Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus, at alverden skulle holdes i mandtal. Den er svær at komme efter, denne fantastiske fortælling om Jesu fødsel. Både sprogligt og indholdsmæssigt er Lukasevangeliets juleevangelium ikke til at sætte fingre på. Det er juleevangeliet par excellence. Men, det er min påstand, som teologisk skrift når Lukas ikke johannesevangeliet til sokkeholderne. For det er i disse sære ord om Ordet, der blev kød, at det egentlig væsentlige i juleevangeliet ligger gemt, herfra stalden får glød og stjernerne glans. For hør hvordan det lyder i årets nye julesang: Hvad er det, der gør jul til noget særligt, gør stuen lys og hjertet varmt og kærligt. Er det med jul og krybben julenat mon ingenting, når stjernen lyser mat? Nej, julens stjerne lyser når jeg ser, det barn i krybben er så meget mer.
Jo, det er når vi ser, det barn i krybben er så meget mer, at der bliver noget ved at gå ind i stalden og finde barnet på krybbestrå. Men netop det, ser vi ikke hos Lukas; her har vi kun stjernerne, hyrderne og fårene, mens vi hos Johannes ser hans herlighed. En herlighed som den Enbårne har den fra faderen, fuld af nåde og sandhed.
Men vi så netop ikke hans herlighed. Vi så kun et barn blive født under de usleste kår, et menneske, der voksede op, forfulgt, forhånet, fordømt. Det var hvad vore øjne så. Smerte, lidelse og død. Hvordan kan Johannes da sige, at vi så hans herlighed.
I begyndelsen var ordet. Det er ikke klæder, der skaber mennesker, ejheller skal man skue hunden på håret, men hvad et menneske siger, det afslører hvem vi har med at gøre. Det afslører, hvad der bor i det indre, som ordsproget lyder, hvad hjertet er fuldt af, det strømmer munden over med. Det er ordene, som viser os, at her har vi et menneske, der er værd at have med at gøre, som HC. Andersen, der intet andet havde end sine ord. Men ordene afslørede geniet, og ordene afslørede Kristi Herlighed. Ordet der skete på skabelsens morgen, ordet der blev talt fra himlen julenat, og Ordet, Jesu eget ord i evangeliet.
Ordet var det, og Ordet er det. Det er forskellen. Alt hvad Lukas beretter, det skete, men hvad Johannes skriver: det sker, det er. For juleevangeliet handler ikke om, at vi med krybbespil og juleklokker skal fremmane en stemning af en anden verden, som med lidt held kan holde til helligtrekonger. Men det handler om at den himmelske virkelighed er blevet kød og har taget bolig iblandt os. Alt hvad julepynt og juleglimmer har at gøre er at minde os om, at himlens herlighed er midt iblandt os. Det som mistedes ved Adams fald, dette er nu vundet igen. Gud iblandt os bor.
For hør, Ordet blev kød; det var der før det blev født, det var der ved skabelsen, det er fra evighed, fra begyndelsen hos Gud. Johannes bruger alle midler for at beskrive og forklare, at det ikke bare var et menneske, som du og jeg, der blev født, eller som en af alle profeterne og apostlene, men at dette menneske er Gud. Og hør. Det er herpå hele evangeliet hænger; at Jesus i sandhed er Gud. Ellers var han blot en fortsættelse af det der var før, ellers var hans ord bare tomme, og da var der ikke en glæde for hele folket i krybben i stalden i Bethlehem.
Men han er Gud, og derfor er hans ord også altid mere end bare ord, Altid er de fyldt af kraft og styrke, altid er de guddommelige, ord, som skaber, hvad de nævner. For Gud gør sig til et med sit ord. Har vi altså blot dette ord, da har vi alt.
Netop derfor har Johannes Døberen forvildet sig ind i dagens juleevangelium. Efter de sidste fire søndage, kunne man ellers ønske, han kunne holde sig i skindet bare én dag i stedet for at komme og ødelægge den gode og hyggelige stemning. Men han er her slet ikke som den sædvanlige party spoiler. Han er her som den der bringer festen, lyset og livet til os i dag.
Det fine ved ord er at de ikke behøver gå med os i graven, at vore ord kan lyde, selv der hvor vi ikke er. Det er ikke svært for os at forstå i dag med alle de tekniske vidundere vi omgiver os med som en selvfølge, radio, tv, internet og mobiltelefoner. Jeg behøver ikke være i Vestjylland for at tale med mine forældre, når bare jeg har et middel til at transportere ordene. Dette middel var Johannes, den første evangelist, til at bære Jesu ord frem blandt mennesker helt frem til i dag og nu også os. Også vi her i Sct. Marie Kirke skal have del i juleevangeliet og ikke blot mindes, hvad der skete. Men mens vi sidder her, lyder det ord, som blev født på jord. Mens vi sidder her og lytter, fødes det barn, der blev født i en krybbe. Ikke i en stald, men i vore hjerter. Om vi dog blot lader Ordet komme til orde.
For hvor underligt det end lyder, at han kom til sine egne og hans egne ikke tog imod ham, så må vi dog stadig sande så svært så sørgeligt, at dette endnu er sandheden. De tog ikke imod ham, og de tager stadig ikke imod ham. dem, som var hans egne, dem han selv havde skabt, dem for hvem han blev menneske og langfredag hengav sit liv, de ville og vil fremdeles ikke tage imod ham.
Men hvordan stå imod en sådan gave, hvorfor ikke tage imod det, der gives så frit? Gud ved det, han som kender menneskehjerterne. Men for os er denne sag lukket Og vi skal ikke bruge vore liv på at friste Gud for at kende hans evige plan, alene han ved, hvorfor nogle tager imod og andre ikke gør. Men det vi er blevet åbenbaret og som er vores skat og glæde er disse ord: alle dem, som tog imod ham gav han ret til at blive Guds børn.
Alt det, som hele det gamle testamente handler om og peger frem imod, men uden at give svaret på, hvordan vi bliver Guds børn. Her er svaret: dem som tog imod ham. d.e. dem som tog imod hans ord. Dem, som dengang og i dag lytter til hans ord og tager dem til os som troværdige og sande uagtet at vi ikke kan forstå dem, disse er Guds børn. Virkelig, ja, Guds børn, med en guddommelig ret er vi Guds børn.
Hvilket vil sige, at Gud er vor far. Bare ved at vi tager imod ham, bare ved at vi hører hans ord.
Hvilket livgivende og kraftfuldt ord. At blive Guds barn blot ved at høre det. Hvilket velsignet ord. Som åbner himlens dør blot vi lægger øre til det.
For som børn af Gud må vi nyder Guds faderskab, hans omsorg og ubetingede kærlighed, som det lyder i salme 103: som en far er barmhjertig mod sine børn er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. En far forbliver netop at være far uanset hvor slemt barnet har været. Det er ikke sådan, at der er en vis grænse, hvorindtil barnet kan forlyste sig, men når den overskrides, da ophører faderskabet, nej, faderskabet bestå og står ved kraft så længe barnet vil vide af det.
Men betyder det så, at vi bare skal slå os løs og leve på værste vis? Det er der vist ikke ret mange forældre, der synes at det var en god idé. Men jo bedre og des mere trofaste forældre man har des bedre forventes man at opføre sig. hvor meget mere da ikke, når vi har himlens Gud til far, han som aldrig svigter, aldrig glemmer, aldrig skifter sind og art, men hver dag giver os alt, hvad vi trænger til og trofast tager sig af os. Hvor meget mere må da ikke vi, som har ham til far, føre vore liv, så det svarer til denne høje stilling og stand. Som Johannes skriver: Når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.
Ligesom som juleevangeliet bliver virkelighed i os, når vi lytter til ordet, sådan må vi også lade evangeliet blive til virkelighed i vore liv. Vi må leve det ud, som vi er blevet givet, som når vi giver hinanden gaver juleaften, vi må leve det ud hele året. Den hengivenhed, vi møder julenat, må vi også lade vor næste møde i os, om der så står juli i kalenderen, for det skulle være en glæde for hele folket. Holder vi den tilbage og beholder den for os selv har vi altså endnu ikke helt forstået dybden i den gave, som er blevet vor.
For vores er den, en gave uden lige. Vores er den, ordet siger det selv. Vores er den, og vi tilhører ham, og intet kan tage ham fra os. Han har givet sig helt for os, og vort liv er helt i hans. Vores er den, og aldrig vil vi miste den, men altid skal den vokse, når blot vi hører hans ord.
Er der så mere at sige.
Ja visselig: glædelig jul.