Månedsarkiv: november 2014

Prædiken 21 s e trin

Jeg fik sådan en skrivelse ind ad døren for et stykke tid siden. Der er uden tvivl et par stykker af jer, som kan genkende skrivelsen fra jeres egen postkasse. Det er sådan en man får, hvis man kommer for tæt på en af disse fotovogne, som politikerne er så glade for. Jeg var chanceløs. Jeg var lige kommet af motorvejen … ti kilometer før … og havde simpelthen ikke nået at bremse ned. 1000 kroner. Det er bare surt, tænk på alt det wienerbrød, jeg kunne have købt for det. Men sådan er det.

Nordjyllands Politi var så så flinke at sende en lille vejledning med med fire punkter til at undgå flere af den slags hilsner: for det første, overhold fartgrænsen, husk selen hver gang, undgå at tale i håndholdt mobiltelefon og endelig som det fjerde: Det kan ikke betale sig at pille forreste nummerplade af. Politiet kan også fotografere bilen bagfra.

Det er jo fint. Nu skal jeg bare overholde disse fire punkter næste gang jeg sætter mig bag rattet, så er der ingen ko på isen. Super.

Dette er det, der kendetegner enhver god opdragelse, hvis du gør det gode, så vil det også gå dig godt. Udtryksmåder savnes ikke i så henseende: Smil til verden og verden smiler til dig, eller som den gyldne regel udtrykker det: gør mod andre, hvad du ønsker de skal gøre mod dig. Sår du gode afgrøder, skal du også høste gode afgrøder, men det omvendte gælder også, sår du ukrudt skal du høste ukrudt. Handler du ondt vil også dette før eller siden lande på dit eget skrivebord. Dette er den almene erfaring af tilværelsen som vi finder i samtlige religioner og samfund og tillige en dybt bibelsk tankegang: se f.eks. den syvende salme: fjenden hvæsser sit sværd på ny, han spænder buen og sigter, men han skal rette de dræbende våben mod sig selv og gøre sine pile til brandpile. En faldgrube har han gravet ud, men han falder selv i den grav han gravede. Hans ondskab rammer ham selv, hans uret kommer over hans eget hoved.

Intet nyt i det. Sådan kender vi tilværelsen i grove træk. Det kan godt være at der går nogen tid, måske år, næsten et helt liv før det pendul der blev sendt af sted kommer tilbage igen. Men det kommer tilbage, i hvert fald i et ethvert retfærdigt samfund, hvor enhver bliver straffet for sin egen ugerning og belønnet for sin flid.

Men også i mere moralske henseende, hvor lovgivningen ikke blander sig, også her ser vi, at denne lov gælder – det kommer næsten altid tilbage, nogle gange på de mærkeligste og mest uventede måder, men det kommer tilbage. Jeg tror vi alle sammen kan fremdrage eksempler på dette, enten fra vort eget liv eller fra andres liv. Ellers mangler disse eksempler ikke i vores kongerække. Navnlig Christian d. 2. gør sig bemærket ved sit bedrageri i forbindelse med det Stocholmske blodbad, et bedrageri hvis bitterhed han selv måtte smage, da han blev sat i forvaring her på Sønderborg Slot under et såkaldt frit lejde.

Men hvorfor er det sådan. Spørger vi Bibelen finder vi i den overfor læste salme svaret: for Herren er retfærdig.

Men et mere lumsk svar kan ikke gives. For derved er det åbnet op for alverdens konsekvensmageri af værste skuffe. For så må det nemlig være muligt at slutte fra én hændelse til en anden. Altså at slutte fra ulykke og elendighed til at vedkommende selv må have gjort sig skyldig på en eller anden måde. Sådan som vi næsten altid gør, når det drejer sig om livsstilssygdomme; han er eller var jo selv skyld i det, han røg for meget, så for dybt i flasken. Men netop her er det, Jesus siger stop.

Han tillader os ikke at drage disse konsekvenser, for den lige linje mellem aktion og reaktion, mellem gerning og konsekvens findes ikke, selvom vi nogle gange synes at kunne se den. Men at påstå den med en større sikkerhed end et måske er en voldsom simplificering af tilværelsens faktiske kompleksitet. Ikke engang i det retfærdige samfund er der en direkte sammenhæng mellem handling og straf. For selvom straffen varieres alt efter overtrædelsens grad, så er der intet til hinder for at bødetaksterne kunne være dobbelt så store. Men straffene er som de er, fordi det er sådan politikerne har besluttet det i straffeloven, eller fordi det er sådan dommerne vurderer det rimeligt. Og lykkeligvis har vi gode dommere her til lands, som i langt de fleste sager dømmer efter, hvad vi kalder retfærdigt. Men hvis vi nu forestiller os, som det er virkeligheden i visse dele af verdenen, at forseelser straffedes efter dommerens tilfældige lune, ja, så har vi et retvisende billede på tilværelsen, som den egentlig er.

Vi kender nemlig ikke de fulde konsekvenser af vore handlinger, hvilket bedst beskrives med kaosteorien, som danner grundlaget for alle vejrudsigter. Vejrsystemet er så komplekst og indviklet at det er relativt umuligt at forudsige vejret på længere sigt. Tusindvis af faktorer spiller ind og selv den mindste ændring hos en enkelt faktor, som f.eks. en mark der bliver pløjet og derved optager mere af solens varme, kan ændre vejret fuldstændig. Eller ærkeeksemplet med sommerfuglen, hvis basken med vingerne på den ene side af jordkloden kan starte en orkan på den anden side. Det lyder latterligt, men det kan ikke modbevises. Den bittelille hvirvelvind, som dannes over sommerfuglens vinger, kan netop være det, der drejer en større vind ind i en hvirvel og så fremdeles. Pointen er: Det mindste kan sætte det største i gang. Dermed sættes vi i et absolut ansvar for ALLE vore handlinger, selv de allermindste. For selv dette allermindste kan få fatale konsekvenser, som Brorson skriver: et syndigt ord i Adam fór Det lagde verden øde; det har gjort det sjælemord, hvorved alle døde.

Så længe vi kender konsekvensen af vore handlinger stilles vi kun over for et relativt ansvar. En overskridelse af fartgrænsen koster 1000 kr. Det kan man så overveje med sig selv, om det ligger inden for budgettet, ellers må man lette lidt på speederen. Men når man ikke kender konsekvensen af ens handlinger er ansvaret absolut, og når ansvaret er absolut er også skylden eller synden absolut, når vi ikke levet op til at gøre det gode i alle henseende. Dette er det Jesus gør det klart i dagens evangelium: Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Jo, døden er syndens absolutte pris, som også politiet gør opmærksom på alle vegne: fart dræber. Al uret, selv det mindste gør os skyldige til døden.

Stillet over for dette ultimatum har vi to ting at gøre: stikke af som tøsedrenge med halen mellem benene i en stadig fornægtelse af syndens alvor eller vi må tage det fulde ansvar for vort liv på os. Det første er klart det letteste – så længe det går godt. Men Jesus kalder os til at tage det fulde ansvar for vort liv og vore gerninger uanset, hvordan det går. For i Guds øjne, i Guds retfærdige øjne er vi lige skyldige, om vore handlinger får umiddelbare konsekvenser eller ej. Jeg er skyldig i overtrædelse af færdselsloven hver gang jeg kører for hurtigt, uanset om jeg bliver snuppet eller ej. Derfor står vi også som uendeligt, absolut skyldige over for Gud, vi står til død og fortabelse, for hvem vil vel påstå at være fuldendt i alle enkeltheder.

Det er dette, Jesus kalder os til at tage på os. Ikke for at vi skal gå rundt med bitter mine og klynke over os selv og vores tomhed, men for at han kan tage dette vort ansvar på sig og fylde os med sin glæde og retfærdighed. Han tager ikke ansvaret fra os som om det ikke var der, men han tager skylden på sig og dermed er vi sat absolut frie, frie fra at frygte den absolutte konsekvens af vore handlinger.

Men hvad så når ulykken ramler ned over et menneske – er det så fordi han eller hun er en større synder end alle andre? Dog, hvordan skulle jeg den absolut skyldige kunne stille dette spørgsmål. Kun ved vi: Gud er ikke uretfærdig, men Adams ord, dine og mine syndige tanker, ord og gerninger er med til at indhylle denne verden i uretfærdighed, så selv naturen sukker derunder. Måske et andet menneske lider på grund af min uret.

Men Herren vor Gud er retfærdig, og han er din retfærdighed. Ligesom Jesus bar al vor skam og skyld op på det dræbende kors, sådan lader han dig få del i alt hans, hans ære og værdighed, hans renhed og uskyld. Derfor må vi smykke os med hans absolutte retfærdighed midt i det liv vi lever nu, som havde vi levet op til vort ansvar i alle forhold – for hos ham er tilgivelsen absolut.

Det betyder. Den dag du kører for stærkt og ingen opdager det – da har du Guds fulde tilgivelse. Den dag du bliver knaldet – da har du Guds fulde tilgivelse – og den dag din fart får den værste af alle konsekvenser – da har du Guds fulde tilgivelse.

Han har taget hele skylden på sig og derfor må vi i dag smykke os med disse ord: retfærdige for Gud.