Månedsarkiv: september 2014

prædiken 9 s e trin

Nu er det altså ikke fordi jeg er kommet ud af trit med tiden, vi skulle begynde med en adventssalme i dag. Men ærlig talt, det er da så trist at nogle af vore smukkeste salmer kun kan synges til jul eller påske. De tåler nok at blive slidt også resten af året. Det er nu ikke årsagen, men grunden til, at vi skulle begynde med en adventssalme er at denne søndag kan betegnes lilleadvent eller midtvejsadvent. Kirkeåret er opbygget således, at de fleste højtiders tematik gentages på et senere tidspunkt; således har vi også lidt senere på året en lillepåske, og som vi sidste søndag foregreb, den sidste søndag i kirkeåret, dommes søndag, sådan foregriber vi i dag adventens tema: Herren kommer.

Men hvor adventstiden er præget af forventningen, han kommer når vi tænder det fjerde lys, så er denne søndag kendetegnet ved uvisheden, hvornår mon han kommer. Der er længe til juleaften, og vi skal i hvert fald ikke til at tænke på julegaver allerede nu.

Men det er netop denne følelse af udskudthed af afstand, som vi i dag må lade anfægte os, for hvem kan garantere os for, at vi overhovedet når at få tændt det første lys?

Jesus gør ikke. Han lader os ikke vide, hvornår han kommer; ligeså lidt som vi ved, hvornår vi får indbrud. Statistisk set er der 2,7 % risiko for at vi får indbrud i år, dvs. 0,076 promille sandsynlighed for, at det lige er i dag vi får indbrud. En så ringe sandsynlighed kan man vælge helt at se bort fra og tage indbruddet når det kommer, eller at gøre som de allerfleste af os gør: låse døren hver dag. Indrette os som om det var i dag, indbrudstyven fik øje på vort hus og ejendele.

Og så sidder vi alligevel her, som om det ikke er i dag, vi får indbrud – jo, for vi tror låsen holder. Vi har indrettet os med sandsynligheden, men på en måde, så at den ikke passiviserer os, men tillader os at leve lige så frit som om der aldrig kom indbrud.

Det samme kunsttykke er det nu Jesus appellerer til os om at gøre i åndelig henseende: Leve frit, som kom han nu i dag.

Umiddelbart, så lyder dette selvmodsigende. Jesu genkomst det er ikke ligefrem det vi sætter øverst på ønskelisten. Det er som om vi har en tanke om, at når Jesus kommer, så stopper al vor gerning, så stopper alt det, der betyder noget, så stopper livet; og vist er det, at al vor gerning må stoppe på den dag. Men Jesu genkomst er ikke en trussel mod livet. Det er en bekræftelse af livet som gudvillet. Men når vi alligevel får denne aversion imod talen om Jesu genkomst og det himmelske Jerusalem, så stiller det et spørgsmål til vores investeringsprofil, hvor har vi investeret vort hjerte, i himmelen eller på jorden, hvor har vi vor skat og vort hjerte.

Vil vi ikke vide af talen om Jesu genkomst og himmelens herlighed, da er det meget betænkeligt, for det er nu engang sådan, at det, der fylder ens hjerte, det kan man aldrig få nok. Har jeg siddet og arbejdet med græsk i et par uger, jamen så er det det, der fylder mine tanker, mine ord, og helst også mine ører, men er det fysik, jeg har siddet og studeret, da vil jeg helst høre ord som inerti, masseacceleration og brydningsspektrum.

Hvorfor skulle det ikke også være sådan om de åndelige ting, medmindre altså, vi har bundet vort hjerte til de jordiske ting? Jesus rammer plet med dagens evangelium, han afslører os, og nu drejer han kniven i såret, så vi ikke skal tage fejl af budskabet: sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige.

Uf, den var ikke rar. Sælg alt og giv det væk. Jo, der er noget godt i at give en gave, det giver en følelse af velvære, af at være et godt menneske, men at give alt. Telefon, computer, bil, hus. Arvesølvet, familiebillederne – alt. Så er det vi for alvor mærker hvor stærkt bundne vi er til alle de jordiske goder. Det er her Jesus vil have os hen. Vi skal erkende, hvor meget det jordiske betyder for os, og hvor let det kommer til at optage hele vort hjerte. Sælg alt hvad du ejer.

Men må vi slet ikke eje noget? Mener Jesus rent faktisk, at vi skal sælge alt og leve som eremitter i ørkenen? Ikke nødvendigvis. Vi læser jo i det gamle testamente om, hvordan Gud velsigner mennesker, Abraham, Jakob og David, med ufattelige rigdomme. Det ville være hykleri fra øverste instans således at give med den ene hånd og fordømme med den anden. Derfor kan det ikke være meningen. Men der er et aspekt, som vi skal holde nøje fast ved. Gud giver. Gud er den, der giver, og det er det, der gør hele forskellen. At vi modtager alle vore jordiske goder som fra Gud selv og dermed bringer ham vor tak og lovprisning for det.

Men fristelsen er den, at vi glemmer giveren over gaven. I Mr. Beans Jul, kører Mr. Bean det helt ud i ekstremerne. Han holder jul sammen med sin midlertidige kæreste og det går sådan okay. Så kommer de til gaverne. Hun har en stor pakke med et samleskib indeni, og hvad han har med, må vi lade være unævnt. Mr. Bean kaster sig straks over samleriet og glemmer alt omkring sig. Han ænser ikke hendes tilstedeværelse, og da hun endelig går, skuffet over hans opførsel, kan han endelig uforstyrret hellige aftenen til gaven. Det var jo ikke ligefrem det der var meningen. Når kærestefolk og ægtefolk give hinanden gaver er det selvfølgelig for at glæde den anden, men lige så meget for at give udtryk for hjertets dybeste kærlighed, så at hjertebåndene må blive styrkede.

Sådan er også meningen med Guds gode gaver. Ikke at vi skal glemme Gud. Men at vi, når vi går ude i naturen og ser dens pragt, når vi får lov at nyde et godt måltid mad, når vi sætter os i en blød og dejlig stol med en god bog, at vi da må erkende, hvor god en Gud vi har. Smag og se, at Herren er god, synger salmisten David. Hos ham må vort hjerte være, også når vi glæder os over de jordiske ting. Kan vi ikke det, skubber de jordiske ting derimod Gud ud af hjertet, da står Jesu ord ved magt: sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige.

Men er vort hjerte hos ham, da må det også ligge os på sinde, at lade dette få udtryk og hvilket udtryk er bedre end dette at leve for de mennesker vi er sat imellem, alle dem, som Gud elsker. Det være sig ved at give af vor egen overflod, det være ved at hjælpe og besøge ensomme og forladte det være ved at bede for og vejlede andre. Ja, det være sig ved at passe sit arbejde samvittighedsfuldt og hjemme at være en god far, mor søn eller datter, hustru eller ægtemand. Kort sagt. Har vi Gud i hjertet må vi lade dette komme til udtryk ved at gøre det gode.

Men da vil heller ikke Jesu genkomst være en skræk og rædsel. Ingen mand eller hustru frygter jo sin ægtefælles hjemkomst, hvor alt er godt, men længes tværtimod derefter, for at kunne dele det gode med hinanden.

Men hvor alt er galt er selv den elskeligste ægtefælles hjemkomst uvelkommen. Sådan må også Kristi genkomst være uvelkommen for den, der har bundet sit hjerte til det jordiske og som har viet sit liv til sig selv og til det onde.

For på den dag skal vore investeringer vise sig om de holder. Den der alene har investeret i dette liv og i de jordiske ting skal genopleve det store wallstreet krak og stå tomhændede og se alt hvad de har bygget deres liv på smuldre bort. Men de, der har investeret deres hjerte i himmelen, i Kristi fortjeneste, de skal se, hvordan alt de har investeret vokser og bliver til mere og mere, hvordan hele deres liv så at sige giver pote. Med Jesu egne ord: de skal få tusindfold igen. I sandhed en livets dag for livets børn.

Derfor er Jesu genkomst er ikke slutningen på livet. Det er begyndelsen, begyndelsen på fuldendelsen af den evighedsliv, som er lagt ind i os fra skabelsens morgen af Gud selv.

Lad os derfor ikke vente med at pakke Guds julegave op til jul, men lad os alle dage have de fire adventslys tændte, dåben, prædikenen om syndernes forladelse i Jesu blod, nadveren og bønnen. Da vil han selv komme til os og allerede nu lade evigheden begynde i vore hjerter.

prædiken 11 s e trin

O hvad er min syndig glæde bleven mig en gift og pest, gør mig nu mit hore-sæde til et helvedes arrest, hvor enhver letfærdig smil, sårer hjertet som en pil, ja, den mindste hore-mine, fylder mig med helved-pine.

Med disse ord beskriver salmedigteren Brorson den store synderindes anger og gråd, og en mere præcis gengivelse findes næppe. Der bliver ikke lagt fingre imellem, ikke trukket noget fra og ikke lagt noget til. Det er som at høre en rapporter fra TV, om nutidens prostituerede, som fuldstændig har mistet respekten for sig selv og sit eget liv, som hjertens gerne vil slippe fri, men ikke kan komme ud af dette helvedes arrest.

Hvor det ligner evangeliet således at fremstille tingene nøjagtig som de er uden omsvøb af nogen art. Men hvoraf kommer det, at et menneske kan komme derud, hvor det ikke blot må nyde alle andres afsky, men endog sit eget, hvor et menneske føler sig tilsmudset, selvom det er nyvasket.

Jo, vi forstår det nok, når det er så grelt et tilfælde som prostitution, da må man med en hvis eftertænksomhed komme til at væmmes ved sig selv, anderledes kan det ikke være. Men det er jo så langt fra det eneste tilfælde, hvor et menneske kan blive kvalm ved sig selv, og må sige, som Brorson synger lidt længere nede i ovennævnte salme: Skal jeg mig af verden skynde? Skal jeg hen til strikken gå? Jeg tvivler på, at nogen anden tidsalder har budt på flere tilfælde af dette selvhad end vor egen. Mennesker af i dag har det frygteligt med sig selv, hvad vi direkte kan læse af det store stofmisbrug og af selvmordsstatistikken. Der skønnes gennemsnitlig at være 16 selvmordsforsøg om dagen, heraf er en stor del selvfølgelig forårsaget sygdom, men langt fra alle. Næste halvdelen er sunde og raske mennesker, som har fået nok af det hele, som ikke kan forestille sig at fortsætte livet, enten fordi det synes meningsløst, eller fordi de ikke kan leve op til de forventninger, de stiller til sig selv, det være sig i forhold til arbejde, familie eller udseende.

Men ved siden af disse grunde finder vi også den, som Brorson haler frem, at mennesket væmmes ved sin egen gerning. Vi så det hos Judas, som slog verdens frelser ihjel. Vi så det hos mange af krigens aktører, dem der stod ved gaskamrene, dem der havde ansvaret for jødedeportationen – de kunne ikke leve med det de har gjort og drog den værste af alle konsekvenser.

Logisk set er det fuldt forståeligt. Skam dig, lærer vi vore børn, når de har gjort noget skidt. Og det er klart, der er forskel på at være slukøret et par timer over sin udyd og til at tage sig selv af dage, men forskellen består alene i størrelsen. Der er ingen væsensforskel i fortrydelsen, og, det er evangeliets påstand, grundlæggende er der heller ingen væsensforskel i synden.

For uanset om det blot er en finger eller et grimt ord, en løgn eller en forbandelse, så har jeg været med til at ødelægge livet enten for mig selv eller for min næste, så har jeg været med til at gøre verden til et dårligere sted at leve. For dette er al synds sande karakter: den ødelægger livet.

Jaja, nu skal præster jo også altid smøre lidt ekstra tykt på. Men prøv det selv efter. Får du det ringere eller bedre af, at der er en, der giver dig fingeren i trafikken? Er det ikke netop sådan en lille ting, der kan være med til at din dag bliver en dårlig dag, at du møder op på kontoret i en utilpas stemning og dermed bringe den vrede du selv mødte videre. Er det ikke netop et lille grimt ord, der kan ødelægge stemningen om et ellers veldækket bord? Det er ikke helt ved siden af, vel? Men dermed bekræfter vi faktisk også dagens temmelig sort-hvide lektielæsning, dette enten eller: Se, jeg stiller dig i dag over for livet og lykken, døden og ulykken. Holder du mine bud skal du leve, men hvis dit hjerte vender sig bort fra mig, så kan jeg i dag forsikre dig om, at du vil blive udryddet.

Alle Guds bud har det ene formål som han skabte mennesket til: Et godt liv. Derfor læser vi også hos salmisten i den 119’ende salme: Dine love er underfulde, derfor overholder jeg dem. Hvor jeg elsker din lov, hele dagen er den i mine tanker.

Intet er bedre for mennesket end at vandre efter Guds bud. Gør dette, så skal du leve, siger Herren, og dette gælder helt fra det første bud: du må ikke have andre guder end mig, og til det sidste, du må ikke begære din næstes hus, hustru, træl eller trælkvinde eller noget, der hører din næste til. Gør dette, så skal du leve.

Det kan altså ikke være mere forkert, end når nogle siger, at et liv i troen er et liv i begrænsning – nej, et liv i troen er et fuldt liv. For det er netop det, som kristentroen siger nej til, der ødelægger livet for så mange, og som også havde ødelagt denne kvinde, vi er samlet om i dag, nemlig synden. Den bringer skam over os, så vi ved refleksionen hverken vover at se os selv i spejlet eller vise os på åben gade, men mest af alt har lyst til at være en mus i sit hul. Ingen skal se os, og heller ingen ønsker at se os. Det er et vældigt vovemod, kvinden lægger for dagen.

Men det overraskende er det, Jesus gør. Jesus vender sit ansigt mod kvinden, ser på hende og spørger så Simon:

Ser du denne kvinde?

Nej, Simon havde for travlt med at vende blikket den anden vej. Sådan en sæk, skal man ikke se på, men derimod vende ryggen til. Men Jesus spurgte slet ikke, om han så denne luder, nej: ser du denne kvinde, ser du dette menneske.

Hvor det dog ligger dybt i mennesket at gøre som Farisæeren Simon, at gøre et menneske til et med det, det gør, eller det det har gjort. Harry Potter er Harry Potter, også selvom han hedder Daniel Radcliffe og spiser is på Mc Donald. Jamen Kommer vi da aldrig videre? Nej, og jeg husker stadig dengang du, og så kommer det, som aldrig mere skulle nævnes.

Jo, kan vi ikke huske andet, så kan vi i hvert fald huske det de andre har gjort galt, om ikke for andet, så for at vi kan hænge dem op på det senere hen. Sådan er du. Måske siger vi det ikke, men så tænker vi det, for vi har så svært ved fuldt ud at fatte tilgivelsens under – at det, som er sket, er helt udslettet, at det aldrig mere skal anklage os.

Men denne kunst forstår Jesus sig på. Han ser den kvinde, der er skabt i hans eget billede, han ser det menneske, for hvem han selv hengav sit liv, han ser hendes tro på Jesu tilgivelse – hun elsker meget, fordi hun har fået tilgivet meget. Men du Simon har den store mangel, at du ikke elsker. For du har ikke brug for min tilgivelse.

Han var jo et godt menneske. Alle så op til ham. Han var et stort moralsk og religiøst forbillede; Han levede virkelig efter Guds bud. Helt modsat kvinden. Selvfølgelig havde han da ikke brug for Jesu tilgivelse. Okay, han var ikke 100 % fejlfri, han havde nogle små bitte fejl, men han stræbte efter at gøre det bedste og det måtte være nok. Men dette er forskellen på Jesus og Simon, Gud og mennesker, at selv dette lille er nok til, at vi i Guds øjne helt er syndere, hvor gode intentioner vi end måtte have. Der er ingen forskel. Alle har vi syndet og mistet herligheden fra Gud, alle bærer vi Guds dødsdom over os. Bare ved dette lille. Jo, for døden er i synden. Den er der som en giftig svampespore i en lækker lagkage. Spiser du af den er du dødsdømt. Her er der ikke forskel på små og store synder, for al synd er grundlæggende et oprør imod livets Gud. For hver en ond tanke har vi stået på Gabatta og råbt: korsfæst, korsfæst og sat os selv under Guds fordømmelse; vi vendte Gud, vi vendte livet ryggen.

Forstå mig ret. Dette handler ikke om, at vi er dårlige mennesker, men det handler om, at vi ikke må følge Simon i denne løgn, at mene ikke at have brug for Jesu tilgivelse.

Alle har vi brug for Jesu tilgivelse og alle må vi komme til Jesu fødder og tage imod hans lidelse og død. Ingen er for from, heller ingen er for ringe. Netop dette er, hvad vi skal lære af kvindens eksempel. Så usselt et menneske. Også hende var der plads til hos Jesus, også til hende lød det lige så frit og rent: Din tro har frelst dig, gå bort med fred.

Så lad os da følge kvindens eksempel, ikke udi hendes mange synder, men ved at knæle ved Jesu bord. Her bliver vi set med Guds kærlige øjne, hver og én, store og små, idealvægtige og realvægtige. Alle må vi komme til Jesu fødder og få livet igen, et liv i frihed, et liv i evighed, et liv i kærlighed, kort, et virkeligt liv, et liv med mening.