… og den skal være det. Den almindeligt opstillede skelnen mellem religion og politik er et falsum, som hverken kan begrundes ud fra teologien, dens fædre eller logikken. Det ville da også være mærkeligt, om de kommunistiske politikere ikke troede på deres idé. Nej, troen er politisk, ellers ville den ikke være nogen tro, og dette gælder for såvel den kristne som den ateistiske evolutionstro. Sidste var årsagen til, at nazismen så let kunne argumentere for racernes indbyrdes rangdeling, og eftersom evolutionslæren ikke har kunnet modbevise denne slutning, har dens tilhængere brugt tiden siden til at overkompensere gennem fortielse og fornægtelse af det åbenlyse, således at de forskellige racer og køn nu hverken må nævnes med deres rette navn, ejheller omtales uden at dette straks bliver stemplet som diskrimination.

På samme måde er også den kristne tro politisk, kun med den forskel, at denne tro alt siden Frederik d. 5 har nydt en stadigt stigende ugunst, nu også blandt kirkens egne folk, som så at sige helt forsager den i sin selvunderkastelse af nutidens tanker og konsekvenser. Troen er politisk, når den siger nej til mord, til hor, til snyd, til misbrug og til alt, der står troen imod. For troen er ikke bare noget, man gør om søndagen, nej, troen er en daglig virkelighed, vi ved Kristus får lov at leve i, men vel at mærke ikke en virkelighed, der skyldes os, men som vi er alt skyldige.

Om kirken skal være politisk er dog en helt anden sag, en sag som biskopperne i stigende grad for galt i halsen med deres evindelige udtalelser om det ene og det andet. For hvad er disse og mange andre udtalelser, som påberåber sig kirken over for det folkevalgte styre, andet end et forsøg på at komme tilbage til romerkirkens verdslige magt? Så har man altså glemt det vigtigste i reformationen, men det kan vel efterhånden heller ikke komme bag på nogen.

Vil man tage det kristne budskab alvorligt, må man stå nede ved grænsen og byde de mange flygtninge og migranter velkomne – det er summen af allehånde næstekærligheds prædikanters teologiske slutninger. Men hvorfor er det ikke alle kristne, der følger trop i denne hær? Fordi slutningen er naiv. Vist taler bibelen om næstekærlighed, og vist indskærpes det for det Israelitiske folk (og dermed for alle kristne) at vi skal tage godt imod flygtningen, fordi ”du selv var træl i Ægypten” (5 Mose 24, 18). Men der er en side af bibelens lære om nationalstaten og forholdet til fremmede, som savnes gevaldigt i debatten i dag.

For det første glemmes de klare bestemmelser om, at Israelitterne skulle udrydde alle de fremmede folkeslag, der boede i landet: ”vis dem ingen barmhjertighed, og dyrk ikke deres guder, det er en snare for dig” (5. Mose 7,16 ) for ”hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst osv.” (5 Mose 18,9-14). Den bibelske næstekærlighed er altså ikke bare ubegrænset imødekommenhed og åbenhed, men den sættes altid op imod en religiøs radikalitet, som også Paulus skriver: ”Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren” (2. Kor 6,14-17).

Vi skal som kristent folk tage imod dem, ja, men kun for så vidt, de aflægger sig deres hedenske skikke, lader sig integrere og underordner sig under den kristne tradition, som vi har i landet. Vi skal, som Judas i sit brev lærer os, være barmhjertige imod dem, ”men med frygt, så I endog skyr den kjortel, der er plettet af deres syndige krop (Jud. 23). For i det øjeblik de gør hævd på at ville indføre deres egne ukristelige traditioner, in casu sharia-lovgivningen, da er det vores kristne pligt at lukke grænserne (enten fysisk eller i overført betydning) og holde dem ude. Det er ikke en ophævelse af næstekærligheden, men her er det, den særlige kristne broderkærlighed kommer i spil, som i modsætning til Røde Kors klart skelner mellem troende og vantro, som også Jesus selv lærer: ”Den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: han skal ikke gå glip af sin løn” (Matt 10,42). Der er en forskel, og holder vi ikke denne forskel i hævd, bliver vi ramt af Jakobsbrevets paradoks: ”Er det ikke de rige, der undertrykker jer og slæber jer for domstolene? Er det ikke dem, der spotter det gode navn, som er nævnt over jer” (Jak 2,6f). Er ikke mange af dem, som i øjeblikket kommer til vesten, de samme som verden over forfølger og piner de kristne og spotter det gode navn, som er nævnt over de kristne? Hvor er så solidariteten med de forfulgte kristne, når vi tager deres undertrykkere til os?

Endelig må vi også huske Areopagostalen, hvor Paulus lærer om grænserne, at de er sat af Gud – ”For at de skulle søge Gud” (Apg. 17, 26f), hvilket gør det klart, at enhver nation har ret til at forsvare sine grænser, også imod en ukontrollabel migrantstrømning.

Så lad os da ikke være naive i flygtningedebatten og argumentere ud fra et skævt teologisk grundlag, men huske i situationen virkelighedens og teologiens kompleksitet. Det gavner alle bedst.

Mads Jakob Jakobsen

Sognepræst Sct. Marie Kirke, Sønderborg

Allehelgen og barnedåb. Aarg, så er der vist én, der har puttet noget i præstens kaffe, eller som min bror sagde: det var der ellers ikke meget fest ved. Men det er netop det, det er. Allehelgen er en festdag. Vi er trukket i festtøjet og senere i gudstjenesten skal vi have dronningens messehagel ud af skabet. For i sandhed er der noget af fejre denne dag. Men en underfundig festdag, en dag hvor glæde og fryd skjuler sig i sorg og smerte, hvor rigdom og herlighed gemmer sig i usselhed og fattigdom. Det er dagen, hvor vi mindes, dem vi har mistet, men vi mindes dem netop i det nye livs fortegn, som vi netop har sunget: den store hvide flok vi se, som tusind bjerge fuld af sne. Hvo er de?

Den samme underfundighed er det, vi straks mærker i Jesu saligprisninger, salige er de fattige, salige er de, som sørger og hungrer og tørster. Nej, ulykkelige er de. Medmindre Jesus er ude på at provokere eller agiterer for et fuldt ud pessimistisk livssyn, giver disse ord ingen mening. Men hvorfor skulle Jesus ægge vrede uden grund, og hvorfor skulle han, som taler om at lade glæde bryde frem have et grundlæggende pessimistisk livssyn. Der er noget, der ikke hænger sammen. Og lad håbe, det ikke er præstens prædiken.

Nej, Jesus er hverken pessimist eller provokatør, Men det Jesus aldrig gør sig til fortaler for er en lalleglad livsoptimisme, der hverken er forankret i virkeligheden eller har forbindelse til dette livs barske realiteter. For intet liv findes uden sorg og smerte, ja intet liv kommer til verden uden gråd og skrig. Men alt, selv den skønneste blomst og prægtigste plante vil igennem sin tilværelse blive mødt med efteråret blæst og vinterens kulde og således gennem medgang og modgang tilegne sig den pragt naturen i dette øjeblik smykker sig med, en palet af farver, hvis mage ikke kendes. Dog én farve mangler, en farve i efterårets romantiske skønmaleri mangler: den blå farve, bekymringsløshedens farve. For bekymringsløshed og sorgløshed hører ikke længer jorden til, for alt er ikke såre godt, alt er ikke som det skal være. Det ord, som Gud talte på skabelsens morgen, det samme ord kan vi ikke i dag gøre gældende om den realitet, som er vor eksistens ramme eller vort eget livs løbebane. Og salig det menneske, som lever i denne erkendelse og ikke vandrer om i ulykkelig blindhed og fortielse. Men denne erkendelse må være en sorg. Derfor, salig er de som sørger, for den som sørger udlever netop denne erkendelse. Dog, erkendelsen og sorgen er ikke saligheden. Ja, tværtimod er sorgen vel salighedens ophør. Dog hører vi disse ord, salige er de, som sørger – for de skal trøstes.  De skal trøstes, jo, men hvordan trøste en, som sørger over, at alt ikke er, som det skal være.

Ja, lad os spørge én, som ved hvordan man trøster. En mor. Lad os forestille os at barnet er sulten og dermed helt utrøstelig. Hvad gør hun så, den unge mor. Sætter hun sig hen til vuggen og begynder at forklare barnet, hvordan naturen er indrettet og at sult er en helt naturlig fornemmelse, når maven er løbet tør men i øvrigt henviser til at civiliserede mennesker spiser ved faste tider. Sådan kunne en far måske finde på at begå sig, Det kunne så for øvrigt være argument for helt at holde os mænd uden for den ballade. Men hvad gør moderen? Hun tager straks barnet til sig, og givet det, hvad det trænger til. Hun tager grunden til sorgen bort. Altså lyder der her et løfte om, at det, som var, men som ikke mere er, at det atter skal blive virkelighed, at Guds ord atter skal være sandt. Der lyder et løfte at vi ikke blot må spejle os i himlens bekymringsløshed og sorgløshed, men at denne helt og fuldt skal omslutte os og være vort liv. Der lyder et løfte om en ny himmel og en ny jord. Men den nye jord skal ikke være som den gamle, her hvor det er de store og stolte, der har magten, og som ved deres styrke, enten økonomiske eller sociale underlægger sig ikke blot naturen, men også deres medmennesker og således forringer deres arv. Men den sagtmodige skal arve jorden, for der skal ikke være herskere eller tyranner, eller långivere eller kreditorer eller andre, vi skal bøje og skrabe os i støvet for, men der skal kun være én herre, én magt, én Gud.

Dermed er der sat en grænse for dødens tid. Og dette er netop det levende håb, som Aya er blevet døbt til, som vi hørte før: lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Men ikke kun ved døbefonden lyder disse ord, men også som de sidste før et menneske bliver lagt i graven lyder de. For her er noget, som kan bære os livet igennem, ja endogså ind over livets grænse.

Men salige ER de, som sørger. Allerede nu priser Jesus os salige, men hvordan være salige ved et håb, når nu et håb ligger i fremtiden? Det er til at forstå, at de, som er gået forud, og allerede nu står for lammets trone, at disse er salige. Men Jesus priser os salige, som nu sørger. For der er her tale om et levende håb. Et håb, der lever i os og allerede nu gør os til et med det, der skal komme. Det kan vi ikke forstå, hvis vi tænker på himlen som løn eller fortjeneste for vore egne gerninger og retfærdighed. Så må det nødvendigvis alene være noget vi kan håbe på i fremtiden. Men når vi kan leve i det allerede nu, så skyldes det alene at Gud har forbarmet sig over os og taget det barn til sig, som har forbrudt sig mod faderens bud og nu sørger som følge deraf. Gud har ved Jesu liv og død, taget os til sig som sine børn, så at han er vor far, og det en sådan far, som ved, hvordan barnet skal trøstes, og som både kan og vil gøre det.

Dette er nutidig virkelighed. Kristendom er hverken fortid eller fremtid: den er nutid. Det er nu vi trøstes, mens vi endnu sørger, For når vi tror og modtager sakramenterne, dåben og nadveren, da sker det, som Luther skriver i sin nadverindledning, at Jesus forener os med sig selv og vi bliver et med ham. I troen har vi skæbnefællesskab med Kristus, og derfor priser han os også salig, idet vi forfølges på grund af hans navn. Ikke fordi det er en særlig dyd blandt kristne at blive forfulgt, men fordi denne forfølgelse markerer dette underlige skæbnefællesskab: som de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer. Men hvad er nok så væsentlig er, at det fællesskab ikke ender i død, som er tilfældet med alle andre fællesskaber. Men som Paulus skriver: Ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv. For er vi sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.

Så er allehelgen altså alle døbtes fest, hvor vi, som stadig er undervejs allerede nu, ikke blot må mindes dem, som er gået forud, men er salige sammen med dem, for også vi er klædte i en hvid dragt af renhed og hellighed og har allerede del himlens rige. Skønt det stadig ser fattigt og ringe ud med vores kristendom, så er det dog som med lilliens hjerte, som vi skal synge lige om lidt, at som lilliens hjerte kan holdes i grøde, skønt solen de yderste blade har brændt, så ere de kristne ej indentil døde, skønt livet for verden er ikke bekendt.

Dog er det ikke alle døbte, der tager del i denne fest. For skønt alle rensede i dåbens klare vand, har mange dog vendt sig bort fra denne store nåde, måske fordi det synes så ringe, måske fordi de aldrig har fået fortalt, hvilke rigdom de som små blev del i. Men de har vendt det ryggen og sat sig selv uden for sorgen og fattigdommen og hungeren og dermed Jesu saligprisninger.

Men salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed; det er den sande sorg. Det er forskellen på den nihilistiske verdensopfattelse og den kristne sorg. For mens vi hos nihilisten kan finde enighed om denne verdens fattigdom og elendighed, så finder vi her ingen hunger og tørst efter retfærdighed. Men den som i kristelig forstand sørger, må hungre og tørste efter retfærdighed, og det ikke kun i samfundet. For hvem kan ikke hungre og tørste efter retfærdighed, når vi ser os om i verden, hvordan mennesker lider og sulter og sørger som følge af menneskers uretfærdighed. Men her er en hunger efter også selv at blive retfærdig.

Men dette er et evangelium og ikke et bud, et glædeligt budskab og ikke en dom, for salige er de, som hungrer og tørster. Dvs. som endnu ikke har opnået en sådan retfærdighed, men som stadig er fattig i troen og dagligt falder og fejler, som selv kender sig skyldig i uretfærdighed og aldrig vil kunne komme til at stå blandt helgeners rækker. Men netop dig priser Jesus salig. For hans retfærdighed gælder for dig, og denne er den eneste retfærdighed, der tæller til allehelgen.

Troen er skjult og kommer dog til syne. Det var prædikenen sidste søndag. I dag vender vi bøtten på hovedet med overskriften: troen kan ses og er dog skjult.  Det er klart, sådanne to modsatrettede overskrifter giver forvirring, men netop en forvirring, som skyldes sagen. For hvordan kender vi troen, hvis den både kan ses og ikke kan ses. Svaret er enkel: vi kan ikke, og heller ikke skal vi hos andre. Men når troen alligevel tages op som tema søndag efter søndag, så er det for at koncentrere os selv om det virkelig væsentlige i tilværelsen. For det er ikke ligegyldigt, hvad vi gør med vort liv og vores tro. Ja, dagens evangelium sætter livet i et evigt perspektiv, som den tid, hvor alt skal afgøres for evigheden. Den sætter tiden som indbydelsens tid, den tid, hvor det endnu er muligt at træde indenfor i Guds evige festsal. Men også som den tid, hvor det er muligt evigt at holde sig selv uden for. Den sætter altså den enkelte i fokus og dermed vækker den forargelsen, som Kierkegaard skriver: Det kristeliges vanskelighed fremkommer egentlig først, når det skal sættes sammen med den enkelte, når den enkelte, du og jeg, skal gøre alvor af at tilegne sig det, at turde sige: det er mig, det angår; thi da er det kristelige alt for højt, og forargelsen ikke til at undgå.

Men det er netop i den personlige tilegnelse den sande glæde er gemt. Det er her, evangeliet bliver til liv og vækst og ikke kun gold lærdom og terperi. For tænk sig: det var netop til dig Gud sendte sine tjenere. Det var for din skyld missionsarbejdet ikke stoppede, da den første martyr blev dræbt, for at også du og jeg skulle have indbydelsen til Guds store bryllup. Du er ikke bare en brik i et stort og uoverskueligt spil sådan som soldaterne var og er i de store diktatorers hænder, brikker, som bare skal fylde og forsvinde, når de har udtjent: for hvad er liv. Individet skal alligevel dø, nej folket er det eneste liv, som Hitler sagde. Her er evangeliet så helt anderledes, for vist er der et folk, en kristen menighed, men ingen er glemt eller ligegyldig i denne menighed. Nej, tværtimod er enhver her så højt skattet som leret i pottemagerens hænder. Mislykkes et kar begynder han forfra med det samme ler og fortsætter til det er fuldendt. For du skal ikke blot være gæst: du er bruden, den udvalgte og kaldede, den som skal tilbringe evigheden i Guds treenige fællesskab.

Hvad kan være mere værd. Hvad kan være et herligere budskab at samles om, end netop dette. Dog, du er ikke subjektet, du er ikke grundledet i denne beretning, du er ikke den, der kan tage æren for noget som helst. Men du er den, der får æren, får det givet uden selv at have gjort dig skyldig. Det er den altafgørende forskel, og den forskel, som evangeliet søger at drive frem. Ikke dit værk, men hans værk. For hvem var det, der fik invitationen, men som sagde nej. Jo, det var dem, som selv havde styr på deres liv, som selv ville klare skærene og ikke behøvede hjælp fra oven, men som, ligesom israelitterne, selv kunne gøre en guldkalv at dyrke. De var deres livs egne forfattere og det passede dem åbenbart ikke, at de skulle være gæster og ikke være værter. Eller i hvert fald passede tidspunktet dem ikke. Og så blev de evigt væk fra det, der kunne være blevet deres evige lykke og salighed.

Men hvorfor var der dog ingen der så sagde: fem minutter, så kommer jeg. For sådan gør vi jo så ofte: jeg skal lige nå at have køerne ind, så kommer jeg. Men ingen gjorde det og ingen kan gøre det mod denne indbydelse. For du er bruden og ikke bare en tilfældig gæst. Og skønt visse brude har for vane at komme for sent, så er der dog et tidspunkt hvor ingen brud må bie: når hun bliver spurgt.

Se for dig, en brud, der kommer op ad gulvet for at sige ja, til sin brudgom. Hun er pyntet i det fineste hvide prud, håret er sat og intet er overladt til tilfældighederne. Ikke for meget, men netop sådan at hendes sande ynde kommer frem. Brudgommen kommer hende imøde, men idet hun breder armene ud for at hilse ham, ham, hendes hjertes udkårne, da hvisker han hende i øret, at han lige er nødt til at gå ud for at rense fælgene på bilen først. Yes tænker hun. Så betænksom en mand. Der har blik for selv den mindste detalje. Nej, nej, nej i evighed nej. Men som en isnende kulde vil disse ord ramme hende ret ind i hjertet, og alt hvad du vil se er en brud forladt i den dybeste fortvivlelse og sorg. Jamen det var da for hendes skyld. Nej, for det eneste hun ønsker og begærer i denne stund, nu, hvor alt er dækket og fedekalven er slagtet, det er dette ene, det er sin brudgom og det helt og fuldt. Hun ønsker ikke at dele ham med nogen eller noget, men så sandt hun elsker ham, er det ham og ham alene hun vil have, og det uanset han er klædt i lurvede klæder og ejer ikke en klink. Men hun vil have hele hans hjerte og ikke dele det med støvede fælge eller anden forfængelighed. Derfor kom ingen fem minutter senere, for da er hjertet delt, og et delt hjerte kan ikke elske, men må mødes med et nej.

Om det så er alt mulig humanitær arbejde, der fylder og forhindrer. Det være lige meget: det er dig, Gud vil have. Det er dig, og ikke dit værk. Men dig og hele dit hjerte. Men de indbudte ville ikke komme uden en gave, de ville komme med deres egen fortjeneste og rang; derfor kom de aldrig, ja, derfor slog de dem ihjel, som bad dem komme, bare komme.

Da skulle man tænke faderen ville søge efter nogle, som var bedre og mere retfærdige end disse, men hvad læser: vi læser så forunderligt: Gå helt ud, hvor vejene ender og indbyd hvem som helst i finder. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.

Heri ligger vort håb. Både onde og gode. Det er altså ikke kun dem, der har styr på deres liv og deres kristendom, men det er mennesker som dig og mig, som vakler og fejler og falder. Som ikke altid ved, hvor vejen går, men gang på gang må sande om os selv at nu er vi igen kommet til at tage en pose chips med hen til kassen, eller talt et sårende ord, hvor vi burde have tiet. For det handler slet ikke om os og vores fortjeneste, men det handler om en Gud, som vil have bordene fyldt til sit festmåltid. Ikke fordi det ser bedre ud og giver en større status, men fordi kærligheden aldrig kan stå i sig selv, men alene findes i relationen til andre, og nu i relationen til dig.

Derfor lyder der nu heller ingen krav. Alt giver han os i sin indbydelse og intet står mere tilbage, som vi skal gøre, kun at sige ja og følge med, det er at tro ham på ordet, når han taler, som vi altid samles om i kirken: dine synder tilgives dig.

Tager vi imod disse ord, da har vi alt og er værdige og rede til at gå ind til Guds festmåltid.

Men hvem er så manden, der sidder i sine egne klæder. Jo, han er den kristne kirkes værste hykleri. Han kender alle de rigtige ord og ved præcis, hvordan man skal agere – for at være ”troende”. For at kunne pynte sig med denne titel. Han kommer trofast til gudstjeneste, måske også engageret i det kirkelige arbejde, måske han er præst eller missionær. Han er den, hvem ingen er i tvivl om, at han er en sand kristen. For at vi skal lære og huske, at det ikke er os, der skal dømme.

Ikke desto mindre er han lige så fortabt som dem, der sagde nej til indbydelsen. For vist har han sagt ja, han har sagt ja til nåden, og Guds tilgivelse, bare ikke for sig selv. Han har sat sig selv udenfor på den mest raffinerede måde. Omkranset af Guds kirke, og dog uendeligt udenfor. Dog sad han helt for sig selv, for det, der knyttede de andre sammen var troen på Jesu fortjeneste, men denne, han stolede alene på sig selv. Han var blevet så god en kristen, at han ikke længer havde brug for Kristus på korset. Derfor har han heller ikke et ord at sige, for hos Gud gælder alene troens ord: dine synder er tilgivet dig.

Hvorfor er denne figur nu taget med i Jesu lignelse til i dag? Det er den af en eneste grund: For at vi ikke skal stå tavse og uden forsvar på den yderste dag. For stillet for Guds dom, der handler det ikke om alle de rigtige ord, der handler det ikke om alt det, vi har formået, men der handler det ene og alene om at være iklædt Kristus og hans retfærdighed.

Og nu lyder invitationen også i dag så frit og godt til alle, gode og onde. Det lyder til dig, som har svært ved at tro det, men det lyder også til dig, som kender til tankerne om, at du da grundlæggende er god nok og egentlig ikke behøver Guds nåde. Men kan et kar danne sig selv? Så læg dig da i Guds hænder og lad ham forme karet, et kar til ære og salighed.

Det var alligevel ærgerligt. Hvis nu bare Jesus havde svaret nej på Farisæernes spørgsmål, så kunne man med god samvittighed unddrage sig skattefars lange fingre og sortarbejderne ville strømme til kirke for at få hvidvasket deres penge. Men Jesus er åbenlyst ikke så grisk som nutidens præster.

Alligevel er der meget mere på spil her end almindelig griskhed. Den romerske kejser havde indtaget og besat landet. Besættelsesmagten blandede sig i stort set alle forhold, landets styre, tempelkulten og havde også indført sin egen møntfod og lagt landet i skat. Enhver krone, der altså blev betalt til kejseren, gik til besættelsesmagten, gik til den magt, som underminerede den jødiske selvstændighed og perverterede Guds ordninger. Skal jeg virkelig betale til det? Svarede Jesus ja, var han en landsforræder og ville miste de store massers opbakning. Svarede han nej, var han oprører, og ville straks blive taget til fange af herodianerne. Nuvel, det var dengang.

Men den dag i dag stilles vi overfor nøjagtig det samme dilemma, ikke fordi vi er besat af nogen fremmedmagt eller tvinges til at betale skat til en hersker, som vil tage vores selvstændighed fra os. Men idet vi i dag betaler skattens mønt, betaler vi til og støtter en stat, der på utallige måder er i modstrid med Guds ord og ordninger. Idet vi betaler vor skat, er vi med til at finansiere hensynsløse drab på ufødte børn, et statsejet TV, der ringeagter og vanhelliger ægteskabet, og statsstøtte til religiøse og verdslige foreninger og sammenslutninger, der direkte er i modsætning til evangeliet. Kan vi som kristne være med til at støtte sådant? Kan man som kristen betale skat? Ville det ikke være bedre, om vi tog konsekvensen af det, vi tror på og forsagede Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, ikke bare i ord ved gudstjenesten, men også i gerning i dagligdagen. Er det ikke den rette kristne vej at gå?

Jesu svar er genialt. I stedet for at komme med en lang udredning og bortforklaring med at staten jo også gør meget godt, og at man må opveje det ene mod det andet, og hvad ellers man kan finde på, foretager han sig et eminent retorisk greb. Vis mig skattens mønt. Og de falder i med begge ben: de rakte ham en denar.

Hvad er det lige der sker? Umiddelbart er der ikke noget, der får os til at løfte øjenbrynene. De står og diskuterer skattens mønt og hvad er mere oplagt end at have objektet for diskussionen foran sig. Hvad er så det særlige i, at Jesus nu drager en mønt frem? Det er, at han IKKE gør det. Han lader dem komme frem med en mønt, og dermed afslører de sig selv. For idet, de trækker en mønt op af lommen med kejserens billede, så gør de det klart, at de allerede har underlagt sig kejserens magt og regering. De er en del af denne verden. Det er et grundvilkår for alle mennesker, som vi hverken kan eller skal undslå os. Vi er del af denne verden og står, om vi vil det eller ej, under dens regering og styre. Altså er der intet spørgsmål.

Men Jesus trækker den endnu længere, for idet han spørger efter, hvis billede, der er på mønten, spørger han i virkeligheden, hvem den tilhører. Forrest i bogen her, har jeg skrevet mit navn. Det betyder, at det er min, og jeg må tage den med hjem, brænde den eller gøre med den, hvad jeg vil. På samme måde også med mønten. Her er en 20’er. Dronningens billede. Altså tilhører den dronningen. Ja, ikke kun mønten her, men alt, der kan købes for denne mønt.  Det er måske lidt svært at forstå ud fra en dansk kontekst, hvor vi har for vane at underminere kongens magt for hver generation, og dog fremgår det af grundloven, at alene kongen kan udstede mønt, og vender vi blikket mod de britiske øer, så har dronningen lovfæstet allodialret, en ret til på ethvert tidspunkt at inddrage enhver ejendom som sit.

Sådan må det være Jesu forståelse, en forståelse, han selv fuldt udlever. For skønt han intet ejede, og ikke selv bar skattens mønt, så tilfaldt dog den smule han havde, den romerske kejser. Hans klædning og hans kjortel. Det var ikke jøder, der delte det mellem sig ved hans kors, men den romerske besættelsesmagt. Alt hvad han havde overgav han til kejseren, så han til sidst hang nøgen og uden noget, der kunne kaldes hans eget. Så mærker vi dybden af ordene, så giv da kejseren, hvad kejserens er.

Her finder vi i sandhed ingen åndelig undskyldning for at unddrage sig denne verdens fyrster. Om så trækprocenten bliver skudt vældigt i vejret, for som Statsministeren kom for skade at sige til spørgetimen i tirsdags: jeg synes jo ikke, der er nogen skatter i dette samfund, som er for høje, så lyder det stadig, giv kejseren, hvad kejserens er.

Men der er noget, der ikke tilhører Kejseren. Der er noget, der ikke er trykt i kejserens billede, men som bærer et andet billede. Mennesket, der er skabt i Guds billede. Men ligesom mønten, der er præget i kejserens billede aldrig kan være vor, men altid til låns, således er heller ikke mennesket sin egen, men tilhører den, i hvis billede, vi er formet. Vi tilhører Gud og er altså Gud vort liv skyldige. Men mens vi kan spise staten af ved at betale vor skat, så kan vi umuligt slippe om ved denne skyldighed ved at komme godt i kirkebøssen om søndagen og give lidt til godgørenhed og andre formål. Alt dette tilhører kejseren. Men ligesom vi tjener kejseren ved at bruge vore penge i statens tjeneste, til mad og klæder og alt, hvad der hjælper landets omsætning, sådan må vi også bruge det liv, vi låner af Gud, til at tjene ham i fællesskabet med vor næste. Det vil sige, stå op om morgenen, gøre sit arbejde godt, besøge syge og gamle og ensomme, opdrage sine børn, elske og ære sine forældre og ægtefælle og være øvrigheden, regering, politi og dommere lydige og underdanige, ja kort sagt, leve sådan som vi lærer i de ti bud og som en god samfundsborger af natur må leve.

Dog, dermed er det ikke gjort. For ligesom Jesus er absolut med skattens mønt, er han også absolut i forhold til Guds billede. Vi skylder at give os selv helt til Gud. Men hvordan gør vi så det?

Vi kan umuligt vrænge os selv ud af os selv, og det er heller ikke det, som er Jesu svar på dette spørgsmål. Nej, det som her fordres, er et hjerte, som er helt med Gud, som elsker Gud over alt.

Men heller ikke dette er et brugbart svar. Der skal så lidt til, før vi begynder at tvivle på Guds vej. Planer der smuldrer og ønsker, der ikke opfyldes, og straks er hjertet atter hos os selv og vort eget. Hvordan får vi da et hjerte, som er helt med Gud. Jødernes svar var det forkerte, for de hørte og undrede sig, men forlod ham og gik hver deres vej. Det er sidste gang i kirkeåret, vi møder Farisæerne. I løbet af de sidste måneder har vi mødt farisæerne og de skriftkloge gang på gang, og det med en stadig stigende afstand til Jesus. Først svarede de igen, så blev de tavse, og nu går de. Nu har de fået nok af denne Jesus, og det er det forkerte svar. Det var ikke nok, at de kunne bibelen udenad, og altid vidste, hvad der var det rette at gøre. Al deres fromhed og religiøsitet hjalp dem ikke. De svarede forkert.

Men der var et andet svar, som lå lige foran og som den store skare, der fulgtes med Jesus havde valgt. For skønt disciplene også undrede sig over Jesu ord og gang på gang følte sig anfægtede deraf, så blev de dog hos ham. De blev der, hvor de kunne høre evangeliets sære ord, også selvom de ikke forstod det, også selvom de gang på gang fejlede og forsyndede sig imod dette ord. Så blev de dog ved det.

Og ved I hvad: det er svaret. Det er det, som gør en sand kristen. At vi bliver ved ordet, at vi trofast kommer der, hvor vi kan høre ordet, ordet om Kristus, ordet om korset, om vore synders nådige forladelse. For når vi sætter os under dette ords forkyndelse, da vil Kristus selv virke i vore hjerter, som vi skal synge lige om lidt og på ny præge sit billede ind i os, det billede som blev tegnet for vor pande og vor bryst, og som vi ved alle Gudstjenester får kridtet op på ny. Men er vi præget med Kristi billede, da tilhører vi ham, som allerede fuldt ud har givet sit liv, både for Gud og for mennesker.
Men har han betalt alt, og vi tilhører ham, Så er da skylden betalt, gælden er slettet ud, og ingen mere krav kan lyde.

Har vi så alligevel fået drejet teksten til at vi fremover kan nedskrive trækprocenten til et leje, vi selv måtte synes om?  Umuligt, for tilhører vi Kristus, da skylder vi også at være ham lydig, også når han kalder os til at være øvrigheden underdanig. Men netop derfor kan staten heller aldrig pålægge os noget, der kan forhindre os i at høre Guds ord og at handle derefter. For se, hører vi Guds ord og bliver derved, da hører vi alene Kristus til.