgt prædiketeksten til i dag. Hvem der har valgt den. Det er der faktisk ingen, der ved. Det eneste vi ved, det er, at hver tredje søndag efter påske er det denne tekst, der er blevet prædiket over, helt siden oldkirken. 1800 år har man formået at få denne tekst til at give mening. 1800 år vi kan affeje med en kæk bemærkning: så har den da også fået sin tid. Eller 1800 år, vi kan tage til os. Har den givet mening så længe, så giver den nok også mening i dag, eller også kunne det måske være min skyld, hvis ikke den giver mening for mig.

At verden er fyldt med snobberi og forstillelse, det ved vi alle. Vi vil ikke stå ved det, hvis der er noget vi ikke forstår, men sidder i stedet og nikker anerkendende eller kommer med ligegyldige kommentarer som: åh, han er så dyb, hvilket intellekt, hvilken skarpsindighed.

Så er det noget andet at snakke med sådanne unge konfirmander, vi har blandt os i dag. Her er der ingen fine fornemmelser, men tingene kommer råt for usødet: vi forstår ikke, hvad det var du sagde fra prædikestolen

Så kan man jo som præst gå hjem og tænke lidt over den. Der er tre løsninger. Den ene, at det jo bare er uforstående konfirmander. Der er så meget, de ikke forstår, hvordan man skal rydde op, hvorfor man skal gå i skole og ikke mindst hvorfor I skulle tvinges til at komme til gudstjeneste ti gange for at blive konfirmeret. Den anden mulighed, som selvfølgelig kun er teoretisk, er at præsten ikke kan finde ud af at formidle sit budskab. Og så er der den tredje mulighed: at selve budskabet er svært at forstå for den som ikke kender det i forvejen, ja undertiden også for os, som har brugt hele livet på at lære det.

Teksten til i dag tillader os at indrømme, at det faktisk kan være svært at forstå, hvad det er, det egentlig drejer sig om. Disciplene forstod ikke, hvad Jesus sagde. Hvordan skulle så vi kunne det? Men ikke at kunne forstå betyder ikke, at vi ikke skal forholde os til det. Det er for let en løsning at sige, jeg forstår det ikke, og i stedet slå ørerne fra og kigge ud i luften. Nogle gange skal vi anstrenge os for at forstå og ikke bare vente på, at alting bliver serveret os som fortygget søbemad. Måske bare for at forstå, hvorfor vi ikke forstår.

Undertiden er der en idé i ikke at forstå, for de største ting i tilværelsen forstår vi ikke; vi lever, føler og mærker dem, men vi forstår dem ikke. Vi forstår ikke livet, men det gør det ikke mindre virkeligt. Vi forstår ikke kærligheden, men det afholder os ikke fra at tale læse og skrive derom i en uendelighed. Vi forstår ikke kristendommen og alligevel kan den give mening, som vi synger med Grundtvig – verden tænker, det er tant, hjertet føler det er sandt. Men selvom vi ikke forstår det til fulde kan vi godt tale fornuftigt om det.

Sådan håber jeg også, at I efter de sidste ni måneders forberedelse har lært to ting. Det ene, at man aldrig må slå en kvinde, det andet, som måske nok har mere med sagen at gøre, at kristendom og fornuft kan gå hånd i hånd. Vi kan tale fornuftigt om den, vi kan forholde os til spørgsmålene og de svar, som kristendommen giver os, og holde dem op i forhold til de erfaringer, vi hver især gør os med livet. Nogle gange må vi give den ret, andre gange bliver overraskede og atter andre gange må vi stille os helt uforstående: kan det virkelig passe? Hvad skal det betyde? Men det er netop denne spænding, som gør kristendommen levende også i dag.

Og her er kunsten at forholde sig rigtigt til det vi ikke forstår. Se, et vigtigt forhold i kirken er at dem der kommer om søndagen ikke nødvendigvis er enige med præsten. Faktisk er der mennesker, som trofast kommer til gudstjeneste hver søndag, som er endog meget uenige med deres præst. De er uenige og forstår ikke, at præsten kan tænke og tale, som han gør. Men de forholder sig rigtigt til det, de ikke forstår. For i stedet for at slå armene over kors og ørene fra eller pænt blive væk for at se fjernsyn, lytter de og lader sig udfordre. Netop sådan må vi forholde os til det kristne budskab. Vi må lade os udfordre af det, især det vi ikke forstår eller synes strider mod vore egne tanker. For ikke alle vore tanker er gode.

Det er en udbredt opfattelse, at mennesker i et demokratisk samfund er herrer i eget hus. Vel at mærke en fejlagtig opfattelse. For ligesom politikerne skifter holdning lige så tit som meningsmålingerne, sådan gør vi det alle. De er trods alt af samme race. De søger stemmer, vi søger popularitet. Måske så ubemærket, at vi ikke engang selv er klar over det. Men der er er ingen i dag, der går med høj hat og gamacher alene fordi moden dikterer os en anden stil, og hvis ikke vi følger moden i en vis grad, så risikerer vi at blive udstillede og at det kommer til at koste. Vi er mindre frie end vi tror og nogle ganske bestemte træk gør sig gældende for ethvert menneske. For uagtet menneskeheden har vandret rundt på jordkloden de sidste mange tusinde år, så lyder omkvædet omtrent som det altid har gjort: mig og mit og mine penge. Det var derfor Adam og Eva spiste af træet til kundskab om godt og ondt, det var derfor Kain slog sin bror ihjel, det var derfor Judas forrådte Jesus. Fordi mennesket efter syndefaldet er gennemsyret af interessen for os selv, og overladt til os selv uden Gud vil komme længere og længere væk fra det gode, som vi skal høre koret synge, lidt senere i Gudstjenesten.

Da er det en udfordring at komme herind i kirken. Man kan praktisk talt ikke komme ind i kirken, ikke med mindre man har en nøgle, uden at komme forbi de to indsamlingsbøsser, der hænger ude ved døren. Ikke fordi man skal betale for at komme herind. Heller ikke fordi man får noget ud af at smide penge i puljen. Men fordi vi straks vi kommer ind i kirken skal lære, at penge, mig og mit, ikke er det vigtigste i tilværelsen, ikke kun som teoretisk disciplin, men også i praksis.

Der var en ung mand, der kom til Jesus for at høre, hvad han skulle gøre for at blive frelst? Det korte svar var: hold budene: ær din far og din mor, du må ikke stjæle, du må ikke slå ihjel osv. Alt det mente den unge mand, han havde styr på, men han ville gerne være sikker på sin frelse. Da sagde Jesus til ham: så gå hen og sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige. Men han gik bedrøvet bort, for han var meget rig.

Jo udfordringen er undertiden for provokerende til at mennesker kan klare den, og derfor vælger mange også kun at bruge kirken til festlige anledninger eller helt at vende den ryggen. Men alternativet for kirken er ikke at opgive udfordringen og dermed blive en ligegyldig klat på landkortet, der intet egentlig har at sige. Nej kirkens opgave er tværtimod at blive ved udfordringen, selv når den findes udfordrende, fordi den er en del af kirkens DNA. Når komikere og andre åndsforladte kålhoveder skal provokere, bruger de altid løgn, forvrængning og overdrivelse. Derfor kan vi også bare slukke og være ligeglade. Deres ord forandrer intet. Men kirkens udfordring er sandheden. Og det er straks en anden snak.

Men hvad er det, der er så provokerende ved sandheden? Jo, det er, at vi ikke kan være ligeglade med den. For selvom udfordringen står der, med den mulighed en udfordring altid efterlader: at smække med døren eller bøje sig under den, så lader sandheden os ikke slippe så let. For selvom vi smækker døren og løber skrigende bort, så kan vi aldrig løbe bort fra sandheden om os selv. Livet selv lærer os det. Nogle gange skal vi bare lære livet at kende før vi kan forstå det.

Derfor skal I heller ikke fortvivle, fordi der er noget i mine prædikener I ikke forstår. Bliver I ved med at lytte til kirkens udfordring samtidig med I skal ud for at finde jer selv, så vil I en skønne dag forstå det. Så vil I forstå, at mig mit og mine penge ikke er det, som gør os lykkelige, men at det er en større ting at give end at få. Livet vil lære jer, at tilgivelse ikke er en ligegyldig småting, som præsten bare skal sige noget om for at få sin løn, men at det er noget vi alle behøver i rigelige mængder. Og endelig vil I finde at livet bliver større når vi ikke vil lade det hænge på vores egen egoistiske selvrealisering men i stedet er villige til at modtage det af Gud. For husker I den anden lektion, hvor vi tegnede skabelsen på tavlen. Jo, I var dygtige. Og så var det alligevel svært langt fra Guds skaberværk. Sådan bliver livet smukkere når vi tager Guds udfordring til os og lader Gud tegne vore liv. Det bliver et liv med håb, med glæde og fred.

Vi forstår det ikke. Det behøver vi heller ikke. Gud forstår det.

Må vi så få et bevis! Jeg bliver ofte tudet ørerne fulde af, at folk på Jesu tid var helt anderledes, end vi er i dag. Og der må jeg bare lægge mig fladt ned. Fuldstændig rigtigt. De ville synes det var helt galimatias at bruge utallige årsværk på at slå græsset rundt om husene, og smide kostbar vand efter en plante, der ikke skal bruges til andet end at gå på. De ville nok også synes, det var lidt overflødigt at holde ferie flere gange hvert år og Sådan vil vi kunne finde så mange forskelle. Men når man mener, at datidens mennesker troede på hvad som helst, har jeg ikke et bedre ord at svare end rend og hop. Rigtigt, de havde nogle andre kategorier. Det religiøse var ikke fjernt for dem, som det er for mange danskere, og hvor vi måske ville holde Gud ude af billedet, så de åndemagternes kamp og var ikke bange for at bede Gud om hjælp. Men de var ikke mere godtroende end, vi er i dag. Og da kvinderne kommer og fortæller at graven er tom, vil de i hvert fald se det med egne øjne. To stikker af til Emmaus, som vi hørte i mandags, fordi de kunne lugte balladen over et stjålet lig på lang afstand, og så endelig Thomas, der lægger armene over kors og forlanger et bevis. Jeg vil se og mærke det selv. De var fuldt ud lige så rationelle som vi er i dag, hvis ikke mere, og derfor er det da heller ikke noget nyt, når mennesker kræver et bevis. Et bevis for, at Jesus virkelig er opstået fra de døde. Det er dog rent ud sagt en utrolig begivenhed.

Men straks støder vi på et problem, der ikke har med denne særskilte begivenhed at gøre, men som er forbundet med enhver historiske tilskikkelse. Den kan ikke bevises. Historien kan ikke bevises. For et bevis fordrer en gentagelse.

Jeg har taget et par blyanter med i dag. Nu er min tese den, at hvis jeg slipper den, så vil den falde på gulvet. Det gjorde den. Men selvom en sådan betragtning kan være interessant, så har den ikke fundet sted i videnskabelig forstand, før begivenheden gentages. Det kunne jo være en fejl i opstillingen og derfor har man inden for naturvidenskaben gentagelighedsprincippet, der skal sikre videnskaben mod tilfældigheder. Men mens det ikke er det store problem at smide en blyant mere – den faldt også – så er det en helt anden snak med historien. Den kan ikke gentages. Selvom vi siger historien gentager sig, så kan vi ikke få historien til at gentage sig. Og derfor kan vi heller ikke føre bevis for historien. Det kan ikke bevises, at den blyant, som nu ligger dernede, at den er smidt heroppefra. Man kan lave prøver på den, der viser brud, som svarer til et fald fra første sal, tage DNA og fingeraftryk, som kan sandsynliggøre det. Men der er mange andre scenarier, der kunne føre til det samme resultat. Det kan ikke bevises.

Men et bevis er heller ikke nødvendigt. I har set det.  Og får jeg bispen på nakken for at smide om mig med blyanter fra prædikestolen, så er der rigelige vidner, hun kan trække til side. Når det drejer sig om historie, er der nemlig to ting, der er afgørende for at vi mener, noget er historisk sikkert. Konsekvens og vidner. Vidner og konsekvens. På helt samme måde må vi også betragte begivenheden påskemorgen – var der vidner, var der konsekvenser?

Konsekvenserne er helt oplagte. Vi er selv en af konsekvenserne. For kirken er en konsekvens af Jesu sejr over døden, og uden påskemorgen, ville vi slet ikke sidde her i dag i denne pragtfulde bygning og synge kirkens skønne salmer. Den er let at få øje på. Så er der vidnerne. Har vi nogen af dem? Ja, der var disciplene, der var kvinderne og ifølge Pauli breve var der flere hundrede, der så Jesus efter hans opstandelse. Men er vidnerne så troværdige, for det er lige så vigtigt som at have vidner. De kunne have fundet på det alt sammen på samme måde, som vi i dag finder på alskens søforklaringer, når verden ikke går vores vej. Men der må vi se nøgternt på, hvad disciplene fik ud denne begivenhed. For havde de en åbenlys fordel af at sige, at Jesus stod på fra de døde, så svækker det alt andet lige deres troværdighed. Men denne begivenhed blev ikke fulgt med guld og grønne skove. Nej hvad fik disciplene ud af det? De blev udstødte, de blev forfulgte og på nær Johannes led de alle martyrdøden som følge af deres vidnesbyrd om den opstandne frelser. Så langt er der vel ingen, der vil gå for en løgn. En anden ting, vi også må betragte i forhold til vore kilders troværdighed, de fire evangelier, er at de drager kvinderne med som vidner. De har også øjne at se med, så det er naturligt nok – bare ikke på den tid. En kvindes vidnesbyrd havde på den tid lige så ringe værdi som et barns eller en drukkenbolts, og det var derfor fuldkommen overflødigt, at tage kvindernes vidnesbyrd med i beretningen, hvis ikke det var sådan det virkelig forløb.

Så skal vi trække en streg og komme til facit så må vi sige: vi har troværdige vidner og vi har sikre konsekvenser. Jesu opstandelse er det tætteste vi kommer på historisk beviseligt. Men her er det, vi skal høre efter, hvad det er, Jesus siger:  salige er de, som ikke ser og dog tror. Vi skal ikke være godtroende fjolser, der hopper på et hvilket som helst rygte.  Vi må have forstanden og fornuften med. Men siger Jesus. Når det kommer til det, som det egentlig drejer sig om, så er det begrænset, hvor meget beviserne er værd. For Jesus vil ikke kun, at vi skal have viden om ham, kende historien om, hvad der skete og anerkende, at det virkelig skete. Hvad han vil, er at vi skal tro. For troen rummer ikke kun tanken og forstanden, men troen rummer hele mennesket, hjernen og hjertet.

Men mens kundskab er forholdsvis let at tilegne sig, dels fordi vi kan åbne en bog og læse os til det meste, men især fordi kundskab kan holdes ude i armslængde. Det rører os ikke – helst ikke – at jerns smeltepunkt er 1535 grader celcius med et kogepunkt på 2750 grader. Det er trods temperaturen kolde fakta. Men at tro fordrer et åbent hjerte, og da er vi ofte som disciplene bag lukkede døre. Lukket bag frygt for at blive gjort til nar, frygt for mennesker og menneskers dom. For én ting er at fejle, men at gøre det offentlig og åbenlyst og ikke kun træde en lille smule ved siden af med et måske eller en lillefinger, men at sætte sig lige ned midt i spinaten med hele sit væsen, det er der ingen, der har lyst til.

Derfor er mennesket fanget i kundskabens kolde fangekælder, og derfor befrier det ikke mennesker til tro at føre bevis for Jesu død og opstandelse. Men hvem skal fri os fra frygtens lænker og åbne os døren til troens varme verden. Hvor er nøglen til disse porte? For også i dag løses menneskers så de kan se og tage imod opstandelsens virkelighed. Men hvordan sker dog dette under.

Jo hør, hvad det er for nøgler, Jesus giver sine disciple. Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder er de dem ikke forladt. Dette er Peters-nøglen, den nøglen hvorved vi skal løse mennesker til tro. Ved at forkynde evangeliet om vore synders nådige forladelse. Ikke ved at føre bevis for opstandelsens virkelighed og imponere med mange store tegn og gerninger, men ret og simpelt ved at forkynde mennesker frihed fra deres synder.

For det vigtigste ved den kristne tro er ikke, at Jesus er opstået fra de døde, er det end af hovedhjørnestenene. Nej det vigtigste er, at vi derigennem har fået fred med Gud. Tre gange i den korte tekst kommer Jesus med denne Hilsen: fred være med jer. Men netop freden er konsekvensen af vore synders forladelse. Ligesom ufreden er konsekvensen af vore og andres synder. Var der ingen synd, var der ingen krig. Og havde vi selv ingen synd kunne vi være rolige. Men nu har vi synd, og derfor er vi urolige. Derfor gemte Adam og Eva sig, derfor måtte Kain gå fredløs om på jorden, derfor gruer vi for dommedag og Guds retfærdighed. Men med vore synders forladelse har vi fred i sind og sjæl.

Fred være med jer. I disse ord er der fred til at bekende og vedgå os dem vi er, fred til at komme til Gud med vore bønner og bekendelse, fred til at lovprise Gud og til at længes efter at se mere af den himmelske virkelighed, som vi her kun får lov at se i glimt.

Dine synder forlades dig. Da er det som om håbet og freden selv træder ind igennem de lukkede døre og åbner op til friheden og livet og giver mod så selv en Thomas tør tro. Ja ikke kun tør tro, men også vover livet for denne tro.

For fred være med jer, fred til at leve på Guds nåde, fred til at dø i håbet om opstandelsen fra de døde.

 

Hvordan kunne det ske? Hvor gik det galt? Hvorfor opdagede vi det ikke noget før? Spørgsmålene har været mange og svarene få på vandringen fra Jerusalem til Emmaus. Vi troede han var den, der skulle komme, men nu har han ligget i graven i tre dage. De havde investeret så meget i Jesus, tro, tid, ja, hele deres liv. Men det gik ikke. Denne verdens fyrste var for stærk. Eller romerne var i hvert fald. Og dem selv var der heller ikke ret meget ved. Sådan som de var stukket af, da det virkelig gjaldt. Kunne de nu bare komme hjem og glemme det hele. Men der var alligevel noget ved ham Jesus, de ikke kunne slippe. Der var noget ægte og troværdigt over ham. Sådan gik nu snakken frem og tilbage uden egentlig at føre dem nogen steder hen. Og alligevel gik det hen og blev en velsignet samtale. For de talte om det der var sket, de delte deres hjertes inderste tanke med hinanden. Men når vi taler sammen om troen, da sker der undere. Om end ikke lige så fysisk som for emmausvandrerne, så dog lige så virkeligt. For dette er et løfte Jesus selv har givet, at hvor to eller tre er forsamlet i hans navn, der vil han selv være til stede midt i blandt dem, og nu viser han sig som den, der holder sine løfter. De talte om ham de to, og nu kom han selv og gik sammen med dem. Det forandrede alt. Deres sorgfyldte hjerter begyndte atter at brænde, og inden de fik set sig om var de fremme ved Emmaus.

Men endnu var deres øjne lukkede og først da Jesus bryder brødet som sidst de var sammen 4 dage tidligere, ser de hvem han er. Men hvorfor kunne han ikke bare åbenbare sig straks. Så kunne de have sparet det halve af vejen tilbage til Jerusalem og sammen fejret Jesu sejr over djævelens og dødens magt. Hvorfor vente så længe, og hvorfor forsvandt Jesus for disciplenes øjne i det øjeblik, de så ham. Spørgsmålene hober sig op her anden påskedag, og selvom vi nu er totusinde år på afstand af begivenhederne, så er det som om spørgsmålene bliver ved at være lige så presserende. Endnu spørges der, om det virkelig er sandt, Jesus stod op fra de døde. Spørgsmålet stilles stadig, hvordan denne begivenhed i Emmaus egentlig skal forstås. Og når man betragter teologihistorien synes det at verden aldrig har savnet klare svar, som vi gør i det i dag: så svar nu: stod Jesus virkelig op fra de døde? Ja eller nej.

Men Jesus begynder ikke med at blotlægge sin opstandelses faktualitet for disciplene. Han begynder ikke med at bevise, at han sandelig er opstået. (det skal vi høre mere om på søndag) Nej, han begynder et helt andet sted, han begynder med at forklare, hvorfor Kristus skulle lide og dø, for uden opstandelsens betydning er opstandelsens faktualitet ligegyldig. For hvor underfuldt det end er, at et menneske står op fra de døde, så er det i sig selv ingen verdensomvæltende begivenhed. Vi læste dog langfredag, hvordan døde stod op fra gravene, da Jesus udåndede og ligeledes om Lazarus der allerede var gået i forrådnelse, da Jesus kaldte ham ud af gravhulen. Men ingen af disse begivenheder er gået over i historiebøgerne. De døde igen og tilværelsen fortsatte sin vante gænge.

Men Jesu opstandelse betød en grundvæsentlig forandring for alle mennesker. Ikke fordi selve opstandelsen adskilte sig væsentligt, men fordi døden stak af fra alle andre. Det er i skyggen af langfredag, påskedag skal finde sin mening. For mens vi alle døde som følge af vore synder, da var Jesus uskyldig, den ene, som døden intet havde at hente hos. Og dog måtte han dø, hvis hans retfærdig skulle komme os til gode. Det er det, som Jesus bruger denne påskemorgen på at forklare sine disciple. Han måtte dø. For døden er den forbandelse, som hviler over ethvert menneske, som ikke til fulde har levet op til livets mål, som ikke i alt har elsket Herren vor Gud af hele vort hjerte, hele vores styrke og hele vores sind. Det vil sige: alle.

For Gud ville ikke længer være retfærdig, hvis han blot sagde skidt pyt med vores uretfærdighed, og Guds rige ville ikke længer være Guds rige hvis ikke betingelsen for indgangen dertil er kærlighed. Fuldendt kærlighed. Et offer måtte der til, et offer, som svarede til det forskyldte. Men det vi skyldte Gud var et fuldkomment liv, og derfor vil vores egen død aldrig være nok til at sone det, vi tabte. Vi er bagud allerede fra fødslen. Født under dom og forbandelse

Men det var netop denne forbandelse, Kristus kom for at fri os ud fra, vidste han end, at prisen var den højeste. For vejen til frihed for os var at han måtte blive som en af os og helt underlægge sig menneskets dom. Tage ondskabens konsekvens og smerte på sig, både den fysiske vold, som ikke har anden årsag end menneskets iboende ondskab, men også den åndelige, den at være under Guds forbandelse. Skulle Kristus løskøbe os, måtte han tage det alt på sig indtil døden. Derfor måtte Kristus dø.

Emmausvandrerne har stadig ikke fattet det. Ikke før han sidder ved bordet og bryder brødet. Han gjorde det for jer. Da faldt femøren. Det var ikke Jesus der tabte langfredag, det var ikke ondskabens åndemagter der vandt og erobrede sig menneskeheden til evig arv og eje. Nej, det var Jesus der vandt, og ondskabens åndemagter, der tabte. For da Kristus bragte det offer, som vi skyldte men ikke formåede at bringe, da knuste han djævelen og al hans hær og åbnede os vejen til Gud. Han gjorde det, som var os umuligt. Han gjorde det for os. Men når vi får dette os eller mig ind i billedet, da og først da åbnes vore øjne for opstandelsens virkelighed.

For har Kristus bragt sit offer for os, så er vi jo ikke længer under dødsdommen, så er vi jo taget over fra de dødes rige til de levendes rige, så lever vi jo i opstandelsesvirkeligheden.

Men hvordan kan vi vide, at Jesu offer gælder? Det kan vi, fordi graven var og bliver tom. Han stod op, som han har sagt, som det lød i går. Vi kan vide det, fordi Jesus er opstået fra de døde og aldrig mere skulle lægges i en grav. For dødens magt er synden, men Jesus levede sit liv i en fuldkommen kærlighed til Gud og til næsten, og da havde døden intet at komme efter. Intet den kunne holde fast i og holde ham fangen ved. Men da Jesus havde fuldbyrdet straffen for os opvækkede Gud ham på trediedagen som vidnesbyrd om den levende Guds kærlighed, der blev til liv for sønderknuste og håbløse mennesker. Gud godtog sit offer og livet og opstandelsesvirkeligheden kom levende til udtryk i den opstandne Kristus.

De vidste godt, emmausvandrerne, at Jesus ikke længer var i sin grav. Det var derfor de var stukket af for Jerusalem. Men de forstod ikke, hvad det betød, før de havde set, hvorfor han i første omgang var blevet lagt i graven. Det gjorde de nu, og nu kunne de se. Nu var der kommet opstandelse både for deres øjne og i deres hjerter og kan nok være der kom fart i fusserne på vejen tilbage til Jerusalem. Jesus vandt, og jeg har vundet. Hvis Nordahl Brun havde været født et par årtusinder i forvejen havde disciplene uden tvivl nynnet på hans skønne salme hele vejen fra Emmaus og indtil verdens ende.

Så oplivede havde de aldrig tænkt, de skulle blive over langfredags begivenhed. Men også vi må få del i denne oplivelse. Også vi må tage på vandring sammen mod Emmaus, når vi finder os overmandede af dødens suk og ve, når vi synes Jesus og håbet er borte for os, og det hele bare er håbløst og ligegyldigt. Da må vi tale med hinanden om det, da må vi komme her og høre på ny og på ny, hvorfor Jesus måtte dø. For det er derigennem at også vore øjne skal åbnes, Men når han så viser sig for hin enkelte, og vi ser det, virkelig det er sandt, han lever og han var med os, da det gik jævnt ned ad bakke, da må også vi skynde os hen for at dele vores glæde med hinanden, synge lovsange og tilbede Gud.

Men hvorfor gik Jesus ikke med tilbage til Jerusalem? Det kunne da være fedt. Det kunne han godt. Men hvorfor skulle han? Se disciplene. De behøvede ikke mere end et glimt, for nu forstod de, hvorfor Jesus måtte dø – og dermed forstod de også, hvad den tomme grav betød. Men en anden grund er vigtigere. For hvis Jesus var blevet på jorden, så var det her vort håb var. Men det sidste Jesus sagde, da han brød brødet var dette: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige. Der skal vort håb være, et håb for levende og døde, et håb vi kan leve med og et håb vi kan dø på. For også i døden møder vi opstandelsesvirkeligheden. For med Jesu død og opstandelse, skal vi ikke længe dø under forbandelsen, men i stedet som Moses under Guds kys og kærlighed.

Skærtorsdag. Påskemåltidet. Indstiftelsen af nadveren. En hjørnesten i den kristne arv. En rigdom uden sidestykke. Her hvor vi får lov til at smage og se, hvor Gud er god og helt personlig tage Guds nåde til os, så konkret og fysisk som når fængselsbetjenten sætter nøglen i låsen, du hører den klikke, og åbner op ud til friheden: du er fri.  Men ærlig talt. Er det ikke lidt overflødigt at holde en særskilt gudstjeneste, når vi nu har altergang hver søndag? Hver evig eneste søndag hører vi ordene til min ihukommelse mens vi deler brødet og vinen med hinanden. Hvad er det så, vi skal bruge dagen i dag på?

Nu er det faktisk en forholdsvis ny kirkepraksis at have altergang hver søndag. Går vi bare to eller tre generationer tilbage kunne man jævnligt opleve velbesøgte gudstjenester også uden altergang. I landsognene indrettede man sig med en altergangstavle i våbenhuset, som kunne vendes, hvis altergang ønskedes. Så kunne præsten se, når han ankom til kirken, om der skulle være altergang eller ej. Går vi endnu længere tilbage, til Kierkegaards tid, var det altid forbundet med et forudgående skriftemål, for at få adgang til alterets sakramente. Følgelig var det ikke noget menigmand gjorde hver søndag, men, som reglen foreskrev én til fire gange om året.

Men uanset, om vi nyder sakramentet en eller fire eller 52 gange om året, så har vi godt af en gang imellem at standse op for, hvad det egentlig er, vi tager del i. Ikke fordi vi ikke ved det, ikke fordi vi ikke kan huske det, men fordi det som ofte gentages gerne har det med at blive mindre værdifuldt.  Selvom de fleste af jer uden tvivl kan nyde en god fast kartoffel gerne med masser af brun sovs, så er det alligevel de færreste, der tænker på, at kartoflen for kun 300 år siden var forbeholdt hoffet og de allermest velstillede i samfundet. Det er blevet almindeligt, og var det ikke fordi kartoflen både er billig og indgår i samtlige sundhedsguruers daglige mantra ville den snart være udkonkurreret af pasta og pizza og glemt på samme måde som kålrabi, sølvbeder og andre stuvelser fra fortidens kogebøger.

Mennesket søger det eksotiske, og det er måske nok så meget sagt om oblaten og den lille sjat vin. Derfor skal vi da i dag endnu engang standse op og lytte til de sære ord, som her møder os: Dette er mit legeme, dette er mit blod. For at vi kan blive fastholdte i den rigdom, som her gives os og ikke i længden trættes ”af den elendige føde” som israelitterne, der knurrede over mannaen i ørkenen.

Derfor var det også disciplene denne aften havde sat sig til bords, for at de sammen med alle deres landsmænd kunne blive mindet om, hvordan de var blevet udfriet fra Ægypten og al dens trældom. Men det var en anden udfrielse, Jesus havde i tanke og derfor blev dette måltid noget anderledes, end disciplene havde været vant til og ventet. Hvis ikke den gode stemning allerede var røget sig en tur, da Jesus annoncerede, at en af dem ville forråde ham, så må den alt andet lige være blevet noget anstrengt, da han delte brødet og vinen med ordene: dette er mit legeme, dette er mit blod. Hvad skal det betyde? De senere anklager mod kirken om kannibalisme ligger lige til højrebenet. Hvad er meningen.

Disciplene har netop oplevet palmesøndagsrusen. Menneskemængden, der jublede af kongen, Davids søn, frelseren, som var lovet og som skulle komme for at befri Israel fra alle dets fjender. Også selv var de grebet af denne sejrsvished, som kun Mercedes kender til på racerbanerne. Aldrig havde deres tro været så stor. Som i et glimt så de, hvem Jesus var, den mægtige konge med ære, herskeren over alle land, og dog var denne tro og vished lige så usikker og svag som en ballon, der er fyldt til bristepunktet. Deres menneskelige svaghed har de allerede ladet komme for en dag med diskussionen om, hvem der skulle vaske de andres fødder og samtidig afslørede de, at de endnu ikke havde grebet og fattet, hvem Jesus var.

Så tæt på og dog så langt fra. Rimeligt havde det været, hvis Jesus havde givet dem en opsang og smækket med døren. Men Jesus gør det modsatte. Han sætter sig med sine disciple og bruger de næste timer på at forklare dem, hvor tæt et bånd, de har til hinanden. I er mine venner, I er mine brødre, I er dem, jeg indvier i og deler alt med. Og det på trods af, at han i et og samme åndedræt, må forudsige, hvordan de alle vil svigte ham.  Modsætningerne trækkes op og den almindelige logik sættes skak. Her er noget, vi ikke umiddelbart forstår.

Disciplene havde netop prist Jesus som konge, og de havde ret. For han er en konge. Men han er ikke konge for at erobre og lægge sig menneskene under fode, sådan som de og de store menneskeskarer havde forventet. For hvor mange konger og fyrster findes der ikke rundt om i verden, som bygger deres magt og riger på deres undersåtters skind kød og ben, som æder deres eget folk og efterlader dem afmagrede, pinte og døde. For se, det er magt, det falder vi på halen for. Hvad er det da for en konge, der indleder kroningsmåltidet med ordene: spis mit kød og drik mit blod. Jo, det er en konge, som har misforstået magten. For vel findes der konger og dronninger, som har dedikeret deres liv til tjenesten for folket og som er draget med ud i krigen og der faldet ved siden af deres landsmænd. Det kaldes heltemod. Men at en konge helt skulle opgive sig selv før sine egne – det er en taber. Men det var, det Jesus gjorde. Æd mit kød og drik mit blod. Han opgav sig selv. Han opgav sig selv og gav sig helt hen for sine venner.

Denne flok af utilregnelige disciple, som kun en halv time senere ikke vovede et hår for at redde Jesus, som svigtede ham, nægtede at kende ham, ja endog forrådte ham, for dem er det, Jesus vil opgive sit liv. Og det er det, som gør skærtorsdag så helt fantastisk. Her er ikke kun plads for helgener og folk som har styr på tingene. Her er ikke kun mad og drikke for fromme og fremtrædende disciple. Men her er også plads for tvivleren, for synderen og for den, som stadig ikke rigtig har regnet ud, hvad det er, det hele går ud på.

Jesus vidste, hvem han havde til bords. Og dog gav han dem alt. Jesus ved, hvem det er, der kommer til alteret. Han kender os helt og holdent, og dog er det også os, han vi have med til bords. Også dig vil han kalde sin ven og sin broder. Også dig vil han give sit liv for. For dette måltidsfællesskab bygger ikke på, vores fuldkommenhed og mange dyder. Det er ikke vores store tro og heltemod, der har åbnet døren til dette bord. Det er ikke fordi vi har noget at komme med, vi bliver lukket ind. Men årsagen ligger ene og alene hos værten. Fordi Jesus ikke er en konge, der lever af sine undersåtters skind kød og ben, men derimod en konge, der giver sig selv for intet. Intet og aldeles intet.

Kun et ønsker han til gengæld, bare én betingelse, for at vi får del i velsignelsen: at vi tager imod ham og hans gerning. For som Judas kunne rejse sig og gå bort fra bordet uden Jesu velsignelse, sådan kan også vi gå bort med disse forskrækkelige ord, det var bedre om det menneske aldrig var blevet født.

Netop det var grunden til, at man i gamle dage havde et skriftemål forud for altergangen. For hvem kan tage imod Jesu gerning? Jo, det kan den, der har brug for den. Men ingen har mere brug for Jesus, end den som har indset og vedkendt sig sandheden om sig selv, nemlig den sandhed, at vi har syndet og mistet herligheden fra Gud.

Det er også derfor, vi begynder gudstjenesterne med ordene Herre forbarm dig over os, og her i fastetiden har brugt litaniet som den udvidede form. Nu har jeg de sidste to gange, jeg har prædiket haft skrevet bag øret, at jeg skulle sige et par ord om litaniet, men det var selvfølgelig i manuskriptet, jeg skulle have nedfældet det. Menighedsrådet har givet mig lov til at bruge det i fastetiden, som slutter på søndag, hvorefter vi vender tilbage til kyrie gloria, som vi kender. Men når vi bruger denne ændrede form i fastetiden, så er det ikke for at genere de trofaste kirkegængere, i hvert fald ikke kun. Men så er det for at markere kirkeårets skiften. Det er ikke det samme hele året rundt, men der er forskellige temaer til forskellige tider, og ligesom vi bruger farverne til at tydeliggøre når vi går ind i en ny tid, sådan tjener også litaniet til at fremdrage det, som særligt hører fastetiden til. Livets smerte. Erkendelsen af ikke at være fuldkommen.

Man har ment, og mener for så vidt stadigvæk, at en sådan begyndelse på gudstjenesten er livsfjendsk. Her kommer vi for at høre evangeliet, og så skal vi straks bankes i hovedet med vore synder. Men det er en misforståelse, som glemmer at tage livet alvorligt. For hvor er det menneske, som giver sig selv fem stjerner over hele linien. Hvor er det menneske, som ikke har fortrydelse og sider i livsbogen, vi ville ønske vi kunne rive ud og kaste på ilden. Hvor er et sådant fuldkomment menneske? Nej kirkens gamle praksis tager nemlig mennesket seriøst. Her får vi lov til at være ærlige. Ikke en påduttet og skinhellig syndserkendelse, som det fremstilles i populærlitteraturen, men en ligefrem og oprigtig ærlighed over for os selv og for Gud. Her må du komme lige præcis som den du er, og se så, hvor Jesus anviser dig din plads. Ikke bagerst, men længst oppe: ved højbordet, ved nådens bord, her hvor vi sættes fri af alle vore synder fejl og mangler.

Det bliver du ikke et bedre menneske af, men så må du komme igen. Lige så tit du trænger det. For Jesus vidste hvem han havde til bords, han vidste de alle ville falde. Men det var for dem han levede og hang på korset. Og på samme måde: Det var for dig han fødtes, det var for dig han døde. For netop du er den, Jesus vil have med sig til sit evige måltid i Guds rige.