Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus, at alverden skulle holdes i mandtal. Den er svær at komme efter, denne fantastiske fortælling om Jesu fødsel. Både sprogligt og indholdsmæssigt er Lukasevangeliets juleevangelium ikke til at sætte fingre på. Det er juleevangeliet par excellence. Men, det er min påstand, som teologisk skrift når Lukas ikke johannesevangeliet til sokkeholderne. For det er i disse sære ord om Ordet, der blev kød, at det egentlig væsentlige i juleevangeliet ligger gemt, herfra stalden får glød og stjernerne glans. For hør hvordan det lyder i årets nye julesang: Hvad er det, der gør jul til noget særligt, gør stuen lys og hjertet varmt og kærligt. Er det med jul og krybben julenat mon ingenting, når stjernen lyser mat? Nej, julens stjerne lyser når jeg ser, det barn i krybben er så meget mer.

Jo, det er når vi ser, det barn i krybben er så meget mer, at der bliver noget ved at gå ind i stalden og finde barnet på krybbestrå. Men netop det, ser vi ikke hos Lukas; her har vi kun stjernerne, hyrderne og fårene, mens vi hos Johannes ser hans herlighed. En herlighed som den Enbårne har den fra faderen, fuld af nåde og sandhed.

Men vi så netop ikke hans herlighed. Vi så kun et barn blive født under de usleste kår, et menneske, der voksede op, forfulgt, forhånet, fordømt. Det var hvad vore øjne så. Smerte, lidelse og død. Hvordan kan Johannes da sige, at vi så hans herlighed.

I begyndelsen var ordet. Det er ikke klæder, der skaber mennesker, ejheller skal man skue hunden på håret, men hvad et menneske siger, det afslører hvem vi har med at gøre. Det afslører, hvad der bor i det indre, som ordsproget lyder, hvad hjertet er fuldt af, det strømmer munden over med. Det er ordene, som viser os, at her har vi et menneske, der er værd at have med at gøre, som HC. Andersen, der intet andet havde end sine ord. Men ordene afslørede geniet, og ordene afslørede Kristi Herlighed. Ordet der skete på skabelsens morgen, ordet der blev talt fra himlen julenat, og Ordet, Jesu eget ord i evangeliet.

Ordet var det, og Ordet er det. Det er forskellen. Alt hvad Lukas beretter, det skete, men hvad Johannes skriver: det sker, det er. For juleevangeliet handler ikke om, at vi med krybbespil og juleklokker skal fremmane en stemning af en anden verden, som med lidt held kan holde til helligtrekonger. Men det handler om at den himmelske virkelighed er blevet kød og har taget bolig iblandt os. Alt hvad julepynt og juleglimmer har at gøre er at minde os om, at himlens herlighed er midt iblandt os. Det som mistedes ved Adams fald, dette er nu vundet igen. Gud iblandt os bor.

For hør, Ordet blev kød; det var der før det blev født, det var der ved skabelsen, det er fra evighed, fra begyndelsen hos Gud. Johannes bruger alle midler for at beskrive og forklare, at det ikke bare var et menneske, som du og jeg, der blev født, eller som en af alle profeterne og apostlene, men at dette menneske er Gud. Og hør. Det er herpå hele evangeliet hænger; at Jesus i sandhed er Gud. Ellers var han blot en fortsættelse af det der var før, ellers var hans ord bare tomme, og da var der ikke en glæde for hele folket i krybben i stalden i Bethlehem.

Men han er Gud, og derfor er hans ord også altid mere end bare ord, Altid er de fyldt af kraft og styrke, altid er de guddommelige, ord, som skaber, hvad de nævner. For Gud gør sig til et med sit ord. Har vi altså blot dette ord, da har vi alt.

Netop derfor har Johannes Døberen forvildet sig ind i dagens juleevangelium. Efter de sidste fire søndage, kunne man ellers ønske, han kunne holde sig i skindet bare én dag i stedet for at komme og ødelægge den gode og hyggelige stemning. Men han er her slet ikke som den sædvanlige party spoiler. Han er her som den der bringer festen, lyset og livet til os i dag.

Det fine ved ord er at de ikke behøver gå med os i graven, at vore ord kan lyde, selv der hvor vi ikke er. Det er ikke svært for os at forstå i dag med alle de tekniske vidundere vi omgiver os med som en selvfølge, radio, tv, internet og mobiltelefoner. Jeg behøver ikke være i Vestjylland for at tale med mine forældre, når bare jeg har et middel til at transportere ordene. Dette middel var Johannes, den første evangelist, til at bære Jesu ord frem blandt mennesker helt frem til i dag og nu også os. Også vi her i Sct. Marie Kirke skal have del i juleevangeliet og ikke blot mindes, hvad der skete. Men mens vi sidder her, lyder det ord, som blev født på jord. Mens vi sidder her og lytter, fødes det barn, der blev født i en krybbe. Ikke i en stald, men i vore hjerter. Om vi dog blot lader Ordet komme til orde.

For hvor underligt det end lyder, at han kom til sine egne og hans egne ikke tog imod ham, så må vi dog stadig sande så svært så sørgeligt, at dette endnu er sandheden. De tog ikke imod ham, og de tager stadig ikke imod ham. dem, som var hans egne, dem han selv havde skabt, dem for hvem han blev menneske og langfredag hengav sit liv, de ville og vil fremdeles ikke tage imod ham.

Men hvordan stå imod en sådan gave, hvorfor ikke tage imod det, der gives så frit? Gud ved det, han som kender menneskehjerterne. Men for os er denne sag lukket  Og vi skal ikke bruge vore liv på at friste Gud for at kende hans evige plan, alene han ved, hvorfor nogle tager imod og andre ikke gør. Men det vi er blevet åbenbaret og som er vores skat og glæde er disse ord: alle dem, som tog imod ham gav han ret til at blive Guds børn.

Alt det, som hele det gamle testamente handler om og peger frem imod, men uden at give svaret på, hvordan vi bliver Guds børn. Her er svaret: dem som tog imod ham. d.e. dem som tog imod hans ord. Dem, som dengang og i dag lytter til hans ord og tager dem til os som troværdige og sande uagtet at vi ikke kan forstå dem, disse er Guds børn. Virkelig, ja, Guds børn, med en guddommelig ret er vi Guds børn.

Hvilket vil sige, at Gud er vor far. Bare ved at vi tager imod ham, bare ved at vi hører hans ord.

Hvilket livgivende og kraftfuldt ord. At blive Guds barn blot ved at høre det. Hvilket velsignet ord. Som åbner himlens dør blot vi lægger øre til det.

For som børn af Gud må vi nyder Guds faderskab, hans omsorg og ubetingede kærlighed, som det lyder i salme 103: som en far er barmhjertig mod sine børn er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. En far forbliver netop at være far uanset hvor slemt barnet har været. Det er ikke sådan, at der er en vis grænse, hvorindtil barnet kan forlyste sig, men når den overskrides, da ophører faderskabet, nej, faderskabet bestå og står ved kraft så længe barnet vil vide af det.

Men betyder det så, at vi bare skal slå os løs og leve på værste vis? Det er der vist ikke ret mange forældre, der synes at det var en god idé. Men jo bedre og des mere trofaste forældre man har des bedre forventes man at opføre sig. hvor meget mere da ikke, når vi har himlens Gud til far, han som aldrig svigter, aldrig glemmer, aldrig skifter sind og art, men hver dag giver os alt, hvad vi trænger til og trofast tager sig af os. Hvor meget mere må da ikke vi, som har ham til far, føre vore liv, så det svarer til denne høje stilling og stand. Som Johannes skriver: Når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.

Ligesom som juleevangeliet bliver virkelighed i os, når vi lytter til ordet, sådan må vi også lade evangeliet blive til virkelighed i vore liv. Vi må leve det ud, som vi er blevet givet, som når vi giver hinanden gaver juleaften, vi må leve det ud hele året. Den hengivenhed, vi møder julenat, må vi også lade vor næste møde i os, om der så står juli i kalenderen, for det skulle være en glæde for hele folket. Holder vi den tilbage og beholder den for os selv har vi altså endnu ikke helt forstået dybden i den gave, som er blevet vor.

For vores er den, en gave uden lige. Vores er den, ordet siger det selv. Vores er den, og vi tilhører ham, og intet kan tage ham fra os. Han har givet sig helt for os, og vort liv er helt i hans. Vores er den, og aldrig vil vi miste den, men altid skal den vokse, når blot vi hører hans ord.

Er der så mere at sige.

Ja visselig: glædelig jul.

Du får ingen julegave i år, hvis ikke du opfører dig pænt. Det er en trussel, de fleste børn kender til og som regel også altid ligger mere eller mindre skjult i bevidstheden, eller gjorde det i hvert fald, da jeg selv var barn, også selvom den hos de fleste er blandet med en lige stor del mistillid til forældrenes ord, når det er dem, der fremsiger truslen. I sær hvis børnene har set, at gaverne er købt. Jo, jeg gør så.

Alligevel har det næsten altid en positiv effekt på børns opførsel at tale om gaverne juleaften, hvor lidt gaver og fortjeneste end har med hinanden at gøre. For hvad nu hvis mor og far virkelig gjorde alvor af deres trussel og fik returneret varerne. Så ville det jo ikke blive jul, så var hele året spildt, og hvad mere havde man så at glæde sig over.

Nej, uden julegaver var der ingen glæde, hvor stor rigdom vi så end besidder. Intet kan erstatte bedstemors strikkede sokker, og det uanset om lønningschecken ellers så rigeligt kunne udholde den ganske kollektion fra H&M, og det ikke kun fordi bedstemors hjemmestrikkede sokker holder længer end selv de dyreste købesokker. Nej. Det er duften, det er duften der er forskellen. Ikke lugten af får eller bomuld eller hvad der nu anvendes, og slet ikke sure tæer, men duften af bedstemors stuer. Duften af juletræer og julepynt, duften af hygge, omsorg og kærlighed. Duften af, at der er en, som har tænkt på dig, og det ikke bare i et forhastet juleindkøb to minutter før lukketid, men dagligt og ofte. Her møder vi virkelig gavens grundidé, en idé der oftest ses tydeligst, når gaven er mindst og på ingen måde kan misforståes som betaling eller skyldighed.

Bedstefar åbner nænsomt gaven fra lille Lise og får lys i øjnene i det han ser det krøllede papirstykke med en undseelig tegning af den hest hun ønsker sig med et lyserødt bånd om halsen og et næppe læsbart navnestrejf på tværs. Han ønskede sig ikke noget, og dog ramte hun plet med netop denne gave. For intet større har vi at give hinanden, end vores egen hengivenhed.

Og uden denne hengivenhed ville der hverken være glæde eller jul at fejre. Der ville stadig være store og fede mercedesbiler, legetøj af første rang og julekager i uendelighed, men uden hengivenhed: Intet. Intet og aldeles intet. Kun tomme gaver og indpakningspapir, men intet at fejre og glæde sig over.

Men julen er netop hengivenhedens tid, her hvor vi ikke giver for at få, men fordi vi holder af. Og derfor vil der altid være noget i pakken, også selvom den er købt i sidste sekund, og hverken matcher ønskesedlens specifikationer eller giverens egne forventning. Der vil være lidt af giveren selv. For idet vi giver en gave til den, vi holder af, hvad er det så andet end udtryk for vort inderste ønske om at give os selv?

Dog er det ikke egentlig denne hengivenhed, der er centrum for julefesten, for selv da ville julen snart blive tom. For uanset hvor meget af os selv vi giver, så forbliver vi dog vor egen. Vi kan ikke give os selv. Men Julen fejrer, at der var én, der gav sig selv, og det uden at trække sig selv tilbage efter et par timer. Men han gav sig selv helt og holdent. Så meget, at de færreste tænkte, at han var værd at tage imod, så meget at han blev udstødt og ringeagtet. Havde han nu nøjes med at give sig selv halvt og beholdt resten til sin egen ære og selvopretholdelse, så havde alle straks fundet ham som en sand helgen, og overøst ham med alle tænkelige lovord. Men nu gav han sig selv helt, så at ingen kunne synes derom, men han måtte fødes i en stald og i en krybbe.

Og dog måtte han fødes i allerstørste svaghed, for at ingen skulle misforstå, at alt hvad han havde at bringe til verden var ren og skær kærlighed og hengivenhed, denne som alene kan gives for intet og uden nogen form for fortjeneste. Han blev født blandt fattige, fordi han aldrig kan fortjenes eller betales. Men samtidig viser hans svaghed os, at det han søgte hos menneskene, nemlig det samme ikke skulle gives ham fra nogen anden kilde end hjertets lyst. Ingen skal tvinges til at elske. Men Guds kærlighed skulle mødes med menneskers frie kærlighed, så vi, ligesom han gav sig selv for os, skulle give os helt hen til ham og vor næste i kærlighed og hengivenhed.

Men hvorfor nu bruge juleaften på sådanne høje tanker. Kan vi ikke bare gå direkte til julemiddagen og nyde anden med den fede sovs. Skulle den vel kunne smage bedre efter en lang prædiken. Næppe nok, medmindre den da lige har brug for en halv time ekstra i ovnen.

Men uden denne Guds hengivenhed er hele julen tom, én stor pakke af selvforherligelse og navlepilleri uden egentlig indhold, men kun med en masse tomme kalorier, vi kan bruge det hele næste år på at få brændt af.

Nej, det er her, inde i stalden, at julens rette indhold er at finde. Det er herfra den rette juleglæde udgår, som sætter lys i øjnene og varmer vort bryst og giver vore egne gaver den rette værdi.  Det er herindefra, der udgår et liv, som kan styrke og trøste os, hvorend i livet, vi måtte være. Ja, her er virkelig en gave, som vi ikke bare må tage med os hjem, men som vi må tage med os overalt i livet, og som kan bringe varme til et koldt og fred til et uroligt og glæde til et bedrøvet hjerte.

For det liv, der dengang fødtes i Bethlehem, var et liv, som blev født for vor skyld, helt og holdent for vor skyld. Han levede det liv, som vi skulle have levet, og langfredag, døde han den død, vi skulle have lidt. Men alt, hvad han gjorde, gjorde han helt for os og derfor var der intet hos ham selv, hvorved døden kunne holde ham fangen, men måtte slippe sit greb på trediedagen for at han skulle leve for og hos sine venner.

Så ligger han da stadig i krybben som gaven til verden og som den, der er der for os. Hvorend vi er i livet, så har vi her én, som husker og tænker på os, ja endnu mere, er hos os. Men stop lidt. Er Jesus Guds kærlighed, og er Jesus hos os, så er jo Gud iblandt os? Ja netop Immanuel. Navnet Jesus skulle bære, som betyder Gud er med os. For det var Gud, der gav sig selv helt i barnet i krybben, fordi han ønskede at have fællesskab med os sine kære skabninger, at være i blandt os, være vor ven, være vor bror.

Og det ikke bare for et kort øjeblik, men det for evigt. Så kan Bilkas garanti godt pakke sig – en gave for evigheden, en gave, der skal vokse og blive stor, langt større end vi nogensinde kan fatte. Selv ikke bedstemors strikkede sokker kan følge med her. Også disse bliver dog slidte eller for små. Men Guds gave er altid passende for os og tilbydes os så frit. Selv når vi har været uartige lyder indbydelsen til at gå med ind til Guds julegilde og fejre jul helt og holdent på hans regning.

Så lad os da bruge denne juleaften på at bøje nakken og gå ind i den lave hytte, hvor krybben står og tage imod Guds gave, så det må blive rigtig jul, og så vi om nogle timer kan gå i seng, ikke bare med ondt i maven efter de marvfede retter, men også med en god fornemmelse af, at jul også kan fejres uden sne og juletræ og julegaver, når blot får lov at leve vore liv i og med Guds hengivenhed.

 

Teologi er ikke holdninger og meninger

Der findes få faggrupper, der kan få mig op i det røde felt som præster og teologer. Pædagogen er tro mod sit fag midt i al sin rundpædagogiske dumhed og journalisten ligeså. Men præsten! Det er rigtig nok en anden sag. Her finder man i sandhed en studie i at save den gren over, man selv sidder på. Hvis de da så virkelig ville lade den falde, men nu hænger de sig i den og klamrer sig dertil, som var den helt deres egen.

Meget sigende er teologi nu blevet lagt ind under det humanistiske fakultet på Aarhus Universitet på trods af århundreders tradition, på trods af at humaniora netop bærer sit navn som modsætning til teologien. Men teologen har glemt sit fags egenart. Hun har glemt, hvad der adskiller den teologiske videnskabelige disciplin fra alle andre videnskaber og begår derefter al videnskabs største dumhed og sin egens værste dårskab ved at grave sig dybt ind i egen navle for derigennem at finde sin sandhed. Den skal hun i sandhed finde. Men videnskab strømmer aldrig ud fra os selv – allerhøjest kan vi være dens tjenere – og hvad der i så henseende udgraves fra os selv kan kun være snot og bæ, for i os bor intet godt.

Hvad har så bedraget teologen og præsten til at søge den allerhøjeste sandhed hos sig selv.

For at forstå det, må vi først gøre rede for, hvad teologien er ment at være, hvad teologiens grundidé er. Det er ikke noget, man behøver være professor for at regne ud – kun skal man kunne slå op i en ordbog. Teologi er læren om Gud. Og lad os bare droppe alle afguderne og alene koncentrere os om den Gud, som præsterne i den danske folkekirke er forpligtede på, den ene sande Gud, himlens og jordens skaber. Hvem er Han, og hvad siger Han. Det er spørgsmålene, som teologen skal beskæftige sig med.

Men i modsætning til alle andre videnskaber er teologien hverken normativ eller deskriptiv, hverken bestemmende eller beskrivende. Vi kan ikke grave Gud op, hverken af jorden eller hjertet, og heller ikke kan teologen bestemme, hvordan vi skal tænke om Gud. Nej, læren om Gud er apolayptisk, er en åbenbaringssag. For intet kan vi vide om Gud, som han ikke har åbenbaret for os. Hvor skulle vi ellers vide det fra med en sådan sikkerhed, at vi kan bestemme, at dette er Gud? Alene det Gud selv har sat sit stempel på som sin åbenbaring er da en sikker kilde til Gud, men hvilke er disse? Som luthersk kristen er svaret enkelt: sola scriptura, bibelen alene. Hvordan bibelen kan være en sådan kilde er et helt andet spørgsmål, men her er det nok at fastsslå, at dette er den lutherske lære og bibelens vidnesbyrd om sig selv: hvem kender Guds dybder, hvis ikke Guds ånd?

Men eftersom bibelen allerede er skrevet og ikke har normativ status i samfundet, vil der nødvendigvis komme erfaringer, som modsiger eller ikke stemmer overens med bibelen. Der findes mange par, som har levet sammen i adskillige år uden at være gift, og det går åbenbart godt – bibelen må altså tage fejl, når den nægter et sådant forhold. Her er det teologiens særegne karakter kommer helt tydeligt frem, og hvor de allerfleste farer vild. For mens alle andre videnskaber arbejder a posteriori, der arbejder teologien altid a priori, dvs. efter erfaring og uden erfaring. Teologien bygger ikke på erfaringen. Kun matematikken har samme gang: det er ikke erfaring, der siger at to og to er fire – det er en definition, men netop derfor adskiller matematikken sig alligevel fra teologien, for den er normativ, hvad teologien ikke er.

Straks teologien altså adskiller sig fra erfaringen, møder fristelsen os til at være enten normativ eller deskriptiv eller begge dele, som Eva, da slangen bedrog hende: mon Gud virkelig har sagt. For i det øjeblik bibelen ikke modsvarer vores erfaring og opfattelse af tingene, stiller bibelen os til doms. Nødvendigvis, da det skrevne ord umuligt forandres, da det talte Guds ord altid vil være, som det er sagt. Da er der bare to muligheder: det ene at bøje sig for ordet, det andet at gøre sig selv til gud over Gud.

Det første benævnes undertiden fundamentalisme, hvilket der naturligvis ikke er ret mange, som ønsker at få skudt i skoen. Kun kan vi trøste os med, at kirkens store mænd alle har været fundamentalister i den betydning af ordet: Jesus, Paulus, Augustin, Luther, Brorson og Rosenius osv. og kun når disse troens kæmper vristes fri af denne deres sande styrke kan de bruges af nutidens tænkere.

At være Gud er derimod en helt anderledes attraktiv rolle. Men netop dette er grundsynden. Gud skabte mennesket som menneske, men mennesket ville være Gud og herfra strømmer al elendighed, al synd, al hovmod, al begær. Om nogen skulle kunne genkende denne synd, da burde det være præsterne, men ingen synes at være kommet længere i dette felt end netop præsterne. For om end religionssociologen med sin fornægtelse af Gud ikke er meget værd, så er han dog konsistent deri, men præsten burde vide. Og dog er det fra præster og især præstinder, at vi skal høre, hvordan Gud i virkeligheden er, som om han ikke havde åbenbaret sig selv i sit ord, som om de er guder at bestemme, hvem Gud er, og hvis holdninger, tanker og meninger er lige så vægtige som de i Bibelen åbenbarede sandheder.

At alt sådant er vranglærer og ender i fortabelse er ikke en hemmelighed, bibelen lægger skjul på (meget bevendt har disse omtalte da også afskaffet fortabelsen). Her finder vi derimod den kærlige Gud, som åbenbarer sandheden for os, også den sandhed, at livet ikke er ligegyldigt, men at der er to udgange herfra: til evigt liv og til evig dom og forbandelse.