Månedsarkiv: juni 2016

3. s. e. trin

To sønner. Den ene kan vi lide, den anden, han er en stenbider. Sur og tvær og ikke til at rokke ud af stedet. Fuldstændig ligesom ”Gamle” i Jul i Nøddebo Præstegård, denne fornuftige storebror som kun har sine teologiske studier for øje og derfor slet ikke kan tage til Nøddebo for at holde jul. Det er ikke for hans skyld, vi ser filmen, men derimod den unge og uregerlige Nicolai, som næppe nok kan sidde stille til at tage sig en studentereksamen. Ham har vi sympati med selvom det åbenlyst også er ham, som er skurken. Jo, for de to, den yngste søn i lignelsen og Nicolai har forstået at leve. Eller det tror de i hvert fald at de har. For når alt kommer til alt, viser det sig, at der grundlæggende ikke er den store forskel på de to sønner, og at deres forståelse af livet ikke ligger så milevidt fra hinanden, som det umiddelbart kan se ud. Ingen af dem har forstået, hvori livet egentlig bestå. Det eneste der er forskelligt, det er udtrykket. Den yngste vælger at kaste alt sit i grams, mens den ældste hentæres af dagligdagens slid som et andet godt og fromt menneske, måske endda i misundelse til sin bror. Den yngste regner sit eget livs kilde, sin far, for død, da han beder om arven og da den ældste præsenteres for livet i dets egentlige væsen, står også han udenfor.

Kom dog med ind til festen. Men han sagde nej. Hele livet havde han gjort hvad han skulle uden at få noget synderligt ud af det – hvorfor skulle han så fejre sin brors skørlevned? Argumentet var ellers til at tage og føle på:

Din bror var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Men tilsyneladende finder dette argument ingen klangbund hos den ældste bror. Han kan ikke se nogen grund til at glæde sig og feste med alle de andre, men tværtimod forarges han nu over sin far, som tager imod sådan et udskud uden at tænke på familieæren. Men dermed afslører, hvor fattig han egentlig selv var. For selvom han nu havde tjent sin far nat og dag hele sit liv, så kendte han endnu ikke rigtigt sin far. Han kendte ikke det, der var faderens egentlige rigdom, nemlig hans nåde og barmhjertighed:  For han havde aldrig oplevet det selv. Han havde aldrig selv oplevet at være fortabt og at blive fundet, og derfor ser han nu kun skammen hos sin bror.

Oh fattige stakkel. At eje så meget, og dog have så lidt. Ja fattige stakler, som Jesus sigter til med denne lignelse. I første omgang har Jesus formentlig haft jøderne i tanke, som bestemt ingen glæde fandt i at hedningerne mødte evangeliets lys, men i anden omgang er denne ældste bror at ligne med enhver etableret kirke. Eller en risiko hos enhver etableret kirke.

Når pinsedagens vejr er gået af ballonen og kristendommen skal gives videre fra generation til generation. Når det bliver hverdag, og evangeliet ikke længer er en nyhed, men gammelkendt stof. Da glemmer vi let, hvilken Gud det er vi egentlig har, og hvilken rigdom, vi har fået del i. Vi glemmer, at det er nåden, der er det kostbareste, i Guds rige, og vi glemmer hvor stor en nåde det er at, at vi har fået lov at være med. Og dermed gøres vi kolde over for andre menneskers evige skæbne.

For hvordan reagerer vi når vi hører om et menneske, som bliver omvendt og bliver frelst? Hvad er det for en reaktion vi finder blandt kirkens egne medlemmer på beretningerne fra hele verden, også Danmark om mænd og kvinder at de var fortabte, men blev fundet. Springer vi op i jubel og glæde over, at Gud er på tronen endnu og at han stadig åbenbarer sit sande væsen blandt mennesker. Eller krymper vi os ved at tænke og tale derom?

Jeg ved ikke hvordan du tænker, men når jeg ser ud over det kirkelige landskab i Danmark, så er der langt mellem denne frelsesjubel, glæden over mennesker, der har fundet evangeliets sande skat og rigdom. Ja ikke kun mangler glæden, men mange steder mærkes også en modstand mod at høre og tale om sådanne omvendelser. Selv i kirkens mest konservative eller missionske dele, som Kristeligt Dagblad kunne afsløre i en undersøgelse for ikke så mange måneder siden. Omvendelsen er ved at glide ud af vores teologiske bevidsthed, som jeg selv fik føle i diskussion med formanden for et af de danske missionsselskaber. Han kunne belære en gammeldags sinke som mig om, at missionen har skiftet paradigme. Nu om dage ikke handler så meget om at række mennesker evangeliet om Jesus Kristus og deres synders nådige forladelse, men mere om at være venlige og komme dem i møde på deres præmisser. Det er mission.

Men der sidder jeg tilbage med spørgsmålet: skal vi lade mennesker blive i deres fattigdom, blot fordi vi selv er fattige og ikke har personlige oplevelser med omvendelsen. Skulle den yngste søn være blevet ude ved svinene og fyldt sig med tomhed og løgn? Det kunne den ældste bror uden tvivl have tænkt sig? Men sandelig nej. Jesus kalder os og alle til omvendelse, kalder os ind i Guds rige herlighed, og sådan må kirken også den dag i dag kalde ad mennesker, at de som den yngste søn må gå i sig selv og vende om og i sandhed blive rige.

Men når omvendelsen er blev iklædt denne ubehagelighed, så skyldes det ikke pietismens misbrug af kaldet til omvendelse. Heller ikke skyldes det, at vi i dag er kommet så meget længere i vores kognitive udvikling, at vi ikke har behov for en sådan formaning. Nej, dette kald har til alle tider skabt splittelse i den etablerede kirke, på Jesu egen tid såvel som op igennem hele kirkehistorien. Den unge mand, der kom til Jesus for at få at vide, hvad han skulle gøre for at blive frelst, men som måtte gå slukøret hjem, da Jesus ikke ville give ham et moralsk kodeks men derimod kaldte ham til efterfølgelse, Provst Tøxen i Brorsons dage, der nægtede at bruge det obligatoriske konfirmandmateriale fordi det kaldte til omvendelse og endelig Bendt Feldbæk Nielsen, der blev afskediget i 1999 bl.a. fordi han prædikede omvendelse til syndernes forladelse.

Hvad er det, der gør omvendelsen så provokerende? Hvorfor stejler vi som den ældste søn selv i kirken. Jo, for omvendelsen tager alting fra os. Både den ældste og den yngste tænkte at de selv skulle skaffe sig livet. Den ene ved sine udsvævelser, den anden ved sine gerninger. Men begge var galt på den, og da den yngste beder om at få lov at gå som daglejer vil faderen intet vide af det. Omvendelsen tager livet fra vore egne hænder, og dermed gør den os sårbare. Så længe kristendommen bare handler om nogle værdier og dyder, noget, som vi kan gøre med vore hænder, så længe kan vi distancere os fra det, så længe er vi sikrede mod anfægtelse og tvivl. Men det øjeblik vi kaster os ud i troen – da er vi overladt til, at der en anden, der holder hånden over os.

Men en sådan tilsidesættelse af selvet kan selvet aldrig forene sig med. Vi vil hellere realisere os selv som den yngste søn, og vise at vi kan skabe værdi med vore egne hænder. Og hvor er vi gode til det. Så meget er der i verden, som mætter vores sjæl med tomme kalorier, så megen jordisk rigdom og gods er der at hente. Vi kan fylde os med tomhed fra vor fødsel til vor grav, film, underhold, penge, karriere. Tilbuddene er uendelige og når endelig mennesket trænger til egentlig indhold står de religiøse guruer i rad og række for at faldbyde hver deres dyrkelse af selvet. Men det er alt sammen tomhed og jag efter vind. Det kan ikke give os livet, men det ender i død og fortabelse.

Alene hos Gud er livet at finde, hvilket også vi, som kender evangeliet har dagligt brug for at blive mindet om. Vi bliver så let trætte, vi glemmer så let, hvor stort det er. Men løsningen er ikke at gå i den yngste søns fodspor ud i gudsfornægtelsens fagre løgn for sådan – måske –  at få lov at opleve Guds faderlige nåde.

Nej løsningen for os såvel som den ældste bror, det er at vi går med ind i festsalen og tager del i deres omvendelse, som vi ser for vore øjne. At vi glæder os med dem over den fader, som ikke skammede sig ved det vildfarne barn, men løb ham i møde. Da skal vi gennem dem kende hvilken Gud vi har og ved deres genfødsel skal vi skue og se, hvor rige vi altid var.

For hvem af os hører vel til i Guds rige af nogen som helst anden grund end Guds åbne arme. Hvem af os har vel gjort sig fortjent til, at Gud skulle stå med en åben favn. Hvem af os har aldrig haft brug for Guds tilgivelse, barmhjertighed. Brorson har ret:

Når vi betænker, hvad Faderen tænkte, da han beyndte at drage os ud, da han os livet i Midleren skænkte, smykked os faldne til frelserens brud, at han os elskte, os onde, så såre, må vi hensmelte i kærligheds tåre. Halleluja, halleluja.

Gud vende vort hjerte til hans evige nåde.