Månedsarkiv: marts 2015

3. s. i fasten 1. rk. 2015, Nybøl Kirke

Bøn: Stå mig bi, når fjenden frister, ræk mig hånd når øjet brister, sig vi går til Paradis. Amen.

Hvad nu hvis? Hvis det er ved Guds finger

I dag opfordres vi til at se på et menneske, der ser ud som alle andre mennesker, som har arbejde, går i skole eller er på dagpenge, det er lige meget, men som er dannet og velopdraget og på ingen særlig måde skiller sig ud fra mængden. Hun er helt som alle andre på nær et: hun har set Jesus, hun er kommet til tro, hun er blevet omvendt.

Måske er det bare noget hun bilder sig ind. Måske har hun blot ladet sig vildlede af en forvildet profet, som havde talegaverne i orden og som formåede at forbavse folk med sine tricks og kunster. Måske var Jesus bare et helt almindelig menneske, der var fremstået i kraft af sin egen tanke og mening uden nogen som helst guddommelig kaldelse eller sendelse. Måske var han bare endnu en mislykket modstandsmand, sådan som røsterne lyder fra universitetet og alle andre steder. Måske var Jesus slet ikke Guds søn.

Hvis det er tilfældet, så har religionskritikeren ret, når han beskriver kristendommen som et socialt fænomen og intet andet, når han nægter at religionen har nogen som helst overnaturlig dimension. Det stærke sammenhold i de kristne menigheder er blot en bekræftelse af individets egoisme, og læren om det evige liv er blot et forkvaklet forsøg på at forlige sig med livets barske grundvilkår, døden. Der er ikke hold i det, men gruppemekanismen overbeviser individet om denne fælles nødløgn, livet efter døden, hvad enten det drejer sig om kristendom, buddhisme eller islam.

Men se så det menneske, som ikke før kendte til kristentroen, og som nu er blevet omvendt. Hun har stadig de dage hvor humøret er helt i bund og alt går imod, og andre, hvor det modsatte gør sig gældende. Kort sagt: hun er helt som før. Og så dog helt forandret. Du kan ikke se det, men du kan høre det.

Nævn navnet Jesus og du skal lukke munden på enhver forsamling i Danmark. Så underligt så forlegne det danske folk er stillet over for dette navn. Vorherre kan gå, men Jesus, det skal der mere end sådan en sjat portvin til at få skyllet ned. Det er ellers ikke fordi det danske folk som sådan er tavst. Vel intet folk kæmper mere for ytringsfriheden som det danske og for retten til at gøre sig selv til skamme ved sit sprog. Vulgarismer, bandeord, muhammedtegninger, bespottelser, utugt og fuldemandssnak, kort: vanære. Alt er tilladt og sættes i ytringsfrihedens navn højt på ærens piedestal. Men Jesus – nej tak.

Så lyt dog til det menneske, som før var en del af denne forsamling, hør hvordan navnet Jesus ikke længer er denne mute-knap, som slukker for al fornøjelse og glæde, men at dette navn, som før måske blot var et bandeord, nu er blevet en stadig kilde til fornyet kraft og glæde. Ja, hun kan tale, hvor hun før var stum og døv. Flovhed er forvandlet til frimodighed. Og det ikke bare en påtaget frimodighed, men en dybtliggende frihed ved frelserens navn.

Samtidigt er et andet vokabular på retræte. De mange tomme ord, som før fyldte hendes mund med glæde har nu fået fordærvelsens bitre eftersmag så hun nu langt hellere tier end tager del i denne samtale.

De to ting følges ad. Jo, et menneske kan godt lære sig at lade være med at bande. Flytter man fra Nord til Syd eller Øst til Vest finder man hurtigt ud af, at der er ord, der ikke gør lykke alle steder. Vi kan sætte os for som mennesker at ville ændre dette og hint, ændre sprogbrug, tøjstil, madvaner, slanke os. Men det er sjældent, det holder ret længe. Vi kommer til marts måned og så er fedtet fra forårsslankekuren vendt syvfold tilbage.

Der skal som regel et nyt og bedre indhold til for at drive skidtet holdbart ud. Der må noget stærkere til. Men kristendommen kan forandre mennesker for bestandigt, og det undertiden fra dag til anden. Hvor ofte har den ikke vist sig som den stærkere, som den magt der formår at bryde de bånd mennesker ligger i, som har kunnet forsone fjender der har ligget i strid med hinanden livet igennem og som har kunnet give fred i hjertet midt i strid og ulykke.

Jo, se godt på det menneske, der er blevet omvendt til Gud midt i livet. Er ikke hun et levende bevis på, at Guds rige er kommet nær og at Gud virkelig handler i verden. Hvilket andet bevis eller tegn kan vel stå stærkere end dette?

Og så er det dog det, mennesker som flest udbeder sig. Et bevis for kristendommens sandhed, mens de helt overser de overstrømmende goder der vælter ned fra Kirkens bord, som vi hørte om sidste søndag og skal høre mere om næste søndag. For dæmonen var også blind, kan vi læse hos Matthæus. Blind og uden evne til at fatte Guds gerninger.

Nej, jeg vil ikke påstå, at det danske folk er besat af dæmoner. Ikke som udgangspunkt. Men hvis evangeliet taler sandt, så er der en åndelig virkelig, som også gør sig gældende i Danmark. Så er denne flovhed omkring navnet Jesus, som vi kender fra omgivelserne, og desværre også alt for tit fra os selv, ikke bare et udfald af popularitet og jargon, men det er en af slagmarkerne i den åndelig kamp mellem to stærke magter: Guds Ånd og Verdensånden, det er det samme som Beelzebul: husherren.

Så alvorligt er Jesu svar på Farisæernes anklage. Hvis jeg har ret, og du ikke tror mig, så er du på djævelens hold. Det er ikke muligt at stå neutral, og med tilskuerens trygge distance til urolighederne i resten af verden. Det er en realitet ethvert enkeltindivid står lige ned midt i og må tage stilling til. Enten-eller.

Set i dette lys er det mere end uhyggeligt at betragte hvordan forvaltningen i forsorgssager ser skævt til forældre, som aktivt opdrager deres børn i den kristne tro, hvordan konfirmandundervisningen stille men sikkert skubbes ud af skoleskemaet, mens utugten er på vej ind, og hvordan biskopper og præster har travlt med at smigre sig ind hos andre religioner.

Dog lad os frejdigt beholde modet. For hvis dette er sandt, så er der en anden virkelighed, som gælder ligefuldt, den virkelighed, som Luther synger så karskt og friskt om: med os står den rette mand. Han som rev os ud med blodig hånd af alle vore fjenders bånd. Han vil også stå hos os i denne kamp og selv føre sværdet, når striden går over vore hoveder. Du er jo selv et levende bevis på hans kraft i og med at du tror på ham og derved er blevet flyttet over i Guds elskede søns rige. Ikke ved egen kraft og evne, men ved Guds kraft og vilje.

Denne kraft, hvis navn er Jesus, er det, vi må påkalde for vort folk og for os selv. Heri er sejren, hvorved vi skal vinde over verden fordi sejren allerede er vundet, som der står i Åbenbaringsbogen: Og der blev krig i himlen. Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op, men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i himlen. Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan og som forfører hele verden – styrtet til jorden og dens engle blev styrtet ned sammen med den. Og jeg hørte en høj røst i himlen sige: nu er frelsen og magten og riget vor Guds og herredømmet hans salvedes. For vore brødres anklager er styrtet, han som dag og nat anklagede dem for Gud. De har besejret ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord.

Skulle dette ikke kunne drive flovheden ved Jesu navn ud af vore hjerter. Hvem ville vel være flov over at stå i Napoleons hær? Er det ikke derimod enhver soldats stolthed at stå i den store sejrsherres ledtog. Vist så, og så led han dog nederlag til sidst. Men vor herre har vundet endegyldigt og sidder allerede nu på sin sejrstrone ved Guds højre hånd hvorfra han skal komme for at hente alle sine hjem til sig, når striden her får ende.

Dette må være vor stolthed og frimodighed.

Hvis det er sandt, hvis det er ved Guds finger.

Venner – det er sandt. Guds rige er kommet nær.