Månedsarkiv: august 2016

12 s e trin

Lad mig straks indrømme det, det helt som det er: dagens evangelium er en af de vanskeligste tekster, ikke kun i kirkens tekstrækker, men også i hele bibelen. For her tales der om synd, som ikke kan tilgives. En frygtelig tanke for den urolige samvittighed, som ikke bare kan slå ordene hen, som om de aldrig var sagt. Men her står han, som ene af alle kan tilgive synder, og siger: der er en synd, der ikke kan tilgives. Hvilken forfærdelig tanke, om jeg skulle have begået denne synd.

Hvis det så bare havde været en bestemt ond gerning, som ingen kunne begå uden at være velvidende derom, så som mord eller hor, men nu drejer det hele sig om noget så småt, som et lille ord. På dine ord skal du frikendes og på dine ord skal du fordømmes. Da er det, vi ville ønske at være bedre til at holde tand for tunge. For hvor mange gange har ikke vi hver i sær, ønsket, at vi kunne trække et ord tilbage. Og så er det sagt, så at det aldrig kan gøres usagt, og ofte med sår til følge så dybe, at ingen læge kan helbrede. Jo ordet er en voldsom magt med hvilket vi kan opbygge, både land og kirke, men ordet er også det, hvormed vi kan nedbryde, mennesker, kirke, land og folk. Uden nogensinde at lægge hånd på et barn, kan forældre ødelægge dets indre liv alene med deres ord, ligesom alle kender hvordan et kærligt ord i rette tid kan sende en varme gennem hele kroppen, som end ikke ti varmekanoner kunne bringe os. For med ordet rammer vi hjertet. Med ordet nedbryder eller opbygger vi ånden.

Netop derfor kommer denne alvorlige advarsel i den sammenhæng, som dagens evangelium er taget fra. Jesus har netop uddrevet en ond ånd og folkeskarerne jubler af begejstring. Men farisæerne og de skriftkloge stod imod. De kunne ikke snuppe folkets begejstring og beskyldte i stedet Jesus for at være i ledtog med Djævelen selv. De vidste udmærket, at det ikke var sandt. De kunne se på Jesu gerninger, at han umuligt kunne være den ondes håndlanger. Men de talte imod bedrevidende, fordi de ikke ville vide af sandheden. Sandheden forargede dem i dens uhøjtidelige skikkelse. Og dermed kom de ind i den onde spiral, der skulle føre dem hen, hvor de aldrig aldrig havde agtet sig hen. Aldrig havde de forestillet sig, at de af misundelse og egenrådighed skulle være skyldige i henrettelsen af en uskyldig. Aldrig var det deres hensigt, heller ikke nu, som de stod og bespottede Jesus. Men det ene førte det andet med sig og snart var de selv så helt opfyldte af en onde ånd, at de ikke ænsede hvad de gjorde. Ja selv en sådan grusom forbrydelse kunne ikke forskrække deres samvittigheder til bod og bedring, og vi ser, hvordan kun to, højst tre af farisæerne og de skriftkloge nogensinde omvendte sig og kom til tro på Jesus som verdens frelser. Det lille ord havde forhærdet dem til den evige fortabelse.

Hvor meget må dette ikke tilskynde os til selv at vogte over vore ord. Ikke kun dem, som vi lader komme ud af munden, uden også de ord, som råder i vore tanker. At vi ikke giver rum for løgn og dårlige ord. For det er netop i det ubemærkede synden gror. Selve ordene, er det nemlig ikke, der fordømmer. Men ordene som frugt af det hjerte, der bærer dem. Derfor taler Jesus heller ikke kun om et bestemt ord, men han taler om alt sådant, som strider imod sandheden og det gode. Alt det, som strider imod ånden.

Dermed er også sagt at bespottelse af Helligånden alene kan ske der hvor Helligånden allerede er. Blandt de døbte, blandt de troende. Blandt Guds menighed. Blandt os, som kender sandheden. For alene den, som har Helligånden og kender sandheden kan bedrøve Helligånden, som også Jakob skriver om det samme emne: Den der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset, hans gudsdyrkelse er intet værd.

Men samtidig indrømmer han, hvordan tungen er sat i brand af tilværelsens hjul, og at vi alle kommer med udskyldninger, vi senere må fortryde. Det er heller ikke det, bespottelsen af Helligånden handler om. For var dette en enkeltstående handling, da var vi alle fortabte. Alle har vi handlet mod bedrevidende, alle har vi stået tilbage for at vidne om Jesus af frygt for mennesker. Alle har vi ladt ord udgå af vor mund, som ikke svarer til den frugt et godt træ bør bære.

Men det er når vi vedholdende og forsætligt står åndens formaninger imod og i stedet for at angre vore synder, forsvarer dem og regner dem til gode. Da bespotter vi Helligånden.

Men hvad gjorde Peter, da han så svart havde fornægtet sin herre og mester, ja bandet på, at han aldrig kendte ham. Jo, han gik udenfor og græd bitterligt. Hvad gjorde David da han havde ligget med Batseba, Urias Hustru. Først tav han og dækkede over sin synd. Han ville ikke bekende den, men som han skrev skrumpede ind som en vissen stok inden han endelig knækkede og bekendte sin synd i sæk og aske. Det blev deres redning. For allermest nedbøjede kunne de atter tage imod Guds nåde og tilgivelse. Og derfor var hverken David eller Peter evigt forkastede, men den første skulle blive en konge uden mage, den sidste den klippe hvorpå kirken skulle bygges.

De lyttede til Åndens røst, som taler til os om synd, om retfærdighed og om dom. Og netop det er det, Jesus opfordrer os til at gøre i dag: lyt til åndens røst. Velsign ikke det, Guds forbandelse ligger ovre, men kald det synd, som Guds ord kalder synd. Opkast ikke din egen retfærdighed ved hjælp af dine egne gerninger og dyder, men søg den Guds retfærdighed, som alene skænkes ved troen på Jesus Kristus. Og kast ikke dommen over et menneske, som alene tilkommer Gud.

Se Jesus advarer i dag farisæerne. Men endnu kaster han ikke dommen at de har bespottet Helligånden til evig fortabelse. Sådan tilkommer det heller ikke os at dømme, hvem der har begået denne synd, for Gud kan stoppe et menneske selv hvor det synes mest umuligt. Således standsede han Paulus midt i mordet på den unge kristne kirke. Ja han ikke kun standsede ham, men han gjorde af verdens største synder verdens største apostel.

Men ikke uden anger. For livstid blev hans fortid som forfølger af kirken en torn i kødet på ham. Og netop dette er åndens kendetegn. Den tillader os ikke at slutte fred med synden, at gøre os til et med synden. Thi, skriver Skat Rørdam, tidligere biskop over Sjælland: Den der kan græde over sin synd han har ikke bespottet den Helligånd, selvom hans synd udvortes at se til er nok så stor, thi hans sorg og anger viser, at synden dog endnu er fremmed for hans hjerte og ikke er bleven hans væsen og fremfor alt viser den, at han ikke hader hverken frelsen eller frelseren.  Derfor er det da også et af de værste ord et menneske kan sige om sig selv at hun intet fortryder, for da må alt fortrydes.

Men hvor der er fortrydelse, der er der håb. For ligesom vi kan fortabe alt ved vore ord, således er der også et ord, der kan vinde alt. Ordet nåde. Det er på grund af dette ord, at alt kan tilgives, al bespottelse mod menneskesønnen, mod Jesus, al foragt for kristendommen. Alle vore onde ord og gerninger. Alt kan det tilgives af Guds nåde. For Jesus har selv taget synden på sig.

Nåde betyder ikke, at Gud er ligeglade og ser igennem fingre med synden. Nej nåde er, at synden er erkendt og regnes som synd, men ikke tilregnes synderen: som David siger: salig den mand, som ikke tilregnes synd.

Men der er intet der er gratis her i tilværelsen. Det er altid et spørgsmål om, hvem som betaler. Derfor måtte Jesus lide og dø på Golgatas kors for at betale med et fuldkomment liv for vore forspildte liv. Tænk, et fuldkomment liv i bytte for dit liv. Hvilken nåde. Hvilken rigdom at have del i. og den er vores. Den skænkes os i dåben og ved troen på Jesus Kristus, sådan at du nu på vejen op til alteret må lade alle dine synder ligge på bunden af døbefonden , også selvom det nu måske er mange år siden du selv blev døbt. For Guds nåde er dig nok.

Så skylder vi da at bruge vores tunge, ikke på at bespotte Helligånden ved at tale imod bedrevidende eller lægge stemme til eder og forbandelser, men i stedet at synge Guds lovsang. Ja, vi må synge nåden ud, både i kirke hus og hjem. For er der et ord, som kan bygge og værne om folk og kirke, så er det ordet nåde.

Ja er der et ord, som kan åbne himmelen både for os og for andre, da er det ene og alene ordet Nåde.