Månedsarkiv: april 2015

Påskedag 2015

Hvem skal vi dog få til at vælte stenen fra? Feminismens svar ville formentlig være: gør det dog selv. I skal sandelig ikke lade jer undertrykke af mændenes chauvinistiske behjælpsomhed, holden døre og skubben stene fra grave. Nej gør det selv og vis dig som et mandfolk. Men hvor var det dog godt, at denne dårskab ikke stod så stærkt på den tid, som den har gjort op til vore dage. For selvom disse kvinder vel var både psykisk og fysisk stærkere end mange mænd af i dag, så var dog stenen en sådan hindring, at de kunne have slidt sig både krumbøjede og pukkelryggede, uden at være kommet ind, om de så var blevet ved til i dag.  Selv gravmaskiner møder i store sten deres overmand og må give op eller ødelægge sig selv. Man kan selvfølgelig bruge tnt, dynamit eller andet plastisk sprængstof til at få stenene ned i mere overkommelige størrelse, men dette var ligesom ikke rigtig relevant for kvinderne ved graven – selv dengang ville en sådan handling på en gravplads blive betragtet som lettere upassende.

Selvom de så også havde fået fjernet stenen, så stod de alligevel tilbage med anden gravsten, nemlig den i hjertet. En sten, der dækkede for et knugende tomrum, som, selvom den ikke kan ses med det blotte øje, suger kraften ud af livet, og gør alting tomt. Sorgen efter en kær ven, ja Dødens tomhed.

Denne sten var de ikke ene om at bære, men det er en sten, som ligger i ethvert bevidst menneskes liv, undertiden skjult bag træer og grønne grene, undertiden fremme, ret for næsen af os. Den er der uanset vi vil vide af den eller ej, og desto mere vi stirrer på den, desto klarere står det, at denne sten ikke blot er en del af vort liv, men at den ligger over os og over hele vort liv. Den står over os, og sætter sit dybe fingerpræg på alt i vort liv.

Og lad os bare dvæle ved dette en kort stund. For der er da mange ting i livet, som da absolut intet har med døden at gøre. Dåb, bryllup, uddannelse, succes og frivilligt arbejde, og vi kan nævne en masse gode og livsbekræftende ting. Men lyt så godt efter: ”Han bevare din indgang og udgang fra nu og til evig tid”, eller ”Indtil døden skiller jer ad” og for uddannelse, arbejde og succes skjuler den samme sten sig bag løvet. Vi kan komme højt på strå, men selv rug må møde efterårets piskende regnvejr og knække og formulde. Kun få huskes i tre generationer og ingen kan tage rigdommen med i graven. Alt hvad vi har slidt for må vi efterlade os, og derfor kan intet være mere rigtigt, end som Salomon siger: alt er tomhed og jag efter vind.

Argh. Så pessimistiske behøver vi vel heller ikke være en påskemorgen som denne. Hvad med alt det gode og store frivillige arbejde, der bliver gjort for verdens nødlidende. Også det kan komme igennem Salomons vridemølle og komme ganske fordrejet ud på den anden side: de skal jo alligevel dø. Hvorfor trække pinen ud. Og her vender boomerangen tilbage og rammer os selv lige i nakken. Er der overhovedet nogen mening med livet? Er ikke alle anstrengelser skønne spildte kræfter? Tomhed, mens vi venter på at dø.

Se. Denne tanke vil være uudholdelig for det store flertal, og derfor ser vi også, hvordan mennesker gør alt for glemme denne sten. Vi arbejder og lader os opsluge af arbejdet, familie og venner, interesser og havearbejde, på en måde, så vi aldrig får tid til at dvæle ved vor egen gravsten andet end hvad der mon skal stå som eftermæle. Og får vi endelig et tomrum i de vågne timer ofrer vi dem på stuealteret i selskab med en standupidiot eller andet gøgl, som kun sjældent har noget med vort liv at gøre. Anderledes er det ikke med dem, der ikke har disse muligheder, samfundets udstødte. Deres misbrug tjener samme formål: at glemme tomheden bag vor gravsten.

Da bliver spørgsmålet, hvem skal flytte stenen, så vi kan fylde tomrummet ud. Selv kan vi ikke gøre det, da vi først kommer bag stenen, når vi ligger under den, helt opslugte af dødens uendelige tomhed. Men hvem skal da gøre det?

Mærk dog fortvivlelsen: der er ingen, der kan vælte stenen fra graven.

Kun en, vidste de, kunne fjerne stenen, og han var bag den, overvundet af dødens tomhed. I sit liv havde Jesus opvækket flere fra de døde og gennem sin lære mere end antydet en livets fylde bag gravens sten. Men hvad hjalp det, når han nu lå der død og kold? Håbløst. Håbløst

Dog var det denne placering der var forudsætningen for opfyldelse af det evige liv til mennesket. Stenen måtte netop væltes fra indefra, da en sten fjernet udefra blot ville åbne vejen for dybets mørke ud i livets verden. Men væltet fra indefra var en livets manifestation, at livet virkelig er stærkere end døden.

Dette er påskemorgen. Jesus er virkelig Livets søn, og mørket kunne ikke få bugt med ham. Stenen blev væltet fra indefra, og i stedet for død og mørke, strømmer nu liv og lys ud af graven. Han er sandelig opstanden. Jesus lever, og jeg må leve. Døden er nu ikke længere enerådende hersker i dette liv, men der er et evigt liv, som gør dette nuværende liv umådelig værdifuldt og kostbart. Et evigt liv, som sætter alle vore gerninger og anstrengelser i relief og giver dem en evig betydning.

Men, spørger du måske, hvordan kan denne begivenhed have betydning for mig. Jeg skal dog selv dø en skønne dag. Det er sandt. Medmindre vor Herre Jesus Kristus kommer igen forinden, skal vi alle dø en dag.

Men med Jesu opstandelse er dødens magt endegyldigt brudt, og det ikke kun for en stakket frist, men for evigt, og ved ham må også vi sejre over døden. I dåbens vand døbes vi til hans død, den død hvormed han betalte for alle vore misgerninger og fra dåbens vand rejses vi op til et nyt liv i Kristus for at vi også skal genopstå med ham, når han kommer igen for at dømme levende og døde. Os, som tror på ham til liv, for skylden er betalt ved Jesu kors og kan aldrig mere opkræves. Vi skal leve.

Dog. For mange er Jesus endnu død. For mange står stenen stadig for graven som et solidt dække over dødens tomhed. Deres hjerter er lukkede for påskemorgen. De ser kirken, men ser kun en tom skal. De hører glædens klokker kime, men hører dog kun rungende malm og klingende bjælde. Påskeægget er hult og kun i bedste fald fyldt med gøgl.

Hvordan kan dog et menneske være så døv og blind, kan du spørge. Men stenen ligger over deres hjerter, og hvem skal flytte den. Selv kan de ikke flytte stenen, for hvilket menneske formår at flytte sin egen gravsten. Heller ikke du og jeg kan flytte den, for den er gemt dybt i hjertet. Nej, stenen må flyttes indefra, men af en udefra kommende kraft.

Gud selv må vise sit herredømme og vælte stenen fra vore hjerter så vi ser det er sandt: han er sandelig opstanden. Derfor sender han os også ud, overalt hvor vi lever og i alt, hvad vi gør, som sendebud og apostle for dette budskab vi selv har set. Vi må fortælle i ord og gerning. Vi må fortælle det til mennesker vi møder og holder af, vi må fortælle det igennem vort arbejde og frivillige indsat: livet sejrer.
Det gør man ikke ved at snyde og sjuske og skælde konen ud, eller manden for den sags skyld, men det gør vi ved at leve, som Jesus har lært os at vi skal gøre. I ham må vi elske livet.

Da vil livets ord trænge sig ind i hjertedybet og spire som en mælkebøtte der kan bryde igennem jern og beton, og en dag, uden nogen ved af det vil påskemorgen bryde frem også for det menneske, hvis hjerte er lukket i dag. Ikke ved vor magt, ikke ved egen magt, men ved Guds magt.

Eller, som det hedder på græsk: Guds dynamis.

Forsøger vi selv at mande os op, vil vi mislykkes. Da sejrer døden. Men glemmer vi al vor stolthed, al vor stræben efter at blive som Gud, og forlader os i stedet fuldt og helt på Guds dynamis, da vil det lykkes. Han kan sprænge klippen væk, både i gravhaven og i hjertedybet. Han formår så satan, synd og død må rømme og evigheden fyldes af livets strømme.

For han er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.

Amen, halleluja.

Glædelig påske.