Månedsarkiv: januar 2016

Søndag seksagesima

Det er ikke ligefrem fordi det morer mig, at skulle stå her og udstille bønnernes uvidenhed om det, de har med at gøre, da jeg jo selv er bonde af bondeslægt. For sandt er det, som Jesus siger: bonden ved ikke, hvordan kornet spirer. Men faktisk er det slet ikke nogen nedgørelse af bonden, vi møder i Jesu ord. Nej, tværtimod er de udtryk for den dybeste agtelse og respekt, for det menneske, som bliver ved og ikke giver fortabt, men invester al sin ejendom i forventning om, at jorden vil betale ham for hans møje. Trods uvidende Er der noget bonden dengang og i dag ikke er, så er det dum, men han tager nytte af alt det, han og hans forfædre har lært igennem århundreder. Og skønt hans arbejde er forbundet med store omkostninger og ofte kun små afkast, så bliver han ved, hvor andre havde givet op, og det både to og tre gange.  Sandelig burde det danske folk skamme sig over den måde vi lader bønderne omtale og behandle på; mennesker der slider og slæber sig selv i graven for at vi alle kan få brød på bordet og skind på næsen. Vi bør være dem dybt taknemmelige og give dem de bedst mulige kår at arbejde og virke under, for sandelig, bonden er helten i Jesu prædiken i dag.

For som han driver sine afgrøder frem af jorden, sådan må også Guds rige fremdrives overalt på jorden gennem tro og tålmod – i største uvidenhed. Det ville være så rart, hvis vi kunne sige: gør sådan og sådan, så vil vækkelsens strømme ramme din egn og fylde kirken til randen, men uanset hvor mange beretninger om vækkelse og levendegørelse af kristentroen, man læser, vil man i sidste ende altid nå frem til konklusionen: vi ved ikke hvordan. Vi ved ikke hvordan det kan være, at kristentroen pludselig bryder frem i et menneske og får lov at fylde i hendes liv, som måske før sjældent eller aldrig satte sin ben på kirkens gulv. Vi ved ikke hvordan, og i en tid som vor, hvor den kirkelige vækkelse hovedsagligt er fortid og noget, vi må læse om i historiebøgerne, der kan vi let gribes af fristelsen til at sige: det var nok bare dengang, og så fortsætter vi med at så som bondemanden, ikke med henblik på høsten, men fordi landbrugsstøtten udbetales for det tilsåede areal, og hverken for kvaliteten af arbejdet eller høstens omfang.

Sådan gør den dovne landmand, og dem er der ikke ret mange tilbage af, for det har ingen mere råd til, hvilket dog straks er en anden sag i den skattefinancierede folkekirke, hvor lønnen er sikret til den dag præsten går i sin grav. Det er fantastisk at være tjenestemandsansat. Medmindre jeg virkelig klokker i det kan i komme til at hænge på mig de næste 43 år. Vi er stort set umulige at slippe af med og pensionen er sikret via finansloven, uanset hvor godt eller let vi kommer om ved arbejdet. Men det kirkelige arbejde må aldrig blive formålsløst lønarbejde. Det må altid være som den flittige bonde, der sår for at høste. Kirken, om den skal være tro mod sig selv, må være i mission. Den må vokse, og i det øjeblik vi svigter dette iboende gen, da er der én ting, vi kan være sikre på, og det ikke kun at kirken stagnerer – den dør helt ud og tilbage kommer blot til at stå en tom skal omkring et ligegyldigt foretagende, kun en æstetiker kan nyde.

Nej, kirken må vokse, og selvom bonden ikke ved, hvordan kornet spirer og gror, så ved han dog så meget, at indtil han putter kornet i jorden, sker der ingenting og det eneste han kan se frem til at høste er ukrudt. Men idet han lægger sæden i jorden, da begynder underet at ske. Det spirer, vokser og gror, og før året er omme har han laden fuld af korn. Hvem skulle vel have troet det. Jo sådan plejer det at være. Men forestil dig et menneske, måske en fuldblodskøbenhavner, som aldrig har erfaret hvordan der af et frø kan vokse en plante. Umuligt, ville han sige. Og dog er det muligt. Dog er det det, der sker. For frøet har livet i sig. Dette lille frø bærer kimen til en plante, der sammen med næringsstofferne i jorden kan give føde til himlens fugle.

Sådan er det med Guds rige, siger Jesus, sådan kan vi se det, med vore øjne. Noget så småt, at det julenat måtte lægges i en krybbe, er i dag vokset så stort, at vi kan forsamles ikke bare denne flok og krybe i ly og læ i Guds hus, men verden over i tusinder og atter tusinder. Jo, for det der lå i krybben, havde livet i sig til at vokse sig stor, og den bevægelse, som fulgte, den unge kristne kirke blev skænket dette liv i løftet om, at han selv ville gå med hele vejen.

Men først måtte frøet lægges i jorden. Jesus måtte først opgive sit liv, for at det kunne vokse sig stort i menigheden. Og apostlene måtte først lægge frøet i menneskehjerterne, for at evangeliet kunne blive til liv for mange. De måtte først forkynde evangeliet for mennesker, før det kunne få fæste i dem, og da skete underet, ikke blot en gang men tusinder, ja millioner af gange, og endnu den dag i dag sker det samme under. Det lille frø, der blev sået, ordet, der blev talt begyndte at spire i hjertet og ingen ved, hvordan. Undertiden sker det som en forsommerdag, hvor græsset vokser så hurtigt, at man kan se det gro, undertiden så stille og langsomt at man pludselig en dag, måske mange år efter at frøet blev sået kommer forbi og ser den umiskendelige kimplante af troen som bekender sig til Kristus. Frøet var ikke dødt, men livet var i det og lå nu blot og ventede i så mange år på, at hjertemulden måtte blive varmet ved Guds kærlighed til at give vækst til troens liv. Den tidligere svenske biskop Bo Giertz beskrev dette under i sin selvbiografi: ateisten, som blev biskop. Gennem hele sin opvækst og ungdom foragtede han alt, der havde med tro og religion at gøre og mødte hjemmefra ingen modstand mod denne foragt. Men uden at han selv kunne forstå og begribe det blev hans sind til stadighed draget mod det kristne budskab, som han trods alt kendte, om end kun overfladisk til. Og i stedet for at være foragter af troen, endte han med at blive en af de mest betydningsfulde biskopper i Sverige i mange år.

Derfor opgiv ikke håbet, om du nu sidder og tænker: mit hjerte af nok ikke af en sådan natur, at jeg kan tro eller fyldes af troens liv. Selv den mest sandede jord kan dog give dejligste grøde. For det er ikke fra os selv, troens liv, skal komme, men livet er i det ord, vi møder i evangeliet, at Jesus gav sit liv i kærlighed for os, for at skaffe tilgivelse for alt, hvad vi har gjort galt. Men bliv i stedet ved at komme, hvor ordet lyder og du finder varme til dit hjerte: da skal du erfare og opleve hvor sandt det ord, Jesus talte er, at Guds rige er som et sennepsplante, der giver skygge til himlens fugle. At der i evangeliet i sandhed er læ mod stormen, og skjul mod rovdyrene og skygge for solens hede. At vi her kan finde fred i alle farer og allerede på jord må tage bolig i himlens virkelighed.

Men denne skat må vi ikke holde for os selv.  Den må vokse, både i os selv, så at vi fyldes af en stadig rigere del af troens liv og vokser i erkendelsen af Guds nåde imod os, men i sammenhæng hermed også blandt vore medmennesker. For holder vi det for os selv, da kvæler vi væksten og bliver selv fattige. En rose skyder kraftigere des flere blomster, der plukkes, men deles stauden aldrig vil den til sidst dø helt ud.

Derfor må vi også alle være med til at bygge Guds rige ved at så ordet, rundt hvor vi færdes i livet. Vi må bære bud fra det høje, så at Guds rige altid må vokse. Men, indvender du måske: jeg kan ikke holde en stor og fin prædiken, jeg kan ikke svare på alle spørgsmålene og kommer også selv ofte i tvivl. Hvordan skulle dog jeg kunne sprede Guds rige. Jo for hør, sennepskornet er det mindste af alle frø. Det er ikke vores ord og store og fine prædikener, der gør værket. Det er ordets egen kraft. Om så alt du har at bringe er det simpleste af alle vidnesbyrd: der er bare noget henne i kirken, uden at du nødvendigvis kan sætte ord på det, så er dog også dette et lille frø, som ved Guds hjælp kan vokse sig stort, og måske en dag selv smide frø, til få eller til mange.

For vi ved ikke hvordan, og netop derfor får vi lov som Paulus at lægge alt i Guds hånd: jeg såede, Apollon vandede, men Gud gav væksten. Ja netop derfor tør vi have frimodighed til at så og sprede budskabet om Guds rige, også i dage, hvor de fleste vender os ryggen og ingen vil vide af den sande Guds kærlighed. For Guds er værket, han vil også gøre det i sin nåde, at intet sået ord skal vende tomt tilbage, men at hvert et frø må bære frugt til evigt liv.

1. s. e. Helligtrekonger

I løbet af min teologiske uddannelse havde vi omkring fem minutter om småbørnspædagogik, og på den baggrund skulle jeg mene at være velrustet til at give mig i kamp med dagens evangelium om de små børn. Jeg ved da i hvert fald, hvordan man får de små poder til at græde, hvilket jeg naturligvis nok skal holde mig fra at demonstrere.

På trods af denne storslåede uddannelse, vil jeg dog sætte mit fokus på de kære disciple: men disciplene truede ad dem. Nu er det efterhånden sjældent, man ser nogen stå uden for kirken for at skræmme folk væk, i sær da i den altfavnende folkekirke, hvor alle er både ih og åh så velkomne, og man må spekulere på, om disciplenes uheldige optræden blot er kommet med i beretningen som et komisk indslag, der skal holde læseren fangen.

Desværre ikke. Med deres løftede knytnæver igangsatte de en arv, som alt siden har ridt kirken som en mare, og som vi stadig ikke har formået at rive os løs fra. For prøv at se omkring jer: det er ikke ligefrem børn og unge, det bugner af i kirken om søndagen, og var det ikke for det skallede kryds kunne vi formentlig godt se langt efter konfirmanderne på kirkebænkene. Ikke for at fornærme nogen, men der er simpelthen huller i kirkegenerationerne, og det er det samme landet over.

Så er spørgsmålet – er det vores fejl, eller er det deres fejl. Er det ungerne, der skal have varmet ørerne eller er det kirken, der på en eller anden måde hindrer dem i at komme. Spørger vi dem selv, hvorfor de ikke kommer, så er svaret ret entydigt: det er kedeligt. Altså er det dem, der skal have varmet ørerne. Tænk sig at kalde det kedeligt, som er ugens højdepunkt for kirken. Men de insisterer. Det er kedeligt. Næste skridt er som bekendt at skifte orgelet ud med en bongotromme og salmebogen med populærviser for derefter at sende præsten på stand-up-kursus og således lære ham nogle bedre takter, og derpå vente på dommen: stadig kedelig

Det siger dem stadig ikke noget. De er ærlige nok til at sige det. Og måske de har ret – det er kedeligt. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har talt bogstaverne over prædikestolen i Ølgod og konstateret at e var det hyppigst forekommende bogstav, og Christian Bartoldy, den tidligere formand for Indre Mission beretter om, hvordan han som barn legede lokomotiv med salmebøgerne, og det endda på trods af, at vi havde det tilfælles, at det var vores egen far, der stod på prædikestolen. Men skal det ikke være kedeligt? I apostlenes gerninger kan vi læse om, hvordan Paulus prædikede så længe, at folk faldt i søvn og drattede ud ad vinduerne, og bagefter gik han op og fortsatte. Så er vejen ligesom lagt./barren sat

Men der er en forskel på Pauli prædiken og nutidens prædiken. For nok var Pauli prædiken lang, men den var ikke kedelig, den var vedkommende, og netop dette er kirkens udfordring i dag. At turde være vedkommende. Som børn af rationalismen har vi lært den lektie at adskille tro og fornuft, som børn af reformationen har vi lært at reducere kristendommen til en lære om synd og nåde, og som børn af minimalstaten har vi lært at holde troen som en privat sag, som noget, der ikke vedkommer andre, og dermed heller ikke os selv.

Gennem århundreder har vi reduceret kristendommen til bare at være en lillebitte del af tilværelsen, en lomme i bevidstheden, en æstetisk nydelse søndag formiddag, hvor et malplaceret amen fra organisten er en ulykke og en uheldig vending fra præsten en katastrofe.

Og i rummelighedens navn fortsætter vi nu ad denne sti. Som et opgør mod pietismens falske skel og dømmesyge, deres truende handlemåde, har man i dag fjernet alt, der bare kunne lugte af rigtigt og forkert og skiftet det ud med en nærmest uappetitlig selvbekræftelse i de rigtige meninger og samtidig reduceret alt det åndelige fordi vi tror, at mennesker bliver skræmt væk af alt for meget bøn og Jesus, som en svensk kirketeoretiker har formuleret det. Men resultatet er forbløffende nok ikke, at de små børn kommer i flok og rad, men resultatet er, at det bliver endnu mere kedeligt, endnu mere uvedkommende, det samme som vi kan finde alle mulige andre steder. Gud er kærlighed. Ja, og hvad så.

Hvilken relevans har det for et moderne ungt menneske at høre en stadig gentagelse af, at Gud er kærlighed. Har det overhovedet noget betydning, før vi skal herfra? Er det ikke kun relevant for gamle og særligt interesserede?

Jesus tager fusen på sine disciple og os_ Guds rige er altid allerede vedkommende – også for ungerne nede på bagerste række, også for barnet der endnu ikke har lært at gå. Guds rige hører sådanne til. Det er som med evnerne. Vi har dem fra fødslen af. De er os allerede givne, allerede før vi finder dem og får interesse for dem. Gud venter ikke, som almindelige ordentlige forældre med at købe stradivariusviolinen indtil barnet viser interesse for spillet, men han giver evnen som dog er langt mere væsentlig end violinen og det helt fra fødslen. Men ligesom evnen ikke er meget værd før den bliver opdaget og gennem forældre og undervisere fremmet, og dog er en ufattelig gave af ubeskrivelig værdi, sådan er det også det helt klare budskab ved dåben, at det er vores fælles opgave som kirke, som forældre og som faddere at oplære barnet i den kristne børnelærdom ved at turde insistere på, at Guds rige er vedkommende for det og ved at vise det i praksis. Her kan vi lære noget af vores forfædre.

I gamle dage foldede fiskerne på vestkysten altid deres hænder og bad om godt vejr, før de stod ud på havet, fordi det havde noget med Gud at gøre. I gamle dage bøjede bønderne altid knæ når de udsåede deres sæd og bad om grøde og vækst, fordi det havde noget med Gud at gøre og prøv at lytte til dette gamle irske digt, som kvinden bad, når hun bøjede sig ned for at malke sin ko: Velsign o Gud min lille ko, og mine hænder som malker o Gud. Menneskelivet har noget med Gud at gøre, hvorfor Jesus også igennem hele sit liv helbredte og gjorde store gerninger for at hjælpe mennesker i deres liv. Og de kom til ham i hobetal. Han var vedkommende. Han var relevant

Men aldrig medførte de store masser, at han blev bange for at miste sin popularitet. Selv når alle forlod ham holdt han fast ved sandheden og læren om Guds rige. For det er ikke ved at stå fast på sandheden, vi hindrer mennesker i at gå ind. Tværtimod er det når vi lader sandheden vakle, at vi skræmmer børnene bort. For når sandhed ikke er sandhed længer, men blot en af flere mulige tolkninger, hvad skal man så stole på, hvor skal man så finde hvile. Se, så græder barnet, for da er trygheden borte og intet andet kan erstatte den. Da har de åbne grænser lukket sig, og kirken er blevet kedelig.

Men sætter vi sandheden som højeste norm for kirken og dens lære, da bliver det pludselig tilladt at stille spørgsmål og selvstændigt at tænke i troen, da kan der drages konsekvenser i livet og samfundet, og selvom det uden tvivl vil vække modstand og vise forskellige opfattelser, så vil det dog altid føre til, at kirken pludselig bliver en faktor for livet, også for dem, som ikke kommer her om søndagen.

Dem må I ikke hindre. Vi må turde være vedkommende, vi må turde lade kirken være vedkommende, ved at stå fast på den åbenbarede sandhed, uanset hvor meget eller hvor lidt det stemmer overens med den offentlige holdning. Et menneske med en holdning er dog altid mere interessant end den holdningsløse. Og så er dog kirkens sandhed så langt rigere end alle andre holdninger, grundfæstet som den er i Guds åbenbaring og evige råd, i den visdom som styrer himlen og jorden, og som har skabt universet med molekylerne, og atomerne og protonerne og kvarkerne og de partikler og bevægelser, som de nu består af. Alt sammen som en fødselsgave der skal rette vort sind og opmærksomhed mod den Gud, som har relevans for os, fordi han er kærlighed og ikke er ligeglad med os.

For kærlighed er ikke ligegyldighed. Kærligheden er lidenskabelig, er passioneret. Den vil noget. Som forældre vil have noget godt ud af deres børn, fordi de elsker dem, sådan med Guds kærlighed Den vil noget, den vil det, vi er blevet skabt til. Den vil gøre os til sande mennesker og give livet dets egentlige retning. Om den så skal stoppe os, når vi er på vildspor eller fortælle os, hvad der er det rette at gøre, hvad der er rigtigt og forkert, så gør den det, fordi den er kærlighed og vil være med os hele vejen fra vugge til grav, ja helt ind i Guds rige.

Og netop sådan viser den os, at det ikke var for at kede sig, at vore forældre og bedsteforældre bad aftenbøn og bordbøn og gik i kirke om søndagen. Det giver ret og slet mening.