Det var alligevel ærgerligt. Hvis nu bare Jesus havde svaret nej på Farisæernes spørgsmål, så kunne man med god samvittighed unddrage sig skattefars lange fingre og sortarbejderne ville strømme til kirke for at få hvidvasket deres penge. Men Jesus er åbenlyst ikke så grisk som nutidens præster.
Alligevel er der meget mere på spil her end almindelig griskhed. Den romerske kejser havde indtaget og besat landet. Besættelsesmagten blandede sig i stort set alle forhold, landets styre, tempelkulten og havde også indført sin egen møntfod og lagt landet i skat. Enhver krone, der altså blev betalt til kejseren, gik til besættelsesmagten, gik til den magt, som underminerede den jødiske selvstændighed og perverterede Guds ordninger. Skal jeg virkelig betale til det? Svarede Jesus ja, var han en landsforræder og ville miste de store massers opbakning. Svarede han nej, var han oprører, og ville straks blive taget til fange af herodianerne. Nuvel, det var dengang.
Men den dag i dag stilles vi overfor nøjagtig det samme dilemma, ikke fordi vi er besat af nogen fremmedmagt eller tvinges til at betale skat til en hersker, som vil tage vores selvstændighed fra os. Men idet vi i dag betaler skattens mønt, betaler vi til og støtter en stat, der på utallige måder er i modstrid med Guds ord og ordninger. Idet vi betaler vor skat, er vi med til at finansiere hensynsløse drab på ufødte børn, et statsejet TV, der ringeagter og vanhelliger ægteskabet, og statsstøtte til religiøse og verdslige foreninger og sammenslutninger, der direkte er i modsætning til evangeliet. Kan vi som kristne være med til at støtte sådant? Kan man som kristen betale skat? Ville det ikke være bedre, om vi tog konsekvensen af det, vi tror på og forsagede Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, ikke bare i ord ved gudstjenesten, men også i gerning i dagligdagen. Er det ikke den rette kristne vej at gå?
Jesu svar er genialt. I stedet for at komme med en lang udredning og bortforklaring med at staten jo også gør meget godt, og at man må opveje det ene mod det andet, og hvad ellers man kan finde på, foretager han sig et eminent retorisk greb. Vis mig skattens mønt. Og de falder i med begge ben: de rakte ham en denar.
Hvad er det lige der sker? Umiddelbart er der ikke noget, der får os til at løfte øjenbrynene. De står og diskuterer skattens mønt og hvad er mere oplagt end at have objektet for diskussionen foran sig. Hvad er så det særlige i, at Jesus nu drager en mønt frem? Det er, at han IKKE gør det. Han lader dem komme frem med en mønt, og dermed afslører de sig selv. For idet, de trækker en mønt op af lommen med kejserens billede, så gør de det klart, at de allerede har underlagt sig kejserens magt og regering. De er en del af denne verden. Det er et grundvilkår for alle mennesker, som vi hverken kan eller skal undslå os. Vi er del af denne verden og står, om vi vil det eller ej, under dens regering og styre. Altså er der intet spørgsmål.
Men Jesus trækker den endnu længere, for idet han spørger efter, hvis billede, der er på mønten, spørger han i virkeligheden, hvem den tilhører. Forrest i bogen her, har jeg skrevet mit navn. Det betyder, at det er min, og jeg må tage den med hjem, brænde den eller gøre med den, hvad jeg vil. På samme måde også med mønten. Her er en 20’er. Dronningens billede. Altså tilhører den dronningen. Ja, ikke kun mønten her, men alt, der kan købes for denne mønt. Det er måske lidt svært at forstå ud fra en dansk kontekst, hvor vi har for vane at underminere kongens magt for hver generation, og dog fremgår det af grundloven, at alene kongen kan udstede mønt, og vender vi blikket mod de britiske øer, så har dronningen lovfæstet allodialret, en ret til på ethvert tidspunkt at inddrage enhver ejendom som sit.
Sådan må det være Jesu forståelse, en forståelse, han selv fuldt udlever. For skønt han intet ejede, og ikke selv bar skattens mønt, så tilfaldt dog den smule han havde, den romerske kejser. Hans klædning og hans kjortel. Det var ikke jøder, der delte det mellem sig ved hans kors, men den romerske besættelsesmagt. Alt hvad han havde overgav han til kejseren, så han til sidst hang nøgen og uden noget, der kunne kaldes hans eget. Så mærker vi dybden af ordene, så giv da kejseren, hvad kejserens er.
Her finder vi i sandhed ingen åndelig undskyldning for at unddrage sig denne verdens fyrster. Om så trækprocenten bliver skudt vældigt i vejret, for som Statsministeren kom for skade at sige til spørgetimen i tirsdags: jeg synes jo ikke, der er nogen skatter i dette samfund, som er for høje, så lyder det stadig, giv kejseren, hvad kejserens er.
Men der er noget, der ikke tilhører Kejseren. Der er noget, der ikke er trykt i kejserens billede, men som bærer et andet billede. Mennesket, der er skabt i Guds billede. Men ligesom mønten, der er præget i kejserens billede aldrig kan være vor, men altid til låns, således er heller ikke mennesket sin egen, men tilhører den, i hvis billede, vi er formet. Vi tilhører Gud og er altså Gud vort liv skyldige. Men mens vi kan spise staten af ved at betale vor skat, så kan vi umuligt slippe om ved denne skyldighed ved at komme godt i kirkebøssen om søndagen og give lidt til godgørenhed og andre formål. Alt dette tilhører kejseren. Men ligesom vi tjener kejseren ved at bruge vore penge i statens tjeneste, til mad og klæder og alt, hvad der hjælper landets omsætning, sådan må vi også bruge det liv, vi låner af Gud, til at tjene ham i fællesskabet med vor næste. Det vil sige, stå op om morgenen, gøre sit arbejde godt, besøge syge og gamle og ensomme, opdrage sine børn, elske og ære sine forældre og ægtefælle og være øvrigheden, regering, politi og dommere lydige og underdanige, ja kort sagt, leve sådan som vi lærer i de ti bud og som en god samfundsborger af natur må leve.
Dog, dermed er det ikke gjort. For ligesom Jesus er absolut med skattens mønt, er han også absolut i forhold til Guds billede. Vi skylder at give os selv helt til Gud. Men hvordan gør vi så det?
Vi kan umuligt vrænge os selv ud af os selv, og det er heller ikke det, som er Jesu svar på dette spørgsmål. Nej, det som her fordres, er et hjerte, som er helt med Gud, som elsker Gud over alt.
Men heller ikke dette er et brugbart svar. Der skal så lidt til, før vi begynder at tvivle på Guds vej. Planer der smuldrer og ønsker, der ikke opfyldes, og straks er hjertet atter hos os selv og vort eget. Hvordan får vi da et hjerte, som er helt med Gud. Jødernes svar var det forkerte, for de hørte og undrede sig, men forlod ham og gik hver deres vej. Det er sidste gang i kirkeåret, vi møder Farisæerne. I løbet af de sidste måneder har vi mødt farisæerne og de skriftkloge gang på gang, og det med en stadig stigende afstand til Jesus. Først svarede de igen, så blev de tavse, og nu går de. Nu har de fået nok af denne Jesus, og det er det forkerte svar. Det var ikke nok, at de kunne bibelen udenad, og altid vidste, hvad der var det rette at gøre. Al deres fromhed og religiøsitet hjalp dem ikke. De svarede forkert.
Men der var et andet svar, som lå lige foran og som den store skare, der fulgtes med Jesus havde valgt. For skønt disciplene også undrede sig over Jesu ord og gang på gang følte sig anfægtede deraf, så blev de dog hos ham. De blev der, hvor de kunne høre evangeliets sære ord, også selvom de ikke forstod det, også selvom de gang på gang fejlede og forsyndede sig imod dette ord. Så blev de dog ved det.
Og ved I hvad: det er svaret. Det er det, som gør en sand kristen. At vi bliver ved ordet, at vi trofast kommer der, hvor vi kan høre ordet, ordet om Kristus, ordet om korset, om vore synders nådige forladelse. For når vi sætter os under dette ords forkyndelse, da vil Kristus selv virke i vore hjerter, som vi skal synge lige om lidt og på ny præge sit billede ind i os, det billede som blev tegnet for vor pande og vor bryst, og som vi ved alle Gudstjenester får kridtet op på ny. Men er vi præget med Kristi billede, da tilhører vi ham, som allerede fuldt ud har givet sit liv, både for Gud og for mennesker.
Men har han betalt alt, og vi tilhører ham, Så er da skylden betalt, gælden er slettet ud, og ingen mere krav kan lyde.
Har vi så alligevel fået drejet teksten til at vi fremover kan nedskrive trækprocenten til et leje, vi selv måtte synes om? Umuligt, for tilhører vi Kristus, da skylder vi også at være ham lydig, også når han kalder os til at være øvrigheden underdanig. Men netop derfor kan staten heller aldrig pålægge os noget, der kan forhindre os i at høre Guds ord og at handle derefter. For se, hører vi Guds ord og bliver derved, da hører vi alene Kristus til.