Månedsarkiv: februar 2015

1 s. i fasten

Djævelen er gået hen og er blevet en upopulær herre på det sidste, hvilket man for så vidt godt forstår, sådan som han går rundt og gør sig udtilbens på mange måder og allevegne. Nu sidst også i England, hvor den engelske kirke i et forkvaklet forsøg på at gøre kirken mindre fremmedgørende over for de kirkefremmede dåbsgæster vil fjerne djævelen fra dåbsritualet, da man rimeligvis antager, at denne persons nævnelse vil skræmme folk væk og ødelægge den ellers gode og hyggelige stemning, der helst skal præge barnedåben. Sov sødt barnlille, lig rolig og stille. Ja måske en sådan forbedring af de kirkelige forhold ligefrem kunne få det permanente regnvejr over de britiske øer til at høre op, så solen endelig ret kunne bryde igennem og alle atter være glade.

Men hvad er det dog for noget ævl. At tro, at man bare kan sløjfe de ting, man helst ikke vil tale om, og at de derved skulle være borte som ved et pennestrejf. Jeg havde en klassekammerat i 2. klasse, som ikke var glad for at trække fra, subtraktion, og som for at komme bedre hen over disse opgaver slog en streg igennem minustegnet, hvorved opgaverne pludselig blev de langt behageligere additionsopgaver, som hun mente at mestre. Hun vendte tudende ned fra katedret.

Nej, ord har en betydning og dækker i fleste fald over et indhold, og at ændre eller fjerne ordet tjener kun til at gøre sproget fattigere og forvirre folk.

Og så kan vi dog ikke engang reducere dette til en sproglig forvirring i den engelske kirke, men vi har at gøre med et angreb på kirkens kosteligste klenodie: dens troværdighed og livsnærhed.

Kirkens og evangeliets største styrke er at den taler direkte ind i menneskets hjerte, at den fuldstændig modsvarer vores erfaring af livet. Det er ikke et skønmaleri, der alene kan kaste lidt glimmer og glans ned over tilværelsens mangfoldighed, men det er et hardcore realmaleri, der fremstiller os, og virkeligheden, nøjagtig som den er, også med de sider af livet, vi helst ville undgå. Netop derfor er det, at kirken stadig har relevans i år 2015. For hvis ikke dette var tilfældet, hvad skulle vi så stille op, når skyerne gråner og ulykkerne vælter ind over os, ja, hvad skulle vi gøre, når en hændelse, som den, der fandt sted i lørdags og søndags i København, hvor tre blev dræbt og fem sårede, frygtelig forstyrrer freden. Skulle vi da som kirkens præster blot stille os op med kraven i hånden og erklære, som de fleste andre vel sagtens kunne blive enige med os i, at det jo ikke var meningen.

Vist var det ikke meningen. Vist var det ikke meningen med livet. Dog står vi ikke som kirke og kristne tavse uden mund og mæle, men evangeliet til i dag lader os forstå, hvem det var, der sidste weekend lod sit grimme fjæs komme til syne i en 22’årig mand. Djævelen behøver sandelig ikke optræde i sit fulde kostume med hale, horn og trefork, når han langt lettere kan bemægtige sig et menneske og i stedet få dette til at udføre sin gerning og mening: at sprede frygt og rædsel, at ødelægge og nedbryde Guds liv.

Ja, tværtimod skriver Bibelen, at han ofte kommer som en lysende engel, som en ulv i fåreklæder og med de bedste hensigter, og det ikke blot til skurke og røvere, men til gode og fromme mennesker, ja, vor Herre Jesus Kristus selv. Bemærk hvor uskyldigt, han kommer. Hvis du er Guds søn, så sig at stenene der skal blive til brød. Ja, som stod han i evangeliets tjeneste og ville ophøje og stadfæste Jesus som Guds søn. Og det med noget så sagesløst som et stykke smørrebrød. Hvad syndigt var der i det, om Jesus brugte sin guddomsmagt til at mætte sit legeme med en sten, om han som mættede tusinder med fem brød og to fisk også betænkte sin egen velfærd for en kort stund. Ingen kunne have bebrejdet ham dette. Alligevel var dette en fristelse til det onde. Det var en fristelse overhovedet at betvivle at Jesus er Guds søn, som skyen sidste søndag lod lyde så klart og umiskendeligt i mange vidners nærvær. At søge bevis for dette der stod stadfæstet og urokkeligt ville være ligeså tåbeligt som at banke hovedet imod en mur for at bevise at den var lavet af beton. Det ville nok snarere bevise at det var lavet af beton, og så kunne man stadig ikke være sikker på, at muren ikke var af sten.

Ikke desto mindre er dette en fristelse, som djævelen gang på gang fører os ud i: hvis Gud virkelig er god, hvorfor sker der så voldshandlinger mod uskyldige mennesker i dagens Danmark. Hvis Gud virkelig er almægtig, hvorfor er der så naturkatastrofer. Og hvis jeg virkelig har fundet nåde i Guds øjne, hvorfor bliver denne og denne sten så ikke taget fra min sti og forvandlet til brød. Hvorfor skal jeg være syg, arbejdsløs ugift, ulykkelig gift, fattig eller overhovedet anfægtet i min tro, hvis Gud virkelig elsker mig, hvis Gud virkelig er. Disse tanker er Djævelens værk, og når vi lader disse tanker få råderum i os og ikke straks viser dem tilbage, da er det Djævelen står med det bedste kort på hånden for at forføre os til først at fornægte troen på Guds almagt, godhed og visdom, og næst at tage livet i egen hånd og synde imod Guds bud og vor inderste overbevisning, vor samvittighed.

Paul Gerhardt, som har skrevet den smukke salme, Befal du dine veje, som vi begyndte med, var en mand med samvittighed og ikke få kvaler. Kurfyrsten Frederik Vilhem af Brandenburg forlangte af alle landets præster, at de skulle skrive under på et edikt, der forbød dem at prædike evangeliet ud fra de lutherske bekendelsesskrifter. Hvis ikke var det med embedet som indsats. Det letteste havde været for Paul Gerhardt straks at skrive under og således slippe ud af denne kattepine med embedet i behold. Han kunne endda forsvare det, som den engelske kirke forsvarer sit forehavende, med at det væsentlige, nemlig evangeliet om Guds nåde og kærlighed, stadig måtte lyde. Men Gerhardt skrev ikke under. Han kunne ikke skrive under for sin samvittigheds skyld, for han vidste, at alene den rene og rette lære om Gud kan give mennesket ro og fred i sjælen. Der var derfor ikke tale om teologiske spidsfindigheder og diskussionsiver, men derimod ægte sjælesørgeriske bekymringer. Det fik konsekvenser. I to år måtte han leve i uvished, om han var købt eller solgt, to år, hvor han dagligt måtte kæmpe med smerten over at svigte sin menighed og samvittighedens klare nej. Vej har du alle steder, dig midler fattes ej.

Let nok at sige, når vinden er i ryggen og alt går vor vej. Men hvor er det svært at holde fast i når fasten bliver lang og vi til sidst lider sult. Sult i verdslig forstand, sult i åndelig forstand: sult efter at opleve Gud.

Ja, selv et så fromt og godt ønske kan vende sig til en djævelsk fristelse væk fra Gud. Vi vil opleve Gud, men på vores måde. Styrt dig ned, og engle vil komme og bære dig. Nej, hvorfor skulle han dog det, der var jo sikkert en god og bred trappe at gå ned ad, og så fik han også lidt motion. Vi hører så tit om de store undere i Afrika, at mennesker bliver helbredte ved bøn og håndspålæggelse, noget som er næsten fuldstændig fraværende i Danmark. Har Gud da forladt os. Nej. Men han har givet os en god og bred trappe at gå på. Han har givet os sygehuse og hospitaler, som kan redde os ud af snart sagt enhver redelighed vi får redet os ud i. Der er mad i Netto vi kan gå hen at købe, så vi ikke behøver sulte, og skoler og daginstitutioner, så vi ikke skal efterlade vore børn alene derhjemme. Der er taget hånd om os på ufattelig mange måder og det er ikke kun vores ret, men det er vores pligt, at tage imod disse goder, som gaver fra Gud, som noget, vi skal takke ham for. Men også som noget, vi kan miste. Alt godt er noget, den onde ønsker at tage fra os, enten med vold og magt eller med sine smigrende ord, hvormed han lokker os til at handle ondt og være onde som hans underlagte.

Men her vi må kæmpe imod og stride med alle kræfter, for vi hører en anden herre til. Vi kan ikke forhindre de fristende tanker i at komme til os, men vi kan nægte dem råderetten over os og dette bedst ved henvise til ham, der har givet os livet.

For han stod imod djævelens fristelse, og dette er vor sejr og vor glæde i dag. Hver gang vi fristes, må vi minde djævelen om dette hans nederlag: Jesus. Jesus lukkede munden på dig én gang for alle, og ham vil jeg følge. Da skal djævelen snart forlade os, ja, da skal Guds engle komme og sørge for os, om ikke før, så når han selv kommer igen for at føre os hjem til sit velsignede rige.

Så lad os da med dette håb frimodigt forsage djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.