Månedsarkiv: juli 2016

10. s. e. trin

Til dagens prædiken har jeg måttet opfinde et nyt ord. Jeg ved selvfølgelig ikke, om der er andre, der har opfundet det før mig, og vil derfor heller ikke opkræve licens for andres brug deraf. Ordet er Fjernsynsaktivister, og betegner den typiske danskers forbrugermentalitet. Når vi sidder hjemme bag fjernsynet kan vi hurtigt blive enige om, hvor vigtig det er at købe danskproducerede fødevarer og ordentlige råvarer – lige indtil vi selv står nede ved køledisken i Brugsen. Det er ikke engang nødvendigt at spørge efter, hvad vi køber, man kan se det på udbuddet: det billigste importerede skrammel, og jeg er ikke selv et hak bedre. Det er ikke fordi vi er ligeglade, slet ikke. Det er bare lettere at gå op i noget, som absolut ingen betydning har for os selv. Fodbold, håndbold, Formel 1 og fuldkomment ligegyldige madprogrammer.

I den sammenhæng må det ikke undre, at det også er lidt op ad bakke med kristendommen. Jojo, kristne er vi da som danske, og kan sandelig også føre samtale om religion og de kristne dyder og tør håbe på et evigt liv, men troen og det kristne liv? så bliver det pludselig personligt involverende, og dermed uden for fjernsynsaktivistens interessessphære. Man skal jo helst kunne slukke for det inden det træder ud af skærmen. Og i stedet for egentlig at forholde sig til kristendommens kald, forflyttes fokus straks fra det egentlige og over på enkeltstående præster eller personer, som bestemt ikke er værd at være i bås med. En er for hidsig, en anden for blødsøden, en taler for meget om himmelen en anden for meget om helvede, og det mest kristelige må følgelig være at lukke og slukke og passe sig selv.

Men hvordan får vi vakt en sund interesse for kristendommen, som går længere end til sofabordet, som går helt til hjertet. Skal vi gøre som de københavnske kirker og lade et maraton fare igennem kirkens gamle bygninger, for at gøre det hele mere interessant, eller skal vi smide Jesus på porten, for at gøre det lidt mere rummeligt. Jesus er trods alt så personlig pågående, at han aldrig kan falde i fjernsynsaktivistens smag.

Grundlæggende er der to filosofier her. Den ene er, at gøre kirken interessant, den anden er at gøre folk interesserede i kirken. Men at kun den ene af disse veje er farbare, er klart. For det øjeblik vi forsøger at gøre kirken interessant på lige fod med samfundets øvrige underholdning er vi gået fejl af kirkens grundlæggende essens. Det øjeblik vi finder det nødvendigt at peppe kirkens budskab op, har vi selv mistet troen på evangeliets egen skabende kraft. Gud talte – så skete det. Det betyder selvfølgelig ikke, vi skal gøre det kedeligt. Men enten har vi et budskab, der er værd at lytte til, eller også har vi det ikke.

Nu er det min opfattelse, at vi har et budskab, vi kan være bekendt, og som vi derfor ikke behøver sminke som et andet lig. Hvad gør vi så for at få fjernsynsaktivisterne op af stolen? Ja, hvad gjorde Jesus? Han blev endnu mere pågående. Ve dig Korazin, ve dig Betsajda. En oplagt reaktion på deres ligegyldighed havde været ligegyldighed. Nå, jamen hvis I ikke vil høre, så vil I ikke høre, så må I selv om det.

Men evangeliet er ikke et sådan et budskab, at det kan være nogen ligegyldigt. Det har betydning for alle mennesker. Får det ikke betydning nu, så får det det i evigheden.

Nu kunne man nok indvende, at den er for let købt. Kan det ikke bevise sit værd nu, så er evigheden vel bare en dårlig undskyldning for at unddrage kritik.

Men evigheden er på ingen måde en dårlig undskyldning, nej evigheden er kristendommens akse. Evigheden er tilværelsens akse. Ingen af os er skabt til kun at leve en begrænset tid. Vi er skabt til at leve evigt. Og vi mærker det, når døden banker på vor dør, at vi aldrig vænner os til det. For det er ikke meningen med livet at vi skal dø, som Grundtvig skriver: mennesket ej til at dø, men alle bærer vi rundt på en håndfuld paradisisk muld i hjertet som lærer os om evigheden.

Men samtidig lærer kristendommen os, at tiden nu er evigt afgørende, som det handlede om sidste søndag, for nu er evangeliets tid, det er nu, vi har valget mellem himmel og helvede.

Bibelen igennem læser vi om, hvordan Gud til stadighed søger at drage mennesker ind i sit evige fællesskab, men vi læser også om, hvordan Gud i kærlighed gør sig selv svag og altid lader mennesker fare, som ikke vil hans fællesskab.

For er der en synd, som klæber mere til mennesket end nogen anden synd, så er det lysten til selv at herske og være Gud. Vi vil kunne styre Gud med fjernbetjeningen, men en sådan selvgjort gud giver ingen evig grøde.

Derfor ve dig Korazin. Ve det menneske som iskold kan blive siddende i sofaen søndag efter søndag uden på noget tidspunkt at drages imod Guds favn. For da er det ikke et evigt liv, der er i vente, men en evig død.

Dog er der et, vi må have in mente. Disse Jesu ord er ikke talt i hidsig vrede og ærgrelse over folkets døvhed. Nej, hvad Jesus taler i dag er talt ud af det samme hjerte, som altid talte gennem Jesu mund. Det er den samme kærlighed, der taler i dag, som Langfredag udgød sit blod til sonoffer for alle menneskers synder, og som hver dag kalder mennesker ind i fællesskabet med Gud.

Derfor må også vi vogte os for, når vi taler om dette alvorlige emne, at vi ikke gør det i hovmod over selv at være i fællesskab med Gud eller i hævnlyst mod mennesker, som måske har forsyndet sig imod os, men at vi også taler disse ord under Guds kærlighed. For vist hører det til kærligheden, at den ikke fortier sandheden, men skønt kirken er givet nøglerne til at løse og binde synder så er kirken ikke givet magten til at udråbe det endelige veråb over mennesker. Dommen er Guds.

For se, Jesus vendte endnu ikke Kapernaum ryggen, men blev ved at vende tilbage for at forkynde evangeliet også for dette halsstarrige folk, om de dog måtte omvende sig fra deres onde vej.

Sådan må heller ikke vi tale disse ord som de sidste til et menneske. Men når vi har talt dette dommens ord, må vi fortsætte med at kalde ind i Guds kærlighed.

For det hænder dog at fjernsynsaktivisten kommer op af stolen og vælger buræggene fra, alene på grund af fjernsynets vedholdenhed. Og hvorfor skulle ikke vi være vedholdende, vi som allerede er i Guds fællesskab. Var ikke Gud langmodig med os. Hvem er vel her i dag, som ikke kan takke Gud for hans tålmodighed.

At vi har taget imod kaldet skyldes på ingen måde noget fortrin hos os selv, for alle har vi fået lysten til at hævde os selv med i vuggen som en trofast følgesvend for livet. Alle er vi født med en indre kulde og ulyst til Gud, og hvad hans er, som vi bekender det i den lutherske kirke: alle fødes vi med synd: det vil sige: uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær.

Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, siger Paulus, og vi må stemme i med ham. Af Guds nåde overlod Gud ikke menneskeverden til sig selv, men skønt vi alle ved Adams fald havde brudt med Gud, blev Gud ved at kalde af os. Ja ikke kun kaldte han af os. Han kom selv til os i sin søn Jesus Kristus for at genoprette det brudte forhold. Og han gav sit liv for os, for at vi skulle have del i det evige liv. Af nåde sendte han sine disciple ud med evangeliet, ofte med den højeste pris til følge, af nåde kom kristendommen så højt mod nord som til Danmark og af nåde behøver ingen af os skjule os for at høre Guds ord.

Så må da dagens strenge evangelium langt mere ægge os til flid for at også vores næste må blive nået. For nok er evangeliets ord talt om de fortabte, men det er i særdeleshed talt til os, for at ikke vi skal blive dovne og selvtilfredse fjernsynsaktivister, der er helt tilfredse med hvad vi har og kun bekymrer os om vort eget skind.

For den, der kan være ligeglad med næsten, har glemt, hvad evigheden betyder. Men den, der er optaget af evigheden, vil aldrig kunne se et eneste menneske, uden også der at se et menneske, for hvem evangeliet har en evig relevans.

Det var hvad Jesus gjorde – han vil at alle skal med.

Septembers himmel er så blå

Skyerne gråne, og løvet falder, fuglene synger ej mer, vinteren truer og natten kalder, blomsterne sukker: det sner! Og dog bærer blus vi med glæde.

Så gribende har Grundtvig fanget efterårets vemod og underfundige lyksalighed. Det kan ikke ses, for det, der ses snyder vore sanser, men skjult bag løvfald og grånende skyer anes dog en glæde, et brudeblus i det dunkle. Ja, hvornår blusser vel skoven i et skønnere lys end netop nu? Nu hvor skoven iklæder sig sit skønneste skrud i alle regnbuens farver. Undtagen blåt, forstås, for bekymringsløsheden og sorgløsheden hører ikke jorden til og dog smiler den himmelske sorgløshed ned til os dag efter dag, undertiden kun for en stund, undertiden ser vi den slet ikke, men andre gange nærmest svøbes vi i himlens skønne skær af blå, som var der aldrig nogen sorg eller smerte, og altid er den der, om vi ser den eller ej.

Men netop derfor er himlen blå for fra himlen udgår den sande sorgløshed, som Jesus selv siger: I skal ikke bekymre jer, hverken for mad eller klæder, for alt dette sørger jeres himmelske fader for. Se himlens fugle; de sår ikke, høster ikke og lægger ikke i lade og jeres himmelske fader giver dem føden. Men at forstå Kristendommen som en livsforsikring imod al modgang og ulykke, ville være et fejlgreb af de helt store. Det hedder netop i medgang og modgang. For overalt, hvor der er mennesker, må der være modgang.

Men bekymringsløsheden skyldes netop ikke modgangsløshed, men den grunder sig i en bevidsthed og tillid til, at Gud ikke svigter, ejheller, når alt går imod. Den samme bekymringsløshed er det, vi finder i ægteskabet.  Ikke sådan en pladderromantisk forestilling om ridderen på den hvide hest, som frejdigt ridder igennem torne og krat uden den mindste skramme, men en frimodighed og tryghed ved at vide, at den anden altid står én ved siden også selvom man snubler og falder i et hul.

Og det ikke fordi det er et forsøg på at komme tilbage til stenalderen, det er det slet ikke, det er bare et forsøg på at finde frem til, hvad der gør livet egentlig værdifuld. For når vi bekymrer os, hvad er det, vi så stræber efter. Jo, de fleste af vore bekymringer drejer sig om penge og karriere, mens det egentlig væsentlige i tilværelsen er alt det, der ikke kan købes for penge og gives for ære, nemlig hinanden. At være sammen og at kunne dele livet med den man holder af. Og derfor er det også det, der må være essensen af alle bestræbelse, at gavner fællesskabet. Det er den sande og gode bekymring: hvordan kan jeg tjene min næste. Og netop i ægteskabet føres denne bekymring til det yderste, for intet andet steds kan to mennesker være så skæbnesammenbundne, som her. Den enes lykke er den andens og kan ikke tænkes uden at begge er med.

Det kan altså ikke komme på tale at den ene skal yde og den anden nyde, men begge må være tjenere, og det af den slags som prioriterer kundens tilfredshed over alt andet, også der, hvor det må koste mere end hushovmesteren synes om. For livets hushovmester tænker ikke på profit og fortjeneste, men alene på at ofre sig, og det helt og fuldt til liv og glæde for alle. For lykken kan aldrig være ens egen, men lykken ligger i, hver dag at sige til sig selv: hvad kan jeg gøre, for at denne dag bliver den bedst mulige dag for min hustru / min mand.

Gør begge det, da kan byggeriet gå i gang, byggeriet af det eventyrlige bindingsværkshus som ægteskabet er, hvor hver en bjælke binder det hele desto stærkere sammen. Hver en drøm, hvert et håb, hvert et ønske. Ja, selv den mest forrykte foretagsomhed kan i bedste bonderøvsstil komme til at indgå som en dynamisk brik i hele spillet, uden at der skal opfordres til at klæde sig ud som fugleskræmsel. For hvor der er kærlighed i huset, der bliver det sandt, som HC. Andersen skriver: hvad fatter gør er altid det rigtige. Ikke fordi fatter ikke kan fejle og trænge til en belæring om økonomiens ubarmhjertige virkelighed. Men fordi alt, hvad der er født af kærlighed er ret og godt.

Derfor er kærligheden den sande bekymringsløshed. For hvordan vide, hvad det bedste er at gøre. Ingen kan svare derpå. Men kærlighedens gerninger er ikke noget man staver til, det er noget man føler, som Peter Plys meget vist har sagt. Kærligheden føder altid de rette gerninger, for selv er den den største gave, der kan gives et andet menneske.

Derfor er himlen blå, for er Gud er kærlighed, fuldkommen kærlighed og heri den fuldkomne bekymringsløshed og ikke kun for sig selv, men også for hele jorden. For denne kærlighed er kommet til jorden i hans søn Jesus Kristus, for at vi alle må få del deri.

Så byg da jeres hus, hvor himlens skønne blå må male hver en sten, hvor solens lys må nå hver en krog, og hvor efterårets varme glød må kaste sit blodrøde løv som et vår hvorpå I kan vandre i liflig forventning til dagene som kommer.

9. s. e. trin

Hvert et øjeblik er evigt afgørende. Desuagtet er vi almindeligvis mere end villige til, ikke kun at ødelægge et øjeblik, men endogså timer, dage, ja år, for bagatellers skyld; ganske som om tiden var det ligegyldigste, vi har. Ja, ofte må vi tage os selv i, blot at vente på, at tiden selv skal gå. Som om vi alligevel bare kan gå ned og købe en ny, nede i Rema, når vi har siddet den itu. Og det på trods af, at vi alle ved, at netop tiden er en af de tre ting i tilværelsen som umuligt kan købes for penge: Tid, evner og kærlighed. Disse som rettelig må betegnes som eksistensens kosteligste klenodier.

Hvordan har vi dog fået fordrejet vort syn så svart, at vi for nogle få kroners eller en smule stoltheds skyld gerne giver køb på disse tre. Svaret er uhyggeligt simpelt, og dog så ubegribeligt, at vi umuligt fatter det, uden Gud giver os det.

For nok kan vi se og følge logikken i Jesu ord: den som meget er givet, af den skal meget kræves. Ingen gives vel et arbejde eller andet gode uden at det forventes vedkommende vil være sin løn værd, men det øjeblik, vi taler om livets gaver går vi straks helt fejl af logikken og vil beholde det hele for os selv. Har en god evner handler livet straks om at gøre karriere, og ingen skal tvinge én ind på et lavere trin end evnerne måtte række, heller ikke selvom det måske var der, samfundet havde brug for disse evner. For da har man spildt sine egne muligheder. Nej. Det er dine drømme, det drejer sig om. Det er dit liv, lyder rådgivningen til de unge gymnasiaster, der står for at skulle foretage de første af livets store valg.

Men når perspektivet er ”mit liv” Da kan de vælge et af to, enten at leve stærkt og dø ung, eller henslæbe deres bedste år i et usselt studiekammer bag støvede bøger og nedslidte blyanter. Men ingen af delene tager tiden seriøs. Begge gør investering i en tid, som endnu ikke er i håbet om gode tider. Men for alt for mange kommer de aldrig, de gode tider. De første opdager det ofte for sent, de sidste tidsnok til at forspilde livet. Planerne bliver brudt af arbejdsløshed, sygdom eller anden ulykke – og da er alt spildt. De gode tider gives uden garanti, men altid med et for så vidt in mente, og det uanset, hvor flittig, man har været, og da sidder den enkelte atter med opgaven at beregne sig frem til hvor mange år, der vil gå, før en lang uddannelse har tjent sig hjem. Ja, sådan sidder vi alle med livsregnestykker, som uanset, hvordan vi vender og drejer dem indebærer store risici og uforholdsmæssige tab. Men hvorfor går ligningen ikke op. Hvorfor gives der ikke den vej, hvor tiden uanset hvad vil være vundet?

Fordi vi har skrevet Gud ud af ligningen og erstattet ham med os selv. Men når man erstatter det evige med noget tidsligt, da får man nødvendigvis et andet resultat.

Dog, hvilken forskel gør Gud her. Den gudfrygtige og den gudløse sidder side om side livet igennem, på skolebænken, på arbejdshesten, på direktionsgangen, på villavejen, på plejehjemmet og på kirkegården. Hvordan skulle ”gud” kunne give mig de timer igen, som jeg har spildt med at file løs på violinen. Hvordan skulle ”gud” kunne kompensere for et trættende liv på arbejdsmarkedet. Ja ser vi ikke snarere hvordan ”gud” frarøver os både tide penge og karriere. Det synes, at ”gud” kun gør alting værre, eller i bedste fald blot er en sutteklud, vi kan klamre os til i al vores selvynk.

Men så længe, vi stiller disse spørgsmål har vi stadig ikke fået Gud ind i ligningen på den rette plads. Så længe, vi stiller spørgsmålet, hvad ”gud” kan gavne os, så længe har vi stadig os selv stående på Guds plads.

Men hvem er den, der kan kræve meget, uden den, der giver meget. Os er det ikke, som giver meget, og dog er det os, der kræver. Vi kræver af tilværelsen, vi kræver af samfundet, vi kræver af Gud. Alt skal føje sig efter vort ønske og behag.

Men se dog på fuglen, hvilket livsstykke den er. Den begynder morgenen med sin sang til skaberens pris og menneskets fornøjelse inden den straks og uden tøven kaster sig over dagens dont. Intet tidspunkt holder den hvile for at tænke på sit eget skind, men dagen lang har den ene sin tjeneste for øje: sine unger. Den lever ikke for sig selv, og derved har den fundet livet som ingen anden. Dette liv kunne også vi have levet, havde vi ikke i alt øjet fæstet fast på os selv.

Da bliver spørgsmålet uvægerligt tilbage: hvordan får vi livet igen. Jesu svar er enkelt: sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige. Simpelthen – sæt det hele i Den Blå Avis og skænk summen til Røde Kors. Lettere kan det vel ikke være. Men straks mærker vi dog, hvilke kræfter vi er oppe imod. Skal jeg sælge al min ejendom, mit hus, min bil, mit tv og bare give det væk. Hvad får jeg vel ud af det? Hvordan skulle det bringe mig gode tider – alt det, som jeg har brugt al min tid hidtil på at få skrabet til huse.

Men med et sådant hjerte kan det være et og det samme, om vi giver det alt væk eller beholder det for os selv. For uanset om vi giver det væk eller beholder det, gør vi det for os selv.

Derfor handler Jesu ord heller ikke om, at vi skal opgive at være del af det samfund, som fordrer af os, at vi samler til huse til vort eget og vore næres ophold. Men det handler om, med hvilket hjerte.

Det handler om, at vi må opgive os selv. Men dette er umuligt. Langt mindre end vi kan give afkald på alle vore ejendele, langt mindre kan vi give afkald på os selv. Vi kan ikke opgive os selv. Men vi er fanget i denne evige cirklen omkring os selv. Det er ligeså håbløst som for en satellit uden drivkraft at bryde sit kredsløb. Den kan vende og dreje sig – intet hjælper det. Og fandtes der i evangeliet alene om, hvad vi skal gøre, så kunne jeg lige så godt gå ned fra prædikestolen nu og trække min pension inden vi alle skulle få forkyndt dommen over et forspildt liv.

Men der er et glimt af lys. Der går en solstråle gennem evangeliet, som giver os håb og mod på at fortsætte: jeres fader har besluttet at give jer Riget. Men dette var ikke noget lys, hvis det stod som konklusionen, på alt det, vi skulle gøre. Så var vi stadig lige håbløse. Men det er et lys, fordi det står som det første. Det er her, det begynder, med hvad Gud har besluttet, og det er i lyset af dette, vi må læse og se det resten. Jeres fader har besluttet at give jer riget.

Os, som kun tænker på os selv, og som i os selv er fuldstændig uegnede til at indgange til Guds rige, os har han af sin egen frie vilje og kærlighed besluttet at give riget.

Derfor sendte han sin Søn Jesus Kristus for gennem hans fuldkomment selvopofrende liv at frelse verden. Ikke som et forbillede, vi umuligt kan følge, men som en frelser, som en, der selv vil komme og hente og befri os fra os selv.

Hvordan sker det. Det sker, det øjeblik Jesus får lov at tale til vort hjerte. For i hjertet har kærligheden sit hjem. Og får Jesus lov at tale til os, om alt det, han er og har gjort for os, da vil hans rene kærlighed snart også sætte vort hjerte i bål og brand. Men er kærligheden i hjertet inde, da går ligningen op. For se hvor de elskende aldrig spilder et sekund skønt de intet bedriver. For kærligheden søger ikke sit eget. Dog er vor egen kærlighed langt fra at kunne bryde egoismens kredsløb. Men Guds kærlighed, som ved troen indgydes i vore hjerter. Den kan. Stærkere end alt andet, ren som den er. Og dermed forandringen som gør hvert et øjeblik evigt afgørende. For hvad enten vi græde eller le, lege eller arbejde, da gør vi det alt under Guds kærlighed. De stræbsomme timer bag skrivebordet: under Guds kærlighed. De mange år ved samlebåndet: under Guds kærlighed. De tunge dage ved syge og dødslejet: under Guds kærlighed.

Alt er helt som før, og dog er alt så helt forandret. Livet springer ud, fordi det nu ikke længer er bundet til os selv, men til Jesus, som Grundtvig synger: lad i dig mig elske livet. For hvor Guds kærlighed har bolig, der kan vi begynde at strække ud imod livet.

Så lad os da ikke misbruge denne store nåde til endnu engang at hytte vort eget skind med gudsfrygts hovmod og tænke at vi med Guds kærlighed er kommet højt på strå. For hvem har nogensinde gjort sig fortjent til at blive elsket. Men lad os i stedet bruge hver en dag, time og evne på at føre dette vort lys ud i verden.

Ja, lad os bruge alt, hvad der er givet os, sådan som han der har givet os det, måtte have tænkt med disse gaver, ikke til at hovmodes over og slå vores næste med, men til at tjene og gavne den næste, som må have fået en ringere del. Vi har ikke fået, for at gøre med det, hvad vi vil, endsige for at kaste det i grams, men hvert et øjeblik er et øjeblik givet fra evighed, et øjeblik givet i kærlighed til kærligt at tjene næsten med den evne vi må have fået.

For se, da skal det blive en kærkommen time, vorherre banker på døren for at hente os fra denne verden og bringe os til hans rige, om det så bliver ved vort dødsleje eller når han selv kommer mægtigt i himlens skyer.

8. s. e. trin

De ti kystprojekter, som sidste år blev godkendt som forsøgsordning på kystnær bebyggelse kan der uden tvivl siges meget om udover, at de er sikre tegn på, at Bibelen ikke længer bliver læst så grundigt, som man kunne ønske sig. Man skulle ellers synes at efterårets og forårets begivenheder langs de jyske kyster med sommerhusene, som faldt i havet, havde gjort Jesu pointe ganske klar: et hus bygget på sand står sig ikke for havets og brændingens brusen. Kystprojekterne snyder selvfølgelig med pilotering og laver deres egen stengrund at bygge på og hvis Jesus med lignelsen i dag alene ville lære os om bedre byggeskik, var det vel snart kun være bornholmerne, som kunne være med.

Men Jesus har allerede røbet, hvad denne lignelse skal lære os. Den handler ikke om byggeprojekter, men den handler om den som hører Jesu ord og handler derefter, den handler om den sande kristendoms beskaffenhed.

Mange kristne har gennem tiden sukket: kunne jeg dog bare få en kristendom uden tvivl og anfægtelse, kunne jeg bare få en tro, stærk som stål, skarp som sværdet, en tro som aldrig behøvede komme i tvivl om evangeliets sandhed og min evige frelse, en tro, der kunne buldre igennem modgang og mørke med visheden om Guds nåde og kærlighed i behold. En tro som Martin Luthers, eller Brorsons eller en anden af kirkehistoriens store helte, de som nu står støbt i kobber eller sten.

Men erfaringen viser ofte ret det modsatte, at des dybere grundfæstet troen er, des flere anfægtelser møder den, og når vi ser misundeligt på Luthers og Brorsons tro, så er det som oftest fordi vi ikke kender dem ret og de mørke tider, som også de måtte gå igennem med deres tro. Og dog havde deres tro en sjælden styrke, dog var der noget forbilledligt i deres kristendom.

Men her ligger den store fælde. Vi tænker: jeg vil være stærk i troen. Jeg vil kunne klare stormene og efterårets rusk, og så begynder vi ellers at bygge en kirke og kristendom på dette ønske. Men et skæbnesvangert byggeri, som først mødes af desto stærkere anfægtelser indtil troen til sidst dør, opgives eller som oftest erstattes af religiøsitet. Flot ser det ud med de mange gerninger og opslag på facebook. Der mangler intet. Kirkens aktivitetskalender er fyldt ud til sidste tomme. De helt store kanoner står på foredragslisten og der er overskud nok til også at indgå i samtale og diskussion med religiøse ledere og prædikanter fra ganske andre samfund. Ingen vaklen er at spore, men en sikkerhed og uangribelighed i tankesættet som ellers kun de største herskere har kendt til. Hvilken sejr for den kristne tro. Men hvilken sejr. Anfægtelsen er elimineret, ikke fordi troen nu er af stål, men fordi det nu ikke længer er troen og frelsen, det drejer sig om, men derimod vores manifestation af kristendommen.

Men det vil ikke kunne stå sig. Det er det, Jesus forsøger at sige til de fromme farisæere i dag. Ligegyldigt er det, hvor smukt huset står, om det har højenergiruder og er hyperisoleret og i øvrigt er udstyret med alle moderne bekvemmeligheder – hvis ikke fundamentet er lagt ordentligt vil det hele styrte sammen, uanset, hvor mange penge der end er poset i huset.

For intet religiøst hus, som er bygget på os selv og vore egne præstationer, kan stå sig mod havets og brændingens brusen. Det må og skal lægges på en helt anden grund. Men hvilken er den grund, som kan bære os både i solskin og varme såvel som i regn og rusk og på hvilken vi kan stå os selv for Guds dom.

Den der hører min røst.

Her ligger hemmeligheden gemt, hemmeligheden bag alle kirkehistoriens store helte. Jesu ord. Men med hemmeligheder er det ofte sådan, at de er vanskelige at få del i. Særligt skjult synes denne hemmelighed i vores tid, på vores side af bibelkritikkens århundrede. Siden rationalismen har den lærte teologi anset det som fint at føre alle heste ud imod bibelens troværdighed. I første omgang gjaldt det bibelens historiske beretninger. Men stødte sig på ordene om haren, der tygger drøv, og Israels bjerge, der skulle være fyldte med kobber for slet ikke at tale om Salomons rigdomme. Noget man da vidste var det rene vrøvl. Haren tygger ikke drøv, og der er ingen kobber i Israel, for slet ikke at forestille sig hvilket vanvid at skulle have 40 000 heste opstaldet.

Siden har forskning og arkæologi påvist at bibelen alligevel havde ret også i disse sælsomme stykker. Haren tygger drøv, ikke som de andre drøvtyggere, men dog på en måde, hvor maden kastes op for at fordøjes to gange. Arababjergene viste sig at rumme uanede mængder af kobber og enorme hestestalde er blevet fundet i Israels muld. Men da var bibelkritikken allerede gået et skridt videre. Man syntes at finde brister i bibelens indre sammenhæng og pludselig kunne der stilles spørgsmål til, hvad der overhovedet var ægte. Sådan blev en stor del af Pauli breve sorteret fra sammen med de øvrige pastoralbreve som forfalskninger, ligesom evangelierne blevet tilskrevet den første kirkes opfattelse snarere end, hvad der virkelig skete og blev sagt omkring Jesus. På den måde er Bibelen nu blevet den historiske bog, man tillægger den ringeste historiske værdi i forskningen overhovedet. Og teologerne på universiteterne følger fromt med. Det væsentlige er alligevel ikke historien, men derimod den kristne idé, hvad det så end er for noget.

Dermed er kristendommens tyngdepunkt blevet flyttet fra Jesu ord og over på noget meget udefinerbart, sådan at man kan høre præster og teologer på kristendommens vegne udtale sig lige direkte imod det, som Jesus selv har sagt, som regel med efterhænget, Gud er kærlighed. Det er altså blevet vores egen opfattelse af kærlighedsbegrebet, der blevet den grund, vi bygger vores kristendom på. Men hvem har dog så dyb kærlighed i sit eget hjerte, at den skulle kunne lære os om Guds kærlighed? , og netop derfor kan bygningen ikke holde; selv en let lille brise som ateistisk samfunds sidste påhit får hele huset til at gynge, så det knager og slår revner hele vejen igennem; hvordan skal det da kunne holde til en virkelig storm

Den der hører min røst. Vejen til trøst og sikkerhed er ikke gennem menneskers fine ord og uforståelige formuleringer. Nej vejen til en sikker grundvold er at gå ad Jesu ord. Bibelkritikkens grundlag var falskt og sådan er al den teologi som siden er drevet derpå.

Vi må tilbage til Bibelen, hvilket netop var det kendetegnende ved Luther, Brorson, Kingo og adskillige andre kirkehelte. De hvilede på bibelen.  De læste den dag og nat. Og alt hvad de skrev og tænkte af teologiske tanker var baseret på, hvad de fandt i Bibelen. De tvivlede ikke på dens sandhed, men stødte de på ord, de ikke kunne få til at passe, tvivlede de snarere på deres egen tanke end på Bibelens ord.

For vist er der dunkle afsnit, vist er der anvendt poesi, vist bærer Biblen præg af en lang redaktionshistorie, men den bærer også præg af at være nedfældet af verdenshistoriens mest samvittighedsfulde forfattere, forfattere som hellere ville gentage en beretning frem for at udelade et enkelt ord. Bibelen bærer præg af at være Guds ord. Det er her, vi må finde den grund, vi kan bygge vor tro og kristendom på, for det er vi finder løfterne om Guds nåde og barmhjertighed.

Løftet vi møder allerede på bibelens første blade om Evas afkom, der skal knuse slangens hoved, til Abraham om sønnen i hvilken alle jordens slægter skal velsignes; i salmernes bog: om Herrens troskab der varer fra evighed til evighed, og fra Esajas ordene: om en mor kunne glemme det barn hun diede: jeg glemmer dog ej dig, i mine hænder har jeg tegnet dig. Og lad os tage et par stykker fra det nye testamente: alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at være Guds børn skriver Johannes og i hans brev finder vi begrundelsen: Jesu, Hans søns blod renser os fra al synd, så at Paulus kan skrive: så er der da nu ingen fordømmelse, for dem som er i Kristus Jesus, og endelig fra sidste bogs sidste kapitel: og ånden og bruden siger kom, og den der hører, skal sige kom. Den der tørster skal komme og den der vil, skal få livets brød for intet.

Disse er ordene, du må bygge på. Denne er grunden hvorpå du må finde hvile, også når din egen kristendom og tro brister, når hele verden ramler, og du på ingen måde kender eller mærker Guds nærvær. Da står løftet der stadig, et løfte hvorfra ikke en tøddel, det mindste tegn eller mærke, skal forgå, før det alt er opfyldt. Gud borger derfor med sit eget liv.

7. s. e. trin.

Der er dem, man trygt kan betro sig til, og så er der dem, man skal gå en stor bue udenom med hemmeligheder af enhver slags, dem, som bare ikke kan holde vand, men som absolut skal råbe det ud fra tagene, som man i fortrolighed har visket dem i øret. Fortidens sladdervorne kællinger, som i vore dage findes hos begge køn, og som er grundstammen ikke kun for sladderbladene men for snart sagt samtlige medier. En journalist har skudt papegøjen, hvis han opfanger noget om én, som absolut ikke var tænkt skulle ud i den brede offentlighed, især hvis offeret har lidt mere mellem ørerne eller i banken, end menigmand.

Det kan ikke være meningen med Jesu ord i dag. Et menneskes liv kan blive fuldstændigt ødelagt ved denne bagvaskelse, som vi alle er så glade for at tage del i. vi elsker det – lige indtil vi selv rammes af skæbnens boomerang. Så mindes vi det ottende bud: Du må ikke tale ondt om din næste, men skal derimod forsvare ham og optage alt i bedste mening.

Hvor vil Jesus så hen med at blæse ud over byen, hvad hviskes i mørket? Det ligner ham slet ikke. Først må vi lægge mærke til, hvem det er, der taler i mørket. For her er ikke tale om onde menneskers nederdrægtige tale, men: hvad JEG siger jer i mørket. Hvad Jesus siger os i mørket. Et andet sted siger Jesus, at han intet har talt i mørket, men alt i fuld offentlighed. Og dog er der ingen modsigelse. For hvad dagens evangelium taler om er ikke det, som Jesus sagde, men det som Jesus siger. Ikke om fortiden, men om nutiden. Hvad Jesus siger til den enkelte til alle tider.

For sådan forholder det sig med Jesu ord, at nogle i evangeliet og prædiken blot hører en stemme fra fortiden, en historie om et spændende menneske, der om nogen formåede at gøre indtryk på andre med sine lærdomme og fantastiske lignelser, noget vi måske kan tage ved lære af idag. Men andre hører også, i de selv samme ord, at disse ord, som var talt dengang også er talt i dag, også er talt til mig.

Dette er troens forskel. En forskel som er skjult for det blotte øje. Den ligger gemt i hjertet, gemt for enhver dommer og sladdertaske, gemt som en kostbar skat for hin enkelte. Jesu ord til mig. Som Grundtvig skriver, og vi skal synge senere: verden tænker, det er tant, hjertet føler, det er sandt. Det gælder mig, når Jesus siger til den lamme: Dine synder forlades dig. Det er talt til mig, hvad Jesus sagde til røveren på korset: I dag skal du gå med mig ind i paradiset, og for min skyld trøstede han Maria Magdalene i gravhaven med hilsnen Glæd dig – din frelser lever.

Troen hører det, og derfor kan kirken også blive ved at prædike fra denne gamle bog uden at blive træt eller ønske sig noget nyt. For det er ikke gamle skrøner og slidte fortællinger. Men det er Guds ord, Guds løfte, Guds kærlighed talt til mig.

Netop dette ord skal vi tale fra tagene. Troens ord, som taler til os om vores frelser og håb, Jesus Kristus. Vi skal tale fra vort eget hjertedyb til andre hjerter, så at det lys, der er tændt i vort mørke, også må tændes hos andre. Her drejer det sig ikke kun om præsten, der skal kravle op på en stabel brædder for at kunne se ned på menigheden. Nej. Dette bud lyder til alle, som kender Jesu stemme i hjertet. De må råbe det ud

Men her er noget, som kræver mod. En ganske anden tapperhed, end den, der kræves for at sprede rygter om chefen. For hvornår har du sidst hørt en tale åbent og ærligt om sin Kristus-tro? Mon ikke det skulle være længere siden end du sidst måtte lægge øre til folkesnak, som satte andre i vanry?

Desværre har vi igennem de sidste mange år ladet os vingestække af den såkaldte ”åndelige blufærdighed”, som grundigt har sat mundkurv på al tale om Gud og Jesus uden for kirken.

Men var det bare blufærdighed behøvede de engelsktalende samfund vel ikke at erstatte merry christmas med det ligegyldige happy season, mens vi i Danmark kan slippe med det neutrale: god jul, og så for øvrigt bekvemt udelade julens væsentligste indhold. Nej. Det er meget mere end blot blufærdighed vi er oppe imod. Vi har med en åndelig kamp at gøre, som ønsker at fjerne kristendommen, ikke kun fra offentligheden, men fra hjertet. Bid for bid fortrænges gudsfrygtens hemmelighed fra det offentlige rum. Hjemmeplejersken, der ikke må bære kors i sin tjeneste, den ansatte, som tvinges til at arbejde søndag som søgn og det unge kærestepar, som må lægge ryg til alskens spot og spe, blot fordi de ikke vil leve sammen som mand og hustru før de dertil er rettelig indviet. Skridt for skridt går samfundet i den retning. Og hvad gør de kristne som flest – de følger med. Dukker nakken og følger med. Hvem har lyst til at blive lagt for had i alle landets aviser og sladderspalter, hvem har lyst til at stå udenfor, hvem har lyst til at blive afskediget for sin tros skyld? Noget som ikke kan ses. Vi kan vel være lige gode kristne også uden at blive slået i hartkorn med Kristus. Eller hvad. Hvad siger Jesus: RÅB det ud. Også selvom det må koste dig livet.

Personligt ville jeg nok synes, det var lidt træls, sådan fuldstændig at gå glip af min tjenestemandspension, men nu skal I høre en bid fra en beretning om nogle personer, som så noget anderledes på denne sag. Jeg læser fra Perpetuamartyriet fra begyndelsen af 200 tallet, De unge skal se syner: Her skriver Perpetua, en ung nybagt mor på 22 om sig selv i tiden umiddelbart før hendes henrettelse. Hun skriver: mens vi endnu var under varetægtsarrest (for deres tros skyld) ville min fader slå mig omkuld med ord. Af kærlighed til mig forsøgte han igen og igen at få mig til at falde. Så sagde jeg: Far kan du se den skål, der står der. Og han sagde ja. Og jeg sagde til ham: kan det kaldes for noget andet end det, det er? Og han sagde nej – jeg kan heller ikke sige jeg er noget andet end det, jeg er: Jeg er kristen.  Sådan gik Perpetua og mange andre med hende den visse død i møde. Og sådan går fremdeles tusinder af kristne deres visse død i møde, ikke fordi de hader livet, men fordi de ikke vil forsage den Jesus, som har talt fred til deres hjerter.

Hvor meget mere skylder da ikke vi, som langt fra behøver frygte krumsablens stærke klang, hvor meget mere skylder da ikke vi, at råbe hjertets røst fra tagene, så at Guds lys må trænge ind i hver et slot og vrå. For den samme grund, som de havde, martyrerne, til at stå deres lidelser igennem og ikke frygte for menneskers magt, den samme grund har også vi, som ejer troen: vi kender ham, vi i sandhed skal frygte: nemlig Gud. Han som kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i helvedes ild.

Og så er det dog netop her, kimen til frygten for at miste ansigt udadtil for Jesu skyld finder sit fæstne. Vi vil ikke tale eller høre om fortabelsens fare. Fortabelsen er blevet et teologisk tabu, og følgen bliver, at hele teologien og kristendommen forrykkes. Evigheden bliver ligegyldig, men hvis man fjerner dybden fra et maleri, er det ikke længer det samme billede.

Sådan forandres også kristendommen. Og vi ser det, at målet for kristne i gamle dage, var at arve evigt liv at blive frelst. Men i dag, i dag er vi kristne for at få det godt af det, for at finde ro i sindet, en mening med tilværelsen. Men det var ikke det, der holdt Perpetuas mod oppe i amfiteatret. For her fandt hun visselig intet hun kunne få det godt af. Og noget sådant har Kristus aldrig lovet sine kristne.

Men hun kendte Jesu stemme i sit hjerte, en stemme, der ikke kun gav trøst, men også mod.  For denne stemme lærte hende om den evige fortabelse, men den lærte hende samtidig også ikke at frygte derfor. Stemmen lærte hende, netop som Paulus skriver i sit brev: Så er der da ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus: For Livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.  Med denne forvisning turde hun gå sin visse død i møde, med denne tro svandt frygten for, hvad andre mennesker måtte mene.

For hun var frelst. Frelst fra fortabelsen, frelst til evigt liv.

Gid også du må have det sådan, at du i dit hjerte kender dig frelst, så du kan sige: lad komme hvad der vil, jeg hører Jesus til. Ja Gid denne indre ro vil sådan vokse hos os hver især, at vi gerne og uden at glimte råber ud fra tagene, hvad Jesus visker os i hjertet. At vi ikke forsømmer en lejlighed, til at bære bud fra himlen ud over hele jorderig.

For se, er vi tro i dette kald, da skal ikke alene vi vokse i tro og tillid, men vi skal også se, hvordan Guds rige kan vokse også når, den forsøges fortrængt fra flertallets side.