Månedsarkiv: december 2014

4 s i advent 1 rk 2014

Så kom dog til sagen. Der er ikke meget, der er værre end de mennesker, som bare aldrig kommer til sagen. Stolpe op og stolpe ned med æh og øh og åh, men noget væsentligt, det skal man vente længe efter. Nu kan der kan være flere grunde til et sådant væveri, både gode og dårlige, enten at man ikke har noget at sige og bare skal trække tiden, eller, som visse politikere er mestre i, hvis der er noget at skjule, hvis der ligger en løgn eller en svaghed, som bare et enkelt malplaceret ord kan afsløre, så hele korthuset vælter, så kan det virkelig være nødvendigt at stå der og tygge drøv på ordene. Men det kan også være tilfældet, hvis en faktisk har noget på hjerte, noget væsentligt, men som er svært at få sagt. Så kan lidt tomgangssnak eller en lang indledning være en god mulighed for selv at slippe bedst fra samtalen og få samlet mod dertil. Men der er også en modsat side, hvor ting ikke kan siges straks, og det ikke alene af hensyn til den, der siger det, men af hensyn til den, til hvem det bliver sagt. Undertiden skal vi bearbejdes lidt, så vi bedre kan høre det egentlige, ligesom en lang og måske tør indledning ofte er forudsætningen for at forstå meningen med hovedsagen, hvad enten det er i en bog, et foredrag eller en prædiken.

Og så kom dog til sagen Pastor Jakobsen.

Jaja, men i kirken giver vi os god tid og det endda bedre tid end de fleste romanforfattere. Fire søndage går før vi kommer til sagen. Fire adventssøndage, som med hver sit perspektiv skal rette vort blik fremad mod juleaften, de to sidste med Johannes døberen i centrum. Men hvorfor? Hvem er han, denne Johannes, og hvad gør han her umiddelbart før jul. Hvordan i alverden kan han, denne strenge domsprædikant være med til at stemme vore hjerter til julens blide salmer?

De gamle jøder havde åbenbart lige så svært ved at forstå, hvem Johannes døber var, som vi har i dag, han som hverken var Profeten, Elias eller Kristus. Det eneste de fornam var at han var noget midt i al sin selvfornedrelse, noget, de ikke umiddelbart kunne begribe, selvom de virkelig prøvede på det. For jo mere de søgte, des mindre fandt de. At stå der med denne mærkelige mand var som at vende lommelygten mod en skygge. Hvad end de spurgte ham om, nægtede han, og dette ikke for at gøre sig selv interessant, men for at fremhæve den sag, som var hans og som nu fyldte ham helt.

Det eneste han ville indrømme var dette: Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen. Og jeg må beklage oversættelsen, som gør Johannes til den råbende. Nej, Johannes var blot en røst af den der råber, og det er ham alt om at gøre dette så klart, at ingen skulle få den tanke, at Johannes var noget i sig selv. Men hvorfor var det nu så vigtigt?

Telefoner bliver smartere og smartere og når man som jeg har sådan en gammel Siemens S55 kan man, og jeg gentager, kan man, godt blive en lille smule misundelig, når hele verden omkring en trækker en stor fed smartphone op af lommen for straks at finde svar på alt. Ikke desto mindre er der et punkt, hvor denne gamle telefon er bedre end en smartphone, og det er til at tale i. man kan høre, hvad der bliver sagt i den anden ende af røret og vice versa og det er vel egentlig det, en telefon er til for. Det, der gør den værdifuld, at det, der bliver sagt i den ene ende også er det, der kan høres i den anden. Hvis ikke, om det så er fordi den er smart til at kunne svare selv eller bare ikke duer, kan det få katastrofale følger, som det fik i 1978 over San Diego, hvor en dårlig forbindelse gengav et ord forkert, så at to fly kolliderede og 144 blev dræbt

Netop derfor er det så vigtigt for Johannes, at gøre sig selv til intet, blot til en røst. Han taler ikke af sig selv, af sin egen fri fantasi, men han taler en andens sprog, han taler Guds sprog. Dermed er han ikke bare en, der råber i ørkenen, men han er Guds røst, og uanset hvor meget han end kunne være i sig selv, så ville det være intet i forhold til dette. Men omvendt gælder også, at hvis han selv var noget i forhold til dette, hvis han blandede sig selv ind i Guds røst, så var det ikke mere Guds røst, der talte, men blot et menneske, og da var han i sandhed intet, men blot en løgner. Da var han som en sådan telefon, der forvrænger det sagte. Nej, Johannes ville intet blande i af sig selv, og dermed var han størst.

Dette er i højeste grad, et ord, som er forkyndt til ordets forkyndere i dag. Hvor er ikke enhver prædikestol en fristelse til at ophæve sig selv og egne tanker og meninger, men en fristelse som vi uophørlig må kæmpe imod, for som Johannes selv siger: den, der er af jorden, han er af jorden og taler af jorden. Hvor højt end menneskets visdom kan svinge sig, så bliver det dog af jord. Men Guds røst må vi tale, som Luther siger det så klart: En præst skal ikke efter sin prædiken bede Fadervors femte bøn og søge syndsforladelse, men han må med alle profeter og apostle frimodigt erklære: Dette er Guds ord og ikke mit. Den der ikke tør rose sig således af sin prædiken, han må høre op med at prædike, han lyver helt sikkert og spotter Gud. Svære ord fra Luthers mund, og så er det dog netop denne befaling, som er enhver prædikants frimodig, ikke som hovmod, hvad det også sagtens kan komme til at lyde som, men som sand ydmyghed.

Jeg skal ikke stå her og underholde med egen lærdom og indfald. Jeg skal ikke være nogen stor profet eller anden stor åndelighed: jeg skal ikke være Kristus, men jeg må få lov at tale en andens røst, og det en røst, som indebærer en rigdom og storhed, som jeg i evighed aldrig selv ville kunne diske op med. For hvordan skulle jeg menneske dog nogensinde kunne forkynde og oppebære en glæde for hele folket søndag efter søndag ud af mit eget huld. Umuligt.

Derfor er det nødvendigt for os præsters skyld, at kirkeåret begynder med denne lange indledning på fire adventssøndage, så vi kan lære at forstå, at det Det bliver ikke jul, hvis vi kun lader vor egen røst lyde, og ikke Guds.

Men også for menighedens skyld, skal vi igennem disse søndage før vi kommer til jul. Julen kommer nemlig ikke uformidlet. Heller ikke kommer den af al vor slæben og stræben med gaver og traditioner, men den kommer til os som en gave vi på ingen måde har fortjent. Den kommer, når vi lytter til de ord, som selv kan bane en vej igennem alle vore fordomme og menneskelig visdom og ind i hjertet, hvor det gør plads for den ærens konge.

Men disse ord kan være strenge, for ligesom prædikanterne livet igennem skal afholde sig fra at ville gøre sig til, sådan må vi også som kristne lære den lektie, at det ikke er os selv, der skal gøre os til noget, det være sig med smartphone, stor bil, flot tøj, ja at alt dette blot er et bedrag, der skal dække over denne Johannæiske sandhed om os: i os selv er vi intet. Denne lektie er sværd at lære, og fire søndage er ikke én for meget dertil. Selv ikke Johannes Døberen nåede helt dertil i sit liv, men han kom i tvivl, som vi hørte om sidste søndag, og også Paulus måtte kæmpe med denne lære livet igennem.

Vi vil så gerne være noget i os selv, vi vil så gerne kunne rose os. Og på denne baggrund er det, vi bygger vort samfund. Vore unge mennesker lærer vi, at de skal se at blive til noget og når vi møde et mennesker, og spørger, hvem er du, så får vi dette svar: jeg er lærer, jeg er murer, jeg er professor. Men måske er det en samfundsmæssig fejlslutning at man resolut skal sørge for at blive noget for at være noget. At man absolut skal have en lang uddannelse og fine papirer for at kunne være sig selv bekendt. Vist skal vi være flittige og udnytte de evner vi er blevet givet, men derfra og til at skulle kunne bryste sig af en fin titel for at turde vise sit ansigt er der så sandelig også et godt stykke vej. Men det viser os, at noget er galt.

Johannes’ ord er strenge, men netop i denne strenghed ligger friheden. For kun ved at fratage os alt kan vi blive helt frie fra vor medfødte og ofte ulykkelige stræben efter at blive noget og dermed åbne for den røst som lød til hyrderne på marken og som lød gennem Johannes døber og alle apostle: Guds sandhed om os. At vi for Gud allerede er uendeligt værdifulde, og at han vil gøre os til noget endnu mere, noget ubegribeligt stort, noget som intet menneske kan fatte, der ikke selv ejer denne rigdom. For som han har skabt os i sit billede vil han også gøre os til børn af sig og dermed arvinger af hans rige, og alt dette alene ved at høre hans røst.

Med sit ord kommer han til os og er midt i blandt os med sin fred og glæde og heraf springer den sande julefest. Ikke af alt det vi gør, men af det han gør, at han kommer til os og er midt iblandt os og gør os til et med sig.

Så er da den bedste juleforberedelse ikke alle vore traditioner med stress og jag, men at sætte sig stille for at lytte til den røst, der bereder os på at fejre jul i himmelby.

Prædiken 1 s. i advent 1 rk. 2014 Sct. Marie Kirke

Hvornår kommer han? Hvem har ikke set eller kan huske sig selv som barn vente på sin far eller mor. Minutterne slæber sig afsted og synes slet ingen ende at ville tage. Adspredelserne vil ikke rigtig fænge, det bliver kun til en halv tegning, før barnet atter finder pladsen henne ved vinduet, hvor det længselsfuldt spejder ud i mørket, om der bare skulle være et blink. Og – der er han! Med jubelråb bliver hele familien kaldt hen til vinduet for at se ham komme, som de har ventet så længe. Det er ikke noget nyt og fremmed, der vækker denne dybe glæde og begejstring, men det ansigt som de kender og holder så meget af. Ja, han er ikke engang kommet ind endnu. Men de kan se, han kommer. Og når døren endelig går op, da løber børnene deres far i møde med armene i vejret som en anden flok palmegrene og kaster sig i hans favn, så han ret kan mærke, at han var ventet.

Netop dette er, hvad adventstiden og det nye kirkeår, som vi i dag er trådt ind i handler om, at vente på ham, som kommer, så vi kan tage imod ham med længsel, når ham kommer.

For det er ikke en fremmed, vi venter på, en vi først skal lære at kende ved ankomsten og derefter. Derimod er det en velbekendt, som kender os dybt og som vi må kende. Det er din konge, der kommer, han der har skabt os, og som vi hører til.

Gennem livet møder vi mange mennesker, som på den ene eller anden måde vil tage magten over os. Det kan være med deres retoriske kneb der alene har til formål at give os dårlig samvittighed over vores politiske ståsted og økonomiske prioriteringer. Det kan være med løfter om guld og grønne skove hvis vi nu tager det og det lån, eller det kan være med trusler om mord og vold, hvis du ikke betaler beskyttelsespenge, som vi desværre ser flere og flere eksempler på i dagens Danmark.

Men denne Jesus som virkelig har retten over os, som har vort i sin hånd, han kommer til os sagtmodig og ydmyg. Ikke engang en ordentlig stridshest bærer ham, ikke engang en hær af statholdere og skrivere og embedsmænd, men en flok fattige fiskere, bønder og børn, et æsel og dets føl. Sådan kom han dengang for mange år siden i Jerusalem, og sådan er Guds riges gang på jorden den dag i dag. Hvor rig end kirken har været, hvor smukke og prægtige bygninger og præstedragter vi end har, og hvor skøn en musik vi end priser den almægtige med, så er dette ydmyge stadig kirkens væsen, et æsel og dets føl. Ordet og sakramenterne. Dette ord, som jeg i dag prædiker, og som tusinder før mig har prædiket, om vore synders nådige forladelse og frelsen ved Jesu kors, og så disse to sakramenter, dåben og nadveren. Lidt vand, lidt brød, lidt vin.

Hvad er det mod alle komikere og ballademagere, mod tænkerens og filosoffens pirrende dybsindighed, hvad er det mod al underhold og velstand, som loves os allevegne? Intet. Kirken er rent ud sagt ikke konkurrencedygtig når den stilles op imod alle de tilbud som til stadighed vælter ind ad postkassen. I det stykke er vi lige så dårligt kørende som en vis Kevin Magnussen – hvis vi er heldige kan vi måske komme ind på en 11.plads og få lov at prøve igen til næste år. Men se så op mod disse hvælvinger, betragt mosaikken og lyt til musikken, orgelets skønne toner. Åbn din salmebog og find den smukkeste poesi i hele verden. Vidner dette ikke om at der her findes en rigdom uden sidestykke, at der på trods af ordets og sakramenternes ydmyge skikkelse er en herlighed og pragt, hvis lige ikke findes på jorden? At der er en skat skjult her som vejer tungere end alt Guld. Så mange kræfter, så megen tid og penge og øvrige ressourcer på et æsel og dets føl. Jo, for dette æsel og dets føl bærer kongernes konge på sin ryg og de bærer ham til os for at han må blive din konge. Ikke som disse tyranner, der vil herske over os for at tage livet fra os med alle deres beskidte kneb og lumpne trick. Men som den konge, der vil føre os til livets sejr. Som vil befri os fra alt det der binder os og forhindrer os i at leve fuldt ud.

Jo, den mand, det æsel og dets føl, som vandrede så fredsommeligt ind i Jerusalem for så mange år siden, har betydning for dig i dag. For bag dette sagtmodige ydre gemte sig et ægte herremod. En kylling kan skræppe op og lave rav i hele hønsegården, men den modige og forstandige mand eller kvinde venter til rette tidspunkt og taler da sit klare og uforståelige sprog. Det kræver mod. At råbe op på afstand om det som alle andre mener er for intet at regne mod den, der stille og roligt og uden at hæve stemmen tør sætte sin bror i rette. Tag ikke fejl af det. Det er ofte de mennesker, man venter sig mindst af, som handler, når alle andre flygter.

På samme måde også med Jesus: sagtmodig men modig. Ufortrødent og uden at blinke gik han lige imod den største af alle fjender, den fjende som har slået selv de største kejsere og krigere igennem tiden: døden. Tre dage varede kampen, men på tredjedagen stod Jesus op som sejrherre. Døden er overvundet, og det med sådanne sværdhug at den aldrig mere kan kræve revanche. Derfor lever han stadig og kommer til os, vandrer midt i blandt os som er samlede her om hans ord i dag.

Ikke synligt og i al sin pragt og herlighed, men gemt i fællesskabet, ordet og sakramenterne, hvor han til stadighed forkynder os, at hans sejr over døden, må være vores ved troen på ham.

Når vi lytter til dette ord, modtager brødet og vinen, synger salmerne, så ske det under en gang imellem at vi får sådanne nogle små glimt at se: jo virkelig, han er min konge. Hans sejr er min sejr, hans styrke er min styrke.

Da er det vi fyldes med denne ubeskrivelige glæde, som synger lovsange og priser Guds herlighed, som gør, at vi gerne vil være denne konges tjenere og gå i hans følge. Ja, da er det vi fyldes med tro og kærlig til Gud og næsten. For denne konge ønsker ikke at æres og tjenes med magt og sværd, men i at vi giver vort liv for vor næste, ligesom han har givet sit liv for os. Han anviser os ikke nogle bestemte store og fine gerninger at gøre, men bare dette bud: elsk din næste som dig selv. Et stort bud – men hvordan ser det ud.

Det ser heller ikke ud af noget. Det er ikke noget i forhold til DR’s landsindsamling eller den hemmelige millionær og hvad ellers vi har af moderne helgendyrkelse. Men det er så simpelt som at samle en tabt genstand op for en anden, at hjælpe en gammel over gaden, at tale med en ensom og passe sit arbejde samvittighedsfuldt. Intet stort og herligt, men Jesu æsel lærer os ikke at se på det ydre og gerningernes størrelse. Det var ikke æslet og heller ikke dets gang, der var interessant, men det var, at det bar kongernes konge hvorhen han ville. Sådan er heller ikke pragten i vore gerninger at måle på vores rang og stilling ej heller gerningens offentlige ros og ære, men i den konge og herre vi tjener.

Da jeg sidste år prædikede for Dronningen i Skagen, var der ingen, der tænkte på, at jeg tjente hende, for det var hende, der gjorde min tjeneste til noget særligt. Sådan må vi også lære at se på alle vore gerninger, ikke som vore, men som hans.

Hvis der så er nogen, der ser disse undseelige gerninger og spørger: hvorfor gør I det. Da skal vi svare: Herren har brug for det – vi tjener den store konge. Men Se, det er et svar, der kræver mod. Det er meget lettere at begrunde gode gerninger med karma og god følelse og samfundsansvar, som straks får vore gerninger til at se ud ad noget. Men at tjene den store konge, det ser virkelig ikke ud af noget for dem, der bare ser æslet og dets føl. Og dog er det dette der gør gerningen virkelig værdifuld.

For vi har set kongen på æslet, vi kender hemmeligheden bag ringheden; Vi har hørt hans ord og smagt hans nåde. Vi har mødt ham i dette fællesskab, i salmesangen i dåben og nadveren og ved derfor at han virkelig er livets konge, den der kan give os livet og som vi venter efter med længsel. Vi har set det, da Han kom i ringhed for at vi ikke skulle lære ham at kende i frygt, men i kærlighed. Derfor kan vi også frimodigt se frem mod den dag når han i al sin magt og herlighed kommer igen for at genoprette riget hvor liv er bedst.

Da skal glæden bryde frem. Intet skal længere holde vore arme nede, men i et jubelråb skal vi gå vor sejr i møde: Jesus vandt og jeg har vundet.

Heraf kommer dette kristne mod til at bekende æselkongen som min konge, heraf kommer glæden over livet, heraf fødes en sand og frydefuld adventstid. – Glædelig nytår.