Månedsarkiv: august 2014

Du skal frygte og elske, vielsesprædiken

Jeg bliver simpelthen nødt til det i dag, at sætte den kinesiske porcelæn på bordet. Et ægteskab og kinesisk porcelæn – de to ting har måske ikke så meget med hinanden at gøre, og så ligner de alligevel hinanden på mange områder. Det er smukt som intet andet, men vigtigst, det er både utrolig stærkt og utrolig skrøbeligt. Bruges det rigtigt, kan det holde i århundreder, men misbruges det, brydes det ved blot små slag.

Men i modsætning til den kinesiske porcelæn er det værste at gøre ved kærligheden at sætte den i bur. Da blegner den og sygner hen for til sidst at dø helt ud. Nej, kærligheden må være fri, for først således kan den udfolde sine vinger og slå sine fortryllende triller.

Den må komme frit, og den må være fri. For hvor forpligtende end et ægteskab er, så kan dog aldrig den ene sige om den anden, at denne er min ejendom, men må i stedet stille sig undrende over at en anden frit har valgt at elske. For hvem kan gøre sig fortjent til en andens kærlighed? Ingen. Dette kan kun gives frit og uden fortjeneste. Men dermed er også sikkerheden røget, burets sikkerhed, selvfølgelighedens sikkerhed, og dog er det trygt. For kærligheden driver frygten ud, som der står hos apostlen Johannes: Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud.

Og dog må der være en frygt i ethvert ægteskab. Ikke frygten for at konen står hjemme og venter med kagerullen, men frygten for af vanvare eller uforstand at tilføje den anden skade på legeme eller sjæl. Derfor hedder det også i forklaringen til alle de ti bud: du skal frygte og elske Herren din GUd, så at du ikke lyver og bander og sværger osv., men at vi i alle ting lægger vind på at leve Gud til behag. For deri er livet

Sådan består også den ægteskabelige lykke i at leve den anden til behag, som det udtrykkes lidt ironisk på engelsk: happy wife, happy life. For hvor to hjerter er forbundne kan ikke den ene være lykkelig og den anden ulykkelig, den ene glad den anden trist. Nej, lykken og glæden er afhængig af den andens lykke og glæde.

Dermed er også sagt, at ingen længer ejer sig selv, men er den andens. Men derved er jeget ophævet og unddrager sig muligheden for at hævde sig selv. Og netop dette er hvad adskiller den ægteskabelige kærlighed fra alt andet. For hvor det overalt handler om at råbe op om egne fortræffeligheder og fortrin frem for andre, at mele sin egen kage, der bliver det her klart, at livet og ægteskabet ikke er mit, men en kostbar gave hvis rigdom står tydeligere frem, des mere det leves.

Men dette er også ægteskabets vanskelige kunst, at balancere med den skrøbelige porcelæn. For dette at stikke sit eget fjæs frem ligger så dybt i os at det nærmest synes naturstridigt ikke at gøre. Og dog er det nødvendigt, da det ikke kan lade sig gøre samtidigt at ophæve og hævde jeget. Der er et enten eller. Enten at ofre sig selv på kærlighedens alter i inderlige hengivenhed for den anden, eller at tage sit og gå.

Den sidste mister alt, men den, der ofrer sig selv for kærligheden vil se at få sig selv dobbelt igen.

Denne kunst er finere end den fineste keramik, og ingen ville mestre den, om ikke Gud selv havde givet os ægteskabets gave og i sin søn vist os det største eksempel på hengivelse, idet han gav sin søn den enbårne hen for at dø på et kors for vore synders skyld, for at hver den, som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Heri er kraften og styrken til et ret ægteskab. At modtage sin ægtefælle som en gave fra Gud selv, og at tilgive, som Kristus har tilgivet os.

Gør I det, da skænkes i et ægteskab, som end ikke Ironman kunne bryde, om han ville, stærkere end stål, varmere end den ild, som brænder ved olie og skønnere end den smukkeste kinesiske porcelæn. Et ægteskab og et hjem, hvor selv det genstridige dyr af en kat vil vandre den halve klode rundt for at finde sin trygge krog: Det er så hyggeligt allensteds.

Ja, i sandhed en tryg base for livet, hvor nattergalen dagligt vil gøre sine husbesøg med sine fortryllende og livgivende triller, og det hvad enten alt andet går godt eller skævt. Bare I er sammen.

Må Gud velsigne jer og jert ægteskab med sin nåde fred og kærlighed.

(Gommen var født i Kina, og bruden studerede kinesisk)

 

 

prædiken 1s e trin

Himmelske fader. Lad os ligge ved dine fødder og tigge om nåde.

Omkring 60 kilo reklamer i hver husstand, hvert år – så meget ender i vore postkasser. Der er ingen grænser for de varer, som de handelsdrivende prøver at prakke os på. ”uundværlig for enhver husholdning” eller ”bliv smart i en fart”. Oh jo. Sikke lykkelig man kunne blive, hvis man bare havde bedre råd. ”lån op til halvtredstusinde på et kvarter”. For det ville dog være frygteligt, ja nærmest umenneskeligt, hvis man skulle trække i nogle klude fra i fjor. Kort sagt. Vi danskere bruger masser af energi på at gå moderigtigt klædt og at indrette vore hjem smagfuldt og mageligt. Og den rige mand, vi møder i evangeliet, er netop sådan et rigtigt levemenneske. Han levede i fest og pragt, hyllede sig i de fineste klæder og gjorde sig rigtig umage med at behage sig selv. Det eneste mishag han havde i livet var alle disse hunde, som gøede og skabte sig uden for døren, ja og så denne usle Lazarus, der insisterede på at ligge ved døren. Det skæmmede huset, men efterhånden havde han vænnet sig til det og kom desuden så sjældent ud af huset, at det nok skulle gå. Det var selvfølgelig lidt ukomfortabelt for gæsterne, for dem havde han mange af. Og de nød hans selskab. Altid sjov og venlig. Man sagde at han kastede glans over byen, han havde et godt ry, blandt menneske et godt navn. Så en dag dør den fattige Lazarus. Også den rige mand, som jo ellers nok vidste, hvordan man skulle leve, døde. De kom begge i dødsriget, men skønt de var fælles om at dø, så var døden dog så forskellig for dem, som dag og nat. Lazarus blev båret i Abrahams skød, ved ham alle slægter skulle velsignes, mens den rige sad i brændende lue og pintes. Og sådan skulle det blive ved at være. Aldrig skulle han slippe for denne pine, ligesom Lazarus aldrig mere skulle undvære trøsten i Abrahams skød. Men hvorfor gik det den rige man sådan – han havde dog været et godt menneske. Jesus lader Abraham svare: ”Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes du her, mens han pines.” Det er et underligt svar. Det lyder som om det er rigdommen og velstanden alene der afgør, om man kommer i himlen eller helvede, bare for at der skal være balance. At det at være fattig i sig selv kvalificerer til himlen og tilsvarende det at være rig til helvede. Jesus taler også andre steder om, at salige er de fattige og om hvor vanskeligt det er for en rig at komme ind i Guds rige, men vi må ikke læse det i modsætning til skriftens samlede vidnesbyrd, at frelse alene er i troen på Jesus. Både i det gamle og det nye testamente læser vi om formuende mennesker, som Gud velsignede, og også historien vidner om mange mægtige mænd og kvinder, som har bekendt sig til Kristus, ligesom der også gives eksempler på fattige gudsfornægtere. Nej, Gud kan velsigne med rigdom såvel som nogen anden konge. Men vi må lægge mærke til to ord: Dit gode. Den rige mand fik sit gode, mens Lazarus det onde. Han tog for sig af retterne og skænkede ikke den fattige en bid. Han hyttede sit eget skind, men glemte at give Gud bolig i hjertet og således søge Guds gode. Han havde alene sit gode, hvilket ikke kunne deles med den fattige. For at elske sin næste som sig selv indebærer, at man ikke længere kan elske sig selv som den eneste, men denne sande kærlighed sættes først, hvor Gud får bolig. Det, at han ikke lod vinen flyde over den fattige og syge Lazarus, som dog så troligt holdt fast ved hans dør, viser hvor indsnævret han var i sig selv. Jo han gjorde mange gode gerninger som gavnede hans gode navn. Men hos Gud havde han intet navn. Dette er, hvad grundlæggende adskiller den fattige Lazarus fra den rige mand. Han var ikke kendt af Gud, men Lazarus, han både kendte og var kendt af Gud, hvilket fremgår af hans navn, Lazarus, der er dannet af ”L”, forkortelse af ”El”, hvilket betyder Gud, og ”azar” som betyder hjælper. Det er for øvrigt det samme navn, der bliver til Lars på dansk. Gud hjælper. Den fattige stolede på Gud, den rige på sig selv. Og selvom man kan komme langt i livet sådan, så holder det dog ikke i døden.

Den rige mand synes i dødsriget at have erkendt dette, men han giver ikke udtryk for nogen anger. Tværtimod så forbliver han i den samme tanke, at alt og alle skal tjene ham, at Lazarus, hvem han aldrig gav en bid eller en dråbe, nu skulle læske hans tunge. Dette ønske får han ikke opfyldt. Så kommer han med dette ellers meget sympatiske ønske, at Lazarus må stå op fra de døde, så han kan advare hans fem brødre, at de kan omvende sig. Jeg har altid spekuleret på, hvorfor han ikke ønskede sig selv til live igen, han kunne trods alt bedre forestille brødrene den pine han var kommet i, end Lazarus kunne. Om det var hans lade sjæl eller han gruede for at skulle vågne op i en forseglet grav mumificeret efter alle kunstens regler, jeg ved det ikke. Men i hvert fald udviser han her bekymring for sine brødre, og man skulle synes at dette måtte medføre applaus. Men nej, Abraham afslører ham. Bag dette ellers så fromme ønsker ligger der her en anklage. Den rige mand havde øjensynligt ikke regnet med at havne i denne pine, og nu skyder han skylden på Gud. Hvordan skulle jeg kunne vide det, jeg som har ført et pænt og uanklageligt liv, hvordan skal mine brødre vide det? Men hvis nu en står op fra de døde, så vil de være varskoet og omvende sig. Men Gud vil ikke lægge så vigtig en sag i hænderne på de døde. ”De har Moses og profeterne, dem må de tro, og vil de ikke tro dem, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom en stod op fra de døde.” Den rige mand havde altså Skriften hos sig og havde sikkert også været en flittig kirkegænger. Men han havde kun søgt sig eget behag i Guds ord, kun læst de steder, der bekræftede ham i hans vildfarelse, jeg er Abrahams slægt, jeg er en god kirkegænger, jeg er et godt menneske; han havde aldrig ladt sig afsløre som den, der havde brug for Guds indgriben og frelse. Sådan kan man leve et helt liv, måske endda som flittig kirkegænger uden nogensinde at få afklaret sin stilling over for Gud. Men havde den rige mand brugt mere tid på at æde Guds ord frem for at plukke i det, så havde han læst, som vi læser det i dagens lektie: ”Jeg Herren ønsker, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du klæder den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.” Så klart kunne han finde det, men det var ham nok, at han levede tilfredsstillende for sig selv, i forhold til egne opstillede kriterier.

Men Guds bud om kærlighed til næsten er mere radikalt end et menneske nogensinde vil komme på af sig selv og end vi nogensinde fatter. Derfor, hvor langt vi end må komme i næstekærlighed, hvor mange gode gerninger, vi måtte gøre, så får vi dog være den Lazarus, der ikke kunne andet end ligge og tigge. Tigge om nåde i tillid til den lovede Messias, for som Luther sagde på sit dødsleje: ”vi er tiggere, sådan er det.” Men hvordan kommer det næsten til gode? Den fattige Lazarus var jo ikke til megen nytte – og det er netop en væsentlig pointe. Men lad os prøve at betragte Bibelens største tigger: Kong David. I den syttende salme, synger han, ej syndede min mund, mine skridt holdt dine spor og adskillige andre steder fremholder han, hvordan han havde omsorg for den fattige og faderløse. Alligevel er han ikke for god til at tigge om Guds nåde: ”vis dig underfuldt nådig, vogt mig som øjestenen, skjul mig i dine vingers skygge.” David havde nok at rose sig af, men hans ros, det var Gud ”Fra dig skal min ret udgå.” Han trængte Guds hjælp til at lede landet med retfærd og sådan må vi også tigge om nåde for os selv og om kærlighed til vor næste. Da vil Gud åbne vore øjne, så vi ser ethvert menneske som skabt i Guds billede, som et menneske for hvem Jesus døde. Og denne død er jo netop vort liv, deri er vor trøst, deri har vi vort håb, at vi efter dette liv skal bæres i Jesu arme til Guds evige salighed. Dertil kan vi ikke gå selv, vi bliver båret. For denne store nåde skylder vi at tjene vor næste, med de evner og muligheder, Gud giver, eller som apostlen Johannes siger: vi elsker, fordi han elskede os først. Kærligheden kommer fra Gud og denne må vi bringe vor næste.

Hvad så, er det slut med at læse reklamer? Ikke for min skyld. Men det må være slut med at læse Bibelen som vi læser reklamer. Guds ord må ædes helt. Vi må lade os afsløre og lægge os til at tigge ved den rige Guds dørtrin. Og ja, det kan være pinefuldt, men dog for intet at regne mod pinen i helvedes luer og for intet at regne mod den trøst og glæde, som Gud har beredt for dem, der tror på ham, og som allerede nu i dette liv lader os leve uden frygt. For den der lever i Guds kærlighed, kan frimodigt gå livet, døden og dommen i møde.