Helt gennemtænkt er det nu ikke. Ja, nærmere temmelig tåbeligt er det, og fuldstændig forrykt. Man lægger ikke formel1-sæsonstart palmesøndag morgen forud for at præsten skal på arbejde. Da især ikke, når der er en dansker med i løbet. Den unge Kevin Magnussen. Det er imidlertid ikke ham det skal handle om, men en kvinde som ved blot at være på det rette sted på det rette tidspunkt vandt sig større berømmelse, end den unge danske racerkører nogensinde vil kunne, uanset hvor mange gange han måtte vinde verdensmesterskabet. For alle berømtheder bliver dog hurtigt glemt, men denne kvinde hun er blevet husket og vil blive husket, så længe kirken består.

Men hvordan har hun dog formået at gøre sig fortjent til en sådan berømmelse og skulle vi ikke hellere koncentrere os om nogle palmeblade, nu det er palmesøndag?

Det kunne vi godt, men faktisk siger de to dele af fortællingen et og det samme. Begge dele var en anstødssten og en forargelse for fornuften. Hvorfor dog ødsle sådan med den kostbare salve, hvorfor dog skære palmegrene af træerne og lade tøjet snavse til af æslet, ja hvorfor dog et sådant postyr?  Men hvad der ikke forklares om palmegrenene, det forklares med denne altopofrende kvinde, for om hende står der, at hun gjorde, hvad hun kunne.

Hermed må vi ikke tænke på de tre hundrede denarer som cirka svarer til en årsløn, for i Guds rige handler det aldrig om beløbets og indsatsens størrelse, for som Kirkegaard skriver i Kjerlighedens Gjerninger: ”Er det barmhjertighed at give hundrede tusinde til de fattige? Nej. Er det Barmhjertighed at give den halve skilling til den fattige? Nej. Barmhjertighed er: hvorledes det gives”.

Vi forfalder så let til at falde på halen for de store hanser, der slår om sig med penge til de fattige, og på den måde fører sig selv til sky, men denne kvinde handlede af sit hjertes inderste grund. Ingen havde bedt hende om at komme med denne kostbare nardusolie, og hvad andre tænkte og mente derom var hende ligegyldig. Det hun ville var at give sig helt til Jesus.  Så meget havde han gjort for hende, givet hende et evigt håb og liv, nu ville hun give ham alt hvad hun ejede og havde til tak.

Netop derfor vakte hendes handling så stor forargelse. Havde en konge eller anden rig herre ladet Jesus salve med den samme kostbare olie ville disciplene og de andre, der sad til bords, have klappet i deres små hænder og jublet over en sådan generøsitet. Men dette, dette pinte dem i hjertet, og i stedet for at stå ved denne indre pine overfusede de hende og lod hende forstå, hvordan hun skaltede og valtede med goderne.

Men hvorfor pinte det dem sådan. Havde hun beholdt det hele for sig selv, ville der ingen brok have været og Hvis det virkelig var de fattige, de havde for øje, kunne de selv have grebet til lommerne og sikkert være fremkommet med et langt større beløb, men de fattige var det ikke. Nej, her afslørede de en uhyggelig side af sig selv og menneskets iboende væsen.

De fleste vil i løbet af sin skolegang sikkert være støt på mindst én duksedreng, hvis ikke det var en selv. Bestemt ikke nogen ærestitel. Men hvad galt er der i at være duksedreng. Der er jo ingen karakterer, der kan påvirkes i grundskolen, og sjældent har duksedrengen gjort noget, som Emil fra Lønneberg, der kyssede lærerinden lige midt på smasken. Nej, duksedrengen er helt uskyldig, og dog bliver han anklaget på det groveste. For duksedrengen gør det, som alle andre burde have gjort. Der ligger ræven gemt. Hun gjorde, hvad de andre burde have gjort og trampede således rundt på deres ømme ligtorne med sine store og klodsede træsko. Skruebrækker.

Her sad en Simon, som Jesus havde helbredt fra sin spedalskhed, denne alvorlige sygdom, som satte ham helt uden for livet, her sad en Lazarus, som Jesus havde opvækket fra de døde, her sad en Judas, som Jesus havde betroet deres fælles pengekasse. Her sad en skare af dem, for hvem det gjaldt, at Jesus havde forandret deres liv på den mest radikale måde. Han havde givet dem livet igen.

Men stadig havde de ikke erkendt, at de derfor skyldte Jesus alt. Eller rettere, stadig ville de ikke erkende, at de skyldte Jesus alt, men i stedet stillede de sig nu tilfreds med at give Jesus et måltid og at give lidt til de fattige. Og intet af dette er der noget galt med – det er bare for billigt.

Når vi har de store landsindsamlinger til fattige i tredieverdenslande kommer der næsten med 100% sikkerhed en mængde kritik over, at vore egne borgere svigtes – og sikkert nok er også det. Vi skulle hellere samle ind til vore egne, lyder det. Men det er et formål, der næppe er fremtid i – for i Danmark er det ikke pengene, der mangler. Nej, det der mangler i Danmark er villige hænder, som vil tage ud og besøge de gamle, som vil være reserve-bedsteforældre eller tage sig af adfærdsvanskelige børn, som giver husly til de hjemløse – kort sagt, hænder der ikke er bange for at blive stukket ned i møget. Men vi betaler os fra hellere det. Vi betaler os fra ansvaret for vor næste og placerer os efterfølgende ude på sidelinjen og beklager os over den måde, pengene forvaltes på. For hvis det at give en gave til de fattige kommer i stedet for al anden gerning har vi dermed svigtet vort ansvar.

I stedet lyder fordringen om at gøre, hvad vi kan. Og hermed siger jeg ikke, at velbjergede mennesker med rengøringshjælp skal til at gøre rent for andre, men der er så meget vi kan gøre, der vil give både os selv og vor næste et langt rigere liv. Der er så mange der trænger til et kærligt ord, eller et øjebliks opmærksomhed fra et andet menneske. Vi må ikke slippe for billigt om ved det.

Og netop dette er det, Jesus nu gør gældende over for troen, vi må ikke slippe for billigt om ved det. Vi skal lade troen komme til udtryk. Vi må lade troen ytre sig. Men det er netop i mødet med det religiøse menneske, at vi afslører selv at være lige så uforstående som disciplene. I den vestlige verden har vi vænnet os til at leve med en udpræget skepsis for det religiøse og det åndelige. Det er fint nok at udøve ægte kristen næstekærlighed, men når det kommer til bønner og anden religiøs praksis, da er det, vi bliver snusfornuftige og tænker: den tid, de kræfter, de penge kunne sandelig være brugt bedre på næsten. Men Jesus fandt velbehag i Marias offer. Han så det ikke som spild, men gav det en plads i frelseshistorien: hun har salvet mig til min begravelse. Dermed bekendte hun, hvor meget Jesus betød for hende. Og Hvilken varme strømmede da ikke igennem Jesu hjerte, hvor tusinde gange letter var det ham ikke da at træde videre mod det han så, sin visse død.

Sådan må heller ikke vi lade snusfornuften standse vor tro i at ytre sig med religiøs praksis. Nej, den uret må vi hverken gøre os selv eller hinanden, men heller støtte dén, som i sit hjerte føler sig kaldet til at tjene Gud ved bøn, ved bibellæsning, ved faste, ved flittig kirkegang og mere af samme slags. Alt dette er Gud velbehageligt, og om end det næppe vil give os en plads i verdenshistorien ved siden af andre store helte, så er det dog sådanne gerninger, der får plads i frelseshistorien.

Jeg ved godt den lutherske kirke har en tilbøjelighed til at sige, at gode gerninger altid er rettet mod næsten, og næsten alene. Men det er ikke det, vi lærer her. Den gerning kan være lige god, ja måske endog bedre, som alene er mellem den enkelte og Jesus, eller som ikke er rettet mod den fattige, men mod den kristne menighed, Jesu åndelige legeme, for hør, hvad Jesus siger: hun har gjort en god gerning. Derfor må vi være frimodige også i denne tjeneste, hvad enten det drejer sig om at åbne sit hjem til samling om bøn og bibelstudier og samtale om de åndelige ting, om det er gaver, der gives til kirken, eller gerninger til gavn for fællesskabet i menigheden. Jesus agter på dette og så må vi, for at vi ikke skal slippe for billigt om ved troen.

Hvad skal du da gøre, for at du har gjort, hvad du kunne. Husk på, det handler ikke om, hvad du gør, men hvordan du gør det. Derfor er det heller ikke min opgave at sige dig, det skal du gøre som udtryk for troen. Men det skal vi min opfordring at vi nu, på vejen op til Jerusalem, i den påskeuge, vi nu går i møde, at vi må holde den som en sand stilleuge, hvor vi bliver stille for påskens budskab. Hvor vi lader det synke ned i vort sind og hjerte, hvem Jesus egentlig er for os, hvad det er, han egentlig har gjort for dig og for mig. Først sådan kan vi besvare det spørgsmål, som disciplene ikke fattede den første palmesøndag: hvad er Jesus egentlig værd.

Langfredag var en bitter dag, men skøn var påskemorgen. Med disse ord slutter Adam Oehlenschläger sit romantiske digt Lær mig o skov at visne glad. Langfredag var en bitter dag. I sandhed ja, grusom, brutal og umenneskelig. Denne korsfæstelse som så levende og stærkt er blevet skildret i indtil flere film, hvor livet langsomt og smertefuldt ebber ud, efter timers ulidelig pine. Men det værste ved langfredag var ikke, at der var et menneske, der blev pint under Pontius Pilatus, korsfæstet dræbt og begravet, heller ikke, at det var et berømt menneske, denne usle skæbne gik ud over. Andre storheder har måttet lide den samme straf som følge af statens uretfærdighed og despotiske herskeres grusomhed, hvoraf formentlig Spartacus er den mest berømte.

Nej det frygteligste ved langfredag er ikke det, som vi ser med øjet, men det er, at den kaster en kulsort skygge hen over hele menneskeheden. Så skønt blev Jesus modtaget palmesøndag af tusinder glade og feststemte mennesker. Oh jo, de havde forstået hvilken herlig konge, han var. De havde set hans gerninger og hørt hans ord og fundet intet andet end liv og godhed hos ham. Men knap er der gået en uge, og nu råber de ham til døde: korsfæst, korsfæst.

Hvad skete der, som forårsagede en sådan omvæltning i menneskestrømmen? Hvem havde ledt dem på vildspor – hvad havde Jesus gjort for at fremme en sådan forandring. Vi higer efter at forklare det uden at skulle gøre op med det moderne menneskes verdensbillede, men vi stilles her i det samme dilemma, som stillet over for det meste af den ondskab, vi møder i verden også i disse dage. Vi vil have, at nogle udvalgte er de onde, nogle vi kan distancere og adskille os fra mens vi opretholder os selv som de fromme og gode.

Men hvor ofte er ikke dette verdensbillede brudt sammen. I mødet med dem, vi før fandt som onde, opdager vi pludselig, at der er langt mere at sige om udvalgte folkegrupper end at de er ugerningsmænd og terrorister, ja, at de gør det gode, som alle andre. Måske det var her den største bombe sprang 11. september 2001 – Det var skønne og gode mennesker, som levede et på alle måder respektabelt liv, der fra den ene dag til den anden var gået fra at være gode til onde.

Vi forsøger at fastholde stereotypen af det onde menneske, men er vi ærlige kan vi ikke undgå at drage langfredags konklusion: Det er os alle, vi er både onde og gode. Vi har det i os; både det onde og det gode ligger gemt i vore hjerter, side om side, og derfor er langfredag så modbydelig. Den minder os om, at vi selv hvert et øjeblik kan blive drevet med af strøm som får os til at være onde, og at det derfor er os, der burde hænge på det pinefulde kors. Og ikke ham, som kun var god. Dette er det frygteligste ved Langfredag, som gør at vi ikke bare kan gå dagen ubemærkede forbi.

Men når vi så standser op for dagen så er en ting, et skrig, som skærer i hjertet mere end andet, som vil blive ved med klinge igen og igen, dette rædselsslagne skrig, som Jesus lader lyde ud over Jerusalem: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.

De fleste kender formentlig til at blive svigtet. En man stolede på viste sig ikke at være til at stole på. Han kom aldrig, ringede aldrig tilbage eller brugte tilliden til at tale ondt om en. Måske det var arbejdsløshed eller sygdom der blev skyld i at kontakten blev brudt og i løbet af kun ganske kort tid kan en stor og virksom vennekreds være skrumpet ind til nogle ganske få fortrolige. Men heller ikke de kan gå med hele vejen. For der kommer en midnatstime i ethvert menneskes liv, hvor det står helt alene uagtet omgivet af mange. Døden bryder med alle bånd. Ingen kan gå med, men helt alene stilles vi over for denne sidste fjende.

Jesus var ingen undtagelse.  Påskebegivenhederne beskriver denne stadig voksende isolation: Først svigtede de store skarer ham, siden svigtede disciplene ham, de faldt i søvn, turde ikke gå med. Mest markant selvfølgelig med Judas, som forrådte ham, men formentlig smerteligst med Peter, som endog benægtede at kende Jesus. Således måtte Jesus selv bære sit kors til Golgata og således blev Jesus korsfæstet alene og forladt af alle dem, han havde brugt sit liv på at hjælpe. Og dog lyder dette gennemtrængende skrig som et ubeskriveligt rædselsråb, der afslører en endnu større smerte og forladthed – forladt af Gud.

Hvorfor var denne smerte så meget større end alt det andet? For det moderne menneske, som har reduceret Gud til en galionsfigur uden egentlig indhold giver dette ikke nogen mening. Men Jesus havde levet hele sit helt for Gud uden at holde noget afsnit uden for Guds virkelighed. Derfor levede han også i erkendelsen af betydningen af at forlade eller blive forladt af Gud. For Gudsforladtheden er døden selv

For hvor Gud ikke er, der er der ingen mere godhed og trofasthed, men der er alene ondskab ødelæggelse og død, tomhed og øde, hvor Gud ikke er, der begynder fortabelsen, altings evige ophør, hvor Gud ikke er, det er helvede. Så forstår vi Jesu skrig.

Men sådan måtte det ske. Jesus måtte tømme dødens fulde bæger, for alene sådan kunne hans frelsergerning fuldføres. Herved fuldentes hans livs mål, nemlig den at opfylde det, vi skyldte. Han ville være en stedfortræder, en der ville tage dødens uomstødelige straf på sig i vores sted, den vi havde fået på os, og som alt siden hænger over os, ved at vi tog af frugten, ved at vi trodsede Guds bud, ved at vi vendte Gud ryggen. Derfor måtte han også lide dødens ganske gru, ja fortabes, for ellers var intet betalt og menneskets fremtid lige håbløst som før. Men han blev på korset, han betalte hele prisen.

Jesus kunne så let, som de spottede ham, have trådt ned fra korset og sagt nej tak til at lide for de mennesker, som nu ikke blot havde svigtet ham, men som endog havde vendt ham ryggen for det gode han havde gjort og nu havde klynget ham op af et kors. Hvilken kærlighed det ikke må have fordret at blive og lide for sådanne utaknemmelige skarn. Ja, lad os ikke bare se på dem dengang, men lad os tage os selv med i betragtning. Mon vi har gjort det lettere med vore liv, tanker ord og gerninger, for Jesus at blive på korset?

Men han blev der, og dermed er dødens karakter grundlæggende forandret for evigt. For nu er der en, der kan gå sammen med os selv i døden, og dermed er dødens forbandelse brudt.  For denne ene var den uskyldige hos hvem døden intet kunne finde. Ja denne ene er Gud selv. Derfor skal døden ikke længer evigt skille os fra Gud, men i døden er der frelse til evigt liv.

Derfor skimter vi også i langfredagens budskab en stråle af påskemorgens lys. Det fortabte skrig blev fuldt op af et højt råb, der forkyndte livet midt i døden – Gud forlod ikke verden. Menneskets er blevet givet en ny mulighed for at leve det Gudvillede liv i fællesskabet med vor skaber. Vi er ikke længer fordømte, ikke længer under Guds vrede og straf. Men netop en mulighed. Ligesom kundskabens træ var en mulighed til godt og ondt, en mulighed til at blive i Guds kærligheds fællesskab eller til at forlade dette samfund, sådan er også korsets træ en mulighed. En mulighed vi kan bruge til godt og ondt. Men dermed også en mulighed for atter at vende os bort fra Gud. Der er ingen tvang – Jesus har bundet sig selv på hænder og fødder til korsets planke – det er frivilligt om vi vil elske ham, der gav sig helt for os. Men Gud har bundet sig til dette kors og hvis vi ikke lader os vende til den Guds kærlighed, som blev åbenbaret på Golgata, da er vi stadig på vejen væk fra Gud. Da lever vi stadig i opgøret med Gud, og da vandrer vi stadig mod døden, mod fortabelsen.

Men korset er den mulighedsbetingelse, der gør, at vi nu atter kan elske Gud. For her er frihed. Her er friheden til at træde ind foran Guds nådetrone, for at søge tilgivelse for alle vore synder, som det smukt synliggøres med det flængede forhæng i templet. Her er paradisets frihed.

Så gå dog ind gennem forhænget. Tag imod denne mulighed. Tag imod Guds tilgivelse. Tag imod Jesu offer for dig. Gør det, for da er det, at råbet der lød, ikke blot skal fortabe sig ud i intetheden, men da er det, at råbet også lyder over dig, ja der er det, du selv må råbe med på ordene: DET ER FULDBRAGT.

Jo, langfredag var en bitterdag, men ikke som modsætning til påskemorgens sødme. Nej, påskemorgen finder dog netop sin skønhed i Langfredags gru.