Månedsarkiv: oktober 2016

Mellem tid og evighed

En dag jeg nærmere er ved døden end som før. Sådan synger vi i Kingos fantastiske aftensalme. Men er det godt eller skidt? Har livet og tiden mellem to evigheder en selvstændig værdi, eller handler det teologisk set bare om at vente på at dø? For hvis vi alligevel bliver frelst, hvorfor så have bøvlet med livet?

En besvarelse af dette spørgsmål forudsætter en grundlæggende forståelse for tiden. Hertil er den første tekst er naturligvis skabelsesberetningen, hvor tiden bliver skabt midt i evigheden. Der blive lys, og løbet var kørt. Tidens hjul gik i gang og har siden tromlet sig uigendriveligt igennem universet med lysets hastighed. Nu kunne man tænke sig, at Bibelen ud fra et kompositorisk synspunkt ville slutte sig om sig selv og således ende med atter at ophæve tiden. Det gør den ikke. Den slutter ganske rigtigt, hvor den begynder, i evigheden, men med den afgørende forskel, at tiden gennem skabelse og genløsning er blevet ophævet til evighed. Tiden er med sin uendelig udstrækning blevet evig, hvorfor evigheden på den anden side nødvendigvis må være tidslig. Men tiden bliver aldrig absolut, kommer aldrig til at kunne indfange Gud, hverken nu eller siden. Men en dag er som tusinde år, og tusinde år er som én dag: Gud er uforandret evig fra evighed og til evighed, endog midt i tidsligheden: Han er fra evighedernes evigheder.

Billedet af denne evige evighed finder vi i den uendelige tidslighed, som netop var den, mennesket blev skabt til. Mennesket blev ikke skabt til at dø, men til at leve uendeligt. Men endnu engang sker der noget med tiden. Syndefaldet gør tidsligheden absolut. For hvornår spiste Adam og Eva af træet? Var det allerede den første dag, de klokkede i det? Var det efter en uge? 1 år? Tusind år? Det er ligegyldigt. Den uendelige tidslighed er evig, og først hvor endeligheden, d.e. døden kommer ind i billedet, bliver tidsligheden absolut.

Evigheden er altså ikke tidslighedens modsætning, men tidsligheden er både sat ind i evigheden og indoptaget i evigheden. Modsætningen ligger i døden.

For mennesket betyder det, at det liv, som nu leves, leves som del af evigheden. Det evige liv og livet nu må og skal ses som en sammenhæng, som det også anes af Jesu ord: Guds rige er inden i jer. Evigheden er ikke noget, vi skal vente på; vi lever allerede i den.

Den samme kontinuitet må nu også gøre sig gældende i forhold til spørgsmålet om verdensdommen, sådan som vi netop ser det i samtlige nytestamentlige skrifter. Verdensdommen er ikke et bibelsk nybrud, men den forstås konsekvent som en afsløring. Det det samme, om dommen ligger nu eller i evigheden, for den, som ikke har taget imod Jesus nu, er allerede dømt, ligesom det for Paulus er ligegyldigt, om han er på jorden eller i himlen. Han er allerede frelst. En diskontinuitet her ville være utænkelig, hvad enten det gjaldt et menneske som her i tiden er frelst og i evigheden fortabt, eller et nu fortabt menneske, der i evigheden skulle blive frelst. Det ville være et brud på både skabelses- og frelsesordenen. Kun i endelighedens tidsalder kan uendeligheden forandres.

På denne måde er tiden nu alt andet end ligegyldigt. Selvfølgelig, fordi den er del af evigheden. Den er i evigheden et afgørende øjeblik med evig betydning.

Men har tiden alene værdi set i evighedens lys, eller har den også en selvstændig værdi. Er livet kun en fjeldvæg, vi skal passere for at komme ind i evigheden, eller begynder evigheden allerede nu, sådan at også dette liv er umisteligt. Megen evighedsorienteret teologi har en stærk tilbøjelighed til helt at nedvurdere det nuværende liv.

Men når vi ser på bibelens overordnede fortælling, kan dette umuligt være sandt. Det liv, Adam og Eva skulle leve uden for paradisets have, var det samme, som det, de havde påbegyndt i haven. Livet fortsatte, om ikke ubemærket, så dog i ganske mange år. Først efter syndfloden finder vi bestemmelsen om, at menneskets levetid skal være 120 år. Et absurd tal, men det interessante er begrundelsen: fordi synden tog til. Aldersbegrænsningen er sat for at begrænse synden, og således værne om livet. Det samme gælder for samtlige bestemmelser i hele Det gamle Testamente: de er til for at værne om livet. Som om livet har en selvstændig værdi og altså ikke bare som noget, der skal overstås hurtigst muligt.

Hvad denne værdi består i kan vi måske ane af ordene: det er ikke godt for mennesket at være alene. Noget tyder på, at menneskelivets værdi skal findes i bestemmelsen: du skal elske din næste som dig selv, en pligt, vi hverken kan undslippe eller opfylde ved at tage os selv eller andre af dage, da begge disse handlinger er udtryk for den dybeste foragt for buddet. Vi er bundet til livet med buddet: du skal elske.

Men en BMW har blinklys, alene fordi det er lovpligtigt. Hvis det alene er pligten, der holder os i live, har livet og tidsligheden stadig ingen given værdi i sig selv. For hvad så, hvis vi ikke opfylder pligten? Og vi må spørge for hvis skyld, Lazarus blev opvækket for graven. Død var han endelig sluppet for sin pligt, og kunne ånde lettet op. Hvilken interesse skulle han da have for at blive slæbt tilbage i pligtens trummerum. Men Jesus lærer ikke Martha og Maria, at han har det bedre i graven. Han lærer dem ikke at vise næstekærlighed for deres døde bror, men han kalder ham tilbage til livet, for at de skal elske deres bror levende, og han dem – og sandelig om ikke han frivillig kommer ud af graven. Det må nødvendigvis være mere end pligten, der gør livet værdifuldt, men hvad kan dette være?

Svaret ligger som en skjult tråd igennem hele bibelfortællingen: Gud vil det. Livet er Gudvillet, også efter syndefaldet, som Ezekiel så klart siger det: skulle jeg ønske den uretfærdiges død? (Ez 18, 23) Nej, Gud ønsker, mennesket skal leve, også når vi har syndet, som vi første gang ser med Adam og Eva. Nok måtte de bære straffen, men dog gav Gud dem klæder. Eller Kain, der blev sendt bort, og som dog fik Kainsmærket på sin pande som et Guds forsvar. Gud vil livet, han helbreder den syge, tager sig af den svage. Han ville det før syndefaldet, han vil det nu, og han vil det i evigheden. Fordi det er det samme liv.

Dermed har forkyndelsen en dobbelt rolle. Den skal fastholde kontinuiteten mellem det nuværende og det kommende, og samtidig skal den være vedholdende i forkyndelsen af dette livs værdi. Det første gøres alene gennem forkyndelsen af Guds dom over synden og synderen, uden hvilken alt bliver ligegyldigt. Det andet kan alene gøres gennem forpligtelsen på næsten. For Ligesom Jesus sætter lighedstegnet: forlad os vor skyld, som også vi forlader vore syndere, sådan kan vi umuligt se os selv og vort liv som Gudvillet, hvis ikke også det selvsamme gælder for næsten.

Og dog har forkyndelsen kun et ærinde. Tid og evighed er nøje knyttet til hinanden sammen med kærligheden til næsten. Helt på samme måde som musikken. Når alle følges i takt, da hæver musikken sig fra tiden og bevæger sig ind i det evige. Hvis vi vil fastholde som Sartre, at helvede er de andre, så er evigheden ikke stedet. For et af evighedens væsentligste termer er netop fællesskabet, her hvor Gud skal være alt i alle og hvor Jesu vintræ skal brede sig over hele jorden.

Men selvsamme er også årsagen til, at tiden nu må være endelig. For her på jord kan vi kun følges i øjeblikket. Kun et øjeblik kan vi være sammen i glæde, inden dissonansen straks kommer mellem mennesker. Med syndefaldet kom vi grundlæggende ud af takt og med synden i dens livsdestruktive væsen fortsætter vi ind i endelighedens nulpunkt. Men endelighedens nulpunkt er også evighedens nulpunkt – dog kun fra den ene side: parablen fortsætter.

Det betyder ikke, at døden bliver et positivt fænomen. Døden er i bibelsk terminologi altid en fjende, en konsekvens af synden og modsætningen til alt det, Gud vil. Og dog bliver døden som kontinuitivt begreb transformatør for det evige liv. Der er netop kontinuitet mellem frøet, der lægges i jorden, der dør, og planten, som oprejses. Men samtidig er forvandlingen sket. Det er ikke det samme frø, der kommer op, men et nyt, der er egnet for det evige liv.

Derfor venter vi da heller ikke på at dø, som om livet var ligegyldigt, men hvad vi venter er nye himle og en ny jord, hvor livet, dette liv, skal blomstre i fuldeste flor.

 

18 s e trin

Det er ligesom om, man kan læse et domsperspektiv ind i teksten. Det var på det obligatoriske efteruddannelseskursus, hvor en af kursisterne kom med denne interessante betragtning, og alle sad og nikkede anerkendende i kollegial respekt. Lidt efter tog en anden af præsterne ordet og tilføjede, ja man behøver vel ikke engang læse det ind i teksten, man kan vel ligefrem læse et domsperspektiv ud af teksten.

Og netop dette er sagen. Der er et uomgængeligt domsaspekt i teksten til i dag. Spørgsmålet er, hvordan det forholder sig til den øvrige del af evangeliet, ja, og om vi har modet til at tage livgreb med dette perspektiv. På Jesu tid var dommen en selvfølgelighed, og den dobbelte udgang en logisk slutning derfra. I dag derimod er dommen at betragte som et teologisk problem, vi helst skal komme udenom og især da den dobbelt udgang. Men at springe lektionerne over, blot fordi noderne er vanskelige og rytmerne fremmede, har aldrig gjort en musiker, og på samme måde, fordrer evangeliet af os, at vi tager det til os i dets helhed, ikke mindst fordi det alt sammen er vævet sammen til en enhed. Jeg er vintræet, I er grenene.

Havde Jesus nu brugt et hvilket som helst andet træ, ville udfordringen være løst, jeg er stammen, I er grenene, men vintræet har ingen stamme. Måske den har to eller tre hovedgrene, der kan opnå en arms tykkelse, men en egentlig stamme har den ikke. Og det er heller det, Jesus siger, Jeg er stammen, nej, jeg er træet, i er grenene, og straks ser vi en sammenknytning stærkere end imellem nogen som helst anden leder og hans flok. Jeg er vintræet, i er grenene, sammen er vi et. Sammen har vi livet, kraften og styrken.

Men hvad er det, der holder grenene sammen og holder liv i hele dyngen. Ser vi på vintræet er svaret simpelt. Saften. Saften, der strømmer fra roden og ud i de enkelte grene. Det er saften, der er den egentlige sammenhængskraft. For afbrydes saften i grenene, enten af svamp sygdom eller anden indgreb, da er den egentlige forbindelse røget, uanset, hvor meget grenen end må sidde fast på træet.

Sådan er det også saften, der forbinder Jesus med den enkelte gren. Saften, som også er det, der forener Gud fader med Gud søn og Gud Helligånd. Saften, der gør alting et, både roden, grenene, frugterne. Men vintræets frugt er vinen, og vinen er kærlighedens drikke.

Da er altså saften kærligheden, men hvilken kærlighed? Svaret på dette spørgsmål har afgørende betydning for vores forståelse af hele kristendommen.

To forskellige svarmuligheder gives der, to muligheder, som leder os i hver sin retning. Den ene mulighed er at svare: vi skal elske. Det er gennem vores kærlighed, kristendommen og Guds rige realiseres. Men når vi så ser tilbage på kirkens historie, med alle dens mord, overgreb og krige, mange endog gjort i kærlighedens navn, da er det vi må indrømme, at menneskets kærlighed, aldrig har været af en sådan beskaffenhed, at en kirke kan bygges derpå. Og hvad skulle vi da også gøre, den dag, hvor vi ikke er i stand til at elske – er vi da andet værd, end at skæres af, smides på bålet og brændes i evighed.

Men der er også en anden svarmulighed, det svar, som følger naturligt af Jesu lignelse. For hvor kommer saften fra. Kommer den fra grenene – ja sådan kunne det se ud, når man bryder en gren af i vækst. Men nej. Saften kommer fra roden. Kærligheden er den, der kommer fra Gud.

Netop derved finder Jesu formaning, bliv i mig, sin rette klang. For som grenen dør adskilt fra træet, fordi den da ikke længer får sin saft fra roden, sådan er også det kristne liv afhængigt af forbindelsen til Kristus.

Jeg har taget en lampe med. Den er bestemt ikke det helt store. Den kan sige klik, når man trykker på den, og ellers kan den egentlig ikke noget. Nogle vil måske mene, den har et pænt design, men næppe nok til, at nogen ville have den til at stå for det. Men sætter man stikket i det rette sted kan den gøre underværker. Den kan forandre et mørkt og ubrugeligt rum til et lyst og venligt lokale. Ikke fordi, der er ændret noget på lampen; den er den samme, men bare ved, at den har forbindelsen i orden.

Sådan sker også den kristelige forandring, alene ved, at vi har forbindelsen i orden. En forandring lige så dyb, som det mørke rum, der bliver lyst. Med forbindelsen til Jesus er vi flyttet fra dødens mørke og ind i Guds evige rige, allerede mens vi endnu lever her på jord. Vi får del i alt, der hører Kristus til, hans nåde, hans kærlighed og hans retfærdighed. Alt, hvad vi evigt trænger til.

Men hvori består denne forbindelse. Er det en særlig spirituel forbindelse som vi kan finde spor af i senmiddelalderens kvindeklostre, hvor nonnerne gennem meditation og ekstase åndeligt blev forenede med Kristus? Eller skal vi alle følge Simon søjlehelgen op på pælen, for at være nærmere Gud.

Svaret har Jesus allerede givet. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Forbindelsen til Kristus er ikke noget, vi skal præstere, men det er noget vi skal modtage. Som spæde får lov i dåben at blive podet ind på det sande vintræ, og livet igennem er vi henviste på at leve af dette træ. Vi skal tage imod ordet, når det forkyndes i kirke og hjem, og det ikke bare som et tomt og hult ord, der lyder ud i intetheden, men som et ord, vi tager til os og grunder på, som det hedder om Jesu mor, Maria. Og endelig nadverens sakramente, hvor vi helt konkret fysisk får lov at modtage vintræets saft og til at være forbundne med Jesus i modtagelsen af hans retfærdighed, hans evige liv. Hele vort liv, må vi leve, som grene der dagligt modtager saften fra træet og roden.

Da bærer vi frugt. Måske det til en start ikke synes af det helt store. Men hvor er den gartner, som venter frugter af nye skud. Nej først kommer vækstens tid, hvor gartneren plejer og passer grenen, binder den op, og sørger for, at den gives de bedste betingelser for at bære frugt. Som dagene går kommer da først en ganske lille blomst. Det synes ikke af noget stort og herligt, og ringe ser det ud. Men en dag fejes bladene til side, og der hænger der ikke blot enkelte druer, men klaser af store og saftige frugter. For den har fået sin saft fra stammen, og sådan også den, der lader sig være forbunden med Kristus.

Men strømmen kan brydes. Guds kærlighed kan misbruges, så at vi i stedet for at lade den strømme videre til vor næste, beholder det hele for os selv, og i stedet for at lade os ydmyge, af Guds store offer, bliver hovmodige over, at vi er de elskede. Men da bliver der bare blad og ingen frugt. Ja, det menneske vil snart ikke længere synes at have behov for dagligt at modtage tilsagnet om Guds kærlighed, men vil finde at have nok i sig selv og alt det, som gives os i verden til at tilfredsstille sjælen. Da visner grenen og er intet bedre værd end at kastes på bålet og brændes i ilden. For den, som ikke vil vide af Guds kærlighed, har intet at gøre i Guds rige, hverken nu her i tiden, eller i evigheden.

Så er der da et uomgængeligt domsaspekt i dagens evangelium, og dog er det først og fremmest et evangelium, et godt budskab, som giver hvile og tryghed for troen.

For dommen falder alene på et forhold: om vi er i Kristus. Det er ikke afgørende, hvor smukt vi lykkes med vores kristendom. Vi skal ikke dømmes på hvor store og fine frugter, vi har at fremvise, men alene på, om vi er i og altid står i modtagelsen af Guds kærlighed.

Men hør: bliv i mig. Intet ønske er stærkere end Guds ønske om, at vi bliver i ham. Han er troens begyndelse, og holder vi os til ham og hans ord, da er det vist og sikkert, som Paulus skriver i brevet til Filipperne: han som har begyndt sin gode gerning i jer, han vil også fuldføre den indtil Jesu Kristi dag.

17 s e trin

Hvorfor faster dine disciple ikke? Umiddelbart tænker vi: endnu en fælde fra farisæerne, disse sleske selvfromme mennesker, som åbenbart ikke har andet at tage sig for, end at kritisere andre. Men læg mærke til, hvem det er, der gemmer sig i kulissen: Det er nemlig ikke farisæerne, som det plejer at være, men derimod Johannes’s og farisæernes disciple. En ganske enestående alliance, som vi sidenhen aldrig mere skal støde på, men som her giver os et helt særligt perspektiv på dagens evangelium.

De to discipelgrupper står her først og fremmest som undrende. Og det er denne undren, vi skal se, om vi kan genfinde hos os selv. For kan vi undre os, så kan vi også høre svaret. Udfordringen er imidlertid, at vi allerede har vænnet os til, at Jesus ikke følger normerne, for hvad man plejer at gøre, og i stedet for at standse op for det underlige, farer vi straks videre uden at se, hvad det er, der egentlig går for sig. Men hvorfor forstod Johannes’ disciple ikke det, de så. De havde gået i den bedst tænkelige skole, og alligevel fatter de ikke et brik af, hvem Jesus er. Det han gør, svarer ikke til det, han ifølge dem burde gøre. Han faster ikke, men han spiser sammen med toldere og syndere, en tanke som forekom dem fuldstændig forrykt for et menneske, der gerne ville være tæt på Gud.

De troede, Jesus var Guds udsendte, sådan som Johannes havde vidnet og som også de mange store tegn og undere, der skete omkring Jesus vidnede på. Men nu ser de et menneske, som tilsyneladende forener sig med verden og alt det, der står Guds rige imod. Tingene stemmer ikke overens, og det er På denne fortvivlelse, Jesus svarer klogt. Han svarer med et lignelsessprog, som de var ganske velbekendte med. Kan brudesvendene faste mens brudgommen er hos dem. Netop dette billedsprog, havde Johannes selv brugt, da hans disciple bestyrtede havde berettet om, hvordan Jesus nu havde flere disciple end Johannes. Da svarede Johannes dem med ordene: den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. De vidste, at der er en forskel på brudgommen og brudgommens ven, og at tingene tager sig forskelligt ud, når denne grundlæggende forskel tages med i betragtning. Men hvad er, den grundlæggende forskel på Johannes og Jesus.

Netop dette er det springende punkt, også der, hvor vi i dag fristes til at gå fejl i byen. Vi fortaber os så let i de ydre og åbenlyse forskelle, og glipper dermed at se, hvad der er den egentlige forskel. Og konsekvensen af denne fejlslutning bliver, at vi netop kommer til at gøre det, som Jesus advarer imod. At vi syer nye lapper på gamle sække.

For hvad er det nye med Jesus. Jo det er, at vi ikke længer skal faste, men derimod tage os af dem, som ikke selv har styr på livet, at næstekærligheden er sat over religiøsiteten. Men der tager vi fejl. Det er ikke det nye med Jesus. Det havde jøderne kunnet læse i deres bibel i århundreder, og på spørgsmålet, hvad der er det største bud i loven svarer de ligefrem som det er: Du skal elske Herren din Gud, og du skal elske din næste som dig selv.  Jøderne kendte det, farisæerne kendte det, og var det det nye, som kom med Jesus, da ville der ikke have været et modsætningsforhold, men de ville have taget hans ord til sig og fulgt dem. Alt hvad de skulle, det gjorde de til overflod. Hvis Jesus havde forklaret dem, at det var en bedre gerning at tage sig af den fattige og hjælpeløse end at faste, så ville de have lyttet, forstået og gjort det. For vi husker farisæeren i templet: jeg giver tiende af hele min indtægt. Hvis det at spise sammen med toldere og syndere kunne gavne dem over for Gud, så ville de have gjort det.

Men lige præcis det forklarer Jesus dem ikke. Og det ikke fordi han glemmer det. Men det er fordi, næstekærligheden ikke er det nye med Jesus. Og held for det. For Uanset hvor god en gerning, næstekærligheden end må være, Så er det en gerning, som vi skal gøre, og dermed ville vi være lige så fortabte, som uden Jesus.  For ligegyldigt hvor meget vi gør, for at gøre os retfærdige for Gud, vil vi altid komme i klemme i vores egen stolthed og forkvaklede forhold til Gud, næsten og os selv. Et misforhold, der er så fastgroet i vor natur, at vi umuligt kan komme ud af det ved egen magt. Altid vil vi sætte os selv først og gøre Gud og vor næste til vor tjener. Ja, i næstekærlighedens navn formår vi endog at gøre næsten til et middel hvorved Gud bliver os skyldige.

Nej, det nye med Jesus er ikke næstekærligheden. Det nye med Jesus er helt anderledes kraftfuldt. Det nye med Jesus har netop magten til at rive os ud af vort fortvivlede selvforhold, som vi så i begyndelsen af evangeliteksten. Denne Levi. Han sad lunt og godt i sin toldbod og fik en løn, som kun de færreste israelitter kunne drømme om. Okay, han var udstødt af sit folk, måske også af sin familie, men med en bugnende bankbog havde han masser af venner – rigeligt til at fylde det store moderne og bekvemmelige hus, hans arbejde allerede havde affødt. Han manglede ingenting. Og alligevel rejser han sig og følger Jesus. Det tåbeligste han overhovedet kunne gøre. Både at svigte sit land OG værnemagten, så havde han da absolut intet tilbage. Hvad var det dog, han så, som fik ham til at træffe så drastisk en beslutning. Med garanti var der ingen af hverken Johannes disciple eller farisæerne, som med syv vilde heste havde kunnet få ham til at undsige sig sin fede gage, Og så rejser han sig pludselig og følger Jesus. Sådan helt uden videre.

Jo, for her ser vi det nye med Jesus. Det nye med Jesus kan omskabe mennesker som Levi, kan levendegøre mennesker som Lazarus, vi hørte om sidste søndag. Det nye med Jesus, er det, der ligger gemt i ordene: jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.

Du skal ikke først være retfærdig, for at Gud vil vide af dig. Du skal ikke først være gået igennem et langt selvforbedringsprogram, og optjent allehelgens gunst, før Jesus begynder at interessere sig for dig. Men mens Lazarus længe lå død og kold, kom Jesus og kaldte ham ud af graven. Mens Levi endnu sad ved toldboden med synden op over begge ører, kaldte Jesus ham ind i sit fællesskab. Og mens du endnu slider og kæmper med synden og slet ikke kan få det til med din kristendom, da kalder Jesus på dig, for at også du må blive en del af hans rige.

Det nyt er uden lige. Indtil da havde der kun været en vej til Gud: Et fuldkomment liv. Et liv i syndfrihed og fuldkommen hengivenhed for Gud. Så kan det da ellers nok være, Johannes disciple burde undre sig, når han, som de kendte som Guds udvalgte, sætter sig blandt toldere og syndere.

Men hvordan kunne Jesus gøre det. Er Gud pludselig blevet ligeglad med synden, har han lært at se igennem fingre med al verdens elendighed? Aldeles ikke. Det er en misforståelse, som grunder i uvidenhed og uforstand, at det nye testamentes Gud er blevet en blødsøden bedstefar. For Skulle Gud være ligeglad med al den ondskab, der sker i verden, at mennesker dræbes, pines og plages for ondskabens skyld? Aldrig kan Gud være ligeglad med synden. Og heller ikke hos Jesus finder vi nogen forsmåelse af synden eller nogen ligegyldiggørelse af den ondskab og selvoptagethed, som vi også selv render rundt med.

Tværtimod finder vi hos Jesus den strengeste opfattelse af synden, langt strengere end både farisæerne og de skriftkloge, ja Johannes døberen selv. Når han i sag sætter sig mellem toldere og syndere har det altså en helt anden grund. Ikke at han er ligeglad med synden, men at han kærer om synderen, og det så meget at Han selv har betalt syndens løn på Golgatas tunge kors. Gennem lidelse og død, har han taget den dom fra os, som lå så tungt på vore skuldre og i stedet skaffet os en ny retfærdighed. En fuldkommen retfærdighed.

Men her gælder som så mange andre steder: alt eller intet. Enten opgiver vi vores egen retfærdighed, eller også bliver vi i vores egen uretfærdighed. Jesus kan ikke bruges som lappeløsning på vores selvgjorte retfærdighed. Han er ikke det sidste stykke af vejen, som vi ikke selv kunne klare, men han er det hele. For begynder vi at bruge Jesus til at dække over nogle små huller i vores retfærdighed, da skal vi snart se, hvordan han vil få det hele revet fra hinanden. Men tager vi derimod Jesu fuldendte retfærdighed til os, da kan vi glæde os, for denne er hel har ikke brug for vore lappeløsninger.

Derfor kunne han sætte sig sammen med toldere og syndere. Og i dag er det dig, han byder med til bords.

16 s e trin

Jesus, havde du været her, var min bror ikke død. Hvilken smerte, der ligger i disse ord. Alting kunne have været anderledes, hvis bare. Et suk, de fleste af os kender fra vort eget liv. Hvis bare, jeg var kommet to minutter før, eller hvis bare, jeg havde set tegnene, så var det og det ikke sket. Men nytteløst er det, at tænke sådan, for vi så ikke tegnene, og kom ikke to minutter før, og det eneste vi får ud af denne selvbebrejdelse er at få ødelagt livet både for os selv og andre. Vi kan ikke ændre på fortiden og på det, som er sket, og ofte har vi kun tilbage at leve med konsekvensen. Men Jesus, havde du bare været her. De havde gjort alt de vidste, de havde lært lektien fra sidste søndag, troede de da, og sendt bud efter Jesus straks de så, hvordan deres bror havde det. Og så kom han alligevel ikke før det var for sent. Alt for sent.

Hvorfor skulle Jesus dog skuffe sine venner på sådan måde. Han kunne dog netop have unddraget dem ulykken, der nu skar dem så dybt i hjertet og gjorde hele deres liv og eksistensgrundlag usikker. Hele fortællingen tyder på, at disse tre søskende var forældreløse og at ingen af dem, havde stiftet familie. I vor tid ville vi vel kunne begræde en sådan situation, og så var det dog helt anderledes afgørende dengang. For uden mand i huset, ingen indkomst, og uden medgift ingen mand. Et virkeligt alvorligt dilemma.

Og nu har Jesus ladt dem så grueligt i stikken. ”han som du elsker er syg” havde de ladet buddet lyde til Jesus. Var han nu helt kold og ligeglad.

At Jesus skulle være ligeglad, er udelukket; han græd, står der. Det korteste vers i hele bibelen. Døden rørte ham og afslører ikke kun Jesu fulde menneskelighed, men også, hvor forkert døden er ind i Guds skaberværk. Det er ikke en naturlig del af livet, at det skal ophøre. Hvilken anden naturligt fortløbende proces ender ellers med en modsætning af sin oprindelse. Nej, døden strider mod livets natur, og derfor finder vi i hele bibelen ikke en eneste gang formaningen til at forlige os med døden eller at lære at leve med den. Tværtimod så foreholdes den os altid som den livets fjende den er, den diametrale modsætning til Guds vilje. Men døden er her som følge af, at vi valgte at gå imod Guds vilje, fordi vi syndede. Men da var dommen klar: den dag, du spiser af træet, skal du visselig dø.

Men netop derfor kom Jesus først for sent. Han kom ikke til jord, mens der endnu var håb for menneskeslægten for at vi kunne frelse os selv. Han kom ikke, mens vi bare behøvede en smule hjælp for at komme os over vore fejltrin. Men han kom for sent. Han kom mens vi var helt fortabte og aldeles ude af stand til at kravle op ad himmelstigen. Han kom, da vi havde syndet og mistet herligheden fra Gud, som Paulus udtrykker det. For syndens løn er døden og den som bare én gang har syndet er dermed ganske udelukket fra Guds rige. Ganske uden mulighed for at gøre tingene godt igen.

Men denne erkendelse er på ingen måde behagelig for mennesket, og derfor ser vi også adskillige eksempler i kirkehistorien, på teologer, som har forsøgt at modificere lidt på denne radikalitet så den bedre kunne passe til vores natur. Samarbejdsteologien, som lærer os, at ved Guds hjælp, så kan vi selv klatre op til Gud. Men selv megen hjælp ville ikke kunne få Lazarus på benene igen. Han var og blev stendød og ganske uden evne til at befordre sig selv. Sådan siger Jesus, er menneskets skæbne. Lazarus er et billede på os, som Brorson så fint formulerer det i salmen, vi sang sidst jeg var her, Guds igenfødte nylevende sjæle: Ak hvad vi bleve da sælsom til mode, nu vi ret kendte fordærvelsens stand, da vi tilforne ej andet forstode, end at os fejlede ikke et grand STINKEDE I VOR BEGÆRLIGHEDS GRAVE da vi formente dog livet at have.

Men netop som håbet var slukket, som søstrene havde opgivet at få deres bror igen netop da kom Jesus. For netop da var det tydeligt, hvilken frelser han var. Ikke en frelser, som alene kunne tage sig af sygdommens symptomer og udsætte dens uundgåelige nogle få år, men en frelser, som kan gribe selve sygdommen om roden. En frelser for den hjælpeløse. Det var det, Martha ikke forstod.

Det som Martha ikke forstod sidste søndag, det er det samme, hun ikke forstår i dag. Hun har stadig ikke forstået hvem Jesus er. Hun ser ham kun som en profet, som en der kan undervise, en, der kan helbrede, en der kan gøre meget godt, men hun har endnu ikke set Guds herlighed hos Jesus. Havde hun set det, ville hun sidste søndag ikke have tøvet et sekund med at sætte sig ved siden af Maria for at lytte til Jesu ord. Men hun så det ikke, primært fordi hun ikke gav sig tid til at lytte, og derfor har hun nu også kun fortvivlelsen tilbage. Fortvivlelsen over, at Jesus kom for sent, fortvivlesen over, at døden er den stærkeste magt i verden. Ja, sådan har vi kun fortvivlelsen tilbage, hvis Jesus kun var en profet, eller andet stort menneske.

Jovist er der mange ting i hans ord, vi kan tage ved lære af, næstekærlighedsprincippet, den gyldne regel, om at give af sit overskud vs. Alt hvad man ejer. Om ikke at se efter det ydre, men hjertet, der giver, og ikke lade sin religion være en sag for andre. Ork. Han var slet ikke så dum, ligesom vi også hos Platon, Aristoteles og HC Andersen finder dyb livsvisdom, som dels hjælper os til at åbne sindet for livets rigdom, dels hjælper os til at resignere og forlige os med døden. Også i dag findes der mange, som vil hjælpe os dertil. Men flest er det dog, som lever i fortrængningen af dødens virkelighed. Men begge dele er dog lige højt fortvivlelse. For ikke at ville vedkende sig sin fjende har aldrig ført til sejr og helt at underlægge sig fjendens betingelser er det samme som et nederlag.

Men Jesus er mere end Platon, han er mere end en profet. Han er Herre over dødens magt. Han er den stærkeste: han er Guds herligheds udtrykte billede. Og han nøjes ikke bare med at fjerne symptomerne eller udsætte det uundgåelige, men han gik selv i kødet på dødens magt. Og vandt. Lazarus kom ud af graven til stor overbevisning for folkene omkring. Men noget er galt. Hvor er Lazarus henne nu? Jo, han krassede af igen nogle år senere. Jamen var Jesus alligevel ikke den stærkeste? Jo, men slaget stod ikke ved Lazarus’ grav. Nej slaget stod på Golgata. Og her vandt Jesus en evig sejr. Også for os.

For ved sit blod fjernede han dødens brod, som er syndens skyld. Han betalte syndens pris, og derfor er det livet for dig og for mig, når han i dag tiltaler os med troen ord: dine synder forlades dig.

Så skal vi ikke længer dø, men vi skal leve.

Og så behøver vi dog kun at se ud ad vinduet for at erkende, hvordan døden stadig hersker i verden. Er det bare tomme ord. Er Jesus slet ikke den, han giver sig ud for at være? Vi skal jo dø.

Men Jesus stod op på trediedagen, og i det lys tør også vi nu leve. For vist skal dette syndens legeme dø; det er jo allerede befængt med dødens fortropper, sygdom, slid og ælde. Men ved Jesu ord kan vi fortrøste os til, at der i denne jordbunke gemmer sig en lille håndfuld paradisisk muld af hvilket Gud på den yderste dag vil gendanne os som hele og fuldkomne mennesker, egnede til at leve evigt hos Gud.

Det betyder ikke, at vi kommer til at forlige os med døden. Men det betyder, at vi kan synge med Brorson: min død er færgemand til livets faste land.

 

15 s e trin

Tænk nu, hvis det ikke havde været to søstre, dagens evangelium handlede om, men derimod en ægtemand og hans fortravlede hustru. Jamen der er jo ingen grænse for, hvad man så kunne få halet ud af teksten. Men nu er det to søstre, og dermed hjælpes vi til at bevare fokus og bedre høre, hvad det er Jesus vil, vi skal gøre. Ikke fordi det grundlæggende er vanskeligt, men fordi mennesket er en mester i at få ting forvansket. Havde det nemlig været en mand og en hustru, da var det straks kønsrollerne, vi havde fokuseret på, skønt det slet ingen rolle behøvede at spille, men det vi nu faktisk ser er på ingen måde mindre provokerende. Tænk sig, Jesus giver Maria lov til at blive siddende.

Har man kendt mage. At lade Martha i stikken med al hendes flid, al hendes tjeneste for Jesus, alle de kringlede kager og sukrede sager. Er Jesus da helt ligeglad, med alt det, Martha gør for ham. NEJ, men der var noget andet Jesus hellere ville.

De fleste af os kender sikkert til at komme på besøg hos en syg gammel moster som straks farer ud i køkkenet for at række til og gøre ved. Disse hjertensgode mennesker, som vil gøre det så godt så godt. Tit er det da også skønt med en nysmurt bolle og en småkage, men det var ikke det, man var kommet efter denne dag. Nej, man var kommet for at få et råd eller veksle et ord, men kom i stedet til at sidde og tygge i et veldækket bord. Men det smagte ikke rigtigt. Kaffen havde ødelagt det gunstige øjeblik, og ikke fordi den smagte dårligt, men den kom i vejen for fællesskabet, og snart brød man op med uforrettet sag.

For selvom vi er i Sønderjylland, så er det ikke kaffen, der er det vigtigste i vore sammenkomster. Det håber jeg da ikke – i givet fald falder jeg i hvert fald en del uden for med mit the-drikkeri. Nej, det er fællesskabet, der er det vigtige, når vi kommer sammen, og den lektie måtte Martha lærer, ligesom også vi i dag har brug for at blive mindet derom.

Vi mister så let fokus og gør en bisag til hovedsag, mens hovedsagen stille og ubemærket bliver gennet ud ad bagdøren.

Men hvad er hovedsagen. Hvad er det væsentligste i tilværelsen. Hvad er det, der gør livet værd at leve. Hvis vi skal lytte til en af denne verdens klogeste hoveder, Stephen Hawking, så er svaret ganske enkelt: gør som Martha. Tilværelsen finder alene mening og indhold gennem arbejdet. Og mange er det, som samstemmer dermed. Vi skal selv finde meningen med livet. Selv kristendommen kan vi få drejet derhen, at det handler om, at vi skal gøre jorden til et bedre sted at leve.

Men resultatet bliver aldrig rigtig tilfredsstillende. Se på Martha. Er hun rigtig tilfreds med sin situation? Har hun fundet mening med tilværelsen ved at slide i køkkenet? Giver hun sig selv og sin situation fem stjerner over hele linjen? Nej vel. Hun blev aldrig rigtig tilfreds i selskab med madam blå. Sådan bliver tilværelsen aldrig rigtig tilfredsstillende, hvis det hele alene er bundet op på vore egne gerninger. For hvad så når tingene slår fejl, når alting driller, ja hvad så når det ikke lykkes med mine gode og kristne gerninger. Når min kristendom smuldrer og alt synes at mislykkes. Når vi ikke får det ud af livet, som vi gerne ville. Da bliver tilværelsen meningsløs, uanset hvor meget vi stræber. Om vi så kan holde det kørende i mange år, ja hele vort liv, da kommer vi dog til sidst til en trædesten, hvor alle vore gerninger skal forgå sammen med denne ormesæk, som kun Kingo kunne udtrykke sig, og hvor vi må samstemme med Salomon: alt er tomhed. For ved siden af ligger en samfundssnylter og det måske under en større og pænere sten. Tomhed, endeløs tomhed.

Jamen skal vi da bare slå fødderne op og hengive os til dovenskab og et uvirksomt liv? Aldeles ikke. Vi er skabt til at arbejde. Allerede før syndefaldet var vi henvist på at fylde med hæderligt virke min dag. Men det var ikke derfra menneskelivet skulle finde sin mening og værdi. Nej denne havde det allerede i og med sin skabelse.  Du er skabt i Guds billede, du er skabt til Guds kærlighed.

Derfor kan Jesus nu også tilrettevise Martha med ordene: et er nødvendigt. Et. Ikke to, ikke syv bløde og derefter syv hårde kager. Nej et er nødvendigt. Men hvad er dette ene, hvad er det vigtigste i livet. Er det penge, er det succes, er det et retfærdigt og fair samfund, er det et sundhedsvæsen, der kan tage sig af både børn, voksne og gamle. Nej. Nej nej.

Hvor vigtigt det end må være; Det bliver aldrig det vigtigste i livet. Se, jeg har været præst nu i tre et halvt år. I medfør af dette har jeg forestået knap 200 begravelser, hvilket sammenlignet med præster, der har været i embede et helt liv er det rene ingenting. Alligevel giver det et indtryk af, hvad der er vigtigst i tilværelsen. For når jeg taler med pårørende, har jeg endnu til gode at høre, at det vigtigste var karriere og succes. I givet fald har det alene været som en falliterklæring over det menneske. Nej altid er det vigtigste og det som sætter sig dybeste spor, når forældrene har været tilstedeværende. Når de gav sig tid til at være sammen med deres børn. De opgav karriere og drømme for at være sammen med familien. Det har langt større værdi end udsigten til en stor arv. Og i sig selv kaster det vel en dom over den måde, vi i dag skruer vort samfund sammen på. I det mindste må det få os til at revurdere den måde vi selv vælger at leve på. Giver vi tid til familien, eller vælger vi penge, karriere og fritidsaktiviteter først. Skal der ske noget hele tiden, eller tør vi sætte tiden af til bare at være sammen og til stede uden stedse at skulle tjekke facebook og vores mobiltelefon for indkomne beskeder og opdateringer.

Og så stikker Jesu ord endda dybere. Alle er den lykke ikke beskåret at have familie, ægtefælle og børn, men det fællesskab, som Jesus sætter først er en mulighed for os alle. Et er nødvendigt – det ene at have fællesskab med Gud. Det er det, der er vor skabelses formål, det er det, der er livets mening. Det var det, Maria havde fundet ved Jesu fødder, og som også vi må søge efter. Men her må vi være kloge og opsøge de steder, hvor vi kan være Gud nær, så vi ikke leder forgæves, som Martha gjorde ude i køkkenet. For Guds nærvær er først og fremmest, der hvor Guds ord er til stede. Dvs. i kirken, i bibelen, hvor kristne mennesker mødes for at samtale om Guds ord. Der, hvor det ikke er dig, der skal gøre noget. Se, det er det ene nødvendige. Det er det, der gør en kristendom ægte. Det er det, der gør livet værd.

Desværre er disse stille timer, noget som i dag over en bred kam regnes for uvigtigt. Det kan da ikke være vigtigt at stå tidligt op søndag formiddag for at sidde henne i kirken og lave ingenting. Ja, tendenser i samfundet vil endda lære os, at det kan være farligt og samfundsnedbrydende, som det såkaldte enighedspapir giver udtryk for. Og det ikke fordi man er modstander af religion som sådan, det må bare aldrig blive det vigtigste.

Men et er nødvendigt. Jo, Jesus kalder det nødvendigt. Han kalder det ikke bare en god ting, noget vi kan gøre sammen med en masse andre ting, han kalder det nødvendigt, vigtigere end alt andet. For det er mens du hører Guds ord, at Gud selv bliver dig nær. Det er mens du lytter til evangeliets velsignede budskab, at Helligånden åbner dit hjerte, så du ser, hvilken værdi netop dit liv har i Guds øjne. En værdi, der ikke skyldes alt det, du har gjort eller har undladt at gøre, men en værdi, som alene skyldes Guds faderlige kærlighed. Men dette finder du kun ud af ved at sætte dig og lytte til, hvad Gud har at sige dig.

For det er ikke gennem vore gerninger vores værdi afsløres, men gennem Guds gerninger. For se, hvem der hang på korsets træ: han gjorde det for din skyld. Han gjorde det, fordi du er underfuld skabt, fordi du er dyrebar i Guds øjne, fordi Gud elsker dig. Så højt, at han gav sit liv for dig.

Skal vi så slet ikke gøre noget. Jo jo, men sæt dig nu først, da skal du tids nok få vist, hvad Gud vil, at du skal gøre. Ja, da vil Gud selv gå med dig ud i din gerning og velsigne dine hænders værk. Men tag selv Gud med dig ud i livet. Bring ham ind i din dagligdag, så at du hver dag under dig selv et øjeblik ved Jesu fødder, det være sig med et bibelvers, du kan gå at tænke på hvor du går. Eller som kirken altid har lært, at begynder dagen med at slå korsets tegn for dit bryst til minde om hvad vi netop har set, og at slutte dagen på samme måde med et fadervor til følge. For er Gud med dig, hvem kan da være imod dig. Er Gud med dig, da er livet altid værdifuldt, også når det mislykkes, og slet ikke går, som vi kunne ønske. For er Gud med dig, da har du alt.