Helt gennemtænkt er det nu ikke. Ja, nærmere temmelig tåbeligt er det, og fuldstændig forrykt. Man lægger ikke formel1-sæsonstart palmesøndag morgen forud for at præsten skal på arbejde. Da især ikke, når der er en dansker med i løbet. Den unge Kevin Magnussen. Det er imidlertid ikke ham det skal handle om, men en kvinde som ved blot at være på det rette sted på det rette tidspunkt vandt sig større berømmelse, end den unge danske racerkører nogensinde vil kunne, uanset hvor mange gange han måtte vinde verdensmesterskabet. For alle berømtheder bliver dog hurtigt glemt, men denne kvinde hun er blevet husket og vil blive husket, så længe kirken består.
Men hvordan har hun dog formået at gøre sig fortjent til en sådan berømmelse og skulle vi ikke hellere koncentrere os om nogle palmeblade, nu det er palmesøndag?
Det kunne vi godt, men faktisk siger de to dele af fortællingen et og det samme. Begge dele var en anstødssten og en forargelse for fornuften. Hvorfor dog ødsle sådan med den kostbare salve, hvorfor dog skære palmegrene af træerne og lade tøjet snavse til af æslet, ja hvorfor dog et sådant postyr? Men hvad der ikke forklares om palmegrenene, det forklares med denne altopofrende kvinde, for om hende står der, at hun gjorde, hvad hun kunne.
Hermed må vi ikke tænke på de tre hundrede denarer som cirka svarer til en årsløn, for i Guds rige handler det aldrig om beløbets og indsatsens størrelse, for som Kirkegaard skriver i Kjerlighedens Gjerninger: ”Er det barmhjertighed at give hundrede tusinde til de fattige? Nej. Er det Barmhjertighed at give den halve skilling til den fattige? Nej. Barmhjertighed er: hvorledes det gives”.
Vi forfalder så let til at falde på halen for de store hanser, der slår om sig med penge til de fattige, og på den måde fører sig selv til sky, men denne kvinde handlede af sit hjertes inderste grund. Ingen havde bedt hende om at komme med denne kostbare nardusolie, og hvad andre tænkte og mente derom var hende ligegyldig. Det hun ville var at give sig helt til Jesus. Så meget havde han gjort for hende, givet hende et evigt håb og liv, nu ville hun give ham alt hvad hun ejede og havde til tak.
Netop derfor vakte hendes handling så stor forargelse. Havde en konge eller anden rig herre ladet Jesus salve med den samme kostbare olie ville disciplene og de andre, der sad til bords, have klappet i deres små hænder og jublet over en sådan generøsitet. Men dette, dette pinte dem i hjertet, og i stedet for at stå ved denne indre pine overfusede de hende og lod hende forstå, hvordan hun skaltede og valtede med goderne.
Men hvorfor pinte det dem sådan. Havde hun beholdt det hele for sig selv, ville der ingen brok have været og Hvis det virkelig var de fattige, de havde for øje, kunne de selv have grebet til lommerne og sikkert være fremkommet med et langt større beløb, men de fattige var det ikke. Nej, her afslørede de en uhyggelig side af sig selv og menneskets iboende væsen.
De fleste vil i løbet af sin skolegang sikkert være støt på mindst én duksedreng, hvis ikke det var en selv. Bestemt ikke nogen ærestitel. Men hvad galt er der i at være duksedreng. Der er jo ingen karakterer, der kan påvirkes i grundskolen, og sjældent har duksedrengen gjort noget, som Emil fra Lønneberg, der kyssede lærerinden lige midt på smasken. Nej, duksedrengen er helt uskyldig, og dog bliver han anklaget på det groveste. For duksedrengen gør det, som alle andre burde have gjort. Der ligger ræven gemt. Hun gjorde, hvad de andre burde have gjort og trampede således rundt på deres ømme ligtorne med sine store og klodsede træsko. Skruebrækker.
Her sad en Simon, som Jesus havde helbredt fra sin spedalskhed, denne alvorlige sygdom, som satte ham helt uden for livet, her sad en Lazarus, som Jesus havde opvækket fra de døde, her sad en Judas, som Jesus havde betroet deres fælles pengekasse. Her sad en skare af dem, for hvem det gjaldt, at Jesus havde forandret deres liv på den mest radikale måde. Han havde givet dem livet igen.
Men stadig havde de ikke erkendt, at de derfor skyldte Jesus alt. Eller rettere, stadig ville de ikke erkende, at de skyldte Jesus alt, men i stedet stillede de sig nu tilfreds med at give Jesus et måltid og at give lidt til de fattige. Og intet af dette er der noget galt med – det er bare for billigt.
Når vi har de store landsindsamlinger til fattige i tredieverdenslande kommer der næsten med 100% sikkerhed en mængde kritik over, at vore egne borgere svigtes – og sikkert nok er også det. Vi skulle hellere samle ind til vore egne, lyder det. Men det er et formål, der næppe er fremtid i – for i Danmark er det ikke pengene, der mangler. Nej, det der mangler i Danmark er villige hænder, som vil tage ud og besøge de gamle, som vil være reserve-bedsteforældre eller tage sig af adfærdsvanskelige børn, som giver husly til de hjemløse – kort sagt, hænder der ikke er bange for at blive stukket ned i møget. Men vi betaler os fra hellere det. Vi betaler os fra ansvaret for vor næste og placerer os efterfølgende ude på sidelinjen og beklager os over den måde, pengene forvaltes på. For hvis det at give en gave til de fattige kommer i stedet for al anden gerning har vi dermed svigtet vort ansvar.
I stedet lyder fordringen om at gøre, hvad vi kan. Og hermed siger jeg ikke, at velbjergede mennesker med rengøringshjælp skal til at gøre rent for andre, men der er så meget vi kan gøre, der vil give både os selv og vor næste et langt rigere liv. Der er så mange der trænger til et kærligt ord, eller et øjebliks opmærksomhed fra et andet menneske. Vi må ikke slippe for billigt om ved det.
Og netop dette er det, Jesus nu gør gældende over for troen, vi må ikke slippe for billigt om ved det. Vi skal lade troen komme til udtryk. Vi må lade troen ytre sig. Men det er netop i mødet med det religiøse menneske, at vi afslører selv at være lige så uforstående som disciplene. I den vestlige verden har vi vænnet os til at leve med en udpræget skepsis for det religiøse og det åndelige. Det er fint nok at udøve ægte kristen næstekærlighed, men når det kommer til bønner og anden religiøs praksis, da er det, vi bliver snusfornuftige og tænker: den tid, de kræfter, de penge kunne sandelig være brugt bedre på næsten. Men Jesus fandt velbehag i Marias offer. Han så det ikke som spild, men gav det en plads i frelseshistorien: hun har salvet mig til min begravelse. Dermed bekendte hun, hvor meget Jesus betød for hende. Og Hvilken varme strømmede da ikke igennem Jesu hjerte, hvor tusinde gange letter var det ham ikke da at træde videre mod det han så, sin visse død.
Sådan må heller ikke vi lade snusfornuften standse vor tro i at ytre sig med religiøs praksis. Nej, den uret må vi hverken gøre os selv eller hinanden, men heller støtte dén, som i sit hjerte føler sig kaldet til at tjene Gud ved bøn, ved bibellæsning, ved faste, ved flittig kirkegang og mere af samme slags. Alt dette er Gud velbehageligt, og om end det næppe vil give os en plads i verdenshistorien ved siden af andre store helte, så er det dog sådanne gerninger, der får plads i frelseshistorien.
Jeg ved godt den lutherske kirke har en tilbøjelighed til at sige, at gode gerninger altid er rettet mod næsten, og næsten alene. Men det er ikke det, vi lærer her. Den gerning kan være lige god, ja måske endog bedre, som alene er mellem den enkelte og Jesus, eller som ikke er rettet mod den fattige, men mod den kristne menighed, Jesu åndelige legeme, for hør, hvad Jesus siger: hun har gjort en god gerning. Derfor må vi være frimodige også i denne tjeneste, hvad enten det drejer sig om at åbne sit hjem til samling om bøn og bibelstudier og samtale om de åndelige ting, om det er gaver, der gives til kirken, eller gerninger til gavn for fællesskabet i menigheden. Jesus agter på dette og så må vi, for at vi ikke skal slippe for billigt om ved troen.
Hvad skal du da gøre, for at du har gjort, hvad du kunne. Husk på, det handler ikke om, hvad du gør, men hvordan du gør det. Derfor er det heller ikke min opgave at sige dig, det skal du gøre som udtryk for troen. Men det skal vi min opfordring at vi nu, på vejen op til Jerusalem, i den påskeuge, vi nu går i møde, at vi må holde den som en sand stilleuge, hvor vi bliver stille for påskens budskab. Hvor vi lader det synke ned i vort sind og hjerte, hvem Jesus egentlig er for os, hvad det er, han egentlig har gjort for dig og for mig. Først sådan kan vi besvare det spørgsmål, som disciplene ikke fattede den første palmesøndag: hvad er Jesus egentlig værd.