Nu er det altså ikke fordi jeg er kommet ud af trit med tiden, vi skulle begynde med en adventssalme i dag. Men ærlig talt, det er da så trist at nogle af vore smukkeste salmer kun kan synges til jul eller påske. De tåler nok at blive slidt også resten af året. Det er nu ikke årsagen, men grunden til, at vi skulle begynde med en adventssalme er at denne søndag kan betegnes lilleadvent eller midtvejsadvent. Kirkeåret er opbygget således, at de fleste højtiders tematik gentages på et senere tidspunkt; således har vi også lidt senere på året en lillepåske, og som vi sidste søndag foregreb, den sidste søndag i kirkeåret, dommes søndag, sådan foregriber vi i dag adventens tema: Herren kommer.
Men hvor adventstiden er præget af forventningen, han kommer når vi tænder det fjerde lys, så er denne søndag kendetegnet ved uvisheden, hvornår mon han kommer. Der er længe til juleaften, og vi skal i hvert fald ikke til at tænke på julegaver allerede nu.
Men det er netop denne følelse af udskudthed af afstand, som vi i dag må lade anfægte os, for hvem kan garantere os for, at vi overhovedet når at få tændt det første lys?
Jesus gør ikke. Han lader os ikke vide, hvornår han kommer; ligeså lidt som vi ved, hvornår vi får indbrud. Statistisk set er der 2,7 % risiko for at vi får indbrud i år, dvs. 0,076 promille sandsynlighed for, at det lige er i dag vi får indbrud. En så ringe sandsynlighed kan man vælge helt at se bort fra og tage indbruddet når det kommer, eller at gøre som de allerfleste af os gør: låse døren hver dag. Indrette os som om det var i dag, indbrudstyven fik øje på vort hus og ejendele.
Og så sidder vi alligevel her, som om det ikke er i dag, vi får indbrud – jo, for vi tror låsen holder. Vi har indrettet os med sandsynligheden, men på en måde, så at den ikke passiviserer os, men tillader os at leve lige så frit som om der aldrig kom indbrud.
Det samme kunsttykke er det nu Jesus appellerer til os om at gøre i åndelig henseende: Leve frit, som kom han nu i dag.
Umiddelbart, så lyder dette selvmodsigende. Jesu genkomst det er ikke ligefrem det vi sætter øverst på ønskelisten. Det er som om vi har en tanke om, at når Jesus kommer, så stopper al vor gerning, så stopper alt det, der betyder noget, så stopper livet; og vist er det, at al vor gerning må stoppe på den dag. Men Jesu genkomst er ikke en trussel mod livet. Det er en bekræftelse af livet som gudvillet. Men når vi alligevel får denne aversion imod talen om Jesu genkomst og det himmelske Jerusalem, så stiller det et spørgsmål til vores investeringsprofil, hvor har vi investeret vort hjerte, i himmelen eller på jorden, hvor har vi vor skat og vort hjerte.
Vil vi ikke vide af talen om Jesu genkomst og himmelens herlighed, da er det meget betænkeligt, for det er nu engang sådan, at det, der fylder ens hjerte, det kan man aldrig få nok. Har jeg siddet og arbejdet med græsk i et par uger, jamen så er det det, der fylder mine tanker, mine ord, og helst også mine ører, men er det fysik, jeg har siddet og studeret, da vil jeg helst høre ord som inerti, masseacceleration og brydningsspektrum.
Hvorfor skulle det ikke også være sådan om de åndelige ting, medmindre altså, vi har bundet vort hjerte til de jordiske ting? Jesus rammer plet med dagens evangelium, han afslører os, og nu drejer han kniven i såret, så vi ikke skal tage fejl af budskabet: sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige.
Uf, den var ikke rar. Sælg alt og giv det væk. Jo, der er noget godt i at give en gave, det giver en følelse af velvære, af at være et godt menneske, men at give alt. Telefon, computer, bil, hus. Arvesølvet, familiebillederne – alt. Så er det vi for alvor mærker hvor stærkt bundne vi er til alle de jordiske goder. Det er her Jesus vil have os hen. Vi skal erkende, hvor meget det jordiske betyder for os, og hvor let det kommer til at optage hele vort hjerte. Sælg alt hvad du ejer.
Men må vi slet ikke eje noget? Mener Jesus rent faktisk, at vi skal sælge alt og leve som eremitter i ørkenen? Ikke nødvendigvis. Vi læser jo i det gamle testamente om, hvordan Gud velsigner mennesker, Abraham, Jakob og David, med ufattelige rigdomme. Det ville være hykleri fra øverste instans således at give med den ene hånd og fordømme med den anden. Derfor kan det ikke være meningen. Men der er et aspekt, som vi skal holde nøje fast ved. Gud giver. Gud er den, der giver, og det er det, der gør hele forskellen. At vi modtager alle vore jordiske goder som fra Gud selv og dermed bringer ham vor tak og lovprisning for det.
Men fristelsen er den, at vi glemmer giveren over gaven. I Mr. Beans Jul, kører Mr. Bean det helt ud i ekstremerne. Han holder jul sammen med sin midlertidige kæreste og det går sådan okay. Så kommer de til gaverne. Hun har en stor pakke med et samleskib indeni, og hvad han har med, må vi lade være unævnt. Mr. Bean kaster sig straks over samleriet og glemmer alt omkring sig. Han ænser ikke hendes tilstedeværelse, og da hun endelig går, skuffet over hans opførsel, kan han endelig uforstyrret hellige aftenen til gaven. Det var jo ikke ligefrem det der var meningen. Når kærestefolk og ægtefolk give hinanden gaver er det selvfølgelig for at glæde den anden, men lige så meget for at give udtryk for hjertets dybeste kærlighed, så at hjertebåndene må blive styrkede.
Sådan er også meningen med Guds gode gaver. Ikke at vi skal glemme Gud. Men at vi, når vi går ude i naturen og ser dens pragt, når vi får lov at nyde et godt måltid mad, når vi sætter os i en blød og dejlig stol med en god bog, at vi da må erkende, hvor god en Gud vi har. Smag og se, at Herren er god, synger salmisten David. Hos ham må vort hjerte være, også når vi glæder os over de jordiske ting. Kan vi ikke det, skubber de jordiske ting derimod Gud ud af hjertet, da står Jesu ord ved magt: sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige.
Men er vort hjerte hos ham, da må det også ligge os på sinde, at lade dette få udtryk og hvilket udtryk er bedre end dette at leve for de mennesker vi er sat imellem, alle dem, som Gud elsker. Det være sig ved at give af vor egen overflod, det være ved at hjælpe og besøge ensomme og forladte det være ved at bede for og vejlede andre. Ja, det være sig ved at passe sit arbejde samvittighedsfuldt og hjemme at være en god far, mor søn eller datter, hustru eller ægtemand. Kort sagt. Har vi Gud i hjertet må vi lade dette komme til udtryk ved at gøre det gode.
Men da vil heller ikke Jesu genkomst være en skræk og rædsel. Ingen mand eller hustru frygter jo sin ægtefælles hjemkomst, hvor alt er godt, men længes tværtimod derefter, for at kunne dele det gode med hinanden.
Men hvor alt er galt er selv den elskeligste ægtefælles hjemkomst uvelkommen. Sådan må også Kristi genkomst være uvelkommen for den, der har bundet sit hjerte til det jordiske og som har viet sit liv til sig selv og til det onde.
For på den dag skal vore investeringer vise sig om de holder. Den der alene har investeret i dette liv og i de jordiske ting skal genopleve det store wallstreet krak og stå tomhændede og se alt hvad de har bygget deres liv på smuldre bort. Men de, der har investeret deres hjerte i himmelen, i Kristi fortjeneste, de skal se, hvordan alt de har investeret vokser og bliver til mere og mere, hvordan hele deres liv så at sige giver pote. Med Jesu egne ord: de skal få tusindfold igen. I sandhed en livets dag for livets børn.
Derfor er Jesu genkomst er ikke slutningen på livet. Det er begyndelsen, begyndelsen på fuldendelsen af den evighedsliv, som er lagt ind i os fra skabelsens morgen af Gud selv.
Lad os derfor ikke vente med at pakke Guds julegave op til jul, men lad os alle dage have de fire adventslys tændte, dåben, prædikenen om syndernes forladelse i Jesu blod, nadveren og bønnen. Da vil han selv komme til os og allerede nu lade evigheden begynde i vore hjerter.